Page 1

Månen Af Peter i 6b

Månen er Jordens eneste måne og den femtestørste naturlige satellit i solsystemet. Dens størrelse i forhold til Jorden gør den til den relativt største måne, som omkredser en planet. Den gennemsnitlige afstand mellem centrum af Jorden og af Månen er 384.405 km, hvilket er omkring tredive gange Jordens diameter. Månens diameter er 3.474 km,[3] lidt over en fjerdedel af Jordens. Det betyder, at Månens rumfang er omkring 2 procent af Jordens, og at tyngdekraften på dens overflade er omkring 17 procent af Jordens. Månen foretager et helt kredsløb om Jorden for hver 27,3 dage


(den sideriske omløbstid), og de periodiske variationer i Jord-Måne-Sol-systemets geometri medfører, at Månen har faser, som gentager sig for hver 29,5 dage (den synodiske omløbstid).

Månen er det eneste himmellegeme, som mennesker er rejst til og har landet på. Det første menneskeskabte objekt, som undslap Jordens tyngdekraft og passerede nær Månen, var Sovjetunionens rumsonde Luna 1. Det første kunstige objekt, som ramte Månens overflade var Luna 2, og de første fotografier af den normalt skjulte bagside af Månen blev optaget af Luna 3, alle tre begivenheder i 1959. Den første rumsonde, som foretog en blød landing på Månen var Luna 9, og den første ubemandede sonde, som gik i kredsløb om Månen var Luna 10, begge de sidstnævnte i 1966.[3]USAs Apollo-program har stået for de eneste bemandede missioner, som har været gennemført indtil nu, idet der blev foretaget seks månelandinger mellem 1969 og 1972. Det første menneske, som satte sin fod på Månen, var Neil Armstrong i 1969. Udforskning af Månen foretaget af mennesker ophørte med afslutningen af Apolloprogrammet, men flere lande har offentliggjort mere eller mindre realistiske planer om at sende mennesker til Månen. Blandt andet har Kina annonceret at kinesere vil gå på Månen i år 2024[4]. Derudover har mange planer om ubemandede landinger på Månen, herunder deltagere i Googles Lunar X Prize. Månens astronomiske symbol

er billedet af den aftagende måne, set fra den nordlige halvkugle.

Månen er den største måne i solsystemet i forhold til den planet, den kredser om, idet dens diameter er en fjerdedel af Jordens og dens masse 1/81 af Jordens (månen Charon er større i forhold til Pluto, der imidlertid er en dværgplanet). På grund heraf, og fordi Solens gravitationsvirkning på dem er sammenlignelig med deres gensidige påvirkning, betragtes Jorden og Månen af nogle som et dobbeltplanetsystem snarere end et Jord-Måne-system. Kritikere af denne opfattelse peger dog på, at de to legemers fælles tyngdepunkt, dobbeltsystemets barycenter, befinder sig i Jordens indre, ca. 4.700 kilometer fra dens centrum, og at


Månens overflade er mindre end 1/10 af Jordens og kun svarer til omkring en fjerdedel af Jordens kontinenter (eller omtrent af størrelse som Rusland, Canada og USA tilsammen). Månens bane om Jorden er tæt på at være en cirkel. Dens største og mindste afstand til Jorden afviger kun med 5,5 procent fra middelværdien. Banen er dog med god tilnærmelse en ellipse med en numerisk excentricitet på 0,055. Middelafstanden for Månens tyngdepunkt fra Jordens tyngdepunkt – dvs. denhalve storakse – er 384.400 kilometer. Banepunktet nærmest Jorden, perigæum, ligger i en gennemsnitlig afstand på 363.200 km, mens det fjerneste banepunkt, apogæum gennemsnitligt ligger i en afstand på 405.500 km. Månens passager af Jordens baneplan, ekliptika, kaldes måneknuderne, således at den opstigende knude er passagen til den nordlige og den nedstigende knude passagen til den sydlige himmelhalvdel. Månen følger Jorden i et fælles omløb om Solen i en fælles, elliptisk bane. Tyngdevariationer under denne bevægelse fører sammen med små baneforstyrrelser forårsaget af de andre planeter til, at Månens omløb om Jorden ikke følger en nøjagtig keplerellipse.

Detaljer af Jord-Måne-systemet. Foruden hver klodes radius ses systemets barycenter. Fotografi fra NASA[8] og data fra NASAs faktaside.[9] Planeter er ikke kugler, og kredsløb sker ikke i cirkler, så tallene er kun vejledende. Månens kredsløbsplan præcesserer omkring Jorden i en cyklus på 18,6 år. [10] Dens akse er fastlagt ifølge Cassinis tredje lov.

Månebanens punkt nærmest Jorden (i forhold til fiksstjernerne) nås ikke nøjagtigt efter et omløb. Derved opstår der en periheldrejning, så perigæum går en gang rundt om Jorden for hvert 8,85 år. Heller ikke to på hinanden følgende opstigende måneknuder nås i nøjagtigt samme position efter et omløb, men i stedet lidt tidligere. Måneknuderne bevæger sig derfor i løbet af 18,61 år rundt om Jorden i modsat (retrograd) retning i forhold til Månens omløbsretning. Når en passage af en måneknude falder sammen med nymåne, optræder ensolformørkelse, og når en passage af en måneknude falder sammen med fuldmåne, optræder en måneformørkelse

Månen  

test