Issuu on Google+

HASSAN PREISLER

BRUN MANDS BYRDE ROMAN

GRATIS SMAGSPRØVE

POLITIKEN

BERLINGSKE

DAGBLADENES BUREAU

„Forbandet suveræn bog“ W E E K E N D AV I S E N LINDHARDT OG RINGHOF


„Ualmindeligt vellykket, avanceret POLITIKEN og berørende.”

„Brun mands byrde er en bog, der har manglet i den nationale danske bogreol. Nu er den her omsider. Vær så god at læse BERLINGSKE den!” „Hassan Preisler skriver knivskarpt hvirvlende SKIDEGODT ... Forbandet suveræn bog ... Ligner til forveksling årets debutant.” W E E K E N D AV I S E N

Til Sonia „En rablende diagnosticering af det moderne menneskes livsvilkår ... Vi er alle JYLLANDS-POSTEN perkere.” „Hassan sætter problemer under debat, han kritiserer debatten, og så skrider han af sted til et federe sted, til fiktionen… vi er imponeI N F O R M AT I O N rede.” Brun mands byrde ©„En Hassan Preisler oglovende Lindhardt og Ringhof Forlag 2013 meget debut” Forside: idé og D foto: Per Morten Abrahamsen AGBLADENES BUREAU Omslagslayout: Imperiet / Harvey Macaulay Grafisk tilrettelæggelse og sats: Remote Grafik / Lars Ole Nielsen Forlagsredaktion: de Souza Preisler Schmidt-Madsen „Den brune onkel Danny? Sune Hassan Tak til Louise Ardenfelt Ravnild BT debuterer med rablende roman.” Trykt hos UAB Print it Udgivelsen er støttet af Statens Kunstråds Litteraturudvalg GRATIS LÆSEPRØVE tryk i 8.000 eksemplarer L I N D H A R D T O G R I N G H O F. D K | FA C E B O O K . C O M / L I N D H A R D T O G R I N G H O F Printed in Lithuania 2013


Brun mands byrde af Hassan Preisler

Lindhardt og Ringhof


Saa Løft en hvid Mands Byrde Send ud den bedste Søn At tjene andre Racer For en Landflygtigs Løn; Hos raadvildt Folk og vilde At tage tunge Tørn — En tvær og kuet Stamme Halvt Djævle og halvt Børn. Rudyard Kipling „Hvid Mands Byrde” 


Når jeg rejser, klæder jeg mig i internationalt designer­out­ fit med stram silhuet. Jeg ville foretrække slasket jogging­ tøj, men jeg tør ikke, og når jeg går til konference, klæ­ der jeg mig i krøllet, sort habitjakke og sorte sko, og jeg ville foretrække Mr. Jardex, men jeg tør ikke, og når jeg ­tager på Louisiana, klæder jeg mig i beige bukser og beige skjorte, og jeg ville foretrække kjortel og sandaler, men jeg tør ikke: og jeg er en kamæleon, og jeg kan være, hvem du vil have, jeg skal være, og hvis du vil have en partner, tag min hånd, og hvis du vil slå mig ned i vrede, står jeg her, og hvis du vil have en bokser, træder jeg ind i ringen for dig, og hvis du vil have en doktor, så undersøger jeg dig, og hvis du vil have en chauffør, stig ind, og hvis du vil køre mig en tur, ved du, at du kan; jeg er din mand, og jeg er så omstillingsvillig og forandringsparat, jeg er fleksibel som en balletdanser og modtagelig som en baby, og når jeg er i Beirut, sidder jeg med spredte ben, ikke krydsede, og når jeg er i New York, siger jeg „yeah“, ikke „yes“, og når jeg er i Sevilla, går jeg aldrig med shorts om søndagen, og når jeg er i Berlin, går jeg ikke med brune sko efter kl. 17, og i alle de landsbyer, jeg har besøgt, og i alle de storbyer, jeg har været i, har jeg set det samme og gjort det samme, og alle de gange, jeg er vendt hjem og har sat fødderne på dansk jord, har jeg bukket mig dybt og kysset 3


jorden under mine fødder og tabt min kalot og samlet den rød-hvide klaphat op og trukket den godt ned om ørerne, før jeg smiler til spejlruder uden toldere og kom­ mer ud til flag, der flagrer, og min May kommer løbende i sort og smil, og vi kysser, og vi tager toget fra Kasterport til Østtrup, og fire mænd og fire damer i ternede skjorter og lyserød teint sidder om os, og de ser min klaphat, og de siger „sikken en smuk datter, du har“ og „du får travlt med jagtgeværet, når hun vokser op“, og jeg siger tak, og vi kører ind i en tunnel, og der bliver stille i vognen, og vi kører ud igen, og Sonia s­ iger „se, nu kom lyset”. Mit navn er Hassan Preisler. Jeg har optrådt i sammen­ hænge, hvor emner som ligebehandling, mangfoldighed, inklu­sion og integration er på bordet. Jeg er egentlig skue­ spiller, men jeg iklæder mig konferencejakken og de pæne sko, trimmer skægget og holder foredrag om min opvækst og viser små filmklip om andre farvede, der også synes, de er mindre værd, og jeg sidder i paneler med andre far­ vede, der, ligesom jeg gør det, får høje honorarer for at fortælle om, hvordan det føles at være farvet i en hvid verden. Vi sidder på rådhuse, i teatre, filmhuse, biogra­ fer, museer, biblioteker. Ethvert sted, man kan finde en sal, kan man holde en konference. Ligesom Blackwater har malket krigskasserne, har integrationsindustriens k­ rigere­ haft frit spil til at køre rundt i gaderne og skyde c­ ivilister i sagens tjeneste. Med front mod mig sidder politikere, chefer, producenter, direktører og konsulenter. De har 4


gråt hår og skaldede isser, deres skjorter er dyre og stive, og selvom de sidder ned, og jeg rejser mig op, er de stadig et hoved højere end mig, men de har tørre mundvige, og hænderne holder anspændt om de skrøbelige vandglas af plastik, når de fører dem op til munden, og glassene gen­fyldes af servilt smilende frivillige. De høje herrer er bange for undersøgelseskommissionen, der har indkaldt mig som vidne, og vi er i Nürnberg, Johannesburg og Den Haag, og vi rejser os, da det store integrationsmonstrum snor sig ind ad døren i sin lange, sorte kappe og sin hvide krave og paryk, og det ændrer navn for øjnene af os og bliver til inklusionsmonstrum med et smil, og jeg kaldes op til skranken, og jeg er ikke længere fremmedarbejder, jeg er gæstearbejder, og jeg er ikke længere indvandrer, jeg er nydansker, og jeg har ikke længere minoritetsbaggrund, jeg har interkulturel baggrund, og jeg er ikke første- eller anden- eller tredje- eller fjerde- eller femtegenerations­ indvandrer, og jeg får lov til at give de høje herrer bind for øjnene og rulle tromlen og lade løbet klikke mod deres tindinger. „I må væbne jer med tålmodighed“ siger de, og „tænk på dengang, hvor vi satte en sort kvinde til at sige vejrudsigten“ siger ham med issen og brillerne og skæg­ get, og han holder mig ind til sig, og jeg sidder fast i knu­ set og ved pludselig ikke, hvilket ben jeg skal stå på, for han lugter ligesom morfar Mogens, men han ligner foto­ grafiet fra historiebogen af officeren i rød uniform, der på pladsen i Delhi mejer min indiske forfader ned med en hånddrevet Gatling gun, mens min indiske forfader råber 5


„Viva la Revolución“ på urdu, fordi han vil være herre i eget hus, og vi trækker os fri af hinanden, og jeg aner ikke mine levende råd. Jeg møder min May nytårsaften til en fest på et reklame­ bureau, og hun er inviteret af tvillingerne Mads og Andreas, og jeg er inviteret af Aner Det Ikke, og jeg ankommer med kvinder i fugleformation, og det er mig, der bryder vin­ den, og jeg gør det i smoking, og jeg er højt på strå, for det er længe siden, jeg har lyttet til Hassan, og han har ellers noget at fortælle, for i Beirut tog Yalda sit gode flamenco-­ tøj og gik, og i Aarhus spillede han for tomme sale og to stjerner i Stiften, og nord for København faldt hans morfar Mogens om på lokummet med en knude i skal­ len, og de fyldte ham med kortison og pakkede ham ind i hvid skjorte og hvide bukser højt oppe med udsigt over ringvejen, og morfar Mogens mistede sin personlighed og pegede ud ad vinduet og sagde til mor ­„hobbitterne kører og kører“, og morfar Mogens tørrede langsomt ud i sengen, og øjnene sank dybere ind i hulen, og huden trak sig ned omkring kraniet, og morfar Mogens sluttede af med åben mund og et let „ah“, og vi bisatte ham fra Utzons kirke i Bagsværd, og præsten med det store skæg lod mig læse op fra talen, jeg skrev til morfar Mogens og hans billed­skønne Birthe, som han mødte, da mormor Else trak sig ind i sig selv, og jeg rejste mig og gik op ad kirkegulvet, og jeg foldede papiret ud, og jeg lænede mig op ad kisten for at få støtte til mine rystende ben. 6


Få år efter dør billedskønne Birthe på Fælledgården uden minder om andet end mænd, der var nærige, og mænd, der var gavmilde, og den mest nærige havde et navn, der lød sådan bam-bambam, og den gavmildes lød mere sådan bambum-bambum-bambum, og jeg når at ­besøge Birthe, og vi ser på billeder af morfar Mogens, og vi drik­ ker te og spiser småkager, og hun siger „hvem er det nu, du er?“, og jeg siger „jeg er Hassan“ og tænker „her har jeg været før“, og jeg er tilbage hos mormor Else på Mølle­ gården, og mormor Else siger „hvem er det nu, du er?“, og jeg siger „jeg er Hassan“. Jeg orker ikke at besøge mormor Else, men jeg har trukket mig op ved hjælp af skyld, og jeg kører med S-tog til Lyngby og bybus ad vejen ned til søen, og jeg står af, og jeg slår paraplyen op, og jeg går ned langs en spejderhytte og en radiosender, og jeg når frem, og lugten af parfumefrit vaskepulver og smagsløst kartoffel­ pulver trækker mig ind gennem døren, der skyder til side med en tør lyd, og jeg går ned ad gange, og der er røde mursten over det hele og blomstret patchwork i træram­ mer og linoleumsglat gulv, og jeg nærmer mig kaffestuen og ser det på lang afstand, og jeg stopper op et sekund, for i dag er mormor Else på benene, og i dag holder mormor Else hof, og mormor Else farer til fjerne egne af verden og hiver de andre med, og hun lever livet, og hun maler stuen rød, og hun er Karen Blixen og Emma Goldman og Asta Nielsen, og jeg træder et skridt frem og ind i h ­ endes historie, og „der kommer min fætter Hassan“ siger hun, og „han er fra Indien. Maharaja“, og mormor Else er stolt 7


som en pave, og jeg sætter mig, og hun v­ elsigner mig med hånden på min pande, og hun sidder ved sit s­tore mahogni­skrivebord på godset på Strandvejen, og vi ser ud over Øresund, og vi drikker kakao af kander af sølv, og hoffet lytter betaget til mormor Elses historier fra Kenya og Indien og Peru, men verden skælver, og noget fortaber sig, og noget falder sammen, og mormor Else dykker ned i et andet lag og siger „da, da, da, da, da“, og jeg ser op, og skaren af tilhørere er klædt i tøj, der lugter parfumefrit, og de er bundet til kørestole og slidte stole af bøgetræ, og de mades med smagsløst kartoffelpulver af travle plejere, og saften er lunken, og teen er kold, og jeg triller mormor Else ned på stuen, og vi deler en mad med blåskimmel­ ost, og hun siger „Saga“, inden hun trækker vejret dybt og dykker ned til bunden, hvor jeg ikke kan se hende, og jeg hiver i rebet til dykkerklokken, og jeg kalder hende over radioen, men hun har slukket og svarer ikke, og jeg tager jakken på og slår paraplyen ud og tager bussen og toget, og der går ikke lang tid, inden mormor Else en nat dyk­ ker igen og tager masken af og smider flasken og slipper linen og ­sender et let „ah“ tilbage til sengen, hvor hun lig­ ger, og mor og morfar Mogens vågner, og morfar Mogens aer hende over kinden, og mor folder hendes hænder på ­brystet, og jeg siger „farvel, mormor Else”. Min May tager et fast tag om mig på dansegulvet, og jeg vil ikke have, at hun skal slippe igen, og jeg spræller, og hun holder fast, og vi cykler af sted op ad Godthåbsvej, 8


og der er håb, for min May er fra barndommens gade, og hun har sort hår og brune øjne, og vi mødes om bordet i natten og drikker te, og jeg siger „ved du?“, og hun s­ iger „kender du?“, og vi svarer „ja!“, og hun låser sig inde bag et tykt lag kyskheds-bomuld og falder i søvn, og jeg s­ over ikke før sent, og næste morgen er hun væk, og s­ olen står ind ad vinduet, og jeg ser mig omkring, og der er slidte underbukser og brugte bh’er på gulvet, og der er k­ joler og bukser på stole og opslåede tørrestativer, og der er sko overalt og strømper, der ikke passer sammen, og i det gamle køkken er der fastgroede madrester på den tårn­ høje opvask, og plastikskinken i køleskabet bukker opad i hjørnerne, og plastikosten er hård som sten, og en kvart pakke toastbrød er tør som sand, og dér står jeg med åben mund og polypper og økologi og højt fiberindhold og siger „hun er fantastisk“, og jeg henter computeren og flytter kuffert og tasker og kasser og bøger og mapper og møbler ind i lejligheden, men for hver kasse jeg tømmer, og for hver stol jeg stiller op, tager jeg ejerskab over boli­ gen og min May, og for hver gang jeg åbner et brev stilet til min ny adresse, mærker jeg boligen og min May tage ejerskab over mig, og for hver gang ejerskabet æder sig ind på mig, bliver jeg mere skræmt, og for hver gang jeg bliver mere skræmt, råber jeg højere og vredere og smider en tallerken eller en kop i gulvet ude i det muntre køk­ ken. Min May bager kager og kringler og medaljer, og jeg gør rent og rydder op, og hun smider ud, og jeg samler ind, og hun fyrer af, og jeg sparer op, og hun vil til par­ 9


