Issuu on Google+

A-PDF Split DEMO : Purchase from www.A-PDF.com to remove the watermark 1

SKÆLD UD PÅ GUD


2

SKÆLD UD PÅ GUD


3

PREBEN KOK i samarbejde med SUNE DE SOUZA SCHMIDT-MADSEN

SKÆLD UD PÅ GUD

INFORMATIONS FORLAG


4

SKÆLD UD PÅ GUD

Skæld ud på Gud © Informations Forlag og Preben Kok, 2008 Grafisk tilrettelæggelse og sats: Graphorama.dk Sat med Minion Pro Omslag: Imperiet Omslagsfoto: Dorte Grann Tryk: Arco Grafisk A/S . udgave, . oplag Isbn: 97887-754-256 Bogens udgivelse er støttet af: Overlæge Agner Haug og fru Birgit Haugs Fond Thomas Harttung Kopiering fra denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med gældende CopyDan-regler. Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige samtykke er forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Informations Forlag St. Kongensgade 40 C DK-264 København K www.informationsforlag.dk


5

Indhold

Indledning ....................................................................................... 7 Skæld ud på Gud .......................................................................... 11 Psyke og ånd .................................................................................. 25 Den fundamentale ambivalens ................................................... 35 Drabet på det perfekte menneske ............................................... 55 Den frugtbare grænse ...................................................................65 Syndens vej .....................................................................................75 Moderne sjælesorg ........................................................................83 Maria og genopstandelsen ............................................................91 Det religiøse fællesskab .............................................................. 101 Sygehus uden grænser ............................................................... 107 Borger i to riger ........................................................................... 115 Mediator af Simon Grotrian ....................................................... 120


6

SKÆLD UD PÅ GUD


7

Indledning

Da jeg var ung, spillede sygdom en stor rolle i mit liv. Min far fik en dødelig lungesygdom, da jeg var 3, og som 2-årig blev jeg selv indlagt med en livstruende sygdom. Jeg troede ikke, at jeg ville overleve, og på det tidspunkt fyrede jeg Gud. Det lykkedes lægerne at redde mig, men få år efter blev jeg syg igen, denne gang i nyrerne. Da jeg var barn, kom jeg ikke i kirken: mine forældre havde et mejeriudsalg, og derfor arbejdede vi altid om søndagen. Men jeg har aldrig været i tvivl om, at Gud var der. Ikke før jeg lå i hospitalssengen og hostede blod op og var sikker på, at min sidste time var kommet. Dér mistede jeg min barnetro, og den kom aldrig tilbage igen. “Hvis det er sådan, du behandler mennesker, så er vi to færdige!” sagde jeg til Gud. Og så oplevede jeg det mærkelige, at han ikke gik nogen steder. Det var utroligt ydmygende at ligge der og undsige ham og samtidig føle, at han ikke forsvandt. Og det var fortvivlende at føle, at han var der, men at han ikke gjorde noget for at hjælpe mig. Og så sagde jeg det igen, og denne gang var jeg vred. Men Gud gik ingen steder. Og lige pludselig blev bare det, at han var der, til en solidaritetserklæring, og jeg indså, at det var kernen i kristendommen.


8

SKÆLD UD PÅ GUD

I dag, i mit arbejde som sygehuspræst, får jeg flere gange om måneden mennesker til at fyre Gud. For mange betyder det, at de bliver lettet for en byrde, et ansvar over liv og død, som vi som mennesker ikke har magt over. Jeg har været sygehuspræst i mange år, og det er ikke kun patienterne, jeg taler med. En stor del af mit arbejde går ud på at supervisere læger og sygeplejersker, og hjælpe dem med at klare en hverdag, der ofte kan virke meningsløs og belastende. Dette arbejde er især udsprunget fra Vejle Sygehus, hvor vi har udviklet en model for, hvordan man indtænker magtesløsheden og troen i det daglige arbejde, og med forbløffende resultat. I vores moderne tid har vi en tendens til at gøre mennesket til Gud. Hvis ikke vi selv har magten, bliver vi usikre og angste. Vi skyder skylden på os selv, hinanden, samfundet – nogen må jo have den. Men vi kan kun være skyldige, hvis vi rent faktisk har magten til at gøre det anderledes. Der, hvor vi har magt, har vi selvfølgelig et ansvar, og det skal vi leve op til. Men de steder i livet, hvor vi ikke har magt, skal vi lære at give slip og erkende, at vi er mennesker. Der skal vi lære at lægge skylden over på Gud i stedet for at lade det gå ud over vores ægtefæller eller naboer, der alligevel ikke kan gøre fra eller til. Det er væsentligt mere frugtbart at rette det imod den, der rent faktisk har magten, men alligevel lod det ske. I foråret 2008 lavede jeg en programrække med Danmarks Radio DR2, der hed “Skriftestolen”. I programmerne mødte jeg en række mennesker, der befandt sig i ulykkelige omstændigheder og alle var i dyb krise. Gennem samtale var det meningen, at jeg skulle se, om jeg kunne få givet dem et skub i den rigtige retning og få dem til at indlede en samtale med Gud. Da programrækken var overstået, blev jeg kontaktet af Mette Jokumsen fra Informations Forlag, der havde set udsendelserne og gerne ville have mig til at skrive en bog. Forlaget arrangerede,


