Page 1

Identitet: Idealist Blekingegadebanden (2007)

En tyk kuvert uden afsenderadresse havnede en dag i min postkasse, og indholdet – en gulnet bog og et anonymt brev, underskrevet „Diplomaten“ – bragte mig endnu en gang tilbage til de fascinerende mysterier under arbejdet med bøgerne om Blekingegadebanden. Den anonyme diplomat ville gerne hjælpe med at opklare en af gåderne. Han undrede sig over, at jeg ikke kunne se „flammeskriften“ hen over Blekingegade-sagen: „Mossad, den israelske efterretningstjeneste“. Det mest påtrængende spørgsmål i sagen er stadig, hvorfor Politiets Efterretningstjeneste, PET, trods en stor og alarmerende viden om den illegale gruppes aktiviteter gennem næsten tyve år, ikke delte sin viden med kriminalpolitiet. I samme tidsperiode stod det københavnske kriminalpoliti med en stribe danmarkshistorisk store, uopklarede røverier mod pengetransporter, og de var tydeligvis ikke begået af ordinære kriminelle. Efter alt at dømme bliver spørgsmålet aldrig besvaret, heller ikke af den kommission, som i forlængelse af mine bøger blev nedsat af regeringen, og som i skrivende stund stadig arbejder på at kaste lys over netop dette spørgsmål. Forklaringen kunne være, at der står for meget på spil, i første omgang

113


især for efterretningstjenesten, i anden omgang også for selve statsapparatet. Øjensynlig er det ikke kun enkeltindivider, der kan have behov for at pynte på selvbilledet med forskydninger af erindring og decideret fortrængning. Efter Besættelsen lykkedes det således for modstandsbevægelsens ledelse at bevare et uplettet ry ved at hemmeligholde en del af bevægelsens mere tvivlsomme aktiviteter. Hvis spørgsmålet om PET’s rolle aldrig bliver opklaret, betyder det, at ikke alene en hel organisation, men sågar en stat kan redigere i fortiden for at fremstå med en mere passende identitet. Oprindelig var det slet ikke min idé med bøgerne, at jeg skulle være kritisk over for PET eller andre af landets myndigheder. Min interesse var politisk engagerede menneskers eksistentielle udfordringer i samtidshistorien: Som gymnasieelev havde jeg oplevet den mest militante del af venstrefløjen indefra, og som voksen undrede jeg mig i stigende grad over, at halvfjerdsernes revolutionære voldsromantik og fundamentalistiske marxisme stort set aldrig var blevet ærligt debatteret af de involverede. Det virkede, som om denne ideologiske fundamentalisme var blevet fortrængt hos hver enkelt deltager, ligesom fortrængningen havde ramt centrale dele af besættelsestidens historie. De tusindvis af militante i bevægelsen, som jeg dengang var en del af, var nu altid nogle andre end dem, jeg mødte og talte med. Alle erindrede sig selv som fredsommelige og pænt demokratisk sindede idealister – i modsætning til fanatikerne, som de udmærket huskede og naturligvis allerede dengang havde taget afstand fra. Den nødvendige debat og selvransagelse var derfor udeblevet, og erstatningen havde været sporadiske kritiske an-

114


greb fra mestendels borgerlige historikere, der straks blev lagt for had i den gamle venstrefløjs skyttegrave. Med historien om Blekingegadebanden, der fra sluttresserne og op til Købmagergadekuppet i 1988 satte handling bag tidens militante paroler, ville jeg sætte lys på indfødt, dansk fundamentalisme – for dermed også at gøre os klogere på psykologien og motiverne bag den politiske og religiøse fundamentalisme, som ude i verden gennem det tyvende århundrede har ført til terrordrab på tusinder og folkedrab på millioner. Det var mit hovedærinde med Blekingegade-bøgerne, men i offentligheden kom et andet aspekt til at fylde betydelig mere. Under mit arbejde med kriminalpolitiets gigantiske efterforskningsarkiv fandt jeg også nogle af de rapporter om bandens aktiviteter, som PET først med års forsinkelse valgte at overgive til kollegerne i kriminalpolitiet. På trods af næsten tyve års overvågning og efterforskning åbnede PET først for sin viden, da bandemedlemmerne skød og dræbte en betjent under Købmagergade-kuppet og satte landet på den anden ende. Rapporterne afslørede den omfattende og detaljerede viden om Blekingegadebanden, som PET i flere tilfælde op gennem halvfjerdserne og især firserne havde erhvervet sig. Lad mig blot nævne ét eksempel: Kort efter midnat den 3. juni 1986 var tre medlemmer af Blekingegadebanden på en ganske rutinemæssig opgave på Lobeliavej på Amager. Et af medlemmerne havde udset sig en splinterny VW-varevogn, som ville være velegnet til de kriminelle aktiviteter. Desværre havde bandemedlemmet Niels Jørgensen til-