middag, og jeg vil drikke med drengene, og hun vil giftes, og jeg vil have et barn, og vores forskelle bliver klare som ­krystal, og vores ligheder bliver matte som glasforpestet opvask, og vi fjerner os fra hinanden, og vi bliver skuffede, og vi bliver bitre, og vi gør os hårde, og vi bliver fjender, og vi tager handskerne af, og vi slår igennem, og det gør ondt ad helvedes til, og indimellem indgår vi skrøbelige fredsaftaler, som da svigerfar Mohamed falder om med prop i hjertet, eller da vi gifter os, eller da Sonia kommer til verden, og når freden er ovre, er krigen taget til, og jeg vil ikke tale, og min May er vred på mig, og jeg tænker, at tidligere var det sådan, at når en mand og en kvinde fandt sammen, så fik kvinden en hel masse flere mennesker at tale med, og manden fik en hel masse flere mennesker at fortælle dårlige vittigheder til, og jeg tænker, at der ikke er flere storfamilier i Danmark, ikke ud over indvandrerne og Mærsk, og jeg tænker, at fars familie var en storfamilie, og mors familie var en storfamilie, og at vores hjem er en frygtelig sårbar enhed. Jeg bor lang tid i Mellemøsten, før jeg opdager, at ­kvinder­ne er smukke, og nu kan jeg slet ikke se andet, og da jeg er yngre, beviser jeg min danskhed ved at elske kvinder med hvid hud og blondt hår og blå øjne, og jeg siger højt og tydeligt, at jeg foretrækker dem lyse, og Lotte er den første, vidunderlig blond og fjern i blikket, og jeg kysser hende under skolefestens kysselege, og de er smukke, de læber, midt i det lyse ansigt og omgivet af lyst pagehår, og da jeg 10


første gang får en kæreste, er det Christina, og Christina går til frisøren og farver sit korte hår i nye nuancer af lyst en gang om måneden, og der er Sofie og Signe og Dorthe og Ann og Ane og Trine og Lene og Julie og Maise, og de skinner og stråler med blondt og mellemblondt hår og grønne og blå og lysebrune øjne, og de har mælkehvid flødehud, og vi går tur hånd i hånd, og jeg beder dem tage hatten af og slå solbrillerne op, men undgå solen, og jeg siger til hele verden „jeg har hende, hun er min, og hun er hvid!“. Og så er der Eva! Og Eva er som sendt fra himlen, og Eva er 72 jomfruer og mælk og honning, og ren og uden omsvøb og fuld af tro, og vi supplerer hinanden til perfektion, og vi tager til Athen og sejler fra ø til ø, og vi tager til Bangkok og sejler fra ø til ø, og vi tager til Paris og ser Bjarne vinde, og vi overværer det nye år tage sin begyndelse på La Coupole og i Milano på Piazza Duomo og i København på Trianglen og Langebro, og vi går til parmiddag med Niels og Katrine og Camilla og Christian og Preben og Charlotte, og jeg har fået det, jeg ville have, og jeg er inde i varmen, jeg er på plads, og pengene passer, og Eva folder sig ud og breder vingerne og smider sig ud og flyver, og oppe mod den utroværdigt blå himmel sejler Eva og Sofie og Sine og Dorthe og Ann og Ane og Trine og Lene og Julie og Maise, men jeg basker med armene og hopper på stedet og gør mig umage, og jeg har ikke evnen, så de sejler ind på The Moose is Loose, og de tager Peter og Carsten og Jakob og Jan og Lars i hånden, og de lader ham kysse dem, og han tager dem på brysterne, og 11


de siger „vi elsker dig, Hassan, men du er så fjern, og du er så lukket, og du er så opfarende“, og de har ret. Til morgensamling sender smukke Tina fra 2.g et smil i min retning, og der er ikke én eneste anden Hassan på mit gymnasium, og der er ikke én eneste anden Hassan i hele verden, og jeg er fri, og jeg klæder mig kontrover­ sielt for forstadssmagen, men helt i tråd med det indre København og går i cowboystøvler og hullede jeans og T-shirts og sweatre med mønstre og bomber-jakke, og jeg har hår ned til midt på ryggen, og jeg sveder meget de år, så jeg går med armene over kors for ikke at afsløre sved­ pletterne, og det forveksles med arrogance, og det passer mig fint, og dér sidder jeg så med benene oppe på bordet og en Camel i mundvigen, og jeg er den eneste, der ved, at jeg har lagt størst mulig afstand mellem den indre og den ydre Hassan, og jeg tænker „i aften vil jeg kysse Tina bag en busk og finde vej til hendes bryster under Robe di Kappa-blusen“, og i morgen vil jeg skride gennem kanti­ nen, og alle vil tænke „Hassan!“. Og nu står jeg her på gul­ vet og svinger håret, og så ser jeg det: Jeg får øje på først én Hassan og så én til, og de har skabt plads omkring sig på dansegulvet et stykke fra os og er klædt i primærfarvede drummerboy-jakker, stramme bukser og lakstøvler, og de har pomade i det lange, sorte hår, og de har solbriller for øjnene, og de gør ting på gulvet, som ingen af os andre gør eller tør, og vores højre-venstre-højre-dans falder ­sammen i deres selskab, og jeg må gøre noget, så jeg peger 12


på Prince og Prince og slår en skraldlatter op, og stemnin­ gen letter, og vi genindtager vores space, og de to farvela­ defyre danser ud af vores synsfelt, og jeg er dagens helt, og kort efter står jeg og ser mig i spejlet ude ved toiletterne, og jeg tænker „du er cool“, og jeg fylder hænderne med vand, og jeg bukker mig forover og skyller mit ansigt, og jeg rejser mig, og så står han dér bag mig, Prince 1, og han ser mig ind i øjnene hen over min skulder, og jeg mær­ ker hans hånd tage fat i min skulder, og han svinger mig rundt og griber mig om halsen, og han hvæser med ånde af sød sprut og bitter accent: „Din fucking forræder!“, og i det samme kommer Nikolas ind og træder til og får over­ talt Prince 1 til at slippe mig, og vi tager en pause, Nikolas og jeg, og en Camel til at rette mig ud igen, inden vi træ­ der udenfor, og dér ser vi sporene efter prinserne: Overalt ligger unge mænd med blødende næser og ømme kæber og løse tænder, og da prinserne danser ud ad hoveddøren, er vi en flok på halvtreds, der følger efter for at vise dem, men Prince 2 kaster en flaske Bols op højt i luften og ind i vores flok, og flasken rammer Røde i ­hovedet, og han går ud som et lys, og indenfor er Tina gået, og et par uger efter skifter hun gymnasium. Eva er ikke glad for, at jeg rejser til Mellemøsten, og hun og jeg har siddet og gennemgået, hvad hun skal gøre, hvis jeg bliver kidnappet, og vi er lige blonde i det her, ­selvom hun er ægte, og jeg er falsk, og jeg tager fra Østerbro til Beirut, og jeg ved, at jeg ikke vil vende tilbage til Eva. Jeg 13


ville så gerne være hvid sammen med Eva, men Evas søs­ ter kalder mig gurker, og Evas fætre er grænsebetjente i Korsør, og Evas mor har set Ikke uden min datter på VHS i huset i Ølstykke, og i årene, der følger, rejser jeg frem og tilbage mellem Beirut og madrassen på søster Rebeccas gulv, og på madrassen er jeg bitter og bedre­vidende og besværlig, og i Beirut er jeg den bedste søn og tjener andre racer og tager tunge tørn, og en aften går jeg fra beirut­bar til beirutbar med brevet fra ambassaden i lom­ men, og alle, jeg møder, hører, at „jeg er her på særligt legat“, og alle slår et imponeret klik med tungen. Og så står hun der, Yalda, med kulsorte øjne og kulsort hår, og håret krøller, og jeg krøller og bukker sammen på m ­ idten, og noget har slået mig hårdt i maven, og Yaldas hænder graver sig ind, og de åbner mig og frelser mig og beskyt­ ter mig, og de ved bedre og kender svaret og løser gåden, og vi krydser fra øst til vest og vest til øst i Beirut og verden, Yalda og jeg, og vi slår os ned i Sevilla og Madrid og Paris, og jeg er hendes muse, og hun er min klippe, og jeg er oprørte vande, og hun er den, der glemmer, og det er først, da hun ikke kan glemme mere, at hun slukker mobilen og køber en billet ud af Beirut for altid, og jeg kaster mig i stedet over Cynthia og Rania og Nathalie og Caroline og Ballantine’s med Rafik og rød Libanon med David og coke med Noel, og nætterne overtager dagene, og teaterdirektøren siger „det er ikke godt nok, det, du laver“, og teaterskolerektoren siger „det er ikke et akade­ misk niveau, det, du leverer“, og jeg siger op i vrede, og 14


jeg skriver indlæg i L’Orient-Le Jour og Daily Star, og jeg brænder broer og graver grøfter, og jeg kalder dem kujo­ ner og fortidslevn, og de svarer igen, og de kalder mig arbejdsløs, og jeg siger „I skal se, jeg kan gøre det bedste“ og mobiliserer til borgerkrig, men krigen kommer mig i forkøbet, og Beirut vinder, for Beirut kan brænde præsi­ denter og ambassader og bydele, og jeg kan ikke andet end at spille komedie, og jeg ender alene i Beirut uden talenter, og jeg står og ser på bilvrag og ligdele og bydele, der mangler, og flagstangen, hvor Dannebrog hang og viftede, er bukket sammen og sodet til, og lugten er skarp af grillet kød, og hjertet sidder oppe i halsen, og bilbom­ berne får vinduerne til at skælve, og millioner marcherer for og imod, og jeg går med og er både for og imod, og tankbiler spreder hvidt pulver over murbrokkerne mod stanken, og kommissioner lægger røgslør ud, og jeg lig­ ger fladt på ryggen på taget af en etværelses i centrum, og kirkeklokkerne og minareten kimer og kalder om kap, og jeg ser op på stjernerne, og de leder ikke en skid mod noget som helst, og jeg smider håndklædet i ringen og vinker farvel til Université Saint Joseph og Université Saint Esprit de Kaslik og Lebanese American University og American University of Beirut og Theatre Monnot og Beirut Theatre og David og Danny og Dany og Noel og Ernesto og Marwa og Lama og Cynthia og Beatrice og vender hjem uden tro på gud og demokrati og kærlighed, og „resten er stilhed”.

15


Jeg ser ud over Holmenkollen, og jeg husker skihoppere, der hoppede ufattelig langt og svævede helt ind i stuen i Bagsværd, og jeg forstod ikke, at de turde, og nu hvor jeg ser bakken, og den er urimelig høj og stejl, mærker jeg, at der kun er frygt, når jeg sidder her, intet andet, og jeg ser ned på min tallerken, og den er tom ligesom glasset, og over for mig sidder den øverste chef for det største teater i Sverige, og til højre for mig sidder vicekulturministeren i Norge, og rundt omkring mig er spillere i integrationsspillet i gang med deres kast og stød, og terningerne ruller, og kortene vendes, og jeg går i seng med pessimismen, og jeg vågner for sent næste morgen, og jeg har ondt i låget af vin og cigaretter, og jeg løber ned til morgenmaden, og jeg f­ylder mig med æg og pølser og bacon og lagefrugt med mysli og ­yoghurt, og jeg sluger to kopper kaffe, og da de andre rejser sig, følger jeg med dem ned i vores lille, lavloftede konferencelokale, og chefer og embedsmænd og politikere indtager gode positioner, og jeg sidder ved døren, og når nogen skal ind eller ud, rammer døren mig i nakken, og jeg dukker mig ned mod bordet og min kaffekop, hver gang jeg hører nogen på gangen, og jeg forsøger at gøre alt, hvad jeg kan for at bevare optimismen, men det er frygtelig svært. Jeg skal til begravelse i Kokkedal Kirke, og mor og søster Rebecca og jeg har gået den lange vej fra stationen til kir­ ken, og biler og cykler stopper og spørger, om vi er faret vild, og om vi har brug for hjælp – også på engelsk – og vi siger „nej tak!“ og „no thanks!“, og da vi holder en pause, 16


kan jeg se, at vi er gamle, os tre: Mor har gråt hår og står og vipper fra side til side med stivhed i ryggen, og søster Rebecca er ikke søster Rebecca, men kvinde med barn og mand og grad fra universitetet og stilling som lektor og et alvorligt udtryk i masken, og vi går videre ad veje og ­stier over marker og enge, og solen skinner, og det er køligt. Mors veninde Anita er død af kræft, og jeg har taget dagen fri, og jeg siger „jeg skal være der for mor“, men jeg tænker, at jeg nok i virkeligheden er taget til Kokkedal, fordi tårer for Mads og Janne og Signe, der nu er i fyrrerne, ligesom søster Rebecca og jeg, og minder om barndomslege med børnene Mads og Janne og Signe i en familie så tryg, som kun familier i Kokkedal er det, og salmer og selvvalgte sange fra medbragte musikanlæg med lethed stikker en dag med teateradministration, og da vi går videre, tæn­ ker jeg pludselig, at det egentlig er underligt, at søster Rebeccas dreng er hvid som kridt, når nu min datter er sort som kul. Jeg samler en flok og grundlægger Bevægelsen Brun til samfundsforandring, lighed, frihed og broderskab, og vi er instruktører og skuespillere og journalister og sociolo­ ger og tv-værter og politikere, og vi er halve og hele, og vi er kede og vrede, og vi vil salve og hele. Men vi er anarki­ ster og liberalister og konservative og nykristne og gam­ melateister, og vi stritter i alle retninger, og vi råber og skriger ad hinanden „din håbløse idealist“ og „din uambi­ tiøse pragmatiker“, og sagen drukner i ­diskussioner om 17