INDLEDNING

9

at jeg skulle fortælle om mit arbejde til Sune de Souza SchmidtMadsen. I praksis kom det til at forme sig som en række samtaler, der mindede om en forlænget udgave af Skriftestolen, og de er udgangspunktet for denne bog. Jeg takker Mette Jokumsen for hendes idé og vedholdenhed, der har gjort, at bogen blev til, og Sune de Souza Schmidt-Madsen for hans inspirerende engagement og for det uundværlige praktiske arbejde, han har gjort. I nogle af de eksempler og episoder, jeg fortæller om i bogen, vil den omtalte person kunne genkendes. Jeg siger tak for, at de pågældende har givet lov til, at deres betydningsfulde erfaringer må bringes her. Meningen med bogen er ikke at komme med en from prædiken, men snarere det modsatte. Meningen er at vise, hvordan tro kan skabe liv – selv der, hvor alt synes dødt. Jeg tror i glæde, og jeg tror på trods. Jeg mener, at man har ret til at blive vred på Gud, og at det nytter at skælde ham ud. Det, jeg vil prøve at pege på, er, hvordan man kan forholde sig til magtesløsheden, både det sted hvor man ikke selv har skyld og også der, hvor man faktisk selv har en del af skylden. Samtidig mener jeg, at troen har en væsentlig rolle at spille, ikke kun i forhold til den enkelte, men også i forhold til parforholdet, arbejdspladsen og samfundet som helhed. Mit eget udgangspunkt er kristendommen, men jeg er ikke ude på at ændre folks overbevisning. Hvis man kan klare sig uden en gud, er det fint. Men i mit arbejde oplever jeg ofte at mange, også folk der ellers ikke opfatter sig selv som troende, kan bruge Gud til noget. Det er udgangspunktet for denne bog: hvad troen kan og gør for det enkelte menneske, og hvilken rolle kirken spiller i det moderne samfund. Jeg håber, den kan være et bud på, hvad kristendommen betyder, hvad den kan, og hvad den stadig gør for os – også selvom vi ikke altid selv er klar over det.


10

SKÆLD UD PÅ GUD


11

Skæld ud på Gud

Tro betyder for mig ikke underkastelse. Jeg tror på trods. Ved dåben siger vi, at hvis ikke man modtager Guds rige som et lille barn, så kommer man slet ikke ind. Det er et billede, de fleste kender, men for mange er det et glansbillede, et billede på kirkens hellighed. Man ser en velfriseret femårig i matrostøj, der spankulerer ind gennem perleporten uden at kny, men barnet i det glansbillede opfører sig jo slet ikke som et barn, men som en lille voksen. Det er et glansbillede, jeg gerne vil bryde med. For hvad er et lille barn? Børn er jo ikke sådan nogle små søde engle, der bare gør, som der bliver sagt. Børn kan være både egoistiske og krævende. For mig er barnet i billedet et 8 måneder gammelt barn, der kl. tre om natten står og rusker i sin tremmeseng og skriger. Det siger ikke, “kære forældre, hvis en af jer skal på toilettet i løbet af de næste fire timer og lige kommer her forbi, så vil jeg gerne bede om et glas vand.” Det er tørstigt, og det skriger. Og forældrene accepterer, at det skriger, de har ikke engang behov for, at barnet forklarer, hvad det vil. De ved godt, hvad det savner og kan finde ud af, hvad der skal gøres. Det, der derfor ligger i dåbens ord, er ikke at vi skal tage matrostøj på, når vi nærmer os perleporten. Det betyder, at hvis vi


