Page 1

Kommentarer og tilføjelser til kapitel 5: Læremesteren Side 56, linje 1: ”... de mennesker der forlod Afrika ...” Det er omdiskuteret om der nogensinde har været bjørne i Afrika. Der er beretninger om at romerne skulle have indført bjørne fra Nordafrika, men kilderne er langt fra sikre. Andre historier om syn af bjørne i Afrika, er heller ikke utvetydige. Man ved at hyæner ofte af europæere, som var helt uvante med dette dyr, er blevet forvekslet med bjørne, og mange af de rygter vi har om bjørne i Afrika kan derfor i stedet dreje sig om dette dyr. Hvis der har levet bjørne i Afrika i historisk tid, så har der næppe været tale om særligt mange, og sandsynligvis har de været begrænset til enkelte steder, og næppe længere sydpå end Atlas-bjergkæden i Marokko. Bjørnen uddøde under alle omstændigheder i Afrika senest omkring vor tidsregnings begyndelse, da dens levesteder i Nordafrikas skove blev ødelagt, efterhånden som disse blev fældet så man kunne holde får og geder. Side 56, linje 4: ”... de huler hvor bjørnene gik i vinterhi ...” Bjørnen varslede ikke kun at planterne atter sprang ud. Når bjørnen kom frem fra sin hule med sine unger, så var det også det første tegn på at en ny generation af byttedyr var på vej. Foråret er nemlig også den tid, hvor de fleste planteædere føder deres unger. For at forstå hvilken rolle bjørnen spillede i denne sammenhæng, kan vi atter kaste et blik ind i Chauvet-hulen. Selvom de ikke er de mest talrige, så er de malerier der forestiller byttedyr til gengæld alle placeret centralt: allerdybest inde i mørket, hvor bjørnene sov deres vintersøvn. Dette skal måske ses som et ønske om, at de dyr man afbilder her, skal genopstå med de sovende bjørne til næste forår. Man må her forstå at når de tidlige mennesker på jagt nedlagde et bytte, så skete det med en helt anden respekt end i dag, hvor man uden risiko og fare kan plaffe dyrene ned fra store afstande. Man var i nærkontakt med dyret og havde et helt andet syn på de dyr man nedlagde. Når man dræbte et dyr, måtte man sikre sig, at man kun slog det enkelte dyr ihjel, og ikke ødelagde selve den kraft i naturen, som sørgede for at der igen på næste jagt, eller til næste år, ville være nye byttedyr at nedlægge. Derfor var det blandt andet et dårligt tegn hvis man nedlagde en drægtig hun, da man dermed havde ødelagt kimen til næste års dyr. Man sikrede derfor ofte næste års bestand, ved at ofre dele af dyret til de naturguder, som man mente var ansvarlige for at alting igen ville blomstre op af jorden, og at der ville komme nye dyr, for de gamle man havde nedlagt. En lignende funktion har billederne i bjørnehulen ved Chauvet sandsynligvis også haft. Man ønskede at sikre sig at dyrene kom frem igen til næste forår, når bjørnene atter forlod deres huler dybt i jorden. Disse tidlige mennesker, som var nogle af de første til at bruge evnen til at afbilde naturen, forstod billedets kraft: at billedet kan bringe et dyr eller en genstand frem for vores bevidsthed, uden at det behøver at være til stede selv. I dag er vi blevet så vant til den, at vi næsten har glemt den. Vi ser i dag personer på fjernsynet som vi mener at kende, selvom vi aldrig har mødt dem i virkeligheden. Men dengang forstod man at det at frembringe oplevelsen af dyret som om man stod overfor det i jagtsituationen, var første led i den proces der hed at forstå og leve sig ind i dyrets adfærd, som var nødvendig for at kunne nedlægge byttet. Side 57, linje 29: ”... den nordlige halvkugle ...” Hvor stor betydning bjørnene havde for alle mennesker på den nordlige halvkugle kan også ses af at vi allerede hos vores europæiske fætre, neandertalerne, som var efterkommere af fortidsmennesker som udvandrede fra Afrika for mere end 200.000 år siden, finder spor af en bjørnekult. Et af de mest omstridte fund er i denne forbindelse et lårben fra en hulebjørn med fire huller i, som menes at være en fløjte. Det blev fundet i Slovenien og er ca. 45.000 år gammelt. Det kontroversielle ved dette fund er, at hvis der virkelig er tale om en fløjte - hvilket hulernes placering kraftigt antyder - og hvis det virkelig er neandertalere som har fremstillet den, så betyder det at neandertalerne, som ofte fremstilles som lidt halvdumme og klodsede, var i stand til at fremføre og nyde musik. Side 57, linje 32: ”... jo højere nordpå man kom.”