visioner og missioner, og vi udmatter hinanden med tale i tunger og følelser fra barndommen og vokse­værket, og tilliden svinder, og mistroen vokser, og det hele slutter med et brag af frivillighed for sagen Brun og sammen­ rend af stjerner med hjerte for velgørenhed og øje for opmærksomhed, og da revolutionen udebliver, og afte­ nen flader ud, og vi keder folk, til de går, samles vi om øl- og chips-donationer i læssevis og ved, at Bevægelsen Brun er frosset fast i tiden, og sagen er tabt, og jeg tænker „vi er selv ude om det“, men jeg løfter mit plastikkrus og siger „dette er begyndelsen på noget stort“ og „vi kommer til at forandre verden“, og vi smiler og skåler og lyver og skråler natten ind i os. Vi nærmer os Kokkedal Kirke, og mor sætter farten op, og søster Rebecca siger „det dér gør hun altid“, og hun stryger af sted med stiv ryg, der vipper fra side til side, og vi sætter tempoet ned, søster Rebecca og jeg, for vi sveder hurtigt, og vi nærmer os kirken og rækkerne af Hyundai’er i mørk metallic, og mænd og kvinder i Troelstrup nikker til hinan­ den og går med langsomme skridt gennem det knasende grus hen mod toppen af højen og den gamle hvide bygning af sten og glas med tårn og rødt tag, og mor er forsvun­ det ind gennem døren, og Hyundai-folket følger hende i halvt tempo, og søster Rebecca og jeg når frem, og nogen maser en salmebog i hånden på mig, og jeg vil ikke lave ballade, så jeg tager den, og vi sætter os under orglet, søster Rebecca og jeg, langt fra familien foran og mor, der v­ inker 18


os frem, og præsten begynder, og vi sætter og rejser os i høflighed som efter en dårlig teaterforestilling, og jeg ser på søster Rebecca og vender øjne ad det hele: salmen, præ­ dikenen, skibet og jeg ved ikke hvad, og jeg vil ikke mere, jeg gider det ikke „hold nu op, det er bluff, han har jo ikke noget tøj på, der er ingen gud“, og jeg læner mig tilbage, og jeg lukker øjnene og trækker vejret dybt. Og så gør de det mod mig, de sataner: Bach! Og jeg tænker „det er tarveligt“, og jeg åbner øjnene, og lyset falder ind gennem de mani­ pulerende smukke ruder i farver, der gør kirken urimelig effektiv, og jeg ser ud over grå pager og lyserøde isser, og jeg ser mors og hundrede andres hvide nakker blive belyst, og de er smukke, de nakker og pager og isser, og jeg hører til og falder ind, og vi holder sammen, og Mads og Janne og Signe, som jeg har kendt, siden jeg var Hassan Ahmad, sidder med blanke øjne og børn i alle aldre og mænd og koner fra Bruxelles og Washington, og de siger „Fader vor“, og Mads, som var en lang dreng, allerede dengang vi spil­ lede skumfodbold med svedige sokker og ølkasser i træ som mål, rejser sig og tænder et anlæg med ledning hen til kirkevæggen, og ud af den lille maskine lyder „No Woman No Cry“, og digerne flyder over, og jeg græder, og da det er slut, er jeg hævet og rød og træt, og det siler ned, og en Huyndai-mand med isse og hans kone med page giver os et lift til stationen, og vi kører uden ord til København, og jeg står af på Nordhavn og svinger benet over stangen og kører cyklen til Østre Gasværk og markerer mig „inde“ på tavlen.

19


Vi bryder ud af Bevægelsen Brun og grundlægger teater­ kompagniet danskdansk, og vi vil lave kulturprodukter, der „vender op og ned på det hele“, og vi beder om mil­ lioner, og vi beder om teater, og vi beder om omtale og goodwill og støtte og kærlighed, og ingen nægter os det, og vi tænker „det var godt nok satans!“, og vi ser den ikke, frygten i deres øjne, når de tænker „dette kunne være frem­ tiden, jeg må hellere give dem noget“, og vi hører den ikke, rædslen i deres stemmer, når de hvisker „jeg vil ikke stemp­ les som ham, der stod i vejen for udviklingen“, og ­pengene fosser ind, og dørene åbnes, og hænderne folder sig om vores, når vi bydes velkommen, og vi får kontor med Mayland på væggen og pink sofa og glasbord og fri kaffe fra cappuccinomaskinen, og vi bydes til premiere til højre og venstre, og vi føres frem til seminarer og konferencer, og vi fortæller vores succeshistorie, og de holder deres godbid­ der frem, og jeg griber dem, og jeg kan danse og synge og stå på bagben og logre, og jeg er gatekeeper og housenigger og onkel Tom og tante Jamima og lille sorte Sambo, og jeg siger „ja, massa“ og bukker og skraber og slikker og sutter og bender over, og de er så sprøde, de pinde­madder, og den er så liflig, den cava, og blød pop og jazz fra husbandet smyger sig ind og finder min modstand i hjernen og bedø­ ver den med løfter om mere succes og flere ­penge og mere magt og flere venner og bedre anmeldelser og Reumert og Bodil og Robert og beundrende kolleger og kvinder, der dåner, og teaterdirektørstol og skræddersyet jakkesæt og håndsyede sko, og Sonia, der beundrer sin far, og mor, der 20


siger „hvor er du dygtig, søn“, og far, der nikker med aner­ kendelse og kærlighed, kærlighed, kærlighed, og jeg tænker med ét, at jeg er så forskellig fra far, som pæren kan f­alde fra stammen, og det er uheldigt, for far kan godt lide far, og jeg minder frygtelig meget om mor, og det er uheldigt, for mor bryder sig ikke om mor. Far og hans klippe­­fasthed og mor og hendes frem og tilbage. Jeg lever i spændet mellem to identiteter, eller måske sna­ rere i spændet mellem forestillingen om to identiteter: den pakistanske og den danske. I den virkelige verden er jeg undfanget i Cambridge og født i Charlottenlund, som barn boede jeg i Bern og Berlin og Bagsværd, jeg lærte tysk, før jeg lærte dansk, jeg talte engelsk med min bed­ ste ven, der hed Suman, som voksen har jeg levet i Beirut, New York og Madrid, og jeg kan klare mig på spansk og bande og dirigere en taxa på arabisk, men jeg kan ikke et ord urdu, og far voksede op som muslim, men er ateist, mor voksede op som protestant, men er buddhist, og jeg er døbt i Helligåndskirken, men jeg har for længst meldt mig ud af Folkekirken, og far lever sammen med sin Alice på Østerbro, og mor er halvdelen af året i en landsby i Sydfrankrig, og jeg er gift med min May, hendes far er fra Cairo, hendes mor er fra Tårbæk, vores datter hedder Sonia Aziza Preisler. Hun er smuk. Murree Hills er forpost til bjergkæden Himalaya, og mange pakistanere har aldrig set sne, og sne er der masser 21


af i Murree Hills, men ingen ved, hvad man skal gøre med den, så skilifter og skiløjper står og henfalder, og skiudlej­ ningen er lukket. Jeg besøger byen med fætter Guddu, og han er et par år yngre end mig, og fætter Guddus stemme knækker over, og hans overskæg er jomfrueligt tyndt og let, og vi rejser med tog på første klasse fra Lahore til Islamabad og med minibus op ad smalle veje og har for lidt tøj på og må købe syntetisk pakistansk vintertøj, og fætter Guddu tager mig i hånden og kæler mig i håndfladen, og jeg gør et hop, for jeg har endnu ikke vænnet mig til, at det er stan­ dard for mænd at holde hånd, når man går tur, og vi er på vej op ad en skråning for at se, om der stadig skulle stå et lille stenhus der, hvor det stod for mange år siden, og hvor farmor Farkhanda fødte far en kold nat i helvede. Og da jeg har besøgt byen, hvor far blev født, vil jeg væk igen, og det kan kun gå for langsomt, for naturen er for overvældende her, hvor man ser ned i Kashmirdalen, og hvor intet slutter i horisonten, fordi den både har K2 og Mount Everest at vise frem, og hvor fætter Guddu kæler for min håndflade, og hvor jeg ligner lort i nylon, og jeg finder en mand med skæg og hue og sjal, han er den eneste, der vil køre i den tykke sne, og jeg køber plads på forsædet, og han skælder mig ud på urdu eller panjabi over noget, jeg ikke forstår, mens vi møver os ned ad bjergsiderne i timevis med livet i hans hænder, og manden ser på mig, som om han vurderer, hvilken sabel han skal bruge på min hals, og da vi ende­ lig når frem til Islamabad, bryder jeg sammen i armene på Sulfikar og Pinky, der er rejst fra Lahore for at møde mig, 22


og de spørger, hvad der dog er sket, og de griber fat i chauf­ føren, og de vil banke ham, og jeg hulker „lad ham gå, lad ham gå”. Københavns Kommune bygger bro mellem „kultur­insti­tu­ tioner“ og unge fra „belastede boligområder“, og de unge møder op hos os til workshop med en workshopspecialist, vi har hentet i Portugal, og jeg er skræmt, for jeg har ikke noget at byde på, og jeg er mindre mand end drengene, der stammer fra Arabien og Tyrkiet og Pakistan, ja, jeg er mindre mand, end pigerne er, og jeg forsøger at gøre mig bredere og dybere, og det kommer til at se underligt ud, og det kommer til at lyde besynderligt, og vi står i rundkreds og leger dramalege og taler om kunst og demokrati, og jeg kan høre, at vi keder dem i sænk, og i pausen stiller jeg mig over til deres gruppe og ryger for at ryge med, men de behandler mig med distance, og en af drengene hedder Hassan som mig, og hans forældre er fra Lahore, og jeg siger „hvor sjovt, det er min far også“, og han siger „nå!“, og jeg siger „jeg elsker Pakistan“, og jeg kan ikke høre hans svar, men jeg tager et stort skridt ind i barndommens teg­ neserie i sort-hvid, og Hassan er med, og han er friheds­ kæmper i sin del af verden, og jeg er med, og jeg er poli­ tisk aktiv i min del af verden, og vi taler sammen, Hassan og jeg, og jeg vil give ham et knus, men han beder mig holde mig væk og spørger „hvad har du ofret for det, du tror på?“, og slaget rammer mig lige midt i fjæset, og smer­ ten er hidsig og dyb, og chokket er stort, og jeg tager mig 23


til næsen, og siger „hvad fanden …?“, og Hassan afbryder mig og spørger igen, hvad jeg har ­ofret for det, jeg tror på, og jeg siger, at jeg er medlem af Unicef, Børnefonden, Amnesty International, og at jeg ikke er husejer, men lejer, og at jeg køber økologisk, og jeg forsøger igen og igen, ind­ til jeg giver op og svarer „jeg har ikke ofret noget som helst, ingen verdens ting“, og jeg ser ikke på Hassan, men jeg ved præcis, hvilke folder hans ansigt har lagt sig i, da han skod­ der sin cigaret og vender sig og går, og jeg vender tilbage til workshoppen, og vi leger „zib, zab, boing“ og sender en usynlig bold frem og tilbage og hen over midten på cirklen, og workshop­specialisten ved ikke, at „zib“ betyder pik på arabisk, og forstår ikke, at drengene og pigerne fniser, og jeg lader, som om jeg ikke forstår, at dramalege er af en anden verden, og som om jeg ikke ved, hvad „zib“ bety­ der på arabisk, og da klokken bliver fire, går alle hjem, og på cyklen på vejen hjem spiller jeg „Father and Son“ fra trådløs sender til trådløs modtager, og jeg tænker på pla­ der, der bliver brændt på bålet, da Cat Stevens bliver til Yussuf Islam og smider en kjortel i farvet batik og trækker i en kjortel af hvid bomuld og ­lader håret klippe og lader skægget stå og går den lange vej fra Woodstock til Mekka. Jeg er født Hassan Ahmad. Det kan jeg se af de gulnede papirer, jeg har liggende i et plastikchartek i en stofklædt, blå brev­ordner inde i min del af Børge Mogensen-reolens underste del bag låger i Oregon Pine, ridset og slidt af en anden familie, der købte dem, da de blev lavet for HB, 24


fordi alle havde ret til designermøbler, og jeg åbner Børge Mogensen på vid gab, og jeg hiver ud og slår op i sorte mapper og tømmer blå brevordnere ud på plankegulvet, og gulnede dokumenter i plastikchartek ser op på mig, og de ældste siger „Ahmad“, og det nyeste siger „Preisler“, og der er mange inde imellem, som siger noget andet, men de fortæller mig alle, at jeg er halvt djævel og halvt barn. Lille Hassan med de skæve ben titter sjældent frem, og djævlen Hassan tordner mod fjender og venner, for han ser ikke forskellen, han sabler dem ned med sin krumsabel, og han er 100 års Hollywood-arabere på kamel og hesteryg, han er fundamentalist med mistro til hele verden, og han ­styrer fly ind i bygninger, og når han ser lille Hassan med de skæve ben, så taler han dundertale til ham. Og da min May ende­ lig siger, at hun ikke kan mere, at hun er for ensom, at hun er for ulykkelig, at jeg er fjern og lukket og opfarende, at vi må dele det hele og give Sonia noget andet, står jeg der med djævlen i hånden og lille Hassan med de skæve ben, og de siger ikke noget, nogen af dem, og jeg putter Sonia, mens min May sover ude, og jeg sidder hos Sonia, til hun falder i søvn, og jeg er mast flad under dårlig samvittighed og skyld, og jeg holder hendes lille hånd i min, og jeg siger „jeg elsker dig, Sonia“, og hun siger „jeg elsker dig, far“, og jeg siger „min Sonia“, og hun siger „min far“, og hendes øjne glider stille i, og jeg smelter højlydt, og jeg hulker mig ud af hendes værelse til det fjerneste hjørne af hjemmet, og jeg aner ikke mine levende råd, og djævlen i mig siger „pas nu på, i him­ lens navn!“, og barnet i mig s­ iger „hold om mig, for satan!“. 25