115


bragt den første del af aftenen på et værtshus, og hans alkoholindtag gav bagslag, da bilens ejer, en velvoksen gas- og vandmester, blev vækket ved den lækkert sugende lyd af en smækkende dør i sin nye varevogn og lynhurtigt kom på benene, greb en kødkniv på køkkenbordet og rasende fór ud på vejen. Uheldigvis var det netop Niels Jørgensen, der greb fat i den tunge taske med tyveriværktøj, da han ligesom sine kammerater satte i løb. Mens de to andre slap væk, betød både alkoholindtaget og taskens vægt, at Niels Jørgensen måtte se sig indhentet af sin forfølger. Gas- og vandmesteren sparkede benene væk under biltyven og satte sig oven på ham med kødkniven i hånden. Niels Jørgensen gjorde intet forsøg på at stikke af, men tilbød grædende gas- og vandmesteren fem hundrede kroner for at lade ham slippe. Bønnerne var forgæves. Kort efter blev Niels Jørgensen af en politipatrulje indbragt til den lokale politistation på Hørhusvej. Da kriminalpolitiet næste morgen afhørte og undersøgte den anholdte biltyv, viste sagen sig hurtigt at være alt andet end ordinær. Dels havde tyven i bæltet haft en dyr, topmoderne walkie-talkie, svarende til politiets egne, dels var hans taske fyldt med det mest professionelle værktøj til indbrud og biltyveri. Derudover viste det sig snart, at det kørekort, som tyven havde legitimeret sig med, var forfalsket. Disse kendsgerninger fortalte kriminalbetjentene, at der ikke blot var tale om en banal sag om biltyveri. Senere på dagen fik betjentene da også en henvendelse fra terrorafdelingen i PET, som havde fået nys om anholdelsen. PET havde i over ti år haft Niels Jørgensen og resten af hans gruppe under

116


observation, mistænkt for at samarbejde med palæstinensiske terrorister. Terrorafdelingen meddelte politiet på Amager, at anholdelsessagen var meget større end som så, men at kriminalbetjentene under ingen omstændigheder måtte give den anholdte nogen mistanke i den retning. PET overtog straks ledelsen af efterforskningen, og samme dag blev Niels Jørgensen løsladt med en sigtelse for brugstyveri og dokumentfalsk. De følgende ugers hemmelige efterforskning viste et alarmerende mønster: Det falske kørekort var yderst professionelt udført, ligesom udstyret i tasken var af ypperste kvalitet. Walkie-talkien var indkøbt af et firma ved navn Videotek, der havde adresse på et såkaldt kontorhotel på Blegdamsvej, men den registrerede direktør for firmaet viste sig at være en jord- og betonarbejder fra Lyngby, der intet kendte til sagen. Hans identitet, blev det siden afsløret, var blevet stjålet af hans læge, som var gift med en af Blekingegadebandens medlemmer. Da mønsteret begyndte at træde frem, afbrød PET det lokale kriminalpolitis arbejde. Medarbejdere fra PET’s terrorafdeling mødte op på politistationen på Hørhusvej og afhentede alle sagens rapporter plus walkie-talkien og tasken med tyverigrej. Af papirer, jeg fandt i kriminalpolitiets arkiv, fremgår det, at PET i de følgende måneder fortsatte efterforskningen og blandt andet konkluderede, at det falske kørekort var trykt på bandens eget offsettrykkeri. Hvad der videre skete i efterforskningen, har det ikke været muligt at afklare, da PET afviste at lade mig se tjenestens rapporter i sagen. Jeg har talt med en af de daværende kriminalassistenter

