Page 1


LOOP

Tiderne_Gräs-LOOP_P.indd 1

28/09/16 12.48


Andre bøger af Ulrik Gräs: Mandskabet, 1965 Kajplads, 1967 Fatimas hånd, 1971 Klapjagt, 1972 Boulevardparken, 1973 101 kilometer stenen, 1974 Allah og den hellige jomfru, 1975 (Sammen med Helle Gräs) Elskere elsk, 1976 Mellemtime, 1977 Stammerne, 1978 Historiens gang, 1980 Hjerteslag, 1983 Krigens reporter, 1984 (Sammen med Karen Skovbjerg) Jern og krystaller, 1985 (Forord af Erik Skyum-Nielsen) Her og altid, 1987 Rj. (Robert Jacobsen), 1988 Fredsdrømme, 1989 Frede Troelsen, 1992 Mesterens sparringspartner, 1993 Kærlighedens fortalelse, 1994 Berusede by, 2000 Lido, 2006 Gongong, 2011, Uparfumeret, 2015

Tiderne_Gräs-LOOP_P.indd 2

28/09/16 12.48


Ulrik Gräs

LOOP Roman

TIDERNE SKIFTER

Tiderne_Gräs-LOOP_P.indd 3

28/09/16 12.48


LOOP Copyright © 2016 Ulrik Gräs/Tiderne Skifter Forlagsredaktion: Claus Clausen Sat med Adobe Caslon hos An:Sats, Espergærde og trykt hos xxxx ISBN 978-87-0221-766-7

Printed in Denmark 2016

Tak til Statens Kunstfond

Tiderne Skifter · Læderstræde 5, 1. sal · 1201 København K Tlf.: 33 18 63 90 tiderneskifter@tiderneskifter.dk · www.tiderneskifter.dk

Tiderne_Gräs-LOOP_P.indd 4

28/09/16 12.48


Til Karen

Tiderne_GraĚˆs-LOOP_P.indd 5

28/09/16 12.48


„To find a style for a despair.“ W. H. Auden

Tiderne_Gräs-LOOP_P.indd 6

28/09/16 12.48


1

Tiderne_GraĚˆs-LOOP_P.indd 7

28/09/16 12.48


Tiderne_GraĚˆs-LOOP_P.indd 8

28/09/16 12.48


T

ino er fascineret af ord, og et loop bringer hans tanke i svingning. Loop åbner en tvedelt port som en indgang til himmelhvælvet gennem det dobbelte o. Ordets første bogstav rejser en mast med en summen af fortidens stemmer: „Verden klarer sig, hæng på!“ lyder det fra tyggegummifabrikantens søn, og snart har Buller overgået sin far til lands og til vands og i luften. Hans udråb når Tino som det lange ekko, hvor tiden står stille i et øjeblik der er lige så nærværende som nuet. Tino er tilbage i klassen på frøken Spangs Privatskole med Buller som sidekammerat. Lærer Basse bøjer sig over historiebogen og vender historien på hovedet, sådan som han gerne havde set historiens gang, og det ligner et tilløb til et loop i frikvarteret, når de springer op på ryggen af hinanden omkring springvandskummen, og rytteren kastes bagover, og lærer Munk stryger sin violin med rundbuen ned over strengene, mens kemilærer Hjortmose viser væsker der hopper og sprutter som popkorn, før de koagulerer, og da Buller vender hjem som økonom og faglært fra en af sin fars fabrikker, træder han ind i Grand Bar med skjortesnipperne i en dinglende sløjfe. Esther bag bardisken ruller øjeæblet baglæns af beundring, derefter serverer hun drinks med sugerør i de høje glas. Senere skummer øllet, boblerne stiger og synker, og Buller siger „Looping the loop – skal vi?“ og læner nakken bagover. Skål! Buller skifter maskinparken ud og vender op og ned på forretningsgangen i sin fars virksomheder. Han er blevet i byen, men farter verden rundt, og Esther slår hænderne sammen, når han pludselig viser sig i 9