Jeg flytter ind i Andreas’ lejlighed, der ligger lige om hjørnet, og jeg skal forbi den spanske ambassade og den britiske ambassade og de mange overvågningskameraer, der spej­ der efter Hassan’er med slette intentioner, og jeg skal forbi Sonias vuggestue med au pair-pige-skuret og pædagogerne i Munthe plus Simonsen-gevandter og gummistøvler fra Ilse Jacobsen, og så er jeg der: Andreas bor i en lejlighed, der minder om alle lejligheder i Beirut, med flækket vask og kar og haner uden blandingsbatteri og bulet belægning på køk­ kenbordet og køleskab i gangen og skarpt lys fra 60-wattpære i loftet, og her i lejligheden læser Andreas bøger og surfer på nettet og laver mad i vandbad og vaku­um, og jeg sover på en smal briks og står op, når Andreas serverer ristet rugbrød med blåskimmelost og kaffe med mælk, og vi taler om alt, men ikke om, at min May har sagt, at jeg må ud af hendes liv en tid, og mens jeg går i bad, går Andreas på arbejde, og da jeg kommer ud med håndklædet om livet, finder jeg en seddel på gulvet foran brevsprækken i gangen, og jeg samler den op og læser: „Kære nabo, som du sikkert ved, venter vi en lille pige, og vi har besluttet, at det skal være en hjemmefødsel, så vi håber, du vil bære over med det, hvis det skulle blive larmende. Vi håber selvfølgelig, det vil gå stærkt. Kh dine naboer“, og jeg tænker på Andreas’ papirtynde vægge, og jeg pakker min kuffert og lægger en note: „Kære Andreas. Tak for husly. God fødsel“. Noel har parkeret sin ældgamle Mercedes i kvarteret omkring det græsk-ortodokse hospital, og lyset fra l­ am­per26


ne i gaden er varmt, og man kan klare sig med en tynd trøje, selvom det er nat og efterår i Beirut, og vi har drukket tæt af flasker af lys og mørk sprut på Ernestos store, nedslidte terrasse og gemt os for naboernes blikke og røget joints af helt frisk pot hentet ind fra Bekaar-dalen, hvor Hezbollah hersker, og nu lægger vi Ernesto på bagsædet mellem tvil­ lingerne Mads og Andreas, og han synker ned i søvnen, da bilen gynger på slidte støddæmpere gennem smågader i alt for høj fart, og vi snitter sidespejle, når Noel tvinger os frem og op og ned gennem gyderne, og jeg ser hans helt rolige øjne i bakspejlet, da han trækker solbrillerne op i det sorte hår, lagt tilbage med pomade, og Noel er netop kom­ met ud af spjældet, hvor han har siddet for at have handlet med hash eller hårde stoffer, og Noels lillebror Dany var bedste ven med min bedste ven Danny, og de var uadskil­ lelige og kendt i gaderne som Dany og Danny, indtil Dany stak af med Dannys kæreste med det knaldrøde hår, og siden har Danny ikke talt til Dany, og i bilen er også Rafik, den spinkle billedkunstner med det lyse hår og de grønne øjne, der har trukket Noel ind i vores kreds, så vi har mistet Danny for en tid, for blod er tykkere end whisky, og det er mig, der har trukket tvillingerne Mads og Andreas med til Beirut, og Mads er hippie-kunstner fra Amsterdam, og Andreas er soldat fra Afghanistan, og det er mange år siden, at de gik hånd i hånd for ikke at blive væk, når de var på udflugt med mor og far i Sønderjylland, og nu sidder de her med Ernesto mellem sig og holder hænder, mens de siger fuck og shit, og vi gynger gennem Beirut i alt for 27


høj fart. „Du er sikkert sådan en, der kan lide Chomsky“ lyder en stemme bag mig, og jeg ser ind i et par lumske øjne under sorte krøller, og stemmen hviner over at have afdækket endnu en vesterlænding, der køber pro-arabisk litteratur i Virgin Megastores afdeling for politisk litte­ ratur, og stemmen er klædt i rød Virgin-vest, og vestens navneskilt siger Ernesto, og Ernestos far er socialist og har en restaurant i en gyde i kvarteret Hamra på den anden side af den grønne linje, og han har opkaldte Ernesto efter sin politiske helt fra ungdommen, og Ernesto tjener til studierne på det amerikanske universitet ved at sælge bøger og drømmer om at komme til Frankfurt og studere filosofi, for Ernesto elsker Hegel, Hesse og Heidegger, og på trods af sin skingre stemme og visne arm og skødes­ løsheden over for egen hygiejne taler Ernesto sig ind på pigerne, og Julie fra Skotland og Carine fra Frankrig og Samantha fra England falder pladask for Ernesto. Noel har James Dean-vibe, han klæder sig helt i sort, sorte sko, jeans og læderjakke, og han siger ikke meget, men når han gør, hvisker han tørt, og vi lytter, og han har en hjemmerul­ let joint hængende i mundvigen denne nat på vej gennem Beiruts gader. Vi når frem til Rafiks lejlighed, og jeg tæn­ ker, at han snart bliver fortrængt af alle de Ballantine’skartoner, han har tømt og stablet op, og vi tager plads i sofaerne omkring stuebordet, og det er lavet af en palle på hjul, og jeg ser på døren til værelset ved siden af, hvor jeg ved, hans malerier står stablet op, og der er kun adgang, når hans selvværd tillader det, og absolut adgang forbudt, 28


når det ikke gør, og vi ligger dér, helt rundt på gulvet af sprut og pot, og Rafik disker op med mere Almaza-øl og Ballantine’s og joints, mens vi lytter til Pink Floyd og Cat Stevens og Beatles og fortæller historier, og tvillingerne Mads og Andreas og mig på den ene side og Noel og Rafik med Ernesto snorksovende mellem sig på den anden, og da historierne begynder at kede os, får Rafik en idé: „Lad os lege med Ernestos røv“ siger han, og Noel hvisker „yalla, kom nu!“, og den næste times tid forsøger de at få os til at være med til at skubbe en finger op i Ernesto, mens Ernesto halvt i søvne, halvt vågen råber „la, la!“ – „nej, nej!“ – på arabisk, og Ernesto tigger og beder og skriger om nåde, indtil lydcollagen i en Beatles-sang pludselig river os ud af vores latterkramper, da tvillingen Andreas får tilbagefald til Afghanistan-tiden og fronten i Helmand og rejser sig og brøler „mønsterværnskomplet!“ og smider sig på gul­ vet, og drengene lader Ernesto være, og alle ser på Andreas, og ingen ved, hvad han mener, og Andreas finder ud af sin fejl og siger „nej, jeg mente ’pansret mandskabsvogn’ – jeg troede lige …“. Et par år senere må jeg ringe til Noels tyske kæreste i Berlin og fortælle hende, at Noel er død, og at jeg ikke ved, hvad der slog ham ihjel, men at jeg har en mis­ tanke om, at det var en overdosis. Jeg står alt for tidligt op, eller, jeg står alt for tidligt op, hvis jeg havde et søvnmønster, der kunne definere „tid­ ligt“, men det har jeg ikke, og de seneste to måneder har jeg slet ikke sovet, jeg har ligget og trukket mig selv rundt 29


i manegen, og poserne under mine øjne er tunge, og tein­ ten er grå, og psyken er hysterisk, men vi er så langt ude nu, jeg og mig, at vi ikke længere lader os gå på af det, og vi taler til hinanden, og jeg siger „for fanden, vi sover ikke, og sådan er det bare, kan vi ikke prøve at acceptere det?“, men det virker ikke på mig, og jeg mediterer, og jeg trækker vejret dybt ned i mellemgulvet, som man skal, men det gør mig svimmel, og jeg har været hos lægen et par gange for at tale om min stress og mine bekymringer, og jeg har fået nogle piller, men piller er ikke noget for mig, og huden klør, og knoglerne skraber mod hinanden, og tankerne kører i ring i det uendelige, og jeg står på Rogacki i det, der tidligere hed Vestberlin, Rogacki har altid ligget, hvor det ligger, og her serverer man tysk mad uden hensyn til tiden, der går, og ved kødstanden er det griseknæ og grisetryner og griseører, og ved fiskestanden er det spætte og sild og skrubbe, og jeg står ved fiskene og har bestilt laks med det hele og et glas hvidvin og fal­ der ind, men freden er forbi, da en flok drenge kommer ind: De har sort hår og brune øjne, og de er klædt i løse bukser og kropsnære trøjer, og jeg kan ikke høre, hvilket sprog de taler med hinanden, men da de bestiller rejer og muslinger, gør de det på tysk med street-accent, og de drenge kommer ikke på Rogacki normalt, kan jeg se, og de ansatte bag standen, de store, tyske damer med ble­ get hår og turkis øjenmakeup, kan ikke lide dem, og de andre fiskespisere kan ikke lide dem, så jeg kan heller ikke lide dem, og alle skuler til hinanden og hvisker ord, man 30


ikke kan høre, og damerne sender undskyldende skulder­ løft til alle os andre, og jeg smiler forstående og lader mit kropssprog sige „ja, det var da irriterende, at freden skulle forstyrres på den måde“, og jeg vender drengene ryggen, og de spiser op og går ud, og jeg venter en tid og betaler og forlader Rogacki i den modsatte retning og kan ikke smage den laks, jeg lige har spist. Jeg tager toget til Kastrup meget tidligt om morgenen og går ad lange gange til den fjerneste terminal, og på gul­ vet er trykt med store tal og bogstaver „15 minutter“, „10 minutter“, „5 minutter“, „2 minutter“, „1 minut“, og jeg er den sidste passager, ham, de alle sammen har ventet på, og jeg sætter mig og spænder bæltet og læser manualer om flystyrt, og vi gennemgår brace-positioner og vest- og maskeplacering, og jeg hører dem føre os gennem det på tysk og engelsk og dansk, og jeg ser dem stå og pege og markere og demonstrere, og da vi lander i Berlin, snupper jeg den sølvgrå Samsonite og ruller ind i toget, der holder på perronen, og fløjten lyder i det samme, og toget kører mig til døren, og døren går op, og jeg åbner for strømmen og vandet og varmen, og jeg lægger mig i 14 timer, og jeg vågner i en drivvåd T-shirt og aner ikke, hvad der er op og ned, eller hvad der er mig, og jeg sluger to panodiler og et glas rødvin, og jeg går ud på gaden og misser mod den hårde efterårssol og gyser ad den knivskarpe kulde, og jeg går ned ad gaden og stopper op foran Kafféladen og går ind og bestiller kaffe og croissant og slår skærmen op og 31


ser på siden, og dér er det. Mit punktum. Jeg har sunget klagesange længe nok. Jeg vil være den, jeg er. Nu vil jeg smide det hele over bord og være mig. Da jeg var dreng, sad jeg i hjemmet i Bagsværd og så tv med far, når han kom hjem fra arbejde og jeg fra skole, og kokostæppet strakte sig knudret og bølgende og ueg­ net til myresoldater fra væg til væg, og på det var stablet afsyrede skabe og kommoder og borde og stole, og beton­ murene var dækket af stigereoler i lyst træ med bøger og tingeltangel og kunstplakater i rammer af guld, og det hele var omfavnet af den enorme, mintgrønne hjørne­ sofa, som var bleget af solen og stor og god at slænge sig i, puderne skulle ruskes og rystes på plads, for at man igen kunne kalde den en sofa, og tv’et var kilet ind i stigereolen, og man måtte rejse sig, når man ville skifte mellem DR og Sverige 1 og Sverige 2, og The Cosby Show var ugens højdepunkt, for der kunne vi på dansk tv for første gang se en farvet familie, der var normal, som bestod af velud­ dannede og velfungerende mennesker, der gennemlevede ting og sager af den slags, som veluddannede og velfunge­ rende mennesker gennemlever, og de var ikke fremmed­ arbejdere, eller indvandrere, eller gæstearbejdere med sære problemer, der kun kunne være betinget af deres kulturelle oprindelse, og de var ikke samfundsnassere, og de var ikke en trussel mod nogen eller noget, og når jeg sad i sofaen og så på min far, syntes jeg, at han lignede Bill Cosby, og skammen over hans sorte hår og mørke 32