12

SKÆLD UD PÅ GUD

i alvorlige situationer ikke tillader os at være lige så spontane, som et lille barn er spontant, hvis ikke vi skriger, som et lille barn skriger, så opdager vi ikke Guds storhed. Når vi står i en alvorlig krise, hvor vi ikke selv kan klare skærene, har vi muligheden for at overlade os til Gud. Ikke ved at acceptere tingene som de er, men ved at få placeret den del af ansvaret, der ikke er vores eget, et sted hvor det hører hjemme. Og min erfaring er, at når situationen er alvorlig nok, og vi skriger ærligt nok, så svarer Gud med et nærvær. Ikke som et svar på “hvorfor?”, men som en kærlighedserklæring, der gør at spørgsmålet bliver overflødigt. Der, hvor man er elsket, stiller man ikke spørgsmål. Spørgsmålet opstår først, når man bliver i tvivl. Er man tilstrækkelig syg, og bliver man tilstrækkelig elendig, så kommer der et tidspunkt, hvor man får lyst til at blive barn igen på en eller anden måde. Psykologerne kalder det at regrediere, og inden for psykologien prøver man oftest at undgå det. Det skyldes, at psykologien ofte gerne vil give mennesker mulighed for at tage magt over situationen og genvinde kontrollen over deres eget liv. Derfor er det ikke så godt, hvis klienten bliver barnlig. Men i troen er vi Guds børn. Når jeg møder mennesker, der er i alvorlig krise, fastholder jeg dem derfor i deres barnlighed. Den barnlighed, der opstår sammen med elendigheden, der hvor man mister kontrollen. At kaste sig ud i troen er at tilkendegive at der er en instans over en selv. Det betyder ikke, at man skal acceptere tingene, som de er, og lukke af for det, der plager én. Det er vigtigt, at man holder fast i protesten. Det drejer sig om, at når vi er kommet ud i disse her urimelige forhold, hvor vores egen magtgrænse er nået, så at sige: “Det ansvar, som jeg kan magte, det skal jeg nok tage mig af, men det er ikke mig, der bestemmer over livet. Det er dit ansvar Gud, og jeg syntes ærlig talt, at den måde du forvalter det på, er noget gedigent svineri.” For det er barnets ret at


SKÆLD UD PÅ GUD

13

fortælle forældrene præcist, hvad det mener om dem – hvis bare barnet er lille nok. Og når man kun er 8 måneder gammel, så må man stadigvæk godt skrige, uanset hvor gode intentioner ens forældre har, og uanset hvor gennemtænkt det, de gør for én, er. Og uanset hvor højt man skriger, synes de ikke, at man er sindssyg. Sådan har alle børn, i alle kulturer, altid gjort. De allerfleste prøver at forholde sig voksent og rimeligt også i situationer, der er helt urimelige. Det er meget forståeligt, men der kommer sjældent noget godt ud af det. Vi mennesker er Guds børn, ikke Guds voksne, og når livet bliver for stort, kan det være godt at huske på. Ofte ved vi det godt med kroppen – vores krop giver op helt naturligt, mens vores hoved kæmper videre. Men når man ligger på sit yderste, bliver der ikke kaldt på intellekt, for man kan ikke tænke sig ud af det udsigtsløse. I den situation bliver der kaldt på instinkter. I vores handlinger er der ofte noget urmenneskeligt, primitivt godt. Hovedparten i mit arbejde går ud på at få folk til at se visdommen i det, de gør, og ikke i det, de tænker, for det, folk gør, kommer et andet sted fra, og ofte er det klogere. I katastrofesituationer prøver jeg derfor at få folk til at tænke i overensstemmelse med det, de gør, og ikke omvendt. Når man oplever de voldsomste ting i livet, så opstår der rent instinktivt en vrede i en over, at livet er, som det er. Og det er godt, for det primitive i os kan bruge vreden som brændstof til at overleve de værste ting. Den vrede, der kommer fra urdybet, kan måske skræmme os, fordi den føles uvant, men der er noget livgivende i den. Det er kroppens måde at puffe os i den rigtige retning. Ofte taler man om at “komme videre”, men jeg tror ikke, at man nødvendigvis altid har behov for at komme videre. Hvis man haster for hurtigt af sted, er der en fare for, at man i virkeligheden bare kører endnu mere fast. Hvis man i virkelighedens


