Page 1


LEDER: Nu starter det globale klima-show

N

I dette  nummer  af  STATEN  kan  du  bl.a.  læse  Søren  Riishøjs bud på resultaterne af klimaforhandlingerne.  Du kan også blive klogere på, hvordan man forsøger  at  reducere  CO2‐udslippet  ved  at  markedsliggøre  det,  og  hvad  der  vil  ske,  hvis  vi  ikke  gør  noget  ved  klimaudfordringerne.    STATENs  nye  rapporter  har  været  i  DR‐byen  for  at  snakke med Mads Brügger – manden bag dokumen‐ tarserien Quatraro Mysteriet.  Læs denne spænden‐ de  artikel.  Derudover  kan  du  (måske)  se  billeder  af  dig  selv  til  FUS‐festen,  eller  læse  om,  hvordan  du  kommer på date med DIVA!   Til  slut  vil  vi  gerne  komme  med  en  opfordring  til  studiets kreative ildsjæle – fra det nye år mangler vi  en ekstra layouter her på STATEN. Hvis det er noget  for  DIG,  så  kontakt  en  du  kender  fra  redaktionen  eller skriv en mail til staten@live.dk.   

etop i dag starter årets helt store politi‐ ske event – COP15! Om små to uger vil  vi alle have vished om resultatet af top‐ mødet, der afgør klimaets fremtid fra år  2012 til år 2020.  

Heller ikke  i  STATEN  har  vi  kunne  undse  os  en  vis  form  for  klimafeber!  For  os  statskundskabere  vil  spændingen ingen ende tage(!). Det er nu, de politi‐ ske  forhandlingsteorier  og  gode  gamle  Mancur  Olsons teori om kollektive handlingsproblemer skal  afprøves  empirisk.  Danmarks  klima‐darling  nr.  1,  Connie  Hedegaard,  har  de  seneste  år  prøvet  at  overbevise verden om, at en juridisk bindende afta‐ le i København er afgørende for vores fremtid. Det‐ te budskab er dog druknet i dårlige undskyldninger  og en amerikansk sundhedsreform, og vi er nu endt  på den laveste fællesnævner – en politisk bindende  aftale!  Hvilken  nedsmeltning  af  forventningerne…  Kan  det  alligevel  blive  en  succes  i  København  de  kommende  dage,  eller  er  topmødet  en  fiasko  før  det er begyndt?      

God jul, godt nytår og held og lykke med eksamener‐ ne til januar!   

Mette Kirk &  Marie  Kristine Bonde  Larsen,  redaktø‐ rer på STATEN 

3


Fordomme om statskundskabere Af Abbi Moreno og Jakob Olesen

S

emial, Mashal, Ayan, Scyma og Mia, læser  HA.jur.  ”Statskundskab er vist det samme som  samfundsfag. Man kan blive noget inden‐ for staten eller politiker…? Det er enten noget tørt  noget med forvaltning eller også noget med miljø  og grundloven”.   Hvad ville du sige til en statskundskaber, hvis du  mødte personen til en fest?   ”Jeg ville slet ikke snakke med dem, sikke en nørd  – farvel og tak. Hvis jeg mødte dem til fest ville jeg  sige: ’jeg tror du er gået forkert i byen’”. En af de  andre i gruppen tilføjer, at statskundskabere sik‐ kert snakker for meget. 

”Jeg ville nok spørge ind til, hvad det mere præcist  er, at vedkommende læser?”    Rita og Helle, bygningskontoret  Helle: ”Statskundskabere er vist sådan nogle tørve‐ trillere, der senere kommer til at fungere som  håndlangere i ministerier eller på Christiansborg,  eller også bliver de undervisere og skriver bøger.   Nu om dage er det vist meget blandet, men for  f.eks. 10 år siden var det sådan nogle nørdede  nogle i blå skjorter og morfar‐bukser”.   Rita tilføjer: ”Generelt set er de i hvert fald sådan  nogle, der følger med i hele verden”. 

Sidsel, Isabella og Elisabeth, læser Jura  ”Fuck hvor lyder det kedeligt, ja endda mere  tørt end jura!” udbryder pigerne.  ”Det handler sikkert om staten og sådan  noget som økonomi og historie. Det ligger  meget uden for min verden”, siger den ene.  ”Jeg gik i klasse med en i folkeskolen, der gerne  ville læse statskundskab. Det var sådan en type,  der var elevrådsformand. Hun læste altid avis og så  nyheder. Jeg tror generelt, at statskundskabere er  sådan nogle venstreorienterede nogen med parti‐ sanertørklæder”.  Hvad ville du sige til en statskundskaber, hvis du  mødte personen til en fest? 

Claus og Per, maskinarbejdere på SDU  Til spørgsmålet om statskundskab udbrød de:  ”Pissekedeligt, desuden er de fattige, da de er på  SU”, hvorefter han tilføjer, at dem der har penge,  er dem, der har et dødssygt job i Bilka ved siden af.  Per uddyber, hvorfor det er kedeligt: ”De går op i  tørre ting som økonomi og viden om staten. De gør  det sikker pga. de ikke er praktiske anlagt”. 

4


Studietur til Baltikum – Finanskrisen uden for Danmark Af Dennis Raptis-Brødsgaard, Niels Vestergaard og Lasse Stentoft - SILBA Fyn

D

en økonomiske krise kradser for tiden.  I  Danmark  mærker  vi  det  i  form  af  et  dalende  forbrug,  stigende  arbejdsløs‐ hed og banker, der går fallit. I Baltikum  mærkes det ved fordobling af arbejdsløse, halve‐ ring af velfærdsstaten og kolde vintre.    I  90’erne  blev  de  tre  baltiske  lande,  Estland,  Let‐ land og Litauen, kendt for at have Europas højeste  vækst, og efter optagelsen i EU i 2004 fik de tilnav‐ net ”De baltiske tigre”. Årets studietur i SILBA Fyn  gik til de tre baltiske hovedstæder: Tallinn, Riga og  Vilnius.  På  turen,  der  lå  i  dette  års  efterårsferie,  deltog  også  flere  statskundskabsstuderende  fra  Syddansk Universitet.  Dyre biler trods økonomisk krise  I  de  tre  baltiske  lande  oplever  man  nu,  efter  en  årrække med økonomisk fremgang, en hård økono‐ misk krise.  Det  estiske  parlamentsmedlem  Silver  Meikar  for‐ klarede,  hvordan  den  positive  indstilling  til  mar‐ kedsøkonomien  i  forbindelse  med  Estlands  brud  med  Sovjet,  har  gjort  landet  til  en  utroligt  stabil  økonomi.  Estland  var  nemlig  det  første  af  de  tre  baltiske  lande  til  at  åbne  fuldstændig  op  for  det  indre marked, og via finske tv‐kanaler under sovjet‐ tiden  blev  esterne  forberedt  på  det  frie  marked,  hvilket  kan  være  en  af  grundende  til,  at  Estland  klarer sig bedre igennem krisen end de to baltiske  naboer. 

