Page 1

Kommentarer og tilføjelser til kapitel 1: Snylteren Side 17, linje 17: ”... det afspejler sig i dens livsforløb” En bændelorm er et ensomt individ, som typisk lever alene i sin værts tarm, og derfor må formere sig uden at kunne mødes med en bændelorm af modsat køn. I praksis klarer den dette problem ved at være hermafrodit, og har altså funktionelle forplantningsorganer fra begge køn i sin krop. Den kan dermed befrugte sig selv og sprede sine æg, hvor af hvert enkelt led af ormen kan indeholde ikke mindre end 40.000. Æggene udskilles af kroppen og tarmen med værtsdyrets afføring. Dernæst er der for bændelormen blot tilbage at håbe på at en enkelt eller to af disse mange æg ender i kroppen på en planteæder, der er så uheldig at spise et blad eller en græstot med lidt rovdyrafføring på, og at cyklussen dermed kan starte forfra. Side 18, linje 26: ”Det var ikke husdyrene, som smittede os”. Forfædrene til vores tamme grise og køer har højst levet i den allernordligste del af det afrikanske kontinent, på det tidspunkt hvor det moderne menneske opstod i Østafrika. Side 18, linje 31: ”... løver, sjakaler, hyæner, afrikanske vildhunde og geparder ..” Til gengæld for at vi blev smittet med bændelorm har nye undersøgelser imidlertid vist, at vi gav de store katte en anden lidelse i bytte. For ca. 200.000 år siden, på et tidspunkt hvor mennesket var meget tæt på noget der ligner vores nuværende form, smittede vi således de store kattedyr med den bakterie, som er årsag til mavesår. Smitten skete sandsynligvis ved at en af de store katte, højst sandsynligt en løve, spiste en eller flere af vores forfædre. Selv i naturens verden kan drab således have sin pris - og dette er blot en af flere indicer på at mennesket naturligvis også har været føde for de store rovdyr (se næste kapitel). Mark Eppinger, Claudia Baar, Bodo Linz, Günter Raddatz, Christa Lanz, Heike Keller, Giovanna Morelli, Helga Gressmann, Mark Achtman & Stephan C. Schuster (2006) Who Ate Whom? Adaptive Helicobacter Genomic Changes That Accompanied a Host Jump from Early Humans to Large Felines. PLoS Genetics, 2 (7): e120. Side20, linje 5: ”Efter mange magre år som snyltere på vores hoved...” Hovedlusene lever stadig i bedste velgående på os mennesker i dag, også i Danmark. Er man i tvivl skal man blot kigge forbi garderoben i en børnehave om vinteren, med dens utallige varme huer og hjemmestrikkede halstørklæder, som udgør en ideel smittevej for de driftige lus. Faktisk har lusene i vidt omfang i dag udviklet resistens overfor de fleste af de stoffer og medikamenter, man tidligere anvendte for at bekæmpe dem. I et land som USA regner man med at ikke mindre end 2,6 millioner husstande, eller hver 40. husstand, er smittet med hovedlus. Det betyder at der, i landet hvis historie ifølge ordsprog og legender blev ”skrevet på hesteryg”, i dag er flere husstande som holder lus, end som holder hest. Heldigvis er der ingen grund til panik, idet hovedlusene ikke overfører sygdomme i nogen væsentlig grad. Anderledes har det imidlertid stået til med kropslusene. Alene under 1. verdenskrig menes kropslusene indirekte at være skyld i ikke mindre end 3 millioner dødsfald, på grund af den tyfus de var smittebærere for. Så det har ikke kun været for at dæmpe den ubehagelige kløe, at man i tidligere tider af og til har været noget aggressive omkring aflusninger og hyppige bade, når der var mange folk samlet på et sted. Side 20, linje 13: ”... begyndte at tildække vores nøgne legemer med tøj”. Beklædningens centrale betydning for selve det tidspunkt hvor mennesket for alvor bliver menneske ses tydeligt i de kulturhistoriske kilder. Mest tydeligt måske i Bibelens fortælling om Adam og Eva, som først efter syndefaldet (hvor de, forledt af den legendariske, bedrageriske slange, spiser æblerne af Kundskabens Træ) begynder at dække deres krop til. Det sker i samme rækkefølge som altid - der er tale om almengyldigt, menneskeligt træk her: først dækkes kønsorganerne (af figenblade), ganske ligesom hos enkelte naturfolk som udelukkende går iført penisrør eller med små dækblade foran og med numsen bar, dernæst tildækkes resten af kroppen med egentligt tøj. Ifølge visse lærde rabbineres udlægning af de hellige tekster er det klæde, som Adam og Eva i sin tid bærer som det første tøj, det samme klæde eller skind som gennem Noah