hud var lidt mindre påtrængende, end den ellers var. Til forældremøderne skammede jeg mig over hans accent, og når vi gik sammen på gaden, far og jeg, sakkede jeg bagud, fordi han var anderledes at se på, og når han en sjælden gang imellem lavede pakistansk mad, gemte jeg alt mit tøj væk i skabe og skuffer for at undgå, at det skulle lugte af karry og hvidløg, og når jeg bestilte tid hos frisøren, kaldte jeg mig Christian og Bjarne og Jesper, og jeg lærte mig selv en remse, som jeg kunne sige i umiddelbar for­ længelse af „hej, jeg hedder Hassan“, og som lød: „Ja, det er et arabisk navn, men far er mere dansk end danskerne, og han er ikke muslim, han elsker øl og pølser, og jeg har aldrig været i Pakistan, som er et tilbagestående og kvinde­undertrykkende samfund, og jeg taler ikke et ord urdu, og mor er lyshåret og har blå øjne, og jeg er født og opvokset i Danmark, og det er det eneste land, jeg kender, og jeg er dansk, helt dansk, 100 procent“. Jeg ser Kat på et varmt bliktag på et teater på Broadway i New York, og jeg har det bedste udsyn til Phylicia Rashad, som engang var fru Cosby, og som nu spiller rollen som Big Mama, og jeg tænker tilbage på oplevelsen med far foran tv’et. Vi venter længe i gangen, inden vi får at vide, at ms. Cosby er klar til at modtage mig, og så går vi ned ad smalle trapper for at møde hende i omklædningen, og mit følge har arrangeret det hele på forhånd, og vi banker stille på hendes dør og lukkes ærbødigt ind af en høj, kul­ sort assistent, og dér sidder hun, fru Cosby, i en lys sofa, 33


der står i midten af hendes store og lavloftede garderobe, og gulvtæpper ligger spredt ud over det meste af rum­ met, og op ad væggene er spejle omkranset af teater­pærer, og fru Cosby er ældre, end jeg havde ventet, og kortere og bredere, og hun rejser sig og går os i møde, og hun er klædt i joggingtøj, og hun er afsminket, og hun har håret trukket tilbage under et farvet pandebånd, og det drilske smil, jeg kender så godt, trækker mig hen til hende, og jeg giver hende hånden, og jeg hanker op i mig selv, og jeg siger til hende, at der er noget, jeg må fortælle, og hun inviterer mig til at sidde ved siden af sig i sofaen, og da jeg ti minutter senere løfter hovedet og har bevæget mig rundt i min barndom og famlet mig gennem historien om Cosby-showets indflydelse på mit forhold til far, ser jeg direkte ind i hendes øjne, og hun lægger sin hånd på min, og jeg må gispe efter vejret og sluge et hulk, og hun spør­ ger „hvad søger du her i New York?“ i en pludselig og hård tone, og jeg fortæller hende om det store arbejdslegat til at udforske inklusionen af den amerikanske mangfoldighed i kulturlivet, jeg har fået, og hun siger „hør her“ og presser sin tone, så den bliver mere direkte, „du kan sagtens slå dig ned her. Selvfølgelig kan du det. Det er vi mange, der har gjort. Og held og lykke, hvis du gør det. Men jeg siger det her én gang, og kun én gang: Din udfordring ligger dér, hvor du kommer fra. Så tag nu hjem til Danmark og tag handsken op! Du har pligt til at deltage i udviklingen af dit sted og ikke bare løbe væk, når det bliver lidt hårdt. Livet er hårdt“. To uger senere har mit ophold i New York 34


nået sin afslutning, og jeg rejser tilbage over Atlanten, og i lufthavnen står far og ser en smule ældre ud, og han har ikke set mig, og jeg vinker, og han løfter hånden til en hil­ sen og går over mod mig, og jeg lægger armene om ham. „Velkommen hjem, Hassan“ siger han. Se, det var en pæn, lille historie. Men den er ikke sand. I virkeligheden kan jeg ikke huske, om vi så The Cosby Show eller ej, men jeg kan huske, at vi så Dallas og Dollars hver søndag, og jeg blev sendt til bageren og købte lagkage, og vi spiste den i den mintgrønne sofa, og den smagte mere af sukker end af kage. Og jeg kan huske, at jeg nogle gange skammede mig over far, andre gange var jeg stolt over ham, og ms. Cosby sagde ikke til mig, at jeg skulle rejse tilbage til Danmark, hun sagde, at jeg ikke skulle bekymre mig så meget, for det hele ville løse sig, og så smilede hun til kameraet, og der blev knipset, og da jeg kom tilbage fra New York, var det ikke far, men min May, der hentede mig i lufthavnen, og hun kaldte mig ikke Hassan, men skat. Jeg flyver altid med SAS, fordi jeg er bange for at ende som et komma i avisen. Den dag det fly, jeg sidder i, bliver kapret, og jeg bliver kidnappet og halshugget, vil jeg være forsidestof; den dag skal TV2 News rydde sendefladen og fortælle, at en af vores nations fremmeste har mistet livet, og jeg er overbevist om, at hvis et SAS-fly hijackes af mænd i partisantørklæder, vil min nation aktivere det bedste af sig selv for at sikre passagerne, om ikke andet, så i deres 35


eftermæle, og jeg er overbevist om, at hvis man finder en passagerliste på et fly fra Pakistan International Airlines med en Hassan på sæde 27A, selv hvis det er en Preisler, så vil man godt nok medgive at, ja, denne Hassan har dansk pas, men jeg frygter, at man vil spørge: „Er det rimeligt at sætte det store redningsapparat i gang for at sikre, at denne danskpakistaner kan vende tilbage til Danmark?“, og jeg kan høre debatten rulle i medierne, mens jeg flyder rundt på en orange flåde i Atlanten og sidder som fange i en brun lerhytte i Sahara. Men når jeg sidder i de blågrå sæder hos SAS, er jeg dansker, der faldt i krig ude i den store verden, og hvis andre Hassan’er med kolde øjne og skarpe barberblade har tænkt sig at skære stewardesserne til blods og bryde ind i cockpittet og slå piloterne til pluk­ fisk og bruge vores maskine som missil og flyve os ind i en skyskraber af beton og stål med et skingrende „allahu akbar“, så er jeg dansk, og på sædet ved siden af mig i flyet sidder pressemanden med det pjuskede hår, og foran mig sidder sminkeguruen med læderhuden, og de hilser, og den ene kan ikke huske, hvor han kender mig fra, og den anden fortæller, at hans kone synes, han arbejder for meget, og de er taget til Berlin, hvor der er European Film Awards. Men jeg skal til seminar om, hvorfor tingene er så uretfærdige, som de er: i teaterbranchen, i filmbranchen, i samfundet, i livet, og vi, kvinderne, de handicappede, de ældre, de farvede, muslimerne, de homoseksuelle, mødes endnu en gang med nationale og internationale midler i lommen, og vi skal holde i hånd, og vi skal klappe hin­ 36


anden på ryggen. Og vi sidder om bordet på en koreansk restaurant i det centrale Berlin, og gulvet under det meget lave bord er hævet og bliver til et bredt vinduesdisplay, og vi sidder til skue for de forbipasserende under menuen i lyskassen, bordet er ikke højere, end at vi føler, vi sid­ der på gulvet, og at vi medvirker i noget på et etnisk plan, og fem kvinder og jeg udgør resterne af uretfærdigheds­ seminaret om ulighed og sexisme i det nordiske kulturliv, og vi taler om, hvor slemt det står til, og hvor ulige vores vilkår er i forhold til ham, vi ikke nævner, teaterlederen, filmlederen, tv-lederen, og vi er enige om, at hans person er forstokket, og hans kunst er gammeldags, og hans facon er diktatorisk, og hans institution er støvet, og jeg sidder og siger mine replikker, og jeg nikker anerkendende til de andres, men jeg finder det stadig sværere at bruge de ord, som jeg flittigt har brugt gennem tiden, og jeg har lyst til at sige til os, at vi skal tie stille, men jeg gør det ikke, og jeg har ondt af os, men jeg siger det ikke, og vi er afkræf­ tede og fast­låste, og jeg skræmmes af tanken om, at det i virkeligheden er os, der er forstokkede og gammeldags og diktatoriske og støvede, og jeg bunder min rødvin. David er sjov at se på: søvnige øjne og smalle skuldre og høj pande. David er noget helt særligt. Han kan ikke væl­ tes, og han kan ikke besejres, heller ikke af begejstring, og det er nok, fordi han har oplevet så meget, som han har, og David mener at gud, demokrati og kærlighed er illu­ sioner, og under borgerkrigen slås Davids familie blod­ 37


tørstigt mod muslimerne i alliance med israelerne, og i Davids landsby står en enorm statue af jomfru Maria og skuer mod det muslimske vest, og i den landsby må to af hans brødre lade livet i krigen mod shiaerne eller sun­ nierne eller druserne eller palæstinenserne, og David har en lejlighed i centrum af Beirut, og man skal kile sig ind mellem to bygninger og mase sig op ad en smal trappe, når man besøger David. David bor alene og forladt med beskidt vasketøj strøet ud over gulvet og møblerne, og vandhaner, der drypper, og et fjernsyn, der kører dag og nat, og man kan altid komme forbi hos David, og der er altid øl i køleskabet og pot i skuffen, og David er beskyttet og kan tillade sig at gøre, som han vil, uden at få besøg af det snagende sikkerhedspoliti, som alle frygter, og til en klassisk koncert i den katolske domkirke ser jeg en dag præsident Gemmayel forlade sine bodyguards og komme hen til David for at give ham tre kindkys, der er libaneser­ nes udtryk for respekt. Jeg har kendt David, siden jeg kom til Libanon allerførste gang, og dengang var borgerkrigen kun lige slut, og syriske styrker stod på hvert gadehjørne i deres dårlige uniformer og våben fra sovjettiden og for­ nærmede os, når vi kørte forbi i mærketøj og BMW, og sådan gik dagene: ud og ind af biler, frem med papirer, op med armene, spred benene. Det er godt at være Hassan på fredage på Props og Harbo­ bar i Blågårdsgade, hvor blonde piger, der studerer noget med „international“ og „kulturforståelse“ og „nær- og fjern­38


­ rientalsk“, siger „hej, Hassan“, og det er godt at være o Hassan i dag, hvor jeg får et opkald fra en blond direktør for en nordisk fond, og hun siger „hej, Hassan“, og direktø­ ren siger, at fonden ønsker flere ansøgninger fra „ny-nordi­ ske“ ansøgere, og jeg gentager „ny-nordisk“, og jeg tænker „det ord har jeg ikke hørt før“, og stavekontrollen accepterer det heller ikke, og mens jeg lærer stavekontrollen, at den må være lidt mere fleksibel og ikke stå så stejlt på sit, siger direktøren, at ansøgningen gerne må gå på projekter, der kan tiltrække et ny-nordisk publikum til den gammel-nor­ diske teaterscene. Jeg sidder og tænker, at der er mange måder at anskue sådan nogle projekter på, og jeg tænker, at jeg kunne opfatte dem som kulturopdragende og formyn­ deriske, og jeg tænker, at jeg kunne opfatte dem som spild af tid og penge, og jeg tænker, at jeg kunne opfatte dem som bagstræberiske og gammeldags, men jeg vælger, at jeg vil opfatte dem som inkluderende, fremadskuende og alle pengene værd – ikke mindst fordi det er store summer, det drejer sig om – og jeg sender en ansøgning i fondens ret­ ning og trækker i jakken og finder minen frem og rejser til Oslo og Stockholm og mødes med cheferne fra det sven­ ske Riksteatern og det norske Riksteatern til samtaler om, hvordan vi får de ny-nordiske til at se gammel-nordisk tea­ ter, og jeg flyver med SAS, og jeg bor på hotel, og jeg spiser middage med dild-tema og drikker drinks med parasol. Jeg har ladet mig klippe korthåret, selv om jeg sagde, at det aldrig ville ske, for „jeg er min egen, og jeg tilpasser 39


mig ikke, og hvis I ikke kan lide mit lange hår, så er det bare surt for jer“, men jeg sagde det kun til mig selv, og da de sagde det højt, at „vi synes, du skal klippe dit hår“, sagde jeg okay og lod det klippe, og nu sidder jeg her med mit korte hår ved siden af Pinky, og vi kører gennem den pakistanske nat, og han spiller Bee Gees på maks. volu­ men, og han synger med i falset, og han smiler over til mig for at se, om jeg er imponeret, og det er jeg, viser jeg ham med brynene, og da han lader mig sidde alene tilbage med Robin og Barry og slæber sin 100 år gamle mor ud af bilen, skruer jeg ned og får en pause, indtil Pinky kommer springende tilbage og svinger bilen om hjørnet og drejer volumenknappen tilbage på maks., og de skriger Children of the World, og han skriger med, mens jeg prøver at stille spørgsmål, „hvor skal vi hen?“ og „er der langt endnu?“, og han svarer „yes, yes!“ og smiler, og jeg giver op og læner mig tilbage, og vi ræser videre ud i natten, vi ligger lavt på vejen i hans sportsvogn, der er rød og ny og skinner i lyset fra gadens gule lamper, og jeg ser på Pinky i Tivolis spejlkabinet, han er bred og smiler altid, og smilet trækker næsen flad, og Pinky gør smilet til en skinger latter, når noget skal løftes ud af en skidt stemning, som den dag, hvor vi besøger Pinkys ven, „han er lærd og meget klog“ siger Pinky, og jeg vil trykke den lærdes hånd, men han tager ikke min, han siger, at jeg lever som et dyr, fordi jeg spiser svin, drikker vin og går i seng med en pige, som jeg ikke er gift med, og Pinkys mågeskrig hviner os ud af hans butik, da jeg svarer tilbage, at gud ikke findes, og at 40


