Issuu on Google+


Forord Dadaismen og surrealismen er to af de stilarter der har fået størst indflydelse på nutidens kunst. Hvis ikke vi havde haft surrealisterne til at sige at man skulle lade være at lytte til rationaliteten, og istedet opfylde de, til tider grænseoverskridende, behov, som underbevidstheden (Freuds »Det’et« som surrealisterne arbejdede udfra) ønsker, ja så havde vi højest sandsynligt ikke haft værker som Marco Evaristtis ’Helena’; en guldfisk i en blender, med en opfordring til publikum om at trykke på startknappen. Eller Bjørn Nørgårds ’Hefteofringen’. Desuden er det muligt at film subgenren, mockumentary (fiktiv og ofte humoristisk dokumentarfilm), ikke havde eksisteret, da det var en af surrealismens allerstørste personligheder, Salvador Dali der lavede den første af slagsen. Hvis man kigger på dadaismen, ja så havde vi jo først og fremmest ikke haft surrealismen, hvis ikke dadaismen og dens tilhængere havde inspireret folk som Andre Breton og Max Ernst. Vi kan samtidig kode den sammen med graffiti- og gadekunsten, da man her finder mange af de samme træk som hos dadaismen. Bare se på graffitimaleres brug af mere eller mindre

2

uforståelige navne, og gadekunstens latterlig- og ligegyldiggørelse af krig og politiske emner. Af eksempler kan nævnes gruppen Pink Army der med sine små lyserødt-malede lejetøjsoldater, med meddelelser som, ’Træk os hjem, General Fogh’ under bunden og stillet op i bybilledet, får udstillet krigen og politikerne bag den som ligegyldig og frustrerende. I denne bog vil jeg komme hurtigt omkring de to stilperioder. Jeg kan ikke garantere dig for at du vil have en fyldestgørende viden på området, efter læsning af min bog, men jeg kan garantere dig at du er godt på vej. God læsning

T. P. B. Pedersen

3


Dadaisme Dadaisme er en litterær og kunstnerisk bevægelse der startede under første verdenskrig i Zürich i 1915 og bredte sig hurtigt til resten af Europa og til New York, hvor dadaismen for alvor fik sit greb omkring 1916. I dadaismen dyrkes det meningsløse og ligegyldige som en udtryksform. Dadaisme var en antiautoritær kunststrømning, der søgte at gøre op med de stramme borgerlige kunstværdier og give mere plads til kunstneren og kunstens frihed. Samtidig var det en reaktion på Første Verdenskrig og den forvirring og frustration, som verdens indbyggere følte, og dadaisterne forsøgte således at udstille krigens ligegyldighed og vise deres mistro til den vestlige verdens magthavere og til den meget meningsfulde retorik, der herskede i perioden. I dadaismen bruges virkemidler som lyddigte, vrøvledigte samt collager og fotomontager, og dadaisme ses som en direkte forløber for surrealismen. Flere kunsthistorikere og kunstkritikere ville sige, at dadaisme burde

være en betegnelse for en samling af mange forskellige kunstneriske ideer, tanker og strømninger og begrunder det blandt andet med, at dadaismen har fået sit navn af Hugo Ball og Tristan Tzara i Zürich i 1916. En pointe der er blevet rejst flere gange er den at blandt andre Marcel Duchamp fra Frankrig, som betragtes som en af de mest prominente og fremtrædende dadaister, opholdt sig i New York på dette tidspunkt og da allerede havde været godt i gang med kunstværker af dadaistisk karakter og endda var kommet til New York i 1915 for at forsøge at få sine værker (som bl.a. Fountain) udstillet i New York. En anden vigtig pointe i denne betragtning er, at futuristiske kunstnere som bl.a. Luigi Russolo allerede omkring 1912 arbejdede med bruistisk lydkunst, det vil sige musik, der udnytter larm som et æstetisk element, noget som dadaisterne senere tog til sig og gjorde til sin egen form, i Cabaret Voltaire, som vi går dybere ind i senere i teksten.

Til venstre »Dada is never right« 2012, T. Pedersen Dada is never right er et citat taget fra Dadaist Manifesto og er her blevet gjort til et stykke dada inspireret typography.

