Page 1

#2 / 2012


B

I

D

Den danske fotograf Asger Carlsen med base i Chinatown i New York har bidraget med billeder fra sit nyeste projekt Hester. Han fortsætter sin anderledes tilgang til fotografiet, med fotomanipulationer af mennesker og forme, og hans nyeste arbejde minder mere om fotografier af installationer, end egentlige traditionelle billeder. Når han skal beskrive sig selv svarer han, at han bor sammen med sin kæreste Alexandra, han godt kan lide kaffe, burgers og en normal hverdag. Anne Louise Vraaby Pedersen er billedkunstner og har bidraget med Greyhound, som er billeder og tekst fra en rejse i USA, som gik fra Sydstaterne, igennem Midtvesten og op nordpå. Teksten Greyhound er et indblik i busturene via greyhoundbus - fra én destination til en anden. ‘Detroit Supernova’ er en ode til den gamle, nu nedrevne, centralstation i byen Detroit Anne debuterede med teksten All I Can Do tilsat Vinnie Who’s musik og vokal i 2010. Senere på året udgav Anne tegneseriestriben ‘Gisninger’ i magasinet Consume.

T 2

Eva Tind, født i 1974 i Korea, arbejder som billedkunstner og forfatter. Eva Tind debuterede i 2009 på Gyldendal med hybridbogen do, og i november 2010 modtog hun Klaus Rifbjergs debutantpris for lyrik af det danske akademi. I 2011 udgav hun sin anden hybridbog eva+adolf på Gyldendals forlag. Eva Tind arbejder ofte tværmedialt og genreeksperimenterende med digte, kortprosa, dialoger, dokumentarisk stof, tegninger og fotografi og kredser omkring temaer som identitet, tilhørsforhold, oprindelse og kultur.

Mathias Juel Christensen er uddannet fra Kunstakademiets Arkitektskole i København, og han har modtaget undervisning på International Center of Photography i New York. Mathias har bidraget med serien Detroit, der viser resultatet af byens negative udvikling, der fra 1960 til 2011 er skrumpet fra over 2.000.000 til 700.000 indbyggere. Fire billeder fra serien, har været udstillet på Kunsternes Efterårsudstilling 2011 i Den Frie Udstillingsbygning. Hvis du vil se flere af hans billeder, kan du besøge hans hjemmeside: www.JPEGbyMJC.com Mads Holm er fotograf og har bidraget med reportagen Smoke and Mirrors. Han er uddannet fra Fatamorgana i København og International Center of Photography i New York, hvor han nu holder workshops og underviser. Med base i både København og New York arbejder Mads primært på personlige fotografiske projekter. Man kan se mere af Mads’ arbejde på www.madsholm.com

U

M


R Jakob Carlsen er freelancefotograf. Han bor i Valby, hvor han også har studie. Han har rejst og fotograferet meget i Asien og har udgivet fotobogen ”Outcast – The Repressed People of Asia”, om de kasteløses liv på bunden af det asiatiske samfund. For det projekt har han blandt andet vundet POYi’s World Understanding Award. Han bidrager med landskabsbilleder fra den lille italienske ø Lampedusa. Se mere på www.jakobcarlsen.dk

Thomas Oldrup er skønlitterær forfatter, historiker og redaktør for bladet Alt om Historie. I denne sammenhæng optræder han dog som historisk mythbuster, der har testet nogle gængse myter fra verdenshistorien. Nogle gange passer alt det vås, man går og siger til hinanden, slet ikke. Myterne stammer fra en bog, der udkom på svensk i fjor og har solgt godt. 20.000 svenskere kan som bekendt ikke tage fejl. Bogen er også udkommet på dansk på det lille forlag Askholm.

U

A

G

Jannie Schjødt Kold er freelancejournalist og skriver reportager, personlige interviews og portrætter af alt fra garvede kunstnere til gamle damer. Hun er uddannet diplomjournalist med speciale i fortællende journalistik fra UPDATE. Har tidligere læst Litteraturvidenskab og var medstifter af det litterære webmagasin www.litteraturnu.dk. Jannie har bidraget med teksten ”Kærlighed i fire etager”, og du kan finde mere om hende på www.janniekold.com 

Lasse Bech Martinussen bor i København, hvor han arbejder som freelance fotograf og projektleder på designbureauet e-Types. Han er uddannet cand. mag. i Medievidenskab fra Århus universitet. Lasses fotografier kombinerer typisk portrætter og rå dokumentarisme med et mere kunstfotografisk udtryk, ofte med et tvetydigt og humoristisk perspektiv. Han fotograferer b.la. for diverse danske og udenlandske magaziner og har blandt andet arbejdet med mere personlige fotoprojekter i b.la. Tokyo, Cuba og USA. Lasse har skudt fotoserien Mammoth i denne udgave af Tumult. Se flere af Lasse’s billeder på www.lassebechmartinussen.com Louise Thrane Jensen er uddannet illustrator fra Designskolen i Kolding, Institut for Visuel Kommunikation. Hendes illustrationer udtrykker sig ofte gennem et satirisk og ind imellem nærmest grotesk formsprog, men det mere abstraherende og dybsindige udtryk sniger sig dog også af og til ind i hendes billedverden. Louise har leveret tegninger til ‘Kærlighed i opgangen’ i denne udgave af Tumult. Se flere af Louises illustrationer på: www.detkoloristiskekomplot.dk

L

T TUMULT

MAGAZINE #2 / 2012

3


I N D H O L D T U M ULT #2 2012

2 / b i dr ag s y d e r e 6 / Heste r A s g e r C ar l s en 1 4 / vi h a r o v e r h al e t f r em tiden ra s m u s k a rk o w 2 0 / L a m p e d us aJ ak o b C ar l s en

4 2 / k a m p e n o m d e h e l l i ge k ø er R e n é F r e d e n s b o r g o g J a co b Niels en 5 6 / KOREA E va T i n d 6 6 / sh r i n k i n g c i t i e s Mattia s J u u l Chris tens en 8 8 / e n k æ r l i g h e d shis to rie i f ire eta ger ja nnie kold 1 0 0 / MAMMOT H L a s s e Bech m a r tinu s s en 122 / e n æ g t e p rins a lb er t? Tho m a s Oldru p

1 28 / s m o k e and m irro rs Ma ds Ho lm J ens en 1 4 4 / G r e y h o un d/DETROIT SUPERNOVA Anne Pedersen

4


/ K olo f on

R e d aktion S i d s e S ta u s h o lm T o m m y He i s z Ja k o b C a r l s e n Ja c o b N i e l s e n O rd R e n e F r e d e n s b o rg Rasmus Karkov Ja n n i e K o l d Tho m a s O l d r u p Anne Pedersen E va T i n d Foto Asger Carlsen L a s s e B e ch M a r t i n u s s e n M at t i a s Ju u l C h r i s t e ns e n M a d s Ho l m Je n s e n Ja k o b C a r l s e n Ja c o b N i e l s e n I llu s tr ation e r Simon VĂŚth K l av s F e r d i n and L o u i s e Thr a n e J e ns e n L ay out K r i s t i n a Gr e e n Bo nne H j e mme s id e Jo h a n Eyr ich Logo M i ch a e l Ko r nmaale r For s id e f oto Ja c o b N i e l s e n K ontakt m a i l @ t u m u lt m a g.co m T u m u lt M a g a z i n e Ho w i t z v e j 6 5 , 1 . s al 2 0 0 0 F r e d e r i k s b e rg w w w. tumultm ag . c om TUMULT

MAGAZINE #2 / 2012

5


HESTER B Y

6

A S G E R

C A R L S E N


TUMULT

MAGAZINE #2 / 2012

7


8

HESTER


TUMULT

MAGAZINE #2 / 2012

9


10

HESTER


TUMULT

MAGAZINE #2 / 2012

11


12

HESTER


TUMULT

MAGAZINE #2 / 2012

13


14


En gang var fremtiden omkring år 2000, men det punkt har vi for længst passeret, og fremtiden findes ikke længere. Følg sangen 1999, filmene Flugtaktion New York og Inception, futurologerne, filosoffen og den tyske kvinde, der teleporterede, gennem en historie om nu. Af Rasmus Karkov / illustration simon vætH

TUMULT

MAGAZINE #2 / 2012

15


En fremtidsforsker står på sin altan og planter chilier til sommeren. En futurolog kommer for sent til en aftale over Skype, en filosof venter på et autoværksted i Malmø, og på Niels Bohr Instituttet sidder en tysk kvinde og undrer sig over spørgsmålene fra en famlende journalist. De bliver alle stillet samme spørgsmål: Har vi overhalet fremtiden? Og på hver deres måde leder de efter svaret. Mens de leder, kan vi starte fortællingen i 1982, hvor en endnu ærgerrig 24-årig Prince udgiver det, som viser sig at blive blandt hans største hits nogensinde. Hvis man undgår at nærlytte teksten, men blot synger med på omkvædet, så er 1999 en sang om, hvor gevaldig fed en fest, der venter, når viserne på verdens rådhusure ikke nøjes med at skifte fra 23.59 til 00.00, men skifter fra et årtusinde til det næste. Hvis en ung pige i dag sidder på sit værelse på efterskolen og lytter til de MP3-filer, hendes unge bejler har foræret hende som en kærlighedserklæring, og en af filerne bærer titlen 1999, så vil hun tro, hun lytter til en sang om, hvor gevaldig fed en fest, vi alle havde 12 år tidligere. For hende er sangen en fortælling om fortiden på samme omvendte måde som, at Morrisseys ”Everyday is like sunday” må være en festsang for jubellykkelige kristne med deres ungdomspolitiske glædesskær i blikket. Prince’s fremtidshymne er blevet overhalet af tiden og er blevet en hyldest til fortiden.

Da fremtiden forsvandt Denne historie handler om, at vi har overhalet fremtiden. Engang var fremtiden noget udefinerbart, man kunne længes mod. Jeg tror,

16

vi har overhalet fremtiden

de fleste af os i vores stille sind havde ret meget tjek på, præcis hvor gamle vi ville være ved årtusindeskiftet. Det var en fremtidig milepæl, som man kunne spejle sig i og sætte sine krav til verden til. Mine krav var mangfoldige og forblev i øvrigt uindfriede. I fiktionen var det på samme måde. Bortset fra Orwell, der af uransalige årsager mente, at fremtiden lå omkring 1984, så behøvede man blot at proppe en enkelt Science Fiction film i movieboksen før år 2000 for at vide, at fremtiden lå i begyndelsen af den næste årtusinde. Det gjorde Kubrick-klassikeren 2001, og i smagssagen Flugtaktion New York, der blev lavet i 1981, da volden i New York var ude af kontrol, er filmens 1997-udgave af Manhattan omdannet til en fængsels ø. Faktisk er sagen undersøgt lidt nærmere. Personen bag bloggen The Economic Word har brugt Googles NGRAM værktøj til at søge efter ordet ”future” i bøger i perioden 1800-2008. Frem til 1970 er kurven stødt stigende, og fra 1970 stiger den voldsomt frem til årtusindeskiftet. Men efter år 2000 falder den pludselig brat. Hvis man skal tro resultatet, og det er der skeptikere på The Economic Word, der ikke mener, man skal, så betyder det, at ordet ”future” pludselig kun sjældent står i bøger. Vores historiefortællere og samtidsbeskrivere, forfatterne, er altså holdt op med at fortælle historier om fremtiden. Allerede i 2003 udgav forfatteren William Gibson bogen Mønstergenkendelse og sagde om bogen: ”Sagen er, at vi allerede er i fremtiden”. Allerede i selve år 2000 handlede Christopher Nolans kultfilm, Memento, om en mand blottet for fremtid. I filmen har hovedpersonen mistet korttidshukommelsen, og hele hans tilværelse drejer sig om at søge tilbage for at forstå de begivenheder, som han ikke husker. Det er med an-


dre ord en mand uden fremdrift. Hvis han hørte Prince’ 1999, så ville han ærgre sig vildt over den topfede fest, han gik glip af et par måneder før. 10 år senere dukkede Nolan igen op med en leg med virkeligheden i filmen Inception. Hvis Nolan havde lavet Inception i 1980 eller 1990, så havde han utvivlsomt været tvunget til at henligge handlingen til fremtiden. Men hvor fantastiske de end er, så virker de begivenheder, der udspiller sig i filmen, ikke malplacerede i vores tid. Så Nolan har nøjedes med at henligge handlingen til horisonten af nuet eller en kvantemekanisk many world udgave af vores verden.