Tiderne_Gräs-LOOP_P.indd 9

28/09/16 12.48


døren efter lang tids fravær og træder ind som forandret og alligevel i bund og grund den samme. Hans atletiske skikkelse synes at være præpareret mod ælde. Karseklippet midt i trediverne minder han om sig selv fra gymnasietiden. Han går rundt i jazzede fløjlsbukser der bryder stilen på de fleste direktionsgange. Buller hyrer og fyrer, ekspanderer og tager markedsandele på verdensplan. Han øger omsætningen, han arbejder mere end de fleste; stadigt flere lag lægges på hans værk, familiens kapital vokser, og et halvt århundrede efter at hans oldefar gik neden om og hjem med Tysklands bankerot og kastede bunker af værdiløse Reichsmark-sedler ud over fjorden som flyvende blade fra en afskedstur med sit beslaglagte privatfly, er dynastiet Skyt-Nielsen igen på vingerne og flyver højere end nogensinde. Buller har sin egen landingsbane i Tivarrbæk. „Hop ind,“ siger han, og Tino spændes fast ved siden af ham, styre­ pinden og instrumentbrættet i en halvcirkel under det todelte vindue foran en roterende propel. Motorens start ryster maskinen, den vugger og gynger på de sorte gummihjul, flaps skyder ud og får rejsning; Buller trykker gashåndtaget i bund, og det er som om skrænten falder bagover, hvor startbanen slutter som et skihop med flyet frisat fra jorden. Vandet i horisonten forsvinder i det grå med blå pletter og drivende hvide skyer. Maskinen stiger skråt, Bullers hånd på styrepinden fører den tilbage mod lodret; horisonten dukker op under propellen som en snurrende vindmølle, derpå sender han flyet ind i en nedadgående bue, hvor vingespidsen i Tinos side udpeger Munkens Bjerg på den anden side af fjorden. Buller vender om og kredser ud over vandet, og tilbage igen går han tættere på bjerget med den rullende trappe, hvis ene del stiger maskinelt trin for trin, mens den anden falder modsat ned i dybet, indrammet af skoven i en flænge fra bunden til toppen, og Tino føler en lille rædsel ved at genkende stederne i overraskende, groteske former, da Buller vipper med vingerne og bringer trappens stigning og fald ud af takt, som om han bevidst spolerer et naturalistisk landskab fra luften med sin uregelmæssige rullen og vippen der kapper de højeste trætoppe og 10

Tiderne_Gräs-LOOP_P.indd 10

28/09/16 12.48


åbner for uventede hulrum i løvet som forkrøblede skakter. Tino hører ham mumle: „Oh, skræk og skønhed!“ Så retter han maskinen op, smilende for sig selv, som om han fryder sig over at have frembragt et gys. Han bøjer sig ind over instrumentbrættet, og Tino synes, han minder om en maler der lige har anbragt et lærred i rammen på sit staffeli, i gang med at skabe et nyt, og det ligner fjorden i dens uberørte, blanke genkendelighed som en vandvej til byen. Et lastet skib er på vej ud fra havnen. Det stikker dybt med skum for boven som en plov i sejlrenden. Buller holder maskinen i ro. Byen viser sig i en næsten sart tegning med spiret på Sct. Nicolai på torvet. Han styrer ret frem efter tårnet med korset og vejrhanen. De aflange havnefelter kommer nærmere, kajerne trækkes op i smalle streger af skibe langs kajen, kraner, kulbunker, kornhøje, cementdynger, stablede træstammer, siloer, og det er som om havnebassinet fortsætter op ad Havnegade i en stillestående flod af asfalt mellem de lave huse med Dæmningen på tværs, hvor motorkøretøjer og prikker af mennesker er gået i stå, indtil han flyver lavere, og en usynlig bom løftes af suset fra maskinens dyk, trafikken bringes i bevægelse, lysreguleringen blinker, og korset under kirkens spir skinner som en aflang piercing i korsfæstet afmagt. Buller fører sit fly forbi tårnet, og de er så tæt på vejrhanen at Tino synes, han kunne række ud og røre den. Videre langs højbanens bugtende mur der deler byen med kirkegårde på begge sider som grønne frimærker under maskinen, og lavt hen over frøken Spangs Privatskole med et blinkende blåsort skiffertag. Buller flyver rundt om byen i stadig større cirkler uden om Kirketorvet, domhus og rådhus, de små krogede gader omkring politigård og arresthus, amtmandens hvide palæ over en skrånende plæne med eventyrtræernes zebrastribede udposninger og en pavillon i havens bund og åens afgrænsning mod arbejderkvarteret på den anden side af strømmen. Bullers fly kredser som en fugl der udvider sit territorium i sin flugt, og fra flyets siderude øjner Tino Sandegraven oven for Vestbyen, de 11