4

5


Dadaismen

Cabaret Voltaire I 1916 grundlagde Hugo og Emmy Cabaret Voltaire, som hurtigt blev samlingspunkt for flere af de tidlige dadaister. I Cabaret Voltaire udførtes dadamanifestationer af Jean Arp, Richard Huelsenbeck, Hugo Ball, Marcel Janco og Tristan Tzara m.fl. Manifestationerne spændte over alt fra kunstudstillinger til larmekoncerter, men fokus lå mest på fremført litteratur såsom lyddigte og simultanoplæsning af dadaistiske digte, gerne med en provokerende form. Selvom Cabaret Voltaire betragtes som dadaismens fødested, var det også et sted hvor mange andre af tidens kunstnere kom og fremførte

Historien Dadaismen er startet af blandt andet den tyske forfatter Hugo Ball. Under krigen var Hugo Ball blevet pacifist og han emigrerede derfor til det neutrale Schweiz sammen med hustruen, forfatter og skuespiller, Emmy BallHennings i 1915. Dada var i sit væsen antiautoritær og anarkistisk med en total foragt for alle vedtagne normer, moralske som æstetiske. Det bedste eksempel på dette må være Marcel Duchamps værk ’L.H.O.O.Q’, hvor han har taget finkulturens ypperste værk, nemlig Da Vincis maleri Mona Lisa, lavet en billig kopi og udstyret Mona Lisa med over- og fipskæg. Når man udtaler værkets titel, ’L.H.O.O.Q’ på fransk (bogstaverne for sig), lyder det som ’elle a chaud au cul’, hvilket betyder ’hun er varm i røven. Samtidig findes der også mange dadaistiske værker, som grænser op til konceptkunst (af prominente værker Bortset fra titlen er der igen meningsfulde ord eller sætninger i Hugo Balls lyddigt »Karavane«, fra 1917. Digtet er bygget op med ordlyde og som en rytme, men er samtidig sat grafisk op og værket bliver derfor konkret. Lige i dadaismens ånd har Ball valgt ikke at følge den grafiske tommelfingerregel om højest at have to forskellige skriftsnit.

6

»L.H.O.O.Q« 1919, Marcel Duchamp

kan nævnes Marcel Duchamp og hans readymade koncept som blandt omfatter hans værk Fountain, et pissoir med signeringen »R. Mutt«) og af nogle betragtes dadaisme også som en tidlig forløber for konceptkunsten. Som nævnt er dadaismen i dag en betegnelse der bruges om de fælles tendenser, der opstod uafhængigt af hinanden. Som jeg også nævnte er bevægelsen navngivet af Hugo Ball, men de uafhængige begivenheder, kunstnere og værker der ligner de bevidst dadaistiske, gør at det giver mening at bruge betegnelsen dadaisme om alt hvad der lignede.

deres kunst, derfor kunne man for eksempel se mange futuriske udstillinger, og måske netop derfor var det så forskellige manifestationer der blev fremført i Cabaret Voltaire. Man kunne blandt andet tit opleve Hugo Ball i aparte kubistiske kostumer fremføre vrøvledigte og absurde, provokerende optrin til høje lyde, uden nogen videre betydning. Ved mindst en lejlighed har publikum stormet scenen i foragt. Af andre prominente kunstnere der var affilieret kabareten kan nævnes Paul Klee, Max Ernst samt fascisten og stifteren af futurismen Filippo Tommaso Marinetti. Cabaret Voltaire er i øvrigt navnet på en stor filosof fra oplysningstiden, der blev kendt for at sætte alle autoriteter under debat.

Efterspil

Hugo Ball under et show i Cabaret Voltaire

I nyere tid er bygningen, som i sin tid husede Cabaret Voltaire, blevet så slidt, at den stod til at blive revet ned i vinteren 2001/2002. Men en gruppe af unge Schweiziske kunstnere der beskrev dem selv som neo-dadaister, organiseret af kunstneren Mark Divo, valgte ulovligt at besætte bygningen, og erklærede, at det her var et signal om, at nu var det tid til en genfødsel af dada. Gruppen så og perspektiverede altså til datidens oprør mod Første Verdenskrig samt nutidens uroligheder i mellemøsten.

7


I løbet af tre måneder blev der holdt forskellige events som filmfremvisninger, konceptkunst-udstillinger og poetryslam samtidig med, at ’neodadaisterne’ udsmykkede bygningen indefra og udefra. Den 2. april 2002

»Fountain« 1917, Marcel Duchamp Ovenover ses værket »Fountain« af Marcel Duchamp. Værket er som set en omvendt urinal, med påskriften R. Mutt, hvilket lyder lidt ligesom armut, som er det tyske ord for fattigdom. Over to gange er værket bevet udsat for angreb, af den franske performance kunstner, Pierre Pinocelli. Det første angreb skete i 1993, og bestod i først at tisse i kummen, for derefter at bruge en hammer til at ødelægge urinalen. I 2006 gjorde han det igen, dog uden at tisse i kummen først. Pierre fortalte at det hele var en erklæring om, at arbejdet havde mistet sin provokerende værdi.