14

SKÆLD UD PÅ GUD

verden kører fast i en snedrive og gerne vil videre, hjælper det heller ikke at speede op. Man må først bakke, hvis man vil fri. Det samme gør sig gældende, hvis man er knuget af tab, vrede, angst eller sorg – nogle gange er man nødt til at bakke. Det kan man gøre ved at indoptage vreden og bruge den dynamik, der ligger i den til at bakke ud af sit voksenansvar og tilbage til sin barneret over for Gud. Måske er primalskrigsteorien allerede så gammel, at den er gledet i glemmebogen, men den har betydet en del for mit arbejde. Den grundlæggende idé i den klassiske primalskrigsteori var at komme i kontakt med sin indre natur ved at skrige sin vrede ud i en skov eller på en bjergtop og måske rulle et håndklæde sammen el.lign. og banke sin vrede ud i et træ eller sparke til en paddehat for at få en forløsning. Det, primalskrigs-teoretikerne imidlertid fandt ud af, var, at forløsningen blev større, hvis vreden havde en menneskelig adressat i stedet for en plante. Når angsten er enorm, er det ikke nok at træde på en paddehat. Når det bliver rigtigt slemt, skal man have et svar fra den anden side, og det underlige er, at for at du kan få et svar, så skal du henvende dig til en person. Det har imidlertid visse uheldige følgevirkninger, hvis man begynder at slå sin ægtefælle eller sygehuspersonalet. Da det i virkeligheden heller ikke er deres skyld, forløser det heller ikke noget som helst – det giver bare dårlig samvittighed. Denne indsigt er en grundlov inden for psykologien: vrede skal rettes mod den rigtige for at blive forløst. Den, man skal skælde ud, er den, der har ansvaret. I nogle situationer kan det være et andet menneske, der har skylden, og så kan det gøre godt at få renset luften med det menneske. Men i andre situationer er det ikke direkte noget menneskes skyld. Hvem er skyld i, at du har fået leukæmi? Hvis du kan klare dig med at sparke til et træ eller sådan noget, så er det jo fint nok. Men på et eller andet tidspunkt er der nogen,


SKÆLD UD PÅ GUD

15

der vil opleve, at det ikke er nok. Og i dén situation skal man meget konkret gøre sig det klart, hvem man henvender sig til, hvem man lægger ansvaret over på. Er det en selv? Kan man selv bære skylden for at have fået leukæmi? Nogle tager hele skylden på sig selv, mens andre opdager, at der er kun én, der kan modtage ens samlede synderegister, ens magtesløshed og aggression, ens skyld og ansvar. Og det er en gud, der er så personlig, at man vover at tale direkte med ham, hvad enten det så er i ord eller tanker. Min tro har et ansigt, og det bliver den nødt til at have, for ellers henvender man sig til noget, der ikke rigtigt er der, og så kan aggressionen, vreden, sorgen, eller hvad det nu er, der trykker, ikke forløses. Så firkantet mener jeg faktisk, det er. Samtalen med Gud er vigtig, for når vi når ud til grænserne for vores egen magt, kan vi ikke føre samtalen med os selv. Der har været mange, der op gennem det 20. århundrede har forsøgt at finde forskellige erstatninger for Gud: Naturen, Videnskaben, Vilkårligheden, Intetheden, for blot at nævne nogle. Og det er godt nok, hvis det kan hjælpe en. Men i det øjeblik, tingene bliver en tak værre, er det min opfattelse, at de svar, man finder hér, sjældent slår til. Egentlig er jeg ligeglad med, hvorvidt folk tror på Gud eller ej, for det er min opfattelse ,at Gud elsker alle mennesker, uanset hvad de selv mener om ham, og man får hverken mere eller mindre kærlighed fra Gud afhængig af, om man tror på ham eller ej. Men det, jeg har svært ved, er, at se mennesker gå til i angst over en skyld, de ikke har. Den vil jeg gerne have placeret et sted. Og der er det min erfaring, at det personlige gudsforhold er nødvendigt, ellers bliver ens aggression bare en dyne, man står og slår i. Og så er der den fordel, at Gud allerede kender dig, og hvis du bare taler ærligt nok, vil han aldrig spørge “hvorfor?”


