Page 1

08 Pædagoger ind i den fælles folkeskole

- og ud af fritidsordninger, pasning og eftermiddagstilbud Niels Brockenhuus Pædagogisk konsulent for SFO i Halsnæs Kommune. Medstifter og bestyrelsesmedlem i ‘Tænketank Danmark - den fælles skole’

Jeg er blevet opfordret til at skrive denne artikel af UCN act2learn omkring pædagoger i skolen. Jeg er og har været optaget af pædagogens rolle og perspektiv i børns skoleliv. Jeg har ikke et forskningsmæssigt oplæg eller valg af en bestemt metode som indgang til denne artikel. Det betyder, at jeg alene skriver ud fra erfaring, opsamlet viden og egne refleksioner. Man kan således, hvis man kun vil læse særlige teoretiske tilgange eller metoder stoppe med at læse nu, men hvis man gerne vil læse om overvejelser, forstyrrelser og ’undringer’ i forhold til pædagoger i folkeskolen, skal man læse videre. For at kunne skrive om pædagogens rolle i folkeskolen og udviklingen af samme kræver det, at det anskues i mange forskellige perspektiver. Det første perspektiv jeg vil anlægge er et fokus på pædagogikken og pædagogens kompetencer. Man kan antage, at pædagogikken i sin grundform er 80

et etisk dilemma, der binder sig til arbejdet med relationer. Et dilemma mellem den etiske overvejelse: at have magt i relationen og bruge sine egne refleksioner som grundlag for de valg man træffer i relationen til barnet. Derved fordrer det et etisk overskud at agere som pædagog, at håndtere denne magt. Det samme kan man sige om dilemmaet mellem det professionelle møde med barnet og det at enhver situation med et givent barn er unik. Man kan således ikke forlods lave en definition af relationen og mødet, men må forholde sig åbent i mødet med barnet. Konkret betyder det, at vi som pædagoger på den ene side skal være professionelle agerende, der har reflekteret over viden, erfaringer og teori i forhold til et barns situation eller vanskeligheder og på den anden side ikke må stille de samme elementer op som skjold for det autentiske møde, hvor man ser barnets intentioner og udtryk. Pædagogens dilemma er derfor baseret på en refleksion, der både bærer viden, erfaringer og evidens, samtidig med det er en refleksion i nuet om de faktiske signaler, udtryk og hensigter barnet kommer med. Det er også et dilemma i pædagogens arbejde med at opbygge en relation til barnet for at kunne arbejde med barnets selvstændighed: En selvstæn-

detpostmodernelederliv


08 Pædagoger ind i den fælles folkeskole og ud af fritidsordninger, pasning og eftermiddagstilbud 0214‌

dighed der retter sig for barnet mod at være uafhængig af pædagogen og relationen til pædagogen. Udover disse dilemmaer og etiske udfordringer baserer pædagogen og pædagogikken i de nuværende SFOer sig også på et pædagogisk praksisfelt, hvor • • •

1) arbejdet med den aktivitetsbaserede pædagogik udsprunget af den tidligere fritidspædagogik, 2) Relations pædagogik med de sociale og personlige kompetencer samt 3) den mere læringsorienteret didaktiske pædagogik, der hentes i samarbejdet med lærerne samt tiltag som for eksempel pædagogiske lærerplaner, som sætter læringsmål og derfor sætter fokus for pædagogikken.

Alle tre tager udgangspunkt i folkeskolens formålsparagraf omkring dannelsen af demokratiske selvstændige individer, der tager ansvar for fællesskabet og uddannelse af elever til viden og kundskaber, der giver adgang til arbejdsmarkedet. Denne treenighed kan illustreres således: SFO pædagogik - den fremtidige skolepædagogik?

Aktivitets pædagogik Læringspædagogik og didaktik Relationspædagogik (sociale og personlige kompetencer)

