Page 1


FLORA

TIDERNE_Flora_P.indd 1

29/08/16 12.31


Af samme forfatter: En hel dags kærlighed. Roman, 1997 Ejerskifte. Noveller, 2000 Forholdsregler. Noveller, 2005 Så må vi se. Noveller, 2008 Måske går det over. Roman, 2012 Hestens fødselsdag. Roman, 2014 En hel dags kærlighed. Udvalgte noveller, 2016

TIDERNE_Flora_P.indd 2

29/08/16 12.31


SIDSEL FALSIG PEDERSEN

FLORA Roman

TIDERNE SKIFTER

TIDERNE_Flora_P.indd 3

29/08/16 12.31


Flora © 2016 Sidsel Falsig Pedersen/Tiderne Skifter Forlagsredaktion: Claus Clausen Sat med Minion hos An:Sats, Espergærde og trykt hos xxxxxxxx ISBN 978-87-0221-542-7 Printed in Denmark 2016

Forfatteren takker Statens Kunstfond

Tiderne Skifter Forlag · Læderstræde 5, 1. sal · 1201 København K Tlf.: 33 18 63 90 tiderneskifter@tiderneskifter · tiderneskifter.dk

TIDERNE_Flora_P.indd 4

29/08/16 12.31


I

nde på tanken får jeg lyst til småkager, de ligger i gennemsigtige poser, måske er de tilovers fra jul. Rosa skutter sig da jeg sætter mig ind i bilen, hun siger at jeg skal skynde mig at smække døren, at det er koldt. Jeg lægger posen med småkager i skødet, hun tænker måske åh nej. Andre menneskers tyggelyde gør hende utilpas, det er noget hun altid har haft. Jeg siger at de er til vores søde tænder og hun siger det hedder vores søde tand, men hun bliver i tvivl og vil slå det op. Plastikken knitrer da jeg river posen i stykker, jeg er opmærksom på mine fingre på kagerne og hvordan jeg transporterer bakterier rundt og ind i munden. Det er ikke noget man skal være bange for, Rosa siger at vi lever for sterilt, hun har hørt om det i nyhederne. Vores onkel er kommet på rekreationshjemmet og vi skal bo i hans lejlighed, det var Rosas idé. Hun vil ikke være derhjemme hvor alting minder hende om Møller; de er gået fra hinanden igen. Jeg tror ikke det er slut endnu, men jeg spørger ikke. Hun har ferie fra skolen, hun har –5–

TIDERNE_Flora_P.indd 5

29/08/16 12.31


taget papir og farver med for at forberede sig, hun skal være vikar i formning. Jeg har heller ikke noget imod at komme væk hjemmefra, der er problemer med rotter i ejendommen, jeg har hørt dem kradse i vaskekælderen. Jeg ville spørge min nabo om han også har hørt dem, men da vi stod på trappen i opgangen var der tomt derinde hvor ordene skulle være, der kom ikke noget ud. Jeg har tænkt på at flytte eller købe min egen vaskemaskine, men Rosa siger at hun synes jeg skal se tiden an. Hun rækker ud efter småkagerne og begynder at tygge og så tygger jeg også. Når hun selv tygger gør det ikke noget med lyden fra andre. Jeg forestiller mig hvordan det lyder i hendes eget hoved når hun tygger, at det overdøver alting sådan som det gør i mit. Nogle gange er lyden både inden i og uden for mit hoved, så er der er tomt der hvor jeg skulle være. Andre gange kører tankerne i ring derinde, om og om igen. Rosa siger at hun kan høre min hjerne kværne, hun kan mærke det sådan som tvillinger kan. Jeg ved ikke om det er rigtigt eller bare noget hun siger, jeg kan ikke mærke noget særligt når hun tænker. Når jeg fortæller hende hvad jeg tænker på, siger hun at jeg skal tage tingene som de kommer. Hun lyder som om hun tror der er en mulighed for at jeg forandrer mig og bliver mere som hende, men hun fik noget og jeg fik noget andet.