og hans familie gives videre til jægeren Nimrod, som vi skal hilse på i tredje kapitel, i historien om geparden. Ifølge legenden er det i kraft af dette skind, at han kommer i besiddelse af sine store evner som jæger. Side 20, linje 14: ”... lusenes vidnesbyrd ...” Lusene kan ikke bare fortælle om vores tid i Afrika, men også hvad der skete da vi spredte os udover verden. Da det moderne menneske udvandrede fra Afrika for mindre end ca. 100.000 år siden var vi ikke som i dag de eneste repræsentanter af menneskeslægten på jorden. Rundt om i verden levede stadig efterkommere af tidligere udvandringer fra Afrika. I Europa boede neandertalerne, som overlevede indtil for ca. 34.000 år siden, i Asien efterkommerne af Homo Erectus, der først uddøde så sent som for ca. 20.000 år siden, og på den lille ø Flores i det indonesiske øhav levede måske et miniature-menneske, kun godt og vel en meter i højden, som overlevede indtil for ca. 12.000 år siden (men hvis eksistens videnskabsfolk stadig diskuterer indædt). Man kan påvise at vores forfædre har haft tilstrækkelig nærkontakt med Homo Erectus til at de har kunnet smitte os med lus. Da vi ved at hovedlus kun med nød og næppe kan overleve et døgns tid uden at opholde sig på deres vært, betyder det at vores forfædre og Homo Erectus har haft en eller anden form for fysisk kontakt. Om denne bestod i kamp, krig og evt. kannibalisme af hinanden eller i handel og fredelig sameksistens, eller om kontakten har været endnu mere indirekte, såsom lån eller tyveri af skind, er det dog endnu for tidligt at sige noget sikkert om. D.L. Reed, V.S. Smith, S.L. Hammond, A.R. Rogers & D.H. Clayton (2004) Genetic Analysis of Lice Supports Direct Contact between Modern and Archaic Humans. PLoS Biology, 2 (11): e340. Side 20, linje 15: ”... for omkring 100.000 år siden ...” Som et sidste bidrag til historien får parasitterne dog lov til at fortælle en enkelt ting mere: man kan ved hjælp af genetiske analyser påvise, at antallet af hovedlus for ca. 100.000 år siden var voldsomt reduceret i forhold til både tidligere og senere tider. Det skyldes hverken, at datidens mennesker havde fundet en unik måde at bekæmpe lus på eller opfindelsen af tættekammen, men har en ganske simpel årsag: antallet af mennesker på jorden var på samme tidspunkt, for ca. 100.000 år siden, så voldsomt reduceret, at man mener at der på dette tidspunkt muligvis kun har levet mellem 700 og 2.000 af vores forfædre på jorden. Lusene havde simpelthen hårde tider og trange kår, fordi der var så få menneskelige værter at snylte på. Det betyder at menneskeheden, umiddelbart inden den valgte at splitte sig op og befolke jorden, var reduceret til en ganske lille flok mennesker, der trodsede besværlighederne og af uvisse grunde overlevede trods utroligt dårlige odds. Alle mennesker der lever på jorden i dag er til gengæld efterkommere af denne lille klynge mennesker, vores fælles forfædre, som levede for blot 100.000 år siden, og vi mennesker er derfor i sandhed en eneste stor familie - selvom enkelte af os har været udstationeret i fjerne lande i op til 75.000 år. Lev A. Zhivotovsky, Noah A. Rosenberg & Marcus W. Feldman (2003) Features of Evolution and Expansion of Modern Humans, Inferred from Genomewide Microsatellite Markers. American Journal of Human Genetics, 72 (5), s. 1171–1186. Disse mange aspekter af vores forhistorie, som snylterne kan belyse, gør tilsammen at det faktisk ville have været et uerstatteligt tab for videnskaben - og dermed også for os som nyder godt af videnskabens opdagelser - hvis vi havde været lige så effektive med hensyn til at udrydde disse parasitter, som vi gennem historien har drømt om og ønsket os. Bændelormens og lusenes vidnesbyrd om mennesket, hvor uanselige og ubetydelige disse dyr end kan forekomme, og hvor uønskede eller ligefrem hadede, de ofte har været, er blot endnu et eksempel på at naturen og dyrene, selv de mest usandsynlige, ofte har meget mere at lære os om verdens - og vores egen - beskaffenhed, end man i sin vildeste fantasi have kunnet forestille sig.


Kommentarer og tilføjelser til Dyrenes Historie - kapitel 1  

og hans familie gives videre til jægeren Nimrod, som vi skal hilse på i tredje kapitel, i historien om geparden. Ifølge legenden er det i kr...

Advertisement
Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you