Page 1

JAPAN 2014


I marts 2014 var undervisere og studerende fra Studieafdeling 3, Kunstakademiets Arkitektskole p책 studietur i Japan. Denne publikation samler iagttagelser og overvejelser, som rejsens deltagere gjorde sig under og efter studieturen. Tak til Alex H. Lee, der muliggjorde denne tur.


IAGTTAGELSER Troels Rugbjerg “Here the European visitor is

rum og tid mv. er, hvilket kan gøre

confronted with a wholly new beauty,

det svært at begribe en fremmed

one that can be compared with no

bygningskultur, der kan være skabt

other and is purely Japanese. But

indenfor og ud fra andre forestillinger,

precisely what is it that almost

hvorved vi kan overse og misforstå

intoxicates the eye?”

væsentlige forhold.

Sådan skriver den tyske arkitekt

Hvilke muligheder har vi for at

Bruno Taut efter et besøg i det

overskride – eller i hvert fald udfordre,

kejserlige palads: Katsura i Kyoto i

grundlæggende forestillinger om, hvad

1934. (Taut 2011:335), hvor han undrer

arkitektur er og kan være? Afgørende

sig over, hvad det er, der ”beruser hans

er det her overhovedet at være

øje”.

opmærksom på problemstillingen; at vi

Intentioner med studieture er umiddelbart at opleve arkitektur, bygninger, haver, byer, som ikke findes

umiddelbart møder arkitektur med en kulturel forståelsesramme? På Studieafdeling 3s studieture

her omkring os men der ude, hvor der

vil vi gerne have indsigt i forskellige

også findes ”fremmede” forestillinger

bygningskulturers rum- og design-

om, hvad arkitektur er og bør være, som

principper, hvilket fordrer, at

vi også konfronteres med når vi opsøger

vi udfordrer vores kulturelle

og får mulighed for at møde fremmede

forståelsesramme. Det er en indsigt,

kulturers arkitektur.

som i bedste fald kan indlejres og

Det at rejse til fremmede steder, kan i sig selv ses som ønsket om at

inspirere deltagerne på turene i deres efterfølgende praksis.

overskride ens vante forestillinger - og

Her kan iagttagelser af konkrete

i stedet åbne op for andre perspektiver

fænomener og, hvordan de opleves,

– ”en helt ny skønhed”. På den anden

være en mulighed for at omgå vores

side bærer vi også grundlæggende

kulturelle udgangspunkt. Det er

forestillinger med os om, hvad sted,

en praksis som bredt kan kaldes


feltarbejde og, som omfatter alle former

hvor solen skinner ubønhørligt stærkt,

for observationer, eksperimenter,

betyder, at han midlertidigt mister

opmålinger, der bliver lavet på konkrete

synet, så lykkes det ham alligevel at

steder. Et undrende spørgende blik og

kopiere den kileskrift, der findes på

en systematisk tilgang er her afgørende

murene, hvilket danner grundlag for,

for, at steder, rum, pladser mv. kan

at skriften efterfølgende kan tydes.

træde frem på andre måder end dem,

(Hansen 2009:317-324)

der ligger lige for. Det åbner også op

B. Tauts fire timer lange besøg i

for, at denne praksis kan anvendes i

Katsura i 1934 bliver i de efterfølgende

mere kendte rammer, hvorved det vante

to dage omsat i det han kalder:

anskues på uvante måder.

”Reflections” (Taut 2011:343), et album

Iagttagelserne kan være med til at

med 24 ark, der i korte tekststykker og

skabe forbindelser over det kulturelle

enkle tegninger samler hans iagttagelser

gab, der umiddelbart kan være mellem

af arkitekturen han oplevede. ”First,

”vores” og i dette tilfælde japanske

almost inadvertently, hence without

forestillinger om, hvad et sted er og,

rationally analyzing the structure of

hvad der karakteriserer rum, objekt

the park, you notice that here the art

og designprincipper. Engagerede og

of the garden reflects human

disciplinerede undersøgelser kan

relationships and ties in an extremely

give indsigt, hvor mere overfladiske

refined form.” (Taut 2011:335) Sådan

registreringer umiddelbart “blot” vil

svarede B. Taut på sit spørgsmål om,

afspejle egne forestillinger. Eksempler

hvad det var der næsten berusede hans

på inspirerende iagttagelser er foretaget

øje. Et forsøg på et entydigt svar, hvor

af fx Carsten Niebuhr, Bruno Taut

de relationer, som B. Taut oplever,

og Jørn Utzon, der på forskellig vis

at arkitekturen afspejler, nok også

udfordrede deres syn på fremmede

afspejler Tauts egne forventninger?