16

SKÆLD UD PÅ GUD

I 2008 medvirkede jeg i programrækken “Skriftestolen”, og da vi var et godt stykke inde i udsendelserne, satte vi os til at gennemkigge det, vi havde lavet. Journalister er et utroligt nysgerrigt og selvevaluerende folkefærd, og da vi havde siddet og kigget lidt, kunne jeg godt mærke, at de sad og trådte sig selv lidt over tæerne. Der var et eller andet, de manglede i udsendelserne, og jeg spurgte dem, hvad det var. Efter en kort tavshed var der én, der sagde: “Vi ved for lidt om de folk, du snakker med. Du kommer for hurtigt frem til konklusionerne. Du spørger for lidt ind.” Jeg fortalte dem, at det jo nu engang var den måde, jeg arbejdede på, og det er ikke min opgave at sidde og optrævle fortiden for folk, men derimod at give dem et skub i den rigtige retning. Alligevel ville jeg gerne have, at de viste mig et af de steder, hvor de syntes, at jeg godt kunne have spurgt lidt mere ind. De viste mig et klip, hvor han, der sidder i Skriftestolen, siger, at kristendommen ikke rigtig betyder noget for ham. “Nej,” siger jeg så. Så siger han: “Religion betyder i det hele taget ikke rigtig noget for mig.” “Nej,” siger jeg. “Her skal du spørge meget mere ind, fordi vi ved for lidt om, hvad det er, manden mener,” sagde journalisterne. Men så bad jeg dem om at køre lidt videre på båndet for at se det næste, der skete. Og det næste, manden i skriftestolen siger, er: “Det hele er én stor tomhed for mig.” Der bad jeg journalisterne om at stoppe båndet. “Hvis jeg havde spurgt ind til hans syn på religionen, var vi aldrig nået frem til den tomhed.” Journalisterne nikkede, det kunne de godt se. “Men tomheden da. Hvorfor spurgte du så ikke ind til tomheden?” Hvis man spørger ind til en tomhed, så er det ikke længere tomhed! “Vil du have, at jeg skal ødelægge virkeligheden, for at du kan få tilfredsstillet din nysgerrighed?” spurgte jeg journalisten. Og det accepterede han. Så jeg spørger ikke ind. Det er der andre, der gør, og når de spørger ind til tomheden, så får de et billede af tomhedens kan-


SKÆLD UD PÅ GUD

17

ter, men kernen, derinde hvor tomheden kan forvandle sig, der kommer de ikke. At komme derind kræver nemlig ikke forståelse. Det kræver tro. Når tomheden får lov at stå som tomhed, er det rædslens sted. Og har man selv været der, tør man godt gå ind i en andens rædsel og være der med ham. Det er min opgave. Ikke at kortlægge geografien langs tomhedens rand, men at gå med ind i rædslen og kunne bevare roen, fordi det ikke er min rædsel. Men jeg kan kun gøre det, fordi jeg kender min egen rædsel. Bare det at skrive det her kan få angsten til at slikke mig under fødderne. Der skal jeg helst ikke selv ind igen, men jeg har været der. Og har man været der og mærket det tydeligt nok, så kender man det. Hvis et menneske befinder sig i den rædsel, så er man nødt til at gå med ud i mørket. Ikke for at gøre noget, for i det mørke kan man ikke gøre noget som helst. Det er grænsen, hvor vores magt hører op, ikke bare patientens magt, men også min. Og selvom jeg ikke præcis ved, hvor den anden er, så ved jeg, hvor mørkt der er, og jeg kender min egen magtesløshed det sted. Det er det, der gør det muligt for mig at sidde ved siden af og holde patientens hånd i mørket. Forsikre vedkommende om at han eller hun ikke er underlig. For sådan er rædslen, og sådan er den for os alle. Fra jeg var nitten, til jeg var seksogfyrre, levede jeg i angst. Jeg kender rædslen, og jeg ved, at man kan møde én derude. Da jeg som ung lå indlagt og fyrede Gud, opdagede jeg, at Gud ikke gik, og det blev jeg meget vred over, for det, at der var en Gud, men at han ikke passede på os, det var nærmest værre end ingenting. Og så fyrede jeg ham én gang til og sagde, at han skulle have spurgt mig, inden han lavede verden selv, for jeg kunne have givet ham et par råd, han kunne have brugt. Men heller ikke det fik Gud til at gå, og så gik det op for mig, at dét var kernen i kristendommens budskab: At Gud selv har været nede på jorden


