__MAIN_TEXT__

Page 1

TIDENS KONGE Olufs verden


1


Tilegnet alt det fremmede

2


3


TIDENS KONGE Olufs verden

af

Tommy Flugt

2018

4


TIDENS KONGE – OLUFS VERDEN Alle de afrikanere jeg har mødt, hørt om og læst om, stammer som i Einar Már Guðmundssons nye roman fra konger og det gør vi vel stort set også i Danmark og vel egentlig overalt i verden. Vi er af kongeslægt. Mindre kan ikke gøre det. Det er ikke en moderne saga, det er historien om menneskets selvopfattelse. Hvis vi selv skal sige det er vi nogle farlige karle og kvinder. Og vi siger alle sammen det samme som i Island: Husk mig nu når du skriver min historie. Det gør vi så uden skelen til om dele af fortællingen er lidt langt ude og måske ikke har så meget med virkeligheden at gøre som man kunne tænke sig. Men det får nu være for en god historie kan ikke tage hensyn til virkeligheden eller andre snærende og smålige bånd. Skal der fortælles historie, så skal det være.

*

5


Oluf kom fra landet. Så langt ude fra landet at man kunne sige, hvis man har lyst til det, at her vendte ingen krager, for der var ingen krager. Det var simpelthen for langt ude til at de gad flyve derud. Men det spekulerede Oluf ikke på for han havde aldrig set en krage som så mange andre ting. Og den der ikke har set tingene eller kragerne ved ikke de findes. Hvad der til gengæld fandtes der, hvor Oluf kommer fra, er noget man ikke har så meget af i dag, nemlig tid. Oluf var tidens konge, sagde han. Han havde god tid til alt. Især til at lave biler. Nu kan man godt stille sig selv spørgsmålet, hvordan det kan være, at der var kommet biler derud, hvor Oluf boede, når nu 6


kragerne ikke var kommet. Men det er sådan et spørgsmål Oluf ikke stillede sig. Dels anede han ikke hvad en krage er, men bilen lagde han mærke til med det samme. Sådan en må jeg ha’, tænkte han og så fik han en. Ikke en ny, men en rigtig gammel og rusten en. En fra før kragernes tid, som en sagde. Og for at lære den nærmere at kende skilte han den. Ikke bare sådan i små dele, nej, han skilte den helt ad for at vide hvad den var sammensat af. Det tog sin tid og mange dage gik med det, men så en dag var miraklet sket og bilen var skilt ad. ”Den var genstridig til sidste rynke”, blev ordsprog på egnen.

7


Det var Olufs beskrivelse af sit arbejde, da han blev spurgt. Mere sagde han ikke, men det var også nok. I det hele taget var han så langt ude at sproget heller ikke rigtigt var fulgt med derud, ligesom historien med kragerne. Men menneskene kommunikerer med andet end sprog, heldigvis for ellers kunne denne fortælling om Oluf overhovedet ikke opleves. Det er fantasien der gør at Oluf får sin historie. Ligesom det var en drøm i Oluf, der blev vækket da han så den første bil og fik den ubændige trang til at eje en. Oluf var opvokset uden for alfarvej. Det er langt ude når der ingen alfer er, men til gengæld var der trolde eller huldrefolk sådan i 8


slægt med Oluf. Det er usynlige folk, som bor endnu længere ude end Oluf og de viser sig sjældent. Men Oluf så dem en gang imellem, vel nok fordi han selv havde lidt troldeslægt i sig og så fordi han ikke sagde så meget. Huldrefolk er vant til at folk taler skidt om dem, derfor har de gemt sig. Men Oluf talte ikke skidt om dem, derfor accepterede de hans tilstedeværelse og viste sig for ham, når de havde brug for hans hjælp. Og hjælpe, det kunne Oluf. Han kunne simpelthen ikke lade være, hvis folk på egnen spurgte ham om noget, de skulle have hjælp til, så var han den rette at spørge for han sagde altid ja og gik i gang med det samme, for han havde god tid. Han sagde 9


kun ja til forefaldende arbejde, for det kunne han klare og i øvrigt var der heller ikke andet arbejde at få. Det var fløjet den anden vej, ind til storbyerne og der blev det. Og Oluf blev hvor han var. Når der alligevel var noget for Oluf at lave, var det fordi det Oluf lavede var det folk ikke selv gad lave, det havde de for travlt til, derfor blev der arbejde til Oluf, ja, temmelig meget arbejde. For der var meget folk ikke gad. Og han sagde ja til alt det han blev tilbudt. På den måde kom han rundt i lokalsamfundet og så lidt af hvert. Temmelig meget endda. Men det talte han ikke om og derfor var han så vellidt, fordi han kunne holde 10


tand for tunge. Men det havde sin årsag i, at han ikke helt forstod, hvad han så, men bare så det og han havde ikke rigtig ord at sætte på det sete. Det vidste folk ikke og derfor var de lidt forsigtige, hvis han havde set noget, de syntes han ikke skulle se, så gav de ham et ekstra arbejde, for så var han optaget af det og glemte sikkert det, han ikke skulle have set. Sådan gik livets gang i Olufs verden. Enhver passede sit og Oluf passede deres. Oluf er ingen sinke. En mand der kan skille en bil ad i alle dens dele og gør det, er en særling. Ikke sinke. Og det var denne særling, der fik mere og mere betydning i lokalsamfundet som årene gik. Dels var han altid hjemme, når man havde 11


brug for ham. Og de arbejder som folk, når de var væk og på arbejde andet sted, gerne ville have lavet, dem ordnede han, mens de var væk. Faktisk var de meget væk og stort set var Oluf alene i lokalsamfundet det meste af tiden, indtil folk kom hjem ved spisetid med deres børn eller hvad de nu havde med hjem. Oluf så dem ikke, for det var jo om aftenen før tv og man skulle sove, og det skulle Oluf også efter en arbejdsom dag. Han så kun familierne om morgenen, når de kørte på arbejde. Og han kunne se i bilen at der sad små mennesker indeni i nogle af bilerne. Og hver morgen kørte de alle sammen ud af lokalsamfundet og blev væk hele dagen til om aftenen. Undtagen Oluf. 12