Det er som om bjørnens betydning for mennesket øges jo længere man bevæger sig nordpå. Det hænger naturligvis i dag sammen med at bjørnenes udbredelsesområder langsomt er trukket længere og længere nordpå, i takt med at vi mennesker har fortrængt dem fra de tilsyneladende for os mere tiltalende sydlige himmelstrøg. Men det skyldes selvfølgelig også at bjørne generelt set er dyr, som ikke er bange for kuldegrader, iskoldt vand eller snefald. Side 57, linje 33: ”... de allernordligste egne ...” De arktiske egne, ”bjørnelandet”, har naturligvis også sin helt egen bjørn. Isbjørnen, verdens største nulevende og landlevende rovdyr, er den seneste gren på bjørnenes familietræ. Den er i tæt familie med den brune bjørn, og de to skiltes ad i udviklingshistorisk sammenhæng for blot et par millioner år siden. Det tætte slægtskab kommer til udtryk i at disse to bjørne efter sigende stadig i princippet ville kunne få afkom sammen, som måske ovenikøbet ville være avlsdygtigt. I første omgang har der sikkert blot været tale om en simpel farvevariant af den brune bjørn, ganske som vi i dag finder det i den såkaldte Spøgelsesbjørn eller Kermode-bjørn, en hvid udgave af den amerikanske sorte bjørn, som kun findes på øen Princess Royal Island, ud for British Columbia i Canada. Isbjørnen har fascineret mennesket siden det første møde og blandt de nordlige indianske stammer fra Canada og blandt eskimoerne, går der mange sagn og myter om isbjørne. Isbjørnens latinske navn er ”ursus maritimus”, hvilket egentlig vil sige: havbjørnen, og på mange måder er det måske også forkert at kalde det verdens største landlevende rovdyr, da de lever det meste af sit liv i vandet og på isflager i ishavet. På trods af deres imponerende nuværende størrelse var de tidligste isbjørne sandsynligvis endnu større end de nulevende. Man har fra Danmarks fortid fundet rester af isbjørne af ganske imponerende dimensioner. Fundet af sådanne i Sydengland førte tilbage i 1964 direkte til at man valgte at udråbte en ny underart, ”ursus maritimus tyrannus” (den ”frygtelige sø-bjørn”). Materialet er dog nok lidt for tyndt til egentlige konklusioner desangående. Side 58, linje 6: ”Ifølge de græske myter ...” En anden myte knytter de to stjernebilleder til bjørnegudinden Artemis, der straffer nymfen Callistos for at have brudt sit kyskhedsløfte sammen med Zeus ved at forvandle hende til en bjørn. Frugten af dette forhold, drengen Arkas, er ved en senere lejlighed tæt på at dræbe sin mor under en jagt, i den tro at hun er en virkelig bjørn, og det er i følge denne fortælling drengen Arkas og moren Callisto, man ser på himlen. Side 58, linje 20: ”... bjørnens store betydning for mennesket.” Neandertalernes respekt for og tilbedelse af hulebjørnen danner baggrunden for den amerikanske forfatter Jean M. Auels verdensberømte roman Hulebjørnens Klan (The Clan of the Cave Bear) fra 1980, som siden udgivelsen har gået sin sejrsgang verden over. Der er tale om en fiktiv roman, som ikke desto mindre i stort omfang bygger på arkæologiske kilder. I romanen fortælles historien om hvordan et ”moderne menneske” af vores underart, Homo sapiens sapiens - Ayla, optages i en klan bestående af neandertalere - Homo sapiens neanderthalensis - og om de forskelle der er mellem disse to forskellige typer menneskers måde at opfatte verden på. Romanen er den første i en større romanserie med titlen Jordens Børn (Earth’s Children). Side 58, linje 22: ”... dens grundlæggende lighed med mennesket ...” De anatomiske ligheder mellem bjørnene og menneskets egen familie kan illustreres ved en pudsig historie, som udspiller sig omkring fundet af den første neandertaler, i selve Neanderdalen udenfor Düsseldorf. Dalen er opkaldt efter en Joachim Neander (1650-1680), hvis familie skiftede navn fra det knapt så prætentiøse Neumann til det græske Neander, som betyder nøjagtigt det samme, det vil sige: Nymand. Dalens navn er således i virkeligheden Nymandsdalen - selvom man med rette kunne synes at Gammelmandsdalen i virkeligheden havde været et meget mere passende navn, i betragtning af de mange fund af fortidsmennesker, som med tiden er blevet gjort i dalen. Man fandt her de sørgelige rester af en neandertalmand i august 1856. Opdagelsen skete under udvindelse af limsten, og bestod af enkelte spredte knogler fra blandt andet arme, ben og ribben, samt toppen af et kranium. Dette kranium, som nu er kendt som det første fund af en neandertaler, blev imidlertid i første omgang smidt til side, da man antog at det blot var kraniet af endnu en af de i lignende stenbrud så hyppigt forekommende hulebjørne. Først da mere erfarne folk kom til gik det op for dem, at der her var tale om en