Tiderne_Gräs-LOOP_P.indd 11

28/09/16 12.48


rillede aftryk i sandet efter skred, regn og frost ligner fedtede drømmespor der er løbet ud og aldrig skal blive til noget stort. Træstubbe antager skikkelse af hekse og troldkarle der danser på kanten af en kløft, og det ser ud som om træerne omkring pastor Moses præstegård på Uhrhøj river sig løs og styrter ned ad skrænten, da Buller stryger lavt forbi, retter maskinen op, dykker igen og cirkler hen over Møllebakken med filosoffernes villavej, hvor lærer Basses hus har fået en ny ejer. Buller sætter kurs mod fjorden. Han lægger sig lavt over Strandvejen langs banens blanke skinner og indkørsler til viadukter på skråningen neden for skoven ved fjorden; et tog trækker sin streg i modsat retning af flyet som et vandret lyn med en rød hætte på snuden; skytternes ottekantede hus glimter fra tagets takker, og de første velhavervillaer læner sig ud over vandkanten med stenbrud i form af markeringer mellem parcellerne, fremskudte plæner på størrelse med fodboldbaner, og hans egen ejendom i front. Buller flyver hen over palæet og vinker ned, selv om intet synes at bevæge sig på plænen; han gasser op, landskabet synker under dem, horisonten forsvinder fra rudernes felter, og maskinen løfter dem højt i en lodret stigning, som om de skal til at forlade verden for at flyve ind i et flerdimensionelt rum, hvor tiden hører op i en tidløs susen. Buller har trukket styrepinden helt tilbage, og Tino opdager at han befinder sig i en sær position med hovedet nedad og vingerne vandret med horisonten; maskinen tilter bagover og drejer rundt om sig selv og rettes op i sin egen slipstrøm. „Det perfekte loop,“ råber Buller, „fremragende,“ som om han står på tribunen på stadion, byens fodboldhold har lige scoret, og Tino ved ikke, hvorfor han kommer til at tænke på Sorte der slog en baglæns saltomortale på fortovet, så det svimlede for hans omgivelser; alting vendes på hovedet i et loop af tid, og Tino mærker at han sidder tilbage med den samme forvirrende fornemmelse som på avisen når redaktør Nemo pludselig kunne levere det stik modsatte synspunkt af sit velkendte politiske standpunkt, mens Buller kommer med et nyt udbrud som ville have fået lærer Basse til at lyse op i timen på frøken Spangs privatskole: „Kun en tåbe dør af skræk og skønhed!“ 12

Tiderne_Gräs-LOOP_P.indd 12

28/09/16 12.48


B

uller har tyggegummi med i skole, hans taske er propfuld; han deler ud i Basses timer. „Tyg løs, kære venner!“ siger Basse, ­„jeres hjerne tilføres ilt og sukker,“ og han fortæller om tyggegummiets oprindelse, funktion og historie om dengang det var med til at vinde krigen i kraft af Bullers farfar der forsynede tropperne, ligesom Buller nu er leverandør. Og Basse velsigner vidundermidlet og taler om gummitræer og om mægtige plantager på den anden side af havet, hvor de sorte stadig arbejder for de hvide. Basse springer i tid og sted og emne, hans tanker går over sø og land, og Tino har ikke altid lige let ved at følge med. Basse beretter om boerne i Sydafrika, de udvandrede nederlandske bønder der efter generationer i landet føler sig mere indfødte end de oprindelige beboere på samme vis som de europæiske „sortfødder“ i Algeriet, hvorfra franskmænd snart sættes på porten. Sortfødderne er ved at tabe. De vil ikke opgive deres besættelse, hvad Basse forstår til fulde. Han holder uden vaklen med de franske besættere. Hans slægt er også en slags kolonister. Han har forladt historiebogens afsnit om det gamle Grækenland, og det er ikke til at sige, hvornår han vender tilbage til Platons skole i Athen. Hans lup ligger urørt på en opslået side om filosofferne. Under det buede forstørrelsesglas er bogstaverne store som kakerlakkers hvælvede rygge, og i Tinos øjne er det, som om de bevæger sig, mens sortfødderne i Nordafrika tramper løs på den etniske befolkning. Basse taler om koldkrigen mellem Sovjetunionen og den frie verden 13

