Page 16

Halvmarathon – mig? ALDRIG!! Sådan sagde jeg for et år siden. Men i dag har jeg gennemført mit første halvmarathon – Bestseller Aarhus City Halvmarathon den 19. juni 2016. Af Lis Irene Blach Tanken om at ville prøve at gennemføre et halvmarathon opstod inden jul 2015, hvor vi var nogle stykker fra klubben, der tænkte at det kunne være fedt at løbe over målstregen sammen. Vi var enige om, at det ikke gjaldt om at få en stjernetid, men blot at gennemføre og have en god oplevelse.

Klar til start

På de to sidste lange ture på 18 kilometer før selve dagen, skulle vi teste indtaget af gel. Jeg synes jeg kunne mærke en forskel – havde mere overskud, og benene føltes ikke så trætte. Mine løbekammerater syntes ikke, de kunne mærke forskel. Sådan er det jo nok, at det er forskelligt, hvordan man mærker det. Jeg var ikke i tvivl om, at jeg skulle have fire gel med til løbet. 14 dage før selve dagen løb vi 18 kilometer. Her gik det op for mig, at NU var jeg parat til den 19. juni. Nu kunne dagen bare komme an.

Så kom dagen hvor jeg skulle hente mit startnummer i Musikhuset. Da jeg fik udleveret posen med Vi aftalte ret hurtigt, at efter nytår skulle vi op at lø- startnummeret, kom der lige en snert af spænding/ be 10 inden udgangen af januar. Det lykkedes, og vi nervøsitet op i mig. Men jeg sagde til mig selv, at nu løb i januar og februar cirka 10-11 de fleste sønda- var det om at holde hovedet koldt, og så kom jeg i ge. Men der var jo stadig langt til distancen på et tanke om, hvad jeg aftalt med løbekammeraterne – halvmarathon, som jo er 21,097 . nemlig at det kunne være fedt at løbe over målstregen sammen med armene over hovedet. De lange ture I klubbens træningsprogram kunne man se, hvad der skulle trænes de forskellige dage, hvis man ville træne op til et halvmarathon. I løbet af marts måned skulle vi op på 12-15 på søndagsturene. I midten af marts måned løb jeg 15 for første gang. Hold nu op hvor var de sidste kilometer en kamp. Det var ikke sjovt til sidst, men alligevel var det også fedt at konstatere, at på løbeuret stod der 15, da jeg trykkede stop. Og da var der jo stadig 6 kilometer til ”målet” var nået – puuuuha.

Så blev det søndag den 19. juni og pludselig stod jeg i startboksen sammen med tre skønne piger, parate til at begive os ud på 21,097. Starten gik og vi kom afsted. Vi havde aftalt at starte stille og roligt ud, da de første 5 af ruten byder på nogle bakker. Det er ikke lige det, vi er bedst til, når benene ikke er varme, og vi skulle jo gerne holde hele vejen rundt.

Jeg havde indtaget den første gel inden starten, og I april og maj stod der lige pludselig 16-18 kilometer så gik det derudaf. Vi havde aftalt at gå igennem på programmet. Vi tog kampen op. Vi kom rundt på depoterne og drikke vand ved depoterne, som kom turene, men det var ikke uden drikkepauser, hvor vi lige var nede at gå nogle gange. Det skal lige siges, at alle disse lange søndagsture jo var krydret med træning tirsdage og torsdage i klubben, hvor programmet bød på tempoløb eller intervalløb. I midten af maj måned ramte jeg muren. Min krop var træt, mine ben var trætte. Jeg valgte at drosle lidt ned for træningen og være lidt god ved mig selv. Ikke presse mine ben igennem et tempoløb eller en intervaltræning. Det havde jeg det selvfølgelig ikke godt med, for hvordan skulle jeg nu nogensinde nå mit mål på 21,097. Men jeg lyttede til min krop, hvilket jeg konstaterede var det rigtige, idet jeg på den efter cirka hver 5. kilometer. Denne strategi holdt vi efterfølgende søndagstur havde langt mere overos til, og det fungerede fint. Efter cirka 16-17 kiloskud, og så kørte det derudad igen.

Klubblad juli 2016  
Klubblad juli 2016  
Advertisement