117


fra Hørhusvej, som siden har gjort karriere til en høj stilling i politiet. Han ønskede ikke at blive citeret med navn, men huskede glimrende den mystiske sag, som PET-agenterne tog ud af hænderne på ham. Først da Niels Jørgensen og resten af Blekingegadebanden et par år senere blev anholdt efter Købmagergadekuppet, forstod han sagens større sammenhæng. Niels Jørgensen blev aldrig tiltalt for biltyveriet, angiveligt på grund af flere såkaldte „procedurefejl“ hos politi og anklagemyndighed. Han slap med at gå på posthuset og betale en bøde på fem hundrede kroner for at bruge et falsk kørekort. Internt i Blekingegadebanden følte gruppemedlemmerne efterhånden, at de kunne gå på vandet. At Niels Jørgensen blev løsladt uden konsekvenser, overbeviste ifølge et andet medlem, Bo Weimann, alle i gruppen om, at hverken politi eller efterretningstjeneste havde mistanke om, hvad de i virkeligheden foretog sig. Dette var altså ingenlunde tilfældet. Og samme sommer blev PET’s viden om gruppens internationale forbindelser tilmed udbygget. Samtidig med efterforskningen af biltyveriet på Lobeliavej kunne PET’s terrorafdeling gennem telefonaflytning af palæstinensere i Danmark konstatere, at Blekingegadebanden stod i direkte kontakt med en vis Marwan El-Fahoum. Denne Fahoum var ikke en hr. hvem-som-helst, men øverste leder af den operative afdeling i PFLP, Folkefronten til Palæstinas Befrielse. Dengang blev PFLP af de vestlige efterretningstjenester anset for at være en af verdens farligste terrororganisationer – og El-Fahoum for at være ‘terrorchefen’. Ud fra telefonaflytninger af både palæstinenserne og Blekingegadebandens medlemmer kunne PET iagttage,

118


hvordan Marwan El-Fahoum gennem PFLP-medlemmer i Danmark bad banden om at sende en repræsentant til PFLP’s hovedkvarter i Damaskus. De kunne også høre refereret, at Blekingegadebanden over for palæstinenserne havde bekræftet, at de var parat til at gøre hvad som helst for PFLP. Den 1. august, to måneder efter affæren på Lobeliavej, konstaterede PET, at Niels Jørgensen via Athen rejste til netop Damaskus. Her ender sporet. PET havde tilsyneladende ikke mulighed for at finde ud af, hvad mødet med Marwan El-Fahoum handlede om. Formentlig koncentrerede Niels Jørgensen sig om at diskutere fremtidige operationer med El-Fahoum og undlod at fortælle historien om sit uheldige sammenstød med en gas- og vandmester på Amager. Få måneder senere, to dage før juleaften 1986, gennemførte Blekingegadebandens medlemmer, forklædt som vinduespudsere og telefonmontører, et af deres mest berømte millionrøverier mod den julesalgsbugnende centralkasse midt i Daells Varehus i København. Da kriminalpolitiet efter kuppet måtte erkende, at de stod på bar bund i efterforskningen af det yderst professionelle røveri, bad de om et møde med PET for at høre, om efterretningstjenesten skulle have en idé om, at de skyldige kunne findes i politiske kredse. På mødet fortalte PET ikke kriminalpolitiets efterforskningsleder noget som helst om sin mistanke til Blekingegadebanden, hverken om efterforskningen efter Lobeliavej-tyveriet eller kontakterne mellem banden og PFLP’s operative ledelse samme sommer. Ifølge efterforskningslederen ville politiet ellers have haft

119


temmelig stor glæde af at få oplyst, at en dansk gruppe med tætte terrorkontakter opererede yderst professionelt med kriminelt værktøj, hemmelige dækfirmaer og falske identiteter. Den tykke kuvert i min postkasse indeholdt en let gulnet bog med titlen By Way of Deception, skrevet af den tidligere israelske Mossad-agent Victor Ostrovsky. Brevet fra ‘Diplomaten’ indledtes med en stærkt rosende erklæring om Blekingegadebøgerne. Så meget mere undrede det brevskriveren, at jeg ikke så navnet på den israelske efterretningstjeneste, Mossad, stå med „flammeskrift“ hen over sagsforløbet: „Reaktionsmønstret hos PET har jo været så unormalt, at der ingen tvivl er om, at der har været en anden faktor indover,“ fortsatte brevet. „Med det højbetændte politiske emne: palæstinenserne, og med en fast Mossad-medarbejder placeret i selveste PET, er sammenhængen for en garvet diplomat selvindlysende.“ Herefter fulgte kontaktoplysninger til en anden, navngivet diplomat, som kendte mere til sagen. Samt en forklaring på, hvorfor Ostrovskys „klassiske bog om Mossad“ var vedlagt: Hvis jeg i navneregisteret slog op under navnet „Henning Fode“, ville jeg blive meget klogere. Henning Fode, der fra 1984 til 1987 var leder af PET – og siden avancerede til rigsadvokat og Dronningens kabinetschef – beskrives i bogen som en af Mossads villige håndlangere. I sin bog forklarer Ostrovsky, der har været leder af den danske afdeling i Mossads hovedkvarter, hvordan den danske efterretningstjeneste i langt højere grad end i andre lande faldt på halen for Mossad og opfyldte samtlige israelernes ønsker. „Forholdet mellem Mossad og det danske efterretnings-