Tiderne_Gräs-LOOP_P.indd 13

28/09/16 12.48


der kan blive varm når som helst, samtidig er en helt anden trussel i gære. Basse kan mærke det helt ind bag sin vest med kæden som en hængebro til gulduret; noget farligt er på færde, det kryber frem og bevæger sig nordpå fra Mellemøsten. Livet er sandelig et risikabelt foretagende, men indtil videre har det vundet over døden. „Fat mod, kære venner!“ Livet omfatter alle jordens kemiske grundstoffer. Det lader sig ikke udrydde, hævder Basse, og i bedste fald begynder det blot forfra med kakerlakkernes udvikling i andre formationer som et kalejdoskopisk fugletræk på himlen, fugl, fisk, krybdyr og mennesker i skiftende positioner. Amstsavisen har vist en billedserie med en menneskeabe der rejser sig som en broklap for til sidst at gå på to ben med en rank ryg og en udviklet pandeskal under et halvlangt hår som Tommy Steele. Basse kalder sig darwinist, og han siger at Darwins udviklingsteori ikke er ret meget ældre end frøken Spangs Privatskole der netop har haft hundrede års jubilæum med grundlægger Spangs portræt på forsiden af Nemos konservative blad, hvor Tino har sin rute som avisbud. Frøken Spangs gamle skolemænd, skrev redaktør Nemo i avisen, „var blandt de første i landet til at godtage Darwins lære, mens store dele af Danmark strittede imod, anført af religiøse mørkemænd.“ Selv Darwins gode danske ven, en professor på Københavns Universitet, vægrede sig mod Darwins tanker. Det kunne nu ikke overraske Basse. Professoren var katolik, og af katolikker kan man vente sig lidt af hvert. Men de kan ikke standse udviklingen, og siden Guy Fawkes fik én på lampen, og Martin Luther senere tog kampen op som protestant, har de været tvunget til at operere for lavt blus, endda „her i vores lille by, kære venner,“ siger Basse og klukler, så hans vom springer op som en bold på katederet. Han er nabo til en katolsk skoleinspektør der pønser på at sætte Elefanten fra borgmesterbestillingen, og selv om Basse på sin vis er modstander af borgmesterens politik fra Staunings tid, så foretrækker han „Staunings skæg“ frem for en kolerisk katolik som byens førstemand. Basse og Venstres katolske ordfører har deres meningsudvekslinger hen over hækken på Møllebakken. Basses hus er opkaldt efter Sokrates i rækken af villaer med navne på de store græske og tyske filosoffer, 14