–6–

TIDERNE_Flora_P.indd 6

29/08/16 12.31


I stedet for at være urolig når jeg går i vaskekælderen har jeg prøvet at interessere mig for rotterne som noget der kan observeres, noget nyt i mit liv. Alligevel sparker jeg døren hårdt op og forestiller mig at de piler væk inden jeg når at se dem. Jeg bevæger mig hurtigt, jeg skramler og tramper og fylder i maskinerne, for hvis man står stille længe nok kan de komme de frem igen. Det er svært at holde hvad jeg ved om dem for mig selv, jeg prøver at flette det ind i samtaler. De fleste vejer sjældent over syvhundrede gram, men der er fundet en kæmperotte i London, den var stor som en lille hund. Den brune rotte er den mest almindelige, dens tænder vokser hele livet. Kvinder bliver bidt oftere end mænd, de bider mest når man sover, de bider i det som ligger udenfor dynen. Efter jeg har læst om det pakker jeg mig ind, men ansigtet ligger udenfor, der bider de også nogle gange, men det er kun cirka elleve procent af gangene ifølge en undersøgelse og sytten procent ifølge en anden. Rosa synes de er ulækre, hun skifter emne eller ser ud som om hun tænker på noget andet, mens jeg taler. Hun bestemmer selv hvad hun tænker på, undtagen det med tyggelydene, det bestemmer hun ikke over. Hun kæmper med det, for ellers vil det blive værre og til sidst vil hun ikke kunne være nogen steder. Folk spiser overalt, siger hun. Hun insisterer på at spise ved siden af mig når vi ses, men hvis ikke vi har tv’et eller radioen tændt har jeg svært ved at nyde maden. Jeg tygger og holder pauser når –7–

TIDERNE_Flora_P.indd 7

29/08/16 12.31


hun holder pauser, jeg tænker på hvordan hun væmmes ved lyden fra min mund. Landskabet er fladt og brunt, Rosa tager en tår vand fra flasken, hun sidder i sine egne tanker. Hun masserer sine hænder, trykker på punkter og hiver let i fingrene. Hun fik håndmassage af Møller og det var noget af det bedste. Nu er det mere som en vane, noget hun gør uden at tænke over det. Jeg husker Møllers hænder som varme og tørre og ikke fugtige når man holdt i hånd. Jeg vil gerne have hende til at holde op med at tænke på Møller, så jeg fortæller hende om den novelle jeg indlæste i går, om en mand som kommer ud en morgen og ser at alle hans høns er døde, de ligger i en stor rundkreds på gårdspladsen. Politiet siger at nogen har slået dem ihjel og lagt dem sådan, i en rundkreds, men manden er sikker på at det ikke passer. Han har set dem stå i en rundkreds mens de levede, som om de holdt møde, det var et fascinerende syn. Han vil skrive til en videnskabsmand og spørge hvad det kan skyldes, men han kæmper med at formulere brevet på den rigtige måde, så da novellen slutter har han endnu ikke sendt det. Rosa siger at sådan en rundkreds af høns vil hun gerne se og det vil jeg også, men novellen fangede mig ikke rigtig og især slutningen irriterede mig. Jeg skal arbejde mens vi er væk, jeg indlæser bøger, jeg udtaler et ord ad gangen som det står på papiret. Der er –8–

TIDERNE_Flora_P.indd 8

29/08/16 12.31


ingenting at være i tvivl om, det er bare at udtale hvert ord korrekt i rigtig rækkefølge indtil sidste side. Det passer mig godt, jeg læser hurtigt og tydeligt og min chef er tilfreds, vi har mest kontakt på mail. For tiden indlæser jeg Samlede Noveller af en forfatter der allerede er død, men det var uventet og bogen skal hurtigt ud, siger min chef, jeg ved ikke hvorfor hun har givet den til mig. Når jeg er længe om det er det fordi jeg er grundig, men det er også fordi jeg bliver i tvivl om hvad jeg har indlæst og er nødt til at lytte det igennem igen. Det er så vidt jeg ved ikke sket at jeg har indlæst noget der ikke stod der, men nogle gange skal jeg tjekke det to gange, andre gange tre. Det var Møller der hjalp mig med mig jobbet, han boede engang i opgang med min chef. Jeg vidste med det samme at sådan et job ville jeg gerne have, jeg har tit ønsket at være den der siger ting i højtaleren, toginformationer og næste station. Nu er jeg klar over at det ville være et vanskeligt job for mig at have, jeg ville være bange for at sige noget andet i højtaleren end jeg skulle. Den første novelle jeg indlæste handlede om en mand der ville bede en læge læse en novelle der handlede om en læge. Manden ville vide om det var sådan det var at være læge, sådan som det var beskrevet i novellen. Manden vidste ikke om han skulle sende novellen med posten eller om han skulle scanne den ind på computeren og sende den på mail. Han ringede ikke selv til lægen, han sagde –9–