8

blev bygningen ryddet af politiet. Bygningen er siden blevet genåbnet som en kabaret med et stort program af både forestillinger og kunstudstillinger.

Bygningen der husede Cabaret Voltaire, som den ser ud i dag. Forrest på huset finder man to mindeplader. Den første er fra 1916 og der står »I dette hus, den 5. Februar 1916, åbnede Cabaret Voltaire og dadaismen blev født«. Den anden plade er fra 2002. Den er sat op af den selvudnævnte neo-dadaist og bz’er, Mark Divo, og der står: »I dette hus blev, fra 5. Februar til 2. April, Cabaret Voltaire midlertidig brugt, og dadaismen fik, for kort tid, liv igen. Hvil i fred.«

9


Dadaisterne Dada Manifestet I Juli, nærmere bestemt den 28, 1916 stillede Ball sig op i Cabaret Voltaire og læste højt fra Dada Manifestet, og dadaisme var her officielt født. Dada Manifesto talte om at gøre sig fri fra borgerskabet idealer og omfavne dada. Tzara taler i manifestet om »impulsivt og vibrerende at korsfæste kedsomheden for sjov skyld«, om det »store negative ødelæggelsesværk, der skal gøres færdigt« i en verden, der er »overladt til banditter, der flår hinanden i småstykker og ødelægger århundreder«. Dadaismen har fået sit navn for at afspejle de dadaistiske kunstneres meninger om tidens normer og stramme borgerlige ideer og man må sige, at navnet er fyldestgørende, for det betyder tilsyneladende ingen ting. Der findes mange teorier om, hvorfor bevægelsen fik navnet dada. En af dem går på at dada ikke er et ord men en lyd, der er valgt for at vise at dadaismen er en meget barnlig og legende stilart. Og navnet referer således til den barnlige ’da-da’ frase som en tilsyneladende tilfældig lyd, der kan afspejle de æstetiske sider af dadaismen. Ophavsmanden til ordet dada siges at være stifteren Hugo Ball, omend en af de andre stiftere, den rumænske

10

Tristan Tzara også hævdede at være med til at »opfinde« ordet. Tristan Tzara skriver i ovennævnte manifest at »Dada betyder ingenting!«. En anden teori, som måske i virkeligheden mere er en historie, der er blevet opfundet for at forklare hvordan ordet er opstået, er at Ball og Tzara slog op i en ordbog, stoppede på en tilfældig side og valgte det ord deres finger var landet på. Der findes ingen kilder der kan bekræfte den historie, men den går nu meget godt i spænd med dadaisternes ideer om at bruge tilfældighedselementer som en upersonlig og kreativ drivkraft. På fransk kan ordet oversættes til gyngehest og på rumænsk betyder det »ja-ja«.

Den sene dadaisme Selvom Dada-bevægelsen egentlig lige var startet. så var luften allerede gået af kabaret ballonen i 1917. Cabarat Voltaire lukkede ned i det år og de forskellige artister rykkede videre til andre steder i Zurich, blandt andet Galerie Dada og senere Berlin og Paris. I New York udgav Duchamp tidsskrifterne The Blind Man og WrongWrong. Fra 1918 fik dadaisterne også baser

i Berlin, hvor kunstnere som bl.a. Hannah Hoch og Raoul Hausmann videreudviklede dadaismen og bl.a. ’opfandt’ den dadaistiske fotomontage. I Köln udviklede Max Ernst og hans dada-gruppe Dadamax sine egne fotomontager før han i 1922 drog til Paris for at slutte sig til den gruppe af kunstnere, der senere blev til surrealisterne. Max Ernst blev også en stor inspiration for den intellektuelle surrealist og dadaist Andre Breton. Den litterære dadaismes hovedcenter blev dog Paris 1919-24, hvor digterne Louis Aragon, Philippe Soupault og André Breton samledes om tidsskriftet Littérature, og hvor den første store dadafestival afholdtes i 1920. Dadaismen blev som før nævnt et afsæt for surrealismen og måske endnu vigtigere en inspiration for fluxus bevægelsen. En amerikansk kunststrømning, der satte fokus på, at kunst er liv.