Tiderne_Gräs-LOOP_P.indd 14

28/09/16 12.48


katolikken derimod kalder sin bolig for Frans, hvilket er et klart brud på Filosofgangens navnetradition. Før skoleinspektøren rykkede ind i kvarteret hed hans villa Kant, og det hjælper ham ikke at han kan henvise til at Frans af Assisi er helgenkåret. Kanoniseringen giver ikke adgang til filosoffernes vagtparade på villavejen. Frans tilhører et andet åndeligt landskab, hævder Basse, og det pynter ikke på fejltagelsen at Frans faktisk står sig godt på navnepladen der er opsat på Kants plads og i det samme format med Sokrates til den ene side og til den anden Pythagoras. Basse siger at valget som et livsvilkår trænger sig på døgnet rundt, og mennesket har fået sin frihed til at vælge i stort og småt mellem ondt og godt, mellem pest og kolera og „snot og skæg hvilket ved Gud ikke altid er lige skægt,“ siger Basse, men „such is life,“ og Tino har ham mistænkt for at lytte til Ungdomsradioens popmusik fra Radio Luxembourg. Han løfter sin lup, han taler ind i luppen som i en mikrofon: „Op med humøret! Livet vil sejre over døden,“ hævder han. Menneskeheden vil have sin gang på kloden, uanset naturkatastrofer og dødelige epidemier, sygdommes evne til at mutere uden om de seneste medicinske landvindinger til trods for udsigten til et kollektivt selvmord, dersom en af supermagterne skulle finde på at trykke på atomknappen. „Never mind, hæng på, kære venner,“ siger Basse og fatter om luppens sorte hank, „Happy days are here again. Godt nyt til ungdommen: Dommedag er udsat til efter sommerferien,“ siger han og tager en bid af honningkagen fra Christiansfeld, hvor han føler sig hjemme mellem hernnhutterne på weekendturen med fru Basse. Hernnhutterne er også indvandrere, og deres religion er åben for både vin og øl, kage og lakridsrod, „ja, alt hvad der smelter af sig selv på læben i al sin glans,“ siger Basse og trækker vejret ind og støder det ud gennem næsen med hilsen til Grundtvigs morgensang. Basse kalder sig angelsakser, hans forfædre gjorde et betydeligt indhug i det sydlige England. Han er mere engelsk end nogen englænder; han nynner „Please to remember the fifth of November“ om en katolsk sammensværgelse, the Gunpowder Plot mod det engelske parlament ved åbningen i november 1605 med Guy Fawkes som den 15

Tiderne_Gräs-LOOP_P.indd 15

28/09/16 12.48


store skurk og attentatmand, hvis plan var at sprænge begge kamre i luften og indføre et katolsk overherredømme. „Angelsaksisk mentalitet er noget helt andet end den tyske, og hvor den bundfælder sig bliver den i blodet og sproget som er sindets prisme,“ siger Basse, og under hans lup vækkes bogstaverne og springer ud af typografien i levende billeder fra hans mund. Basse viser sig som den, han er blevet til, og hvad der har formet ham. Anglerne og sakserne erobrede England tusinde år før Guy Fawkes’ krudtsammensværgelse, og selv om normannerne fik revanche lever ånden fra Basses forfædre i England, og her i byens eneste privatskole er det Basse der forsvarer angelsaksisk kultur og fremhæver de græske filosoffer som verdens største tænkere. Basse pendler ubesværet mellem religioner og filosofier og de store krige. „England har holdt pavedømmet stangen, og både Hitler og Stalin kom ned med nakken,“ siger Basse og mener at alverdens terrorister bør have „råt for usødet med en hammer mod pandeskallen.“ Han hævder at „fjenden er i blandt os,“ og han får det sagt, så det sender et gys ned gennem klassens pulte. „Femte kolonne, varulve!“ advarer Basse. Skikkelige danskere kunne vise sig at være rovdyr i fåreklæder; de findes i sovende kommunistiske celler der venter på ordre til angreb fra Moskva, hævder Basse, og ligesom på Guy Fawkes’ tid er hele Vesteuropa underlagt en trussel af bombemænd i Baskerlandet, algierske terrorister i Paris, IRAs voldshandlinger i Nordirland, forklædt som en socialistisk revolution, uanset at parolerne dækker over en religionskrig mellem protestanter og katolikker, hævder Basse. Vesteuropa fra Gibraltar til Nordkap er under angreb indefra og udefra. Bolchevismen står over for katolicismen som jordens to største dødsfjender der længe har holdt hinanden i skak, efter at luften er lukket ud af koreansk kommunisme med de allieredes sejr i Korea, og hvortil Danmark bidrog med hospitalsskibet Jutlandia med Basses datter som sygeplejerske. Basse har selv været ombord og hilst på skibets ekspeditionschef, kommandør Kai Hammerich der så Maos „gule fare“ som den næste 16