Morten Hansen mødte os, da vi ankom til Riga, og  han fortalte om letternes lystige forbrug under det  økonomiske boom. Et tydeligt bevis på dette var de  mange  luksusbiler,  som  stadig  var  i  gadebilledet.  Han  har  boet i  Riga siden  1993 og er  institutleder  på  Stockholm  School  of  Economics  i  Riga,  og  har  derfor  dyb  indsigt  i  den  økonomiske  udvikling  i  regionen.  I  Riga  oplevede  man  en  stor  kontrast.  Tiggere  på  gaden kunne for få måneder siden have haft gode  jobs og en fornuftig levestandard. Nu står de uden  arbejde  og  uden  socialt  sikkerhedsnet.  I  Danmark  ligger  arbejdsløsheden  pt.  på  5  pct.,  mens  man  i  Letland kæmper med en arbejdsløshed på hele 18  pct.!  Fiktive firmaer og flad skat  Den flade skat i Litauen og et skattesystem, der via  oprettelse af fiktive firmaer gør, at det er muligt for  snedige  litauere  at  snige  sig  uden  om  at  betale  skat,  gør  det  svært  at  opretholde  et  anstændigt  velfærdsniveau.  Denne  ultraliberale  holdning  til  skattebetaling  kan  skyldes  mistillid  til  staten,  der  kan  være  opstået  efter  års  undertrykkelse  i  det  gennemkorrupte Sovjetunionen.    Forestillingen om Baltikum som ren grå beton blev  gjort  til  skamme  under  efterårets  studietur.  Balti‐ kum  har  nået  en  levestandard,  der  minder  meget  om  den  danske.  Forskellen  er,  at  befolkningerne  i  de baltiske lande ikke har noget sikkerhedsnet, hvis  økonomisk  krise  eller  sygdom  bliver  en  realitet.  Lige nu er  mange  års  økonomisk fremgang  erstat‐ tet  med  dyb  økonomisk  krise  –  langt  værre,  end  hvad  vi  kender  til  herhjemme.  Til  trods  for  ”De  baltiske  tigres”  slingrende  økonomi  er  man  dog  stadig positivt stemt over for fremtiden.  

SILBA: Support Initiative for Liberty   and Democracy  ‐ NGO der blev startet i 1994 af Venstres ungdom  og  hed  oprindeligt  Support  Initiative  for  Liberals  in the Baltic States  ‐  I  2004  blev  SILBA  apolitisk  og  i  2006  skiftede  organisation til dets nuværende navn.  ‐ SILBA har 5 lokalafdelinger i Danmark  ‐  Er  man  medlem  af  SILBA  kan  man  søge EU  om  støtte, hvis man har et projekt.  ‐ SILBAs ture går primært til Østeuropa  www.silba.dk  

5


Nyt fra instituttet Nyansættelser: Dorthe Lund Kaack, ph.d.-studerende Fratrædelser: Rens van Munster, fratrådt som lektor pr. 1. nov. Carsten Strømbæk Pedersen, fratrådt som forskningsassistent pr. 1. nov. Udgivelser: Berg, Rikke & Ulrik Kjær. “Facilitation in Its ‘Natural' Setting : Supportive Structure and Culture in Denmark” pp. 55-72 in James H. Svara (ed.). The Facilitative Leader in City Hall: Reexamining the Scope and Contributions. Boca Raton: CRC Press Christensen, Jørgen Grønnegaard, Poul Erik Mouritzen og Asbjørn Sonne Nørgaard (red.). De store kommissioner - vise mænd, smagsdommere eller nyttige idioter. Syddansk Universitetsforlag Christoffersen, Henrik & Kurt Klaudi Klausen. Den danske regionskonstruktion. Spillet om Region Midtjyllands dannelse og konsolidering. Odense: Syddansk Universitetsforlag. Elklit, Jørgen & Ulrik Kjær. ”Split-ticket Voting in Times of Sub-national Government Reorganisation: Evidence from Denmark” Scandinavian Political Studies, 32(4): 422-439 Elmelund-Præstekær, Christian. ”Folketingsvalg og blokretorik: Negative kampagner og partikonkurrence 1994-2007” Tidsskriftet Politik, 12(2): 42-55 Emmenegger, Patrick. “Barriers to Entry : Insider/Outsider Politics and the Determinants of Job Security Regulations” Journal of European Social Policy, 19(2): 131-146 Hopmann, David Nicolas, Christian Elmelund-Præstekær, Erik Albæk & Claes de Vreese. “The Public or Parties in the Press? A Study of Public, Party, and Media Issue Agendas in Five Danish Election Campaigns” Javnost - the Public, 16(3): 71-84 Klitgaard, Michael Baggesen & Asbjørn Sonne Nørgaard. „Mellan reformkapacitet och politiska kostnader: En analys av två välfärdsreformer i Danmark” pp. 188-199 i Peter Santesson-Wilson & Gissur Ó Erlingsson (red.). Reform förändring och tröghet i välfärdsstaterne. Nordstedts Förlagsgrupp. Sørensen, Nils Arne & Klaus Petersen. ”Tørstens allerbedste ven: Cola'ens Danmarkshistorie fra 1930'erne til 1960'erne” Historisk Tidsskrift, 108(2): 425475

Ledige Stipendier: Der er opslået 1-2 ph.d.-stipendier op inden for Statskundskab. Se: www.jobs.sdu.dk/vis_stilling.php?id=5470&lang=da.

7


Global opvarmning - en realitet eller Af Camilla Green og Lilian Lourenco December måned 2009 bliver en hektisk måned for  københavnerne, da FN’s klimakonference COP15  skal afholdes i Bella Centret fra d. 7. til 18. decem‐ ber. Det er den 15. klimakonference, der bliver  afholdt af FN, og den skal være efterfølger for Kyo‐ to‐aftalen, der blev vedtaget i 1997 i Japan, når  denne udløber.   Dette er et internationalt projekt, der bringer re‐ præsentanter fra hele verden til København for at  deltage i klimadebatten. Formålet med selve kon‐ ferencen er at mindske udledningen af drivhusgas‐ ser, der kan være skadelige for miljøet, samt denne  gang at få alle lande til at deltage i klimaaftalen om  at mindske deres udslip og overholde CO2‐ kvoterne. Den kommende aftale menes at træde i  kraft fra 2012.   Klimadebatten i Danmark er lige nu på sit højeste.  Grundet klimatopmødet lægger alle pludselig mær‐ ke til, at isen på Grønland smelter, temperaturen  stiger og arter uddør. Men men men… Grønland er  der stadigvæk, vi går alle sammen rundt og fryser  og er det egentlig ikke krybskytterne, der udrydder  dyrearterne og ikke den globale opvarmning? 

