Page 1

Rapport fra en valgkamp – del 2:

Af Uffe Elbæk, folketingsmedlem for Det Radikale Venstre Kandidaten skaber valgkampagnen og vice versa. Jeg er i hvert fald ikke den samme politiker i dag, som jeg var for et år siden, da jeg på den lokale generalforsamling blev valgt som radikal folketingskandidat i København. Det er godt nok de samme politiske områder, jeg går til valg på: Iværksætteri, uddannelse og kultur. Og jeg er heller ikke kommet i tvivl om, hvorvidt Det Radikale Venstre er det mindst ringe parti. Det er derimod mit politiske perspektiv, der har ændret sig. For et år siden var jeg primært fokuseret på det afgrænsede politiske område eller problemstilling, mens jeg i dag er lige så optaget af at se og tydeliggøre sammenhængen og relationen mellem alle de forskellige politiske og kulturelle udfordringer, vi står overfor i Danmark. En bevægelse fra det smalle politiske perspektiv til det brede. Det er de hundredvis af politiske samtaler, jeg har haft med vidt forskellige københavnere gennem det sidste år – på debatmøder, politiske saloner men ikke mindst i forbindelse med det tværpolitiske dialogprojektet 48 termokander - der har gjort forskellen. Det startede omkring et sofabord i et kolonihavehus på Amager sidste sommer, hvor diskussionsoplægget lød ”Findes der aldersdiskrimination i dagens Danmark?” (du kan se klip fra nogle af disse samtaler på www.48termokander.dk). Oplevelsen var så god og meningsfuld for alle involverede, at disse 48termokandermøder siden er blevet afviklet hjemme hos vidt forskellige københavnere, omtrent hver anden uge. Det har været noget af en tour de force igennem både byens fysiske og politiske landskaber. Fra fjerdesals lejligheder på Vesterbro over en massageklinik i Valby til forstadsvillaen i Nordvest. Og de politiske spørgsmål der blev sat i spil, var lige så forskellige som adresserne. Der er blevet diskuteret alt fra ”Hvad er håndværksfagets fremtid i Danmark?” over ”Hvad er fremtiden for de politiske partier, når så få danskere har lyst til at være aktivt medlem?” til ”Hvad kan vi lære af den globale økonomiske krise?”. At opleve engagementet og den oprigtige lyst til at diskutere væsentlige politiske spørgsmål og samfundsforhold, har været en meget opløftende oplevelse. Det er inspirerende og betryggende at opleve, hvordan københavnerne selv har masser af konkrete forslag til, hvad man kunne gøre, for at løse de konkrete problemer vi slås med i hverdagen. Jeg er i hvert fald blevet overbevist om, at den politiske samtale og det politiske engagement på ingen måde er døde i Danmark. De lever tværtom i bedste velgående. Vel at mærke, hvis samtalen blot får en ordentlig ramme at folde sig ud i. Samstemmende sagde alle der deltog i disse politiske minimøder nemlig, at de var dødtrætte af den måde, man i TV og medierne generelt diskuterede politik. Og det, de var allermest trætte af, var hvor ofte vi politikere bruger mere tid på at svine hinanden til, end at komme med reelle konstruktive og fremadrettede forslag til, hvordan vi får samfundet ikke bare til at hænge sammen (igen), men at udvikle sig.