Tiderne_Gräs-LOOP_P.indd 16

28/09/16 12.48


store udfordring, mens Basse var mere opmærksom på muhamedanerne der rykker nærmere med deres aggressive religion, så det igen vil blive Allah mod Jesus ligesom på korsfarernes tid, nu med muhamedanerne som de krigeriske, og det skal blive det altafgørende slag, hævder Basse. Fjerne religioner og kulturer er på march. „Kom bare an, I horder fra Asien og Mellemøsten med jeres overtro og muslimske forestillinger om et verdensomspændende kalifat som er fuldkommen uforenelige med luthersk protestantisme,“ siger Basse og kæder de fjerne og de nye tider sammen. Basses undervisning i engelsk glider ind i hans historietimer, hans lærdom indgår i én stor helhed og ramme ligesom åernes arme omkring byen i deres fælles udløb mod fjorden. Og han vender igen og igen tilbage til „købstaden med dens handel og vandel,“ som han siger, byens tekstilindustri og støberi, bomuld og jern, sæbespåner, hamp, tovruller, flæsk og mælk, bolte og møtrikker og alle de produkter, byen lever af, forarbejder, producerer og bliver rig på. Benzin og olie skibes ind fra de store have kloden rundt og ender i købstadens havn sammen med varer fra de fjerne kyster. Paller med bomuldstotter står på kajen før de læsses på ladet til spinderierne, grønne bananklaser til Holmskovs bananmodneri, sydhavsfrugter i brune trækasser, som var det abebure af bambus til Thorsens Frugtcentral, og blåstemplede sække med Santos bønner til Mortensens kafferisteri, høje stakke af tømmer til Caspers far der ejer Trælasten og toppede kulbjerge og dynger af koks til Thisted og Warrer, hvor Basses svigersøn er direktør. Køb og salg, transport, historie og sprog flyder sammen i et filosofisk delta der samles i Basses ansigt med det svage syn som en skovsøs matte blik, og ingen i klassen kan være uvidende om betydningen af forretning og initiativ, og hvad det også medfører af vanskeligheder omkring toldbestemmelser og frihandel, emsige bureaukrater og en opsætsig arbejdsskare under indflydelse af byens dominerende fagforeninger der vinder frem og støtter op bag Elefanten, byens borgmester. Heldigvis har Europa slået sig sammen i „De Seks“ med Bullers far som fortaler på vegne af byens erhvervsliv. Hans billede ses lige så tit i aviserne som portrættet af Elefanten og den katolske skoleinspektør. 17

Tiderne_Gräs-LOOP_P.indd 17

28/09/16 12.48


„Mine elever, vend den hvide skrå og tyg frimodigt,“ siger Basse som Buller konsekvent kalder for AC, og Tino ved godt, hvorfor Buller insisterer på AC. Buller og Basse har noget sammen der stikker dybere end respekt. Basse må have hørt at Buller omtalte ham som Basse, og reagerede på det med en håndsrækning. Overlærer Arne Christensen, cand. mag i oldtidskundskab, engelsk og historie, havde i klassens påhør sagt: „Unge Skyt-Nielsen, arving til et tyggegummiimperium på størrelse med det engelske, før dine forfædre blev ekspederet ud af Rhodesia, hvorfra de ikke kunne medbringe deres gummiplantager, unge Skyt-Nielsen, undskyld mig min krops omfang, dens vægt og fylde og dertil hørende komplikationer, Skyt-Nielsen Junior, kald mig for eftertiden AC, det vil være mig en ære at indrullere dig i kredsen af mine nærmeste der har forståelse for min krops overbelastning.“ Og siden har Buller kun kaldt ham AC. Selvfølgelig hænger det også sammen med deres fælles optagethed af P. G. Wodehouse, hvis humor ligger langt fra Tino der ikke kan se noget i Wodehouses fjogede pikante, intrigante golfhistorier og slotsfortællinger fra den engelske overklasse. „Få samling på de små grå,“ siger Basse og løfter luppen. „Betragt jer selv som medlemmer af Rådet i Athen. Vi er forsamlet til råd­ slagning, enhver af os kan selv bestemme, hvem vi vil være, forklæd jer i fantasien, indtag jeres plads og rolle. Er I klar? Også du Justitiarius!“ „Ja!“ svarer landsretssagførerens Jørgen som Buller kalder Jura. „Og Skyt-Nielsen Junior?“ spørger Basse, og Buller bekræfter. „Du har besøgt min hustru og mig i vort hjem på Møllebakken,“ oplyser Basse som en samlet invitation til klassen. „Ja!“ siger Buller. „Enhver er velkommen til at ringe på min dør der vil blive åbnet med et bydende påbud om entré, træd nærmere, mine venner, uanset skrud og fysisk tilstand, ikke sandt Tino?“ „Jo,“ siger Tino der var mødt op i hjemmet efter en nattefest hos tømmerhandlerens Casper på filosoffernes vej, og da han ud på morgenen fik øje på Sokrates og genkendte Basses adresse dristede han sig til at ringe på, og ud kom fru Basse i morgenkåbe som en opgående sol, endnu tykkere end sin mand og med en sløjfe på maven. 18