De pudsige sammentræf Dansk fremtidsforsknings grand old man Rolf Jensen har egentlig aldrig tænkt over, om vi allerede er i fremtiden. Og da han får spørgsmålet, mens han er ved at plante chilier i mulden på altanen, bliver han nødt til at bede om betænkningstid, inden han svarer. I stedet taler vi om dengang i 70’erne, da han læste en bog, som ikke har sluppet sit tag i ham siden. ”Du skulle tage at læse den bog,” siger han i telefonen. Mens han fortæller videre, rækker jeg instinktivt ud efter et meget hærget eksempler af selv samme bog, som jeg tilfældigt faldt over på øen Amorgos i 1997. Det er det første af to pudsige sammentræf i samtalen med Rolf Jensen. Omslaget er for længst faldet af, men på bogens ryg står der øverst oppe ”Bantam Books Non-Fiction”, og med store typer står der Future Shock af Alvin Toffler. ”Det var den bog, der gjorde, jeg blev fremtidsforsker,” siger Rolf Jensen, og kommer uden at vide det med en god overgang til noget, jeg gerne vil fortælle. Men hvis jeg allerede fortæller det nu, så over-

haler historien om Future Shock de tanker, som Rolf Jensen er kommet frem til i mellemtiden. ”Den er god nok. Vi er i fremtiden. Jeg ser ikke længere drømme om fremtidens produkter eller fremtidens by. I stedet er forestillinger om for eksempel fremtidens by noget med, at den er grøn, og vi kører på cykel i den. Men det er i virkeligheden en forestilling om, at fremtiden rummer værdiændringer og ikke de synlige ændringer og nye produkter, som drømme om fremtiden en gang rummede,” siger han. Samtidig med han siger det, faktisk præcis samme dag, tikker en historie ind på de danske nyhedsmedier, der handler om, at den amerikanske Tv-station CNN kommer til København. Det er det andet pudsige sammentræf. CNN er i gang med en serie om fremtidens byer, og en af de byer, som bliver brugt som eksempel på, hvordan fremtidens byer bliver, er København, fordi alting er lidt grønnere i København, og fordi der er så mange cyklister. Sejt.

Det genkendelige nu Der var engang, hvor vi længtes mod teknik. Hvor vi længtes mod vilde, vidunderlige ting, der gjorde alt muligt og kunne alt muligt. I fremtiden ville vi kunne få svar på alt på et sekund (Google), vi ville være netværket sammen i langt større sociale fællesskaber end tidligere (Facebook), vi ville have adgang til kærlighed og sex overalt (Dating og Scor), computerne ville blive så små, at vi kunne have dem i lommen og betjene dem på skærmen (smartphones), vi ville være online altid overalt (3G), vi ville kunne se 3D med det blotte øje (Nintendo 3DS), og vi ville TUMULT

MAGAZINE #2 / 2012

17


kunne bladre i information med bevægelser (Microsoft Kinect). For nylig spurgte jeg den britiske futurolog med en fortid hos British Telecom Ian Pearson over Skype, om vi allerede er i fremtiden. Han svarede med et både og. På den ene side havde han vilde visioner for, hvad der vil ske om blot tre år, og endnu vildere visioner om, hvad der vil ske længere ude i fremtiden. Men samtidig oplevede han også en stærk genkendelighed ved nuet.

tyder information og træffer hurtige beslutninger, er i en tilstand af konstant alarmberedskab, som muligvis gør os bedre til at filtrere bombardementet af information, men som koster os evnen til koncentration, fokus og fordybelse. Så selv om prisen for at kunne navigere i Information Overload er høj, har vi formentlig betalt den, og måske er vi også kommet os over fremtidschokket nu. Eller måske har vi bare overhalet fremtiden, så det nu er fremtiden, der halser efter os for at nå med til de nyeste fremskridt.

”Alt det vi ser nu med fladskærme, Facebook, Skype, www, smartphones og touchscreens er noget, som jeg og mine kollegaer forudså i begyndelsen af 90’erne. Det forstemmende er, at der findes ikke en eneste ny tendens, som vi ikke analyserede os frem til ville komme indenfor de næste 20 år. Der er ikke et eller andet lille upstartfirma, der har sprængt rammerne for det forventede og taget fusen på os. Så på den måde kan man godt sige, at vi er i fremtiden,” sagde Ian Pearson.

Fremtiden er altid i morgen

I 70’erne mente den amerikanske sociolog Alvin Toffler, at fremtiden kom så hurtigt, med så stor acceleration, at vi alle befandt os i en permanent tilstand af fremtidschok. Han sammenlignede begrebet med det kulturchok, der kan møde os, når vi træder ud af en flyvemaskine i et fremmed land. Vi må have tid til at tilpasse os, inden vi falder ind i stedets rytme og kultur. Men i mødet med fremtiden var der ikke tid til at tilpasse sig, for den kommer brasende i et væk uden at blive fastholdt i noget uforanderligt. Den skifter konstant. I 90’erne blev samme fænomen kaldt Information Overload. Vi lider stadig af Information Overload, men noget tyder på, at det har nået et mæthedspunkt. Hjerneforskere fortæller, at det præfrontale Cortex i hjernen, der 18

vi har overhalet fremtiden

For nogle år siden lykkedes det forskere på Niels Bohr Instituttet at teleportere information fra et sted til et andet. Når man, temmelig søgt, spørger Hanna Krauter, der var med på forsøget, om hun måske fik en distinkt følelse af at stå midt i fremtiden, da den information, der havde befundet sig det ene sted, pludselig befandt sig det andet sted, svarer hun desværre nej. ”Hvis du spørger, om det var vigtigt eller banebrydende videnskabeligt set, så svarer jeg ja, selv om det stadig er meget langt fra Star Trek, men det gav mig ikke en følelse af at stå i fremtiden. For mig er fremtiden altid i morgen,” siger hun. Men selv om det, forskerne præsterede, er meget langt fra Star Trek, så er teleportation et af de elementer, fremtiden altid har rummet, og i dag er det muligt. På en måde. Men har Hanna Krauter ret? Er fremtiden altid i morgen? Længslen mod fremtiden er i dag. Og hvis der ikke er nogen fremtid at længes mod, fordi nuet, bortset fra lidt lavere vandstand i verdenshavene og lidt dummere computere, allerede ligner fremtiden til forveksling, er der så en fremtid? I Malmø står en mand på et autoværksted og venter på at få bilen til reparation. Han kan be-


svare spørgsmålet om, fremtiden altid er i morgen, eller fremtiden er det, som vi lægger i den. Søren Gosvig Olesen er lektor på Filosofisk Institut på Københavns Universitet og ekspert i den tyske filosof Heidegger, der skrev hovedværket Væren og Tid, der var et kolossalt opgør med al tidligere tænkning. ”Fremtiden er ikke i morgen. Fremtiden kommer aldrig. Når fremtiden indtræffer, så er den ikke længere fremtid. Fremtiden er nu, for fremtid eksisterer kun som vores forventning til det kommende,” siger Søren Gosvig Olesen. Så hvis forfatterne ikke længere fortæller historier fra fremtiden, og hvis instruktørerne kan placere selv teknologisk avancerede historier i samtiden, og hvis alt det, vi drømte om en gang, ville blive muligt, er blevet muligt, har vi så overhalet fremtiden? For resten blev 1999 aldrig så fantastisk fed en fest. Ikke en gang et årtusindeskifte kunne bære de forventninger, som havde ophobet sig gennem årtier. Rasmus Karkov er freelancejournalist. Læs mere på http://rasmuskarkov.wordpress.com/

TUMULT

MAGAZINE #2 / 2012

19


Lampedusa, b y ja Ko b c a r l se n

Lampedusa, en lille forblæst Italiensk ø på størrelse med Anholt, beliggende ud for Tunesiens østkyst. Er mest kendt for sine badestrande og uendelige strøm af flygtninge fra Nordafrika, der søger mod Europa. De cirka 5500 faste beboere på øen lever hovedsageligt af turister. Fotograf Jakob Carlsen tog dertil for at fotografere de stigende spændinger mellem de lokale beboere, flygtningene og politiet. Men ved ankomsten var alle flygtningene blevet flyttet til Sicilien. Han vendte derfor kameraet mod øens natur. Forreven stenørken og menneskeskabte skulpturer.

20


TUMULT

MAGAZINE #2 / 2012

21


22

LAMPEDUSA


TUMULT

MAGAZINE #2 / 2012

23


24

LAMPEDUSA


TUMULT

MAGAZINE #2 / 2012

25


26

LAMPEDUSA


TUMULT

MAGAZINE #2 / 2012

27


28

LAMPEDUSA


TUMULT

MAGAZINE #2 / 2012

29


30

LAMPEDUSA


TUMULT

MAGAZINE #2 / 2012

31


32

LAMPEDUSA


TUMULT

MAGAZINE #2 / 2012

33


34

LAMPEDUSA


TUMULT

MAGAZINE #2 / 2012

35


36

LAMPEDUSA


TUMULT

MAGAZINE #2 / 2012

37


38

LAMPEDUSA


TUMULT

MAGAZINE #2 / 2012

39


40

LAMPEDUSA


TUMULT

MAGAZINE #2 / 2012

41


Kampen om de hellige køer Musiker og forfatter Kristian Leth skød med spredehagl efter musikanmelderne på sin blog og lukkede den efterfølgende, fordi debatten kørte helt af sporet. Men hvad var hans mission egentlig? Leth giver svar på tiltale, når det handler om ikke at tage sig selv for seriøst, have mod til at være elitær og i det hele taget sige fra over for musikkens hellige køer. Tekst René Fredensborg Foto Jacob Nielsen

42


TUMULT

MAGAZINE #2 / 2012

43


44

S

elv når man blot hurtigt lige skal aftale,

havn, hvor vi nærmest omgivet af symbolik

hvor interviewet rent fysisk skal finde sted,

lander ved et hjørnebord, hvor der på væg-

skyder han med holdninger af en meget

gen er skrevet menu-eksempler a la Bånd-

lidt konsensus-søgende karakter: ”De fleste

salat, Ipad-tapas, Cd-licious (vegetar) og

musikanmeldere er amatører! Både jour-

FM-tunsandwich. På anlægget spiller de

nalister og musikere tager sig selv alt for

Radiohead, Kid A, et godt eksempel på et al-

alvorligt! Og hvad er det egentlig for noget

bum, som musikpolitiet helst peger på som

med, at alle i den grad overvurderer Nirva-

mere væsentlig end OK Computer - alene,

nas Nevermind bare fordi, den har 20-års

fordi sidstnævnte solgte så stort og altså i

jubilæum? Vi ses, hej hej!”

sagens natur er for kommerciel til smags-

Som musiker og meningsdanner på både

dommerne.

public service-tv og radio, så har Kristian

Kristian Leth kommer en halv time for sent,

Leth for længst fået sig en stemme, der ikke

og han når hverken at beklage forsinkelse

er bange for at skære igennem, men da han

eller bestille kaffe, før han er klar med et

for alvor spidsede blyanten og kritiserede

udfald mod præmissen om, at musikkritik er

selveste kritikerne på sin blog ved navn

en bagstræberisk størrelse. Noget, jeg ellers

Spredehagl, kom det alligevel bag på ham,

troede, vi ville være rørende enige om.

hvor følsomt et folkefærd musikanmelderne

”Kid A er rigtig cool og røg direkte ind på

er. Hvorfor Leth pludselig nedlagde sig selv

toppen af hitlisterne, hvilket er usædvan-

som kritik-kritiker, da der ellers var godt kog

ligt for så indadvendt en plade som den.

i catfighten mellem en række navngivne

Når det er sagt, så er OK Computer at be-

danske anmeldere fra anerkendte aviser

tragte som et perfekt mesterværk. Den

- på hver sin side og midt i smagsforvir-

plade brød med hele britpoppen, Coldplay

ringen.

er resultatet af OK Computer. Og når det så

Det er for, i bedste fald, at glatte lidt på den

også er sagt, så synes jeg, det farlige ved

kurre, at vi i november måned mødes over

din præmis er, at vi ryger i dansker-fælden:

fire kopper kaffe på en café i indre Køben-

Hvorfor skal vi alle sammen være enige om,

KAMPEN OM DE HELLIGE KØER


at dét og dét er godt? Og hvis alle de andre synes dét er godt, så kan jeg i hvert fald ikke lide det,” siger han og imiterer min type person. ”Hvis man ikke helt fatter det, som nu dig med Kid A, så er det måske fordi man skulle prøve at sætte sig lidt ind i det. Du kan heller ikke rigtig få noget ud af læse digte, før du har læst ti digtsamlinger. Ikke fordi du skal have gået på universitetet og lært at analysere det hele - jeg har gået på Forfatterskolen - der griner vi af den der analysemodel, og alt det vi lærte i folkeskolen, så det handler ikke altid om at intellektualisere, det handler om at få stoffet ind under huden. Jeg mener, de første 20 gange, du hører jazzmusik, så er det jo også bare øl og cigaretrøg. Det er det så bare ikke. Man skal turde sige, at det dér er hamrende godt. Og så skal vi ud over myterne, hvor det bare bliver idioti at dyrke bestemte bands og bestemte plader uden at vide noget om det.” Kristian Leth taler ikke i korte sætninger. Og er heller ikke bange for at lyde gammelklog trods sin relativt unge alder (født i 1980). Måske fordi, han faktisk er klog. Eller i det mindste har sat sig grundigt ind i stoffet, selv om mange andre musikalske meningsdannere bestemt ikke syntes, manden var rigtig klog, da han i december 2010 fremturede med sin Spredehagls-

Kristian er med til at forberede dagens program på Radio24syv’s kulturprogram AK 24syv, hvor han er gæstevært. Tidligere har han lavet tv på DR, men nu har han sit eget program, sammen med Ralf Christensen på DR’s P6 Beat med programmet Album.