Han havde nok at tage sig til. Og hvis han ikke havde noget at lave i lokalsamfundet, fordi han havde lavet det, så gik han over i sit værksted, hvor den skilte bil lå og så kikkede han på alle delene, rørte ved dem, smurte olie på skruer og andet og rettede buler ud. Grundede nedslebne skærme og gjorde dem klar til maling. Eller han polstrede sæderne i bilen med stof, han havde byttet sig til. Det var en del af hans forretningsmetode, at bytte sig til det han havde brug for eller gøre et arbejde for nogen og så få brugbart stof til bilen fx, for det arbejde han havde udført hos kunden. Naturalieøkonomi langt ude på landet. Og det 13


fungerede fint. Bare man gik lidt stille med dørene. Så det gjorde man. Hvad man ikke taler for højt om har ingen ondt af. Og Oluf talte ikke ret meget, det vidste man og derfor var han også så vellidt, selvom folk slet ikke kendte ham. Han havde vel haft en far og mor som de fleste, men hvem og hvad og hvornår de forsvandt var der ingen der vidste noget om. De fleste var tilflyttere, så det var en af grundene, en anden var at Oluf ikke fortalte noget om sin familie og da ingen spurgte, forblev hans baggrund ukendt for alle i det lokale samfund. Og ingen kerede sig om den sag, bare de fik ordnet de ting Oluf var blevet bedt om, så var alt som det skulle være. Og det 14


sørgede Oluf for at det var. *

Når Oluf gik i seng var det med dyrene, når de gik til ro. Han havde lidt høns og de gik tidligt til ro og satte sig på deres pind, og Oluf lagde sig på sin briks og sov tidligt. Han havde aldrig haft tv så det forstyrrede ham ikke, men en gammel radio havde han og den kunne han høre pressens radioavis på, hvis han havde lyst til det, det havde han som regel ikke for der var ingen nyheder der interesserede ham mere end vejret og det lyttede han til, for så kunne han kontrollere om de havde samme fornemmelse for skyerne og vinden som han havde. 15


Når man er meget alene og ikke har så mange at snakke med, så tager man varsler af naturen. Oluf var en god iagttager af vind og vejr og hvad dagen ville bringe. Og når han stod op kunne han sige om der kom regn eller blæst og fra hvilket verdenshjørne. Og så gik han i dialog med vejrudsigten og når han havde ret hoverede han ikke, han sagde bare: ”Hvad sagde jeg? ” Og det var det, for radioen kunne kun tale en vej ligesom Oluf. Det var på en måde en lykkelig kommunikations form. Vejrudsigten sagde sit og Oluf konstaterede om de havde ret eller ej og var tilfreds med den daglige morgen udveksling. Hvis de havde sagt i radioen, at der blev regn kunne han 16


overveje et øjeblik og så tage sin beslutning. ”Nej, der bliver ikke regn i dag, så jeg tager hen til Larsens og ordner deres have som aftalt. ” Hvis han var enig med vejrudsigten, at der ville blive regn i dag måtte han træffe en anden beslutning. Og da han havde arbejde nok, så valgte han blot et arbejde, der passede til regnvejr. ”Jeg tager over til Jensen og ordner hans plæneklipper. ” For Jensen havde en plæneklipper der skulle passes og det havde han ikke tid til, så det havde han fået Oluf til. Til gengæld ville Oluf så få noget stof til forsæderne i bilen, han var ved at samle. 17


Sådan forløb dagene for Oluf. Han var sin egen arbejdsgiver, han kunne bestemme, hvad der skulle laves og hvornår. Og blot han gjorde det inden folk begyndte at spørge om, hvornår han ville være færdig, så havde han fred og ro for folk, og de var tilfredse med at få gjort de ting, som de ellers ikke kunne få gjort og ikke selv havde tid til at gøre. Og de følte også en eller anden tilfredshed ved at kunne hjælpe Oluf med at lave noget, for de opfattede Oluf som en der havde hjælp behov, og den synes de så at de kunne give ham ved at bede ham lave det som de ikke havde tid til, fordi de havde så travlt på deres arbejde og der var så meget at lave. Ikke noget de talte med Oluf om, for de regnede ikke 18


med, at han ville kunne forstå, hvad de lavede og betydningen af det. Derfor talte de kun om Larsens græsplæne, Jensens plæneklipper eller Olsens vinduer, der skulle pudses og Petersens drivhus, der måtte have nye ruder i dér, hvor barnets fodbold havde knækket ruden, eller også skulle der sættes tomater og agurker eller hvad familien ellers gerne ville have, så de kunne hente det i deres naturlige have, når de havde gæster. Når man bor ude på landet skal man vise, at man magter at dyrke naturen. Og det fik de så Oluf til både til deres egen og gæsternes store tilfredshed. For Oluf kunne godt plante tomater. * 19


Udover at Oluf kunne skille en bil ad og gå til hånde i landsbyen, så kunne han også få ting til at gro i sin og andres køkkenhaver. Hvor hans viden kom fra spekulerede han ikke på. Et eller andet sted fra velsagtens havde han for længe siden i sin barndom i en bedstemors have oplevet, hvordan hun plantede og såede og høstede og nu gjorde han ligesådan i sin egen og andres haver. Han havde fået grønne fingre i sin barndom og det var dem, han uden at tænke over, bare brugte som om de var en forlængelse af hans krop og de vidste, hvad de skulle gøre. Der var en rytme i det arbejde, han havde lært som barn, der var fulgt med ham som alene voksen. Og det var denne barndomsrytme, 20


der gjorde ham rolig og arbejdsom og som havde givet ham den daglige rutine. Han stod op med lyset og gik til ro, når mørket var faldet på. Han nåede hvad han nåede i lysspandet. Det var det, og han var tilfreds med dagens arbejde. Særligt havde køkkenhaven hans opmærksomhed og næsten ømhed. Han plantede og såede ud som han havde lært af sin bedstemor. Ikke at han sang til arbejdet selvom det var lige ved, men han gik og nynnede, mens han plantede og lugede haven. Og når han var færdig med arbejdet og det var vel udført, stillede han sig op og så ud over hele herligheden, og så var det han nynnede af tilfredshed med det han så. Sådan havde hans bedstemor 21


gjort og nu gjorde han. Han videreførte ikke slægten, men den del af slægten som mormoderen repræsenterede. Og han følte vel et øjeblik at alt var såre godt, selvom den slags ord ikke faldt ham ind. Men nynne kunne han, og det er i slægt med de store ord. Han talte aldrig om sine forældre til nogen. Hvis nogen spurgte ham, hvor han havde lært alt det han vidste om køkkenurter og haven, så sagde han bare, at det havde han fra sin mormoder. Længere var den ikke og så måtte folk nøjes med det svar, men som regel havde de heller ikke tid til at høre længere forklaringer, så hans kortfattethed passede dem godt. Det siger sig selv at Oluf passede godt til stedet og de passede 22


godt til Oluf. Og sådan gik det roligt og indforstået i mange år. Men en dag var der uro i landsbyen. Der skulle flytte nogle fremmede ind, og man havde fundet en nedlagt skole velegnet til et center for de fremmede. Det havde afstedkommet at en af de faste beboere havde indkaldt til et møde med myndighederne for at få en forklaring og for at drøfte om ikke det kunne blive et andet sted, for her var så roligt og de fremmede ville forstyrre den ro og skabe utryghed, og nu var landsbyen faldet så godt til og alle var glade for at være der, så de frygtede at landsbyen ville blive forstyrret af de fremmede, og derfor forespurgte de om ikke de kunne flyttes et andet sted 23


hen. Men efter nogle timers diskussioner frem og tilbage lå det hele klar. Beslutningen var truffet, og der var ikke andre steder at sende de fremmede hen. Så det blev som besluttet. De fremmede skulle flytte ind i skolen, når den var omdannet til et beboeligt center til de fremmede familier. En af de lokale havde forespurgt om ikke man kunne sende dem til deres nærområder og så lave en lejr der til dem, men det var udelukket havde en embedsmand med bestemthed i stemmen forklaret, så spørgsmålet blev ikke forfulgt af andre, for man mærkede på embedsmanden, at det var udelukket og dermed lukkede han debatten ned og de fremmede ind, de 24