Tiderne_Gräs-LOOP_P.indd 18

28/09/16 12.48


„Nogle af jer vil huske det store billede der hænger i mit hjem, filosoffernes møde på skolen i Athen. Rafaels maleri. Hvem er de, og hvad viser de med deres hænder? Skyt-Nielsen Junior!“ Buller tøver med sit svar og rynker bryn, som om han vil trække synet ind for bedre at kunne se det for sig. „Lad dig ikke tynge under byrden af din høje intelligens!“ siger Basse. „Platon og Aristoteles, Vestens filosofi er blot en fodnote til disse to grækere, med Deres ord, hr. Christensen,“ siger Buller. „Hvad siger d’ herrer med deres hænders tale. Lad os høre!“ Buller forekommer pludselig usikker, og Basse siger: „Tino, byd ind!“ Og Tino ser billedet for sig på væggen hjemme hos Basse; fru Basse der tager krystalglas frem fra skabet, selv den klirrende lyd kan han høre, samtidig med at han undrer sig over at en ældre moden kvinde kunne nære bekymring for hans tilstand. „Du må gerne hvile dig lidt, før du går hjem,“ havde hun sagt. „Tino, lad nu ikke din usikkerhed spærre for gensynets glæde, se det for dig med barnets blik, og tænk dig om, Tino. Vi stod ved siden af hinanden og talte om billedet over min sofa,“ siger Basse, og Tino siger, „Platon peger opad, mens Aristoteles strækker sin hånd ud – sådan vandret,“ tilføjer han og viser det med en flad håndbevægelse. „Hvilket betyder?“ spørger Basse, men før Tino får tænkt sig om, siger Buller hurtigt, „Platon sigter imod det ideale som er det centrale i hans tænkning, nemlig idéernes rolle. Aristoteles derimod. Han vil med sin horisontale bevægelse vise at vi ikke skal kaste os ud i metafysiske spekulationer!“ „Og hvor står du selv i filosoffernes spændingsfelt, Skyt-Nielsen Junior?“ spørger Basse, og Buller svarer, „jeg befinder mig godt både i de højere luftlag og ikke mindst her på jorden! Men idéer har ingen fast opholdssted. De kan ikke holdes på plads indenfor i et lukket rum. Vi skal tænke vertikalt og bryde horisontens begrænsning, det siger min far før han tager sin morgendukkert,“ og Tino kan ikke lade være med at tænke på pastor Mose der har det med at henvise til Grundtvigs ord om at blive på jorden som det mest sikre. „Ideer har ingen fast opholdssted, udmærket formuleret, Junior. 19