det godt kan være, at jeg er et dyr, men at jeg i det mind­ ste ikke er en idiot, og den lærde spørger retorisk, hvad jeg mener med det, og jeg svarer, at jeg tror, at han ved, hvad jeg mener, og han bander mig sønder og sammen på urdu eller panjabi og med fagter. Pinkys søster er gift med fars lillebror, onkel Baboo, og onkel Baboo er skal­ det og kuglerund og rundrygget og bliver meget vred, når han bliver vred, og onkel Baboo griber rattet og brøler sig gestikulerende vej gennem trafikken, og chaufføren lukker øjnene og beder en bøn, og onkel Baboo griner højt og hæst og slår sig på lårene, når han er glad, og alle ved, at onkel Baboo er forbryder og på flugt fra folk, han skylder penge, og på flugt fra loven, og onkel Baboo har et knojern i inderlommen og en revolver i blankt stål og mørkt træ i handskerummet, og onkel Baboo har tre identiteter og tre familier og tre huse og tre koner og børn med de tre koner, og far sender penge via money transfer til onkel Baboo, når onkel Baboo skal ud af en knibe eller en celle. Man kan ikke lave en aftale med onkel Baboo og regne med, at den bliver overholdt, og jeg har stået på talrige gadehjørner i Lahore og ventet på onkel Baboo og er vendt om og gået hjem igen, fordi onkel Baboo ikke dukkede op. Vi sidder i bløde stole med gyldne armlæn og tjenestefolk i hvide uniformer vimsende omkring os, og på Hilton og Intercontinental drikker vi te og spiser clubsandwich uden bacon, og vi hilser på opblæste forretningsmænd med enorme mobiltelefoner, og vi taler engelsk, for sådan er det 41


blandt mine venner, de taler engelsk med engelsk accent, og jeg er deres grund til at gøre det, og derfor elsker de mit selskab, og vi drikker ud og spiser op, og i ugevis har Pinky lovet mig whisky, men det bliver ved med at trække ud, og jeg trænger som aldrig før, og i aften skal hans løfte indfries, og vi begiver os ud i natten til Bee Gees og kører omveje og stopper og spiser dahl og ris på bagsmækken for at lægge en bund, og vi når frem til et ubeboet hus i et fint villakvarter, og Pinky stiger ud, og jeg stiger ud, og der er mænd foran indkørslen, og de giver os hånd uden ord, og den giganti­ ske villa er omkranset af sort støbejern, og en af mændene låser op, og vi går ind i det tomme hus, betonvægge og stengulve sender lydene af vores sko tilbage i hovedet på os og får os til at gå på tæer, og vagtmanden sendes ud med lidt rupee i hånden, og en af mændene spænder tykke tæp­ per for vinduerne, og en anden af mændene samler husets madrasser i stuen, og da det hele er klar, tænder vi lyset og misser med øjnene, da vi er badet i neon, og flaskerne står brutalt i midten af madrascirklen, og der er isterninger i en spand og 7UP og cola til at blande i, og vi river det i os, mest bare sprut, og den ene bliver fuldere end den anden, og da der ikke er mere i flaskerne, slukker og lukker vi vil­ laen og knuser flasker og brænder etiketter, og det er som altid Sulfikar med de lange krøller, der kører mig hjem, og Sulfikar er anderledes end de andre, Sulfikar kommer altid til tiden, og han har ikke nogen bil og kører mig hjem på sin lille motorcykel, og jeg tænker, at Sulfikar i en anden verden ville være min ven for livet, men jeg er ikke sikker, 42


for jeg ved ikke, om han ville kunne fungere i den anden verden, og én ting, jeg har bemærket, er, at det ofte er lidt med venner fra fjerne egne som med sarier: De føles godt, så længe solen skinner, og sandet er varmt mellem tæerne, men de skriger „feriefejlkøb!“, når man bevæger sig rundt i regnvåde København med dem svøbt om livet. Og der var blonde Ketti, der kom nyforelsket hjem fra Cuba med sin sorte bokser og havde drukket rom og danset salsa og dyr­ ket sex, og Ketti endte med at få et blåt øje og give en udvis­ ning i retur, da hverdagen skulle flyttes fra den cubanske sol til den københavnske støvregn, og der var endnu mere blonde Sidsel, som mødte sin mand i Vestbeirut, hvor hun udførte frivilligt arbejde for en humanitær organisation i flygtningelejren Shatila, og Sidsel endte med at sætte sin mand på gaden, fordi han var for livsglad til hendes tung­ sind, og der var mor, der kom hjem fra Istanbul og kunne sige ting som „jeg vil gerne bede om en kop kaffe og et glas vand, tak“ på tyrkisk og introducerede mig for lægen Sedat, som var et år ældre end mig, og som jeg skulle sitte, da mor begyndte at irritere sig over alle hans ü’er og hans afhængighed og kærlighed. Casterne med navne som LaCopydan og Brüel Von Klit­ zing ringer og siger „hvor kommer du fra?“, og jeg svarer „hjemmefra“, og de siger „nej, hvor er du vokset op?“, og jeg siger „Bern, Berlin og Bagsværd“, og de siger „nej, hvor er du født?“, og jeg siger „Charlottenlund Fødeklinik“, og de siger „hvad er dine forældre?“, og jeg siger „biokemiker 43


og lærer“, „ateist og buddhist“, og de siger „hvor stammer de fra?“, og jeg siger „min mor er fra Bagsværd, og min far er fra Lahore“, og de siger „aha, du er Pakistaner“ og „hvorfor sagde du ikke det med det samme?“ og „vil du være buschauffør, køkkenhjælper, rengøringsmand eller taxachauffør?“, og jeg siger „jeg vil være kulturradikal ari­ stokrat med en sofistikeret personlighed“, og de siger „det står ikke i rollelisten, men du kan spille Samir“, og damen bag skranken siger „værsgo at gå ind“ og sætter et plastik­ skilt på brystet af mig, og jeg skubber til en metalbarre med låret, og den svinger op, og dér står jeg i nye støvler, allersidste skrig, og jeg hentes af en kollega, der er assistent for manden, og jeg spørger ham „hvornår kommer den dag?“, og dagen er kommet, for jeg kan teksten udenad, og han hører mig i den igen og igen, og når vi mødes midt i døren, er det ligesom jeg får stød, og jeg glemmer alt om tøj og bumser i et stykke tid, og jeg skulle have været glad, men jeg bliver trist, for mit hår er helt forkert, og jeg går i det forkerte tøj, og jeg vågner og tør ikke tage hans hånd, så jeg skriver et rasende brev, og sådan skyder jeg en kile ind mellem mig og statsradiosymfonien, og de vælger en fyr, der hedder Sten, og jeg pakker sammen og tager flyet til Mellemøsten og finder hadet frem fra det indre og ven­ der det mod Danmark. „En fremmed er en ven, du endnu ikke har mødt“ har jeg råbt, hver gang jeg har passeret en sæbekasse, jeg kunne stille mig op på, men jeg har anvendt al min kompetence, alle mine talenter, hele mit repertoire på at overbevise Danmark om, at jeg er en skidt fjende 44


at have, at jeg er en stærk spiller at have med på holdet, for jeg gennemskuer og afdækker Danmark og dansker­ nes globale inkompetence og danskernes kulturelle udue­ lighed og danskernes livsfrygt, og jeg ser nationen, og „den har ikke noget tøj på“ skriger jeg og glædes over, at jeg har researchet vidt og bredt og rejst til verdens mang­ foldighedsmonopoler og fundet ligesindede, der kunne bekræfte mig i, at jeg har ret; i, at jeg er til. Jeg er den Hassan, jeg skaber. Jeg er Hassan Preisler, skue­ spilleren, debattøren, den urbaniserede, globaliserede Hassan, jeg er den sofistikerede, demokratiserede, avan­ ceret orienterede, superfremmelige Hassan, og jeg kan ikke tillade mig at gå i H&M, jeg kan ikke lade skjorten være knappet ned eller sætte hatten på sned. Ét fejltrin, én eneste påklædningsbrøler, og jeg er færdig. For meget polyester, og jeg er tyrker, for nystrøgede skjorter, og jeg er araber, for brede jeans, og jeg er pakistaner, for smalle, og jeg er græker. Det er en hårfin balance at skabe sin egen Hassan. Men her er han, trådt direkte ud af bladene. Han bor i New York City og Berlin og Beirut og London og København. Overalt hører han hjemme, overalt falder han ind og forsvinder i mængden af hyperglobaliserede mennesker, og han taler engelsk, tysk og spansk, ikke uden accent, men med den dér helt særlige, flade accent, der er universel og ikke peger i nogen anden retning end mod ham selv eller mod ingenting. Jeg er self-made Hassan, og mit navn er legion, for vi er mange. 45


Micke er svenskernes Hassan, og Hassan er danskernes Micke, og Micke er den sorte leder af dramaturgiatet på Riksteatern, og vi giver hinanden farvede knus, et farvet knus er et knus mellem to farvede, der siger „nå, du malker også!“, og vi er klædt i sorte jeans og fløjlsjakke, hans er rouge, min er olive, og jeg aner intet om hans baggrund, og han kender ikke min, men han og jeg ved, at vi spiller fan­ tastiske assimileringsoverturer hver især, og vi får stående ovationer begge to, og vi er konferencerotter, han og jeg, og vi tager taxa på fondens regning, og vi ser ud ad vinduet, han på sin side og jeg på min, og vi ser grå klipper og snö, og jeg tænker på öl, og på toppen af en lille bakke i det farvede Grønland i det hvide Olso smider taxaen os af, og vi træder ind i det, der engang var en kirke og nu er Black Nordic Theater, og vi modtages af Cliff, og Cliff er lang og senet og har dreads, og Cliff er the real deal, Cliff har ingen fløjlsjakke, og hans hud er furet, hans kranie er tydeligt bag huden, og da han har talt, lægger han armene om os, og vi putter os ind til ham, og vi siger „fantastisk, Cliff“ og „vidunderligt, Cliff“, og så falder talen på bomberne i Oslo og Utøya-massakren, og Micke trækker i jeg-er-ked-afdet-på-jeres-vegne-kappen, mens jeg iklæder mig funda­ mentalisme-er-sådan-noget-forfærdeligt-noget-kutten, og vi siger, at det er højredrejningen, der har gjort det, og vi håber, at Cliff vil sige „I er kloge, I to“, men det gør han ikke, han siger „nej, jeg tror, grunden til, at I i Danmark ikke har et ekstremistisk og højreradikalt miljø af samme omfang, som vi har det i Norge, og som I har det i Sverige 46


(til Micke), er, at I har Dansk Folkeparti, og de har fungeret som ventil for frygten og det had, frygten bringer med sig og den vold, hadet og frygten bringer med sig“, og Micke og jeg dykker ned i suppen og fanger en reje hver og krænger dens skjold af og sluger den. Onkel Amjad skuler til mig, og jeg aner ikke, hvor han ved det fra, at jeg har drukket whisky i villaen, for jeg lister mig ind, når jeg kommer hjem, og jeg sover med åbent vindue, og jeg vågner tidligt næste morgen og går ud, inden jeg møder ham, men onkel Amjad ved det, og hans øjne er helt smalle af mistænksomhed. Onkel Amjad mistænker os alle sammen, han mistænker sin chauffør, sine tjeneste­ piger, sine sønner, sine døtre, sine naboer, sine venner, sin kone, og han låser skabe, skuffer, døre, biler og telefonen på bordet i soveværelset og første gang jeg møder onkel Amjad, er jeg på tur til Pakistan med far og fars Grethe og fars flok af skoleledere og skolelærere i Jaco-sko og fløjls­ bukser og lilla bleer, og onkel Amjad er mistænksom over for far og fars Grethe og skolelærerne og skolelederne, kan jeg huske, og jeg er ti år gammel, og vi har kok, gartner, tje­ ner, chauffør og bodyguard og minibusser, og der er børn uden ben, uden øjne, med bittesmå knolde, der hvor der skulle være fingre, med vidtåbne ganer og kløvede læber, der forsøger at trænge ind gennem minibussens døre og vinduer, og vores vagter smider dem ud, og jeg får syet mit første skræddersyede jakkesæt, og jeg har det på til onkel Baboos bryllup med en smuk kvinde, der bliver mor til 47


kusine Sadia. Enorme gryder og pander med lam og kyl­ ling og okse og hvide ris og kulørte ris og ris med krydderier og naan-brød fra tan­doori-ovn og enorme fade med kager og risbudding og sød grød er stillet op på lange borde, og vi fester i gigantiske telte dekoreret med lange kæder med elektriske lys i mange farver og tunge tæpper på trægulve, og en enorm trone glimter i guld og sølv, og der er mænd i røde jakker med fakler, og onkel Baboo og den smukke kvinde ser hinanden gennem et spejl, nogen holder op mellem dem, og den smukke kvinde bryder sammen, da hun ser ham i spejlet, og onkel Baboo smiler tilbage, og jeg står dér, helt tæt på, i mit skræddersyede jakkesæt og har fået en fedtplet på ærmet, som aldrig kommer af igen, fordi jeg mister ­koncentrationen, da jeg forsøger at forstå, hvad der foregår, og spilder et dryp curry, og senere forærer den smukke kvinde mig en lille kugle af guldfarvet stof, stærkt parfumeret, og beder mig love, at jeg vil ringe til dem, når jeg kommer tilbage til Danmark, men at jeg skal tale med hende og ikke med onkel Baboo, og jeg smelter, og kuglen ender i trækassen, jeg laver på fritidshjemmet i Bagsværd, og i trækassen er også en indtørret søhest, jeg har fundet på Korfu, og oldemor Elises buskort og en sølv­ mønt fra 1863 og en pakke bindi-cigaretter, som jeg ryger i smug uden at inhalere, og bandet spiller på sækkepibe og er klædt i kilt og skrårem, og onkel Baboo og den smukke kvinde kører væk i en fin bil, og jeg står og ser efter dem med fedtplet på ærmet, og et par dage senere, lige inden vi skal hjem, besøger de os på terrassen, og jeg flyver med 48