unikt fund af et fortidsmenneske, og det menes idag at dette på mange måder var fødslen på selve den videnskab, som beskæftiger sig med menneskets oprindelse og udvikling: palæoantropologien. Selvom der er gjort utallige fund af neandertalere siden, hvoraf flere er væsentligt mere komplette end det oprindelige fund i selve Neanderdalen, er det alligevel dette ret ukomplette eksemplar som udgør det såkaldte ’type-eksempel’ på neandertaleren, som alle andre neandertalfund i sidste ende skal sammenlignes med. Der var altså ikke et hvilket som helst fortidsmenneske, der i sin tid blev forvekslet med en hulebjørn. Side 58, linje 29: ”... langt tilbage i tiden.” Historien om bjørnen begynder allerede for ca. 20 millioner år siden. Fra dette tidspunkt finder vi de første spor af noget man kunne kalde ”den første bjørn”. Meget passende har den fået betegnelsen Daggry-bjørnen (Dawn Bear). Mens vores abe-forfædre levede i trætoppene i Afrikas skove, fristede bjørnenes forfædre i stedet tilværelsen i trætoppene i skovene på det fælles europæiske og asiatiske kontinent. Bjørnen har altid og fra starten af været et rovdyr og jagede flittigt i trætoppene, men allerede tidligt var de begyndt også at spise plantemateriale. Fra det modsatte udgangspunkt i forhold til vores vegetariske forfædre, som først for alvor begyndte at spise kød da vi forlod skoven, blev de fleste af dem alligevel med tiden altædende som os. Den sort-hvide pandabjørn, som lever i Asien og som de fleste kender fra Verdensnaturfondens logo og kampagner, er den første rigtige bjørn som skiller sig ud fra de øvrige, hvilket sker allerede for mellem 18 og 25 millioner år siden. Dernæst skiller brillebjørnen, som nu lever på den sydlige halvkugle, i Sydamerika, sig fra for mellem 10 og 14 millioner år siden, og for ca. 8 millioner år siden begynder de resterende bjørne at dele sig op i de nu velkendte arter: amerikansk sort bjørn, asiatisk sort bjørn, malajbjørnen, læbebjørnen og den brune bjørn. Hvor denne udvikling foregår vides ikke med sikkerhed, men nogle mener at opslitningen hovedsageligt foregår i Nordamerika, hvor bjørnene var nået til via Beringstrædet, og at de herfra spreder sig tilbage til Asien og Europa, indtil de dækker hele den nordlige halvkugle. Side 60, linje 26: ”... en særlig type krigere ...” Hvordan traditionen med bersærker opstår og hvor langt den rækker tilbage i tiden er svært at vide, men vi hører allerede om nordiske krigere, der opfører sig i stil med bersærkerne, i år 98 i den romerske historiker Tacitus’ (56-117) legendariske beskrivelse af de germanske folk, Germanernes oprindelse og skikke (De origine et situ Germanorum, ofte blot kaldet Germania). Fra senere tider hører vi om bersærkere i flere af de kendte nordiske sagaer fra