TUMULT

MAGAZINE #2 / 2012

45


blog. Her kaldte han det danske

Spredehagls-bloggeren mente ligefrem, der

musikanmelderi for elendigt, hvilket blev

var tale om en form for vedtaget formel for

dagens helt store citathistorie og ikke

anmelderiet. Den lyder sådan her;

mindst talk of the town i musikbranchen. Bloggen er nu lukket, men kritikken lød

1) Længere resumé (hvis ny kunstner,

blandt andet sådan her:

seneste plade, hvis en allerede kendt –

”Det er ikke nogen hemmelighed, at spalte-

gentager gamle myter).

pladsen er skrumpet, at karakter-angivelser

2) Længere argument for at journalisten

har sneget sig ind alle steder, og at inter-

enten godt kender kunstneren eller argu-

nettet egner sig til det korte format. Men

ment mod, at det har nogen værdi at have

ingen af disse omstændigheder er en

kendt kunstneren før nu.

undskyldning. Og ingen af disse omstæn-

3) Uinteressant og udførlig omskrivning af

digheder er noget at gemme sig bag. For

pressemeddelelsen.

selv om ambitionsniveauet ryger i bund

4) Eksempler på hvordan elementer på

med tidens krav til output, er der ingen, der

pladen ’virker’ (et kodeord).

forventer dårligere musik, selv om der også

5) Sammenligninger. Åh, uendelige sam-

i vores branche er flere om færre penge.

menligninger. Jo bedre pladen er, jo

Musikkritikken har et ansvar. Og hvis journa-

flere sammenligninger.

listerne spørger: ’Hvad er så det?’, burde de sige deres job op. (Og ja, jeg ved godt, de

Altså blev der i vinteren 2011 hældt surmælk

fleste af jer ikke engang har en stilling, man

i anmeldernes morgen-latté med efterføl-

kan sige op. Det er ikke betryggende)”.

gende debat. Så optændt og personlig, at

Det gik hårdt ud over især Gaffa, Sound-

Leth altså trak sig fra dysten. Sommeren

venue og Politiken. Musikredaktør på

efter røg Informations anmelder (og Kris-

sidstnævnte avis, Erik Jensen, fik kritik for

tian Leths medvært på P6-programmet

sin seks-hjertede vurdering af hiphop-ikonet

Album), Ralf Christensen, ned ad samme

Kanye West:

spor, da han kritiserede de store dagblade

”På visse fremtrædende danske aviser er

og dermed navngivne kollegaer for at være

hovedanmelder-posten endda indeholdt

angrebet af konservativ rust. Herunder

af noget af det ynkeligste, man kan finde:

især Politikens Erik Jensen. Andre kendte

Mænd (som før omtalt) der (i stedet for så at

anmeldere fra de store aviser blev nævnt,

anmelde ærligt) forsøger at forstå musikken på samme måde som unge. Dette manifesterer de ved unuancerede mesterværksanmeldelser af A) genudgivelser af plader fra deres ungdom B) ’coming of age’ –plader med unge musikere, de ikke har anmeldt før og først opdager i slipstrømmen fra den generelle anerkendelse. 46

KAMPEN OM DE HELLIGE KØER

Baron Criminel, som er et af Kristians sideprojekter, afholder sin anden koncert nogensinde. Udover medlemmerne fra Wiliam Blakes er blandt andre Troels Abrahamsen, forsanger i Veto, og musikeren Kresten Osgood med i bandet.


TUMULT

MAGAZINE #2 / 2012

47


”Flere anmeldere følte sig personligt sårede af den kritik. Folk kunne ikke adskille arbejde og privatperson, så vi kom ud på gyngende grund. Alene af den grund, er der gået noget forståelse tabt omkring, hvad det er vi laver, når vi anmelder og udøver kunstkritik.”

48

men sad som gidsler mellem de to fløje og

kritik af Politikens festivalanmeldelser. Ralf

således tågede polemikken til uden no-

er meget respekteret og utrolig dygtig, det

gensinde at blive klar i mælet.

er de fleste vist enige i, men hendes svar

Her, nogle måneder efter sidste infight,

var: ’Du har da vist prøvet at arbejde på en

ryster Kristian Leth på hovedet, mens han

stor avis engang, husker du ikke det? Vi må

speedsluger en burger. Som tidligere

prioritere’. Der dør den debat.”

musikanmelder på de nu hedengangne

Men Erik Jensen svarede da tilbage?

gratisaviser, Urban og Nyhedsavisen, med-

”Ja, men det var jo ikke en diskussion om, at

giver jeg, at almindelig tidspres og mangel

vi skal sige noget kritisk om Erik Jensen, og

på spalteplads fordrer en vis formalisering

så skal Erik Jensen sige noget tilbage til os.

af musikkritikken. Hurtigt resumé, hurtig

Der tager du fejl. Han mente, at det vi havde

sammenligning, hurtigt arbejde. Og så fik

skrevet, var fyldt med had. Jeg kender ikke

vi selvfølgelig også tiden til at gå med at

manden og mener kun noget om hans

synes, at de etablerede anmeldere på de

arbejde. Derfor lagde vi op til en diskus-

store dagblade havde rust i øregang og

sion om musikanmeldelser, og hvad de

skrivefinger. Siden skrev jeg en satirisk bog

skal kunne. Altså, hvad er niveauet her og

ved navn Hønsehunde om indspiste musik-

nu? Inden for litteratur er det en helt klas-

kritikere og hele besværet med at leve op

sisk debat, men i musikbranchen er det et

til rock’n’roll-myten, hvor jeg i øvrigt selv

stort problem at tale åbent om det. Flere

havde hovedrollen som fjols. Kristian Leth

anmeldere følte sig personligt sårede af den

har ikke læst den.

kritik. Folk kunne ikke adskille arbejde og

”Det var ynkeligt,” lyder det imellem to bid-

privatperson, så vi kom ud på gyngende

der. Med henvisning til den anmelder-debat,

grund. Alene af den grund, er der gået no-

hvor han selv var den første til at trække et

get forståelse tabt omkring, hvad det er vi

våben.

laver, når vi anmelder og udøver kunstkritik.”

”Først og fremmest opførte Politikens kul-

Men at være rockanmelder er vel også en

turredaktør, Anita Bay Bundegaard, sig som

slags personlig identitet?

en komplet kryster. Det var i anden omgang,

”Ja, lige præcis. Rockanmelderen er jo lige

da Ralf Christensen kom med sin hårde

så stor en myte som rockstjernen. Hvor vi

KAMPEN OM DE HELLIGE KØER


” På den måde er det simpelthen så forudsigeligt, at når der så kommer en episk plade, som tilsyneladende har betydet alt for en bestemt generation, som altså er musikanmeldere, så er det med bokssæt og hele lortet.”

andre i branchen er begyndt at revurdere

bussen!”

vores roller i tider, hvor der ikke står et mul-

Spørger man Kristian Leth om, hvad der i

tinationalt pladeselskab klar til at give os

stedet gør en musikanmeldelse berettiget,

100 millioner og en worldtour, hvor vi bare

så er opskriften en fortløbende diskussion

kan ryge tjald hele tiden. Det sker ligesom

om, hvilke interessante strømninger, der

ikke, men rockanmelderne er ikke kom-

rører sig i musiklivet og en horisontudvi-

met ud af det der selvbillede. Det er stadig

dende begrebsforklaring’. Så også nørderne

noget med en læderjakke og alle de fede,

kan orientere sig, siger han med en tomler,

mytiske historier. Det er blevet så personligt

der peger på ham selv.

en sag at være anmelder, at hvis man som

”I litteraturkritikken vil man aldrig sige, at

mig mener, at vi lige skal hæve det faglige

noget ikke er bredt nok til anmeldelse. Her

niveau, så bliver det hele meget ømt og

tager man understrømningen seriøst. Hvor-

mærkeligt.”

for kan vi ikke have den samme samtale

Og forudsigeligt?

om musik? Altså, alt det ud over guidestof

”Ja, ligesom man altid kan forudsige at D-A-

og foromtaler og bestsellers og alle mulige

D-pladerne altid får en linje om, at de ende-

lister over tidens mest populære musik.

lig har taget deres alder på sig. Eller er kom-

Hvis man siger: ’Hey - hvor er alt det andet

met tilbage til deres rødder. Én af delene

blevet af?’ - så sårer man de danske musik-

kan du være sikker på står i en D-A-D-an-

journalister.”

meldelse. Det er det, jeg mener, med at de

Caféens bartender har en t-shirt på, hvor

danske kritikere kører over samme skabelon.

der står Brian Jonestown Massacre (et cali-

Først refererer man pressemeddelelsen, at

fornisk rockband med en kontroversiel for-

kunstneren er inspireret af Morrissey eller

sanger). Kristian Leth spørger bartenderen

noget lignende. Så får vi en gennemgang

om han har bandets plader. Ja, siger han.

af en 2-3 numre, så har man faktisk anmeldt

Hvorfor én er så din yndlingsplade?, spørg-

pladen. Det er basicly dét, og det er for mig

er Leth. Bartenderen siger: ”Det er lidt for-

virkelig vildt, for så er man faktisk langt ud

skelligt, jeg kan ikke lige nævne én!”

over ideen om, hvad en pladeanmeldelse

Selv børn går jo rundt i t-shirts med Ra-

egentlig er. Man taster data ind og så kører

mones! Provokerer det dig også? TUMULT

MAGAZINE #2 / 2012

49


”Du kan heller ikke rigtig få noget ud af læse digte, før du har læst ti digtsamlinger. Ikke fordi du skal have gået på universitetet og lært at analysere det hele - jeg har gået på Forfatterskolen - der griner vi af den der analysemodel

50

”Næh, det er vel bare fordi deres far synes,

”Jeg forstår, hvad du mener. Det er fordi,

Ramones er for fede. Grunden til, at man

de jo er grænseoverskridende. Gå til det

bliver irriteret over den slags, er fordi, man

med en ironisk distance, så får du et turning

har en fornemmelse af, at inden for de sid-

point! De er langt ude, men de er seje nok.

ste 5-10 år, er der kommet en stor bølge af

De er så fucking true, de drenge der.”

folk, der går rundt i den slags t-shirts, som

Prøver du på at overbevise mig?

måske ikke rigtig har tjekket baggrunden

”Jeg mødte dem til Danish Music Awards,

ud.”

de havde deres egen sminkør med! De var-

Konsensus-bølger? Ligesom når anmelderne

mede op med benøvelser og det hele, det

først hadede Nik & Jay, men nu godt kan

var for svedigt. Det er commitment. Med

lide dem igen? Man tager ligefrem Nik & Jay

solbriller på, selv om det er helt mørkt.

alvorligt!

Jeg sagde noget til dem, da de skulle op

”Det handler netop om, at de tager deres

på scenen, men de reagerede ikke. De var

musik alvorligt. Jeg har været på fra starten,

totalt in the zone. De havde et show foran

siger jeg med risiko for at lyde total imod

sig med bar mave og crowdsurfing og sne

konsensus. Jeg var på fra det øjeblik, de

ud over det hele. Man forstår, de er koncen-

sang: Lækker, Lækker Lækker Lækker Læk-

trerede. Det er lige præcis det spænd, den

ker Lækker Lækker Lækker Lækker Lækker

cocktail skal have. De tager det megaseriøst

Damm.”

og har så alligevel en stille og rolig atti-

Leth synger det selv flere gange og poin-

tude over for andre. De tager deres arbejde

terer:

seriøst!”