The Richard Mutt Case

Fra Marcel Duchamps tidsskrift »The Blind

Man« The Richard Mutt case, må forventes at være et modsvar på kritikken af Duchamps

værk »Fountain«, som netop bærer påskriften »R. Mutt«.

11


12

13


Surrealisme Surrealismen er en bevægelse inden for bl.a. litteraturen og billedkunsten, der med udgangspunkt i Paris og dadaisterne blev udbredt internationalt i 1920’erne og 30’erne, i tiden mellem de to verdenskrige. Surrealismen var en æstetisk kunstnerisk bevægelse, men senere blev den også en livsholdning der nærmede sig kommunismen. Surrealismens formål var at trænge igennem den eksisterende virkelighed og frem til det virkeligt, virkelige. Det surreelle (overvirkelige). Ved brug af virkemidler som drømme og drømmetydning prøvede surrealisterne også at bryde ud af den verden af forestillinger som de mente, at vi er fanget i. De prøvede samtidig også at bryde med borgerskabets rationalismetyranni. Deres langsigtede mål var en omformning af samfundsforholdene, som kunne gøre det muligt ikke blot at lave surrealistisk kunst, men også at leve surrealistisk. Til venstre »The imaginary is what tends to become real« 2012, T. Pedersen The imaginary is what tends to become real, er et citat af dada- og surrealisten André Breton. På billedet ses et stykke typografisk design, inspireret af surrealismen. Teksten danner en elefant, som er et symbol Salvador Dalí ofte brugte i sine malerier.

14

Underbevidstheden Surrealismen gør grundlæggende op med den rationelle tænkning der præger samfundet. Det gør de bl.a. med henvisning til Freuds drømmetydning, og hans tanker om det ubevidste og det er derfor vigtigt først at forstå Freuds tanker om psykoanalyse og underbevidstheden.

Drømmetydningen I starten af det 20. århundrede kom den østrigske læge og grundlægger af psykoanalysen, Sigmund Freud værket »Drømmetydningen« der indeholdt analyser og optegnelser over sine og andres drømme samt Freuds egne teorier om drømmen.

Freud

»Le Déclin de la société bourgeoisie« (Nedgangen i det borgerlige samfund), 19351940, Andre Breton

Tilknytningen til den kommunistiske bevægelse, der kæmpede for en frigørelse fra borgerskabet og den borgerlige stat, var derfor tæt til at begynde med, men den senere udvikling, hvor mange surrealister ifølge kommunisterne fokuserede for meget på sig selv og deres ego, gjorde at kommunister og surrealister begyndte at betragte hinanden som belastninger.

Mennesket har altid været meget optaget af drømme. I den gamle nordiske tro mente man at ens afdøde familiemedlemmer kunne besøge en i drømme, og i andre gamle kulturer mente man at gode og onde ånder viste sig i drømme. I slutningen af det 19. århundrede var der ikke længere så stor interesse for området, i den periode herskede der en fornuft og en naturvidenskab, hvorfra forskere fik den mening, at drømme blot var tilfældige udslag af ændringer i kroppen og hjernen under søvn. Dette skulle således være forklaringen på hvorfor vi drømmer. I dag ved vi, at der rent faktisk sker de her forandringer i bl.a. hjernebølgerne og musklerne under søvn, men vi ved også, at disse ikke alene forklarer hvorfor vi drømmer, og slet ikke hvad vi drømmer.

Sigmund Freud, 1920

Freud, mente at vores personlighed var delt op i tre. Den tidligste del kaldte han for Det’et. I denne del findes de medfødte drifter samt det psykiske materiale som Freud mente at man senere i livet ville fortrænge. Det’et søger tilfredsstillelse uden hensynstagen til realiteterne og er ubevidste. Modsætningen til Det’et er Over­