bygningskulturer. C. Niebuhrs rejse til det ”lykkelige”

J. Utzons studierejser efter 2. verdenskrig bringer ham udenfor den

Arabien bringer ham i 1765 til ruinerne

tidligere vante rejserute for

af Persepolis i det nuværende Iran.

nyuddannede arkitekter til Sydeuropa,

Selvom hans iver efter at se på et sted,

hvor han i stedet rejser til Marokko


Fig. 1: Nomuras hus, Kanazawa (http://theartoftravel.net/press-release/for_press_use)

i 1948; USA og Mexico i 1949; Kina,

Nomuras hus er et større samurai-

Japan, Indien og Australien i 1957.

byhus som på fig. 1 er gengivet med

(Kjeldsen 2004:94) Han engagerer sig

udsyn til et bygnings- og haveanlæg,

i nomadernes liv i Sahara (Hansen

som vi (kameraets linse) er midt i.

2009:317-324) og han måler ikke op,

På billedet er der over os et større

som Niebuhr gjorde, men optager

svævende loft, med en enkelt tynd

derimod smalfilm. (Andersen 2011)

søjle, der lander i en dam, med vand, der flyder helt ind til under platformen

I japan oplevede vi den umiddelbart

vi står/sidder på. Vægge af papir kan

usikre position, der ofte findes i

her indstilles til at afskærme rum inde

traditionel japansk arkitektur, hvor

under taget, men i den position som

man befinder sig mellem to eller

de står i her, muliggør de en organisk

flere rum samtidigt. Det skete bl.a. i

sammenhæng mellem forskellige flader

Nomuras hus i Kanazawa og ligesom

fra tatamimåtter, over platform, til

B. Taut også i Katsura.

vandflade, som sten giver os mulighed


Fig. 2: Katsura, Kyoto

for at komme helt ud i. Først tag, der etablerer skygge og

paladsets centrale platform, der er anlagt til at betragte månens

dernæst gulvflader til ophold. (Tanizaki

refleksioner i den overfor liggende

1977:17) Sådan fremstår rækkefølgen

dam, og som også giver mulighed for

for byggeriet her, hvor vertikale

at se ud over hele anlægget af have

elementer er begrænset til en enkelt

og te-pavillioner. (Isozaki 2006:285)

søjle og tynde skærme. Også hjørnerne

Det er en skrøbelig flade af tynde

er det muligt at komme omkring.

bambusstænger, der skyder sig ud fra

Billedet illustrerer en flydende relation

de centrale paladsbygninger og ud

mellem at være ude og inde, hvor vores

under taget, som efterlader den

position på kanten af en tynd skrøbelig

eksponeret for regn. Stedet placerer sig

platform samtidigt er central.

inde som ude, (Maruyama 1980:598)

Katsura er et større anlæg af have

hvor det hører til paladsets rum

og bygninger, der fletter sig ind mellem

samtidigt med, at det ligger helt

hinanden. På fig. 2 har jeg fotograferet

udenfor i haven.


Også platformen i Katsura er tvetydig

grænsedragning. (Maruyama

ved, at være en central position med

1980:598) Det er grænser mellem

mulighed for ophold samtidigt med, at

forskellige rum, indenfor og udenfor

den er udsat og uafklaret.

samt mellem masse og rum. Denne

Platformpositionen er langt fra at

optagethed af grænsedragning

være et centrum i et aksialt barokanlæg,

udspringer af en kulturel

men også anderledes end den

forståelsesramme, der baserer sig på

transparens, der ofte eftertragtes i en

bl.a. forskelle og hierarki, hvorfor mere

moderne arkitektur og, som måske især

eller mindre tydelige forskelle mellem

er optaget af en tværgående bevægelse,

dele, rum osv. bliver et udgangspunkt,

hvor kroppen og blikket kan krydse fra

som arkitekturen både designes og

et rum til et andet. (Gropius 2011:349)

vurderes ud fra.