120


væsen er så intimt, at det nærmer sig det uanstændige,“ konkluderer Victor Ostrovsky i bogen. Danskerne lider under den fejlantagelse, forklarer han, at israelerne skulle være så taknemmelige for redningen af jøderne under Anden Verdenskrig, at danskerne kan stole på Mossad. I virkeligheden udnytter israelerne blot dette forhold til at pumpe informationer ud af Danmark, mens Mossad aldrig indvier danskerne i noget som helst. Som eksempel nævner Ostrovsky, at israelerne har fået lov til at placere en Mossad-agent midt i PET’s hovedkvarter, hvor han overvåger alle informationer om arabere og palæstinensere, ikke mindst tjenestens aflytninger. Som den eneste arabisktalende person i PET er alene han i stand til at forstå aflytningerne, men sender alligevel båndene til oversættelse i Israel. Herfra returneres kun israelsk redigerede referater til Danmark, aldrig originalbåndene. „Et ganske ekstraordinært arrangement for en fremmed efterretningstjeneste,“ noterer Ostrovsky. Ud fra interne dokumenter, der gengives i bogen, redegør Ostrovsky for, hvordan PET tilbød Mossad op til tres lyttestationer i Danmark, altså steder hvor PET ville installere aflytningsudstyr for Mossad. Ligesom Mossad til enhver tid kunne anmode om skygning af palæstinensere i Danmark. Oplysningerne i Ostrovskys bog svarer på flere punkter til min egen research. Fra midt i halvfjerdserne og frem til 1988 havde Mossad udstationeret en fast medarbejder i PET’s hovedkvarter, er det senere kommet frem. Officielt var agenten blot ansat som oversætter fra arabisk til engelsk, men oplysninger fra flere kilder tyder ligesom Ostrovskys bog på, at opgaverne var mere omfattende. De enkelte gange, jeg i kriminalpolitiets arkiv har fundet

121


PET-dokumenter med aflytninger af danskbosatte palæstinensere – som i eksemplet ovenfor fra sommeren 1986 – har de modsat danske aflytningsrapporter ikke været skrevet ned ord til ord. I stedet har de blot været korte, engelsksprogede resumeer af samtalerne, i flere tilfælde håndskrevne. Jeg har allerede fremlagt denne research i den samlede udgave af bøgerne om Blekingegadebanden fra 2008, og når ‘Diplomaten’ alligevel undrer sig over, at jeg ikke ser Mossads flammeskrift hen over sagsforløbet, skyldes det formentlig mine stilistiske valg. I mine bøger bestræber jeg mig på i så nøgtern og faktuel en stil som muligt at fremlægge resultaterne af mine undersøgelser uden at drage konklusioner for læseren. Men jeg arrangerer naturligvis oplysningerne, så de opnår størst mulig dramaturgisk effekt og dermed også på pædagogisk vis kan hjælpe læseren med at se de sammenhænge, jeg selv finder oplagte. Intet sted i bøgerne om Blekingegadebanden kan man derfor læse mit bud på en teori om, hvorfor PET ikke langt tidligere, for eksempel i sommeren og efteråret 1986, lagde sin opsigtsvækkende viden om banden frem for kriminalpolitiet. I foredragssammenhæng føler jeg mig friere stillet, og når jeg i årene efter udgivelsen af bøgerne hundredevis af gange har mødt netop spørgsmålet om PET’s tavshed, har jeg givet tilhørerne to forklaringsmuligheder. Den ene er ganske enkel. Groft sagt: PET’s medarbejdere var ikke i stand til at lægge to og to sammen. De overså simpelthen de foruroligende og temmelig indlysende sammenhænge. Dette ville naturligvis i sig selv være en skandale. Den anden forklaringsmulighed er mere kompleks og

