Page 1

1


INDHOLD

Stefan Stefanovski the human perspective of the manipulative colour

Agnes Margrethe Gejl uddrag af urneudlevering Leif Achton-Lynegaard & mørkegemme Camille Munk Holmstedt Anna Hechmann Knudsen uddrag af om natten Jeppe Kruse maretegninger Anders Underbjerg Sørensen ikaros i eftermiddagssolen Liv Anastasia lover, i need my glasses to see Christian de Groot-Pedersen to digte Signe Immerkjær blottet Bismillah Hahn scene 2

5

18 23 32 36 44 48 54 58 68

Jeppe Kruse & du og jeg og børnene Thor+Asger

72

#NargizKunst portrait

80

Bent Nøhr Risager brugsanvisning til at forstå værket Klara Fleischer & hullet Katinka Rohard Hansen Agnethe Birkelund Nielsen skolder min hals med kaffe Viktor Gråbøl forside

2

84 86 92 98


LEDER

Der findes mange slags mørke. Mørke, der gør en blind, og mørke, man kan se i, hvis man bruger sine katteøjne (eller en lommelygte); mørke, der har lys forenden af

tunnelen, og mørke, der bare er. mørkt. FLAKS #3 er et specialnummer, hvor vi udforsker mørket og dets mærkelige former og fingeraftryk – hvor ingen og intet er ens. Dette flaks-nummer er, som alle vores andre, en forsinket skygge og en film der (ekstremt) langsomt toner ud i sort og færdiggøres. Vi håber, at læserne under læsnings- og kigningsprocessen vil tage stilling til, hvad mørke er, og hvad det er for dem. Er der mørkest på de sorte skillesider, eller er noget kunst mørkere end sort? Tak til bidragyderne, som har udforsket mørket med os. Og som altid til vores layouter C, der arbejder så hurtigt som lyset. Mærk, mørk; udfordr og udforsk; tak til jer alle sammen! Tak for jeres mørke og tak for jeres øjne.

‒ J&T P.S. Flaks har fået en korrekturlæser J2. Velkommen til Flaks-familien!

Forside: Viktor Gråbøl Redaktion: Johanne Kirkeby & Tamara N. B. Andersen Layout: Camille Munk Holmstedt Korrektur: Josefine Bach Sevald

3


4


THE HUMAN PERSPECTIVE OF THE MANIPULATIVE COLOUR stefan stefanovski

5


6


TITLE: Patokaz (Roadmap) DATE: February, 2015 MATERIALS: zinc, aquatint DIMENSIONS: 50x70 cm

7


TITLE: Patokaz II (Roadmap II) DATE: February, 2015 MATERIALS: zinc, aquatint DIMENSIONS: 50x70 cm

TITLE: Patokaz III (Roadmap III) DATE: February, 2015 MATERIALS: zinc, aquatint DIMENSIONS: 50x70 cm

8


close up detail: Patokaz II (Roadmap II)

9


TITLE: Anatomija (Anatomy) DATE: July, 2014 MATERIALS: tinplate, drypoint DIMENSIONS: 25x25 cm

10


TITLE: ? (?) DATE: July, 2014 MATERIALS: zinc, aquatint, aquaforte DIMENSIONS: 25x50 cm

11


12


TITLE: Atom (Atom) DATE: April, 2012 MATERIALS: tinplate, drypoint DIMENSIONS: 50x45 cm

13


14


close up detail: Atom (Atom)

15


16


TITLE: Probivanje vo sovrsenoto (Penetration of the perfect) DATE: February, 2014 MATERIALS: zinc, aquatint, aquaforte DIMENSIONS: 100x70 cm

close up detail: Probivanje vo sovrsenoto (Penetration of the perfect)

17


UDDRAG AF URNEUDLEVERING agnes margrethe gejl

18


27.03.18: NAIV

et hudløst ærligt begær efter ligegyldighed det som ikke er er ikke til (at diskutere) det som er er til (at diskutere) det at acceptere bare at være er en klasseløs tavshedsillusion

19


11.07.18: DAGEN DERPÅ

en åbnet udrukket øl vidner om gårsdagens glemsomhedsglæde

vidner om en venligt snurrende verden med smilende måner og du undrer dig hvor blev det af? glæden og latteren og de blå mærker der ikke gjorde ondt

nu ligger du her i et virvar af kapsler og glasskår med en dundrende hovedpine og smertende snitsår

