”Typisk ser vi patienter, der sideløbende med en somatisk sygdom kæmper med angst eller PTSD, og som ikke tør bevæge sig uden for døren eller tage bussen alene, men det kan sundhedsvæsenet ikke håndtere,” fortæller Hanne Winther Frederiksen, der er afdelingssygeplejerske på Indvandrermedicinsk Klinik på Hvidovre Hospital. ”Patienten har måske gavn af, at en ven eller søn kan ledsage dem til behandlingen, men selvom denne ven måske først får fri fra arbejde klokken 15, får patienten alligevel tider i ambulatoriet på forskellige tidspunkter på dagen. Som resultat dukker patienten gentagne gange ikke op til behandling, hvorefter forløbet afsluttes på den konto. Så har patienten pludselig en række afbrudte forløb og en masse misrøgtet sygdom.” Hanne Winther Frederiksen har for nylig afsluttet en ph.d. om ulighed i sundhed, der konkluderer, at hjertepatienter med indvandrerbaggrund oplever en markant dårligere rehabilitering end etniske danskere, og hun mener, at der er tale om ulige adgang til sundhed for en ekstremt sårbar patientgruppe, hvor der kun i sjældne tilfælde er håb om egentlig helbredelse. Større pligt til omsorg Patienterne i Indvandrermedicinsk Klinik har ofte en kombination af flere og misligholdte sygdomme, kroniske og invaliderende smerter og traumer af forskellig karakter i bagagen. De er en sårbar patientgruppe i sig selv, men de aldrende migranters sundhedstilstand har også store konsekvenser for deres familier, fortæller Hanne Winther Frederiksen. ”I klinikken får vi de gamle og syge henvist, men ofte er det foranlediget af en bekymring, som i langt højere grad drejer sig om resten af familien end om den ældre. Den byrde, de lægger på deres børn og børnebørn, har en kæmpe betydning fremadrettet.” Ifølge en peer review-artikel fra Tidsskriftet Gerontologi i 2017 viser hollandske og tyske undersøgelser, at tyrkiske indvandrere har langt større forventninger til hjælp fra familien end majoritetsbefolkningen. Det handler både om mistillid til systemet, men også om en kulturelt betinget modstand mod, at plejen af familiemedlemmer overlades til fremmede. Det kan være forbundet med stor skam og skyld at overdrage ansvaret for sine forældre til sundhedspersoner. Den problematik genkender Hanne Winther Frederiksen tydeligt fra sit arbejde i klinikken. ”Jeg oplever det som helt internaliseret, nærmest automatisk. ”Selvfølgelig tager jeg mig af min gamle mor, hun har båret mig i sin mave”. Men jeg oplever også unge mennesker, der kæmper mellem to kulturer, og som kæmper for at færdiggøre deres uddannelse, samtidig med at de har noget, der minder om et fuldtidsjob med at passe deres syge forældre. Unge, som sidder med en kæmpe omsorgsforpligtelse, og som hver dag efter skole eller job er hjemme og ordne alt muligt. Som bliver nødt til at pjække fra skole eller job, fordi de skal køre frem og tilbage til hospitalsaftaler,” fortæller hun. Vi skal håbe for den næste generation En stor del af de problemer, patienterne i klinikken døjer med, er afledt af eksempelvis fattigdom, som er virkeligheden for rigtig mange ældre indvandrere. Det betyder, at et ensidigt fokus på patienternes sundhedstilstand ikke er nok, forklarer Hanne Winther Frederiksen. Mange af patienterne har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen økonomisk, og for nogle betyder det helt konkret, at der eksempelvis ikke er råd til både medicin mod behandlingskrævende sygdom og husleje. ”Jeg var for nylig ude og undervise, og da sad der en ung sygeplejerske blandt publikum, som blev enormt provokeret over at høre, at jeg bruger
tid på at ringe rundt til boligselskaber for mine patienter, hvis der er behov for det. For jeg er jo sundhedsperson, ikke? Men tingene hænger jo sammen,” forklarer hun. Derfor er socialt arbejde også en del af hverdagen i klinikken, og Hanne Winther Frederiksen hjælper ofte sine patienter med eksempelvis økonomi og boligsituation. Det er også et led i at forsøge at tage noget af presset af patienternes familier, forklarer hun, og hun så gerne, at man i sundhedsvæsenet i højere grad tog udfordringen med det stigende antal ældre indvandrere alvorligt. ”Hvis man virkelig ønsker den gode integration og det gode liv for den næste generation af indvandrere, så er der brug for et holdningsskifte blandt sundhedsprofessionelle,” siger hun og tilføjer, at klinikkens helhedsorienterede tilgang efter hendes mening skaber mere tålelige liv for både patienter og pårørende. ”Vores arbejde i klinikken handler om mange ting, men rigtig meget om den næste generation. Det er i virkeligheden den, vi skal gøre os håb for.”
INDVANDRERMEDICINSK KLINIK · Indvandrermedicinsk Klinik tager udelukkende imod patienter med indvandrerbaggrund. · Ofte er der tale om henvisninger, hvor egen læge har kastet håndklædet i ringen og ganske enkelt har opgivet at behandle patienten. Derfor har de fleste patienter typisk en lang række afbrudte forløb i sundhedsvæsenet bag sig, når de møder op i klinikken. · Omkring to tredjedele af patienterne i klinikken er familiesammenførte, mens en sidste tredjedel er flygtninge. · Omkring 80 pct. af patienterne er kvinder, og flere end halvdelen har boet i Danmark i mere end 20 år. · Patienterne er mestendels midaldrende eller ældre og har typisk lært noget dansk, men har aflært det igen grundet enten ringe vedligehold som følge af social isolation eller som konsekvens af kognitiv sygdom. Kilde: Hanne Winther Frederiksen.
Sygeplejersken 03.2019
31