”Kan man virkelig gøre det i et omkvæd? I

Ligesom anmelderne, tager danske bands

så fald kræver det den fantastiske blanding

vel generelt sig selv ret seriøst?

af guts, som de har til overflod, og så en

”De fleste bands tager nok sig selv lidt for

løsrivning fra vores andres virkelighedssans,

seriøst, måske. Jeg har sådan en sondring

som de virkelig også har til overflod. Den

mellem det. At man skal tage sit arbejde

kombi er noget af det mest fantastiske, der

utrolig seriøst og sig selv meget, meget lidt

er sket for dansk musik.”

seriøst. Det er der, den tit går galt. Man skal

Jeg er stadig overbevist om, at de er en pa-

adskille sit arbejde fra sig selv. Et godt ek-

rodi og griner af, at vi andre synger med…

sempel er, at vi fik en 5-stjernet anmeldelse

KAMPEN OM DE HELLIGE KØER


og alt det vi lærte i folkeskolen, så det handler ikke altid om at intellektualisere, det handler om at få stoffet ind under huden. Jeg mener, de første 20 gange, du hører jazzmusik, så er det jo også bare øl og cigaretrøg. ”

af vores første William Blakes-plade. Hvis

Det er en meget mærkelig strømning, hvor

man tror de fem stjerner er til én selv, så er

man sjældent ser nogen i dag, under 40 år,

det, man bliver megaloman. For problemet

som påtager sig rollen som intellektuel. Vi

er, at hvis du får en 2-stjernet anmeldelse

har et par generationer, hvor vi virkelig kan

dagen efter, så vil du føle dig elendig. Du

det der med at dyrke ironien og satiren. Vi

bliver nødt til at sondre. Det er præcis det,

kunne gennemskue og spidde alt, men at

som de nye drenge og hele den der pop-

være intellektuel og for alvor gå ind i en

bølge har fattet rimelig godt, de er hard-

samfunds-diskurs, ser man stadig, som

working og tager deres arbejde helt vildt

noget man gjorde i 70’erne. Efter 90’erne

seriøst. Men samtidig er for eksempel Ras-

blev inderligheden for eksempel vigtig. Vi

mus Seebach jo kendt for, at hvis han går

fik indiemusikken med bands som Arcade

ned ad en gade, så tager det ham to timer,

Fire. Du ved: ’Mine forældre blev skilt, og

for han stopper og taler med alle, der gerne

det gjorde fucking ondt’. Der har været

vil hilse på ham. Omvendt har vi alle de her

en bevægelse tilbage mod det inderlige

danske bands, der tager sig selv utrolig

udtryk, men der er stadig ikke nogen der

seriøst, og problemet er så, at de næsten

går ind og siger: ’Hvad mener jeg egentlig?’

alle sammen arbejder i en vuggestue for

Den ambition findes tilsyneladende ikke. I

at få det hele til at hænge sammen. Der er

stedet for sidder man på aviserne og siger:

det, man i Monty Pythons verden kalder for

’Vi skal passe på ikke at være for intellek-

inkongruens. To verdener, der ikke hænger

tuelle’. Jeg spørger så: Hvor er det lige nu

sammen. Det giver enten et utroligt stort

i det danske samfund, at lix-tallet er ved at

mindreværdskompleks, som så kommer ud,

blive for højt? Vis mig det sted, hvor de er

når man spiller. Eller også giver det sådan

begyndt at snakke lidt for meget om Bau-

en slags attitude a la: ’Jeg er bare musiker,

haus? Ingen steder! Der er ikke et eneste

whatever!’. Det, tror jeg, er lidt af en syg-

sted tilbage, hvor de gør det. Så på den ene

dom.”

side har vi en musikscene, hvor det hele

At distancere sig?

bliver mere og mere eklektisk - det er i øv-

”Ja, en afstandtagen, ligesom med

rigt et rigtigt anmelder-ord! Vi bliver mere

musikanmelderne. Der er sket et skred, hvor

og mere individualiserede, folk finder deres

mange er bange for at fremstå som elitære.

egen musik på en blog i Tjekkiet, hvor noTUMULT

MAGAZINE #2 / 2012

51


52


gen spiller harpe eller et eller andet, og på

brænder for, ligesom med Depeche Mode

den anden side har vi så en anmelderstab,

for fem år siden. Så har den og den plade

som ikke tør gå ind i nicherne. Der er ingen

jubilæum, og så skriver de alle sammen

tilbage til at vejlede. Det, synes jeg virkelig,

igen, at Depeche Mode måske er det vigtig-

er heftigt.”

ste band, der nogensinde har eksisteret.

Men helt ærligt. Hvem gider høre på folk,

Det er det så ikke, efter min mening, Det

der selv synes, de er åh så intellektuelle? Så

er et rigtigt godt synthpop-band, der har

kan man jo bare tænde for P1!

sin niché og har solgt masser af plader og

”Ja, P1 er da klart et rigtig dårligt eksempel

haft deres tid. Men det er ikke Beatles, vel?

på, hvordan man er intellektuel. De er ind-

Det samme med Nirvana, som er så svær

forståede og har ingen form for accept af,

at adskille fra myten, fordi Kurt Cobain er

at man bliver nødt til at formidle til andre

død. Faktisk betød Nirvana kun noget for

end sig selv. P1 er fyldt med gamle mænd,

en mærkelig genre, nemlig grunge, som for

der telefonerer et eller andet klogt lort, de

længst er død og ubrugelig rent musikh-

har skrevet. De er pisse-dygtige, ingen tvivl

istorisk set. Det er jo ikke fordi, man i dag

om det, men formidlingen tager de ikke

tager Stone Temple Pilots og Pearl Jam op

alvorligt.”

og tænker: ’Wow, class-rock’. Det er fedt

Men det gør du selv, når dig og Ralf Chris-

nok og et udtryk for sin tid, men stadig kun

tensen på P6 Beat intellektualiserer over

på linje med shoegaze og andre genrer i en

udvalgte musikalbums?

bestemt tid. På den måde er det simpelthen

”Vi vælger verdens bedste plader synes

så forudsigeligt, at når der så kommer en

vi! Mit håb med den serie er, at ramme de

episk plade, som tilsyneladende har betydet

plader, som er så gode, at alle vil kunne

alt for en bestemt generation, som altså er

blive inspireret. Forstå baggrunden. Det

musikanmeldere, så er det med bokssæt

handler ikke om god eller dårlig smag, for

og hele lortet. Det er jo i sig selv sindssygt

det findes ikke inden for musik.”

at tale om en musikgenre, der kun er 60 år

Jeg synes også, at man bare skal lytte til sit

gammel og ligesom stille uret tilbage til år 0

hjerte…

og snakke om hellige køer. Det kunne jo vise

”Synes du det? Det var da virkelig en origi-

sig, at den her genre forsvandt igen om 40

nal og vild tanke. Problemet er så, når an-

år, og så havde vi altså kun, set i et ver-

meldere ender i i noget, de føler. Men ikke

denshistorisk lys, haft hundrede år med

får fagligheden og indsigten med, men i

beat, hvorefter vi så ellers gik tilbage til

stedet bliver dovne og føler sig frem. Lige-

klassisk og folkemusik. Hele ideen om at

som med Nirvanas Nevermind. Uh, der er

skynde sig at gøre alt muligt til legendariske

jubilæum. Endelig noget, anmelderne selv

begivenheder er langt ude og all feelings.” Men de anmeldere skriver jo netop med

På Hellerup Bibliotek bliver der afholdt workshop om Voodoo med Kristian som oplægsholder.

hjertet? De bruger nostalgien som afsæt. Efterlyser du netop ikke en analyse med følelser? TUMULT

MAGAZINE #2 / 2012

53


54


Kristian er snart klar med sin første soloplade på dansk, indspillet i sit studie på Islands Brygge.

ler ikke så meget om det, men det er klart, at som kunstner arbejder man hele tiden i en tilstand mellem megalomani og intet selvværd. Der har jeg det bare sådan, at

”Jo, men så fortæl mig, hvor meget den

man bliver nødt til at tro på, at man er unik.

plade faktisk betød i sin tid. I stedet er man

Fordi du basicly er alene i verden. Så det er

personlig, når man burde være professionel.

bare noget med ikke at klynke og komme

Det er hele den der æteriske drejning, jeg

ud med det. Tænk på Beatles. De skrev det

snakker om. Amatørismen! Som de univer-

hele i en fart - mens de turnerede. Hvad er

sitetsstuderende, der skriver på Gaffa og

det egentlig, der tager så lang tid? Der er

Soundvenue. Ingen af dem har jo lært no-

noget i vejen med vores vurdering af, hvad

get. Vi taler amatørblade lavet af amatører.

vi laver. Vi synes, at vores job er så vigtigt.

Soundvenue skrev for nylig om ’Fem lager-

Som Knausgaard skriver. Åh, det er bare så

salg, du ikke må gå glip af’. Altså, tøj-lager-

svært at skulle være far samtidig! Åh, denne

salg. Soundvenue! Are you fucking kiddin’

dæmon som vil have mig til at skrive! Hvad

me? Fem lagersalg! I et musikblad?”

er det for noget lamt lort? Det handler bare

Og alt det her handler naturligvis ikke om,

om at ikke at tage sig selv for seriøst, men

hvor meget eller hvor lidt dit band William

til gengæld tage sit arbejde virkelig seriøst.

Blakes får af omtale?

Har jeg sagt det før? Nå, men jeg skal fak-

”Nej, det er en meget vigtig pointe! For lige

tisk også videre nu…”

at vende den helt rundt. Vi er blevet meget

Leth skal i studiet med sit band. Uden

godt begavet med anmeldelser, det hand-

musik, ingen debat.

Kristian Leth (født 1980)

Leth står også bag soloprojektet Baron Criminel, der er en blanding af voodoo-rytmer og

Udddannet fra Forfatterskolen i 2002.

electronica, tilsat tekster om magi. Derudover har han sin første soloplade på trapperne, og

Har udgivet digtsamlingerne Land og Besværet

sammen med Fridolin Nordsø står han bag det nye projekt Dragonborn.

Har sit eget pladeselskab Speed of Sound, der blandt andet udgiver The Wlliam Blakes, hvor

Tidligere tv-vært på DR-musikprogrammet Liga,

Kristian Leth er forsanger og guitarist. William

ligesom han har været radiovært på P1, P3 og

Blakes har fire album bag sig og vandt ved

P6. Er lige nu jævnligt medvært på AK24syv,

sidste Danish Music Awards to priser, som årets

24syvs daglige kulturprogram, hvor også ar-

danske gruppe og årets rockudgivelse for al-

tiklens forfatter, René Fredensborg, er vært.

bummet The Way of The Warrior.

Interviewet er lavet før, de to blev ansat på samme radiokanal. Kristian Leth skriver på pt. på sin første roman. TUMULT

MAGAZINE #2 / 2012

55


KOREA Foto/Tekst: Eva Tind

56


Tid: d. 2. August 1995. Kl. 16.05. Sted: Kimpo Airport, Seoul, Korea.

Loop Jeg ankommer. Det er som at lande på maven på månen blandt store kratere og små. Støvet der klumper og hvirvler i rummet mellem mundvand og tunge, koreanere, beklædningsgenstande, maskiner, fly, glas, beton, der flyder og fylder rummet som tid. Det tog mig ét døgn at komme væk herfra, det tog mig 20 år at vende tilbage. Jeg har gravet mig gennem jorden med en lille, gul plasticskovl. Jeg har lagt genstande, landskaber og støvet bag mig, gravet huller, kanaler, åer, veje og trukket et spor, som jeg trækker min vogn fyldt til randen med jord efter mig. Jorden, som jeg samler, fugter, klapper og glatter, ligner et rundt bjerg med hul i midten. Plasticskovlen er en genstand, der nu, alene, graver videre ved egen kraft, graver timelange underjordiske passager og rum. Skovlen er en tidsmaskinel genstand, der graver i en kvinde, mig, hvorfra en tynd, rød røg langsomt og levende stiger mod himlen fra bjergets midte. Bjerget, der ulmer og ånder, varm som en menneskekrop. Jeg tager tilbage til det land, jeg er født i, for at løsne kanten af en stor støvgrå krop i en lille blå krukke. Jeg ringer op, etablerer forbindelse, taler, hælder væsken op og slukker lyset, fremkalder konturer, skygger, bygninger, der bryder frem. Jeg genfrembringer et menneske, et barn, der lever gennem fornemmelser, følelser, løsdele der flagrer formålsløst rundt. Her findes kun luftige skymasser, mennesker der sidder på hinandens kroppe, landskabets kanter, kunsten og fugten, der slår igennem mig, fremkalder glimtvise gestalter for øjnene og sætter sig som vandperler på min krop. Da jeg stiger ud af flyet, som et genrejst monument opstillet på en kornmark mellem et bjerg og en flod, løsner perlerne sig fra min krop og triller som en raslende strøm mod havet.

TUMULT

MAGAZINE #2 / 2012

57


58

KOREA


Tid: 0 Sted: 0 ”I skyggen af et træ, i skyggen af et træ.” Skuffe Min far er død. Jeg har ikke begravet ham. Nu ser jeg, at de heller ikke har begravet ham, men puttet ham i en skuffe. De døde er en væg, de døde er arkitektur, de døde har ikke noget med jord at gøre, de bor i skuffer, det er dét, jeg vender tilbage til, buketter, kranse, hænger på skuffernes forsider, plastikblomster dufter ikke som råddent blomstervand, opblødte stængler, tørre hoveder der hænger brunt på en knastør stilk, den slags sker ikke for plastikblomster, de dør ikke som ægte blomster gør, de mister farven og sover ind i skyggen af et træ. Kære far, jeg tilgiver dig aldrig. Kære far, jeg tilgiver dig hver dag. Kære far, jeg tilgiver dig aldrig hver dag tilgiver jeg dig. Kære far jeg tænker aldrig på dig, jeg tænker kun på mig selv, skal jeg tilgive dig for det? Kære far, jeg ville ønske, du blev til jord, det har måske noget med kulturforskellen at gøre, at jeg er vokset op i en dansk kultur, hvor der er tradition for, at døde bliver til jord, ædt af orme, omformet til lort, jord, jeg ville ønske, du blev til jord, det er ikke nogen slutning at blive lagt i en skuffe, fortæl mig, hvad vi skal med de skuffer? Dét tilgiver jeg dig aldrig, hver dag tilgiver jeg mig selv for at tænke på mig selv, jeg tænker på mig selv og ofte på andre, men aldrig, aldrig på dig, aldrig på skuffer, på jord og blomster af plastik, der sover ind i skyggen af i et træ, i skyggen af et træ.