I Nomuras Hus og i Katsura danner

I modsætning til det er japansk

platformen ikke ”bare” en overgang,

arkitektur, iflg. Maruyama, mere

men samtidigt også et sted til ophold,

optaget af kontinuitet mellem dele, rum

hvor vi kan slå os ned. I denne position

osv. og der tilstræbes en afbalancering

vendes blikket fra et frontalt

delene imellem, som kan være mere

gennemskærende blik til et mere

eller mindre statisk og lukket eller

dvælende kig på langs af og i

dynamisk og åben. Det hænger iflg.

mellemrummet, som det er tilfældet i

Maruyama sammen med en japansk

fig. 1.

kultur, der i mindre grad ser verden i

Men forståelsen af denne position

modsætninger, hvilket han bl.a. henter

som ambivalent, fordi den både er

belæg for i en myte om en tidlig

overgang og sted samtidigt, knytter sig

konceptualisering af rum i Japan:

også til en europæisk forestilling om

”Each locality had a Mononoke which,

arkitektur, som ikke indgår i traditionel

like mana of Polynesians, permeated

japansk bygningskulturs rum- og

the locality. In the beginning, the

designprincipper.

Mononoke was quite undifferentiated

Iflg. den japanske antropolog

and undefined, but later it was

Magoroh Maruyama er europæisk

considered to condense into rocks,

arkitektur generelt optaget af

not very large in size. Rocks came to


represent the special quality of the

LITTERATUR

Mononoke of the locality. Hence, a

- Andersen, Michael Asgaard (2011): Jørn

rock represented the space instead of

Utzon, Arkitekturens tilblivelse og virke.

opposing it. The rock was the quality of

København: Nyt Nordisk Forlag Arnold

the space, not a mass. This concept was

Busck.

incorporated into the Japanese garden

- Gropius, Walter ([1960]2011): ”Architecture

design and architecture. Hence there is

in Japan” i: Ponciroli, Virginia: Katsura

no opposition between space and

Imperial Villa. London & New York: Phaidon.

matter.” (Maruyama 1980:598)

- Hansen, Hans Munk (2006): ”Utzon

Hvis man læser positionen

og Orienten” i: Jørn Utzon – Arkitektens

på platformene ud fra en af de to

Univers. Lousiana Revy 44. Årg. Nr. 2.

forskellige forståelsesrammer, så vil

- Hansen, Thorkild ([1962]2009): Det

en europæisk optagethed af forskelle

lykkelige Arabien. København: Gyldendal.

forklare ens position, som ambivalent,

- Holm, Michael Juul; Kjeldsen, kjeld;

hvor en japansk optagethed af

Marcus, Mette (2006): ”Biografi” i: Jørn

kontinuitet derimod vil tilskrive den en

Utzon – Arkitektens Univers. Lousiana Revy

flertydig og foranderlig karakter.

44. Årg. Nr. 2.

Hvis vi lader os inspirere af japansk

- Isozaki, Arata (2006): ”Architectonic

kultur kan vi måske lede efter mulige

Polysemy” i: Isozaki, Arata: Japan-ness in

organiske sammenhænge mellem

Architecture. Cambridge Mass.: MIT Press.

japansk og europæisk arkitektur i stedet

- Maruyama, Maroroh (1980): ”Mindscapes

for forskelle.

and Science Theories” i: Current

Publikationen præsenterer

Anthropology, Vol. 21, Nr. 5, pp. 589-608.

iagttagelser af japansk arkitektur, rum

URL: http://links.jstor.org/sici?sici=0011-

og kultur fra en studietur til Japan.

3204%28198010%2921%3A5%3C589%3AM

Iagttagelserne har været ”frit stillede”

AST%3E2.0.CO%3B2-F

og ikke underlagt en gennemgående

- Tanizaki, Jun’ichirõ ([1933]1977): In Praise

systematik eller grundighed. Det er en

of Shadows. Stony Creek CT: Leete’s Island

heterogen sammenstilling af

Books.

iagttagelser, der i bedste fald udpeger mulige forbindelser.


Reflections are either specular (mirror-like) or diffuse (retaining the energy, but losing the image) depending on the nature of the interface. The city is a context of experiences surrounded by reflections of light, sound, movement, and interruption.


