På den anden side var der patienter, som mente, at hospitalstøj hørte sig til, og at det ville være forkert at gå med eget tøj: ”Tøjet hører til.” Man kan sige, at nogle af patienterne har den selvforståelse, at for at de kan være ”rigtige” patienter, skal der hospitalstøj til. Det understøttes af Thorups undersøgelse (3), hvor patienterne oplevede, at når de havde hospitalstøj på, blev de respekteret som syge og fik opmærksomhed. Et noget mere markant fund var opfattelsen af, at hospitalstøj gav patienterne en rolle, patientrollen. Tøjet gjorde, at patienterne lignede hinanden og blev til en gruppe. En patient sagde ligefrem, at hvis man tager hospitalstøj på, kommer man i ”uniform som patient”. Hospitalstøjet gør, at man kan se forskel på patienter og pårørende, og det gør det nemmere at henvende sig til andre patienter og spørge til deres erfaringer, når man er sikker på, at det er en patient, man spørger. En patient siger: ”Vi ligner hinanden, bliver genkendt som patienter.” Holen og Lehn-Christiansen (8) beskriver, hvordan menneskets identitet dannes gennem relationer med omverdenen, og at det er disse relationer, der sammen med konteksten giver mening i positionen som patient. Patienterne i Onkologisk afdeling fik tildelt rollen som patient via det tøj, sygeplejerskerne automatisk lagde frem, men på den anden side tog patienterne også hospitalstøjet på og signalerede dermed, at de påtog sig rollen. Indtages patientrollen af patienterne i et forsøg på at blive accepteret som syge og for at kunne modtage pleje og behandling? Ved at tage hospitalstøj på tilpassede patienterne sig sygehusets hverdag, de krav og forventninger de ubevidst oplevede, og som sygeplejersker og læger har til, hvordan de skal forvalte rollen som patient. Identiteten som patient styrkes i samværet med andre patienter, idet fællesskabet understøtter oplevelsen af samhørighed. Lene Søndergaards undersøgelse (4) om patienternes indbyrdes forhold under indlæggelsen viser, at
Boks 2. Metode og materiale i interviewundersøgelsen Undersøgelsen er kvalitativ, og data er indsamlet via individuelle interview. Der blev anvendt en semistruktureret interviewguide med fem åbne spørgsmål, der var rettet mod at afdække patienternes oplevelse af at anvende hospitalstøj. Desuden blev der stillet tre demografiske spørgsmål for at kunne undersøge, om der er forskel på mænd/kvinders holdninger til patienttøj, om alder har en betydning, og om det gør en forskel, at patienten er gift/samlevende. Svarene blev indtastet direkte på iPad i analyseprogrammet SurveyXact. At dokumentere data på denne måde giver risiko for at fortolke på data ved indtastning, men også mulighed for at afprøve, om intervieweren har opfattet svaret rigtigt. Patienterne er udvalgt tilfældigt ud fra belægningslisten i afdelingen på tre tilfældige hverdage. Patienter, som havde hjernemetastaser, var konfuse, demente eller erklærede terminale blev ikke inddraget i undersøgelsen. Undersøgelsen omfattede 10 patienter, seks kvinder og fire mænd i alderen fra 25-85 år. Syv var gift eller samlevende. Analysen er en meningskondensering inspireret af Kvale og Brinkmanns (7) tre fortolkningskontekster: selvforståelse, commonsenseforståelse og teoretisk forståelse. Undersøgelsen er udarbejdet i overensstemmelse med SNN’s etiske retningslinjer for sygeplejeforskning, og patienterne blev informeret både skriftligt og mundtligt.
Figur 1. Temaer i undersøgelsen
Identitet som patient
Beskyttelse af pårørende
Føle sig syg
Bekvemmelighed
Figuren illustrerer de fremanalyserede temaer. Identitet som patient er det overordnede tema, og de efterfølgende temaer understøtter identiteten, men er samtidig også med til at skabe identiteten – derfor cirkelformen.
Fag&Forskning 02.2016
51