Page 1

Den netop overstået fire dages tur til Kolobrzeg bød desværre ikke på ret meget maritimt. Der var ellers mulighed for at se det store Krigsmuseum, der bl.a. rummer en Missilbåd af OSA-klassen. Men helt snydes skal I nu ikke. Vores formand Kurt Terkelsen har skrevet en lille beretning om museet, som I snød jer selv for at opleve.

Besøg på et krigsmuseum i Kolobrzeg 1953 landede en polsk pilot på Bornholm med et polsk MIG-15 jetfly. Han havde benyttet en øvelse over den polske del af Østersøen til at stikke af til vesten. Det var første gang, at en MIG-15, den nyeste type af russisk byggede jetjager, var landet vest for jerntæppet. Det var her at kystjageren D320 HUITFELDT (som jeg sejlede med 1962-63) måtte sejle fra Holmen i ”Klart skib” med ordre om forceret fart. Begge kedler kom i gang, så skibet kunne gøre 36-37 knob, og hermed sejlede vi til Bornholm på tre timer, hvorfra den skulle eskortere et skib fra Fyr- og Vagervæsenet, som skulle sejle denne spritny MIG-15 jager til København for nærmere undersøgelser, men nu kun med 9-10 knob på hele tilbageturen, - stadig i ”Klart skib”, da det ikke kunne udelukkes, at man kunne blive udsat for fly- og ubådsangreb undervejs. HUITFELDT måtte derfor sejle flere gange rundt om transportskibet, medens sonargasterne lyttede efter ubåde. Skibene kom til København uden problemer, og flyet bragt til Flyvestation Værløse, hvor det blev grundig undersøgt af teknikere fra Danmark og NATO. Det var

første gang, at de vestlige lande nu fik muligheden for, ved selvsyn, at betragte russernes kunnen. Flyet var særligt udviklet til at kunne nedskyde amerikanske B-29 bombefly. Flyet blev efter endt undersøgelse leveret tilbage til Polen. I maj 1953 landede endnu et MIG-15 fly på Bornholm med en flygtende pilot. Og i 1956 et tredje... Warszawapagten blev opløst Under Den Kolde Krig brugte Sovjetunionen en tidligere tysk militærbase, Bagicz, med tilhørende lufthavn ca. 5 km fra Kolobrzeg (som vi også besøgte). I 1956 blev lufthavnen udvidet med en ekstra landingsbane parallelt med kystlinjen, så den kunne håndtere MIG jagerfly. Østeuropas politiske sammenbrud betød også, at WAPA, som modstykke til NATO, blev opløst 1991. Først i 1992 forlod de sidste russiske tropper militærbasen, og trods russisk modstand søgte Polen optagelse i NATO 1999. Dermed er polakkerne gået fra at være vores fjender til nu at være vores venner og nære samarbejdspartnere.

Af formand Kurt Terkelsen


Skibskender i Marinehjemmeværnet (MHV) Da jeg sejlede som fartøjsfører i MHV under Den Kolde Krig, var overvågningen af de danske farvande en del af Marinehjemmeværnets primære opgaver. Vigtigheden var at vide hvilke skibe der besejlede de danske farvande. Her var det skibskenderens job, at identificere de fremmede skibe, og dertil var vi bl.a. forsynet med skibskendingsbøger, som gjorde det muligt at bestemme art og type af de fartøjer vi mødte. Vi bidrog derved til at skabe et præcist billedet af de forskellige fartøjer på forskellige tidspunkter af Den Kolde Krig. Denne fredstidsovervågning af skibsfarten skete i tæt samarbejde med Marinedistrikter, Kystudkiksstationer og - poster i land, som et overordentlig godt supplement til Søværnets samlede farvandovervågning og i en skærpet situation - sparer Søværnets kampenheder for nedslidning. Derved kendte man ’normalbilledet’, og kunne derfor i f.eks. Søværnets Operative Kommando hurtigt konstatere ændringer deri. Ud over at være navigatør/fartøjsfører MHV, var jeg også skibskender, som var min store interesse. Her tog jeg udmærkelsestegn i sølv, på Marinestation Holmen i april 1980. Missilbåd af OSA-klassen, Polen Da Frederikssund Marineforening var på