kunne snart flytte ind på skolen og ved nærmere eftertanke, så kom det jo ikke rigtig beboerne ved, for de var jo på arbejde og skulle ikke have med de fremmede at gøre. Det eneste der bekymrede dem var deres egen bekymring: Mon det nu var folk man kunne stole på og bare der ikke var tyvepak imellem. Og på den måde sluttede aftenen på den gamle skole med en beslutning taget hen over deres hoveder og med den usikkerhed og irritation, der følger af indestængthed og at få noget trukket ned over hovedet. Men som det ofte går, så går tiden med deres daglige ture til arbejde og skole med børnene, indkøb og hjem og lave mad og hvile og så 25


er der ikke rigtig plads til at tage sig af, at der skulle komme fremmede til landsbyen. De vidste dårligt nok, hvad det var for fremmede og hvorfra. Når man er bekymret er man først og fremmest bekymret over bekymringerne og ser ikke så meget andet. Det er ligesom en hest med skyklapper, den har dem for at gå lige ud og ikke blive forstyrret af det der kom ind fra siden. Sådan var det med deres arbejde. Oluf var ikke med til mødet. Ingen havde inviteret ham. Så han fik at vide en dag han var henne og plante i en have, at der skulle flytte fremmede ind på den gamle skole. Andet fik han ikke at vide, men det glædede ham mærkeligt på vejen hjem. 26


Det var ikke det med de fremmede, men at der kom liv i den gamle skole. Det betød at de fremmede havde børn med, og det synes han var godt. En skole uden børn er forkert. Ligesom en have uden planter, sagde han til sig selv, det er ikke en rigtig have. Det var ikke hans egne tanker, men mormoderens udtryk, der kom ham i møde. Den nat drømte han om, da han kom til sin mormoder som lille. Han havde været meget oprevet og græd, huskede han, men hun havde taget ham ind til sig og trøstet ham i sin favn og sunget små sange for ham, som han ikke forstod, men han mærkede roen i hendes stemme og sang, og så blev han rolig og faldt i søvn og hun lagde ham ind 27


i han nye seng. Det var så hans nye hjem, og hans mormoder sørgede for, at han fik ro, når han var urolig. Og Roen fandt hun selv i sin have, og der overførte hun sin ro til lille Oluf og hendes lærdom om haven fulgte med. Det var nu mange år siden, og han havde næsten glemt det, havde det ikke været for de fremmede, der skulle komme til landsbyen. Nu huskede han, hvordan han havde nydt at gå i haven og hjælpe til. Hvordan han havde lært at kende alle de mange forskellige planter fra hinanden og hvad de var for nogen og hvad de skulle bruges til. Mormoderens køkkenhave havde det hele til den daglige husholdning. Og så havde hun høns, ænder og gris. Og på den måde var 28


hun næsten selvforsynende med alt til den daglige husholdning og manglede hun noget kunne hun lave en byttehandel med en af de lokale. De manglede aldrig noget og der var både tid og arbejde nok til at tiden den gik. Lige indtil den dag mormoderen faldt fra og kom på plejehjem og der døde hun. Og der døde også noget i Oluf ved den lejlighed. Han var ganske vist blevet voksen, men ikke voksen nok, så det blev en svær tid for ham at være alene. Men hvordan det end gik til, så havde mormoderens rolige oplæring af ham sat sig, og han lod så det han vidste folde sig ud. Og på den måde kom han over tabet og klarede sig ind i sin egen ensomhed med tanken om, hvordan hun 29


ville have gjort det. Og sådan gjorde han det så. Han havde arvet hendes lille husmandssted og jordlod og drev den videre, sådan som husmænd tålmodigt har drevet det ene brug videre fra generation til generation lige op til vor tid, hvor ingen rigtig vil kendes ved det mere, undtagen Oluf. Dagen oprandt da de fremmede flyttede til egnen og ind i den nedlagte skole. Den eneste fra landsbyen som var til stede var Oluf, for de fremmede kom om formiddagen og da var landsbybeboerne ikke hjemme til at tage imod, de var på arbejde og kom sent hjem. Så Oluf stod ved skolen og så busserne komme med alle de fremmede, børn og 30


voksne, ældre og unge. Og da de steg ud og skulle ind på skolen stod han ved indgangen til skolegården og så på. Da de gik forbi ham har de troet, at han var en slags leder for de gik alle hen og trykkede ham i hånden og sagde noget der sikkert har betydet tak. Og Oluf blev så overvældet af at folk tog ham i hånden og takkede, så han sagde helt spontant velkommen. Og det blev han ved med til de alle var kommet forbi og ind på skolen. Han blev stående en tid og kikke lidt forlegent ind på skolen. Det var første gang at nogen havde trykket ham i hånden og så fast, så han forstod en slags taknemlighed igennem håndtrykket. Det havde han aldrig oplevet før, så han var et øjeblik lidt ude 31


af fatningen. Så samlede han sig og gik hjem. For første gang nynnede han uden at være hjemme i sin have. Ud over de dyr Oluf havde, så havde han også en kat. Ikke en helt almindelig kat. Den for rundt på gårdspladsen og i haven i en vældig fart. Altid med maven hængende lidt nede mod jorden, så hårene var slidt lidt af. Den havde vistnok brok og det artede sig på den måde at den hang lidt med bugen, men det fik være. Egentlig skulle han have aflivet den, men lod være, den havde også sin berettigelse, syntes han, og han kunne lide den farte omkring. Han kaldte den sin Handikat og så var den reddet. Man står inde for det man navngir. 32


En morgen Oluf var stået op og havde fået sin morgenmad og kaffe og klædt sig på til at gå ud i haven, så han der stod én ude ved vejen og kikkede ind i hans have. Han så ham lidt an igennem køkkenvinduet. Vurderede ham til at være en ti, tolv år. Han hang lidt i kroppen, ludede lidt, var lidt rundrygget og så lidt trist ud. Men han var interesseret i et eller andet derude i køkkenhaven kunne Oluf konstatere. Han gjorde sig klar og gik ud i haven uden at lade sig bemærke med noget, men han kunne mærke at han blev iagttaget og det var en mærkelig fornemmelse, for der var aldrig nogen der så hvad Oluf gik og lavede, han lavede det jo bare og det mens folk var 33


væk. Men ham her var ikke væk. Han stod og fulgte hans arbejde med haven. På et tidspunkt blev det for meget for Oluf, han gik hen til ham og så på ham. Drengen trak sig forskrækket lidt tilbage, men da han fornemmede at Oluf ikke ville ham noget ondt blev han stående og rakte hånden frem: Rudi, sagde han og Oluf tog den og sagde sit navn. Og så blev der ikke sagt mere, for de kunne ikke forstå hinanden. Drengen var en af de fremmede, der var kommet til byen og Oluf havde hørt på deres sprog, da han stod oppe ved skolen, at det var et helt anderledes sprog, end han var vant til. Det var helt uforståeligt, men havde dog en melodisk klang han syntes om. Han gik ind i 34