TUMULT

MAGAZINE #2 / 2012

59


60

KOREA


Tid: 5. juni 2010. Sted: Artsonje Center. 144-2, Sokeuk-dong 43 Gamgodang-gil, Jongro-gu, Seoul. Opening hours 11:00-19:00, closed on Mondays.

Fluen Galleriet Artsonje viser en udstilling af den koreanske kunstner Kim Beom. Jeg kan godt lide hans video, hvor en mindre hest rider på ryggen af en større hest. Jeg føler mig som den hest, lille, stor, lille stor. Jeg finder en flyer med et billede af Yoko Ono i receptionen, en kvinde bag skranken vifter en sort flue væk med hånden, jeg spørger hende, hvad der står i folderen, hun siger, der er en Yoko Ono-event på Media Theater Igong, alle Onos film bliver vist der, siger hun, kunstfilm, interviews, talkshows, musikvideoer. Jeg takker med et koreansk ord. Fluen kravler ind i kvindens mørke, fluen rider på ryggen af en større flue, det har noget med formering at gøre. Info: Media Theater Igong. Go to Hongik University Station, line no. 2, exit 4. For more information, call 02 337-2870. Kim Beom: Horse riding horse, 2008, video.

TUMULT

MAGAZINE #2 / 2012

61


62

KOREA


Tid: 29. juni 2010. Sted: Hiroshima, Hiroshima. Japan. Mor Jeg føler mig ensom. Jeg ved ikke hvorfor, jeg er her, jeg kan ikke mærke noget, men jeg mærker alligevel, at jeg ikke mærker noget. Det her er ikke mit hjem, alene ser jeg ikke det, jeg genkender som den fremmede, jeg er, som mit fødeland er en forladt fabrik, en øde ø, at vende hjem som umiskendelig asiatisk, det sorte hår, overalt, under armene, i munden, det sorte hår, som alting er flettet af, universet, katten, bordet, stolen, afgrunden, solen, kartoflerne i haven, som jeg er flettet af. Jeg vender tilbage til den kvinde, jeg kommer fra, flere gange[, igen og igen,] er du ikke længere dig selv, nu, som jeg ikke længere er mig selv, som jeg var, vi var, er, historisk set forbundet, genetisk flettet, ikke-familie familie, jeg føler ikke noget for dig, jeg forbinder mig til dig, som et du til et fremmed du, som du er en fremmed i mit køkken, mit landskab, i det er du ikke min mor, alligevel en slags mor, nogens mor, sommer i 1974, du holder mig tæt til din krop, du dufter som en mor, du er historisk set, en mor, men jeg genkender dig ikke, det var, for længst, for længe, jeg mærker intet, tårer, de løber gennem metroen, de falder for dig, for hende, tårer som jeg genkender som mine tårer, løber for langt, for længst, længe, det tager en krig, før det standser, da det slutter. Det slutter. Nu slutter det. Slut Punktum Slut.

피의

TUMULT

MAGAZINE #2 / 2012

63


64

KOREA


[pee] regn

Tid: 1. juli 2010. Sted: Kimpo Airport, Seoul.

Toilettet: Jeg: Toilettet: Jeg: Toilettet: Jeg: Toilettet: Toilettet: Jeg: Jeg: Toilettet: Jeg:

Nå, det har du ikke set før? ? Et toilet med musik, varme i sædet, en falsk lyd af én der trækker ud, et toilet, der vasker dig forfra, bagfra og lufttør rer din røv. Et toilet, der automatisk skyller, når du rejser dig. Næh, det har du ret i, den slags er ikke så almindeligt i Dan mark Hvad fortæller det mig om Danmark? At vi ikke interesserer os for avancerede toiletter? ! !! … Jeg skal tisse ? Pee, you know.

TUMULT

MAGAZINE #2 / 2012

65


s hri ng king cit ie s Foto/tekst

Mattias Juul Christensen

66


TUMULT

MAGAZINE #2 / 2012

67


68

SHRINKING CITIES


I

flere århundreder har det

FN-organisationen UN-Habitat, der

været byplanlæggernes

følger udviklingen i verdens storby-

vigtigste opgave at få plads

er, har undersøgt fænomenet. I sin

til en stigende befolkning

seneste rapport om storbyer kon

i verdens storbyer. Det er

kluderer organisationen, at mere

blandt andet sket ved at ud-

end halvdelen af alle storbyer i den

vide byerne med forstæder.

udviklede verden har mistet indbyg-

Men i flere områder går

gere i de seneste 30 år.

udviklingen nu den anden vej: Befolkningstallet i byerne falder, og

Tilmed peger både eksperter og

man er nødt til at afvikle dele af

utallige befolkningsfremskrivninger

byen.

på, at de skrumpende storbyer vil blive mere og mere udbredte i takt

12 af de amerikanske byer, som

med aldringen af befolkningen i

i 1960 var blandt de 20 største,

USA og Europa. Sagt lidt firkantet,

havde i 2008 færre indbyggere.

så er der simpelthen ikke født nok børn i de seneste 50 år til, at by-

Med betegnelsen ‘shrinking cities’

erne kan blive fyldt ud.

er der kommet fokus på de byer, der undergår en negativ udvikling i

Når der bør være mere fokus på de

form af tilbagegang i både økonomi

skrumpende storbyer, så skyldes

og befolkningstal. Med dette nye

det blandt andet, at der ofte følger

bybegreb, er der et behov for ny-

en bunke problemer med i kølvan-

tænkning inden for planlægning og

det på en massiv folkeflugt.

arkitektur og for planlægningsprincipper, hvor vækst ikke er den ene-

Et af de steder, hvor problemet er

rådende præmis.

allerstørst, er i den gamle bilby Detroit i USA, der fra 1960 til 2011

Spørgsmålet er, hvordan man gør

er skrumpet fra over 2.000.000 til

byen mindre igen, uden at byen

700.000 indbyggere. Denne billed-

mister den tæthed, der historisk set

serie fra juli 2011, er taget i boli-

har fået byen til at fungere som kul-

gområderne i den slemt forfaldne

turelt og økonomisk kraftcenter.

by.

TUMULT

MAGAZINE #2 / 2012

69


70

SHRINKING CITIES


TUMULT

MAGAZINE #2 / 2012

71


72

SHRINKING CITIES


TUMULT

MAGAZINE #2 / 2012

73


74

SHRINKING CITIES


TUMULT

MAGAZINE #2 / 2012

75


76

SHRINKING CITIES


TUMULT

MAGAZINE #2 / 2012

77


78

SHRINKING CITIES


TUMULT

MAGAZINE #2 / 2012

79


80

SHRINKING CITIES


TUMULT

MAGAZINE #2 / 2012

81


82

SHRINKING CITIES


TUMULT

MAGAZINE #2 / 2012

83


84

SHRINKING CITIES


TUMULT

MAGAZINE #2 / 2012

85


86

SHRINKING CITIES


TUMULT

MAGAZINE #2 / 2012

87


Opgangen EN KÆRLIGHEDSHISTORIE I FIRE ETAGER

På trods af risikoen for at blive afvist, vover jeg pelsen. Jeg ringer på i en tilfældig opgang

fast besluttet på at finde kærligheden. Den, der starter med en svingom, sætter sig i sproget og får folk til at gøre de særeste ting. Som at bo med en nougat-farvet kanin i Sydhavnen.

Af: Jannie Schjødt Kold ILLUSTRATIONER: LOUISE THRANE

88


TUMULT

MAGAZINE #2 / 2012

89


H

annah Montana-kagen

”Per,” siger han og giver hånd.

troner på glashylden

Jeg forklarer mit ærinde, men roder lidt rundt i

ved siden af de smurte

noget med positive historier om Sydhavnen og

sandwich og smør-

kærlighed til området. Det er svært at bede om

bollerne. Bageren i

kærlighedshistorier i døren, konstaterer jeg. Per

Sydhavnen har det

studser lidt og kigger på min udstrakte bagerpose.

hele, og jeg beder om

Han spørger, hvor jeg har købt dem henne, og det

en pose med fire crois-

er ikke den bedste bager, kan jeg forstå, men jeg

santer og to tebirkes.

bliver alligevel lukket ind. I entréen stikker også

De skal bruges på min

Pers kone, Lya hovedet ud af køkkenet. Hun er køn

mission: At finde kær-

og har kohlindrammede øjne selv på en tirsdag.

ligheden. Altså ikke

Jeg forklarer mig igen, og det går lidt bedre.

min egen, men den der

”Skal jeg lave kaffe, så?” spørger hun Per.

findes i alle opgange, bag alle døre og i ethvert

Han nikker til svar og fører an i den lyseblå polo-t-

menneske. Ulykkelig, fortabt og forvirret kærlighed

shirt. Ind i stuen hvor der på ingen tid bliver dæk-

måske, en vag drøm om noget andet eller for fuld

ket op på marmorsofabordet. Tallerkerner, serviet-

udblæsning og sølvbryllup, hvem ved. Hvor der

ter, underkopper og kaffekopper, der fyldes direkte

er hjerterum, er der historier, tænker jeg, og tager

fra kolben. Jeg bemærker slikket i den servietbe-

S-toget mod Københavns Sydhavn. Man kan vel –

lagte brødkurv og spørger til kaninen på gulvet.

som i kærligheden – kun få nej.

”Det er Nougat,” siger Lya, ”hun blev et år i går.

Området har jeg valgt for dets brogethed. Fra

Vores barnebarn, Nikita var her for at fejre hende.”

de glatte kontorfacader og hoteller på Scandi-

”Hun hedder Nougat på grund af farven,” forklarer

agade, over sutterne på Mozarts Plads til de so-

Per og bider i en chokoladecroissant, ”det var

cialdemokratiske koryfæer, der har farvet både

Nikitas idé.”

sproget og sidegaderne her: Hørdumsgade og

Pelsdyret er vitterligt nougatfarvet og matcher

P. Knudsens Gade. Nå ja, og så har Anker Jør-

utilsigtet eller ej den lædersofa, jeg sidder i, mens

gensen boet i den første opgang på Borgbjergs-

jeg får Lya og Pers kærlighedshistorie serveret. En

vej, som jeg nu svinger cyklen nedad. På den ene

fortælling, der krydser en kolonihaveforening i det

side af den lige gade med etagebygerier i røde

grønne område længere ude på Sydhavnen. Her i

mursten hænger smalle, stribede markiser over de

Frederiksholm Haveby mødte de to for første gang

udendørs terrasser. På den anden side flankerer

hinanden. Som børn af hver sin side af stenbroen

Flügger Farver og en Matas-butik den første op-

– Lya fra Vesterbro og Per fra Østerbro - der var

gang. Borgbjergsvej 1. Jeg stiller cyklen, studerer

de hvert år med mor og far i haven.

forkortelserne på dørtelefonen, og ringer på hos P.

”Vi er jo barnefødte derude, så snart solen kunne

& L. Elshave. Det lyder rart.

skimtes over stenbroen, skulle vi derud og bo,” siger Lya og lyser op i et smil. Hun har et lille mel-

90

Døren buzzer, og jeg når akkurat at sige mit navn,

lemrum mellem tænderne og har sikkert været en

så er jeg inde. En høj og let foroverbøjet mand

fræk unge at se på.

med sølvstænk i håret åbner døren.

”Dengang rendte alle børnene rundt og legede

en kærlighedshistorie i fire etager


med hinanden, og vi endte altid oppe ved købman-

”Området her hedder Frederiksholm efter Frede-

den, hvor man kunne købe sodavand,” husker hun.

riksholm Teglværk, der lå her. Karréen her hedder

”Og så stod de der snuder jo der,” siger Lya og

Frederiksholm Karré, og jeg er ægte frederikshol-

mener blandt andet den dengang halvstore dreng

mer,” siger han.

Per Elshave, der lige havde fået hans første knal-

Og mens det mørkebrune vægur med snore slår

lert. Godt tunet til lejligheden. Den skulle jo holde

elleve meget lange og meget høje slag, maler

hele sommeren. Det var ikke kærlighed ved første

Per et billede af et område og af en tid, hvor stort

blik, siger Per, og der var tilsyneladende også flere

set alle arbejdede i den tunge industri. På asfalt-

om budet.

brikken, på Teglværket eller på Man Diesel. Lya

”De var alle sammen vilde med Per,” siger Lya,

beretter om endeløse rækker af specialbutikker,

”Jytte og Gerda og hvad de nu hed alle sammen.”

manufakturhandlere, skomagere, ismejerier og

Jeg vil gerne vide, hvad det var, der var så fasci-

pibebutikker. Lige under deres lejlighed lå et popu-

nerende ved Per, der sidder der og smiler i smug,

lært værtshus kaldet Las Vegas.

mens han kigger ned i marmorpladen.