tur til Polen, Kolobrzeg, besøgte vi krigsmuseet, hvor vi var om bord på en polsk OSA I-klasse. Her kunne jeg så få genopfrisket min gamle skibskendingsuddannelse, men har aldrig været om bord på et Warszawapagt (WAPA) -fartøj. Vores opgave i farvandovervågningen (MHV) var fokus på WAPA orlogs- og handelsskibstrafikken. Jeg kan huske at vi mødte en polsk OSA-missilbåd i Østersøen på en af vores sejladser til Bornholm. Her kunne MHV 64 så sende en melding til Sundets Marinedistrikt. I perioden 1960-1973 byggede den sovjetiske flåde over 400 enheder af Moskitklassen - i NATO kendt som OSA. Den blev fordelt mellem Sovjetunionens fire flåder, men hovedparten fik base i Østersøen. Det var tale om en hurtiggående (38-42 knob) missilbåd, hvis hovedbevæbning var fire sømålsmissiler med en rækkevidde på 80 kilometer og en topfart på ca. 1.000 km/ t. Deplacement: 215/245 tons og ca. 40 meter lange. Missilbådene havde en enorm slagkraft, fordi de var udstyret med missiler, der kunne sænke selv de største krigsskibe på stor afstand. Missilerne kunne endda udstyres med atomvåben. Indenfor ca. 20 minutter kunne de nå på skudafstand fra de danske kyster, og de udgjorde derfor en stor trussel. De var udstyret med to dobbeltløbede 30 mm (AK-230) radarkontrollerede automatkanoner, én forude og én agter, samt 4 SSM (sømålsmissil) P-15 Termit SS-N-2 Styx, der i én udgave brugte radar, i én anden infrarød søgning. ”De polske (sovjetiske) Osa-klasse missilbåde var udstyret med et sindrigt maskineri bestående af store flymotorer, koblet til hver sin skrue. Ganske opsigtvækkende fremdrivningsmaskineri, der ikke kræver meget plads, men var ganske sårbart og

vanskelig at adskille og reparere om bord. Der var ikke tale om egentlige marinemotorer, men de havde masser af hestekræfter. På havet kunne disse højtydende motorer sætte gevaldig skub i Osa’erne, men de blev varme og kunne ikke gå fra høj til lav fart uden videre Når en Osa-skibschef blev tvunget til hurtige fartændringer et par gange, måtte han ”luske” hjem med overophedede motorer. Derfor blev motorerne, så vidt vides, kasseret efter ganske få tusinde timers drift”. (Flotilleadmiral Niels C. Borck ”Søheltens skibe”). Synspunk på beredskab og sømandsskab. ”Det må antages, at også de polske enheder, ligesom Wolksmarinen, lå på et meget højt varsel, hvor de østtyske enheder skulle kunne forlade deres baser med fuld udrustning på 1 time. Det betød, at 85 % af besætningen altid skulle være om bord. Det høje beredskab kunne ikke berettiges på grund af en nøje trusselsopfattelse. … Flådens personel var ikke særlig professionelt. Man manglede brændstof til skibene og dermed sejltid til besætningerne, men der var også store problemer til søs med disciplinen. Det bekymrede flådechefen. Desuden var materiellet ikke særlig godt eller pålideligt, vedligeholdelsen var ringe, og skibenes ”levetid” var ca. halvdelen af, hvad vi kender til i vesten” (Peter Bogason ”Søværnet under Den Kolde Krig”). Den Kolde Krig til søs Her kunne vi også se, hvordan Den Kolde Krig blev ”udkæmpet” til søs. Her var højdepunktet for en ”gammel” skibskender en polsk patruljebåd af OBLUZE-klassen. Den var bygget 1965, 241 tons, fart 24 knob, to dobbelte 30 mm (AK-230) maskinkanoner og de kunne udstyres med 1224 dybdebomber (til u-bådsjagt). De har

tilhørt Søgrænsestyrkerne (MBOP). Udrustning og uniformer fra Den Kolde Krig 1947 – 1991 Vi kunne se historien af originale jagerfly, transportfly, helikoptere, køretøjer, skibskanoner, miner, torpedoer, kampvogne, pansrede hjulkøretøjer, missiler, lastbiler, motorcykler, håndvåben, uniformer, - og

derudover mange kamprelaterede effekter, f.eks. radiokommunikationsudstyr, gas- og minesøgningsprocedure m.m. Polsk MIG-15 og kystjageren HUITFELDT Af de polske jagerfly vil jeg nævne et fly, MIG-15 (NATO kodenavn FAGOT), en russisk bygget jetjager fra det polske luftvåben, som repræsenterede det mest avancerede fly i WAPAs flystyrke. Den 5. marts

Krigsmuseet i kolobrzeg  
Advertisement