ARTIKEL
hændelse på – og den måde de mestrer livet og modgang på efterfølgende. Man kan fx se på klientens attributionsstil, dvs. de karakteristiske tankevaner eller årsagsoplevelser, hun omtaler, når hun fortæller om sine oplevelser og begivenhederne i sit liv. Hvad opfatter klienten for eksempel som årsagerne til sin modgang eller negative livsoplevelser? Er klienten for eksempel tilbøjelig til en depressiv eller pessimistisk tankestil? Ved denne tilgang har man en tendens til at se sig selv som årsagen til en negativ oplevelse: ”Det var min egen skyld.” Og en tilbøjelighed til at se noget vedvarende hos én selv som årsagen: ”Det skete, fordi jeg er ubegavet.” Og også en tendens til at se noget omfattende, snarere end noget enkeltstående, ved én selv som årsagen: ”Jeg fejlede i denne situation og vil fejle fremover.” (Peterson 1993). Vi kan også undersøge, om klientens tankevaner er centreret om et internal eller external locus of control (Rotter 1966). Har klienten tillid til selv at kunne påvirke sit liv fremadrettet? En tilgang, der fremmer handling og
DRAMATREKANTEN
Dramatrekanten er en psykologisk begrebsramme, oprindeligt udviklet af Stephen Karpman i 1968. Teorien anskueliggør, at mennesker kan have en tilbøjelighed til at indtage tre respektive, uhensigtsmæssige og arketypiske sociale roller, der forstærkes ved konflikt, kriser og ved dysfunktionelle sociale mønstre. De tre roller er: • • •
Offeret (Stakkels mig) Redderen (Jeg hjælper dig) Krænkeren/bødlen (Det er din skyld).
Teorien antager i sin yderste form, at enhver dysfunktionel interaktion med andre eller en selv finder sted i dramatrekanten.
56
ansvar for eget liv. Eller tænker klienten mere i retning af, at livet styres af udefrakommende faktorer, som man ikke kan påvirke, fx: ”Det må være skæbnen.” En tankevane, der kan gøre en mere til et objekt end handlende subjekt i eget liv – et træk, vi kan se hos klienten med et offer-mindset. Men også en tilgang, som fjerner en evt. ubegrundet følelse af egen skyld i forhold til en negativ livsoplevelse. Bruger klienten tankevanen til at komme videre fra en ubehagelig oplevelse, kan det være en hensigtsmæssig strategi – og som vi i højere grad møder hos overleveren. Den bliver mindre hensigtsmæssig, når den låser klienten fast og opbygger et ukonstruktivt mønster, fremadrettet og løsrevet fra det oprindelige traume. Nogle mennesker risikerer på den måde en form for ’tillært hjælpeløshed’ efter gentagene eller vedvarende modgang (Peterson 1993). De lærer sig selv, at de ikke kan ændre efterfølgende negative situationer, fordi de tidligere ikke har kunnet. På den måde kan klienten efterfølgende komme til at læse situationer, så de passer til hendes forventning om at være et offer. Det kan handle om alt fra vejret – ”Det er typisk, det regner, når jeg har ferie – sådan er mit liv” – til det at få et arbejde – ”Der er ingen grund til at søge det job, for jeg får det alligevel aldrig”. Hun kan altså uforvarende risikere at udvikle en livsbegrænsende offerbevidsthed, hvor hun tilskriver noget uden for sig selv som ansvarlige for såvel hendes ulykke som lykke (Forrest 2010). Klienten med en offerposition kan altså risikere at fralægge sig ansvaret for sit eget liv og forblive i en hjælpeløshed, fordi hun oplever, at ydre omstændigheder har gjort hendes egne valg ubetydelige – også fremadrettet. Det kan for eksempel være den klient, der har opgivet at forsøge at ændre på uhensigtsmæssige mønstre eller livsomstændigheder, da hun tror, at en ændring aldrig vil lykkes, fordi ”det nytter alligevel ikke noget”. Eller klienten, der hænger fast i barndommens svigt og ”bare ville ønske, at min far havde elsket mig, for så var alt blevet anderledes”. Som terapeuter kan vi have dramatrekanten (se faktaboks) for øje for at minimere risikoen for at træde ind i en oplagt dynamik med terapeuten som redderen (Forrest 2010).
TIDSSKRIFT for PSYKOTERAPI · NR. 3 · OKTOBER 2020