Is it there or is it not? Only the observer knows! How long does it exist? Only the observer knows! Can it be recreated? Only the observer knows! Does the image reflect reality? Only the observer knows! Mike Martin: Tokyo: A City of Reflections


På mit besøg til Teshima Art Museum

Fænomenerne er psykedeliske. Man

smelter natur, arkitektur og kunstværk

fokuserer så intenst på de uvante

sammen og skaber et helt særligt sted,

fænomener at man ikke længere

en sakral lysning der giver anledning til

tænker. Man sanser intenst. Lever i

en dybsindig sansning af stedets

nuet.

elementer og fænomener. Jeg kender tilstanden fra hverdagen. Elementerne styres af en skjult stedlig

Pludselig kan man fanges i en trance

logik. Jordens kølige, betonfugtige

og blive fascineret af hårshampooens

soliditet. Luftens animering af

unikke viskositet eller den særlige

ophængte silkebånd og tynde tråde.

semi-sprødhed i et stykke knækbrød,

Lysets tiltrækningskraft. Vandets

før man vågner op og fortsætter sin

bevægelser hen over jorden.

aktivitet.

Små vanddråber formes spontant på

På Teshima har Ryue Nishizawa og Rei

gulvet og vokser indtil de ved et

Nato formået at skabe et sted der gør

trylleslag løsriver sig og begynder en

det let og gnidningsfrit at komme ind

bevægelse hen over den tilsyneladende plane overflade. Vandet bringes til live af usynlige kræfter. Hver dråbe har sin egen personlighed. Nogle er livlige og eksperimenterende, andre kalkulerende og rationelle. Lange slanger maver sig afsted over gulvet, små mus sprinter gennem lysninger, cikader hopper fra sted til sted. Nogle dråber underkaster sig væskens momentum: De falder, kolliderer, løsrives og splittes som dråber af kviksølv.


Mads KjĂŚr: Teshima Art Museum


DET LYSERØDE BÅND I Japan findes en farve som binder historien og nationen sammen. En farve der udspringer af naturens forårskåde generøsitet, men samtidig folder sig ud i metropolens mest opdaterede trends. Bladene der åbner sig og siden falder til jorden, hvor de danner arketypen på den småmønstrede yndighed. Den elegante sødme i de traditionelle kimonoer der udtrykker århundreders smagfulde stil. Den karikerede barnlighed hos lolitapigerne der afsøger de aktuelle grænser for farvens uskyld. Stenbiderrogn der garnerer tunens rå halekød og syrnes med rosasyltet ingefær. Det lyserøde bånd favner hele Japan og tilhører alle. Ingen historiske årtier, politiske partier, kommercielle dynastier eller seksuelle minoriteter kan her påberåbe sig ejerskab til det rosa. Den ligger som mørtelen mellem de sten den japanske selvforståelse er bygget af og binder generationerne sammen. Japanerne drømmer lyserøde drømme fra fortiden.


Flemming Anders Overgaard: La vie en rose


Beinta รก Steig


FIELD OF RITUALS The Japanese field-condition as a dis-

A Fish swims in water, but that does

play of ritual domestication.

not make the fish inferior to the water. Fish create swimming water, as water

Order exists within the Japanese area.

creates swimming fish. The relation is

Things are given significance.

ritualised. As such, borders, definitions,

Edges are carefully defined, and every-

and thresholds that at once both limit

thing within the edge is given impor-

it and make the emergence of a world

tance. There are no backsides, or linear

of relations possible define the field.

order. Order is inherent, but without

However, as this emergence is made

external hierarchy. Direction refers to

from dynamic hierarchies, it is instable,

the immediate location.

as both composition and decomposition is taking place continuously. The

The beauty and meaning therefor

composition is in the same time local

raises out of the whole, which can be

and global. Teacup and Galaxy mirror

the specific tea in a cup, the plan of a

each other. The Japanese area is a fluid

house, or the entire city and it’s relation

puzzle, where everything fits together in

to sea and mountain. The whole exists

its essence, because at any time, it con-

as relations between things, beings and

stitutes a whole. Everything is in fluid

phenomena. The whole is always there

evolution, and is therefor at all times

– everything is, in its essence, whole all

imperfectly perfect – or Wabi-Sabi.

the time, in the sense that everything is always in an immediate relation with

Fields of rituals emerge as bundles of

something else. Order emerges from

relations between beings, things and

the distinct way in which parts relate to

phenomena. The rituals are a way of

each other, but without linear hierar-

performing human existence through-

chy. The hierarchy emerges from inhe-

out the ever-evolving frame of the

rent orders that are ritualised.

universal field.