Undervejs begyndte der at tegne sig konturerne til en ny politisk dagsorden. En dagsorden som tog afsæt i tre centrale samfundsudfordringer, som i dag ikke bare påvirker livet i Danmark, men livet på kloden som sådan. Den første udfordring er den globale opvarmning (miljøkrisen). Den anden, er vores manglende evne til at sætte os i den andens sted (empatikrisen). Og den sidste, hvordan vi får opdateret de redskaber, vi som samfund bruger til at løse vores problemer. Med andre ord, hvordan bliver vi dygtigere til at tænke på tværs af samfundssektorerne og andre udtjente kasse-logikker (systemkrisen). Først miljøkrisen: I juli måned kunne vi (endnu engang) læse i avisen, at der er målt mindre is på Arktis end nogensinde før. Samtidig slår klimaforskere nu for første gang fast, at der ikke længere hersker nogen som helst tvivl om, at de sidste årtiers usædvanlige vejrfænomener er en direkte afledt konsekvens af den globale opvarmning. Vi står overfor et miljømæssig vendepunkt, hvor vi som civilisation enten ser klimaproblemerne i øjnene og handler ansvarligt derefter, eller fortsætter som nu, og overlader en både ressourcemæssigt udsultet, overophedet og konfliktramt planet til vores børn, børnebørn og oldebørn. Hvis det sidste scenarie ikke skal blive til virkelighed, kræves det - ikke mindst af os i Vesten, men også af for eksempel BRIK-landene (Brasilien, Rusland, Indien og Kina) – at vi gør op med den udbredte Titanic-agtige benægter-tendens hos store dele af det politiske og økonomiske etablissement: Vi ved godt, at vandet strømmer ind på de nederste dæk, men hvad gør det? Musikken spiller jo stadig heroppe på første klasse. Denne manglende evne til at sætte sig i den andens sted og ikke mindst i de kommende generationers sted, fører direkte over til den anden centrale udfordring: Empatikrisen. Det første jeg der røg igennem hovedet på mig, da jeg hørte i radioen, at der var sprunget en bombe i Oslo var: Åh nej, lad ikke dette terrorangreb have rødder til det muslimske miljø. Og lige så lettet blev jeg – hvor morbidt det end kan lyde – da det senere op af dagen stod klart, at det var den 32-årige højreekstremist Anders Breivik, der stod bag disse rædselsfulde ugerninger. Mit reaktionsmønster afspejler det mentale rum, der gennem de sidste ti år er blevet skabt i Danmark og mange andre vestlige samfund, som i dag er gennemsyrede af en uhåndgribelig og abstrakt frygt for ”muslimsk terror”. En frygt der er baseret på en fuldkommen udokumenteret antagelse, som endda viser det sig intet at have med virkeligheden at gøre. I årene fra 2006 til og med 2009 er der blevet registeret 1.890 »planlagte«, »forhindrede« eller »gennemførte terrorhandlinger« inden for EU’s grænser. Af de 1.890 tilfælde havde 6 relation til militante islamister. Efterfølgende har man i medierne kunne læse om, hvordan etniske nordmænd reagerede med vrede og trusler overfor muslimske borgere i Oslo, da nyheden og detaljerne om den sprængte regeringsbygning og skyderiet på Utøya tikkede ind den 22. juli. Det norske dagblad VG talte blandt andre med den 31-årige Kadra Yusuf, der berettede om, hvordan frygt og fordomme tog overhånd, før gerningsmandens identitet blev afsløret. Hun er citeret for at sige til avisen: ”I timerne før vi vidste, hvem som stod bag, blev en række Osloborgere med udenlandsk udseende udsat for hetz, chikaneret og mistænkeliggjort af deres medborgere. Frygten tog overhånd, og vi begyndte at se skævt til hinanden, naboer blev


