Issuu on Google+

Sune de Souza Schmidt-Madsen

Fra den politiske naivitets store bog

Sune de Souza Schmidt-Madsen

Det er f.eks. besynderligt, at den internationale kommunisme har valgt en stjerne, netop en af de “kantede” eller “hårde” figurer, Nørmark mener hører hjemme på højrefløjen, som sit symbol. Ikke mindre besynderligt er det, at Dansk Folkeparti har valgt et O som symbol på deres valglister. Nørmark finder også en konspirationsteoretisk grundtanke, der “overvejende er til stede på det yderste af venstrefløjen”. “For venstreorienterede er det vanskeligt at se, at verden måske blot forandres som en funktion af individuelle handlinger”, skriver Nørmark (s. 113). Han mangler at reflektere over det faktum, at præcis de samme forestillinger eksisterer på højrefløjen, hvor bl.a. “kultureliter” anses for at indoktrinere befolkningen gennem medier som DR og Politiken. Sandheden er naturligvis den, at der givetvis gives en koncentration af “analytisk venstreorienterede” på visse steder, ligesom der ganske givet findes en overvægt af “analytisk højreorienterede” på andre. Det, Dennis Nørmark er på sporet af, er ikke knyttet til hans objekt, men snarere til en mytologisering af den politiske modstander – en mekanisme, der pågår i alle lejre. Det ville nærmest være aparte, hvis denne forestilling ikke fandtes på venstrefløjen. Nørmark finder også, at venstrefløjen er styret af en “David vs. Goliat-struktur” – en myte, der stammer fra det alt andet end venstreorienterede Gamle Testamente, og som går igen blandt politiske af enhver observans: Fra Giordano Bruno-liberale til nationalistiske præster fra Seem. Eksemplerne er utallige og spænder fra irrationalisme over lokal forankring til skepsis over for autoriteter, men stort set alle de forestillinger, Nørmark tager fat i, er at finde på begge sider af det politiske spektrum. Nuvel, Nørmark godtgør, at han ikke har undersøgt “højreorienterede modeller” – og det kunne måske undskylde hans forglemmelse, hvis ikke han alligevel i sin konklusion afslutter med at lade “de borgerlige” være modpol til den “analytiske venstrefløj”. Disse “borgerlige” får lov til at stå “lamslået og betragte venstrefløjen”, mens de selv forbliver uundersøgte og udefinerede. Kognitionsforskningen bruges igennem arti-

Fra den politiske naivitets store bog Replik til Dennis Nørmark: “Politik som kulturelt fænomen. Kognitive tilgange til studiet af værdier i den venstreorienterede kultur”, Kritik 184. I Kritik 184 beskriver Dennis Nørmark det, han kalder “den venstreorienterede kultur”. Nørmark sørger for indledningsvist at godtgøre, at “venstreorienteret” bruges som et analytisk begreb, ikke et politisk.“Man er ikke nødvendigvis venstreorienteret, fordi man stemmer på Enhedslisten eller SF – man er venstreorienteret i min model, hvis man passer ind i modellen”, skriver Nørmark (s. 106). Som læser kunne man anføre, at betegnelsen “Venstreorienteret” i givet fald er uheldig, fordi den uafvendeligt leder tanken i retning af politiske kategorier, men lad det være. Problemet for Nørmark er, at han ikke er klar over, hvor influeret han er af denne problemstilling, og at han derfor ender med at konkludere netop med eksempler fra partipolitisk kontekst, hvilket gør, at hans indledende erklæringer kommer til at stå som et tomt idealprogram, han ikke formår at efterleve. Det er trist for artiklens videnskabelighed, men mere trist er det, at “det analytiske begreb” skygger for Nørmark, således at han ikke gennemskuer, hvad det er for en genstand, han har fat i.Det, han jagter som “venstreorienteret kultur”, er i virkeligheden et langt bredere begreb, man kunne kalde “folkelighed” eller “populisme”, uden at forbinde det med en politisk overbevisning. Det viser sig først og fremmest ved, at størstedelen af Nørmarks eksempler ligeså vel kunne anvendes på højre- som på venstrefløjen. I artiklen præsenteres f.eks. to figurer, en cirkel og en hexagon (s. 104). Nørmark har “gentagne gange vist disse modeller til studerende”, og hver gang har resultatet været det samme: Cirklen opfattes som venstreorienteret, hexagonen som højreorienteret. Men artiklen savner at gøre rede for empiri fundet uden for det klasseværelse, Nørmark underviser i.