TIDERNE_Flora_P.indd 9

29/08/16 12.31


i stedet til en af lægens bekendte at han overvejede at kontakte ham, en han regnede med ville sladre til lægen. Det meste af novellen ventede manden på at lægen skulle ringe. Det irriterede mig at han ikke bare ringede, men den var godt skrevet. Når onkel er på rekreationshjemmet plejer nogen fra familien at bo i hans lejlighed. Det er for at hjælpe til, men det er også for at holde ferie ved havet. Der er ikke meget at hjælpe til med, andet end at give katten mad og besøge ham hvis han ønsker det, hvilket han sjældent gør. Det er første gang vi skal bo der, han bor med udsigt over havet. Rosa siger at hun glæder sig til at besøge ham selv om man ikke fornemmer blodets bånd, men det er jeg heller ikke sikker på jeg gør med hende. Hun siger at det er fordi jeg lukker af eller er kølig. Hun har før sagt at hun kan være sig selv med mig, men at hun savner noget mellem os, en særlig kontakt, en samhørighed. Hun opfatter det mere som et fætterkusine forhold vi har og ikke ligesom rigtige tvillinger. Hun tog det i sig igen og sagde at hun formulerede det forkert. Men det er rigtigt at jeg mangler det særlige som forbinder, det er en varme jeg ikke har. Jeg har prøvet at sige at noget ikke er som det skal være, at jeg har en slags blinde pletter og at de vokser. Hun sagde at nej, det passer ikke. Hvor ved du det fra, sagde jeg. Hun sagde at det ved hun, hun kender mig, men åbenbart så alligevel ikke.  – 10 –

TIDERNE_Flora_P.indd 10

29/08/16 12.31


Vi er i familie med onkel langt ude. Jeg har fået fortalt hvordan, men sådan noget er svært at huske. Han boede tit i kælderen i vores hus og jeg syntes at vi havde et særligt bånd, selv om vi ikke talte sammen. Det ville have været nemmere hvis vi havde talt sammen, men jeg forestillede mig at det var noget vigtigt han ville sige, noget som tog tid at formulere. Det var som om han vidste noget jeg gerne vil vide. Noget som får det hele til at falde på plads, noget om livet. Jeg vil stadig gerne vide det. Noget om at det er en cirkel eller en spiral eller en trappe. Noget som vil få mig til at tænke, ja selvfølgelig, nu forstår jeg. Når de voksne ikke var hjemme kom onkel op fra kælderen for at tage noget i køleskabet, selv om han havde sit eget dernede. Han kunne også sige at vi skulle rydde op, så var han mere som en voksen. Han virkede ikke som om han var i dårligt humør eller der var noget galt. Det virkede mere som om at der var noget andet han var interesseret i, noget andet end os andre. Jeg var sikker på at han var ved at regne noget vigtigt ud vi alle ville få gavn af. Noget hemmeligt han ikke kunne tale om medmindre det blev nødvendigt, han ventede til det var vigtigt nok. Han havde en hund med rødlig pels, en dag bed den mig. Jeg kan ikke huske at det gjorde ondt, men de voksne blev meget vrede og ville have den aflivet. Han var glad for hunden, den havde lange røde ører, den havde en særlig høj madskål så ørene ikke faldt ned i maden når den spiste. Når onkel ikke var hjemme gik den op i huset og også nogle gange, selv om han var dernede. Jeg husker at den – 11 –

TIDERNE_Flora_P.indd 11

29/08/16 12.31


knurrede meget, men jeg var ikke bange for den, den var også venlig. Det var min egen skyld at den engang bed, jeg kom til at træde på den mens den sov. Jeg var ved at øve mig på en dans i stuen, jeg mistede balancen, ramte lige ned på dens ene pote. Så bed den mig i foden, jeg har ikke noget ar. Lastbilen foran os kører med orange gasflasker i fire etager, de svinger frem og tilbage bag gitterdøren, jeg tænker på om chaufføren sover og om han overholder hviletiderne. Min bil er gammel, den har ikke airbags eller sensorer der selv holder afstand som bilerne i fremtiden vil have. Rosa sidder uroligt, hun glemte at forny sit kørekort, hun siger at hun ikke tænker klart for tiden. Hun rækker ud efter flere småkager, hun siger at det var den slankekur. Hun har et rundt hoved, men det er mere maven hun ikke kan lide og så at hun let bliver forpustet. Jeg ser det mest når hun sidder, så buler maven ud ligesom kinderne. Hun har sine nye bukser på, det er en slags joggingbukser med camouflageprint. Hun spurgte om hun var for gammel til at gå i sådan nogle. Hun går i cardigans med mønstre i stærke farver og har flere hun veksler mellem. Bukserne er tykke, de kan bruges som rigtige bukser, man kan gå med dem offentligt uden at se sovetryneagtig ud, siger hun. Jeg ville gerne gå i det samme tøj som hende, så ville vi have noget sammen, også selv om vi ikke ses så tit. Dengang jeg foreslog det, hørte hun det ikke eller også troede hun det var for sjov. Det er el– 12 –