18

SKÆLD UD PÅ GUD

og kom så langt ud i ydmygheden, at han på korset råbte: “Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” Og pludselig indså jeg, at det havde han gjort for at kunne fortælle mig, at han godt vidste, hvor elendigt jeg havde det, når jeg selv var det sted. Så blev det til en solidaritetserklæring, jeg kunne forstå. Og det er så mærkeligt, at efter Kristus har råbt: “Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” så er der tre timers mørke, og derefter siger han: “Far, i dine hænder befaler jeg min ånd.” Det var præcis på samme måde, jeg oplevede det: efter mørket var der en gud, som jeg ikke skulle holde fast i, fordi det er ham, der holder fast på mig. Og den Gud kan jeg tale til, præcis som jeg vil, for jeg er hans barn. I dag lever vi i et samfund, der er neurotisk bange for døden. Og det er et problem, for det er døden, der er grundlaget for opstandelsen. Derfor ser jeg det som min opgave at trække folk ned i døden. Jeg er den eneste på Vejle Sygehus, der er ekspert i at få folk til at give op, for det er ved at gå ind i det mørke, at man finder opstandelsen. Og det er der, jeg får min tro. Før jeg fyrede Gud, havde jeg min barnetro, og da jeg troede, jeg skulle dø, blev den udsat for et naturalistisk chok, der gjorde den til den tro, jeg har i dag. Jeg sætter den stadig på prøve hver eneste dag. Når man arbejder i katastrofer, bliver man ofte nødt til at kaste sig ud i voldsomme situationer, og det giver en et meget klart billede af, hvad man kan, og hvad man ikke kan. Størstedelen af mit arbejde drejer sig om ting, man ikke kan – hverken jeg eller nogen anden. Der siger jeg til Gud: “Hvis der skal ske noget her, så er det din sag og ikke min.” Og når jeg er sammen med mennesker, der er i gang med en konfrontation med Gud, så beder jeg inde i mig selv: “Hjælp hende, hjælp hende, eller hjælp ham, hjælp ham.” Jeg beder virke-


SKÆLD UD PÅ GUD

19

lig om det, og jeg kan tydeligt se, at hvis ikke der sker et eller andet, mere end hvad jeg kan, og mere end vedkommende selv kan, så kommer vi ingen vegne. Så jeg gør, hvad jeg kan, for at den anden ikke mister den kontakt, de har fået med Gud, før en forløsning har fundet sted, og jeg ser det bestemt som mit ansvar at anstrenge mig til mit yderste. Men samtidig ved jeg godt, at mine anstrengelser i sig selv ikke er nok. I mange tilfælde er det vreden, man skal af med. Jeg prøver derfor at potensere konflikten op, så vreden kan få frit løb, og samtalen med Gud kan blive så ærlig som mulig. Men sådan er det ikke altid. For ikke så længe siden sad jeg ved en mand på min egen alder – gammel nok til at være bedstefar, men endnu alt for ung til at dø. Da jeg mødte ham, lå han på sit yderste. Han var på én gang meget afklaret omkring sin situation, og samtidig var han meget, meget bange. Han var en mand, der altid havde været i en lederstilling, og som var vant til at have styr på alting. Han var et meget hæderligt og ordentligt menneske. Og nu var han bange, men han var ikke vred. Angsten opstår som oftest ved, at der er en niveauforskel mellem den, man egentlig er, og den, man giver udtryk for at være, og som regel er det vreden, man ikke får givet udtryk for. Men i denne mands tilfælde var det beklagelsen. Han var vant til at lede og fordele arbejdet, og han var ikke vant til at beklage sig, for i hans position var der ikke mange at beklage sig til. Derfor prøvede jeg at få ham til at beklage sig til Gud, så han kom i overensstemmelse med den virkelighed, han følte. “Gud, kan du godt se, hvor hårdt jeg har det?” Og det kunne Gud godt se. “Gud, synes du egentligt ikke også, det her er synd for mig?” Og det syntes Gud, det var. Ved de her udtryk fik han en bekræftelse fra Gud, men det var ikke nok, for han fandt ingen forløsning i det. Det er meget vanskeligt at forstærke en beklagelse, for hvis


20

SKÆLD UD PÅ GUD

man begynder at råbe højere, så slår det over i vrede, og så mister man grebet om beklagelsen. Jeg ville så gerne hjælpe ham, men jeg kunne ikke finde ud af, hvordan jeg skulle potensere hans beklagelse. Og så sagde han pludselig: “Gud, nu lægger jeg mig ind til dig.” Og det hjalp. Så fik jeg ham til at lukke øjnene, bad ham om at forestille sig, at han lå i fosterstilling – han kunne ikke gøre det i virkeligheden, for han lå i hospitalssengen og hele hans krop var fyldt med slanger, men han kunne godt lukke øjnene og forestille sig, at han lå i fosterstilling. Så sagde jeg: Prøv at blive i den fosterstilling og læg dig ind til Gud og sig: “Gud, nu lægger jeg mig ind til dig, for jeg har det ikke godt, og nu skal du passe på mig.” Og så faldt han i søvn. Da var han kommet det ærlige sted hen, og svaret var søvnen. Det, der frastøder os, er meget ofte også en del af os, og hvis det bliver sat ind i den rigtige sammenhæng, bliver det dynamisk. Der, hvor vi gør noget, vi egentlig ikke ville, der, hvor vi møder noget, vi normalt ville tage afstand fra, der opdager man ofte, at det i virkeligheden er det, man skal integrere for at finde kræfter. Til hverdag bruger vi en hel del kræfter på at fortrænge det, som vi afskyr, og som i virkeligheden er en dynamisk del af os selv. De mennesker, jeg taler med, har næsten altid afsky for et eller andet, for vreden, for sorgen, for at beklage sig, men det viser sig, at hvis de lærer at integrere denne del, forsvinder angsten. Derfor skal man ikke altid kassere de ting, der vækker ens afsky, ofte rummer de en side af en, som man har fortrængt, fordi man var bange for den, og som, når modenheden indtræder, kan indoptages. Der er det interessante ved alle de bibelske figurer, at de alle sammen har en from side og en frastødende side. Maria Magdalene, der salver Jesu fødder, er prostitueret. David, som har skrevet salmerne, har slået en mand ihjel for at blive gift med hans