120


Fra den politiske naivitets store bog

Sune de Souza Schmidt-Madsen

så vejrer de røde faner over fængslets mure. Omvendt har man grupper af erhvervsfolk, der ser det som deres pligt at bevæbne private vagtværn, og lade disse foretage maskerede morder-raids igennem byens bærme for at holde ro og orden i gaderne, hvor “demokratiet” ikke slår til. Eksemplet, håber jeg, illustrerer, både hvordan grupper kan misbruge ideologi til at legitimere kriminalitet, men samtidig også at magtaspektet faktisk konkret er i spil. Dette foregår selvfølgelig i et land, der ligger langt, langt væk, men vi skal ikke ret langt tilbage før klassekamp også var korporlig virkelighed i Danmark, og Louis Pio organiserede slaget på fælleden, mens Estrup oprettede “undtagelsestilstand” under provisorietiden, satte folketinget uden for indflydelse og til gengæld blev skudt ned på åben gade – eller godt tyve år senere, da kongen afskedigede statsminister Zahle, eller i 1930’erne, da de velkendte kampe mellem fascistiske og kommunistiske grupper florerede, for slet ikke at tale om frihedskampen under besættelsen. Det, Nørmark i sin artikel har fundet, er snarere den genealogiske videreførsel af ideer, der er opstået i andre kontekster, og som måske ikke længere kan gøre sig gældende i dansk kontekst anno 2007. For at undersøgelsen skulle have nogen relevans, ville det være nødvendigt at undersøge grundlaget for de forestillinger, Nørmark beskriver. Det vil være nødvendigt at finde ud af, hvorfra forestillingerne stammer, for herefter at vurdere om nogle af dem ikke længere har rod i en konkret virkelighed eller politisk relevans. Nørmarks artikel bliver i stedet politik forklædt som videnskab og videnskab godtgjort af politisk relevans. På denne måde bliver det hverken det ene eller det andet og mister både videnskabelig vederhæftighed og politisk interesse. Hvad der burde gøres, var at udvide undersøgelsen, lave et komparativt studie af både den “analytiske venstrefløj” og den “analytiske højrefløj” og herefter fremdrage de forestillinger, der kun eksisterede isoleret, eller alternativt behandle lighederne under ét i et større studie af politisk naivitet. Dét ville bidrage til den oplyste forståelse af samfundets politiske mekanismer. I stedet

klen til at kaste et skær af videnskab over et materiale, der desværre forbliver uvidenskabeligt behandlet. Uvidenskabeligt, fordi de mest åbenlyse faldgruber for “trial and error” ikke er afprøvet – og desværre, fordi der er hårdt brug for netop kognitive studier af det politiske. Det kunne imidlertid tages med et skuldertræk som et kuriøst stykke amatørvidenskab, hvis ikke det var fordi emnet er så alvorligt. Politik, der engang handlede om den rette samfundsindretning, er i dag blevet smurt så grundigt ind i kulturelle og identitetsmæssige spørgsmål, at det altid er befriende, når man støder på mennesker, der ønsker at anvende deres rationale i tilgangen til landets ledelse – som er det eneste, politik i bund og grund handler om. Mindre glædeligt er det, når forsøget viser sig at være lige så naivt som sin genstand. Og endnu mere uheldigt fordi Nørmark tilsyneladende kun cirkulerer i kredse, hvor “politik” er noget, “man er”, og som man lader definere sin virkelighed – ikke et tankesæt, der er vokset frem af en erfaring. Hos Nørmark synes principperne således at være opstået uden anden forankring end den enkeltes fordomsfulde bevidsthed: “Det problematiske ved ulighed [for den analytisk venstreorienterede] er nemlig først og fremmest magtaspektet. Den, der har flere ressourcer, kan potentielt styre og bestemme over andre, og da dét konsekvent betragtes som amoralsk og uretfærdigt, er magtpositionen ikke en ønskværdig position”, skriver Nørmark (s. 109). Det lader ikke til, at Nørmark kunne forestille sig, at disse problemer havde deres rod uden for bevidstheden, og derfor forbliver han i en antirealistisk ontologi. Nogle gange kan den korporlige virkelighed måske synes langt væk, når man befinder sig i et så fredeligt og kontrolleret samfund som det danske. Men lad mig tage et eksempel fra Saõ Paulo, som lige nu udgør min virkelighed. Her har man dels bander fra ghettoen, der på Robin Hood-agtig vis deler ud af deres tyvekoster til deres naboer i “favellaen”. Banderne har synligt en selvopfattelse af at være i opposition til en “lighedskrænkende” statsmagt. Når der er fangeoprør i Brasilien, som tilfældet var det i 2001,

121


Sune de Souza Schmidt-Madsen

Fra den politiske naivitets store bog

har vi blot fĂĽet serveret endnu et kapitel fra den politiske naivitets store bog. Sune de Souza Schmidt-Madsen, f. 1979. Tekstforfatter, manuskriptkonsulent og oversĂŚtter.

122


Fra den politiske naivitets store bog