og de opmuntrer mig også og spørger, om de skal følge mig til det sidste. Men jeg siger, at de skal smutte ind og sikre sig en god plads, så de kan se en voksen mand stortude ved mållinjen. Og det gør de så.
Tårene triller To kilometer igen. Et par af mine naboer kommer forbi til min store overraskelse, og det får mig igen til at lige at mande mig op. De følger mig sammen med yderligere et par arbejdskolleger indtil en kilometer før målstregen. Jeg er nu alene. Der er stadigvæk en del mennesker på ruten, men ikke så mange som tidligere. Tanken om at jeg om mindre end fem minutter har gennemført den største fysiske og psykiske bedrift i mit liv, får simpelthen tårerne til at trille. 500 meter igen, og jeg drejer ind på opløbsstrækningen. Jeg minder om en gammel mand med skrutryg, der stavrer frem. Jeg har hovedet bøjet godt ned mellem skuldrene, og det er helt tydeligt, at jeg nok ikke har fysikken til det her, og at det kræver flere år at gå fra Fatman til Ironman. Min krop er ikke klar til det, men det er mit sind. Jeg er tæt på de seks timer på løberuten, men hvis jeg giver den det sidste, kan jeg måske lige nå det lige under. Jeg bider mig selv hårdt i læben, knuger mine hænder og forsøger at mobilisere den sidste kraftanstrengelse. Jeg kan se familien i målområdet. Jeg giver highfives til alle, men jeg ænser ikke helt, hvem de er. Jeg løber, som om jeg har skidt i bukserne.
I’m an IRONMAN 100 meter tilbage. Jeg er ikke helt sikker på, hvad der sker, men jeg begynder at skrige som en vildmand. Min søster fortæller mig senere, at jeg så helt vild ud i øjnene. Jeg løber over målstregen med begge hænder i vejret. Tre sekunder før de seks timer bliver rundet, og speakeren råber de magiske ord ‘Thomas Robert Madsen, YOU ARE AN IRONMAN!’!
Det er næppe en tid, der går i historiebøgerne som den hurtigste. Men det betyder ingenting. Jeg er også kun 34 minutter efter min forventede tid, men jeg har nået et langt større mål, som ikke kan gøres op i tid, penge eller andet. Lige i dette øjeblik bliver der kigget op mod himlen og sendt en hilsen til min afdøde far. Han har indirekte været inspiration til, at jeg vil lave en livsstilsændring, da han bukkede under for kræft som en svækket mand på grund af livsstilssygdomme som diabetes, hjerteproblemer og overvægt.
Der sker noget med sindet, når man udretter store ting Jeg bestemmer selv, om jeg vil være overvægtig, leve en dårlig livsstil med usund mad, for meget arbejde og andre dårlige vaner. Vi har kun ét liv. Triatlon er med til at give mig liv. Jeg er ikke alene kommet i mit livs form, men jeg er også blomstret op rent mentalt. Der sker noget med sindet, når man udretter store ting. Forud for KMD IRONMAN Copenhagen ligger der mange træningstimer, men i mit tilfælde også en helt anden udfordring om at få vægten ned under 100 kilo fra over 140 kilo, da den var på det højeste. Kulminationen ved gennemførslen har ubetinget været mit livs største mentale og fysiske udfordring. Det er samtidig også en udfordring, som var så abstrakt, så uvirkelig, men samtidig også så dragende, fordi det dengang forekom at være det vildeste mål, jeg kunne sætte mig. Men nu kan jeg med stor stolthed i sindet bære titlen som IRONMAN resten af livet. Thomas gennemførte sit livs første ironman på 13.34.53. Han deltager igen i år ved KMD IRONMAN Copenhagen.
1/2014 TRIATLON magasinet 37