”Her endte de fleste ministermøder, der havde

”Det ved jeg ikke, det var udseendet, tror jeg,”

været hos Anker på tredje sal,” siger Per.

siger Lya og kigger over på Per. ”Men det er jo

I dag er bulen ryddet og Matas har overtaget

mange år siden nu.”

matriklen. Et godt billede på tidens gang og well-

Per derimod kan ikke huske, hvad han faldt for ved

nessbølgens griben om sig, tænker jeg: Fra brune

Lya.

værtshuse til blå striber. I dag er den tunge indus-

”Jeg faldt bare,” siger han, og sådan er kær-

tri erstattet af erhvervskontorer som Phillips og

ligheden jo også. Svær at forklare og måske endda

DONG Energy, og kvarterets sammensætning har

uden ord. Sådan er Pers kærlighed til kvarteret nu

ændret sig. Nogen kalder det endda ‘arbejdernes

ikke.

Hellerup’, siger Per, inden jeg bringer ham tilbage

”Nu skal jeg fortælle dig noget om det her sted,”

på sporet af kærligheden. De to Elshaver sidder

siger han og lægger den halvspiste chokolade-

for hver sin ende af bordet, bider i hver sin bager-

croissant fra sig.

kage og ligner to skolebørn, der bliver interviewet

Der er liv i de øjne, og pludselig vokser der horn i panden på Per Elshave, man kan se, han er i drillehumør. TUMULT

MAGAZINE #2 / 2012

91


92

om, hvad kærlighed er. Lidt betuttede og med det

siger Per.

nervøse grin inden for rækkevidde prøver de sig

”Men købmanden er lukket nu,” siger Lya.

frem. Siger så lidt som muligt, men vil alligevel

De svarer ikke lige med det samme, da jeg spørg-

gerne spørges, fornemmer man. Ind imellem kigger

er, hvad de laver alle de måneder i haven.

Lya på Per. Der er liv i de øjne, og pludselig vokser

”Ja, altså,” indleder Lya, ”Per kan godt lide at være i

der horn i panden på Per Elshave, man kan se, han

haven, han kan bare ikke lide havearbejde.”

er i drillehumør.

Pers ansigt ændrer sig. Det er som om ti-øren lige

”Vi har været gift i 41 år, ikke Lya” siger han.

skal falde. Så åbner han munden i et kort grin. Ja,

”Det har vi da ikke, det må da blive 42 år,” siger

det må han indrømme, han kan godt lide at sludre

Lya og regner på det. Og sådan bliver de ved.

med naboerne og have det hyggeligt. Per er så

Duellerer i flere runder af livets regnestykker. Hvor

glad for hygge, at han forlænger julen langt ind i

gamle deres piger var på det og det tidspunkt,

januar, går det op for mig. Midt i det mørke 70’er

hvornår de rykkede fra den ene lejlighed til den an-

møblement lyser juletræet stadig med sine elek-

den og hver gang retter Lya på Per. Det fyrer frem

triske lyskæder spændt ud, over åbningen i den

og tilbage med årstal, husnumre og navne på de,

todelte stue hænger lysende julekuger i en gran-

der var engang og som stadig lever i deres minder.

gren, og over døren ud til entréen dingler en

Men hvornår var det nu lige, det var? Jeg bryder

mistelten. Vi er for hurtige til at pille julelysene i

ind i den ægteskabelige dyst og spørger til deres

vort samfund ned, synes Per.

bryllup.

”Jeg kæmper for, at de juletræer der bliver

”Dengang skulle man være gift for at få en

sat op hele vejen ned af hovedgaden her,

lejlighed, jo,” siger Lya som det første og muligvis

at de kan blive stående langt ind i januar,”

som forklaring på det hele, men det tror jeg nu

siger han og peger ud af vinduet mod

ikke.

Borgbjergsvej.

”Ja det var lige før, man skulle komme og bevise,

”Hvorfor skal de pilles ned? De gør da

man havde gjort konen gravid også,” siger Per.

ikke nogen noget.”

”Nej, nu må du altså snart holde op,” siger Lya,

Det gør misteltenen, der hænger der

”det skulle man da ikke.”

hele året, heller ikke. Elshaverne

Jeg spørger om de har et billede fra dengang de

vrider sig lidt i det nougat-farvede

blev gift, og Lya sætter fra i sofaen, så hun kom-

sofaarrangement, når jeg spørger

mer op at stå. De år, man ikke kan spore i hendes

til, om de kysser, hver gang de

ansigt, har sat sig på hofterne. Billedet hænger

går under misteltenen. Men

i den anden del af stuen, og Pers hår er ganske

budskabet er ikke til at tage fejl

rigtigt kulsort. Lyas mellemblond ‘med lidt blond i’

af. Der er ingen grund til kun at kys-

som hun siger.

se til jul. Jeg passerer ukysset døråb-

Tilbage i sofaen fortæller de, at de stadig kommer

ningen med misteltenen på vej ud, og

i haven, hvor det hele begyndte. Kort efter bryllup-

mens Lya kommer mine resterende fire kager i

pet arvede Lya nemlig hendes forældres have, og

en frysepose, fortæller Per at han lige havde været

historien om kærlighed i kolonihaven fortsætter.

på trappen, før jeg kom.

”Vi er derude fra april til oktober hver sommer,”

”De er i hvert fald hjemme på tredje,” siger han.

en kærlighedshistorie i fire etager


”De har syv børn, så de er altid hjemme,” siger Lya og Per tilføjer: ”Prøv også Uffe ovenover, han har boet her længere end mig.” Det ærgrer ham lidt, ser det ud til.

Ude på trappen skeler jeg til 1. tv. F.D. Rasmussen står der. På dørmåtten ligger gummistøvler. Henslængte og langskaftede. Men der er ingen hjemme. Jeg går videre op og stiller mig foran et dørskilt med navnene Desiré Hav og S. Weibel indgraveret. Desiré Hav. Lyder eksotisk, tænker jeg, og forestiller mig en midalderende kvinde med store smykker og spraglede tørklæder, der går til healing om aftenen og har duftlys stående på badeværelset. Jeg ringer på. Ingen reaktion. På den anden side har Desiré Hav sikkert fået sit navn, fordi hendes midtsjællandske forældre i et anfald af hormonel førstegangs-forældre-forelskelse ville give deres pige et navn, der stak ud. Noget symbolladet og stort. Ønske Hav. Hun skulle nok blive til noget, tænkte de. Nu bor hun så i Sydhavnen og læser til pædagog. Ringer igen. Stadig ingen reaktion. Tager mig selv i at lægge øret mod døren for at høre, om de er derinde. Som om det ville hjælpe, hvis de ikke vil lukke op. Ser også dumt ud i dørspionen, tænker jeg, vender mig om, og retter i stedet opmærksomheden mod 2. th.

U. Gottschalck står der på messingskiltet. Jeg banker gentagne gange og hårdere, end jeg

TUMULT

MAGAZINE #2 / 2012

93


”Vi har da været uvenner og smækket med dørene og råbt hold kæft,” siger Anne Grethe, ”men jeg kan ikke huske, vi nogensinde har talt om at flytte fra hinanden, vel Uffe?”

94

bryder mig om på det materede glas øverst på den

at jeg staver Gottschalk rigtigt i min lille notesbog.

gråmalede dør.

”Ja, og jeg hedder Anne Grethe, i to ord og uden

”Ja?” En rund kvinde med kort hår i lyseblå kabel-

bindestreg,” siger Anne Grethe på 68 med en hur-

strik og ubestemmelige beigefarvede bukser åbner

tig stemmeføring og let læspen.

døren. En dansk visesang strømmer ud sammen

”Det burde egentligt være i ét ord,” siger Uffe.

med en duft af sød tobak.

”Det talte vi om i går aftes,” siger Anne Grethe til

”Jo, det vil vi da godt, ikke Uffe?”, siger hun og

mig, ”det burde være i ét ord. Annegrethe.”

drejer uden videre ind i lejligheden og til højre ind

”Ja, ellers hedder du jo Anne og så Grethe til mel-

i stuen med mig og mine kager lige i hælene. En

lemnavn,” siger Uffe, der har rundet de 77 år. Man

mand i rød skjorte, røde seler og med et fyldigt

kan høre smøgerne, når han taler.

Torben Steno-hår kigger op og siger ”davs,” ”jo jo”

”Ja, Anne,” hun holder en kunstpause og kigger på

og ”sid ned”.

mig med sine små, brune øjne, ”Grethe.”

De er lige i gang med frokosten. Rugbrød med

Det var musikken eller rettere dansen, der i sin tid

kødpålæg og surt til ham, salat og tørt brød til

førte Uffe i armene på Anne Grethe uden binde-

hende. Hun er på slankekur. På bordet ligger en

streg.

pakke tobak, det er rul selv med ‘irish whiskey’-

”Vi mødtes i Borgernes Hus på Rosenborggade til

smag. Der står også en tube intimcreme, og der er

dans og rock ’n’ rul,” siger Uffe og lader udtrykket

røde stofdækservietter over voksdugen. Radioen

klinge dansk.

kører.

Og ja tak, det husker Anne Grethe tydeligt.

”Sig mig hvordan fandt du her op?” spørger Uffe,

”Ork, Gud, ja. Jeg sad hele aftenen og kiggede på

og jeg skynder mig at hilse fra Elshaverne nede-

ham, og kom der nogen og spurgte, om jeg ville

nunder, og siger jeg er kommet for at høre deres

danse, sagde jeg: ”Nej, jeg er optaget,”. Alligevel

kærlighedshistorie.

dansede han med en anden. Jeg kan huske, hvor-

”Ja, jeg hedder Uffe,” indleder Uffe, og sørger for,

dan hun så ud, så gal var jeg,” siger Anne Grethe,

en kærlighedshistorie i fire etager


lægger armene over kors, kigger på Uffe, og sæt-

løbetrin ovenpå, grin og gråd.

ter trumf på:

”De har syv børn deroppe,” siger Uffe og kigger op

”Hun havde gul kjole på, og hestehale med et gult

mod det slidte loft.

hårbånd rundt om.”

”Den sidste blev født ude i opgangen, vi hørte det

Jeg forestiller mig den lave Uffe svinge hende

selv. Hun nåede kun ned på første sal,” siger Anne

pigebarnet i smart gul 60’er-sag, så hestehalen

Grethe ivrigt, og jeg tænker på, hvordan lyden af

dingler lige for næsen af Anne Grethe. Hun sid-

den måske største kærlighed af alle har forplantet

der der i balsalen med lyn i de små brune øjne og

sig fra den ene lejlighed til den anden på Bor-

armene over kors følger hun alle Uffes trin.

bjergsvej 1.

”Jeg var god til at danse, men dengang slæbte jeg

”Det er vist tre måneder siden, og konen deroppe

ikke rundt på så mange kilo,” siger Uffe og slår sig

er kun fyrre år. Hun har også spurgt, om de lar-

på skjorten.

mede for meget,” siger Anne Grethe.

”Det gjorde jeg da heller ikke,” siger Anne Grethe.

”Nej,” siger Uffe, ”børn skal have lov til at være

”Nej,” siger Uffe.

børn.”

I dag har de to været gift i 44 år, begge deres

”Ja,” siger Anne Grethe.

børn Karsten og Helena har oplevet at blive skilt,

Hun er mere træt af spritterne.

de ved, kærligheden ikke er nogen selvfølge. Men

”Hjørnegnavere og bænkebidere, kalder vi dem,”

hvad er deres hemmelighed?

siger hun. Hænderne kører hele tiden på de

Anne Grethe kigger forventningsfuld henover

ubestemmelige jerseybukser i beige, øjnene ler

dækservietterne på hendes mand. Han siger ikke

brune og varme.

noget, men brummer lidt.

”De er skam fredelige nok, men børnene bliver jo

”Dovenskab,” siger han så.

forskrækkede,” som hun siger.

”Vi har da været uvenner og smækket med dørene

De mangeårige ægtefolk viser mig rundt i

og råbt hold kæft,” siger Anne Grethe, ”men jeg

lejligheden. Uffe er født i Berlin af en far der var

kan ikke huske, vi nogensinde har talt om at flytte

glaspuster og tysker, og en mor der var dansk

fra hinanden, vel Uffe?”

modetegner.

Uffe trækker på det, og retter opmærksomheden

”Hun har for eksempel tegnet den hund der,” siger

mod gæsten. Et visdomsord er på vej.