sin have og lod med en håndbevægelse vise at han inviterede drengen med ind. Og Rudi fulgte ham ind i haven. Da drengen viste interesse for hans køkkenhave, tænkte Oluf, at han kunne vise ham rundt i den og samtidig fortælle ham, hvad det var for planter han så og hvad de hed. Så Oluf arrangerede uden at vide det en navngivningstur for drengen i hans nye land og på den måde blev han indført i landet via en køkkenhave. Hans grøntsager stod i lige rækker og var i fuldt flor. De skulle bare nippes og passes, alt var som det skulle være, så det var egentlig en fornøjelsestur for Oluf og nu med ledsager. Det nye var kombinationen med at 35


trække lidt ukrudt op, nippe et skud af, samle lidt ind i en medbragt spand undervejs og så at pege og navngive for Rudi: dild. Han pegede, sagde ordet: dild og så på Rudi og Rudi fik store øjne og forstod hvad de drejede sig om og gentog nogle gange ordet: dil.. dil.. dild og Oluf nikkede. Salat gik bedre, selvom de måtte øve trykket et par gange, indtil det sad. Så kom de til gulerødder og Rudi begyndte at le. Ordet var åbenbart sjovt i hans mund og han sagde det mange gange. De gik sammen rækkerne igennem: majs, bønner, ærter, radiser, spinat, rødbeder, løg og kartofler. Da de kom til kartoffelrækkerne var der igen sjov med sproget. Rudi sagde det på en skæg 36


måde syntes Oluf, men han kunne ikke få ham til at sige ordet kar-tof-ler så han lod den mærkelige variant: krtøfl være. Det kunne jo komme en anden gang. Og det slog ham at der var sket noget med drengen under hans gennemgang. Hans lidt ludende holdning og sammensunkethed havde fortaget sig lidt og drengen så mere energisk ud, end da han stod alene og fortabt og så ind i haven. Han var blevet tryg af deres lille vandretur sammen. Oluf gik i gang med at luge kartoflerne, og han gav Rudi et lille lugejern og viste ham, hvordan man skulle gøre. Rudi gik straks og ivrigt i gang. Og de blev ved sammen med at luge ukrudtet væk så kartoffelplanterne til de 37


stod i fine rækker og så flotte ud. Oluf stillede sig af gammel vane op og så på sit værk og så gav han sig til at nynne tilfreds som han plejede, men i dag blev det i tostemmighed sammen med Rudi. Dagene gik som dagene nu går hos Oluf. I en fast rytme får han de ting fra hånden som ligger for ham. Han passer sine dyr og haven. Og han ordner de ting i byen som han har aftaler om og af og til kikker han lidt ind i værkstedet, hvor den skilte bil er ved at samle sig. Stump for stump finder skruerne deres plads, og han begynder at samle, hvad han havde adskilt for at finde ud af, hvad det var for dele, der var i sådan en bil. Det gik fremad, men langsomt, for det var ikke helt let at 38


samle, hvad han havde adskilt. Selvom han havde haft hver en del i hånden og set den nøje efter og renset den og gjort den ren og klar og olieret skruer og grundet skærme og malet over, så var det noget af et puslespil han havde givet sig ud i og det tog sin tid, og der var i øjeblikket længere og længere tid imellem han kom derover, for der var andre og lettere steder at gå hen, for han havde jo nok af arbejde, så derfor lavede han af og til nogle overspringshandlinger. Men det havde han opdaget og nu tog han sig af nogle faste aftaler med sig selv og kom lidt fremad trods alt. Men han mærkede en modstand i selve materialet som skyldtes at han var lidt på herrens mark og ikke 39


havde lige det håndelag, der skulle til for at komme lidt videre. Så der måtte gå den tid der skulle til, aftalte han med sig selv og uden svinkeærinder. Det havde været sjovt, ja næsten frydefuldt at skille den ad, men at samle den var lidt gådefuldt og vanskeligt og besværligt. Mere indviklet end han havde troet. Dog havde han glæde af at gøre alle delene fine, skinnende og rene. Og især havde han lagt al sin færdighed i genbetrækningen af sæderne i bilen. Han havde byttet sig til noget stof fra en i landsbyen, som han slog græsplæne for og ryddede op i garagen. Og der havde han set noget stof, som faldt i hans smag, noget kraftigt og ternet og gode farver i brunlige nuancer. Og da 40


han havde foreslået at han fik en bane af stoffet i bytte for arbejdet havde han fået en aftale i stand og stoffet med hjem. Han havde målt ud og skåret til, syet det til og set på resultatet bagefter. Det var et arbejde han havde nydt og det blev derefter. Smukt og tilfredsstillende udført syntes han. Lige som det skulle være. Men det kunne ikke komme ind i bilen endnu, for der var sådan set ingen bil. Kun dele af en. Og de lå i mange stykker endnu. Der tegnede sig et mønster og man kunne godt se, hvad det ville blive til. Han kunne. Andre ville sikkert have sværere ved det, for der var et stykke vej endnu til noget der lignede helhed ville tegne sig. Men nu var han altså kommet i gang og en 41


dag ville han vel nå sit mål og have en bil i garagen. Endnu havde han ikke vist den til nogen, for der kom jo aldrig nogen og besøgte ham, så ingen vidste, hvad han gik og puslede med. En dag fik han brev om at der skulle være møde for beboerne på skolen og man ville fortælle om de fremmede, der var kommet til byen og boede der. Der stod at man ville byde på kaffe og kage, og så ville en fra centret fortælle om stedet og hvad der skete der. Og der ville være mulighed for at tale sammen og stille spørgsmål. Der ville være tolk til stede, stod der. Det var arrangeret som et sidst på eftermiddagen møde, så alle havde mulighed for at komme og deltage. Og da det var før solnedgang valgte Oluf at deltage nu 42


han havde hilst på dem alle ved en fejltagelse da de ankom og efter han havde mødt Rudi havde han lyst til at møde de andre også, for at se hvad det var for nogen. Den dag mødet skulle være valgte han at undlade at gå i haven eller arbejde med bilen. Han lavede kun nogle småting og gjorde sig så ellers klar inden mødet. Han gik i bad, barberede sig og tog noget pænt tøj på. Pudsede sine sko, sådan som han havde lært det som soldat. Syede en knap bedre fast i jakken, valgte slips til skjorten og så var han ellers klar. Vejret var sensommer når den er bedst. Stille og roligt og sol. Ikke for varmt, men tilpas brise og der var ikke optræk til forandring den dag, tilføjede han til 43


speakerens vejrudsigt. Så var han klar og gik op til skolen for at deltage i mødet. Han gik ind i gymnastiksalen, hvor mødet var arrangeret. Der var dækket op til omkring fyrre. Og de voksne og unge fremmede var kommet og nogle officielle fra kommunen og et par fra byrådet. Der var skænket kaffe op og folk var i gang med at lade kagefadet gå rundt og de var i fuld gang med at forsyne sig. Oluf fandt sig en plads og fik øje på Rudi, vinkede til ham og han vinkede igen. Det blev bemærket af et par voksne, sikkert noget familie til Rudi eller måske forældre tænkte Oluf et øjeblik. Så satte han sig ned. Fandt kaffen og kagen og så begyndte 44