neskeskabt, men han sætter fokus på, om det nu  kan betale sig at gøre noget ved det.   Lomborg har en prioriteringsliste, hvor han opstil‐ ler en række globale problemer, som han mener,  hele verden bør deltage i at løse. Det er ikke just  den globale opvarmning, der figurerer højest på  denne liste, men derimod argumenterer Lomborg  stærkt for, at der er andre og vigtigere emner,  såsom fattigdom, sultne børn og AIDS, som vi bør  prioritere, før vi bruger en masse penge på be‐ kæmpelse af den – måske – menneskeskabte glo‐ bale opvarmning.  Bjørn Lomborg er ikke klimaforsker og er ikke ud‐ dannet inden for naturvidenskaben. Han er der‐ imod uddannet politolog ved Århus Universitet. På  trods af, at Lomborg ikke er klimaforsker, blev han i  2002 ansat som direktør for Institut for Miljøforsk‐ ning; en stilling, som han i 2004 valgte at forlade.   Lomborgs klimaforskning er set med cost‐benefit‐ analyser, hvor han simpelthen opstiller, hvad der  økonomisk bedst kan betale sig at gøre noget ved i  denne verden. Han mener, at det er billigere at  udvikle den frie markedshandel i Den Tredje Ver‐ den end at løse klimaproblemer. Desuden går Lom‐ borg ikke ind for Kyoto‐aftalen om C02 kvoter, og  mener i stedet, at det økonomisk set har en større  effekt, hvis man på længere sigt satser på vedva‐ rende energi.  Vi prøver at få fat i Bjørn Lomborg, for vi vil meget  gerne vide noget mere om hans idé om klimade‐ batten som en cost‐benefit‐sag, men Lomborg  mener desværre ikke, at han har tid til at diskutere  klima med statskundskabere fra SDU.  Hvad ved vi egentlig om den globale opvarmning?  Samtlige forskere inden for miljø og klima er enige  om, at den globale opvarmning er menneskeskabt,  og vi er nødt til at gøre noget ved det hurtigt.  Det er næsten umuligt at finde forskere, der mener  noget andet, på trods af at det ikke kan bevises  med 100 procents sikkerhed, at klimaændringerne  er menneskeskabte.  

Den famøse Bjørn Lomborg er en af de eneste, der  tør stille spørgsmålstegn ved forskernes resultater  af den globale opvarmning. Bjørn Lomborg betviv‐ ler ikke, at den globale opvarmning kan være men‐ 

8


et luftkastel? Klimaforsker Matthias Heymann siger: ”Når det  kommer til stykket, er det vanskeligt at vurdere  klimamodellernes troværdighed”. Han argumente‐ rer for, at de computere, der anvendes til at lave  klimastimulationer simpelthen ikke er store nok til  at kunne indeholde alle de komplekse data, der  findes i den fysiske, biologiske og astronomiske  verden. Han siger dog ikke, at computerne slet ikke  kan bruges til noget, men kommer frem til det  resultat, at vi intet kan sige med sikkerhed på bag‐ neskene i Den Tredje Verden, hvis problemer ikke  er et ’måske’ i fremtiden, men et problem nu og  her.  Hvordan kan vi forene dette, så både klimaet og de  sultne får hjælp, og hvad der er vigtigst nu er her er  måske et cost‐benefit‐spørgsmål?  Vi ved vitterlig ikke, hvor meget, vi mennesker har  indflydelse på klimaet, og det er derfor svært at  bruge vores rationalitet til at løse spørgsmålet.  Måske vi skal passe på med dommedagsprofetier‐ ne, men samtidig huske, at der rent faktisk kan  være et kæmpe problem lige om hjørnet, som vi er  nødt til at tage os af.    Ergo må vi sige: tag cyklen i stedet for bilen! Men  lad nu være med at ligge søvnløs om natten af frygt  for, at vi alle kommer til at drukne om 10 år!  grund af den viden, vi kan tilstræbe os i dag.  Alt dette ændrer ikke på, at langt de fleste forskere  er enige om, at den globale opvarmning er menne‐ skeskabt, og dem der ikke er helt enige, tager sta‐ dig muligheden som en realitet. Vi kan altså kon‐ statere, at den globale opvarmning kan være men‐ neskeskabt.   Hvad skal vi gøre ved det?  Hvem skal beslutte, hvilken model, der er den rigti‐ ge?  Forskere mener, at dette er et konkret problem,  der skal gøres noget ved. Hvis de har ret, er det jo  ekstremt vigtigt, at vi prioriterer klimaet, hvis vi  ønsker vores fortsatte eksistens. Men skal vi beko‐ ste så meget på miljø og klima, at vi glemmer men‐

De fire  scenarier   Hvis klimaproblemerne er menneskeskabt Hvis ikke klimaproblemerne er menneskeskabt

9

Hvis vi gør noget ved klimaproblemerne Så har vi brugt pengene fornuftigt og reddet verden Så har vi spildt en masse penge og tid på ingenting

Hvis ikke vi gør noget ved klimaproblemerne Så er vi på røven! Så har vi sparet en masse penge og været heldige ved at satse på det rigtige


CO2 - markedsliggørelse af luft Af Marie Kristine Bonde Larsen 14,40 €  pr.  ton  –  så  meget  koster  det  at  udlede  CO2.  Men  hvorfor  har  man  markedsliggjort  luft,  hvordan fungerer det og hvilke konsekvenser har  det fået?    O2  er  kuldioxid  og  regnes  for  en  af  de  drivhusgasser, som man mistænker for at  være  skyld  i  verdens  klimaforandringer.  Den bruges til at forklare drivhuseffekten,  der varmer kloden op, og derved er skyld i naturka‐ tastrofer som  orkaner  og  oversvømmelser.  CO2  er  menneskeskabt,  og  derfor  kan  vi  gøre  noget  ved  den, så vi kan redde vores klima.  Dette  ræsonnement  synes  at  ligge  til  grunde  for  den  politiske  løsning,  som  blev  vedtaget  i  Kyoto‐ aftalen  af  1997.  Her forpligtede  verdens  stater  sig  til  at  reducere  deres  CO2‐udslip  ved  at  indføre  et  cap‐and‐trade‐system  med  CO2‐kvoter,  som  skulle  være gældende fra 2005. En CO2‐kvote svarer til et  tons CO2, og hvert land fik bevilliget et antal kvoter  ud fra deres CO2‐udledning i 1990. Samlet set skul‐ le  staterne  reducere  udslippet  med  5,2  %  i  2012,  heraf  forpligtede  EU  sig  til  at  reducere  sit  CO2‐ udslip med 8 % og Japan med 6 %. Rusland, Kina og  Indien  skulle  ikke  reducere  deres.  USA  havde  egentlig forpligtet sig til en reducering på 7 %, men  da aftalen aldrig blev ratificeret, er løftet reelt ikke  trådt i kraft. 

C

CO2‐kvoter på børsen  For  at  reducere  CO2‐udslippet  valgte  EU  og  New  Zealand  at  markedsliggøre  det.  Dvs.  at  en  stats  CO2‐kvoter 

10

videre skal fordeles på de virksomheder, der udle‐ der CO2. Lidt ligesom en bankkonto, sætter staten  dermed et antal kvoter ind på en virksomheds CO2‐ konto, som registreret af EU. Det er så op til virk‐ somhederne  selv  at  indberette  deres  CO2‐forbrug.  Hvis  en  virksomhed udleder  mere  CO2 end bevilli‐ get, bliver den nød til at købe flere kvoter. Hvis en  virksomhed  derimod  udleder  mindre  CO2,  må  den  sælge  sine  overskydende  kvoter.  På  den  måde  skabes  der  et  incitament  til  at  skære  ned  i  CO2‐ forbruget.  CO2‐kvoterne  handles  på  europæiske  børser,  og  prisen sættes dagligt alt efter udbud og efterspørg‐ sel. Pt. er den på 14,50 euro, hvilket svarer til 108  kr. for et tons CO2‐udslip.   