20


12.07.18: SLAP AF

Du er stjernestøv blot en enkelt crouton i den kosmiske suppe Du kan gå på line på en brændvarm jernbaneskinne med svigtende forstand Du kan løbe over gold jord Direkte ind i et Alt fortærrende mørke Men Du kan ikke ødelægge et allerede knust hjerte eller gå i et med fortovets revner og der er plads til os alle universet udvider sig Du er hellig også selvom du er født til at lyve Du er en soldreven drømmemaskine med udgået livsfilosofi og kortsluttet fornuft

21


22


MØRKEGEMME DIGTE leif achton-lynegaard BILLEDER camille munk holmstedt

23


INTETHEDENS KAMMER

invaderer forvandler et menneske

til et barn i en udslukt krop holdt kunstigt i live af en monotont dunkende hjertemaskine til glæde for hvem tomme sorte øjne slappe hvide hænder smagen af mine tanker giver mig en dårlig smag i munden kan ikke længere kende og mærke min mor

24


IN MEMORY

i en tilstand af stilstand med de ar der ikke kan ses de ar der kryber ud af munden som sorte fluer de tanker der endeløst vandrer

spørgsmålene hvor er min mor hvor er min far er jeg helt alene nu er du kommet for at hente mig

hvor er mine ting de fjerner mine ting jeg tænker er det min arv

er det sådan jeg også bliver vil mine grænser flyde ud forsvinde skal min rejse også engang

blive et savlende barn

fortvivlet kaldende på mor hvor er du hører du mig ikke en sort fluesværm formørker rummet af sten og den hjemløses hoved stivner i smerte over den gyldne dag (Georg Trakl)

25


MIN MOR

min mor i sort hvid omgivet af falmede røg gule billeder min nu afdøde far røg som en skorsten på bogreolen står bøger og vender ryggen til uopskårne og ulæste

stilheden i stuen vokser til en knude i brystet vi har ikke mere vi kan sige til hinanden

hun ved ikke hvem jeg er

26


HUNTER

solen står op i horisonten fisker med net fra fladbundet skydepram far sidder ved roret styrer påhængsmotoren på 10 hk med sikker hånd

min bror og jeg trækker nettet op i båden det er fyldt med krabber men ingen fisk vi drikker sodavand og spiser sandwich

og renser nettet for krabber far sidder på stranden i en havestol og dirigerer far sejler selv ud for at skyde fugle

vi sidder i sandet og venter han har skudt en edderfugl han var en dygtig jæger senere da han blev syg og dement måtte vi gemme hans gevær og patroner

27


28 est quid est occultat


29 videtur quid homo non


LIVSLØGN

det var ikke helt rigtigt noget af det det virkede forkert

vi var fremmede for hinanden huset med de små mørke rum kvalte os langsomt tusmørke altid tusmørke gardinerne var trukket for alle vinduerne som teaterets scenetæppe før og efter en forestilling

vi gjorde os ingen forestillinger vi havde givet op sad kun i mørket og ventede på et tegn et mirakel bare et eller andet sådan fandt de os i sofaen i mørket de holdt sammen til det sidste det sagde de de skulle bare vide

30


31


UDDRAG AF OM NATTEN anna hechmann knudsen

32


Uddrag af det ufærdige manuskript: Om natten

Karens ansigt lyser rosa i aftensolens silkelys. Øjnene og munden er sorte sølvdryppende huller, hvori jeg suges længere og længere ind, og pustes ud sammen med hendes søde salte ånde, sammen med røgen fra hendes cigaret, der smyger sig i en tynd snirklet søjle op over hendes overlæbe, gennem de fine små dun, forbi næseryggens let buede krumning, hen over panden, og op og rundt på den sorte hats skygge, hvorefter den og jeg forsvinder ud ad vinduet, hvor vi opløses i vinden. Jeg vil gerne tættere på hende, men jeg rører mig ikke. Jeg sidder stille og venter. Jeg trækker end ikke vejret. Det er et ritual vi aldrig sætter ord på; hun kommer, hun stiller sig ved vinduet, hun ryger i stilhed, og jeg sidder rank på stolen, gør som var jeg et møbel i rummet. Hun må ikke kunne mærke min iver efter hende. Jeg må ikke findes før jeg får lov. Karen tårner sig op i værelset som en mørk fyrste. Hun er iklædt en lang sort kjole. Stoffet er tæt vævet, og for det rosa lys uigennemtrængeligt. Kjolen holdes sammen af en lang række små stofbeklædte knapper. De er som støvede biller på elmetræerne i august. Jeg følger knappernes rute fra nakken, ned ad ryggen og ned over lændens lette svaj. Jeg gør det i smug således, at det kun er mine øjne, der umærkeligt bevæger sig i rummet mellem os. Hun skodder sin cigaret i krystalaskebægret på skrivebordet. Jeg rører mig ikke selvom hun er helt tæt på mig. Håndens skygge er en hurtigt arbejdende edderkop på den rosaoplyste væg bag hende. Nogle askeflager hvirvler op, da hun løfter hånden og slipper skoddet. Hun ser på mig uden at sige noget. Hun stryger mit hår

