portræt kunne da være fantastisk at have eksempelvis de samme privilegier som en fodboldlandstræner har, hvor man ved, at det stort set er den samme flok, man arbejder med hver gang. Men det kommer desværre nok aldrig til at ske i ishockey, og det må man bare acceptere,« siger Per Bäckman. ALLE BLIVER BEDRE Tonen i hans engagerede stemme har nu fået endnu et nøk opad, og på det opfølgende spørgsmål til det nuværende danske ishockeylandsholds potentiale ryger armene op og ned i en grad, så kaffen næsten skulper over på det lille cafébord. »Det, der er ekstra spændende ved dansk hockey lige nu, er, at mange af de danske spillere slet ikke er færdigudviklede endnu. Frans Nielsen bliver bedre, Bødker bliver bedre, Philip Larsen bliver bedre, Peter Regin bliver bedre, vores målmænd bliver bedre, Jannik Hansen bliver bedre, hvis han får mere spilletid, Lars Eller bliver bedre, og sådan kunne jeg blive ved.« Så vi skal forvente os flere succesoplevelser med det her hold i de kommende år? »Jamen, niveauet er højt i de næste mange år – lige meget hvem vi stiller op med. Men med højt niveau mener jeg altså ikke, at danskerne skal regne med en kvartfinaleplads ved VM igen. Måske sker det – måske sker det ikke. Men det, vi med sikkerhed kan sige, er, at vi har muligheden for at ligge
»Jeg ved ikke, hvad det er med jer danskere. I vil have mig til at spise kage hele tiden« 26
IDRÆTSLIVjuni2010
lige efter de allerbedste, og det er altså også utroligt flot i et land med 4000 ishockeyspillere,« lyder det fra ishockeytræneren, som efterfølgende serverer en lille stikpille til danskernes forventninger og til dels også vores viden om ishockey »Efter vi havde vundet de to første kampe over Finland og USA, forventede alle, at vi også skulle slå Tyskland, og da vi så tabte, virkede folk nærmest skuffede. Jeg var ikke skuffet – jeg var så stolt, fordi jeg så kampen på en hel anden måde. Faktisk tror jeg, at det er den kamp, jeg som træner er mest glad for under VM,« siger Per Bäckman og knytter næven på en sejrsrigtig måde: »Vi sloges, så det bragede i den kamp. Jeg har aldrig set noget lignende. Jeg vidste, vi ville få det meget svært mod de her store tyskere, for til sammenligning er de fleste på vores hold jo nærmest pygmæer. Men vi var nødt til at vise dem, at vi havde stædigheden og gejsten, selvom de var meget større end os og vejede 100 kilo alle sammen. Og det er lige præcis det, som jeg har arbejdet ekstra meget med i forhold til det her danske landshold – viljen – og derfor var det fantastisk for mig at se den kamp. Vi gav dem jo tacklinger, som de slog sig på. Og kæmpede bravt - og så på deres hjemmebane med 18.000 tilskuere. Nogle af mine spillere har højst spillet for 600 mennesker hjemme i Danmark – men alligevel gik vi ind og tog kampen op. Efter sådan en kamp må man aldrig være sur over at have tabt, når man har ofret sig totalt for holdet. Så skal man være stolt,« kommer det fra Per Bäck-
man, som til gengæld understreger, at han har det lige modsat, hvis folk ikke kæmper alt, hvad de har lært, også selvom holdet vinder. »Selvom elitesport handler om at vinde, er jeg nødvendigvis ikke tilfreds, bare fordi vi scorer et mål mere end modstanderne. Hvis det er en heldig sejr, og jeg kan se, at vi ikke har kæmpet nok, så siger jeg min mening. Hvis jeg føler, at