mødet med en velkomst hilsen af lederen af stedet. Han sagde ikke så meget og det han sagde kunne Oluf mærke måtte være en forkortet udgave. Han havde sikkert ville fortælle lidt mere, men havde opgivet da han så hvor få beboere fra landsbyen der var kommet. Ud over Oluf var der et par mere, men ellers var der flest fra kommunen og så stedets folk. Oluf kikkede sig omkring mens han nød kaffen og kagen. Han havde jo hilst på dem alle sammen da de kom til byen i bus, men ellers ikke siden. Nu iagttog han dem for at se, hvad det var for nogle mennesker. Han lagde mærke til at de alle var nydeligt klædt på ligesom ham selv til lejligheden. Det var oplagt at de havde gjort sig 45


umage og sad lidt anspændte og måske forventningsfulde. Måske troede de på nogle forløsende ord et eller andet sted fra, men som kaffen gik rundt udeblev de ord og stemningen sænkede sig fra det anspændt ventende til synlig nedtrykthed. Der var ingen forløsende ord eller handlinger på vej. Og hvis de sad med noget indestængt var de ikke i stand til at få det ud for de kendte ikke sproget. Da de havde siddet lidt i den stemning spurgte Oluf ud i luften uden at tænke over det: ”Hvad laver I egentlig her på stedet? Hvordan får I hverdagen til at gå? ” Lederen af stedet takkede for spørgsmålet og forklarede nogle 46


selvfølgelige ting og bad så tolken oversætte spørgsmålet og Oluf lyttede til sproget tolken brugte og sagde til sig selv, at nu blev hans ord oversat til et fremmed sprog og han følte en lille glæde i sit stille sind. Tænk at hans ord lød sådan. At de kunne oversættes og gøres forståelige for andre. Han så sig rundt i forsamlingen efter et svar. Var der ikke nogen, der havde lyst til at svare på hans spørgsmål? De fremmede var begyndt at snakke indbyrdes, det var som om de drøftede det og gav besked videre til en i gruppen, som forberedte sig på at svare. Tolken blev tilkaldt og talsmanden fortalte hende hvad der var blevet svaret. Hun tænkte det lidt igennem og så kom svaret. 47


De fremmede ville meget gerne takke, fordi de var blevet sü godt modtaget, fordi de fik husly og mad og et sted at vÌre i fredelige omgivelser. Det var godt at der fandtes mennesker som tog sig af krigens problemer. Men som man müske kunne forstü, var det meget ensomt at vÌre i et fremmed land, hvor der nÌsten ikke boede nogen om dagen. Der var ikke noget at lave som kunne optage dem og de mente ikke at lediggangen var godt for dem. De var alle vant til at arbejde hver dag indtil krigen kom og ødelagde det. Men nu var freden kommet til dem i det nye land og de ville gerne arbejde igen og se nogle flere mennesker, for det er godt at vÌre sammen med mennesker, 48


det var de vænnet til derfra hvor de kom. Oluf lyttede og forstod godt hvad der blev sagt. Det gjorde politikerne også og de greb straks ind og forklarede, at der ikke var arbejde til dem, fordi de var flygtninge. Deres situation skulle lige afklares først. Og når der ikke var mange i byen skyldtes det jo at folk tog på arbejde hver dag og det kunne der ikke laves om på. Sådan var lovgivningen og samfundet nu engang skruet sammen. Det måtte de affinde sig med og de var her jo af egen fri vilje. Det var lige før nogle andre ord løb byrådsmedlemmet i munden, men han beherskede sig i sidste øjeblik og sluttede sit ikke særligt indlevede indlæg på en lidt hoven måde. 49


Stemmeføringen afslørede hans inderste tanker. Men han sagde dem ikke. Hans ord blev oversat og nu kom der uro på rækkerne. Folk begyndte at snakke indbyrdes. Det var som om de helt forstod deres situation og ikke brød sig om den. Igen blev deres tanker samlet sammen og endte hos deres samlende talsmand som fremlagde deres tanker for tolken, som nu oversatte lidt ad gangen, så der var mulighed for en tilbagemelding eller begyndende samtale. Der blev igen takket for den modtagelse de havde fået og man skulle ikke tage fejl af deres taknemmelighed. Især var de glad for at deres børn kunne leve i fred og ro. Og de var også glade for at 50


være der. Men de ville jo meget gerne gøre sig nyttige. Derfra hvor de kom hjalp man hinanden. De ville også gerne hjælpe her og være nyttige for på den måde at give tilbage til egnen som tak for deres hjælp. De skulle naturligvis ikke have løn for hjælpen, arbejdet ville bære lønnen i sig selv. Og det blev slået fast at arbejde er roden til alt godt, mens lediggang var roden til alt ondt. Så de ville bare forklare hvor vigtigt det er for mennesket at have noget at rive i. Det kunne Oluf helt leve sig ind i. Det var et synspunkt han fuldt ud delte. Han skulle lige til at tage ordet, da en fra byrådet tog det og takkede for deres synspunkter. Han havde været glad for at høre på 51


dem og synes at man nu var kommet en lille smule nærmere og havde lært hinanden at kende, så han ville takke for deres fremmøde og ønske dem en god dag fortsat. De skulle bare blive og hygge sig med kaffen og kagen, men han var nødt til at gå til et møde. Han rejste sig, hilste med et tak for i dag og forlod mødet, resten af forvaltningen og de få byrådsfolk der var mødt op fulgte med ham. Oluf og de fremmede blev siddende lidt rådløse tilbage og fandt ro i kaffen og et ekstra stykke kage. Pludselig stod Rudi foran ham og hilste på ham. Oluf rejste sig og gav hånd. Rudi tog den og trak af med ham over til sin familie og her præsenterede han dem for Oluf. De hilste 52


hjerteligt på ham og smilede. Han forstod ikke hvad der blev sagt, for tolken var gået sammen med byrådsdelegationen. Men han kunne mærke på stemningen at Rudi havde talt pænt om ham. De inviterede ham til at sidde ned og skænkede en kop kaffe op til ham. Rudi talte og manden og konen nikkede og en anden ung mand på Rudis alder fulgte med. Ligeledes en ung pige, der fulgte Rudis beskrivelse. De lyttede og nikkede og så tog manden Rudi i hånden endnu en gang og rystede den, mens han sagde noget Oluf ikke forstod. De sad lidt ved bordet en lille tid i tavshed. Så rejste centerlederen sig og hilste af. Det officielle møde var slut og Oluf gjorde sig klar til at gå hjemad. Familien 53