33


væk fra ansigtet. Jeg gisper. Jeg er forpustet af at holde vejret. Jeg læner mig forsigtigt ind imod hendes hånd som en hund. Hun tager fat om min nakke, rundt om den sidste ryghvirvel, ikke hårdt, men stadig med en styrke, der er fastlåser mig. Hun lader fingrene lege med ryghvirvlen som var den en nød eller en frugt, hvor hun grundigt ville gnide skidtet af inden hun tog den i munden. Jeg bliver blodfyldt og øm mellem hendes hænder. Hun stryger mit ene bryst under trøjen med sin frie hånd. Jeg bøjer hovedet og kysser forsigtigt hånden. Huden smager sødligt af tobak. Jeg bliver ikke, siger hun. Stemmen er sød, men også kold og flydende som kviksølv. Hun drypper de giftige ord ned i min åbne mund. Dråber af spyt glitrer i hendes mundvig – jeg vil slikke dem i mig. Jeg må se dum ud sådan her. Enfoldig og bondsk i hendes øjne, i hendes arme, under hendes krop. Hun kysser mig hårdt og skubber mig ned på sengen. Rågerne er et mylder mod aftenhimlen over København. En sort pulserende sky. De er som haletudserne i søen på Rungstedlund. De vrimler vildt og klæbende rundt mellem hinanden. Før de spredes. Før de bliver til frøer. Før de går på land. Jeg skriger uden lyd, da jeg kommer under hende. Igen og igen og igen. Jeg bliver ikke, hvisker hun ned i mit hår. Jeg ved ikke om jeg hører det, eller om jeg blot ved, at det er det hun siger. Kulden spreder sig fra altanens cement op igennem mine fødder. Den kravler under huden på mine ben og inderlår, og ud igennem kussen, hen over de røde kussehår, og op ad min mave og ind igennem navlen, ind i kroppen igen. Den bevæger sig rundt om rygsøjlen, forbi hjertet, der sidder som en oppustet skrubtudse og trykker sig mod brystbenet, hvorefter den knitrende kryber ud igennem hudens porer og lægger sig om min hals. En sirlig blomsterranke, der kvæler mig og blåsprænger mine øjne. Jeg stryger forsigtigt mine kønslæber med en finger. De er hævede og ømme. Jeg kan stadig mærke aftrykket af hendes krop mod min. Hendes hænder om min nakke. Hendes hænder om min hals. Jeg kan se hendes skinnende sorte øjne over mig. Slå mig til blods Karen, siger jeg højt ud i mørket. Gardinet blafrer i vinden og strejfer stearinlyset på natbordet. En stribe sod. Små glødende huller i stoffet.

34


Om natten drømmer jeg om hendes hunde. De løber efter mig ned ad grusvejen mod skoven på Rungstedlund. Jeg kigger mig tilbage over skulderen. Min krop er i panik. Mit hjerte hamrer imens jeg styrter afsted. Den ene hund indhenter mig. Den løber op ad min ryg og slår mig til jorden. Den hugger efter min hals som en slange. Hurtigt og igen og igen. Jeg forsvarer mig med mine hænder. Presser dem ind i dens åbne mund og flår kæberne op. Kraniet åbnes let mellem mine fingre som en blød frugt.