Anne Mette Frandsen: Field of Rituals


A colourful path to SensĹ?ji, Asakusa Kannon Temple


Nanna Hedensted Lundorf: Sensoji Temple


TOKYO I KABLER Når man ser på Japan og japaneren

denne måde. Måske er det pga. risikoen

med et par amatør antropologi-briller,

for jordskælv og dermed overrevne

slår det én, hvor effektivt og gnidnings-

kabler, at man ikke lægger dem i jorden.

frit landet fungerer. Pænt og poleret;

Hver gang der bygges en ny bolig,

man oplever buisnessmænd i skarpe

hiver man bare endnu et kabel fra mas-

jakkesæt stå og vente i en snorlige kø

ten og huset har internet, tv og telefon.

for at komme på den næste metro,

Hurtigt og effektivt, men måske ikke så

salgsekspedienternes indstuderede

kønt og poleret.

høfflighedsfraser, når man køber en

På en måde bliver masten et arkitek-

onigiri i 7-eleven, eller når man en

tonisk møbel i byen, der med sine led-

smule nervøs krydser fodgænger-

ninger til højre og venstre sætter linjer i

feltet ved Shibuya, hvor de herboende

gadebilledet: Et ornament.

med nærmest mekanisk præcision og konstant hastighed passerer forbi hinanden, mens man selv danser frem og tilbage. Ikke ét stykke affald på gaden, ikke én plet på bilerne, der er tænkt over hver eneste sten og blomst i tehusets have. Men lige på den anden side af rækværket, på en af byens sidegader, er husene viklet ind i et kaos af kabler og ledninger, på rækker af elmaster med ujævn rytme. Der er slående mange telefonkabler i gadebilledet. For hver skralde-spand og bænk, der mangler, er der en elmast. Måske er det fordi, det er billigt og hurtigt at forbinde hele byen på


Asger Theo Taarnberg: Tokyo i Kabler


“Ema, Votive Tablets for special personal prayers and gratitude toward the deities enshined in Meiji Jingu Shrine are offered to you for 500 yen apiece. Hung around this Divine Tree with your wishes written on the reverse side, these Ema are offered at Mikesai, the morning ceremony held every day, and your supplications are conveyed by the priests.�


Christina S채rs Vernersen: Meiji Jingu Shrine, Tokyo


THE CHANGING FACADE OF CHANEL A small tribute to the land of technology and BIG widescreens

Ida Bredsgaard M책nsson: The Changing Facade of Chanel


Helga Marie Tveitaskog Vesterøy: Tokyo


DET JAPANSKE LYS Vi omtaler ofte det nordiske lys som noe særlig, og vi vier det stor plass i vår nordiske arkitektur. Det japanske lys slo meg også som noe helt spesielt, dog på en annen måte. Morgen som kveld, oppe i fjellene eller ved sjøen, var himmelen sløret av en tynn dis som ga det japanske lys en fantastisk filtrerende og nesten drømmeaktig karakter. Fjellene fikk i dette lys skarpe silhuetter som gradvis ble tonet ut mot horisonten. Denne filtrering og gradvise nedtoning av lyset er også tydelig tilstede i tradisjonelle japanske hus. Fra de ytre rom, gjennom rispapirets florlette struktur, siver lyset inn i det japanske hjem og er med på å understreke overgangen mellom ute og inne - mellom natur og arkitektur.


Nina Jerpset Sandersen: Det japanske lys


Indenfor periferien af SANAA´s cirkulære samtidsmuseum i Kanazawa har James Turrell bidraget med et enkelt, kubisk rum, der via en kvadratisk udskæring i loftet indrammer et stykke af himlen. Motivets beskæring og komposition defineres dermed af iagttagerens placering i det lille rum og Vorherres løbende konfiguration af det store. Desuden bidrager lokale vejrforhold og tidspunktet på året og døgnet til den endeløse variation. Og man fortaber sig umiddelbart i oplevelsen, selvom den strengt taget ikke rummer noget nyt ud over beskæringen og den deraf følgende koncentration. Og dén er svær at fastholde, når man nærmest pr. automatik tager et skridt op ad abstraktionsstigen og derfra iagttager, ikke universet, men sig selv iagttagende universet. Måske foregår det som ren tankeproces. Måske gælder det den medierede udgave, hvor to pjankede teenagepiger iscenesætter deres væren i verden med et par hurtige selfies. Med himlen som bagtæppe.