Der er selvfølgelig en række flere anskuelser om pædagogik og pædagogens rolle. Og en række af de begreber og dilemmaer beskrevet ovenfor kan foldes ud og fylde teoribøger og artikler. Pointen er derfor alene at tydeliggøre, at pædagogikkens væsen og pædagogens rolle er kompleks både i teori, etik og praksis. Dog vil jeg gerne dykke lidt ned i den praktiske pædagogiske hverdag, da der i denne ligger forståelser omkring arbejdets form, kultur og potentiale. Pædagogens praktiske arbejde baserer sig på en faglig kultur, hvor man som faggruppe planlægger aktiviteter, men også bevæger sig i forhold til børnene. Det betyder, at man som pædagog i sin praksis kan gå foran barnet, hvor man har et læringsmål for aktiviteten og for barnet. Der er noget, man gerne viser barnet, som det ikke vidste. Det kan både være konkrete læringsaktiviteter som bålmad, sociale kompetence øvelser, kreative fag, musik, æstetiske udtryk, sprog eller krop og bevægelse. Altså, man gennemfører undervisning af barnet/børnene med henblik på en konkret læring. På samme måde kan pædagogen gå ved siden af barnet, hvor læringsaktiviteten er dialogbaseret, hvor man med barnet er undersøgende og udforskende. I denne er pædagogen i relation på arbejde med et metaplansperspektiv på, hvad er barnets intention: hvor kan jeg give tilpasse forstyrrelser, hvordan forholder jeg mig åben og undrende i relationen, og kan jeg som pædagog lære noget i relationen til barnet? På samme måde kan pædagogen også gå bag barnet/børnene og se, hvad er det for valg barnet træffer, hvad er det for relationer, der er i børnegruppen, og hvad er det for roller og intentioner, børnene udlever. I denne praktiske hverdag agerer og reagerer pædagoger, hvilket betyder, at man som faggruppe ser hinandens arbejde, relationer til børnene og pædagogiske valg. Så fagkulturen for pædagoger baserer sig på et fællesskab, hvor man planlægger aktiviteter sammen og udfører dem sammen. Det giver en mulighed for fælles faglige reflek-

detpostmodernelederliv

81


sioner i forhold til læring, mål og evaluering. På trods af denne fagkulturelle mulighed eller potentiale er det ikke altid det, der sker. Her har professionen et udviklingspotentiale, et lederansvarsbaseret udviklingspotentiale. Med denne faglige stammedans som start på artiklen vil jeg gerne skifte spor til: Hvilken betydning har pædagoger i den fremtidige folkeskole, og hvilken rolle giver det både ledelsen af folkeskolen og pædagoger fremadrettet? Folkeskolereformen peger på 3 centrale mål: • • •

Folkeskolen skal udfordre alle elever, så de bliver så dygtige, de kan Folkeskolen skal mindske betydningen af social baggrund i forhold til faglige resultater Tilliden til og trivslen i folkeskolen skal styrkes blandt andet gennem respekt for professionel viden og praksis

Derudover står der i folkeskolereformen, at børn og unge skal tilbydes en mere varieret skoledag som et af midlerne til at nå målene. Ligeledes er formålsparagraffen ikke ændret, hvilket betyder, at folkeskolens formål stadig er styrende for arbejdet. Lidt karrikeret kan man sige, at formålet er at skabe demokratiske kloge skatteborgere, som anerkender samfundets struktur og regler. Med de tre mål, formålsparagraffen og den varierede skoledag, stilles der nye krav til medarbejdere (pædagoger og lærere) og ledelse i folkeskolen (man kunne inddrage forvaltning og politisk niveau i debatten om nye krav til aktørerne i og omkring folkeskolen, men det ville blive en lidt længere udredning). I et pædagogperspektiv kan man sige, at den aktivitetsbaserede pædagogik på mange måder kan spille ind i folkeskolens nye organisering. Både i forhold til den understøttende undervisning, motion og bevægelse og kon82

kret i fagene. Det betyder, at man som pædagog gennem sit teamsamarbejde skal sætte sine erfaringer og viden i spil i forhold til planlægning af aktiviteter og herunder de tre positioner, som jeg tidligere har inddraget: nemlig at gå foran, ved siden og bag barnet. I forhold til den fagfaglige undervisning i f.eks. dansk eller matematik er det således ikke ideen, at man skal overtage denne undervisning, men i stedet spille ind med coachende og sparrende spørgsmål i teamet, så det faglige mål kan gå hånd i hånd med de personlige og sociale mål. På denne måde kommer pædagogernes viden om sociale og personlige kompetencer også i spil. I teamsamarbejdet skal pædagogen også spille ind med sin faglige viden i forhold til at kunne arbejde med et barn eller børn i grupper. Det betyder i et teamsamarbejde, at pædagogen har en ganske særlig opgave. De skal ikke kun sætte fokus på trivsel, sociale relationer samt personlig udvikling for børnene, men skal også kunne argumentere fagligt for tiltag, holde fokus på den fælles opgave samt forbinde arbejdet med de sociale og personlige kompetencer i arbejdet med hele barnets skolegang. Det er således ikke løsrevet fra den fælles opgave i teamet. I den sammenhæng er det vigtigt at understrege, at dansk eller matematik som fag heller ikke er løsrevet fra resten af opgaven. I forhold til den didaktiske og læringsmæssige dimension skal pædagoger blive dygtigere. Det er min klare opfattelse, at der har været forskellige initiativer, som har understøttet pædagogers udvikling og forståelse af arbejdet med mål samt didaktiske overvejelser. Dog mener jeg stadig, at pædagoger skal professionaliseres yderligere i forhold til at arbejde med evalueringsprocesser og læringsmål – altså det at blive dygtigere didaktikere. Så pædagogens rolle i den fremtidige folkeskole er at sætte fokus på den fælles opgave i skolen – de tre mål i folkeskolereformen. Det betyder, at pædagoger i skolen