Tiderne_Gräs-LOOP_P.indd 19

28/09/16 12.48


Jeg hører det som en kritik af Aristoteles’ helhedsopfattelse, hans bestræbelse på at opnå enhed mellem form og indhold. Men verden er foranderlig, og I skal være med til at ændre den, verden lader sig ikke fastholde. Det er jer der kan bestemme retningen, forny den med jeres flyvske ideer der roterer rundt i hovedet, som var det en tørretromle på Nørre Torv Vaskeri. Store ånder får deres bedste indfald i rutsjebanen eller på das. Verden står ikke stille, hop på kærer venner, gå i luften! Kom så, en, to, tre, spring: Point of no return. Karen markerer, ja Karen!“ Pastor Moses datter har rakt hånden i vejret, og hun siger: „Aristoteles tænker lineært som en mand. Vi skal lære at tænke cirkulært som en kvinde!“ „Hvem påstår det?“ spørger Basse, og Tino kan høre at han lader, som om han er både nysgerrig og overrasket. „De engelske blåstrømper der har det fra William Shakespeare, hans dramaer sprænger den aristoteliske dramaturgi, Shakespeare opløser tid, rum, handling, forløbet og enhver konvention, han bytter køn, roller. Sidehandling tager over eller falder helt ud. Alle vedtagne former og regler brydes,“ forklarer præstens Karen, og Basse nikker anerkendende, vifter med luppen og kommer med en opfordring til Buller: „Junior, del ud af dine opkvikkende stoffer, vi trænger til en pause efter Karens vertikale lift med Shakespeare som luftskipper.“ Buller sender en karton ukurant tyggegummi rundt fra sin fars fejlproduktion. „Tak som byder!“ siger Basse, og under luppen fortykkes hans læber i glassets skive med tænderne som forstørrede guldklumper. „Man behøver ikke altid at følge sin egen opfordring og slet ikke sine egne råd,“ og han siger at menneskeheden altid har haft en stor glæde af at tygge og kysse, tale og elske, slås og forsones, finde hvile og fred og vågne op til dåd, skyde og tænde ild, fiske, sejle og køre hurtigere og hurtigere og flyve i drømme og i virkeligheden. Basse venter en landing på månen inden for det næste årti, og han hævder at menneskesindet er gennemsigtigt som det fineste spindelvæv, og at menneskehedens sjæl er på alder med jordens molekylære grundstoffer i en tilsvarende kompliceret sammensætning. Menneskelighed er i virkeligheden en uforgængelig, ustyrlig kraft som ild og vand og 20

Tiderne_Gräs-LOOP_P.indd 20

28/09/16 12.48


uoptøelige rester af frost og flint i undergrunden med morænebankernes forsvarsværk omkring byen. Menneskelighed kan ingen fratage homo sapiens, den er gennemsigtig og ikke til at inddæmme, indfange og udrydde, den er til stede mellem mennesker som det usagte og røber sig i følelse for andre, hævder Basse; menneskelighed viser sig i handling, og den kommer til udtryk i selv den mindste gestus. Kommer man hjem til Basse vil man blive beværtet med småkager fra Kjeldsen i Nørre Snede og bagværk med honning og flødeskum fra hernnhutternes by, Tino har været hans gæst flere gange, og Basse havde sagt at menneskenes samlede klogskab vejer tungere på Vor Herres vægtskål end klodens ophobning af dumhed og dårskab, og derfor vil det komme til at gå fremad for verden, tre skridt frem, to tilbage, fremad trods alt; historiens fremdrift efteraber krabbens gang, sidelæns og skråt fremad, men i bevægelse, styret af „lugtesans og fornuft,“ sagde Basse. Tino har aldrig helt forstået, hvad Basse egentligt mente, medmindre det var noget med at sammenkoble de humanistiske videnskaber og de naturvidenskabelige, så det at forstå verden og forklare den er og bliver det samme til menneskehedens bedste. „Brug kæbemusklerne! Tyg forstanden i gang, motionér den, kære venner,“ siger Basse, og han siger at de gamle grækere på Platons tid tyggede mastiks fra træerne af samme navn, og især kvinderne brugte det for at rense deres tænder og friske ånde og mund. „Husk at kysse pigerne,“ siger Basse, og Tino ser fru Basse for sig, hendes læber er de smukkeste, han har set, hvælvede med et lille hjerteformet indhug i midten, og Basse siger at den inuit og maya-indianer der i gamle dage gik rundt og tyggede på hvalhud og harpiks, næppe kan have haft nogen anelse om, hvad tyggeriet skulle medføre af industri og arbejdspladser til byen. „Menneskets tyggeglæde vender tanken, forvandler den til viden, helse og velstand. Begynd med lakridsroden som tandbørste om morgenen, børst, gurgl og skyl efter,“ siger Basse. „Snart vil man kunne tygge sig til et godt helbred, hvis tyggegummiet tilsættes de gamle lægeurter i stedet for det usunde sukkerstads.“ Og Buller bryder ind uden først at række hånden op: „Mit tyggegummi skal komme til at 21

Tiderne_Gräs-LOOP_P.indd 21

28/09/16 12.48


overgå de bedste sæber og dufte bedre end Rexona, og det skal have en medicinsk virkning,“ siger han, og Tino kan se på ham at han lige dér fik en oplagt idé.

Tiderne_Gräs-LOOP_P.indd 22

28/09/16 12.48

Loop af Ulrik Gräs  
Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you