(…)

35


MARETEGNINGER jeppe kruse

36


37


38


39


40


41


42


43


IKAROS I EFTERMIDDAGSSOLEN anders underbjerg sørensen

44


DAGE

jeg mindes det forgangne forår hvor jeg druknede i dine 100 dage på andre kontinenter det flimrer stadig her langs boulevarden nu bebor vi endelig de samme rum men alligevel længes jeg efter at tage første tog nordpå og elske uafhængigt af årstider lad os ånde mørket, vinden vinen langs stranden se nætterne blive kortere lad os løbe i hinandens blodbaner og smelte ind i det her forår

45


SKEJBY

kære A. jeg håber ikke at vinteren har været en langstrakt kulde på dit kollegieværelse men nærmere en pludselig isning som den sø mellem motorvejene hvor svanerne lander tidligt om morgenen

jeg tænker at jeg vil dele en smøg med dig selvom jeg ikke ryger blive en ven i det kommende forår vi kan være cool som i phoenix

hvorfor er den himmel så sindssygt rød for tiden jeg må passe på ikke at brænde mig

46


DISINTEGRATION

jeg læser nyhederne og politiken er igen en langstrakt væg af katastrofer strofevis af nye missilaffyringer langstrakt ild over vandene og det er lørdag og jeg skal til fest i aften skal kometerne skære i himlen mens vi danser lytter til disintegration og hader at jeg er nødt til at ringe til min mor i frygt at mit hjerte banker taktfast, for hurtigt mens vi taler hun taler om den kolde krig jeg taler om min angst for astronomien hun siger: i 80’erne tvivlede vi på, om man overhovedet kunne tillade sig at sætte børn i verden hun siger: i din alder var jeg også bange jeg siger: alt hvad jeg siger bliver et skrig jeg er ADAM og min slægts skæbne er at brænde op over himlen hun siger: det skal nok gå

men alligevel føles gaderne så forvitrede menneskerne så ikaros i eftermiddagssolen

47


LOVER, I NEED MY GLASSES TO SEE liv anastasia

48


fragments

49


head above water

50


signal

51


lover, i need my glasses to see

52


53


TO DIGTE christian de groot-pedersen

54


JEG LEVER BAG MIN LUKKEDE MUND

Rygsækken tager form som min kat i udkanten af mit synsfelt ikke det her igen, tænker jeg og kommer til at skære mig selv med brødkniven snitsåret på langefingeren er en del af min virkelighed nu og gør ondt, ingen diskussioner dér bare få et plaster på og komme videre med dagen at spise mad er som at gøre holdt på en togstation jeg vil hurtigt videre, skrive alle mine dagdrømme ned og kalde dem digte, det går ikke, siger de ude på Kunstskolen ligesom rygsækken ikke er min kat, jeg går rundt og lyver for mig selv måske har jeg ikke noget talent ligesom man siger en brumbasse ikke kan flyve holder jeg alligevel mit høje humør oppe selvom det gør ondt at se syner og tænke mærkelige ting og ikke blive forstået nu kan jeg skære i rygsækken med brødkniven og forestille mig, at spækhuggere glider ud som blod men jeg er bange for, at det faktisk er min kat det er det ikke, ligesom min chokoladepålægsmad ikke er sund, det er et faktum, jeg kan holde mig til når køkkengulvet rejser sig som et ocean og griber fat om mine ankler med bølger som hænder, og nej det er ikke virkeligt, nu må jeg hellere gå ind på værelset med kroppen som tog til næste station.

55


Jeg føler mig voksen: Et græsstrå der ikke blev til mere.

56


EFTER IKKE AT HAVE SKREVET I EN UGE

Lagnet på sengen er et spøgelse med en mund i folderne: det siger: ”hey, krølle, hvordan går det?” en vind fra garderobeskabet tatoverer ikke bare sin kulde ind i min hud men helt ind i knoglerne, jeg ryster

på hovedet over, hvad der foregår stofkatten i sengen stirrer på mig med levende øjne og mjaver bogstaverne i den opslåede Samlede Strunge på skrivebordet løfter sig i form af hvepse stikker og stikker og stikker mig men jeg vil ikke stikke af

her på randen til succes med mine digte eller en tur på den lukkede igen taler spøgelses-lagnet: ”du kan ikke flygte fra virkeligheden” afslagsbrevene (i deres kuverter) er små hunde og bider sig fast i mine ben mine tænders klapren er eneste applaus

når et hvepsestik på min arm svulmer op og bliver til en fuckfinger det sker hele tiden at jeg må genne kulden tilbage i skabet, smække med døden sparke til hundene, tysse på spøgelseslagnet og åbne et worddokument som døren til et beskyttelsesrum.

