artikel · Natur · 2015 · # 4 · TIL TRO
Gud har åbenbaret sig i naturen Paulus siger til folkene i Lystra, at Gud har ”vidnet om sig selv ” (Apostlenes Gerninger kapitel 14, vers 17). Gud lader mennesker opleve en række velgerninger som vidnesbyrd om ham selv. Han peger på flere vidnesbyrd, Gud har givet om sig selv til mennesker. Det første vidnesbyrd er naturens gang. At verden er skruet sådan sammen, at der er betingelser for føde til mennesker, er et vidnesbyrd om Gud. Paulus kalder det for ”regn fra himlen og frugtbare årstider” (samme vers). Vores planet rummer de betingelser, der skal være til stede for, at vi kan leve her. Her kommer Paulus og de seneste ateistiske strømninger meget på kant med hinanden. Den nye (og den gamle) ateisme vil bruge tilfældighedsbegrebet til at forklare, hvorfor der er betingelser for liv her. Her er Paulus’ teologi: Det er Gud, der har givet betingelserne for, at liv findes i denne verden. I den nyere debat med nyateismen har kristne videnskabsfolk peget på, at den måde
vi har en moral, som de fleste vil hævde er universelt gældende? Paulus placerer begrundelsen for moralens gyldighed hos Gud selv: Han har skrevet den i vores hjerter. Men hvis man så afviser Gud, kan man så have en gyldig moral? Hvordan kan man på den ene side afvise noget absolut og på den anden side fastholde en almengyldig moral? Og hvordan kan man forklare, at der er så relativ ens moral rundt omkring? Når man læser Paulus, er svaret klart nok: Den sammenfaldende moral er udtryk for, at den er gudgivet i og med menneskets samvittighed. Gud har skrevet sine love ind i vores liv. Her er også et af de større clash mellem den nye ateisme og Paulus’ tækning. Det spændende er nemlig, at den nye ateisme faktisk vil operere med en absolut moral uden en Gud, der kan sikre den. Og det viser sig faktisk ganske vanskeligt at argumentere for en absolut moral uden at have en Gud, der kan sikre den. Et bibelsk svar vil være: Det kan man heller ikke – eksistensen af en absolut moral vidner om en absolut Gud.
... det største fodaftryk i denne verden har Gud ikke sat på himlen, men i Jesus Kristus af Nazaret. vores univers er sat sammen på vidner om det, man kalder fin-tuning. Der er mange små detaljer, der skal passe sammen for, at livet kan findes – og de passer faktisk. Og balancen mellem de forskellige bestanddele af universet skal ikke skubbes meget, før livet umuliggøres. Denne fin-tuning vidner om, at der er en, der har fin-tunet det. Gud har åbenbaret sig i vores samvittighed Et tredje sted, Gud har åbenbaret sig, er, at han har lagt sin lov i vores hjerte. Gud har skrevet den i hjertet på hedninger og i deres samvittigheder. Selve det, at mennesker er udstyret med en samvittighed og dermed muligheden for at kende godt og ondt, er også et vidnesbyrd om Guds eksistens. Hvad er det, at mennesket har en moral, udtryk for? Og hvad er det, der gør, at
Naturen, historien og menneskets samvittighed bærer vidnesbyrd om Guds eksistens. Hvorfor ser så få mennesker Gud? Hvis det virkelig er så indlysende, som Paulus skriver i Romerbrevet, så opstår spørgsmålet let: Hvorfor ser vi mennesker ikke det, der er så indlysende? Hvorfor findes der så mange, der forsker og undersøger naturen uden at finde Gud? Og hvorfor omvender folk sig ikke sådan uden videre, når naturens storhed går op for dem? Når Paulus skriver og siger, som han gør, burde der jo gå en motorvej fra de naturvidenskabelige fakulteter direkte til menighederne... Hvis man ser godt efter i det, Paulus skriver i sammenhængen, får vi faktisk en forklaring
på, hvorfor denne motorvej ikke findes. Den første grund er, at mennesker undertrykker denne erkendelse. Paulus siger, at mennesker undertrykker erkendelsen af Gud ”med uretfærdighed” (Romerbrevet kapitel 1, vers 18). Det er, som om menneskers levemåde blænder dem for Guds eksistens. De har faktisk erkendelsen af Gud, men de undertrykker den. Den næste grund finder vi i samme afsnit. Menneskets afvisning af Gud er ikke en statisk størrelse. I vers 21 forklarer Paulus, at menneskets afvisning af Gud førte dem ind i en proces, der forklarer noget af denne manglende erkendelse af Gud. Paulus siger først, at skønt mennesker kendte Gud, så ville de ikke ære og takke ham. Det fik fatale konsekvenser for dem: Deres tanker endte i tomhed, og deres hjerte blev formørket. Denne afvisning tager mennesker som udtryk for visdom, men i praksis var den det modsatte: De blev tåber. Her er der en væsentlig pointe: Menneskets afvisning af Gud har medført en ødelæggelse af muligheden for at erkende ham. Det er en væsentlig forklaring på, hvorfor mennesker nok kan se skaberværket, men ikke kan se skaberen. Gud har vist sig. Han har skrevet tegn på sin eksistens ind i vores hjerter, og han har skrevet dem på himlen. Men det ser ud som om, at rigtig mange mennesker stirrer på himlen – og de ser ingenting, fordi deres hjerte er blevet formørket. Derfor må vi hjælpe vore medmennesker (og os selv) ved at pege på eksistensen af dem – og pege på, at det største fodaftryk i denne verden har Gud ikke sat på himlen, men i Jesus Kristus af Nazaret.
13