122


befinder sig måske i den farezone, hvor konklusionerne risikerer at tippe over i det konspiratoriske: PET overlod i en lang periode fra midten af halvfjerdserne til sidst i firserne analyserne af palæstinensiske aktiviteter i Danmark til Mossad. Dermed overtog Mossad reelt også styringen af operationerne mod de palæstinensiske grupper og ikke mindst deres samarbejdspartnere i Blekingegadebanden. Gennem Mossads agent i PET’s hovedkvarter flød informationer om palæstinenserne til Mossads hovedkvarter i Tel Aviv – og den anden vej modtog PET analyser, anmodninger om overvågning og gode råd fra Mossad, som PET-ledelsen oplevede at have et tæt og tillidsfuldt samarbejde med. PETlederne kan have været overbevist om, at Danmark og Israel i de palæstinensiske sager havde sammenfaldende interesser, nemlig at bekæmpe potentiel terror, og at Mossad havde den faglige indsigt til bedst at lægge strategien og foretage de operative valg. Hvis denne antagelse er rigtig, er det ikke længere noget mysterium, hvorfor Niels Jørgensen straks blev løsladt efter biltyveriet på Lobeliavej, og hvorfor PET i årevis ikke delte sin viden om hans gruppe med kriminalpolitiet: Israelerne har naturligvis været aldeles uinteresserede i at opklare bankrøverier i Danmark, men har til gengæld haft en særdeles stor interesse i at bevare Blekingegadebanden på fri fod. Som en af de få grupper i den vestlige verden havde medlemmerne af banden nemlig direkte adgang til Marwan El-Fahoum og den øvrige operative ledelse i PFLP. Ved gennem PET at overvåge bandens medlemmer havde Mossad derfor en enestående mulighed for også at skaffe informationer om ledelsen i den organisation, de anså for at være blandt Israels værste fjender.

123


Mossads analyser og rådgivning har i så tilfælde kun kunnet gå i én retning: Lad for alt i verden Blekingegadebanden være på fri fod – og fortæl ikke det danske kriminalpoliti noget som helst, det kunne bruge til at få fængslet bandemedlemmerne. Banden var langt mere værdifuld for Mossad, hvis den stadig kunne agere frit og kommunikere med PFLP, end hvis bandemedlemmerne sad handlingslammede i et dansk fængsel. Hvis man følger denne konspirative teori et stykke længere frem i tid, dannes et besnærende mønster: Efter at Mossads medarbejder i PET-hovedkvarteret var blevet sendt hjem til Israel engang i 1988, og samarbejdet mellem de to efterretningstjenester dermed var blevet mindre „uanstændig“ intimt, har PET-ledelsen stået mere frit til at træffe egne beslutninger. Og det var præcis, hvad ledelsen gjorde efter Købmagergadekuppet og drabet på en ung betjent i november 1988, da PET for første gang indvilgede i at dele sine informationer med kriminalpolitiet. Den daværende operative chef i PET, Per Larsen, har fortalt mig, hvad han tænkte, da han midt under barberingen klokken syv om morgenen den 3. november i radioavisen hørte om kuppet mod postkontoret i Købmagergade: „Det er dem igen!“ Og „dem“ var Blekingegadebanden – eller ‘Appel-gruppen’, som PET på dette tidspunkt kaldte gruppen efter dens første leder, Gotfred Appel. Per Larsen ringede straks til PET’s terrorafdeling og bad om øjeblikkelig overvågning af gruppens centrale medlemmer, Jan Weimann, Thorkild Lauesen og Niels Jørgensen. „Det er dem igen.“ Tanken forudsætter, at PET-chefen tid-

124


ligere har haft mistanke om, at gruppen har udført lignende kriminalitet, for eksempel efter julekuppet mod Daells Varehus knap to år tidligere. Ved flere lejligheder, både offentligt og under fire øjne, har jeg diskuteret sagen med Per Larsen. Han afviser begge mine forklaringsmodeller – udueligheden og Mossad-styringen – og forklarer igen og igen, at PET gennem årene kun havde løse brokker, som det siden i bagklogskabens lys kun er alt for let at sætte sammen i et meningsfyldt mønster. Det er måske indbildning, men jeg synes at have set en lille flakken ved Per Larsens ene øje, når jeg derpå nævner gadenavnet ‘Lobeliavej’. Både i ledelsen af PET, der som en lille stat i staten reelt sorterer direkte under Justitsministeriet, og i samme ministerium oplevede jeg en påfaldende mangel på åbenhed og villighed til at kaste lys over hændelsesforløbet. PET’s chef afviste alle ansøgninger om adgang til sagerne i tjenestens arkiv, og i ministeriet var centrale dokumenter blevet destrueret. Andre steder i statsapparatet, skal det retfærdigvis nævnes, har jeg mødt en større interesse i at få opklaret mysterierne i sagskomplekset. Det gælder for eksempel Justitsministeriets åbenlyst manglende interesse i at få udleveret to pengekurerer fra PFLP i 1983. De to mænd blev anholdt i en parisisk lufthavn på vej hjemad med de fleste af millionerne fra Blekingegadebandens kup mod en pengetransport i Lyngby i marts samme år. Hos det lokale kriminalpoliti mistede et par efterforskere simpelthen tiltroen til systemet, da de oplevede fra højeste sted at blive hindret i at opklare kuppet. Jeg har siddet over