Køb klimaet tilbage  Børshandlen foregår dog ikke  problemfrit,  men  er  under  kritik  og  udnyttes  fra  flere  sider.  Kritikere  mener,  at  prisen  på  CO2  er  for  lav,  og  at  det  der‐ med er for billigt at forværre klimaet. Den lave pris  gør også, at virksomheder hellere vil foretage små  og billige teknologiske forandringer med lille redu‐ cerende  CO2‐effekt  i stedet  for  at  bruge  flere  res‐ sourcer i form af forskning og penge til at investere  i  mere  radikalt  forandrende teknologi,  som  kunne  reducere  udslippet  kraftigt.  Løsningen  på  dette  ville være en ambitiøs international plan for redu‐ cering  af  CO2,  hvilket  ville  reducere  i  antallet  af 


CO2 - markedsliggørelse af luft eget CO2‐forbrug, som de ellers er forpligtigede til. 

kvoter for derved at presse prisen op.  Da  der  ikke  er  udsigt  til  en  ambitiøs  politisk  plan,  har  nogle  miljø‐  og græsrodsorganisationer  derfor  taget  kampen  op  på  markedets  præmisser.  Med  sloganet ”Lad os købe klimaet tilbage” kan private  give  et  bidrag  til  organisationen  og  derigennem  købe CO2‐kvoter i håb om at presse prisen op. Ud‐ over den gode gerning og samvittighed får bidrags‐ yderne også et certifikat, de kan hænge op i glas og  ramme, for på den måde at vise, at de støtter kam‐ pen mod global opvarmning. 

Østlandenes varme luft  Men  det  er  ikke  kun  metoderne  for  handel  med  CO2‐kvoter,  der  kritiseres,  det  gør  uddelingen  af  dem også. Antallet af kvoter blev, som fortalt ind‐ ledningsvist,  fordelt  efter  staternes  udslip  i  år  1990. Det har betydet, at østlande og specielt Rus‐ land  nu  ligger  inde  med  en  masse  kvoter,  for  det  var først efter år 1990 og Sovjets sammenbrud, at  økonomien  styrtdykkede,  og  dermed  faldt  udled‐ ningen af CO2 også drastisk. Dermed har østlande‐ ne  en  meget  stor  konto  med  ubrugte  CO2‐kvoter,  som de kan sælge.  En  analytiker  fra  EU  anslår,  at  Rusland  har  nok  kvoter  til  at  dække  de  reduceringer,  som  EU‐ landene  forventes  at  skulle  foretage  for  år  2013‐ 2020 i en ny klimaaftale. Da specielt Rusland holder  hårdt på sine kvoter, er der ikke udsigt til, at Øst‐ landene vil opgive deres privilegerede antal kvoter  i  en  ny  aftale.  Derved  kan  man  frygte,  at  stater,  som har problemer med at nå reduceringsmålet for  år 2020 vil købe ind af Østlandenes kvoter.    Op til COP15  Systemet  for  reduceringen  af  CO2  har  altså  fået  flere aktører med, som alle har interesser, de gerne  vil have varetaget, og som kommer i spil på klima‐ topmødet i København. Hvem, der bliver tilgodeset  i en politisk løsning, og hvor meget man overhove‐ det kan ændre i et system, der er trådt i kraft, eller  om  børshandlen  vil  udvide  sig  over  EU’s  og  New  Zealands grænser, er ikke til at forudse. 

Clean Development Mechanism  Der  findes  dog  også  andre  måder  at  handle  med  CO2‐kvoter på end gennem børsen. Det sker ved at  en  stat  eller  en  virksomhed  investerer  i  klimapro‐ jekter i andre lande, for derved at kunne overtage  de CO2‐kvoter, som klimaprojektet reducerer. Den‐ ne metode er mulig gennem Kyoto‐aftalen og kal‐ des  Clean  Development  Mechanism  (CDM).  Der  findes  flere  eksempler  på  dette,  f.eks.  har  danske  Dong Energy oprettet en vindmøllepark i Kina mod  at  overtage  de  besparede  CO2‐kvoter  fra Kina.  Og  Dong er langtfra de eneste, som har gjort det. Me‐ toden  er  så  udbredt  bare  i  Kina,  at  kineserne  har  vedtaget, at kun kinesiske vindmøller må opstilles i  Kina,  selvom  de  ikke er  ligeså effektive som  f.eks.  de  danskproducerede fra Vestas,  og  på den  måde  udnytter Kina CDM til at opbygge sin egen vindmøl‐ leindustri. Udover Kina har Danmark også investe‐ ret  i  klimaprojekter  i  Malaysia  og  Rusland  for  at  overtage CO2‐kvoter.  Kritikere hævder, at der ikke er overensstemmelse  mellem  de  klimaprojekter,  der  bliver  støttet  og  hvor  mange  CO2‐kvoter,  de  rige  lande  modtager,  hvorved  de  rige  lande  ikke  reelt  reducerer  deres 

11


COP-15: Knaphed, klima og sikkerhed Af Søren Rishøj, Lektor, cand.mag. og tidl. MF.

K

limaproblemet og klimaforhandlinger kan  bedømmes ud fra flere forskellige tilgange.  Tilgangen kan være knaphed, at verdens  energi‐ og råstofressourcer er udtømmeli‐ ge, ergo skal vi spare på dem. Tilgangen kan være  klima, at den menneskeskabte CO‐2 udledning bidra‐ ger mærkbart til den globale opvarmning og det, der  følger heraf. Og den kan dreje sig om sikkerhed og  politik, at afhængighed af import af de vigtigste rå‐ stoffer, olie og gas, det være sig fra Putins Rusland  eller fra ustabile lande i Mellemøsten, i alvorlig grad  formindsker vores handlefrihed i udenrigs‐ og sikker‐ hedspolitikken.  De tre faktorer spillede en stor rolle  også før 1989 og spiller en stor rolle også i dag.  I dag er det vel især klima og sikkerhed, der er i fo‐ kus. Fra Fogh Rasmussen regeringens start og frem  til i dag er erkendelsen af klimaproblemet vokset og  Bjørn Lomborg er ikke længere regeringens men  Dansk Folkepartis helt. Fogh Rasmussen har heller  ikke lagt skjul på, at spørgsmålet om energisikkerhed  har fået større betydning efter Ruslands nu mere  aktive brug af ”energivåbnet”. Sagt med andre ord,  traditionel blød sikkerhed (energiimport) er blevet  stadig mere hård. Energibesparelser drejer sig ikke  blot om klimaet, og deri har den tidligere statsmini‐ ster ret. Hvorfor ikke forene målet om bedre klima  med en langt større grad af sikkerhed?   