TIDERNE_Flora_P.indd 12

29/08/16 12.31


lers sådan noget tvillinger gør, men vi ligner ikke engang hinanden, kun i et særligt lys. Hun siger at hun er blevet tykkere denne vinter, men hun ser ud som hun gjorde da hun mødte Møller, det er to år siden. Det var mig der mødte ham først, det var en kort forelskelse. Han underviste på et kursus for ledige, det var hans idé at cykle på tandem. Jeg ved ikke hvordan det fik mig videre, det var bare at cykle. Det bedste var at vi så en ræv. Han så den ikke, han troede det var noget jeg fandt på. Jeg bliver i tvivl om mange ting, men den ræv er jeg ikke i tvivl om at jeg så. Han sagde at han ikke så mig som et projekt, men det ville jeg ikke have haft noget imod, det var sådan noget han gjorde, gik op i projekter. Han var meget hjælpsom og jeg fik følelsen af at jeg havde brug for ham. Jeg blev urolig og tænkte på ham hele tiden. Jeg kan ellers ikke lide sommerfugle i maven eller følelsen af at noget trækker i mig. Det er svært at vide hvornår man skal beherske sig eller give efter. Jeg vil hellere have det som man får det bagefter, til hverdag. Med ham var det anderledes, det var en blanding af hans behagelige stemme og måden han kom med forslag på, de var tit gode. Vi fulgtes ad hver dag når kurset var slut, vi gik med hinanden i hånden. En dag gik vi på kunstudstilling, det var en stor sal med skulpturer. Midt på gulvet lå en død gravhund støbt i bronze og et andet sted stod en mand i gips i et hjørne med ryggen mod salen, han lignede et menneske med – 13 –

TIDERNE_Flora_P.indd 13

29/08/16 12.31


skjorte og seler på. Det var ikke hans døde hund, det var to forskellige skulpturer. Møller sagde at det var godt lavet og kom i tanke om en udstoppet hund han engang havde set hos en meget rig kvinde. Bagefter gik vi på restaurant og spiste frokost. På restauranten sagde Møller „Uden løg“ til tjeneren, og det lød rigtigt, uden at jeg ved hvorfor. Han sagde også noget andet, ikke noget særligt, men jeg tænkte: Der er et budskab i det, måske en meddelelse fra en afdød. Så tænkte jeg at det er sådan noget man tænker hvis man er skør, og så gik det væk igen. Han spurgte hvad jeg selv troede problemet var, og jeg gik ud fra han mente min arbejdsløshed. Jeg sagde at for eksempel kan jeg blive ivrig og starte en samtale, men så bliver der tomt i mit hoved. Jeg sagde at det er forvirrende med andre mennesker, især på grund af afbrydelserne, men også at tale i telefon. Det er ikke til at vide hvornår man skal tale og hvornår den anden skal tale, der kan være lange pauser. Han sagde at jeg nogle gange taler meget hurtigt, men præcist, og det er sandt. Det giver mig noget at fokusere på mens jeg taler og gør det nemmere at tale færdig, inden jeg bliver afbrudt. Han sagde at jeg kunne vende det til min fordel og arbejde med indlæsning. Han sagde også at man kunne finde neutrale emner at tale om og for eksempel sige, er du her fra egnen. Eller jeg holder af regn, men ikke blæst. Så var det Rosa ringede og spurgte hvor jeg var, hun – 14 –