kampdrage, og det går godt, lige indtil verden drejer rundt, og jeg går bagover og styrter ned fra balkonen, ned i den tomme pool og rammer bunden med et højt knas fra ryg­ søjlen, og alting bliver blåt. Beskeden på Facebook fanger mig med det samme, for jeg kan se, at den kommer fra Tel Aviv, og det gibber i mig, for der er løfter om oplevelser i beskeden, når den kommer fra Mellemøsten. Denne gang er den fra journalisten Hanne. Hun er ved at skrive en interviewbog om danskheden og vil høre, om jeg vil lade mig interviewe, og jeg lukker hende ind, mens jeg taler i telefon, og må henvise hende med fag­ ter til at vente på mig, og hun slår sig ned i sofaen, og jeg afslutter samtalen, og vi begynder med et knus, selv om vi begge kun svagt kan huske, at vi har drukket Almaza-øl på Torino Express i Beirut for mange år siden, og det er rasende Johannes, der ejer Torino Express med plads til 25 svedende gæster, når han pakker den tæt, og Torino Express er bygget i oldgammel sandsten og muret op som en krypt, og væggene er blanklakerede, og panelerne og baren er i mørkt ædeltræ, og ved vinduet under rød neon står Johannes og vender plader i raseri over bomber i biler og kunder, der flygter, og koner, der skrider, når unge damer knaldes i senge på dyre hoteller. Johannes gør mine til en hilsen, når han ser et Beirut-fjæs, han kender, og hans grå hår hvirvler i alle retninger, og hans raseri sprøjter ud til højre og venstre med plader af vinyl og whisky og blå Gauloises, og bag baren på Torino Express er andre mænd 49


med gråt hår og raseri, og Mike er den værste: Når han er på arbejde, må jeg finde alt mit mod og sige „one coffee, please“, for han svarer „you wannabe Arab asshole!“ eller „shut up, you Danish pussy!“ eller „fuck off, you orientalist!“, for Mike er rasende over, at han ikke er ene vest-hane i øst-hønse­ gården Beirut, og jeg ville sådan foretrække at drikke min eftermiddagskaffe et andet sted, for hans ydmygelser får mig til at rødme og svede, men alle, jeg kender, er på Torino Express, og ensomheden rammer hårdt, når den rammer i Beirut. Journalisten Hanne tænder optageren, og vi sætter os om kaffen og småkagerne. Hun er klædt elegant i dyr uld, og der er ikke en meter metervarer på hende, det er kulturradikalt, det hele, også brillerne og håret, og med ét ved jeg, at jeg kender hendes spørgsmål på forhånd, og jeg ved, at jeg har besvaret dem før: Hvorfor er danskerne så lukkede? Hvad er det, danskerne er så bange for? Hvorfor hader danskerne muslimer? Reserverede, frygtsomme og hadefulde danskere er fundamentet, som jeg skal tale oven på, og det gør jeg gerne, men jeg kan ikke gøre det, uden at tankerne svæver i alle andre retninger, mens jeg taler, og de mange gentagelser, jeg leverer, keder mig, og „ja, det er så typisk dansk“ siger Hanne, når jeg hakker min krumsabel ind i dansk humor og køkultur og omgangstone og køns­ roller og mediedækning. Jeg tager med Yaldas far, Fayek, op i Libanons bjerge, og vi taler grimt om muslimer, og han lader mig mærke, hvor omfavnet man kan føle sig i en arabisk familie. Han er en 50


lille mand, Yaldas far, Fayek, men det er mig, der føler mig lille, når jeg står ved siden af ham, han har en bred, flad nakke og kort, sort hår med grå stænk, hængende kinder og tunge poser under øjnene, og vi tager hans enorme Ford Expedition op til toppen af hans land i det smukke Tannourine i det kristne Libanon, og chaufføren lukker os ud og stiller sig tyve meter fra os, årvågen og med jagtgevær over armen, og vi glor ud over massive jorder, tulipan-driv­ huse, æbletræer, arak-bryggerier, kirker, skoler, landsbyer og en gigantisk halvfjerdservilla med 400 kvadratmeter ter­ rasse og indbygget bar med Chivas Regal-flasker en masse og master bedroom med tre trin op til en cirkulær seng, og „alt dette kan blive dit“, siger Yaldas far, Fayek, til mig og lægger en hånd på min skulder, og jeg er ved at besvime af skræk. Yalda har fortalt mig, hvad der vil ske, hvis jeg kom i hænderne på en libanesisk familie, men jeg ville ikke lytte, og Yalda sagde „o.k., men så er du selv ude om det“, og den libanesiske familie rammer mig med al sin kraft, og min hud svider af helvedesild, og jeg har anal-fissurer af stress, og jeg tager tyve kilo på i fed mad, og jeg har non­ stop hovedpine af kæbespændinger og søvnløse nætter, og turene i den hæsblæsende trafik til universitetet, hvor jeg underviser, og smerterne i min røv er ulidelige, og jeg ankommer storsvedende, og vagten vil se mit studiekort, og hver dag siger jeg „jeg er ikke studerende, jeg er under­ viser“, og hver dag ringer han til sin overordnede, og hver dag lader han mig vente ved bommen i den bagende sol, og hver dag siger han „welcome, Sir, sorry for the mistake”. 51


Jeg taler, jeg snakker ikke, og jeg siger ikke „Rebecca og mig er søskende“, men „Rebecca og jeg“, og jeg ved, at det hed­ der „han tog sin hat og gik sin vej“, ikke „hans hat“, og det er af fuldstændig afgørende betydning for mig, at jeg taler korrekt, hvis jeg træder ind i en sal eller et mødelokale eller en café, og skulle det ske, at der i nærheden af mig sidder en anden, der taler bedre, end jeg gør, så lukker jeg mun­ den med syv segl og holder den lukket, og jeg iklæder mig al min vestlige intelligens og kropsholdning og forholder mig moderat kritisk og interesseret og opmærksom, og jeg krydser benene og lægger armene over kors og sætter hån­ den under hagen, og jeg skriver mails og sms’er og breve og indlæg, og jeg læser og genlæser og retter og sletter og slår op og korrigerer i det uendelige, og jeg ved præcis, hvor den sætning, jeg påbegynder, vil ende, og „for det første“ må og skal følges op af „for det andet“, og „som sagt“ kan ikke møde op, hvis ikke det er blevet inviteret, og sten passer til glashus, og skindet hører til bjørnen, og de ti fugle sidder på taget, og hvis det sker, at det kortslutter, og hanen kom­ mer til at lægge ægget, og lyset stiller sig under skæppen, og græsset er grønnere i den anden ende, så må jeg hjem og lægge hovedet i gasovnen og binde rebet om krogen og lade motoren køre i garagen og tømme pilleglasset og gå ned til broen over banen. Det begynder foran spejlet, det hele. Når man skal møde sin skaber, skal man være nybarberet, det ved jeg, for det har jeg set på billeder i sort-hvid fra overvågningskameraer 52


på gader og trapper og stationer i London, og bombemæn­ dene fra Leeds var nybarberede, da de bar deres rygsække med kunstgødning ned i undergrunden og ind i busserne, og de ligner mig, de drenge, i deres jeans og sweatre og magelige sko. „Ud fra hvilke krav valgte de sko den mor­ gen?“ tænker jeg og ser ned på mine fødder. Men jeg skal ikke møde min skaber, jeg skal møde mine medpassagerer i metroen, og de er mænd og kvinder med tasker og i­ Phones og klapvogne og aviser, og de ser op, når jeg træder ind med min kuffert, og jeg spørger mig selv, om flest vil tro, de ser en bombe i mit bælte, hvis jeg barberer mig, eller hvis jeg lader skægget stå, og jeg ser mig i spejlet, og jeg bliver gal, og jeg gør oprør mod mig selv, og jeg smider trimme­ ren fra mig og begynder forfra. „Har du lyst til at lade dig trimme eller ej?“ spørger jeg, men jeg kan ikke kende svaret fra frygten, så jeg vælger den midterste indstilling, for den er lidt af hvert: Den er pakistansk og dansk, den er muslim og ateist, den er Hassan og Preisler. For hver kilometer jeg fjerner mig fra København og nær­ mer mig Havnsø, bliver jeg lidt mere indvandrer, og jeg løf­ ter mig en smule i sædet og ser mig i spejlet, mens jeg kører, og foran mine øjne bliver min hud mørkere, ikke sådan sommer-sol-og-saltvand-mørk, men grålig-og-gustengul-­ mørk, og håret er ikke længere kastanjebrunt, det er knas­ tørt og lillasort, og jeg fortryder inderligt, at jeg ikke bar­ berede mig, da bilen tager det sidste sving ind i Havnsø, og jeg triller den op i rækkerne foran færgerampen, og jeg 53


kører beroligende, og jeg stiger ud med venlighed, og jeg strækker benene, og jeg spejder efter færgen, og „nå, han er nok lidt forsinket“ siger jeg til føreren af nabobilen for at vise, at jeg har været her før, og jeg har styr på det hele, og vi triller ind og tager trapperne op til salonen med den lille café, hvor de sælger pølser og toast, og jeg kender det bedste bord, men jeg lader det stå og tager det næstbedste, for jeg ønsker ikke at lægge mig ud med nogen, der kunne tænkes at tænke, at sådan nogle som mig altid tager det bedste til sig selv, så vi sætter os ved det næstbedste bord, og jeg henter pølser, masser af pølser, jeg bestiller dem højlydt og bærer dem med attitude til vores bord ad flere omgange, og det er de signalrøde, ikke de undseelige blege, og min May smiler, for hun elsker kød og priser sig lykke­ lig for, at hun i dag ikke stopfodres med økologi og højt fiberindhold, og jeg har ladet kufferterne blive i bilen, og pusletasken lynes helt op og tømmes for indhold ud på det grå plastikbord, så alle kan se, at det ikke er en bombetaske, og jeg siger „tager du ikke fødderne ned fra sædet?“ til min May og „lille skat, lad være med at skrige“ til Sonia og „smil til billetmanden“ til mig selv, og vi kører langs vandet til huset, og jeg får allergi, for der er pollen på Sejerø, og jeg snøfter, og næsen løber, og øjnene klør, og hovedet vær­ ker, og jeg rammes af kuller, og allergi og kuller forstærker hinanden og stopper mig ud med vat og stopper mig ind i et lokale, der er stoppet ud med vat, og jeg længes mod frie luftveje og motorveje mod byen, der er tryg, byen, hvor jeg kan forsvinde, for på øen kigger alle på mig: billetman­ 54


den, havnefogeden, bondemanden, kioskdamen, fiskeren, graveren, buschaufføren, og hvert skridt, jeg tager, bliver fulgt af årvågne øjne, på øen står døre og cykler ulåst, for hvor skulle tyven tage hen, når alle overvåger alle, og den eneste exit fra øen, død eller levende, er med færgen, og i Brugsen har damen skulet mistroisk til mig, så længe jeg kan huske, og hun så sådan på mig i 80’erne, 90’erne, og ind i det ny årtusinde skuler hun stadig til mig, og hun gjorde det, da man sagde, at indvandrerne stjæler vores arbejde og vores piger, og hun gjorde det, da man fandt ud af, at indvandrerne er muslimer og terrorrister, og hun skuler stadig på samme måde, nu hvor man har for travlt med sig selv til rigtig at mene noget om dem, og hun ser op, når jeg træder ind, og hendes bekymring for, hvad jeg har tænkt mig at gøre ved hendes land og hendes ø og hendes brugs og hendes liv, har kilet sig ind mellem os, eller måske er det min forestilling om hendes bekymring for, hvad jeg har tænkt mig at gøre ved hendes land og ø og brugs og liv, der har kilet sig ind mellem os, jeg ved det ikke, men hvert år begynder vi forfra, hun med sin mistro og jeg med min, og hvert år når vi frem til en overenskomst efter nogen tid, og hun nikker til mig, når jeg løber forbi hendes hus i Nordby, hvor hun trimmer den trimmede have, og min investering er masser af danskhed: Fyld kurven med flæsk og øl, køb ind i træsko, gå tur ved fyret, vær stille i kirken, kør hensynsfuldt, hils med mådehold, og hendes investering er opgør med flodbølgen af stemmer fra tv’et, hen over hæk og mælkekasser og benzinstander: „Denne 55


mand er farlig, han er religiøs fundamentalist, og på trods af sin danske udstråling, så er hans mission at kolonisere os, overtage os, smide os på porten, slå os ihjel med Sharia, terrorisme, gadevold, narkohandel“, og Ikke uden min datter, og jeg kan se, da jeg løber forbi hækken, at smilet har kostet hende dyrt, det er tydeligt, og jeg elsker hende for det smil, også selvom jeg kan se på de hvide knoer, at hun holder godt fast om lugejernet, og jeg forstår, at det projekt at blive Sejerøbo eller Sejerøing eller Sejerling, eller hvad det hedder, må synes håbløst for den, der måtte ønske at blive det, hvis han ved et tilfælde skulle se mig løbe forbi damen fra Brugsen og se os udkæmpe indre slag for at smile til hinanden, og på terrassen i trykimprægneret lærke­træ sidder jeg tilstoppet af histamin og fortvivlelse og venter på, at piller og positiv tænkning trænger igennem, og jeg hører bilerne geare ned, når de passerer åbningen i hybenbuskene og har frit udsyn til mig og mit assimile­ rings-show, og jeg nikker til dem iført Tuborg og bar mave, og om natten sidder påfuglen på taget og skraldgriner. Tilbage i København mærker jeg storbyens puls som min egen, underligt nok ikke noget, jeg mærker, når jeg dykker ned gennem skyerne og svinger ind over Skåne og venstre om med Kastrup som mål, når jeg vender hjem fra Berlin og Beirut og New York, og jeg smider bilen ud i yder­ banen og drejer fra mod centrum, og jeg børster den sid­ ste rest Sejerø-pollen ud af skægget, og jeg bærer kufferter og tasker og Sonia ind til min May, og jeg stikker af, for 56


