Page 1

Dyrenes Historie (2008) af Thomas Raab KAPITEL 1: Snylteren (læseprøve) Når vi taler om forholdet mellem dyr og menneske, tænker de fleste automatisk på hunde og katte, måske grise, køer og får, eller elefanter, løver og tigre. Alle disse dyr spiller en væsentlig rolle i vores fortælling. Men inden vi når så langt, skal vi hilse på nogle helt andre dyr, som vi også – meget bogstaveligt – har levet i tæt nærkontakt med. Det er nemt for indbyggere i et forholdsvis sterilt og hygiejnisk moderne samfund som det danske at glemme at det meste af vores fortid har været præget af samlivet med en særlig gruppe dyr, ubetydelige af størrelse, som alligevel har haft stor betydning: parasitterne. Det kan være svært for os at forestille os det store antal kropslige gæster, som beboede vores tidlige forfædre - selv når man ved at der stadig er store dele af verden, hvor risikoen for at blive angrebet af en parasit er en del af hverdagen og ikke et fjernt minde fra en svunden tid. Mon ikke de fleste af os føler et instinktivt ubehag ved dyr som bændelorm, som har gjort det til deres levevej at sidde som snyltere i tarmen på et værtsdyr og her leve af resterne af den føde som dyret spiser? De har forfinet denne livsstil i en sådan grad at det afspejler sig i deres livsforløb: Først gennemgår de et larvestadie, hvor de lever i kødet på et værtsdyr (typisk en planteæder, den såkaldte ’mellemvært’), mens de venter på at dyret skal dø. Bliver værtsdyret herefter spist af et rovdyr, indledes voksenstadiet, som de tilbringer i tarmen på rovdyret, den ’endelige vært’. Hver enkelt art af bændelorm har tilmed sine foretrukne værtsdyr og kan ofte ikke leve i andre dyr. Det er heller ikke rart at tænke på, at nogle af disse bændelorme har specialiseret sig til at tilbringe deres liv inden i netop vores krop. Måske fordi vi alt for levende kan forestille os hvordan de med deres hoveder, der er udstyret med både sugekopper og kroge, borer sig ind i vores tarmvægge og her suger sig fast, for at leve et liv i luksus og dovenskab, hvor maden kommer dumpende ned som fra himlen, før de efter længere tids ophold slipper taget og lader sig føre med ud, næste gang vi går på toilettet. Men det er ikke desto mindre tilfældet - og selvom vi ikke bryder os om bændelormene, så slipper vi ikke for at høre deres historie. De har nemlig noget at fortælle om menneskets fortid.

***

Mennesket er vært for tre forskellige typer bændelorm, som alle har tilpasset sig livet i vores tarm i et sådant omfang, at de som voksne ikke kan overleve andre steder. De er opkaldt efter deres mellemværter og hedder således oksebændelorm, svinebændelorm og asiatisk bændelorm (som findes hos både svin og kvæg). Svinebændelormene er dog fleksible og kan til nød anvende andre dyr - mennesker, aber, hunde, harer og kaniner - som mellemværter.