Topmødet i København  Tidligere forsøg på at opnå bindende aftaler på kli‐ maområdet har desværre ikke været særlig succes‐ fulde. Klimatopmødet i København kan derfor blive  en skelsættende begivenhed. Vil det lykkes verdens  statsledere at forhandle sig frem til en juridisk bin‐ dende aftale eller må vi ”nøjes” med en politisk afta‐ le?  Det sidste bliver efter al sandsynlighed tilfældet.  Hverken USA eller Kina, G‐2 og verdens to stadig  mere samarbejdende stater, er meget for at lade sig  binde juridisk gennem konventioner, og det kan lille  Danmark ikke ændre ved. Selv EU har svært ved at  finde fælles fodslag og har pinligt udsat spørgsmålet  om finansiering af foranstaltninger til nedbringelse  af CO‐2 forbruget. Men de nye demokratier i øst er  ikke ligefrem i front, når det gælder klimaet. Rusland  kræver CO‐2 rabat, fordi landet er dækket så meget 

af CO‐2 absorberende skove. Polen henviser til at  landet er tvunget til at bruge store mængder kul  langt frem i tiden. Og udviklingslandene forventer af  indlysende grunde, at de rige lande betaler langt det  meste af gildet.  I alle lande findes stærke pressionsgrupper inden for  den energislugende del af industrien og energipro‐ duktionen. Men der er lyspunkter, fx Brasilien, der  synes at have fået standset fældningen af regnsko‐ ven et langt stykke. Desværre handler stort set alle  lande ud fra en tese om at slippe billigst muligt både  finansielt og når det gælder CO‐2 reduktioner. Ud fra  en Statskundskabssynsvinkel er rational choice og  spilteori oplagte ved studier af forløbet af forhand‐ lingerne. Klimatopmødet i København falder jo ind  under ”internationale regimer”. De er kendetegnet  ved at bygge på intergovernmentale forhandlinger  og munde ud i konventioner med forskellig grad af  juridisk binding, men sjældent med effektive sanktio‐ ner og kontrolsystemer. I sidste ende bygger regi‐ mers styrke og robusthed på tillid mellem staterne  og uformelle sanktioner, fx marginalisering af kon‐ ventionsbryderne. Men et element af kontrol og  indrapportering indgår ofte i regimer, i hvert fald ser  vi i våbenaftaler ofte kontrol på stedet med at afta‐ lerne overholdes.  De internationale regimer på klimaområdet har ikke  hørt til de mest robuste, men de overlever trods alt.  For vi kan jo når alt kommer til alt ikke leve uden  dem. Mange holdes oppe af den indenlandske opini‐ on, der især i rige lande prioriterer bløde værdier og  miljøet højt. Ganske som det gælder internationale  regimer på nedrustning og våbenkontrol. For i sidste  ende er verdens fortsatte eksistens er jo på spil.  Det store spørgsmål er så, hvordan en ”politisk afta‐ le” bliver strikket sammen. Kan den følges op af en  juridisk bindende aftale? Og hvor langt rækker en  politisk ”bindende” aftale, skulle den juridisk binden‐ de ikke blive til noget? Det er naturligvis umuligt at  sige på indeværende tidspunkt. Afgørende er natur‐ ligvis at gøde en politisk aftale mest mulig forpligten‐ de og bindende. Som sagt er USA og Kina ikke meget  for at lade sig binde juridisk, og EU har svært ved at  opnå fælles fodslag. Givet er, at diplomatiet har  travlt i denne tid – både før, under og ikke mindst  efter klimatopmødet i København.  

12

Indlægget er forkortet af redaktionen, den fulde version kan læses på www.stat1.dk.


BA 2010  REFORM 

Studienævnet Af Studenterrepræsentanterne

T

ror du, at studienævnet bare er et glorifice‐ ret elevråd for voksne med en usund hobby  for  bureaukrati  og  gratis  mad?  Eller  er  du  en af de mange, der hver nat ligger søvnløs  og  tænker  ”hvad  sker  der  mon  i  studienævnet?”  I  begge tilfælde er  hjælpen nær! Vi har  som  studen‐ terrepræsentanter valgt at løfte sløret for, hvad der  egentlig er foregået i de mørke tilrøgede lokaler det  sidste års tid.    Først  og  fremmest  har  vi  beskæftiget  os  med  den  kommende  reform  af  BA‐uddannelsen.  Reformen  kommer  til  at  gælde  studerende  indskrevet  fra  og  med 2010, og der er lagt op til en række ændringer.  Hvilke fag, der skal udbydes, hvilken rækkefølge, de  skal gennemføres i, og hvad de rent faktisk skal in‐ deholde,  har  været  oppe  og  vende  i  luften.  For  at  den nye BA‐uddannelse skal blive så hensigtsmæssig  for  de  kommende  studerende  som  muligt,  har  vi  evalueret den nuværende BA. Ud fra tanken om, at  vi  gennem  en  rationel  diskussion  kan  opstille  evig‐ gyldige  objektive  kriterier  for,  hvordan  den  ideale  BA‐uddannelse bør være, har en håndfuld studeren‐ de fra hver årgang været forbi et fokusgruppemøde  og en af Julies lækre sandwiches.  Selvom den overordnede struktur for den nye BA så  småt er ved at være på plads, er arbejdet langt fra  færdigt.  Det  helt  store  tovtrækkeri  kommer  til  at  foregå  det  næste  års  tid,  hvor  vi  skal  have  styr  på  eksamensformerne,  og hvad  de  nye  og  gamle  fag i  bund og grund skal indeholde. Det bliver en central  opgave  for  næste  års  studenterrepræsentanter  at  holde et vågent øje med de fagbeskrivelser, der skal  fylde BA‐strukturen  ud,  så  vi ikke igen  står  med  en  BA, hvor der undervises i marxisme på hvert seme‐ ster!    Vi  har  taget  det  første  skridt  på  vejen  mod  at  få  tilladt  elektroniske  hjælpemidler  til  de  skriftlige  eksamener. Som det står nu, er elektroniske hjælpe‐ midler tilladt, såfremt det står på fagbeskrivelserne.  Tidligere var det slet ikke en mulighed. Næste skridt  bliver,  at  der  rent  faktisk  kommer  fagbeskrivelser, 

der tillader  hjælpemidlerne.    Hold  godt  fast  i  jeres  SDU‐USB – vi håber på, at I får eller senere må tage  den med til eksamen.    Fra  og  med  næste  semester  er  det  muligt  for  os  studerende at komme med forslag til, hvilke valgfag,  der skal udbydes. Interesserer du dig for et specielt  emne,  som  du  savner  på  menukortet,  kan  du  hen‐ vende  dig  til  os  eller  skrive  det  på  tilmeldingsblan‐ ketterne. Vi håber således at kunne tilbyde et endnu  mere  interessant  fagudbud  –  men  det  kræver,  at  I  griber mikrofonen og kommer med forslag!  Derudover er I altid velkomne til at kontakte os, hvis  I har noget på hjertet.   