Uffe og peger på en af de mange tegninger og

”Man træffer et menneske, og bliver måske ikke

malerier, der dækker de røg-gule vægge. Men

forelsket fra starten, men man bliver det hen af

forældrenes kærlighed havde svære vilkår, da Uffe

vejen. Og måske var Anne Grethe lidt mere vild

er født omkring det tidspunkt, hvor Hitler kom til

med mig, det kan da godt være,” siger han.

magten. Uffes mor lod sig derfor skille fra sin tyske

For Anne Grethe blev børnene hele hendes liv.

mand, hvilket betød at Uffe kom til København som

Hun fik aldrig påbegyndt en uddannelse, men

tre måneder gammel baby. Men han kunne ikke få

passede børnene i opgangen. Bad var der ikke

dansk statsborgerskab før 1947.

noget af. Det er for så vidt stadig ikke. Men der er

”Min mor har fortalt, at hun var ængstelig for, om

et kar i køkkenet og en stor kande at fragte vandet

tyskerne ville kræve mig til hæren, husk på jeg var

fra hanen og over i karret i.

næsten ti år, da krigen sluttede, og kunne nemt

Børn er her stadig en del af. Mens vi taler lyder

være havnet i Hitlerjugend,” siger han og tilføjer, at TUMULT

MAGAZINE #2 / 2012

95


han ikke så sin far i tredive år.

en kondicykel og et tørrestativ med hvide trusser

Da gensynet endelig kom, skete det i Sverige,

hører til sammen med oliemalerier, akvareller og

hvor Uffes far havde fået job i L. M. Ericsson. Uffe

stregtegninger. I Uffes lille kontor, som vi går forbi

boede deroppe et halvt års tid.

på gangen hænger hylden med klassisk musik på

”Men miljøet var for anderledes, og min far var en

cd’er tungt. Ovenover står sprut i violinfarvede

stille mand og kunne ikke rigtigt sproget.”

flasker og ligner noget, der har overlevet mere end

”Nej, han talte en mærkelig blanding af engelsk,

en sæson i karréen. Vi går forbi køkkenet, hvor

svensk, dansk og tysk” siger Anne Grethe.

Anne Grethe har ladet opvasken stå.

Hun er fra en ganske almindelig arbejderfamilie fra

”Har pigen nu glemt den igen,” siger hun og ler

Frederiksværk, fortæller hun, mens vi nærstuderer

højt. Hun tager om Uffe bagfra og hiver lidt i de

de mange malerier i lejligheden. Hendes far var

røde seler. ”Socialdemokrat til det sidste,” siger

murer på Stålvalseværket, indtil han blev ramt af

hun og ler. Det er noget med sproget, mener han.

nogle plader, der faldt ned.

”Man kan ikke være tandkirurg og tale som os,

”Han døde, da jeg var fire år og min bror tre

men man kan godt blive til noget stort ved at være

måneder gammel,” siger hun og slår smæld med

sig selv. Tag bare Anker,” funderer han, mens jeg

tungen.

fumler med jakken, notesbogen og de to krøllede

Anne Grethes mor lever stadig og tager på sit

croissanter, der er tilbage.

92. tyvende år stadig toget ind og besøge dat-

”Anker ja, han var god nok,” siger Anne Grethe

teren i Sydhavnen. De starter Fiat Punto’en, når de

stadig bag sin Uffe. ”Kan du huske den gang

besøger hende i Frederiksværk. For sådan en har

Anker og Ingrid inviterede hele opgangen på op-

de nemlig fået.

gangsmiddag?”

”Da børnene var små stod valget mellem at have

”Ja, det var fordi, Ingrid var træt af, han ikke vid-

et klaver og en bil, for vi havde ikke råd til begge

ste, hvem vi alle sammen var. Så kom vi til buffet

dele,” fortæller Uffe og peger mod det brune hus-

deroppe, og blev til klokken fire om morgenen,”

orgel bagerst i stuen. Musik har været en stor kær-

buldrer Uffe med sin basstemme.

lighed i Uffes liv og kom før behovet for fire hjul.

”Vi talte da også om, at vi skulle gøre det igen,”

”Desværre fattede vores børn bare aldrig rigtig

siger Anne Grethe.

interesse for musikken,” siger Uffe:

”Ja, ja, men der skal jo lige som være nogen til at

”Min farfar havde absolut gehør og kunne spille

tage initiativet,” siger Uffe tørt, og det har han jo

Chopin og Grieg, ja, han burde være blevet pianist

ret i. Jeg træder ud af lejligheden, og det alminde-

faktisk.”

lige opgangslys skinner koldt i forhold til den hule

Uffe selv er opvokset med klassisk musik - Für

af hygge og historier, jeg lige har været i. Som en

Elise og alt det der - mens han opvoksede hos sin

tidslomme, der bliver lukket. Zip.

mor og hendes nye mand på Straussvej lige her i nærheden. Overalt hænger beviser på bedstefaderens talent iblandet gamle sort/hvide fotos af karré

96

nummer syv og Borgbjergsvej. Det var dengang,

På tredje sal er der tydeligvis liv i lejlighed til højre,

der var sporvogne og sne til, kan man se. Jeg

så jeg ringer resolut på. Der bliver tysset derinde

kommer helt med ind i soveværelset, hvor også

og lyden af børn dæmpes. Lidt uhyggeligt, synes

en kærlighedshistorie i fire etager


Ingen hjemme. Ingen sko. Ingen lyde og ingen dufte siver ud. Det er den værste kærlighed af alle, tænker jeg: Den der slet ikke bliver lukket ind. jeg, og banker på med knoerne fremme og bliver

En pige i tyverne åbner døren. Hun holder en

ved til efter det punkt, hvor man kunne være i tvivl

kleenex mod næsen, der løber. Øjenene ser hæ-

om nogen prøvede at ignore det.

vede og irriterede ud, og hun kigger ned bag

”Hvem er det?” lyder til sidst en pigestemme, der

mig. ”Kom her,” siger hun og stryger forbi mig og

prøver at gøre sig myndig. Et udtryk for søsken-

efter katten, der er smuttet ubemærket ud mellem

dekærlighed måske. Nu skal storesøster nok se

benene på os.

efter, om der er er fare på færde. Jeg siger mit

”Hvad hedder den?” siger jeg i et forsøg på at

navn, og at jeg er journalist og skriver historier fra

starte en samtale.

opgangen til et blad.

”Plet,” siger hun uden at fortrække en mine udover

”Jeg har også en kage med, kan du ikke lige åbne

næsesnøfteriet.

op,” siger jeg og kan godt høre, hvor børnelokker-

”Er du forkølet?” spørger jeg.

agtigt, det lyder.

”Sådan noget lignende,” siger hun og bakker ind

”Nå, men vi er ikke interesserede,” lyder det der-

i entréen med Plet i favnen. Ulykkelig kærlighed,

indefra med påtaget nonchalant stemmeføring, og

tænker jeg. Man kender den, når man ser den. I

skridtene fjerner sig fra gangen.

går var virkeligheden en ganske anden, hun havde sat ikke bare håret men næsen op efter en fremtid

Jeg gnider mig i øjnene og kan dufte en svag

med ham, hun elsker og som et slag med tam-tam-

aroma af sød tobak fra min frakke. ”Pascet” står

trommen, dødens signatur i den klassiske musik,

der på et ensfarvet grønt postkort hos 3. tv. Ingen

er hun slået ud. Ligger sammenkrøllet på futon-

hjemme. Ingen sko. Ingen lyde og ingen dufte siver

sengen i sorte joggingbukser og t-shirt, aer katten,

ud. Det er den værste kærlighed af alle, tænker

pudser næse og nynner med på ‘Nothing com-

jeg: Den der slet ikke får chancen.

pares to you’ med Sinead O´Conner. Ikke så sært jeg ikke må komme ind. Uventede gæster kræver

Det er nogle tunge skridt op på fjerde sal, hvor jeg

overskud.

giver J. Jensen hele armen. TUMULT

MAGAZINE #2 / 2012

97


I 4. tv. bor en familie på fire. Far, mor og børn gætter jeg på. Døren åbnes ved første ring på dørklokken. En lyshåret pige med stram og høj hestehale, stjerneøreringe og denim-skjorte slipper en sød parfume duft ud og siger hun gerne vil hjælpe. Der er bare lige det ved det, at hun ikke har tid. Hun er på vej ud af døren, og de stramme jeans støtter op om hendes forklaring. Jeg bliver stående og fortsætter samtalen i døråbningen. Nanna, som den 17-årige pige hedder, fortæller at hun er født og opvokset her, men drømmer om at komme væk. ”Jeg synes, jeg har set nok,” siger hun, men vil alligevel altid komme tilbage hertil. ”Det er jo her alle mine venner er.” Hun læser noget samfundsfag og psykologi på en skole på Nørrebro, og hendes far og mor har boet på Borgbjergsvej i rigtig mange år, fortæller hun. Kærlighed er her nok af, i hvert fald er der måske lige rigeligt med børn i opgangen, siger hun med slet skjult henvisning til storfamilien på tredje sal. ”Men vi skal jo være her alle sammen,” siger hun så og lyder som en ægte frederiksholmer. Hun ligner én, der også kender til den anden kærlighed. Den, der summer som en humlebi og gør dig syg af længsel. Måske har hun en kæreste, som hun har været vild med længe. En, der bor i Indre By og svinger med sit halvlange hår, når han spiller trommer. Hvad er det egentlig med kvinder og mænds manke, tænker jeg, men når ikke at spørge. Nanna skal gå nu, hun er ked af det, men ja - livet kalder. Jeg takker, vender om og kigger ud af det øverste vindue på Borgbjergsvej 1. Det er ved at blive mørkt, træthed og sult trænger sig på. Tager trappen ned med paraderne oppe. Det kunne jo være, nogen var kommet hjem siden sidst. Gummistøvlerne ligger stadig foran F.D. Ras98

en kærlighedshistorie i fire etager


mussen, og jeg når helt frem til opgangsdøren. Tøver inden jeg smækker den og sunder mig lidt på trappetrinene udenfor. Jeg føler mig slidt af jagten på kærlighed og mærker noget

dem. For sent. Døren smækker. Måske hørte de mig godt, men ville ikke svare. Jeg er i tvivl. Der er en croissant tilbage. Kommer den let dryssende sag i tasken og hopper på cyklen. På vej mod det

i min hånd. Posen. Med kager. Spiser en

oplyste S-togsskilt kigger jeg op og bemærker den

fladmast croissant og beholder vanterne på.

manglende julepynt, og tænker på de historier jeg

En bil kører op og parkerer foran cykelstien, hvor jeg sidder. To mænd træder ud, den

fik, og de jeg ikke fik. På hvor mange andre kærlighedshistorier, der gemmer sig derude i tusindvis

ene åbner bagsædedøren for en kvinde.

af lejlighedsopgange. Bag sære navne og forko-

Hun bærer en babylift, smiler blegt frem

rtelser på messingskilte og påklistrede postkort.

for sig. De er i grunden alle tre lidt blege og ligner hinanden, mændene nærmest som brødre. De går hen imod døren ind til opgangen, og jeg træder au-

Bag dørmåtter og gummistøvler. Langskaftede og henslængte. Bag lyde og lugte der siver ud, og sætter fantasien i svingninger. Hvordan vi kan høre hinanden, men ikke altid kigge ind. Nogle døre

tomatisk ned af trappen og børster

forbliver lukkede, andre åbner sig som lommer af

febrilsk croissantflager af frakken.

liv og måske lykke. Og kærligheden? Den findes.

”Undskyld, må jeg spørge jer om

På flere niveauer og alle etager.

noget?” nærmest råber jeg efter

TUMULT

MAGAZINE #2 / 2012

99


足Mammoth Af Lasse Bech Martinussen

100


TUMULT

MAGAZINE #2 / 2012

101


E

n enlig personbil bevæger sig lydløst gennem bjerge og endeløse granskove i Colorado, USA. Det er hen under aftenen. Lyset er gyldent, landskabet

er storladent. Men musikken ligger mørk og truende i baggrunden. Stemningen er anspændt, tvetydig og forplanter sig hurtigt som en snigende følelse af uro. Noget er, som det ikke skal være. Åbningsscenen fra Stanley Kubricks film “The Shining” (1980) hjemsøger mig igen og igen i løbet af mit roadtrip igennem det sydvestlige USA i sommeren 2011. Med i bagagen havde jeg tidens dystre historier om USA som et land i forandring og opbrud. En slags gigantens fald. En underminering af den amerikanske selvforståelse. Et opbrud i forhold til den tra-

102

MAMMOTH


ditionelle opfattelse af landet som en økonomisk og militær supermagt og i forhold til den ellers så stålfaste amerikanske drøm, som i øjeblikket smuldrer for øjnene af verden. Associationen til Kubricks klassiske gyserfilm fik jeg i mødet med landskabet, hvor filmen foregår, men den blev siden hængende parallelt med den følelse af uro blandt folk, som jeg oplevede på min tur. Ligesom så mange andre steder i USA, er mange folk vrede over landets fejlslagne økonomiske politik. Forretninger må lukke, hele erhverv marginaliseres og folk må gå fra hus og hjem. Truslen om social nød gør folk desperate, og positionen som et land i krise piller kraftigt ved landets ellers urokkelige tro på sig selv. Noget er som det ikke skal være og billederne i Mammothserien er små fortolkninger af denne situation.