fulgte ham ud til skoleindgangen og hilste af med ham, og han gik hjemad med mange tanker i sit hoved. Det var blevet en anderledes dag end han havde forventet, hvis han da overhovedet havde forventet noget. Men noget var sket. Han vidste bare ikke hvad. En dag så han noget han ikke skulle have set. Han var stået op med solen som han plejede. Havde aflæst vejret og fundet det godt til havearbejde hos en af sine kunder og havde gjort sig klar, for der var en del at lave, men hvis han kom i god tid kunne han nok klare det i løbet af dagen, regnede han ud. Og så kunne han være hjemme til sidst på dagen inden solnedgang. Han skulle plante nogle træer og beskære nogle 54


frugttræer så han tog sin gode grensaks med og sin fukssvans slængte han over skulderen. Den lå i et hylster og var beskyttet. Det var et gammelt arvestykke og havde været brugt at bedstefaderen i hans unge dage, hvor han tog rundt og arbejdede på valsen. Han gik og beskar frugttræerne med sin grensaks som så ofte før. Det var et arbejde han nød for han vidste at træerne havde godt af det og det ville give ekstra god frugt næste år når træerne var beskåret rigtigt og i tide. Han var altid omhyggelig med arbejdet og der var en rytme over arbejdet som han kunne lide. Og resultatet bagefter var et syn værd. Han stillede sig af og til lidt tilbage og kikkede på træet for at 55


fornemme formen og se om nogle grene skulle forkortes, så træet fik en harmonisk form. Og mens han stod og så på træet så han mellem grenene at en ung kvinde kom ud af huset længere oppe. Der var en terrasse ud til haven og lige uden for huset var en bruser som hun gik hen under, smed sin slåbrok og tændte for vandet. Og så stod hun helt nøgen under bruseren, sæbede sig ind og vaskede sig. Skyllede sig grundigt. Slukkede for vandet, tog sin slåbrok på og frotterede sig og gik så ind igen. Hendes morgenbad tog ikke lang tid og så var hun væk igen. Oluf stod tilbage og havde set det hele. Han havde aldrig set en nøgen kvinde før. Han havde heller ikke forstillet sig kvinden i 56


huset så sådan ud. Han havde faktisk aldrig forestillet sig noget om kvinder. Men nu havde han set en nærmest ved et tilfælde. Han pakkede sit grej sammen og gik tankefuld hjemad og mærkelig opstemt. Det var en af de dage som ikke var særlig betydningsfuld eller markant at han oplevede noget nyt. Han mødte på en af sine arbejdsture rundt i egnen én han ikke havde set før. Hvor han kom fra og hvornår var ikke til at forklare. Han var der bare den dag. Måske var han kommet dertil for længe siden, måske havde han altid været der uden at Oluf var kommet den vej, hvor han var. Men nu havde de mødt hinanden.

57


Han var så gammel at familien havde glemt ham for længe siden. Ikke at det gjorde noget. Han levede i glemsel og bedste velgående indtil han mødte Oluf, og der opstod et eller andet slags bekendtskab. De genkendte noget i hinanden som andre havde svært ved at få øje på. Og det var så det, der bandt dem sammen fra første møde. Ikke at de havde meget at fortælle hinanden, for deres erfaringsgrundlag var ikke stort, men det var nok til at de fandt et slægtskab hos hinanden som rakte. Det var ikke så meget talen, der gjorde det. Men måden det var startet på. Da de mødtes havde den anden sagt, da han så Oluf: 58


”Dav, nå der er du. Det har du været længe om”. Oluf var standset op og havde tænkt sig om. Havde han glemt en aftale? Det plejede han ikke. Men han kendte ham jo ikke, så han kunne ikke have lavet nogen aftale med ham som han havde glemt. Hvad kunne han egentlig have af udestående med ham? Inden han fik tænkt det igennem sagde den anden: ”Jeg skal vise dig noget. Kom med mig ind i haven. ” Og de gik ind i hans have sammen og den gamle viste rundt. Og det var det, der fængede hos Oluf. Det der viste slægtskabet imellem dem. Et ældgammelt slægtskab fra før deres egen tid som brød ud i et venskab lige 59


mit i haven mellem de to mennesker. De havde samme dybe interesse for haven og havens pleje. Her var ord overflødige, her var alle sanser åbne og synet hjalp dem på vej og de glædedes sammen over det de så og glæden blev dobbelt, fordi de var to par øjne der så og munde, der smilede til hinanden for hvert fællessyn. Glæden, der kan deles, er den største. Da han kom hjem glædede han sig over sit nye bekendtskab og opdagede at han ikke vidste hvad han hed, de havde ikke præsenteret sig for hinanden og alligevel havde de snakket sammen i haven som om de havde kendt hinanden altid. Det gjorde ikke noget at han ikke kendte hans navn, han var for ham 60


Gartneren, hans nye bekendtskab. Det var nok. Det var ikke sidste gang han besøgte ham. Det var begyndelsen til et langt venskab. Det slog ham at der manglede noget i hans egen have, nemlig et drivhus. Og en dag han var på arbejde hos en af de arbejdende i storbyen fik han øje på et faldefærdigt drivhus nederst i haven mellem affald og grene og halvglemte ting. Og da han skulle afregne med manden i huset foreslog han for sit arbejde at han kunne tage og fjerne drivhuset, der var i så dårlig stand. Hvad syntes han om det? Det syntes manden godt om og de gav håndslag på det. Begge var tilfredse med handlen og det er vist nok det man kalder godt 61


købmandskab, bortset fra at manden havde et lille selvtilfreds smil på sine læber, som kunne tydes som om han havde fået mest ud af handlen. Oluf lod sig ikke mærke med det. Han så muligheder. Nogen tid efter at Oluf havde set kvinden bade nøgen på en terrasse var Oluf taget på sit havearbejde igen i håb om at hun kom ud og badede. Han stod ved æbletræerne og arbejdede dybt nede i haven hvorfra han havde en fin udsigt. Af og til kikkede han op i haven mod huset og terrassen, men hun var der ikke. Måske var hun ikke hjemme, men var taget på arbejde inde i byen eller på indkøb. Han var ikke klar over om hun arbejdede for han havde kun set hende bade den 62


ene gang på terrassen og det havde været chokerende for ham at se den nøgne kvinde. Nu stod han der igen klar til at blive overrislet af synet. Bare tanken om hende fik hans krop til at stivne. Han var anspændt og havde åndenød. Han støttede sig til træet og knappede skjorten op for at få luft. Han trak vejret dybt og så op ad havegangen til terrassen og netop da trådte hun nøgen ud og åbnede for bruseren og gik ind under den, sæbede sig ind og skyllede sig mens hun berørte sig selv med en vaskeklud. Oluf stirrede og stirrede og gik så som i en døs opad mod terrassen. Undervejs smed han skjorten, lod bukser, sko og sokker falde og gik så 63


nøgen op til kvinden i brusebadet. Hun skruede op for hanen og brusebadet blev et helt vandfald som hun trak sig ind i og Oluf gik ind til hende og blev væk. *

Dagene gik som dagene går for Oluf. Han havde fået fjernet drivhuset og stillet det op på sin grund. Det der manglede af ruder og sten til gulvet havde han skaffet sig rundt omkring, hvor han arbejde og han var sådan set færdig med sit arbejde, men manglede at beplante drivhuset. Men her var han gået i stå, for hvad skulle han plante i det? Hvad skulle hans satse på? Hvordan skulle han gøre det bedst nyttigt og få det 64


inddraget i sin store grund. Og så fik han ideen at bruge det som en slags laboratorium for podning af æblegrene. Han ville pode æbler og skabe det bedste æble, det mest velsmagende og saftige æble der fandtes. Og det ville han så plukke til hende.

