Page 9

TEMA: STRESS

ubehag, angst og undgåelsesadfærd, som vi kender det fra PTSD. Ikke sjældent i et selvforstærkende mønster, som medfører nedsat vitalitet, påvirkning af kognitive funktioner og tendens til social isolation. Vi reagerer, som om traumet truer med at gentage sig. Neutrale signaler tydes som fare, og dette foregår ofte uden om vores kognitive forståelse, dvs. før-kognitivt. Fænomenologien ville kalde denne bevidsthedstilstand for før-refleksiv selvbevidsthed (Zahavi 2010). Mens vi ser, at eksempelvis hjerneforskeren Stephen Porges anvender betegnelsen neuroception (Porges 2011), hvilket skal forstås som et ubevidst system, der undersøger omgivelserne for fare og sikkerhed. En anden betegnelse kunne være procedural hukommelse, som i forbindelse med stress og traumer i høj grad er en muskulær hukommelse, som fortæller os, hvordan vi bedst beskytter os selv. Fælles for disse betegnelser er anerkendelsen af et før-kognitivt niveau. Vi ser, at den ydre påvirkning kan være overstået for længst, men kroppen husker, som om det var i går. Den gode nyhed ved dette er, at vi ikke behøver at genopleve traumet for at få det bedre. Det er nærmest omvendt: ved at tilskynde til ikke at gå genoplevelsens vej, men holde os til de kropslige symptomer i afmålte doser, indlæres en mestringsstrategi til undgåelse af angst og følelsesmæssig oversvømmelse. Sekundært hertil oplever klienten, ikke sjældent

til sin egen forbløffelse, ved egen hjælp at kunne gennemgå traumatiserende oplevelser, men nu i højere grad som erfaring med mindre følelsesmæssig belastning. Ud fra et helhedsperspektiv giver det således mening at inkludere kroppen i behandlingen. Når ikke alle er varme på den idé, tror vi, at det handler om det, som Alexander Lowen kaldte fornægtelsen af kroppen (Lowen 1975), en fornægtelse, som selvfølgelig også kan gælde terapeuter. Når det gælder stress- og traumebehandling, er kroppens betydning måske endnu større, fordi de neurologiske strukturer, der dominerer i den sammenhæng, i høj grad lokaliserer sig til de dybereliggende dele af centralnervesystemet, hjernestammen og det limbiske system, også kaldet krybdyrs- og følehjernen. Det er områder, som vanskeligt lader sig påvirke af verbale overtalelsesforsøg. På samme måde som det er omsonst, ja måske endog livsfarligt, at forsøge at snakke en krokodille til fornuft. En dybere forståelse af, hvad der sker, når det drejer sig om stress og traume, har Stephen Porges bidraget med. Hans polyvagale teori beskriver det autonome nervesystems hierarkiske opbygning, hvor vi benytter os af de evolutionsmæssigt nyeste strukturer først (Porges 2001). Når der er fred og ingen fare, er vi sociale og engagerede, egenskaber som er tilkommet sent for at kunne varetage bl.a. lang-

”Kronisk stress og psykiske traumer efterlader spor i kroppen, og sporene forårsager reaktioner i form af ubehag, angst og undgåelsesadfærd, som vi kender det fra PTSD. Ikke sjældent i et selvforstærkende mønster, som medfører nedsat vitalitet, påvirkning af kognitive funktioner og tendens til social isolation. Vi reagerer, som om traumet truer med at gentage sig.

TIDSSKRIFT for PSYKOTERAPI · NR. 3 · OKTOBER 2016

9

Tidsskrift for psykoterapi 2016 3  

Tidsskrift om psykoterapi. Tema dette nummer: Stress.

Advertisement