13

BA‐valgfag 2010:  Medier, magt og mennesker: Christian Elmelund‐ Præstekær.  Regimetyper og regimeforandringer, Tyskland,  Polen og Rusland som eksempler. Søren Riishøj.  Welfare Policy and the European Union. Caroline  de la Porte/Jon Kvist.  Styring, organisering og reformer i den offentlige  sektor.  Johannes Michelsen/Niels Ejersbo  Politisk lederskab. Ulrik Kjær.  Dynamics of Transatlantic Security Relations.  Michael Agner.     Kandidatfag 2010:  Fodbold, filantropi og foreningsliv – Den frivillige  sektors rolle i samfundet. Malene Thøgersen.  Retorik – analyse og anvendelse. Lise Lyngbye.  Demokratikanonen til debat. Casper Sylvest/ Søren Hviid Pedersen  Merchants, guns and lawyers. Christilla Roederer‐ Rynning  De offentlig budgetter. Sune Welling Hansen. 


Forelæser bag facaden - CAROLINE DE LA PORTE - En europæisk nomade har slået sig ned i Danmark Af Mette Kirk og Marie B. Larsen

I

dette nummer af ”Forelæser Bag Facaden”  forsøger vi at tegne et billede af en af de nyere  undervisere på Instituttet. Caroline de la Porte  fortæller om hendes liv rundt omkring i Europa  og hvordan det er at blive integreret her i Danmark.  Hun mener, at danskerne altid er klar på en joke,  men nægter at bage én eneste af alle de kager, som  hun mener, de traditionelle samfundsstrukturer  pådutter hende!      Hvad får du tiden til at gå med, når du ikke er her på  instituttet?   Jeg elsker at tilbringe tid med min familie. Jeg har to  små børn, som er fantastiske – fulde af liv, glæde og  energi. Jeg har en dreng, som lige er blevet 8 år, og  en pige på 11 måneder. Ellers kan jeg lide litteratur,  film og at analysere og interagere med mennesker,  som bor her: det er nok en antropologisk/sociologisk  tilgang til et nyt sted. Ud over at komme i kontakt  med mennesker, så er film og litteratur en måde at  få indblik i samfundet. Jeg kan ikke lide black and  dark, men derimod klassikerne. Den sidste danske  bog, jeg læste, var af H.C. Andersen – fordi jeg har  børn. I modsætning til Disneys happy ending‐ tradition, så har fortællingerne flere dimensioner,  som understreger nogle af livets paradokser, og det  synes jeg, er vigtigt at fremhæve til børnene, så de  ikke er desillusionerede senere i livet.  I filmatogradi,  så synes jeg, at Festen er genial. Den viser, hvordan  den ’perfekte’ facade er bygget op, men hvor grusom  virkeligheden er bag facaden.       Du er ansat ved Center for Velfærdsforskning, hvad  beskæftiger du dig med i øjeblikket?  Jeg skriver på en artikel, som handler om flexicurity‐ modellen; hvordan denne model er implementeret i  Østeuropa. Jeg skal til at lave noget forskning med  Christilla. Vi ønsker at se på, hvordan de nationale  medier framer flexicurity – har det noget at gøre  med EU‐politik, eller har det noget at gøre med nati‐ onal politik? I EU har der været meget om institutio‐ ner, Kommissionen, parlamentet og hvordan de  kommunikerer og implementerer beslutninger, men  public‐dimensionen er ikke særlig tit medtaget. 

Navn: Caroline de la Porte  Født: 13. september 1973  Civilstatus: fast parforhold  Bopæl: Dronningensgade, Odense  Ansat på SDU siden: august 2007  Du er finsk statsborger, har studeret i Belgien og  Italien, og bor nu i Danmark – hvad er din relation  til Danmark?  Min far er finsk og min mor er dansk. Men vi har  globetrottet en del, fordi min far er diplomat. Jeg har  derfor kun boet i Danmark i to år og tre år i Finland.  Vi har boet i Finland, Australien, Spanien, Schweiz,  Polen, USA og Belgien. Når man bliver flyttet rundt  som barn, så har man som voksen ikke lyst til at flyt‐ te rundt mere. Der er så mange forskellige børnekul‐ turer og skolesystemer osv. Men det har jeg så alli‐ gevel gjort lidt, altså flyttet rundt. Jeg har boet 10 år  i Belgien, hvor jeg gik på universitetet og fik min MA i  1996. Så blev jeg boende dér og arbejdede blandt  andet i en tænketank om EU og den sociale dimensi‐ on. Derefter besluttede jeg at skrive min ph.d. på  Europainstituttet i Firenze. Nu bor jeg i Danmark og  regner med at blive her for evigt! Jeg tror, jeg kan  blive integreret her og her kan mine børn vokse op.  På en måde er Danmark meget åben. Desuden er  min kæreste også dansk. De danske venner, jeg har,  er nogle, som har været ude, og kan se samfundet  (læs: det danske) udefra. Der er en naturlig interesse  i at være sammen med nogen, der har været ude  eller kommer fra andre lande.    Hvordan har det været for dig at blive integreret i  Danmark?  Der er meget fokus på lokal integration, hvor net‐ værkerne er (delvist) åbne. Det er meget let på den  måde at komme i kontakt med danskere, at blive  integreret. I Italien var det mere lukket, det hele var  omkring eksisterende netværk, hvor familien var  kernen. Det tog mange år, før man kom ind i ’the  circle of trust’. Men nu er jeg jo europæer, så det er  nok nemmere, også fordi jeg taler dansk. Det danske  samfund lægger meget vægt på, at man skal være 

14


” Jeg vil altså ikke bage kager,   jeg aner ikke hvordan man gør!”  

Forelæser bag facaden

stort spørgsmål. Dybest set er mennesker ens over‐ alt. Men danskerne kan lide at have det sjovt! Hvis  man tager de nordiske lande generelt, så er de altid  parate til at joke; at se det sjove i en situation. Det  ironiske måske, men ikke på den finske måde, der  er langt mere kynisk. Det er interessant at få  kontakt med menneskerne, som bor i forskel‐ lige samfund og finde ud af, hvad værdierne  er. In Rome, do as the romans do.    Hvordan vil du beskrive dig selv med 2  ord?   Nysgerrig, og så synes jeg selv, at jeg  har empati, fordi jeg er god til at  sætte mig ind i andre menneskers  situation, måske fordi jeg selv har  skullet omstille mig meget. Målret‐ tet… jeg er her jo som lektor. Jeg  vil gerne gøre mit job godt, det  samme med min forskning og hvis  jeg underviser. Jeg vil gerne have at  I (læs: de studerende) lærer noget.  Jeg investerer meget tid i at hjælpe  de studerende med opgaver. Ellers vil jeg  gerne være den perfekte mor, have et per‐ fekt familieliv og være den per‐ fekte partner, haha. Jeg har  venner i mange forskellige  lande, som jeg gerne vil se  mere – det er hårdt at  finde en balance, men jeg  mener, at det vigtigste er  at følge sine egne priori‐ teringer og at være reali‐ stisk.     Har du et motto?   Jeg har altid prøvet at  følge mit hjerte. Det er  vigtigt for mig at være  et sted, hvor jeg både  kan forske og bruge  tid med familien.  