SKÆLD UD PÅ GUD

21

kone. Især Abraham-figuren må vække den dybeste afsky, fordi han kan finde på at slå sin egen søn ihjel. Historien går, at Gud fortæller Abraham, at han skal ofre sin eneste søn, Isak. Og i sådan en situation må enhver far eller enhver forælder jo sige, at det kan man ikke. At bøje sig for en autoritet, der siger, at man skal slå sit barn ihjel, det er så sindssygt, at enhver fornuft taler det imod. Hvis ikke han kan sige nej til det, så er han altså en vatnisse. Men Abraham beslutter sig for at bøje sig for det bud, Gud har givet ham, og han får fat i Isak og samler brændet til offerbålet, og da det hele er parat, hæver han kniven for at slagte sin søn. Men i det samme kommer der en engel ned til ham og siger: “Nej, gør det ikke”. Abraham tog så en vædder og slagtede den. Der er mange forskellige fortolkninger af historien om Abraham og Isak. Historisk mener man, at den udtrykker det tidspunkt, hvor religionen holdt op med at kræve menneskeofre, hvad man hidtil havde praktiseret. Mange bibelkyndige mener derfor, at historien ikke har fundet sted i virkeligheden, men snarere giver en religiøs begrundelse for, hvorfor man ikke mere skal ofre mennesker. Men jeg tror, at historien stikker dybere end det. For mig handler den om, at dér, hvor liv er dybest, er man nødt til at ofre det, man har allermest kært, for at livet skal kunne blive endnu bedre. Når noget gammelt går til grunde, kommer der noget nyt til verden. Men man skal turde destruktionen, for at fødslen kan finde sted. Nogle gange må man slå den, man elsker, ihjel. Det gælder også i ægteskabet. Jeg plejer at sige, at til et helt ægteskab hører der to bryllupper med den samme person: i de unge år gifter man sig med sin modsætning, og i de ældre år gifter man sig igen, men nu er det to hele mennesker, der gifter sig. Og lige inden man kommer til det sted, der slår man hinanden ihjel, for i alt ordentligt liv der hænger død og opstandelse sammen. Et


22

SKÆLD UD PÅ GUD

forhold må gå til grunde for, at et nyt forhold kan vokse op, et barn må slås ihjel for, at det barn kan leve. Det er en grusomhed, som kræves for, at liv kan vokse, og det er vel at mærke en grusomhed som ikke er død men som skaber liv. Det kan lyde underligt for folk, der ikke er vant til at beskæftige sig med døden, men dybest set er det den samme metode, ambulancelæger bruger på ulykkessteder. Udefra betragtet ligner det, lægen gør, ofte den rene mishandling. Hvis der ligger en bevidstløs person på et ulykkessted, kan lægen stikke et laryngoskop ned i halsen på den tilskadekomne. Det er en ret voldsom konstruktion med et kraftigt håndtag og et stort sejl på. Det ligner et torturinstrument. Men ved at sætte det ned i halsen på den bevidstløse, bliver tungen lagt ned så lægen kan få overblik til at sikre den nødvendige vejrtrækning. Det kan ligne et overgreb, men er det, der kan redde liv i katastrofer. Mit arbejde foregår jo noget mildere, men alligevel er der en parallel. Når jeg for eksempel møder mennesker, der er meget angste, så tager jeg håbet fra dem. Det lyder jo helt absurd, for man plejer at sige, at håbet er det eneste, der holder en oppe i den situation. Men det er ikke altid sandt. Hvis man ligger og håber på en helbredelse, man ikke kan få, så vil det håb på et tidspunkt skabe en angst, fordi man inderst inde godt ved, at håbet er omsonst. Den angst kan man imidlertid slippe for, hvis man bliver løst fra det urealistiske håb og bliver håb-løs. Hvis jeg sidder over for sådan et menneske, lader jeg dem falde ned gennem håbløsheden. Alternativet er at klamre sig til håbet, uanset hvor urealistisk det er, og hvis man har det godt med det, så skal man endelig blive ved med det. Men hvis det er håbet, der gør en angst, hvis det låser en fast, så skal man fratages det håb ved at styrke den del af en selv, der godt ved, at håbet er omsonst. Og det virker grusomt, men skaber liv.