Finn Selmer: Turrell i Japan


Julian Worrall on Shibuya Crossing: “It’s a great example of what Tokyo does best when it’s not trying.”


Julie Lejre og Katrine Rasmussen: Shibuya Crossing


Julie Lejre og Katrine Rasmussen: Shibuya Crossing


CALLIGRAPGY AND LANTERNS Paper lantern is a combination of culture, craft and perhaps, architecture. Individual lantern is unique because of the slight variation in craftmanship and the calligraphy imprinted on the surface. Trainned craftmen hang them on various temporary structures: wooden stick and plastic rod with lighting fittment, etc. They can come as a wall or a floating zone. At some points, the individuality is melted into the repetitive organization. They define and separate gathering points. Upon a closer examination, one will notice the various profiles of gaps and pores between the lanterns. By reading the texts carefully, one can distinguish whether it is the name of a little girl, a restaurant or a group of female dancers. Probably they bear a deeper layer of meaning for the local community. It is interesting to note the interchanging relationship on the lantern: one focus on the imprint at the daytime while neglecting it at the evening. Lanterns are made and removed for every festival, in exactly the same form but with a different imprint. In that sense, it is highly coherent with the spirit of metabolism, in a smaller scale.

Trace of calligraphy at Gion Shrine, Kyoyo


Ka Chun Lee: Calligraphy and Lantern


Freia Cecilie Krog: TATAMI: Naoshima, Teshima, Inujima


Maria Rønne Vang: Legeplads i Kanazawa


LANGT VÆK HJEMMEFRA Jeg gjorde mig mange tanker under studieturen til Japan. Men jeg måtte også sande, at mange af disse var falske – og når epifanien ramte, følte jeg mig ofte til grin. Særligt en episode står tydeligere end så mange andre, nemlig mit møde med helligdommen Fushimi Inari-taishas mange orange porte. I takt med opstigningen mod toppen var det umuligt ikke at bemærke de smukke skrifttegn, som prydede portene. Jeg troede, det måtte være hellig, buddhistisk prosa, men til min store forbløffelse var tegnene blot en tilkendegivelse af hvem, der havde købt og betalt porten. Mon andre havde det som mig? Eller var det blot min romantiske forestilling omkring disse fremmede tegn, jeg så overalt, der skabte illusionen om en højere mening med deres tilstedeværelse her. Det var åbenlyst for mig, at jeg var kommet langt væk hjemmefra – længere væk end jeg nogensinde havde været før. Her var der meget, jeg ikke forstod.


Marcus Vesterager: Langt vĂŚk Hjemmefra


1

2

4

3

Observationer af japansk arkitektur inspireret af Alex H. Lees arbejde med “bevægelige materialer”. 1: Røg i Waki Honjin, TsumagoJuku. 2: Ildsted i Waki Honjin, Tsumago-Juku. 3: Gulnet papir i bondehus, Edo Museum, Tokyo. 4 - 6: Eksperiment med at udsætte papirflade for ild og vand og registrere prægningen. 7: Papir-flade efter eksperiment.

7


5

6

7 Troels Rugbjerg: Japan papir


Thit Ejstrup-Christensen: Den dyrkede og kontrollerede japanske natur


På studieturen opdagede vi hurtigt, hvor stor betydning billedet har i den japanske kultur, og det var spændende at opleve billedet som et hovedtema i arkitekturen. Her diskuterer vi, hvordan japansk æstetik og billedkultur kan læses ind over mange grene af samfundet. VINDUET: I vesten er vinduets primære formål at lade lys gennemtrænge rum. I japan oplevede vi til tider det modsatte, hvor lys fra vinduet drog øjet til vinduets motiv. Det gav til tider nogle mørke rum,2 der sammen med de traditionelle tatamimåtte-rums ikke eksisterende indretning gjorde, at vinduets levende motiv var det eneste reelle holdepunkt for øjet. Vinduernes indramning af naturen var