57


BLOTTET signe immerkjĂŚr

58


59


60


61


62


63


64


65


66


67


SCENE 2 bismillah hahn

68


SCENE 2 - DJÆVEL OVERTALER EILEEN TIL INVESTERING Eileen, Djævel

Eileen træder ind på scenen. Der er lokalt spot på hende. Resten af scenen er mørklagt. Går et skridt mere, et spot mere tændes på hende, og et “stykke” mere af scenen oplyses. Hun går videre ind på scenen og endnu et spot tænder. Fjerde og sidste spot tænder (rødt) med djævel og butik.

EILEEN: Stacy har måske ret. Der er ikke mange penge.

Det sidste scenespot tændes.

DJÆVEL: Rart at møde dem. De ser fortabt ud, min kære. Hvad bekymrer dem? Hvordan kan jeg hjælpe? Har Deres dag været lang og hård? Ligesom i går? Lad mig hjælpe Dem. Jeg ved lige, hvad De har brug for.

EILEEN: (Ser sig forvirret omkring) Øhm... Jeg må være gået forkert.

Hun vender sig hurtigt for at gå, men djævelen tager fat i hendes hånd.

DJÆVEL: Nej nej nej nej, de er kommet til det helt rette sted. Følg med. (Guider hende ind i butikken igen) Ser de, jeg har alt, hvad hjertet begærer. Alt hvad fantasien kunne forestille. Alt fra genfunden ære til denne beretning af Robespierre. Blev i 1789 valgt ind i Generalstænderforsamlingen og strøg altid tre fingre gennem håret, når han løj. Hvad drømmer de om?

69


EILEEN: Øhm... Drømmer?

DJÆVEL: Ja, jeg er ekspert i drømme, personer, der har drømme, og i det hele taget det drømmende. Det er der ingen andre end mig, der forstår. Eller måske lige Martin Luther King om et par år...

EILEEN: Hvem er Martin Luth...?

DJÆVEL: Ja, han blev født for et par måneder siden. Men han har en drøm. Og hvis du indvier mig i din, kan jeg hjælpe dig, som jeg hjalp ham, eller kommer til at hjælpe ham. Så hvad er din drøm værd? Invester dine penge her. Guld og grønne skove er blot det mindste, jeg kan love.

EILEEN: Men mine penge... Det er vores... Jeg ved nu ikke...

DJÆVEL: (Gør stoptegn med hånden) bekymrer dig. Spillets natur.

Jeg

ved

lige

hvad

der

EILEEN: Spil?

DJÆVEL: Okay... Lad mig introducere mig selv.

SKURKESANG I midten tager han pengene. Eileen rækker ud efter dem, men lader ham beholde dem. I slutningen af sangen skal Djævelen tage et papir frem, som Eileen skriver under på. De 3 spots, der ikke er røde, slukker.

70


71


DU OG JEG OG BØRNENE TEKST jeppe kruse ILLUSTRATIONER thor+ asger

note om værket: thor (10) og asger (7) har lavet tegninger inspireret af tekstfragmenter fra jeppe kruses større projekt Du og Jeg.

72


Du er dagens mest dannede tandhjul Jeg er taget i skoven for at se pĂĽ en bregne

73


Du er kattens spor i sneen inden daggry Jeg mÌrker min uforstand brede sig højstemt i mig

74


Du lader folks hunde sove alt hvad de har lĂŚrt Jeg stivner i et kor af koraler og kolde koste

75


Du er kendt og frygtet i alle kroge med nervøse mÌnd Jeg er bedst som uelsket og alenefar i bearnaisesovs

76


Du er underboens klaverskalaer mast op gennem gulvet Jeg er den plante der stĂĽr foran en sĂŚson i sol og frostbid

77


Du er den, der i drømmen siger, det måske godt kan ske endnu Jeg er de penge der ligger tilbage på løvernes kontor