125


for en daværende kriminalassistent, som begyndte at græde af forbitrelse, da han fortalte om netop den oplevelse. I Justitsministeriet var de internationalt relaterede akter i røverisagen blevet destrueret, viste det sig, men efter et tip og en usædvanlig gelinde sagsbehandling fandt jeg i stedet en del af dokumenterne i Udenrigsministeriet, der havde ekspederet sagen mellem Justitsministeriet og den danske ambassade i Paris. Da jeg efter udgivelsen af bøgerne skulle modtage Cavling-prisen, henvendte jeg mig i min takketale direkte til statsminister Anders Fogh Rasmussen, der var til stede som pressens minister, og bad ham sikre mig adgang til alle dokumenter i Blekingegadesagen. Umiddelbart efter fik jeg fra en højtplaceret person et tip om, hvor jeg kunne søge yderligere dokumentation om det franske spor i Lyngby-affæren. Dette førte til, at jeg i den samlede udgave af bøgerne kunne dokumentere, at Justitsministeriet ikke havde ønsket de to anholdte PFLP-folk udleveret til Danmark. En fuldmægtig i ministeriet, førnævnte Henning Fode, der året efter blev leder af PET, havde meddelt ambassaden i Paris, at man i ministeriet ville „græde tørre tårer“, hvis de to palæstinensere hurtigst muligt forsvandt ud i friheden. Og det gjorde de så: De to PFLP-medlemmer rejste kort efter hjem til Mellemøsten som frie mænd. Franskmændene havde åbenbart heller ikke den store interesse i at have to palæstinensiske terrorister siddende fængslet. Også de danske millioner fra kuppet i Lyngby forsvandt tilsyneladende sporløst. Måske hænger verden ikke logisk sammen. Måske er det tilfældigheder, dovenskab, private motiver, sjusk og eftergivenhed, der snarere

126


end en samlet strategi bestemmer begivenhedernes gang. Måske er uduelighed bare meget mindre pirrende end fremmede efterretningstjenesters skumle planer. Måske er der ingen konspiration. Muligvis har jeg med nogle ganske små brikker af information blot sammensat en fortælling, der er langt mere tilfredsstillende end virkelighedens kaos. Som udgangspunkt havde jeg ingen hensigter i retning af at afsløre myndigheder og efterretningstjenester med mine bøger om Blekingegadebanden. Man kan sige, at jeg snarere ledte efter en forståelse af, hvem jeg selv er. Og hvordan mange som jeg i halvfjerdserne og endda et pænt stykke op i firserne kunne falde for militante og voldsromantiserende udgaver af marxismen, tilmed organiseret i autoritært ledede, fundamentalistiske partier og grupperinger. Ikke mindst interesserede det mig, hvordan erindringen om den marxistiske fanatisme var blevet fortrængt og redigeret hos næsten alle involverede. Som en slags pilotprojekt havde jeg et par år tidligere opsøgt daværende, ledende medlemmer af det parti, jeg selv i gymnasieårene havde været medlem af, KAP, Kommunistisk Arbejder Parti, for at interviewe dem om dengang. En del havde afvist at deltage, blandt dem partiets mangeårige formand, Benito Scocozza, tidligere historielektor på Københavns Universitet og i sine unge år højre hånd for Gotfred Appel, før denne startede den kriminelle gruppe, vi i dag kalder Blekingegadebanden. En anden, der ikke ville fortælle til offentligheden, var partiets senere formand, Svend Aage Madsen, i dag chefpsykolog på Rigshospitalet og engang partiets udsendte på kammeratlig visit hos De Røde Khmerer i Cambodja. Svend Aage

127

Blekingegade uddrag  
Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you