TIDERNE_Flora_P.indd 14

29/08/16 12.31


ville møde os på en café bagefter, hun ville vide hvem Møller var. Og i løbet af aftenen kunne jeg se det ske, hun bandt ham til sig sådan som hun kan. Hun har en særlig varme, noget som drager. Dengang vi lå sammen i maven og voksede og blev til os selv hver især, fik hun det og jeg fik noget andet. På et tidspunkt mens vi sad på caféen alle tre tog hun trøjen af, hun trak den over hovedet, men blusen hun havde på indenunder løftede sig med op så man kunne se hendes mave og det underste af hendes bh. Jeg kunne se hvordan Møller ikke kunne få øjnene fra hende, og jeg tror ikke på at hun ikke gjorde det med vilje sådan som hun påstod, selv om jeg ikke har villet tale med hende om det siden. Det gør mig noget og gør mig ikke noget på samme tid. Motorvejen er bredere her, jeg ligger bag en bil som kører i et behageligt tempo. Ind imellem falder jeg i staver, jeg bliver i tvivl om jeg er rigtig vågen, indtil Rosas telefon bipper igen. Bag hende kan jeg se nogle bjerge, hun har den røde hue på hun fik til jul. Hun ligner en man kan læne sig op ad, en som vil sørge for at samtalen flyder. Før i tiden lignede vi hinanden mere, nogle gange troede jeg det var hende når jeg så mig i spejlet. Når jeg kommer til at se mig selv i et butiksvindue nu, tænker jeg hvem er det menne­ske der kommer gående der. Men det er jo mig. Min dynejakke er cremefarvet og blød og varm, den har hætte – 15 –

TIDERNE_Flora_P.indd 15

29/08/16 12.31


med pelskant. Den er behagelig at have på og udenfor den ligger verden. Hun sidder med telefonen og skriver, jeg vil ikke spørge om det er Møller hun skriver med, det ville være rart hvis det var slut. Jeg slukker for radioen og siger at jeg har hørt Møller allerede har en ny kæreste, men hun siger at det tror hun ikke på. Hun virker ikke som om det går hende på eller måske ved hun at jeg lyver. Jeg forestiller mig at hun skriver til ham nu om at hun kæmper med sine overvejelser. Hun holder af ham, men hun er bange for han sårer hende. Måske taler de om ting hun ikke taler med mig om, før i tiden talte vi mere. Hun siger at jeg er sart med at blive afbrudt. Hun siger at det er godt at tale om tingene og få det ud. I teorien synes jeg at hun har ret, men der er noget i mig som ikke vil, som væmmes. „Hvad er det du har der?“ spørger hun og rækker hånden frem mod mit øre. Jeg ryster på hovedet og skubber hendes hånd væk. „Men du har noget.“ Hun læner sig lidt mod mig og kigger på mit øre, løfter hånden. „Nu er det væk,“ siger hun. Hun vender ikke hovedet mod vejen igen, hun betragter mig. „Så den jakke har du gået meget med?“ Hun hiver fat i stoffet på min dynejakke. Hun spørger om jeg ikke snart skal have en kæreste, hun siger hun måske kender en jeg kan møde. Jeg siger at sådan en er jeg ikke interesseret i, for han vil bare bruge mig til at – 16 –

TIDERNE_Flora_P.indd 16

29/08/16 12.31


komme tæt på hende, og hun ryster på hovedet og siger at sådan er det ikke. Møller er den jeg bedst har kunnet lide af de mænd jeg har mødt. Jeg har ikke været interesseret i nogen siden, ikke engang en kendt. Rosa siger at forelskelse er et udbrud, det sker når man er parat. Det er ikke hende der har fundet på det, hun har det fra en italiensk sociolog. Hun siger at man skal benytte sig af at alle døre er åbne, både i den anden og i en selv, og man kan gå på opdagelse før det hele lukker til igen. Jeg forstår ikke hvad hun mener, jeg synes at alting allerede er åbent inde i mig, et stort tomt rum uden døre. Der falder regndråber på ruden, hurtigt og hårdt, det lyder som hagl. Den ene side af himlen er sort af skyer, de var der ikke for et øjeblik siden. Nu er det svært at se noget udenfor, regnen dækker ruderne og larmer på taget. Jeg kan skimte røde lys fra bilerne foran, af og til forsvinder de for at dukke op igen. Jeg kan ikke se hvor vi kører. Jeg vil standse, men det må jeg ikke her. Jeg er bange for der vil ske en ulykke og at det skulle jeg have tænkt på. Det er sådan noget jeg gerne vil undgå. Hun ruller sit vindue ned og læner sig ud, hun rejser sig i sædet for at se. Mine ben bliver våde af regnen som pisker ind ad hendes rude, hendes joggingbukser er allerede gennemblødt. Regnen larmer på taget, men så stilner den af, det varede kun et øjeblik. Vi ser på hinanden, hun ser ud som om hun er lige ved at græde, eller også er det regnen fra da hun stak hovedet ud. – 17 –

TIDERNE_Flora_P.indd 17

29/08/16 12.31

Flora af Sidsel Falsig Pedersen  
Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you