2

ofte som maleriske kompositioner.3 EN SEKVENS AF BILLEDER: I japansk arkitektur får man ofte fornemmelse af, at den er opbygget af en række sekvenser af billeder. Både i traditionel og moderne japansk arkitektur gør dette sig gældende og måske især i havekunsten. Et af de mest fornemme eksempler er måske Katsura Imperial Villa i

3

Kyoto med pavilloner spredt rundt omkring i en poetisk have. Den fraværende akse, gør det “He catches a glimpse of Infinity,

muligt at bevæge sig mere organisk, men alli-

but words cannot voice his delight,

gevel styret, rundt og få ”serveret” forskellige

for the eye has no tongue.”

“frames” af skiftevis pavillon, have og rela-

― Kakuzō Okakura, The Book of Tea

tioner imellem dem.


ALFABETETS BETYDNING: Det japanske alfabet er et af de mest komplicerede i verden. Kanji, som er de primære skrifttegn, kan både læses fonetisk, men også som hele ord i sig

Beth

selv. Tegnet bliver derfor til et billede af ordet for læseren. Et billede som bliver til kunst i kalligrafien.5 Det er et billedsprog som alle i Japan oplever dagligt fra de er helt små til de dør. I Danmark bruger vi en modificeret udgave af det latinske alfabet. Også vores bogstavers oprindelse har haft billedlige betydninger. Det latinske alfabet menes at have sine rødder i det proto-sinaiske alfabet, hvor f.eks. ‘B’ kommer af ’beth’, som betyder hus, og hvis tegn,

5

i forskellige udgaver, både kan læses som en husplan og et hus med udluftning til et ildsted. Den betydning er tabt i dag, hvor ‘B’ har mere abstrakte fonetiske konnotationer end en billedlig forståelse. Det er interresant, at en kunstart som kalligrafi, som er bundet til det skrevne sprog og har eksisteret i Japan i over 1600 år, kan have den samme udtryksfuldhed som visse malerier fra den abstrakte ekspressionisme i New York i 1950’erne.6

Daniel Boesen og Jakob Lykkebo Østergaard: Japansk æstetik i billeder

6


SELVISCENESÆTTELSE: Et andet moderne udtryk for japansk billedkultur er søndagsritualet Cosplay, hvor unge japanere mødes i Tokyos Yoyogi Park udklædt som deres tegneserieidoler. Det er en avanceret leg, hvor de iscenesætter sig selv og gennem billedliggørelse kommunikerer, hvem de er eller ønsker at være, med et hav af indforståede symboler og billeder. Det er også et eksempel på, at billedkulturen bruges til at fylde ”det frie rum”, hvor der ikke er plads til bare at være til eller at lave ingenting, men må iscenesættes/ stages for at forsvare et uproduktivt øjeblik.

“Tea ... is a religion of the art of life.”

DET BILLEDLIGE I HANDLINGEN: Man

― Kakuzō Okakura, The Book of Tea

kan se religiøse overtoner i den æstetiske kultur som te-ceremonien. Selve ordet ceremoni er taget fra det religiøse (stammer fra det latinske caerimonia ‘hellighed, hellig handling), og hvis man har oplevet en te-ceremoni, så ved man, at det er mindst lige så ritualiseret som det at gå til gudstjeneste. Selve te-ceremonien bliver et billede i sig selv. Et ritual hvor selve handlingen bliver kompositioner af bevægelser i et rum med teen som omdrejningspunkt.7 Brugen af billeder synes kraftig når man oplever japansk kunst og arkitektur, hvor man kan få en klaustrofobisk følelse, for-

7

di alt er så iscenesat og ritualiseret. Man kan savne et ukontrolleret rum, hvor man selv kan vælge, hvordan man vil indtage rummet.


Daniel Boesen og Jakob Lykkebo Ă˜stergaard: Japansk ĂŚstetik i billeder


JAPAN I DETALJER At være på opdagelsesrejse i den japanske kultur og arkitektur, er som at være på en uendelig skattejagt. Her eksisterer en verden, hvor detaljerne er uendelige og æstetikken så kompleks, at man selv med arkitektens skarpe øjne, kun bliver bekendtgjort med en brøkdel af den.