lige – men også fritidskulturen, frivilligheden… det  giver mennesker mulighed for at skabe et netværk.  Samtidig er der dog en implicit forventning til, at alle  skal tilpasse sig den eksisterende samfundsmodel.   På den anden side er der elementer af  konservatisme i Danmark, der er  f.eks. forventninger til kvinder.  De skal bage kage og sådan  nogle ting – og jeg vil altså  ikke bage kager, jeg aner  ikke hvordan man gør! Der  er tale om ’the system‐ based glass ceiling’.  Arbejdsmarkedet er  meget segregeret.  Køn er en klar  skillelinje her… (hvilket efter alt at  dømme ikke huer  forelæseren!, red.)    Hvad har du oplevet  som de mest markante  forskelle i de lande,  du har boet i?  Det er et 

15


Mysteriet om Quatraro Mysteriet Af Edris Qasimi På DR2 forsøgte Mikael Bertelsen og Mads Brüg‐ ger i ti afsnit at opklare Quatraro Mysteriet. De  fandt spor, blev ledt på vildspor, forsøgte at op‐ støve øjenvidner, der ikke fandtes og fandt afhø‐ ringer i politirapporten, der aldrig har fundet sted.  Undervejs faldt de over et EU, som de ikke vidste  eksisterede – et EU, hvor rygter om mafiarelatio‐ ner, frimureri og fælles hukommelsestab florerer.    n morgen i Bruxelles, d. 30. marts 1993,  styrter EU‐embedsmanden Antonio  Quatraro ud fra en kontorbygning og dør.  Han lander på Lovens Gade – magtens  centrum i den europæiske hovedstad.   I tiden op til Quatraros død florerede rygterne og  smædehistorierne i Landbrugsdirektoratet, hvor  Quatraro havde sin gang. Quatraro, der havde  været ansvarlig for milliardstøtten til den europæi‐ ske tobakssektor, havde forbindelser til mafiaen.  Han var under mistanke af kommissionen, som ville  statuere et eksempel med ham. Han skulle være  den første embedsmand fra Kommissionen, der  blev straffet for svindel og korruption.    ’Sprang han selv, eller blev han skubbet?’, var det  spørgsmål, alle i Bruxelles stillede sig selv i timerne,  dagene, månederne og årene efter Quatraros død.  Det belgiske politi konkluderede påfaldende hur‐ tigt, at det var selvmord – og der var ingen fra EU's  side, der gjorde sig den ulejlighed at fortælle det  belgiske politi, at Quatraro havde været under  undersøgelse i tre år for svindel og korruption.  Det lod DR2‐journalisterne Mikael Bertelsen og  Mads Brügger sig dog ikke skræmme af, da de gen‐ åbnede denne kolde sag. Gennem ti programmer  undersøgte de sagen til bunds i håbet om at få svar  på spørgsmålet: Hvorfor døde Antonio Quatraro?  For at komme sagen lidt nærmere har jeg lavet et  interview med idémanden bag serien, Mads Brüg‐ ger. Jeg mødte ham i DR Byen torsdag d. 5. novem‐ ber, hvor han svarede på nogle af de ubesvarede  spørgsmål efter Quatraro Mysteriet.   

E

16

Hvor startede det hele?  Danmarks Radio er sat i verden for at levere public  service. Det betyder i realiteten at tage noget, som  er svært at formidle, og give det til nogen, som ikke  vil have det. Der er EU et oplagt emne. Derfor ville  jeg og Mikael Bertelsen lave noget om EU op til  parlamentsvalget. En dag mødte vi Jens Olaf Jersild  som fortalte, at han også har arbejdet med EU og  var i Bruxelles i starten af 90´erne. Her fortalte han,  at der samtidig med at han var der, spang en em‐ bedsmand ud af en EU‐bygning og døde, og at  manden havde været sigtet for korruption og svin‐ del.   Hverken jeg eller Mikael havde hørt noget om den  sag, og vi kunne heller ikke finde noget om den i  den danske artikeldatabase. Altså, tophistorien i  TV‐Avisen den dag, Quatraro døde, var salmonella i  svinekød. Derfor fik vi en idé om at lave noget om  Quatraro‐sagen, fordi selve billedet af en embeds‐ mand, der ryger ud af et vindue er godt til fjernsyn, 


Mysteriet om Quatraro Mysteriet er heller aldrig blev kontaktet af politiet. Omvendt  findes der fiktive personer i politiets rapport, som  aldrig har eksisteret, som er registrerede som vid‐ ner og alt muligt andet.   Så vores mål har ikke været at komme med en kon‐ klusion på sagen, men rejse de spørgsmål, som  sagen efterlader. Man skal huske på, at der her er  tale om et muligt mord begået i hjertet af kommis‐ sionen og en mulig svindel, som overstiger enhver  forstand.     Men sagen er jo 16 år gammel og mange af politi‐ kerne i dag har ikke haft noget med sagen at gøre.  Hvorfor er de stadig så tilbageholdende?  Noget af det, som jeg selv også har spekuleret over,  er, som du siger, at sagen er 16 år gammel og man‐ ge ville mene, at det i princippet ikke burde være så  vigtigt. Og man må formode, at f.eks. den danske  kommissær har travlt nok i forvejen. De beskæfti‐ ger sig med problemer, som vedrører 460 millioner  mennesker, så det kan være svært at forstå, at de  gider bruge så meget tid og energi på den her sag,  når de tilsyneladende fortæller tidligere ansatte, at  de ikke må udtale sig om noget som helst i den her  sag. Hvorfor ringer de f.eks. til europaparlamenta‐ rikere og advarer dem imod os? Jeg kan kun stille  spørgsmålet. Jeg har ikke svaret, ellers bevæger jeg  mig ud i nogle spekulationer. Men det synes jeg er  lidt tankevækkende.      Hvor relevant er sagen i dag?  Meget. I New York Times var der sidste uge en  kæmpe stor artikel om sukkerhandelen i EU, som  handler om den nye tobak i dag. Den handler bl.a.  om, hvordan sukkerindustrien svindler med land‐ brugsstøtten til produktion og eksportstøtte til  sukker. De fleste metoder er de samme, der blev  brugt med tobakken.   De største skurke i denne sammenhæng er selvføl‐ gelig Grækenland og Italien, ligesom med tobak‐ ken, og det er sikkert de samme bagmænd. Her er  der også en dansk vinkel, fordi et af de firmaer, der  får mest støtte af EU er Danisco. Kommissionen vil  typisk sige, at nu har man fået styr på tingene og at 

og også fordi Quatraro‐sagen er en glimrende bil‐ let, hvis man vil hele systemet rundt.   Vi formodede, at fordi sagen er 16 år gammel, er  systemet villig til at lukke op nu og vil fortælle om,  hvad der foregik dengang. Men det vidste sig at  være forkert.         De oplysninger, som I kommer frem til, er jo nok  til at kunne rejse en retssag. Har der nogensinde  været et mål, altså at sagen skulle få konsekven‐ ser for nogen?  Nej, altså som journalister kan man kun tage den  dertil, hvor politiet må tage over. Vores ambition  har været at forsøge at sandsynliggøre, at sagen  kan genåbnes. F.eks. nytter det ikke noget, at hver‐ ken belgisk, græsk eller italiensk politi har beskæfti‐ get sig med mødet mellem toplederne i den euro‐ pæiske tobaksindustri en uge før Quatraro døde,  hvor de beslutter, at han skal ”ryddes af vejen”. På  samme måde er nøglepersonerne i sagen aldrig  blevet afhørt af politiet, f.eks. personer, han har  været sammen med dagen før han døde. Hans chef 

17

Fortsættes på næste side...