Navnene afspejler ikke kun hvilke mellemværter de forskellige typer bændelorm bruger, men også de forestillinger man har gjort sig om deres oprindelse. Nemlig at svin og kvæg smittede os med bændelorm, da vi i sin tid gjorde dem til vores husdyr. Den eneste seriøse alternative forklaring lød længe på, at det i stedet var vores allerførste husdyr, hunden, som havde smittet os med bændelorm i tidernes morgen. Det er forklaringer som passer fint med den forestilling vi har om os selv som renlige, hygiejniske og civiliserede dyr, i modsætning til de beskidte og sygdomsbefængte dyr som findes i den vilde natur og i vores stalde. Men det er også forklaringer som på baggrund af nyere genetiske undersøgelser har vist sig at være fuldstændig forkerte. Det var ikke husdyrene som smittede os. Bændelormene havde tilpasset sig livet hos mennesket længe inden vi begyndte at holde husdyr. Det var derimod vores forfædre som smittede både grise og køer med bændelorm. Vores bændelorms nærmeste familie skal hverken findes hos vildsvin, køer, hunde eller ulve. Den findes hos løver, sjakaler, hyæner, afrikanske vildhunde og geparder - de store afrikanske rovdyr. Vores forfædre må med andre ord engang have levet af de samme byttedyr som de afrikanske rovdyr: kafferbøffel, gnu, impala, vandbuk og antilope. Prisen for at have skiftet den vegetariske føde (som var vores væsentligste fødekilde, da vi endnu levede i skovene) ud med vildt var at vi blev smittet med de bændelorme, som indtil da kun fandtes hos de afrikanske rovdyr og deres byttedyr. Tamsvinets og tamkvægets forfædre kom ikke ind i billedet før grupper af vores forfædre forlod Afrika - med en ny og veltilpasset parasit i tarmen, der ligesom mennesket var parat til at indtage verden.

***

Voksne bændelorm lever kun i rovdyr. Selvom vores nærmeste slægtninge, chimpanserne, spiser kød og ofte går på jagt efter mindre aber, udgør kødet en for lille del af deres daglige føde til at det har kunnet lade sig gøre for bændelorm at specialisere sig til livet i chimpansens tarmsystem. Vi kan derfor være helt sikre på at fra det tidspunkt hvor vi kan påvise bændelorm tilpasset livet hos mennesket, var vi gået over til hovedsageligt at leve af kød. Analyser af bændelorms gener peger på at dette tidspunkt ligger mere end 1 million år tilbage i tiden. Dette stemmer udmærket overens med fund af knogler med tydelige skæremærker eller tegn på at være brækket over for at frigøre marven, samt stenværktøj brugt i forbindelse jagt og partering, som viser at vores forfædre for mellem 1,5 og 2 millioner år siden i stor udstrækning levede af kød. Den kostændring som vi gennemgik, da vi gik fra en kost hovedsageligt bestående af planteføde som frugter, bær, blade, nødder og rødder og til at spise kød som en væsentlig del af vores kost, er en af de vigtigste begivenheder i menneskets forhistorie. Det var mere end noget andet den forøgede indtagelse af kød (som er mere næringsrigt og væsentligt nemmere at omsætte i mave-tarm-systemet end planteføde) der muliggjorde at vi kunne udvikle den store, energikrævende hjerne, som i dén grad har præget menneskehedens senere skæbne, og som udgør den væsentligste forskel mellem os og mange af de øvrige medlemmer af dyreriget. Men én ting er at vi udviklede en større hjerne. Noget ganske andet er hvad vi fyldte denne hjerne op med. For at besvare dette spørgsmål behøver vi kun bevæge os et par centimeter ud af hjernen, op i vores


hovedbund. Her holder et dyr til som kan fortælle os mere om hvad der egentlig skete, efter at vi var flyttet ud på savannen. Dette dyr er lusen. Mennesket bliver ofte kaldt „den nøgne abe“. Da vi er tilpasset et liv på Afrikas varme savanne, er vores pels forsvundet, og de sidste rester vi har tilbage, er de tjavser som udgør vores hovedhår. Det har vi fået lov til at beholde fordi det kunne beskytte vores forfædre mod solstik. Vores mangel på ordentlig kropsbehåring betød imidlertid at de lus som var så uheldige at følge med os ud på savannen, måtte omstille sig fra et liv i kroppens pels til et liv i håret, som det vi kalder hovedlus. Efter mange magre år som snyltere på vores hoved opstod der blandt lusene en ny variant som med tiden skilte sig ud fra hovedlusene. Det er den type lus vi kender som kropslus. Denne variant opstod for ca. 100.000 år siden og lever fortrinsvis på de hårløse steder af vores krop. Men ligesom hovedlusene er de stadig afhængige af hår og pels for at kunne lægge deres æg. Da mennesket ikke fødtes med pels på kroppen, var kropslusene afhængige af andre dyrs pels: de dyr hvis pels vi begyndte at klæde os i, da vi første gang begyndte at tildække vores nøgne legemer med tøj. På baggrund af lusenes vidnesbyrd ved vi derfor at dette skete for omkring 100.000 år siden - den samme periode hvorfra vi har fundet de allerførste spor efter smykker og kunstgenstande.