15


jeg’et. Overjeg’et er personlighedens censurinstans, og således den del, der huser personens samvittighed, moral og idealer. Overjeg’et fortæller os hvad det er, vi bør gøre, og formår vi ikke at efterleve det, reagerer vi med skyldfølelse. Den tredje og sidste del er Jeg’et. Jeg’ets hovedopgave er at tage hensyn til realiteterne og mulighederne, og pointen er således, at Jeg’et skal danne et kompromis mellem Det’et, der søger efter umiddelbar tilfredsstillelse, og så Overjeg’ets normer og idealer. Det er derfor, at Jeg’et råder over, hvad Freud kaldte jeg-funktionerne; perception, tænkning, hukommelse, sprog og lign I Freuds teorier om drømme gør han op med både tidligere tiders tro på, at drømme var styret af overnaturlige kræfter, og datidens tro på naturvidenskaben. Freud mente, at når vi drømmer, bliver Overjeg’et slået fra, og således også vores logiske og kritiske tænkning. Dette gør plads til blandt andet den del han kaldte Det’et, som uden Overjeg’ets indblanding får frit spil til at lukke op for underbevidstheden, de fortrængte følelser og den uforstyrrede drift. Freud mente, at det netop er derfor at vi, når vi drømmer ikke tager stilling til realiteterne, men derimod oplever, hvad vi ønsker at opleve/genoplever ting fra vores barndom, hvor den eneste del af bevidstheden hed Det’et, dog tit i en manipuleret version.

16

Surrealisterne Det surrealistiske manifest

André Breton, 1924

I 1924 udgav bevægelsens ledende kunstner og teoretiker, digteren André Breton, Les Manifestes surréalistes (De surrealistiske manifester, 1972), hvori han definerer surrealismen som: »Ren psykisk automatisme, hvorved man sætter sig for mundtligt, skriftligt eller på enhver anden måde at udtrykke tankens virkelige funktion, tankens diktat, uden nogen kontrol fra fornuftens side og uden for enhver æstetisk eller moralsk interesse. Surrealismen bygger på troen på den større virkelighed bag visse former for associationer, som før surrealismen var forblevet upåagtede, på drømmenes almagt og på tankens uegennyttige leg«.

sådan som drømme er. Dog eksisterer der flere definitioner af surrealismen, blandt andet mente en anden af surrealismens mestre, Salvador Dali, at han i person var surrealismen, og ikke andet.

Surrealisterne søgte altså at nedbryde rationalismen, som de mente skyggede for behovene, og samtidig udstille deres egne behov og inderste tanker, da de mente, at man ikke kunne lave ægte kunst hvis ikke det virkeligt viste ens sande jeg. Eller ens sande »Det«, set i forhold til Freuds tanker. Surrealisterne brugte symboler til at vise deres underbevidsthed samt det at fremstille genstande og personer med fotografisk nøjagtighed og så kombinere dem i strid med logikken,

17


»The Persistence of Memory« 1931 , Salvador Dalí

Nedenfor et portræt af kunstneren, Max Ernst

Collage af den dadaistiske og surrealistiske mester og pioner, Max Ernst. Collagen var et virkemiddel man fandt hos både dadaismen og surrealismen. Det er meningen at collagen skal fremstå drømmende, som om at de to piger har en elsker i drømmen. Igen en hentydning til Freud. Collagen er ikke navngivet, men man regner den for at være fra cirka 1920. Det vil sige midt imellem de to stilperioder.

18

19


Afslutning Det er tydeligt at dadaismen og surrealismen er tæt beslægtet. Ikke blot set i forhold til deres fælles kreative virkemidler som tilfældigheds elementer og provokerende tekster, men også i deres kritik af krige, borgerskabet og det kapitalistiske system.

Dadaisme i dag Dadaisme har, som nævnt i forordet, haft en kæmpe indflydelse på nutidens kunstnere, såvel som designere. En af de mest fremtrædende må være designeren David Carson, som med sine principper om at teksten ikke nødvendigvis behøves at være letlæselig, eller overhovedet læselig, for at et værk ville fungere, kommer meget tæt på dadaismen.

Dada fejringen i Lawrence, Kansas, bliver således holdt; 4. Februar, 28. Marts, 1. April, 15. Juli, 2. August, 7. August, 16. August, 26. August, 18. September, 22. September, 1. Oktober, 17. Oktober og den 26. Oktober. Borgmesteren har valgt datoerne ved først at rulle en terning og derefter trække numre svarende til alle årets dage, (1365) fra en farvefuld høj hat.

Dada-måned Dada-måned er en hel måned dedikeret til hyldest af dadaismen. Bag ideen står borgmesteren i byen Lawrence, der ligger i den amerikanske stat Kansas, hvor festlighederne også holdes. Fuldstændig i dadaisternes ånd, har borgmesteren ikke valgt en specifik måned at holde dada-måned i, men derimod 13 helt tilfældige dage.

20

»Don’t mistake legibility for communication« David Carson


Tilfældighed i kunsten