* Han havde fået en afbuds rejse fra en af byens velstående. Vedkommende havde fået så travlt at han ikke kunne bruge rejsen som var betalt, så han havde foræret Oluf den for en opgave han havde udført for ham, men ikke fået betaling for. Oluf tog imod den og vidste ikke hvad han skulle gøre, men nu han havde fået den 65


forærende måtte han jo forberede sig på den og han fandt ud af hvordan og hvornår og så rejste han for første gang ud i den store verden. Han gik igennem gaderne i den gamle by. De snoede sig og byen var bygget på store klipper der stak op, som overdimensionerede brosten i en gammel gård, sådan som de stadig fandtes på landet. Men det her var kæmpe sten. Ovenpå var der bygget huse af træ. I forskellige størrelser og højder, nogle af dem stod alene, andre var bygget tæt sammen, som rækkehuse sten på sten. Vejen han gik på var også stenbelagt, men sten der var flækket og lagt ned i fine mønstre som gjorde at vejen var jævn, de var lagt som fliser, små og store sten. Nogle steder 66


snoede vejen sig og huse hang ud over, så han af og til gik under huse. Her et hjørnehus, her en balkon, her et udhæng som kom af at huset havde fået knopskydning op efter og rakte lidt længere ud end første etage. Vejen snoede sig i det der efterhånden viste sig at være en større by. Han stod på et tidspunkt under en hjørnebygning og så at vejen nu bevægede sig nedad. Ikke lige, men snoet. Han fik et overblik over byen deroppefra. Den var større end han havde regnet med, han kunne ikke se slutningen. Den blev bare ved og vejen gik ned og op et andet sted og fordelte sig ind imellem bygningerne. De lå alle på de store klipper. Da han drejede rundt om hjørnet 67


var der lidt efter huse på begge sider og de lå tætte. Der var steder hvor han gik nedenunder husene for opefter var det som de lukkede sig sammen og at han gik i en tunnel. Så kom han til en åbning, hvor der var frie huse til højre for ham og de store klipper var synlige, der var også lys og frisk luft omkring og nu skete der det at stenene pludselig fik farver. Bladagtige bådformede farver var malet på stenene og der kom flere til og de blev tættere og tættere bemalet i forskellige farver afpasset efter hinanden. Et efterårs farvearsenal som kunne efterligne bladenes farver når de var faldet ned. Men der var ikke træer her, men blot imitationen af bladhang. Og nu blev det tættere og 68


tættere og krøb op ad husene som vedben til begge sider af vejen han gik på. Længere henne drejede vejen ind i en gyde og det var som om bladene drejede med og viste vejen. Han fulgte dem og så var det som hørte han toner et sted fra. Længere henne drejede bladene ind i en port og han fulgte dem som efterårsvindens befaling. Lyden blev højere. Der kom rytme på. Og så stod han ved indgangen til et stort rum. Det lignede en koncertsal. Den var fyldt med farverige blade som udenfor, men ikke malede, men på stoffet på de dragter som de mange mennesker havde på. Der var en summen og livlighed og stemme afprøvning. Alle var ved at 69


finde deres pladser. Mænd i den ene side, kvinder i den anden og børn i alle aldre imellem og en gruppe større i midten. De mindre børn for rundt på scenen, glæden lyste ud af dem i deres spraglede tøj. Ingen var ens klædt eller havde samme farve. De var alle klædt forskelligt ud passende til deres alder og køn og farverne udgjorde en gigantisk pallet. Foran dem i orkestergraven sad et symfoniorkester og gjorde sig klar, de afprøvede instrumenterne, en del af en melodistump blandede sig med børnenes og de voksnes afprøvning af en tekst. Og så fandt det sidste barn sin plads og fra det ene urolige og muntre øjeblik til det andet var der pludselig fuldstændig

70


ro. Billedet var som frosset. Det var først da han opdagede publikum i salen. Den var stuvende fuld. Flere tusinde mennesker sad forventningsfulde og var klar til at overvære koncerten. Og så kom dirigenten ind fulgt at to sangere, en mand og en kvinde. At dømme efter klapsalverne var det store sangernavne der viste sig for dem. Kvinden var i en blodrød kjole. En sopran og manden i mørk habit var baryton. Dirigenten i sort slog an og optakten kunne begynde. Koret satte ind og børnenes glade ansigter overtog og sang våren ind med stor glæde som forplantede sig. Barytonen tog over og sang om solens blidhed og glæden. Koret sang med i 71


hyldesten af glæden, den milde dag. Og så lagde orkestret op til dans og de små dansede som besatte og udstrålede en så stor energi at den forplantede sig til hele salen. Munterheden greb om sig. Han havde sat sig ned på et trappetrin og overværede dette helt utrolige for øjnene af ham. Han var gået ind fra gaden lokket af summende lyde og bladenes farver og nu sad han midt i en utrolig koncertsal stuvende fyldt og lyttede til et orkesters fantastiske toner og korets sangstemmer. Det virkede som en drøm, men selvom han kneb sig i armene vågnede han ikke op. Han var vågen. Han var til stede. Han så og overværede en koncert sammen med tusinder andre. Nu var der ikke 72


andet at gøre end blive og suge til sig. Han afventede kvinden i den røde kjole, sopranen skulle synge. Barytonen sang om gløden i sig. Koret fulgte ham. Nogle gjorde grin med ham. Sang klagesange som satirer over ham og lo, men han lo med og lod sig ikke forstyrre, gløden voksede og blev til kærligheds og længselsudbrud. Så slog drengekoret til og forstærkede kærligheds længslen. Han blev helt latinsk af det og sang om amor og gik så vidt at synge om sin drøm i dagen og nattens timer. Og så slog sopranen til og sang nede fra som en lille pige der voksede og havde samme drømme og længsler som manden. Og han og et kor svarede igen. De gik tæt på 73


hinanden og sang deres længsler ud i fælles duet med skiftevis drenge og pigekor, skiftevis mands og kvindestemmer. Sopranen og barytonen stod tæt og sang af hjertet ud til det oprørte publikum. Og så satte alle korene og orkestret ind og understøttede sopranen og barytonen i crescendo afslutning. Og så slog dirigenten af og der var et øjebliks stilhed mens tonerne svævede bort. Så lød der et bragende bifald. Folk klappede, hujede og skreg af taknemlighed mens orkestret og sangerne bukkede og takkede for hyldesten. Publikum var ellevilde. De trampede i gulvet og klappede. Orkestret rejste sig gang på gang på dirigentens anvisning og takkede for hyldesten. Tre 74


gange gik dirigenten ud og kom tilbage. Og modtog klapsalver sammen med orkestret og sangerne. Og så gik han ud for sidste gang og klapsalverne døde langsomt ud. Der var opbryd. Oluf var gået ud på gaden som en af de første og slap for den store menneskemængde. Han gik på må og få rundt og kunne ikke rigtig tro, hvad han havde overværet. Hvad var det? Havde han drømt eller var det virkeligt? Det uvirkelige var at han havde fundet det og overværet koncerten. Hvordan det så end var sket, men så opdagede han at bladene, hvor han gik var væk, de blade som havde ført ham hen til koncerthuset og som havde givet ham den kæmpe musikalske 75


oplevelse. Det forekom ham naturligt nu at bladene ikke var det mere. Der hvor han gik nu lignede byen sig selv. Sådan som byer nu engang ser ud uden malede blade og åbne koncerter.