bange for hinanden, og mange unge norske drenge med indvandrerbaggrund blev set på som terrorister”. Flere af Yusufs venner med indvandrerbaggrund var blandt dem, der blev udsat for trusler. Udtryk som "terroristdjævle", "bin Ladens sønner" og "muslimbombemænd" var nogen af dem, som blev brugt. Og en af hendes venner fra Indien, som har boet i Oslo i over 22 år, blev jaget ned ad gaden af folk, som bad ham om at "tage tilbage til helvede, hvor han kommer fra". For at nedtrappe konfliktniveauet i vores samfund, bliver vi nødt til at finde måder, hvorunder vi kan lære at leve mange forskellige kulturer fredeligt sammen. Alternativet vil være en verden i konstant alarm- og terrorberedskab, hvor lokale sociale, kulturelle eller religiøse konflikter vil udvikle sig til marginalisering af minoritetsgrupper, etniske udrensninger og ultimativt til kulturelt og religiøst funderede krige. Et psykologisk klima, hvor selv naboen bliver en potentiel trussel. Dette er ikke et fremtidsscenarie. Det er allerede den konkrete hverdags-virkelighed for mange af klodens seks milliarder mennesker. Desværre. Derfor er det på høje tid, at vi finder svar på hvad vi stiller op med en overbefolket, klimastresset klode, præget af akut ressourceknaphed. Er løsningen at slippe de kapitalistiske markedskræfter endnu mere fri? Nej. For det er jo netop dem, personificeret i for eksempel kolonialismen og den amerikanske drøm om personlig succes, magt og materiel rigdom, der har skabt de akutte problemer, vi står overfor i dag. Er det så den socialistiske planøkonomi, der er svaret? Nej. Vi så jo med for eksempel Sovjetunionen, hvor grufuldt galt det kan gå, hvis staten udvikler sig til et egenrådigt monstrøst magtapparat, der bestemmer fuldt og helt over sine borgere. Men hvis det hverken er mere marked eller mere stat der er løsningen, hvad er det så? Dette spørgsmål leder os over i den sidste udfordring: Systemkrisen. Der bliver næsten hver eneste dag rejst kritiske spørgsmål i pressen til troværdigheden og legitimiteten af den måde ikke bare én men alle tre gamle samfundssektorer - den private, offentlige og frivillige sektor - forvalter deres ansvar og samfundssind på. De kritiske spørgsmål til det private erhvervsliv går ofte på deres virksomhedsetik, pengegrådighed og mangel på socialt ansvar. Det offentlige bliver beskyldt for dårlig ledelse, vennetjenester og misbrug af offentlige penge. Og de frivillige får kritiske spørgsmål om oppustede organisationer, der sluger alle de penge, som egentlig skulle gå til socialt nødstedte mennesker her i landet som ude i verden. Og som prikken over i-et, er der samtidig en uvilje, de tre sektorer indbyrdes, mod at lære af hinandens fejl og succeser. Komplekse problemstillinger har meget sjældent enkle svar. Ovenstående problem kan næppe løses af hverken mere stat eller mere marked. I dette tilfælde tror jeg, at svaret paradoksalt nok er både mere marked OG mere stat. Som en tredje faktor iler jeg desuden med at tilføje: mere frivillighed. Altså et langt mere entreprenant, fællesskabsorienteret og frit samfund, end det Danmark, vi kender i dag. Landet er jo netop i disse år kendetegnet ved de modsatte holdninger og kvaliteter: Ringe iværksætterkultur (tag ikke ansvar for dit eget liv), ekstrem individfokusering (det er din egen skyld, hvis det går galt) og samtidig nærmest hysterisk regel- og kontrolrytteri (vi har ikke tillid til dig).