78


79


PORTRAIT # nargizkunst

80


81


82


vimeo.com/90799751

83


BRUGSANVISNING TIL AT FORSTÅ VÆRKET bent nøhr risager

84


85


HULLET NOVELLE katinka rohard hansen BILLEDER klara fleischer

86


Så sidder vi der og udveksler løgne og fortæller jokes. Athelas åbner den anden flaske rødvin, og M spørger, hvorfor jeg ser sur ud, og jeg siger, at jeg ikke er sur, selvom jeg er det, og det hele er så hyggeligt. Anna hoster og snakker og spørger, om det er ok, at hun maser sig ned i den fyldte sofa efter hun har gjort det, og jeg siger, at det er helt fint. Jeg går ud for at sætte kaffe over. ”Kaffe er en god idé,” siger Kat og smiler til de andre. I køkkenet finder jeg kopper og underkopper og små tallerkner. Kat sidder ikke længere i sofaen, men står ved vinduet, som hun har åbnet for at ryge. Jeg får øjenkontakt med hende, og hun tænder smøgen på en sexet og provokerende måde, synes jeg. Jeg serverer kage og skænker kaffe. Jeg er en god vært. Folk begynder at spise. Der kommer kage på tallerknerne og på bordet. M’s fingre er fedtede og han tørrer dem af i bukserne og under sofaen. Han tror, jeg ikke ser det. Rose spilder på sin kjole, så der danner sig et brunligt spor ned ad hendes bryst og mave. Jeg kigger væk. Kat spørger mig, hvordan det går med uddannelsen, og jeg siger: ”Fint, det går fint.” Rose skubber til Anna, så jeg kan sætte mig. De diskuterer, om man skal købe en kasse øl eller en flaske vodka, og hvad man bliver mest fuld af. M læner sig ind over mig for at nå vinen.

87


”I weekenden var jeg vildt stiv, og så blackoutede jeg på toilettet,” siger Rose. ”Ja, og så var der denne her lækre fyr, der stod og bankede på døren indtil hun vågnede,” siger Anna. ”Ret pinligt.” ”Og så opdagede hun at hun havde tabt sin telefon i toilettet,” siger Athelas, der har haft travlt med at drikke papvin uden glas. ”Og kastet op i kummen,” tilføjer M.

I lejligheden overfor sidder en mand og ser TV. Den eneste lyskilde i rummet er de skiftende skærmbilleder, der farver væggene blå. Jeg kommer til at tænke på et stort akvarium. Ved siden af mig piller M i bordets skallede maling. Jeg kan ikke få øje på Kat, men hun har efterladt en pakke cigaretter på bordet. Kat ryger John Silver. Det er et svensk mærke, og jeg tror, hun ryger dem, fordi de er opkaldt efter Long John Silver. Hun har ikke lukket vinduet, og ude fra gaden kan jeg høre bilerne og musikken fra en fest.

88


Rose spørger, om hun må lave noget mere kaffe. Jeg siger ja, og forklarer hende at filtrene ligger under vasken. Hun glider nærmest ned fra sofaen. Hendes lange ben strækker sig hen ad gulvet, og hoften er en blød bue. Jeg kommer til at tænke på en ovnvarm brie. Athelas og M sidder på gulvet. To sko, der er M’s, står under bordet. Sokkerne er en klump ved siden af, og M vipper med sine bare tæer. Henover det ene armlæn i sofaen ligger Kats jakke. Den er sort med en krave og bindebælte. Hun har ikke lagt cigaretpakken ned i jakkelommen. Vinduet overfor er mørkt nu. Vi drikker kaffe og ligger på gulvet. Jeg prøver at rejse mig op, men jeg ligger i midten, og M maser sig ind over mig. Vi ligner to store tudser, der forsøger at parre sig. ”Du ligger på min fod,” siger M’s stemme i nærheden. ”Nåh, det er bare dig,” siger Athelas. ”Jeg troede, at du måske var et vildt dyr.” Det rasler i mørket.

89


”Hvem er det her?” spørger Athelas. ”Det er os,” siger Anna og Rose. Mere raslen. Jeg kan mærke en hånd glide hen over mig. ”Hey, jeg har fundet bordet,” sagde Anna. ”Jeg er herovre.” ”Hvem er det her?” ”Det er mig,” siger jeg. ”Ja, selvfølgelig,” siger Anna. Loftet ligner en hvid isflage, der svæver oppe over os. Der kommer lidt lys deroppefra, og mine øjne er ved at vende sig til mørket. ”Hvorfor er det altid mig, der ligger nederst,” siger nogen et sted under os. Det er Kat. Hun sidder tæt ved siden af mig. Der er en tyk atmosfære i rummet. Jeg kan høre hendes åndedrag som en hvæsen. Hendes hænder ligger på det lakerede trægulv. Fingrene er slanke og lange. Neglene er runde og beskidte. Det er en stærk hånd, hvor de blå blodårer står tydeligt frem. Hånden passer ikke til det tynde håndled. Den er for stor. Kat har en skønhedsplet på venstre kind. Jeg har ikke lagt mærke til den før, men den ligner en dråbe indtørret kaffe latte. ”Det er lidt som at ligge i en hængekøje,” siger M. Kat ligger ved siden af mig. ”Jeg kunne egentlig godt tænke mig, at have sex med en pige, bare for ligesom at have prøvet det,” siger Anna ud i luften. Rose siger ikke noget. Hun ligger og sover under bordet. Ved siden af mig er Kats åndedrag tungt og regelmæssigt.