*

Der er engang og for enden af den gang er der en dør der åbner op til noget andet. Når du bevæger dig ned ad den gang skal du vide at du går ind til noget andet hvis du går igennem den dør der er for enden af den gang der er engang.

*

76


Der gik nogen tid inden Oluf følte sig hjemme igen, hvis han overhovedet gjorde det. Men der var ikke andet at gøre end gå i gang igen. Han gik ned ad gangen i urtehaven og tænkte uden egentlig at vide på hvad indtil han stoppede op, da han så Rudi. Han så både ham og haven på en gang, mens han var et sted på gangen på vej ned til døren i hans nyerhvervede drivhus. Han vinkede ham ind. Kan man lave noget uden det går i glemmebogen? spurgte Rudi, og Oluf tænkte over det og gør det stadig uden at have fundet svaret. Eller rettere sagt er det vel sådan det er. Alt går i glemmebogen og derfra forsvinder det. Du kan allerede mærke det nu i levende live. 77


Tingene forsvinder hver dag. En lille flig af din erindring vil ikke dukke op. Et navn du skulle huske lader sig ikke huske. I hvert fald ikke uden møje og besvær og medhjælperstikord undervejs. På en måde er det måske meget godt. Vi kan simpelthen ikke bære rundt på alle vore oplevelser i vor alder evig og altid, noget må vige pladsen for et eller andet andet. For vi er nødt til at have nogen bevidsthed fremme som værn mod bevidstløsheden. Den kan tidsnok komme. Bevidstheden udskyder på en måde vor forsvinden en stakket stund – og det er sådan set godt nok på den måde. Men de daglige forsvindinger minder en 78


om at glemmebogen ikke er så langt borte. En gang blev han rystet over at det hele slutter, altså ikke hans personlige afslutning, men det hele engang om mange millioner år, så slibes det hele af og bliver til sandskorn alt sammen. Det slog ham at så var der jo egentlig ingen grund til at gå at rydde op og smide ud. Det hele ville forsvinde alligevel. Men selvfølgelig kan man ikke have sine ting liggende så længe, eller andres ting, det er der slet ikke plads til, og andre skal jo også kunne være her i en periode inden det hele sander til. Så vi rydder op engang imellem og smider ud og kører til genbrug og opfører os anstændige og ansvarsfulde, sådan som 79


man også forventer naboen er og forholder sig til hele situationen, nu den ikke kan være anderledes. Det er som om den viden også viser sig i livet i alle de små ting, når vi bliver ældre. Der foregår jo hele tiden er slags stille udrensning i os. Vi mister det ene og det andet. Så bliver vi trætte af det og det og så kan vi ikke finde den musik som blev indspillet for år tilbage, og når man spørger efter den der hvor den skulle være i et tv-arkiv, så har de slettet den årgang, og den der havde optaget det og lavet sit eget arkiv er død og borte ligesom hans arkiv er forsvundet og ikke er at finde mere. Det ærgrer af og til os så søger man hjælp hos mennesker med at finde de gode sange, som af en eller 80


anden grund ikke vil slippe én, men dem han spørger er ikke ansat der mere, hvor det kunne være at de havde adgang, så det har de ikke og de kender ikke de nye, der skulle varetage opgaven eller hvem de er. Den store fælles forsvinden er allerede i gang. Og på det punkt er oprydningen allerede langt fremskreden. Livet går i glemmebogen og derfra forsvinder det. Da han stod overfor Rudi gik det op for ham at han havde tænkt længe over et eller andet. Han afbrød sine tanker og sagde at han ville tale med Rudi om noget og om han havde tid. Jo, Rudi havde tid fordi Oluf havde det.

81


Så fik de en snak og lavet en aftale. Rudi skulle gøre bilen færdig og klar, hvis han mente han kunne klare opgaven. Og så ville han gerne have hjælp til haven. Han ville have den indrettet med andre kulturer i, så den blev mere multikulturel spiselig. Kunne Rudi ikke snakke med nogen om det og se om der var nogen med interesse og evner. Så kunne de arbejde sammen om haven og udvikle den til, ja til noget nyt. Han så gerne at der var børn med i projektet, hvis det kunne lade sig gøre. De enedes om at tænke over, mens Rudi straks gik i gang med at samle nogle stumper af bilen sammen og notere sig, hvad han manglede. Han lavede en lille liste over mangler og stak Oluf den ved lejlighed. Og Oluf 82


tog den med rundt i landsbyen, hvor han havde sine gøremål, og så fandt han de ting som Rudi skulle bruge, rundt omkring i værksteder og garager, hvor han havde arbejde og så tog han sig betalt på den måde. Noget for noget. En møtrik for en lugning.

*

En dag skulle Oluf i æblehaven og passe træerne og se til æblerne, hvordan de trivedes og han fandt at de var i god stand og det var et æble år. Mens han gik i æbleplantagen så han op til terrassen og hun kom nøgen ud og tog sig et bad. Hun havde en stor mave som hun 83


kærtegnede, mens hun badede. Han synes hun så ned efter ham i plantagen. Men han blev der og nød synet af deres hemmelighed. Som hun der havde fået liv i et dødt ægteskab. Det stille liv var frugtbart. Langtidsholdbart tænkte han ved sig selv uden egentlig at forstå dybden i tanken.

Han så sig omkring i sin lille tomme landsby og så at den var ved at leve op igen. Alle de fremmede havde efterhånden fået arbejde i landsbyen efter hans anvisning. Han havde uddelegeret arbejdet til dem efterhånden som han fandt ud af hvad de kunne, og så overdrog han arbejdet til dem. 84


Han havde jo nok i sit og kunne ikke selv overkomme det hele. Når byen var væk var der en trivsel som glædede ham. Alt det som de boende ikke havde tid til at lave, blev gjort mens de var væk på deres jobs langt borte, hvor også de tjente og spiste til deres ophold i husene i den tomme landsby.

Men den var ikke tom længere, Olufs arbejdshær havde befolket den. De fleste mennesker har lyst til at skabe deres eget paradis og Oluf skabte ikke bare sit eget, men et paradis for fremmede i en tom landsby.

85


© Tommy Flugt Aurora 2018

86


ISBN 978-87-970412-0-8

87

Profile for Tommy Flugt

TIDENS KONGE Olufs verden  

Udkantseventyr af Tommy Flugt 2018

TIDENS KONGE Olufs verden  

Udkantseventyr af Tommy Flugt 2018

Advertisement