***

At vi begyndte at klæde os i tøj og pels, kan lyde uinteressant eller banalt, men understreger en vigtig pointe om den måde vi som mennesker tackler omverdenens udfordringer på. De fleste dyr reagerer typisk på klimaforandringer ved at flytte levested eller på anden måde opsøge temperaturer og nedbørsforhold som svarer til dem de er vant til, og som de fra naturens hånd er bedst udstyret til at klare sig under. Er dette ikke muligt, vil det ofte resultere i at store dele af den eksisterende bestand dør, og kun de få individer som af den ene eller den anden grund er i stand til at klare de forandrede forhold, overlever og kan danne basis for en ny og forandret bestand af dyr. Sådan er det ikke med mennesket. I stedet for at flygte og lede efter en natur som passede til os, begyndte vi at omskabe naturen, så den opfyldte vores behov, og begyndte aktivt at tilpasse os de forhold som omgav os. I stedet for at vente på at naturen udstyrede os med pelsvækst eller et tykkere fedtlag, valgte vi at tage skæbnen i egen hånd og skabe en ny pelsdragt af den pels, vi kunne stjæle fra de andre dyr. At klæde sig i tøj var dermed virkelig et syndefald: Fra nu af var det ikke længere naturen og biologien som satte grænserne, men vores egen opfindsomhed og snilde. Men denne ufattelige tilpasningsevne, som er så enestående for mennesket, kom ikke ud af det blå. Den har et særligt udspring. Det er mere end noget andet vores formidable menneskehjerne, med alle dens utrolige egenskaber, som muliggør at vi kan finde løsninger, hurtigere end naturen og biologien tidligere har været i stand til. Men kilden til de løsninger vi finder har fra første færd været naturen selv. Det er dyrenes – naturens og biologiens - løsninger vi nyder godt af. Det gælder når vi løser problemet med at holde varmen ved at låne de andre dyrs pelsdragt (som oprindeligt er udviklet for at holde dem - og ikke os - varme i kølige tider), - og det gælder for et utal af vores videnskabelige og tekniske løsninger på tilværelsens udfordringer, som ofte har været mere end blot inspireret af naturen. Tit og ofte er de direkte kopieret herfra.


Det kræver med andre ord ikke blot en veludviklet hjerne, men også en verden af mangfoldighed og forunderlighed, at hente inspiration fra til vores mange drømme og planer. Det er i dyrenes vaner og adfærd, i naturens indretning og gang, at vi lærte vores første menneskelige ABC. Det er i samspillet mellem den nye og særdeles effektive menneskehjerne og naturens bibliotek af løsningsmodeller og tilpasningsmuligheder at grundlaget for menneskets bevægelse ind i kulturen blev lagt. Det første kapitel i den lange historie om forholdet mellem dyr og menneske begynder derfor her på den afrikanske savanne, dybt i menneskets fortid. Som bogstaveligt talt dumpet ned fra himlen, fra en hidtidig tilværelse i træernes toppe og skovenes læ, stod mennesket nu på egne ben, som en næsten nyfødt og sårbar abe på savannen, og skulle lære en ny verden at kende – på godt og ondt. Hvert eneste nye dyr eller dyreart vi mødte på vores vej fra og med dette tidspunkt, kom til at præge vores livsvilkår, vores skæbne, vores samfund og vores fremtid.

Læs videre i: DYRENES HISTORIE af Thomas Raab. Borgens Forlag, 2008.

Dyrenes Historie (2008) kapitel 1: snylteren (læseprøve)  

Læseprøve af Dyrenes Historie (2008) af Thomas Raab, første kapitel: snylteren

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you