Den japanske havekunst er især

kulturel viden eller blot en kælen og

fascinerende at dykke ned i, hvor hver

hyldest til den japanske æstetik og

eneste sten og træ er planlagt ned til

arkitektur tradition? Det ved jeg ikke.

mindste detalje. Sjovt er det, hvordan

Nogle findes der helt sikkert en dybere

nogle detaljer er helt tydelige i deres

mening bag, men det er i sidste ende

form og funktion, mens andre sætter

måske heller ikke så defenitivt. Japa-

hjernen i kog og dernæst i tomgang.

nernes kultur for detaljer vil jeg for

Om det er et spørgsmål om mangel på

evigt være fascineret af.

Eva Maria Mikkelsen: Japan i Detaljer


Claus Smed Søndergaard: Nozomi

The word nozomi in Japanese means “hope” or “wish”

2ND\DPD+LPHML1LVKL$NDVKL6KLQ.REH6KLQŭVDND.\RWR1DJR\D6KLQ<RNRKDPD6KLQDJDZD7RN\R

NOZOMI ࡢࡒࡳ


At flytte sig fra sted til sted. At have pakket sin taske og måtte pakke den igen. At sætte sig ind i bussen eller i toget og se landskabet fare afsted. At bevæge sig fra regnen til sneen og mærke overgangen på sin krop. At opleve en by og genkende dens træk. At gå ind i et rum og tænke anderledes når man er ude. At flytte sig fra sted til sted både med kroppen men også med sindet.


Ruben Andersen: Rejse


BOTTOM UP Finn Selmer Troels Rugbjergs indledende artikel fokuserer på det traditionelle Japan og beskriver en verden, hvor næsten alt synes at tage afsæt i det nærværende og sansede – dels i detaljen og dels i de håndværksmæssige procedurer, der sikrer den raffinerede helhed. Desuden skildres det i artiklen, hvordan europæiske ”opdagelsesrejsende” ved hjælp af forskellige medier – opmålinger, tekster, tegninger og smalfil – har bidraget til at gøre japansk bygningskultur kendt og anderkendt i den vestlige verden. På vore dages hektiske studieture, er det ofte det digitale kamera eller mobilen, der dokumenterer. Og netop den beskedne skalas raffinementer er i høj grad fotogene. Så det er fristende at nyde det nærværende uden nødvendigvis at skulle gøre rede for de større sammenhænge. Men det er så også netop derfor det kan være svært at blive klog på Japan, japanerne og japansk arkitektur. Det er ikke så lige til at etablere det overblik, vi har vænnet os til at tage udgangspunkt i – også når det gælder arkitektur.


Så hvad mon der sker, hvis man zoomer ud og interesserer sig for de større enheder, og f.eks. anskuer Tokyo fra en af dette urbane felts mange sky bars? Mike Martin skildrer i sit opslag A City of Reflections en verden, der er alt andet end nærværende – Is it there or is it not? Does the image reflect reality? Og, kunne man tilføje, er Blade Runner mon blevet overhalet indenom? Noget tættere på dagliglivets aktiviteter registrerer Julie Lejre og Katrine Rasmussen Shibuya Crossing og citerer i den forbindelse Julian Worrall for udsagnet It´s a great example of what Tokyo does best when it´s not trying. Her ses et eksempel på, at dele danner helheder, men ikke i den gængse hierarkiske forstand. Det drejer sig tydeligvis ikke om hverken håndværk eller komposition, snarere om en slags sværmintelligens, der fungerer uden at nogen nødvendigvis kender formlen. Og så vender vi med Flemming Anders Overgaards pink, pink, pink opslag tilbage til noget, der kan læses som sociale og kulturelt baserede rollespil. Her trumfer det tvetydigt postmoderne traditionen, men giver den samtidig nyt liv – et sted imellem distance og bevidst koketteri.


Š Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering, Arkitektskolen Studieafdeling 3

ISBN 978-87-7830-343-1

REDAKTION OG LAY-OUT Finn Selmer og Troels Rugbjerg

TRYK OG BOGBINDER Christensen Grafisk

UDGIVER Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering

UDGIVET 2014

Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering Arkitektskolen


Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering Arkitektskolen

Profile for Troels Rugbjerg

Japan 2014  

Japan 2014  

Advertisement