TUMULT

MAGAZINE #2 / 2012

103


104

MAMMOTH


TUMULT

MAGAZINE #2 / 2012

105


106

MAMMOTH


TUMULT

MAGAZINE #2 / 2012

107


108

MAMMOTH


TUMULT

MAGAZINE #2 / 2012

109


110

MAMMOTH


TUMULT

MAGAZINE #2 / 2012

111


112

MAMMOTH


TUMULT

MAGAZINE #2 / 2012

113


114

MAMMOTH


TUMULT

MAGAZINE #2 / 2012

115


116

MAMMOTH


TUMULT

MAGAZINE #2 / 2012

117


118

MAMMOTH


TUMULT

MAGAZINE #2 / 2012

119


120

MAMMOTH


TUMULT

MAGAZINE #2 / 2012

121


122


Thomas Oldrup er forfatter, historiker og redaktør for det populærhistoriske månedsmagasin Alt om Historie. Netop nu er han sammen med historikeren Åke Persson aktuel med bogen 101 Historiske Myter – en bog, der undersøger sandhedsværdien af nogle af verdenshistoriens mest omdiskuterede hændelser, der har dannet grundlag for vandrehistorier, myter, sagn og konspirationsteorier. Her bringer vi to af myterne. ILLUSTRATIONER AF Klavs Ferdinand

TUMULT

MAGAZINE #2 / 2012

123


Udsmykninger af slimhinder og hud med smykker af forskellig art har været kendt i en række forskellige kulturer meget langt tilbage. Intimpiercinger er en seksuel udtryksform hos begge køn. Formålet er både æstetiske, rituelle eller et forsøg på at højne den seksuelle nydelse. De forskellige ringe og dekorationer har et hav af forskellige navne. Den mest kendte og klassiske er en såkaldt prins Albert, som er en ring monteret gennem mandens urinrørsåbning i penishovedet, hvilket skulle føles seksuelt pirrende under samleje. En prins Albert er opkaldt efter den tyskfødte Albert af Sachsen-Coburg-Gotha (1819-61), der udover at være dronning Victorias mand og far til hendes ni børn, også skulle være udstyret med en sådan pier-cing. Historien går videre, at prinsen skulle være udstyret med en sådan pier cing, fordi han fra naturens hånd var forsynet med en temmelig stor penis, og at denne ved hjælp af ringen blev holdt på plads i tidens meget stramme bukser. Den tyske Albert var ikke populær hos briterne, der betragtede ham nærmest 124

EN ÆGTE PRINS ALBERT

som en fjendtlig indtrængende. De så med skepsis på hans uvelkomne årvågenhed og professoragtige og moralske attitude. Derfor opstod der rygter om ham allerede i hans samtid (dog næppe om hans eventuelle intimpiercing). Først efter hans død af tyfus i 1861 anerkendte briterne ham for hans arbejdsomhed som dronningens privatsekretær og kompetente rådgiver, hans diplomatiske evner og den oprigtige kærlighed mellem Victoria og Albert. Det er svært at forestille sig, at Albert skulle have haft en intimpiercing. Reelt ved man slet ikke, hvor gammel denne form for piercing er, og om den eksisterede i Victoria-tiden. Der er også nogle, der hævder, at piercinger i brystvorterne skulle være udbredte i perioden, men det er ligeså lidt dokumenteret. I moderne kultur lader prins Albertpiercingen til at være opstået i bøssemiljøet omkring West Hollywood i starten af 1970’erne. Jim Ward hævder at være ophavsmanden til prins Albert-piercingen, der opstod omkring kropskunstnere som Fakir Masafar og Doug Malloy. Den sidstnævnte udgav en lille bog om piercing, hvor han genfortæller mange muntre myter og historier om piercinger. Det


“Godt nok var Victoria-tiden nok lidt mindre fordømmende og knibsk, end vi tror i dag, men fra det og til intim-piercinger er der trods alt et stykke vej.” er bl.a. herfra, at vi møder historien om prins Albert på skrift første gang. Godt nok var Victoria-tiden nok lidt mindre fordømmende og knibsk, end vi tror i dag, men fra det og til intimpiercinger er der trods alt et stykke vej.

tyrdigter skulle have været ordblind. Allerede i hans samtid var det en kendt sag, at der var noget skævt ved Andersens sprog. Også i offentligheden fremkom der kritik, bl.a. skrev hans digterkollega Henrik Hertz, om Andersens ”plumpe bommerter med grammatik”.

Det har til alle tider været morsomt at finde fejl og svagheder hos kendte mennesker. Derfor kan vi godt lide historien om, at vores store eventyrdigter var ordblind. Men måske skyldes det snarere københavneri og snobberi end reelle fakta? På grund af mange stavefejl i H. C. Andersens (1805-1875) dagbøger og til dels også hans manuskripter, har det ofte været fremført, at vores store even-

Andersens mor kunne hverken skrive eller læse, men det skyldtes snarere manglende undervisning end dumhed. Hans egen skolegang var utilstrækkelig: Ved 5-6 års alderen kom han hos en ”læremor” i en kort periode. Samme år skiftede han skole, som snart efter lukkede. Mellem alderen 7 og 12 modtog han ingen undervisning, før han kom i fattigskole på Odense arbejdshus. To år senere rejste han på egen hånd til København, hvor han i tre år modtog uregelmæssig privatundervisning. Først i 17 års alderen startede han sine mere sysTUMULT

MAGAZINE #2 / 2012

125


tematiske – men ulykkelige – studier på latinskolerne i Slagelse og Helsingør. Desuden var retstavning mere diffus, end den er i dag. Tidlig 1800-tals stavning var ikke standardiseret, som den er i dag. Først efter Andersens død, i 1888, vedtog regeringen en fælles norm.

126

EN ÆGTE PRINS ALBERT

Myten blev først fremført i 1950’erne, hvor K. Hermann var den første til at bruge ordet ordblind om forfatterens vanskeligheder med at stave. I 1975 fastslog en anden forsker, at Andersen led af ”konstitutionel dysleksi” (arvelig ordblindhed), og igen i 1988 fastslog en gruppe internationale forskere, at han var ordblind.


Den blotte tilstedeværelse af stavefejl og mærkelig syntaks var nok til at pådutte ham diagnosen ordblindhed. Ingen gjorde sig dog den ulejlighed at tælle antallet af fejl op og sammenligne disse tal med relevante data. Men i 2001 satte tre forskere – Preben Kihl, Kirsten Gregersen og Niels Sterum – sig for at undersøge dette, og samme år udgav de deres resultat i tidsskriftet Anderseniana.

Forskerne satte Andersens stavning op over for de to første danske ordbøger, nemlig ”Dansk ortografisk Ordbog” fra 1799 og ”Dansk Haand-Ordbog” fra 1813. Deres grundige optælling viste kun en stavefejlprocent på 1,74. Ud fra det kunne de konkludere, at hans syntaktiske fejl fra 20 til 70 års alderen var få og ubetydelige. De undersøgte også breve til og fra Andersen, og fandt at fejlprocenterne hos vennerne faktisk var lig med eller endda højere end hans. En sammenligning med nutidens normale børn viste, at hans stavefejlprocent er lig med eller mindre end procenterne for normale stavere. Ordblinde står stavemæssigt set i stampe, mens Andersen og andre normale stavere udvikler sig. Alle sammenligninger modsagde således hypotesen om Andersens ordblindhed. Mytens opståen må tilskrives københavneri og snobberi. Da han som 14årig fynbo vadede direkte ind i den københavnske kulturelite viste han alle sine breve, digte og skuespil – inklusiv stavefejl. Der var således uoverensstemmelse mellem knægtens begavelse og de udviklingsbestemte skriftlige midler, hvormed han fortumlet forsøgte at vise sit talent.

TUMULT

MAGAZINE #2 / 2012

127


F o t o / T e k s t: M a d s H o l m J e n s e n

128


TUMULT

MAGAZINE #2 / 2012

129


130

SMOKE AND MIRRORS


H

is eyes wander all over the photographs on the wall and end up in the mirror. He smiles at himself and places another Newport cigarette in the corner of his 55-year-old mouth. It is the long one, the one with menthol. His hands glide gently down his long white coat. He loves himself. Three months later I ran into him again. I didn’t recognize him, but he recognized me and invited me up and an hour later I knew almost too much about this mysterious character. When I saw the fifty suits in his wardrobe, I was hooked. This photographic essay is about a man in a suit. In the 1980’s Light called himself Glamour King and made a living selling girls by the hour in the streets of New York. He was a pimp, he was proud of it, but at the same time, did it because he had no other choice: “It was one of few options. The pimps and drug dealers were the only role models.” He has a past that he doesn’t know whether to regret or to be proud of. Today he calls himself Brother Light, but he is living with the consequences of pimping being a job with no retirement plan or social security.  On the street everybody knows his name and they all shake his hand, but he is just a suit. It is his face, his style. It is how he sees himself. He dresses up in a neighborhood that is dressed down and he lives off the attention. It is about the clothes, the hair and the jewelry. It is about girls, it is a game. It is about respect and insisting on being someone, whether that means hiding or showing the person he really is.

TUMULT

MAGAZINE #2 / 2012

131


132

SMOKE AND MIRRORS


TUMULT

MAGAZINE #2 / 2012

133


134

SMOKE AND MIRRORS


TUMULT

MAGAZINE #2 / 2012

135


136

SMOKE AND MIRRORS


TUMULT

MAGAZINE #2 / 2012

137


138

SMOKE AND MIRRORS


TUMULT

MAGAZINE #2 / 2012

139


140

SMOKE AND MIRRORS


TUMULT

MAGAZINE #2 / 2012

141


142

SMOKE AND MIRRORS


TUMULT

MAGAZINE #2 / 2012

143


af Anne Louise Vraaby Pedersen

G R EYH O U N D

V

ejene deler sig i fem, og bussen

ben, men den glider imellem hans fingre. Jeg har

drejer mod Memphis. Køleranlægget

medlidenhed med ham.

er tændt, og det æder de nærm-

En pige med lange sorte ben og Detroit-cap på

estes tanker. Børnene sover på

halter ned igennem midtergangen. Hun skal

sæderne, de savler og rykker på sig. Fede over-

ud og skifte bind på toilettet. Og tage to hiv af

arme hviler på armlænene. En anden mand har

en joint. Hun smiler med et mellemrum mellem

røget en cigaret på toilettet. Der lugter af skod.

fortænderne. Hendes topmave hopper og danser,

Vi kører stærkt ud i eftermiddagen, og landet er

når vi kører ad de smadrede veje.

grønt af liv, nærmest sort og himlen er nøgen og

Colaen er flad, og nu kommer aftenen, for vi

enorm.

skal stoppe og spise vores sidste måltid, inden det bliver mørkt. Forude er der en solnedgang.

De er udtrådte, tennisskoene. Under dem er en

Bagved ligger Memphis oplyst af neonskilte i

papbakke med majonæse, ketchup og pomfritter.

pastel.

De er købt på sidste stop og der er ikke meget tilbage her inden det næste. En græshoppe ligger

”Thank you for traveling Greyhound, have a

på ryggen i mellemgangen. Jeg så den først. En

pleasant trip”.

lille skeløjet dreng forsøger at få fat i de grønne

144


TUMULT

MAGAZINE #2 / 2012

145


146


af Anne Louise Vraaby Pedersen

detro it s u pernova lt imens væggene havde travlt med at

duer fra en fortid, hvor udsigten var over Detroit,

hænge fra gulv til loft og lige ud i rummet,

om ikke andet.

sad han i en vindueskarm med benene ud over kanten og sendte røgringe ned til byen under os.

Her var ingen let vej, alt mundende ud i en drømmeverden. Og vi var de heldige, og fra vinduet

Jern og vandet gjorde det svært at komme forbi,

så han de andre. Bagved pigtråd og ´NO TRES-

men nysgerrigheden trak os op af trapperne, vi

PASSING´, kom to japanske eller kinesiske eller

snublede over stykker af vægge og cement, vi

vietnamesiske kvinder gående, og de tog billeder

satte af på brædder fra den ene kyst i kælderen

og læste højt af det store skilt sat på muren af

til den anden. Gelænderne struttede ud i ingent-

myndighederne; ’NO TRESPASSING….’. Og inden

ing og rusten smittede af på vores fingre. På

de nåede til beløbet på bøden, stod en bleg poli-

væggene havde de besøgende mest skrevet ’hej’,

tikvinde bag dem, med solbrillerne oppe i håret

’fuck’ og ’fisse’. Og jeg skrev DETROIT SUPERNO-

og under dem et rystende hoved og længere

VA, og han døbte kæmpen i sit eget pis.

nede korslagte arme.

Elevatorskakten var tom, og fra tappeafsatsen kunne man se direkte ned igennem kæmpens in-

Han sprang ned og lå på alle fire under vin-

dre, helt derned hvor der ikke længere var noget

dueskarmen.

andet end intet.

For helvede, duk dig. Og pudset fra væggene ramte mit hår, da vi

Her var intet sikkert. Vi var de lovløse. Og hvert et

sprang videre, og vi var stjerner, og vi kunne se,

skridt vi tog, kunne ingen erstatte.

og intet kunne stoppe os, og rummene kunne

Kæmpen var Detroits hovedstation. De øverste

indeholde alt og vi kunne indeholde alt, vi vidste,

lod den syne hen, som et glemt minde med vin-

at kæmpen snart ville dø.

TUMULT

MAGAZINE #2 / 2012

147


w w w . tumultmag . com 148

TUMULT magazine #2 2012  

Tumult Magazine is an independent underground magazine made in Denmark.

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you