middelalderen, heriblandt Ynglinga saga, Egils saga og Rolf Krakes saga. Samme mystik som omgærder bersærker-traditionens oprindelse gælder kun delvist dens afslutning. Man mener at bersærkerne blev gjort fredløse i hvert fald i Norge og Danmark i 1015, og vi har ingen forlydender om organiserede bersærker efter år 1100. Side 60, linje 35: ”... dødslignende dvale under jorden ...” Herodot, den græske digter fra det 5. århundrede fvt., har beskrevet en trakisk kult, hvis gud Zalmoxis (’bjørneskind’), blev dyrket ved ritualer hvor man simulerede død ved at faste i en hule, for at komme tilbage til livet, som en symbolsk gengivelse af bjørnens genkomst om foråret. Hermed mente man at kunne opnå udødelighed. Side 61, linje x4: ”... Beowulf.” Beowulf blev første gang trykt i København i 1815, sammen med en latinsk oversættelse, og blev oversat til, eller måske snarere gendigtet på, dansk (som første det ”verdslige” sprog) i 1820, af ingen ringere end N.F.S. Grundtvig, under titlen Bjowulf. Et Gothisk Helte-Digt fra forrige Aar-Tusinde. Den første engelske oversættelse kom i 1833. Beowulf var hundrede år senere emnet for professor J.R.R. Tolkiens indflydelsesrige essay Beowulf: The monsters and the Critics (1936), som satte middelalderens litteratur på landkortet som andet end blot en kilde til gamle dages sprog og historie. Her argumenterer Tolkien varmt for middelalderlitteraturens litterære kvaliteter, og Beowulf var også en stor inspirationskilde for Tolkiens selv i dannelsen af den fiktive mytologi som ligger til grund for hans Ringenes Herre, en af verdens mest læste bøger. Nogle mener at romanen Hobbitten (1937), som udgør forhistorien for den noget længere fortælling i Ringenes Herre (1954-55), på mange måder skal ses som en moderne gendigtning af det old-engelske epos Beowulf. Her møder vi blandt andet også en karakter ved navn Beorn (”Bjørn”), som kan skifte skikkelse og først og fremmest optræder som en stor, sort bjørn.


Side 61, linje 26: ”... legenderne om Kong Arthur ...” Kong Arthur og ridderne af det runde bord ses traditionelt som en del af den engelske mytologi, selvom de oprindeligt stammer fra Frankrig - på samme måde som Beowulf foregår i Danmark. Side 61, linje 33: ”... Holger Danske ...” I Danmark er det imidlertid ikke kun sagnkongen Holger Danske, der forbindes med bjørne. Danmarks første middelalderkonge, Svend Estridsen (ca. 1018-1076), mente ifølge legenden også selv at kunne føre sin slægt tilbage til forfædre, som oprindeligt skulle have været bjørne.

Kommentarer og tilføjelser til Dyrenes Historie - kapitel 5  

Side 57, linje 32: ”... jo højere nordpå man kom.” Det er som om bjørnens betydning for mennesket øges jo længere man bevæger sig nordpå. De...

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you