artikel · Natur · 2015 · # 4 · TIL TRO
tænke os frem til, for den menneskelige fornuft stritter imod af al magt. Derfor må vi tro det på Den hellige Skrifts autoritet. Tror vi dette, er vi på vej ind i en tankeverden, der sprænger alle vore kategorier og fører os dybere og dybere ind i Guds tanker, som er langt over vore forudfattede meninger om tilværelsen. Det er blevet sagt, at al teologi er kristologi. Det vil sige: Hvis du skal lære at tænke Guds tanker, må du begynde med læren om Kristus. Det er vejen ind i Bibelens paradoksale struktur. Naturernes enhed Det næste, som Bibelen lærer dig om Kristus, er, at enheden mellem hans to naturer blev stadigt mere integreret, mens han levede her på jorden. Vi formulerer det gerne sådan, at udvekslingen af egenskaber mellem de to naturer ikke blev tilendebragt ved hans undfangelse. Vi hører om Guds evige Søn, at han ”blev stærk og fyldt med visdom” (Lukasevangeliet kapitel 2, vers 40). ”Jesus gik frem i visdom” (vers 52). Vi hører om den syndfrie, at han lærte lydighed af det, som han led (Hebræerbrevet kapitel 5, vers 8). Disse ting siger vi om ham på grund af hans menneskelige natur, for som Gud kan han ikke blive stærk. Som Gud kan han ikke blive fyldt med visdom eller lære lydighed. Alt dette havde han på forhånd. Men som
skelige natur kunne han gå frem i styrke og visdom, indtil han også som menneske var fuldt ud almægtig og alvidende. Udvekslingen af egenskaber mellem Jesu to naturer kulminerer med hans død og opstandelse. Derfor er det først efter opstandelsen, han siger: ”Mig er givet al magt i himlen og på jorden” (Matthæusevangeliet kapitel 28, vers 18). Det var som menneske, han blev givet denne magt. Som Gud havde han den hele tiden. Samtidig fastholder vi, at der kun er én gud-menneskelig person. Noget lignende gælder Jesu Kristi allestedsnærvær. Inkarnationen ophørte ikke med Jesu himmelfart. Han er fortsat både vores Herre og vores bror, både Gud og menneske. Men fordi udvekslingen af egenskaber nu er bragt til ende, har hans menneskelige natur nu del i alle guddommelige egenskaber. Jesus er derfor allestedsnærværende ikke bare som Gud, men også som menneske. Dette er baggrunden for læren om Jesu legemlige nærvær i nadverens brød og vin. I nadveren kommer vores Herre og vores bror til os og forener sig inderligt med os. Dette gør han ikke bare, når vi hører om ham eller tænker på ham, men også når vi spiser og drikker hans virkeligt nærværende legeme og blod. Jesus kommer konkret og håndgribeligt til os. Det skal vi tænke på og takke ham for, så vi ikke forsynder os mod Herrens legeme og blod (Første Korintherbrev kapitel 11, vers 27-32).
Inkarnationen ophørte ikke med Jesu himmelfart. Han er fortsat både vores Herre og vores bror, både Gud og menneske. menneske kunne han vokse både i styrke, i erkendelse og på mange andre måder. Alligevel fastholder vi, at der helt fra inkarnationen kun var én Jesus Kristus. Det var altså ikke bare ’mennesket i ham’, der blev fyldt med visdom. Bibelen siger disse ting om hele personen. På grund af sin guddommelige natur var han almægtig og alvidende lige fra starten. Men på grund af sin menne-
Han kommer også til os, når vi læser i Bibelen, når vi lytter til en sund forkyndelse, når vi samles til samtale, bøn og sang, for ”hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem” (Matthæusevangeliet kapitel 18, vers 20). Og så bor din Herre og din bror i dit hjerte, når du tror på Ham (Efeserbrevet kapitel 3, vers 17).
21