Da fotografen og jeg ankommer til geologisk museum på slaget ti, som aftalt, er Eske Willerslev i møde. En medarbejder lukker os ind i Geogenetics-afdelingen, hvor Eske er professor, og beklager at Eske nogle gange er lidt distræt når det gælder aftaler. Da jeg spørger ind til om Eske er en travl mand, spærrer medarbejderen øjnene op: „Ja! Jeg ville ikke have hans arbejde. For mange møder, for meget arbejde. “ Ude foran kontoret siden af Eske Willerslevs kontor hænger en seddel med ordene: „No, I don't know where Eske is! No, I don't know if he's in a meeting! No, I don't know when he will be back!“ og til sidst: „No, you can't wait at this office while your waiting for him!“ Klokken bliver 10.15. Klokken bliver 10.30. Det akademiske kvarter er for længst overskredet, men der er åbenbart andre regler når man, som 39-årige Eske Willerslev, er en stor kanon inden for forskningsverdenen. Det er blot en af de betegnelser der bliver brugt om ham, andre ord er superforsker og stjerne. Han har blandt andet modtaget EliteForskprisen 2011. Efter en time opgiver vi. . .
Ikke de klassiske fem år
To uger efter har vi heldet med os. Eske har lige en halv time i sit travle program. Eske Willerslev startede på biologi på Københavns Universitet i 1991. I 1999 fik han sin kandidat. „Min studieforløb er ikke de klassiske fem år, “ fortæller Eske på sit kontor, hvor der ligger flere mammutknogler, som Eske har indsamlet. I løbet af sin studietid tog Eske mange sabbatår, hvor han rejste rundt i Sibirien med sin bror, antropologen Rane Willerslev.
68
Her indsamlede de knogler fra mamutter, bisonokser og andre dyr. Mens Eske var ude på ekspeditionerne, tænkte han at det var karrieremæssigt spildt tid. Det viste sig, at det var det ikke. „Den dér
» Arbejdet som forsker er en livsstil. Hvis du vil have et 9-16 arbejde, skal du ikke være forsker « knogle, “ siger Eske og peger på en kæmpe lårbensknogle fra en mammut. „Den har jeg brugt i min forskning senere hen til at trække DNA ud af og f.eks. finde ud af at der også har levet hvidhårede mammutter, “ fortæller han begejstret.
Røvsygt studie
Selve biologistudiet synes Eske var kedeligt. Eller røvsygt som han udtrykker det. „Når vi fik lov at lave forsøg, var det forsøg som 100.000 andre studerende havde lavet før dig og hvor du kendte udfaldet. “ Først da Eske skulle i gang med specialet fangede studiet for alvor. „Via specialet fik jeg for første gang mulighed for at lave noget nyt. “ Eske og en medstuderende var de første i verden der påviste at man kunne udvinde DNA-arvemasse fra iskerner. Deres speciale blev trykt i PNAS, et amerikansk videnskabstidsskrift. Hjemme i Danmark ventede Eske på en ph.d.
Fra almost nobody til somebody
Mens han ventede, ringede telefonen en dag. Det var NASA. De inviterede ham til Chile til en konference, hvor professorer fra hele verden skulle diskutere hvordan det var muligt