SKÆLD UD PÅ GUD

23

Det er derfor, jeg holder af Abraham-historien fra Bibelen, for Abraham ødelægger tilsyneladende noget, men kun fordi han ødelægger det, åbner det mulighed for, at miraklet kan indtræffe. Nogle ville sige, at det kræver mod, men det gør det egentlig ikke. Det, det kræver, er grusomhed. Modet har jeg et lidt ironisk forhold til. Der er en sætning, der hedder: “Generalernes mod og soldaternes blod.” Det er nemt nok at sidde og være modig på soldaternes vegne, og det er jo egentlig det, jeg gør, når jeg sidder på sygehuset med patienterne. Derfor opfatter jeg mig selv mere som grusom end som modig og forsvarer mig ved at sige, at en ordentlig kirurg skal have lidt sadist i sig, for hvis han ikke har det, kan han ikke lave et ordentligt snit. Står han og ryster på hånden, kan han ikke skære så rent, at såret kan vokse ordentligt sammen. Af og til føler jeg mig som sådan en kirurg, for jeg skærer ofte i menneskers opfattelse af magt og håb og viser magtesløsheden og håbløsheden. Når jeg gør det, bliver jeg ofte bange i situationen – derfor plejer jeg at sige, at jeg ofte er grusom, men ikke ret tit modig. Man bliver på en eller anden måde nødt til at tro på grusomheden. Men det kræver tro, for det er ikke til at forstå. Det er ikke noget, man kan tage med over i en fornuftig verden og sige: “Jamen, så er det sådan, vi gør,” for man gør det altid med angst og bæven. Man ved ikke, om det virker, men man ved, at hvis man ikke gør det, så virker det i hvert fald ikke. Hvornår det har været rigtigt, og hvornår det har været forkert, det ved man først bagefter. Derfor går jeg altid til min opgave med usikkerhed. Men grusomheden er samtidig det, der gør, at man kan slippe det, der ikke kan holde, og lade sig selv falde ud på de halvfjerdsindstyve tusinde favne vand, hvor der så er noget andet, der holder. I samtaler af denne slags bliver ens tro altid taget op til revision. Og det er så mærkeligt, at hvis man vil videre i sin tro, så skal man ofte tale om den med én, der tør tvivle på den på en


24

SKÆLD UD PÅ GUD

ordentlig måde – ellers kan man ikke få den tilbage igen i en fornyet form. Det har vi været meget dårlige til i kirken. Hvis nogen overhovedet har betroet sig til andre om deres tro, så har reaktionen fra tilhørerne som regel været en ærbødig taknemmelighed over at have fået lov til at se ind i et andet menneskes inderste rum. Men i det arbejde, jeg udfører, bliver jeg nødt til at røre ved troen hele tiden. Og det er det, der hver dag giver mig livet. Det er her, at troen kommer ned på jorden, hvor ordet bliver kød og bliver til det ufattelige og samtidig virkelige, man skal leve med. Det er også derfor, at jeg hver gang, jeg er ude i alvorlige ting, må sætte min tro på spil. For min tro skal ikke holde i teorien, den skal virke. Denne bog tager udgangspunkt i de situationer, hvor mennesker befinder sig i dyb krise. Det er nok lidt af en arbejdsskade, for det er der, jeg oftest befinder mig: der, hvor livet ikke er til at bære. Det betyder naturligvis ikke, at troen kun har betydning i krisesituationer. På andre niveauer kan den meget andet, og jeg vil forsøge at berøre nogle af områderne i løbet af bogen. Det er kun dejligt, hvis man slet ikke oplever at blive konfronteret med voldsomme ting i sit liv. Men det er de færreste, der går gennem livet helt uden at få skrammer, og så er det godt at vide, at troen holder dér, hvor det er sværest. Det er ikke noget, man kan sidde ved et skrivebord og finde ud af. Man bliver nødt til at gå ud i livet med troen, for det er dér, den skal leve.


Skæld ud på Gud