Issuu on Google+

6

Nr. 42 - 16. oktober 2009

TALENT?

BØGER

weekendavisen

Afvigere. Vi overvurderer de medfødte evner og undervurderer værdien af øvelse og tilfældigheder. Kulturikonet Malcolm Gladwell dekonstruerer de gængse myter om geniale enere og fortæller den sande historie om Mozart, Beatles og Bill Gates.

10.000 øvetimer = genialitet Af DAVID JACOBSEN TURNER Malcolm Gladwell: Afvigerne – historien om succes. Oversat af Thomas Rydahl. 328 sider. 269,95 kr. Forlaget Bindslev.

marts? Svaret findes i Malcolm Gladwells nye bog Afvigerne, og hvis man ikke umiddelbart kan regne forklaringen ud, er der god grund til at læse med. Canadisk ishockey er på overfladen et perfekt »meritokrati«: et system baseret på egenskaber. Allerede i børnehavealderen starter et udskillelsesløb, hvor de dygtigste spillere bliver udvalgt og sendt videre til de højere ligaer. Når drengene når 15 års-alderen, er de allerbedste blevet kanaliseret ind i den prestigefyldte liga Major League A. Tilsyneladende er de unge menneskers succes baseret på talent og individuelle egenskaber. Der er bare et problem ved udvælgelsesforløbet: Ungdomsligaerne er inddelt efter spillernes fødeår. Dermed kan en dreng fra januar have et helt års fysisk og mentalt forspring til en dreng fra december. Når de bedste skal sendes videre i systemet, har de ældste drenge dermed en klar fordel og vil ofte ende med at nå længst. Skal man tro forfatteren, kan ishockeyeksemplet lære os en vigtig lektie: Der er noget galt med den måde, hvorpå vi forklarer succes. De mennesker, der opnår ekstraordinære ting, er ikke exceptionelle enere. De er derimod »begunstiget med skjulte fordele, særlige muligheder og en kulturel arv, der gør dem i stand til at lære, arbejde hårdt og forstå verden på en måde, som kun de færreste kan«. Malcolm Gladwell har p.t. ikonstatus i amerikansk kulturliv. Han er tidligere videnskabsjournalist på Washington Post, nu skribent på The New Yorker, og ifølge Time Magazine er han en af verdens 100 mest indflydelsesrige personer. (I overensstemmelse med bogens præmis forklarer han dog ærbødigt, hvordan en opofrende familie med mere har gjort det muligt for forfatteren at nå så langt). Når man læser Afvigerne, forstår man mandens stjernestatus. Der er tale om særdeles velskrevet essayistik, hvor Gladwell kompetent kobler journalistiske casehistorier med bemærkelsesværdige statistikker og skarpe samfundsvidenskabelige pointer. På godt og ondt har vi at gøre med en ærkeamerikansk udgivelse, og flere af Gladwells konklusioner er temmelig ukontroversielle for en dansk læser. (Intelligenskvotienten er ikke det vigtigste parameter for succes, kreativitet er lige så vigtigt som paratviden, og empati er et vigtigt element i at nå langt.) Anderledes interessant bliver det, når Gladwell introducerer »10.000 timersreglen« eller »ekspertisens magiske tal«. Teorien siger i al sin enkelhed, at det tager LAY-OUT: LENA THURMANN. KORREKTUR: SARA HØYRUP

ILLUSTRATION: CHARLOT TE PARDI

VORFOR er langt de fleste canadiske ishockeyH stjerner født i januar, februar eller

10.000 timers øvelse at blive ekspert i verdensklasse inden for et felt. Violinspil, hjertekirurgi eller softwareudvikling – det gør ingen forskel. Til at underbygge teorien hiver Gladwell fat i et par eksempler fra musikkens verden. Enhver skoleelev har lært, at Mozart var født som musikalsk geni og komponerede allerede som seksårig. Nej, siger Gladwell. Mozarts første kompositioner lå langt under standarden for dygtige komponister. Hans tidligste selvstændige værk, der med rette kan kaldes et mesterværk (Klaverkoncert nr. 9), blev til, da komponisten var 21 år gammel. Og på det tidspunkt havde han sjovt nok komponeret seriøst i ti år. Og tre timers daglig træning i ti år giver... 10.000 timer. Hvad så med Beatles? Ifølge Gladwell skyldes deres enestående bidrag til musikhistorien ikke så meget deres medfødte evner som deres engagementer på Hamborgs stripbarer i starten af 60erne. Her spillede bandet ofte otte timer ad gangen syv dage om ugen. Da de fik deres amerikanske gennembrud på Ed Sullivan Show i 1964, havde de optrådt live mere end 1200 gange og var med andre ord et helt usædvanligt sammenspillet orkester. Kunne det være en del af forklaringen?

Den klassiske formel for en selvbiografi får en hård medfart af Gladwell. Historien om iværksætteren/sportsstjernen/politikeren, der fødes under beskedne kår og ved egen kraft kæmper sig vej til toppen, er som regel usand, mener forfatteren. Bill Gates har givetvis gjort det usædvanlig godt som programmør og erhvervsleder. Men han var næppe endt som verdens rigeste mand, hvis han ikke – helt uhørt for tiden – havde fået daglig adgang til en computer allerede i 1969 og derfor nåede sine 10.000 timers programmering før de fleste andre. Desuden er han født i »det perfekte fødeår« 1955 – akkurat gammel nok til at tage del i det nye elektroniske eventyr, men ikke så gammel, at han blev hægtet af. Og sjovt nok er en lang række af de mest prominente navne i amerikansk computerindustri født i midten af 50erne. Mange af de mennesker, vi anser for genier, er med Gladwells ord »mennesker, der fik en unik mulighed for at arbejde hårdt og greb den, og som tilfældigvis brød igennem i en tid, hvor deres ekstraordinære indsats blev belønnet af deres omgivelser og samfund«. I bogens sidste del bevæger forfatteren sig ind på mineret område. Ifølge Gladwell fik de jødiske advokater i 70ernes New York

ikke succes på trods af deres etnicitet, men på grund af den. De blev afvist af de gammeldags hæderkronede advokatfirmaer og tog sig i stedet af sager, som de gamle fi rmaer afviste. Og netop de tvivlsomme sager – fjendtlige virksomhedsovertagelser, familieret og så videre – blev senere til rene guldgruber. Så langt, så godt. Men er amerikanske asiater virkelig gode til matematik, fordi deres forfædre var hårdtarbejdende risbønder, hvis umenneskelige slid »gav dem en mening med livet, selvom de var udslidte og fattige«? Og er det virkelig rigtigt, at koreanske fly først blev sikre, da piloterne blev tvunget til at tale engelsk og dermed blev befriet for byrden af deres indviklede høflighedskultur? Vi ender på et lettere kulturdeterministisk spor, og vi slipper heller ikke for en småkvalm programerklæring om et samfund, »der yder lige muligheder for alle« (hvor har man hørt det før ... ?). Men i en tid, hvor selvsmagende biografier fylder godt op på både supermarkedshylder og bestsellerliste er det svært tankevækkende at læse Gladwells dekonstruktion af den gængse opskrift på en tårevædet succeshistorie. Bolden er hermed givet op til danske Gladwell-kopister. Hvordan nåede Lars Larsen, Stig Elling med flere i virkeligheden dertil, hvor de er i dag?


Anmeldelse af Afvigerne i Weekendavisen