90


91


SKOLDER MIN HALS MED KAFFE agnethe birkelund nielsen

92


DYRK

Jeg dyrker roer og sex Sommetider vorter Men mest sorg I rækker der rækker langt over markerne, Med ærtelignende gevækster der gror ud og gør ondt. Og jeg sælger mine afgrøder Til enker og barnløse forældre Der allerede har opbrugt deres egen ration

93


MASKE

Jeg bliver her Med mørket i min mund Og gyldenheden fra sommer: En maske på mine kinder Sitrende Stille

Og en varme i min krop Som snart stopper Som forplantes i tørt muld Mund fuld af Muld, fuld af mørke Jeg bliver her Med en maske

Af indtørret lys Sitrende Stille Vaskes den af og Jeg Angst Ansigt Tandkød Kæbe Øjne Står nøgne tilbage, på maskefri hud Hud fuld af bred mund Mund fuld af mørke: Bredt fedt blævrende Mørke

94


BLODSKIN

solen lugter. bringer lugte med sig, solen skærer. hvis bare man kunne plastre solen til, ligesom et myggestik. håbe den heler. brusende sol, der lugter af mig og som findes i mig. i mine år. mine årer, flyder solen, brusende, lugter af jern: jern, jeg bløder, har ondt i æggestokke og kan kun tænke på chokolade. solen prikkes hul på, solen lugter af skin, og jeg knækker snart, sammen om mig selv, bliver til en kugle. en kuglerund fosterstilling af sol og blod.

jeg, fuld af dig og sved, fra en lugtende sol og blod fra endnu en måne.

95


KALCIUMPOESI

Mine ord hænger I mine knogler. og mine ord hænger mig langt ud af halsen. Mine knogler Hænger på Mig Som en laset kedeldragt Og mine tanker Fungerer

ikke længere. De vælter ud af knoglerne, af kedeldragtens lommer Falder ned På jorden og knuses Som knogler. Kan man få knoglesvind som enogtyve-årig?

96


AT FYLDE DØGNET UD

Måske jeg vil have øjne igen, i morgen. Det er vinter og det er et døgn, der strækker sig langt ud, over det foregående og det kommende. Vintermørket fylder hele døgnet med gus, stjæler mine øjne. Jeg kan ikke se hvor jeg skal hen. Jeg ligger her, med mit rigtige jeg ved min side. Jeg har krænget mit rigtige jeg af, og det ligger ved min side, i sengen; en brugt ham.

Når solen går tidligt ned, fylder mørket mest. Jeg tænker: En depression er en slags installation. Den føles uvirkelig og kunstig – imitationer og papirfølelser, paptanker, kopieret fra virkeligheden. Store A3-ark af tomhed, fabrikeret af utrættelig printer.

En diffusion ved at skelne mellem papir og virkelighed. Eller diffusion ved at mærke varme kontra kulde. Når man rører ved is og tror man brænder sig.

Når solen går tidligt ned, føles det vigtigt at overvære det. Det er en slags ceremoni, en hemmelighed, den blege sol har med vinteren: i dig, går jeg tidligt ned.

Som en pagt mellem de to. På den måde kan vinteren sprede sig ud over døgnet, uden skam, og jeg kan sprede mig ud over sengen, uden dårlig samvittighed. Måske jeg har øjne igen, i morgen.

97


FORSIDE viktor gråbøl

98


99


ISBN 978-87-970628-2-1

100

Profile for Tidsskriftet FLAKS

Tidsskriftet FLAKS undersøger mørke | #03 2019  

Kreativt tidsskrift med poesi, fotografi, og anden kunst. Se mere på http://tidsskriftet-flaks.blogspot.dk/ eller følg os på facebook

Tidsskriftet FLAKS undersøger mørke | #03 2019  

Kreativt tidsskrift med poesi, fotografi, og anden kunst. Se mere på http://tidsskriftet-flaks.blogspot.dk/ eller følg os på facebook

Advertisement