byen er by night, og jeg smider mig op på cyklen, håndfar­ vet petroleumsstel glimter metallic, og lilla skærme strå­ ler dekadent, og Bobike-barnesæde med regnslag klaprer mig frem til smarte barer med øl og små skarpe, og jeg skryder og nyder. Men på barerne møder jeg nu og da en anden Hassan, som har adgangskort til det her show, for han laver også kunst og reklame og tv, og han forbander, at jeg er her, og jeg forbander, at han er her, for vi min­ der hinanden om, at vi begge er krøblinger, og som sådan fremstår den hvide Kødby hvidere end kridhvide Sejerø, og jeg mærker små, dødnervøse svedperler løbe ned ad panden, og min tunge fugter knastørre mundvige, så jeg hæver mig op over dem alle sammen og citerer englæn­ derambassadøren James Mellon, der kaldte danskerne for et stammefolk, og jeg kalder alle omkring mig Sejerøbo og Sejerøing og Sejerling og siger, at jeg længes efter New York, og jeg råber, at min May og jeg vil flytte til L.A., og med den sidste rest rank ryg træder jeg ind i en taxa, og cyklen spændes bagpå, og den har overvægt på grund af barnesædet og hænger meget i venstre side, så jeg læner mig mod højre, og chaufføren taler til mig, og jeg svarer, men jeg vender ansigtet bort, for han må ikke lugte alko­ holen i min ånde, for han hedder Hamid eller Hisham eller Hussein, kan jeg se på hans hyrekort, og han ser på mig, og han spørger venligt, hvad der er i vejen, og det får dæmningen til at brase sammen i mig, og jeg giver los og fortæller ham om alt dette frem og tilbage, der skubber og hiver i mig, og han siger, at det kender han godt, for 57


sådan havde han det også, indtil han fandt ud af, at sva­ rene på alt ligger i koranen, og jeg ser over på ham, og han er spinkel, også i stemmen, han er lille og væver og har langt skæg, og han fortæller mig, at han voksede op som araber uden forhold til Arabien, og han havde vendt sig mod mor og far og gud og hummus og tabbouleh, og en dag, hvor han lå ned i sit ingenting, mødte han en pige fra Pakistan, og hun samlede ham op, og de giftede sig, og de slog sig ned i det pulserende Karachi, og han fandt eller blev fundet af gud, og de fik fire børn, og han vendte til­ bage til København med konen og børnene og skægget og koranen, og nu er han midt i trediverne, og han er stålsat og fri af tvivl. Han vil gerne give turen on the house, eller på guds regning, men jeg betaler og koncentrerer mig, alt hvad jeg kan, for at stige ud uden at dingle, og jeg synes, at det lykkes, men jeg ved det ikke med sikkerhed, og jeg parkerer min cykel med Basta og kæde og lister nøglen i døren og falder i søvn på sofaen med den sidste bid rug­ brød med leverpostej i mundhulen foran genudsendelsen af et kokkeprogram med en desillusioneret inder med ­restaurant- og hjerteproblemer og en vred kok, der råber til ham, at han skal genfinde troen og sin sjæl. Samad er mørk og midaldrende og fra Bangladesh, og når Samad går på arbejde, er det som tjener på en indisk restaurant i London. Samad har lange arbejdsdage og lav løn og behandles dårligt af sin boss og belønnes for sit slid med småmønter i tips, når kunderne går fra bordet. Samad 58


slæber brød og ris og kylling og lam og mango-lassi og rød­ vin fra køkkenet til bordet, og Samad bærer tomme tallerk­ ner og glas og bemærkninger om for meget spidskommen og for lidt gurkemeje med tilbage, og en dag tager Samad et stort skilt på maven, hvorpå der står: „Jeg er ikke bare tje­ ner, jeg har studeret, jeg er forsker, jeg har været soldat, min kone hedder Alsana, vi bor i Østlondon, men vi kunne rig­ tig godt tænke os at flytte nordpå, jeg er muslim, men allah har forladt mig, eller jeg har forladt allah, jeg er ikke sikker, og min bedste ven hedder Archie, og jeg er 49 år gammel, og kvinderne vender sig stadig om efter mig på gaden, en gang imellem“, men Samad findes ikke i virkeligheden, og når jeg har mareridt om Samad, vågner jeg med en drøm om, at jeg en også dag kan sætte et stort skilt på maven, men indtil den dag kommer, læser jeg i blade om, hvordan man skal klæde sig denne sæson. Jeg har fundet ud af, at man kan bruge skaftet på to spi­ seskeer og vride låsen på toiletdøren op udefra, og jeg hugger et par fra skuffen, da vi har hjemkundskab nede i det store skolekøkken, og vi laver altid noget med kogte ærter, og det begynder godt og ender skidt, når vi kaster ærterne efter hinanden og Pernille, der er lærer, og hun græder, når vi gør det, og for mig slutter det på gangen med ryggen presset ind i garderobestativet og benene gemt under en frakke, og da klokken ringer til pause, uden at jeg er blevet opdaget, priser jeg mig lykkelig for stativets dybde og frakkens længde, og jeg rejser mig og 59


mærker med fryd de to skeer gnide mod hinanden i min baglomme, og metallet føles vidunderlig skarpt mod ryg­ gen, og jeg venter på spisefrikvarteret og på, at Kamal skal på lokum, og da øjeblikket er der, og Kamal har spist sine chapatier med chutney, samler jeg klassen i stilhed, og vi går i flok til toiletdøren, og jeg ser på dem alle, og jeg vender mig mod døren, og jeg presser forsigtigt de to skeer ind låsen, og jeg holder vejret og vrider den rundt i en hurtig bevægelse og sparker døren op, og dér sidder Kamal, som jeg vidste, at han ville sidde, med fødderne oppe på sædet på hug og bukser og underbukser foldet sammen på gulvet ved siden af toilettet, og jeg ved, at reli­ giøse pakistanere sidder sådan på toilettet, de synes, det er urent at sidde på et toilet, andre har siddet på, og jeg ved, at Kamal er religiøs pakistaner, det har min far fortalt mig, og drengene jubler, og pigerne hviner, og jeg tager Kamals bukser og underbukser og kaster dem ind i flokken, og drengene lader dem gå på omgang, og pigerne væmmes med øjnene gemt bag hænderne, og Kamal tigger os om at give ham bukserne tilbage og lukke døren, og jeg træk­ ker det ud i det uendelige, og det er Iqbal, der til sidst forbarmer sig og giver Kamal bukserne og lukker døren og siger „lad ham være“. En dag dumper brevet ind gennem brevsprækken og siger „kom til Østerbro“, og jeg sælger min sjæl til lavestbydende og opgiver ideen om at flette mig sammen med underklas­ sen og de farvede, og jeg smider mig i armene på kridhvide 60


mænd og damer i grå bukser og firhjulstrækkere, og til fremvisning møder vi op foran repræsentantskabet, der ser os an, og vi siger „jeg er skuespiller“ og „jeg er filminstruk­ tør“, og de dømmer os inde, så jeg bærer kasser og reoler ud og kører med mahognielevator til vores nye hjem og blikke fra dørspioner, og jeg cykler rundt mellem ambas­ sader med kameraer i kupler og spots på høje stænger, der peger i alle retninger, og politibiler, der cruiser i slow forbi med lyskegler, der fejer omkring, og jeg gør mig til, og jeg smiler, og jeg vinker og hopper og danser og køber mere Mogensen og Jacobsen og Panton og B&O og bærer det op med tydelighed, og jeg sikrer mig, at man kan se ægte kunst fra gården og gaden, og jeg steger ikke et gram karry, og jeg siger „shhhh!“ til Sonia og „ikke de sko!“ til min May, og da jeg skal til eksamen på generalforsamling med repræ­ sentantskabet siger formanden „det er ikke sådan, vi plejer at gøre“, da jeg sætter mig på en stol, som ikke er min, og „vi løb en risiko, da vi tog jer ind“, da jeg finder min plads, og da jeg går hjem, tænker jeg „det skal fandme være løgn“, og jeg lader skægget stå, og jeg finder de sorte Dior-briller frem, og jeg kigger med bombe i blikket mod kameraer og biler med spots og naboer i dørspioner og formanden med briller og blikket rettet mod fortiden, og jeg er Ernesto Che Guevara og Ernest Hemingway og Abraham Lincoln, og jeg anlægger skæg mod uretfærdighed og uret, og det klør og kradser i sommervarmen, men jeg lader det stå, og dagene går, og så en dag er det formanden, der ringer og siger „der er en større lejlighed ledig til jer, hvis I vil have den“. 61


Jeg vokser op i Berlins amerikanske sektor under Den Kolde Krig, og vi er omgivet af soldater og 4. juli-parader og Kennedy-statuer, og far er top-notch biokemiker på Max Planck-instituttet, og vi lever omkranset af hegn og en tåget forestilling om verden udenfor og dens mørke kræfter, og jeg er fem år gammel, da jeg bliver socialist, og det er kun, fordi revolutionen endnu ikke har indfundet sig, at jeg ikke er kommunist, men mit mest håndgribe­ lige bidrag til omfordelingen af goderne er, når jeg giver ældre mennesker et bolsje fra min lomme og siger „det skal du have, fordi du snart skal dø“, og far og forskerne klipper hul i hegnet omkring compoundet om natten, når de er på hash og lsd og amfetamin, men hegnet mellem vores verden og forestillingen om verden udenfor er langt sværere at trænge igennem, og hver morgen skal min lykke knuses, og jeg må forlade det arkitekttegnede hjem blandt andre forskere med socialistbørn og løfter om peace and love, og jeg må gå ørkenvandring gennem hullet i hegnet til den fine privatskole, og med spritnyt penalhus og sko­ letaske i primærfarvet plastik trasker jeg frygtsomt af sted, og i skolen må læreren slå, hvis man har det på skrift, og det har jeg ikke, men lussingerne rammer alligevel hårdt, når de bliver delt ud, og på tavlen er der en planche med guld- og sølvstjerner, som vi gør os fortjent til ved at være dygtige og lydige, og jeg er dygtig og lydig, men alligevel bliver jeg tildelt en plads i den dårlige ende af klassen, da vi efter det første skoleår skal deles i to, og jeg ender sam­ men med de af drengene, der har papir på, at de må få 62


bank, og de af pigerne, der lugter underligt, og frikvarteret bruger vi i gården, de dårlige og de dygtige, og i gården er også den smukke dreng; han står midt i det hele omgivet af andre drenge, som han sender ud på missioner, og den smukke dreng har kridhvidt hår, hvidt og rent som vattet i de juledekorationer, vi bygger fra september, til vi endelig får fri lige inden jul, og han er rolig i bevægelserne, og hans stemme er selvsikker, og hans smil er vindende, og selv på lærerne har han den effekt, og de elsker ham, og jeg elsker ham, og jeg spørger mor og far, hvad man gør, hvis man vil være ven med en, man ikke kender, og de svarer, at man bare skal gå over til ham og sige „hej, jeg ville blive glad, hvis du vil være min ven?“, og fra den dag ved jeg, at jeg ikke er i sikkerhed, hvis jeg lytter til deres råd, når jeg skal gøre mig gældende på den anden side af hegnet. Da far går til skolen for at få en forklaring på, hvorfor hans dygtige og lydige søn er endt i bunden af klassen, forklarer lære­ ren, at jeg skriver femtallet spejlvendt, og far svarer „det er der mange børn, der gør“, men læreren siger, at det skyldes mine pakistanske rødder, og far svarer „Hassan kan hver­ ken skrive eller læse eller tale urdu“, men læreren siger, at det må have tvunget sig ned i mig, ind i mine celler, via fars gener og kromosomer – og Sheikh Ph.d. Dr. Asad Farooq Ahmad bestemmer sig i det øjeblik for, at „Tyskland er ikke det rette land for os“, og kort tid efter kommer flyttevognen og kører os til Danmark.


HASSAN PREISLER

BRUN MANDS BYRDE ROMAN

Til Sonia

GRATIS SMAGSPRØVE

Brun mands byrde © Hassan Preisler og Lindhardt og Ringhof Forlag 2013 Forside: idé og foto: Per Morten Abrahamsen Omslagslayout: Imperiet / Harvey Macaulay Grafisk tilrettelæggelse og sats: Remote Grafik / Lars Ole Nielsen Forlagsredaktion: Sune de Souza Schmidt-Madsen POLITIKEN Tak til Louise Ardenfelt Ravnild Trykt hos UAB Print it Udgivelsen er støttet af Statens Kunstråds Litteraturudvalg BERLINGSKE GRATIS LÆSEPRØVE tryk i 8.000 eksemplarer Printed in Lithuania 2013 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, D A G B L A Dder E Nhar E S indgået BUREAU aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk „Forbandet Lindhardt og Ringhof A/S,suveræn et selskab i Egmont bog“ W E E K E N D AV I S E N LINDHARDT OG RINGHOF


„Ualmindeligt vellykket, avanceret POLITIKEN og berørende.”

„Brun mands byrde er en bog, der har manglet i den nationale danske bogreol. Nu er den her omsider. Vær så god at læse BERLINGSKE den!” „Hassan Preisler skriver knivskarpt hvirvlende SKIDEGODT ... Forbandet suveræn bog ... Ligner til forveksling årets debutant.” W E E K E N D AV I S E N

„En rablende diagnosticering af det moderne menneskes livsvilkår ... Vi er alle JYLLANDS-POSTEN perkere.” „Hassan sætter problemer under debat, han kritiserer debatten, og så skrider han af sted til et federe sted, til fiktionen… vi er imponeI N F O R M AT I O N rede.” „En meget lovende debut” DAGBLADENES BUREAU

„Den brune onkel Danny? Hassan Preisler debuterer med rablende roman.”

BT

L I N D H A R D T O G R I N G H O F. D K | FA C E B O O K . C O M / L I N D H A R D T O G R I N G H O F


Brun mands byrde