Det er når man lægger de ovennævnte tre kriser – klima, empati og systemkrisen – sammen, at man forstå det egentlige omfang af den opgave vi samme skal løse. Løsninger der forhåbentlig er drevet af iværksættergejst, kreativitet og modig tværsektoriel tænkning. Og så en ting mere: Et opgør med den enøjede vækstøkonomi. Allerede i 1968 gjorde Robert Kennedy opmærksom på de begrænsninger der ligger i vores nuværende anvendelse af bruttonationalproduktet, BNP, som målestok for et samfunds vækst og velfærd. Han sagde blandt andet: ”BNP medregner luftforurening, cigaretreklamer…Det medregner specielle låse til vores døre og til dørene i fængslerne…Det medregner napalm og atomsprænghoveder og skudsikre biler i vores byer. BNP medregner imidlertid ikke vores børns sundhed, kvaliteten af deres uddannelser, glæden ved deres leg. Det medregner ikke skønheden ved vores poesi, styrken af vores ægteskaber, styrken ved vores offentlige debat og de offentlig ansattes integritet…Det måler i store træk alt andet end det, der gør livet værd at leve”. Et af de steder, hvor man lige nu har taget ovenstående udfordring på sig, er det internationale Center for the Advancement of the Steady State Economy, CASSE, hvor man har opstillet seks forudsætninger for en ny bæredygtigheds økonomi – eller ligevægtsøkonomi som den også bliver kaldt. De seks forudsætninger CASSE har identificeret som forudsætning for at en ny ligevægtsøkonomi kan blive en realitet er: 1) Befolkningens størrelse er stabiliseret 2) Forbruget pr. person er stabiliseret 3) Energi- og materialestrømmene er reducerede og foregår inden for økologiske grænser. 4) Lagrene af naturgiven og menneskeskabt kapital holdes konstante og udtømmes ikke. 5) Uligheden er reduceret, ressourcerne fordeles på fair vis. Og endelig: 6) Arbejdstiden er reduceret. Hvis man lægger disse økonomiske og ressourcemæssige spilleregler ned over morgendagens samfund, vil det radikalt ændre den måde vi producerer, bor, rejser, uddanner og forbruger på. Det vil samtidig skabe forudsætningen for en helt ny samfundssektor, som jeg i mangel af bedre navn, vil kalde den fjerde sektor. Denne nye bærende samfundssektor vil vokse frem i konvergensrummet mellem den private, offentlige og frivillige sektor, og rummer en mangfoldighed af nye typer af virksomheder og organisationer, som på den ene side agerer på markedsøkonomiens præmisser (sorte tal på bundlinjen), samtidig med at man har det fælles bedste for øje (et givet økonomisk overskud går tilbage til det lokalsamfund, virksomheden er en del af) og endelig en organisationskultur, der er menings- og formålsdrevet (frem for i dag, hvor det stadig ofte er løn og (magt)status der bruges som motivfremmende faktorer). Ovenstående er ikke kun et fremtidsscenarie, for der eksisterer allerede i dag talrige eksempler på det, jeg vil betegne som fjerdesektor-virksomheder. Dvs. virksomheder som på den ene side er dybt professionelt ledede, som sætter en ære i at tjene deres penge selv, men som også – efter løn og investeringer – prioriterer deres overskud til almennyttige, samfundsgavnlige aktiviteter. De har samtidig en organisationskultur, der kan rumme både fastansatte, deltidsansatte og frivillige. En så gennemgribende økonomisk og social forandringsstrategi som ligevægtsøkonomien og fjerde sektor-tænkningen, vil helt sikkert udløse demokratisk uenighed, domæne- og ressourcekonflikter og legitime modforslag. Anderledes kan eller skal det ikke være i et demokratisk samfund. For der er selvfølgelig


ikke bare én rigtig vision for verdens fremtid, der er en mangfoldighed af mulige scenarier. Men selvom der er mange veje til målet, står én fælles udfordring alligevel over alt andet: Sikring af klodens nuværende mangfoldighed og rigdom af arter, livsformer og økosystemer. Så kommende generationer mødes af en lige så gavmild verden, som den vi selv blev født ind i. Det er denne gave, det sidste års kampagnearbejde har givet mig. En både fornuftsrelateret og følelsesmæssig erkendelse af, at det ikke bare er en ny regering vi har brug for - det er en helt ny politisk dagsorden. Vi må have modet til at se den grundlæggende udfordring direkte i øjnene: et opgør med den enøjede vækstøkonomi. Og vi må finde tilstrækkeligt mentalt overskud til at kunne formulere en bæredygtig strategi for, hvordan Danmark bliver et land, man forbinder med ligevægtsøkonomi, empati og iværksætterlyst. At vi har modet og det mentale overskud er jeg slet ikke i tvivl om - jeg har nemlig både set og hørt det ved alle byens kaffeborde. Der skal rettes op og tænkes stort og vi beslutter selv, om det skal være nu eller aldrig. Hvis altså blot Hr. Rasmussen ville lade os få valget.

rapport fra en valgkamp - 2  

Hvad gør en valgkamp ved kandidaten?

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you