detpostmodernelederliv


08 Pædagoger ind i den fælles folkeskole og ud af fritidsordninger, pasning og eftermiddagstilbud 0214‌

således i højere grad end hidtil skal indgå i teamsamarbejdet, hvor de skal bidrage med løsninger af opgaven, være medskabende af teamets udvikling i forhold til opgaven: de fælles børn, det fælles ansvar. Her er det særligt vigtigt at understrege, at det ikke alene handler om indskolingsteam, men både i mellemtrin og udskoling. Pædagogen kan på alle årgange bidrage i teamsamarbejdet og bringe sin fagkulturelle historie med ind i arbejdet – nemlig – det at se hinandens arbejde, metoder og relationer er kvalificerende for samtalen om opgaven og børnene samt udviklende for den enkelte. Den fagkultur er anderledes end den selvstændige lærers, der underviser i sin klasse alene. På samme måde kan pædagoger profitere af lærernes fagkultur i forhold til at planlægge mål og læringsforløb samt evaluering af elevens progression i faget. I den fælles folkeskole bliver teamet den mindste enhed. Der er således ikke nogen, der står alene med opgaven, ingen der planlægger for sig selv løsrevet fra den fælles opgave, målsætning med klassen/eleven eller de aftalte evalueringstilgange. Med et team som den mindste bærende enhed, sætter det et fokus på ledelsen af skolen. Den tidligere forståelse af, at man leder indenfor sit eget fag, bør udfordres og afskaffes. Ledelse i folkeskolen vil, ligesom resten af folkeskolen i den nye reform kræve, at man gør noget andet og forstår folkeskolens indretning anderledes. Skoleledelse bør derfor være kendetegnet ved, at man i første omgang forholder sig til opgavens karakter. Størrelsen på skolen, typer af elever, de ansatte m.m. er afgørende for opgavens karakter. Derfor bør en skoleledelse sammensættes i forhold til ledelsesopgaven. Som eksempel kunne man forestille sig en almindelige folkeskole fra 0-9 klasse med en inklusionspolitik samt en motions- og idrætsindsats ville have brug for et ledelsesteam, der matcher personalet, som arbejder med disse indsatser. På samme måde skal man

internt i ledelsesteamet kigge på; hvilke kompetencer har man hver især og matcher disse kompetencer hinanden og opgaven? Frustrationen ledelsesmæssigt lige nu er, at folkeskolereformen – og det at skulle gøre noget andet end man plejer – rejser et dilemma for den enkelte leder. Det man kender, den viden man har, og de erfaringer man har kunnet trække på bliver nu udfordret af, at skolen skal noget andet. Ledelsesopgaven bliver derfor, på samme måde som lærer og pædagoger, bundet af, hvor dygtigt man løser opgaven i sit ledelsesteam. Det betyder både opgaven med udvikling af skolen og implementering af folkeskolereformen, men også en anden og mere konkret opgave, nemlig at kunne skabe selvudviklende team bestående af to forskellige fagkulturer, som i fællesskab skal skabe en ny og tredje fagkultur. Jeg har beskrevet den ene lidt og vil her blot konstatere, at opgaven nu er at flytte fokus fra undervisningen til barnet. Så når jeg kalder artiklen pædagogerne ind i den fælles folkeskole, er der et særligt fokus lige netop på det fælles. Den fælles opgave, det fælles samarbejde, teamets fællesskab, det fælles ansvar. Når jeg samtidig mener, at pædagoger skal ud af fritidsordninger, pasning og eftermiddagstilbud, er det fordi der i disse begreber findes fagkulturelle dogmer, som er hæmmende for udviklingen af faget, professionen og den fagkulturelle udvikling. Pædagogen og pædagogens rolle i folkeskolen baserer sig alene på evnen til at træde ind i arenaen med sin viden, erfaring og teori, samtidig med at man er åben for nuets forstyrrelser. Det er en grundlæggende præmis i pædagogikkens kompleksitet at være i bevægelse gennem professionelle refleksioner og metaplansspørgsmål til sig selv. Min hypotese er, at folkeskolereformen kun kan lykkes gennem et flerfagligt fællesskab, et fællesskab hvor den professionelle pædagog har en central rolle.

detpostmodernelederliv

83

8 pædagoger ind i den fælles folkeskole