Mysteriet om Quatraro Mysteriet

80´erne og 90´erne var en brydningstid osv. Men  det er ikke nødvendigvis sandt.     Hvordan har den efterfølgende debat været? Har  der været nogen reaktioner?   Mads Brügger lægger ud med en meget lang tæn‐ kepause.  Nej, ikke rigtig. Et meget godt eksempel er inter‐ viewet med Britta Thomsen  (Europaparlamentariker for Soc.dem.) i serien, hvor  det kommer frem, at hun er blevet advaret imod at  tale med os og hun føler, at hun nærmest er blevet  truet. Det er jo vanvittigt grænseoverskridende,  fordi det ikke er Kommissionens embedsfolks arbej‐ de at ringe til danske parlamentarikere og advare  dem om at mødes med journalister. Det var to da‐ ge før Europaparlamentsvalget, og vi regnede med,  at det ville skabe debat, for her har vi en dansk  topembedsmand, som lægger så meget pres på en  dansk europaparlamentariker, at hun føler sig tru‐ et.   Men dagen efter det blev sendt, var der episoden  med, at en af værterne i Go’Morgen Danmark sag‐ de, at Britta Thomsen var en mand, og så kom de‐ batten til at handle om det. Det, synes jeg, er me‐ get rammene for den danske måde at diskutere EU  på – at det ender i noget simpelt vrøvl. Quatraro‐ sagen gav også et billede af, hvad der er EU’s stør‐ ste problem, men i realiteten også grunden til, at  EU har formodet at overleve.   Det er, at der i sidste ende ikke er nogen, der har  noget ansvar. Der er ikke nogen, der sidder tilbage  med regningen for det hele. Man kan ikke finde en  at spørge: Hvorfor gjorde du det? Og fordi det var  dig, er du skyldig. Så det er totalt uigennemskue‐ ligt, hvem der har ansvaret i sidste ende, og når der  ingen er, der har ansvaret, er det nemt at lægge låg  på, og det tjener jo alles interesse og gør, at syste‐ met er overlevelsesdygtigt.    Kan den manglende reaktion ikke skyldes, at folk  har svært ved at skelne mellem, hvad der er seri‐ øst og hvad der er satire i jeres programmer? 

18

...det er totalt uigennem‐  skueligt, hvem der har an‐ svaret i sidste ende... Jo, det har været et problem for serien, at Mikael  og jeg har meget bagage fra tidligere programmer.  Mest Mikael, for jeg har lavet meget lidt decideret  satire. Jeg har lavet journalistik, hvor der indgik  satiriske elementer, men det er vigtigt for at få folk  til at se programmerne. Det gør ikke noget, folk  griner, hvis man bagefter fortæller dem noget al‐ vorligt.   For Quatraro Mysteriet har det været et problem,  at Mikael og jeg var forbundet med spasmageri, at  vi har en ræv bag øret og at vi er ironiske og ikke  mener det, vi siger. Men hvis folk har siddet og  tænkt, at det her er satire fra start til slut, eller at  de medvirkende spiller en rolle, er det håbløst. Folk  kan jo gøre sig alle mulige forestillinger.  Derfor er det klart et problem, for i sidste ende er  det blodig alvor og det er en meget alvorlig serie og  er med til at rejse en væsentlig kritik af EU. Normalt  handler al EU‐debat om, om man er for eller imod  EU. Den tendens, synes jeg, er meget trættende, for  EU har i dansk sammenhæng eksisteret siden 1972,  og det er ikke noget, man kan melde sig ud af. Jeg  synes, det er meget vigtigere at diskutere, hvordan  EU fungerer og om det skal være acceptabelt, at  der foregik så omfattende svindel med tobak den‐ gang og stadigvæk foregår på forskellige måder.     Nu er du vært i Deadline. Betyder det, at du har  givet op og ikke vil lave kontroversiel journalistik  længere?  Nej nej. Det er meget udfordrende for mig at arbej‐ de i Deadline, for jeg har jo ikke prøvet den genre  før. Vi arbejder dog videre med Quatraro‐sagen og  arbejder på at lave en film, fordi jeg altid har haft  en formodning om, at det rigtige publikum til den  her historie findes uden for Danmark. Så vi laver en  filmudgave af serien, hvor vi også laver nye opta‐ gelser. Bl.a. har vi med, at tre personer siden år  2000 er styrtet ud af den samme bygning som  Quatraro. 


Faglige vejledere: Date med DIVA! Af Trine Lærke Ringkjær og Anne-Sofie - Faglig vejledere Noget andet, som statskundskabs‐studerende skal  være opmærksomme på, er, at hvis man ønsker at   læse et tilvalg, skal man allerede have et valgfag på  fjerde semester. Selvom man først skal søge om  optagelse på tilvalget i løbet af foråret på fjerde  semester, skal man altså have taget beslutningen  på tredje semester, så man kan blive tilmeldt et  valgfag.   Med DIVA i hånden er det imidlertid  blevet meget nemmere for jer  at undersøge, hvilke fag I kan  kombinere med statskund‐ skab. Vi håber derfor, at I  vil tage godt imod DIVA –  måske tage hende på en  date eller to, så I kan danne  jer et overblik over jeres  mange muligheder, og så I får  netop den uddannelse, som I ger‐ ne vil have.   Er I i tvivl om noget i forbindelse med  jeres studie, er I altid velkomne til at kon‐ takte os, jeres faglige vejledere. Vi sidder på  kontoret på instituttet hver mandag og tirsdag kl.  10.15‐12.15 og torsdag 12.15‐14.15, og vi vil altid  gerne snakke med jer! 

K

ære studerende!     Vi vil gerne introducere jer for en ny da‐ me her på SDU: DIVA. Hun er sød, hjælp‐ som og nem at lære at kende, har et klassisk ud‐ seende uden at være prangende, stiller ingen  spørgsmål, men giver en masse svar.  DIVA er en database.   I erkendelse af, at det er svært  for de studerende at danne sig  et overblik over alle uddannel‐ serne på SDU, har vejlednings‐ centret samlet alle uddannel‐ serne i en database. Her kan I,  studerende, gå ind og kombine‐ re uddannelserne på kryds og  tværs og danne jer et overblik over,  hvilke muligheder, I rent faktisk har.   I alt er der på SDU 7000 kombinations‐ muligheder, så det er ikke underligt, hvis  det ind i mellem kan føles som lidt af en  jungle at bevæge sig rundt i!     Byg din uddannelse   Med DIVA kan man sammensætte en uddannelse  og undersøge, hvilke muligheder, man har, hvad  adgangskravene er på forskellige uddannelser,  hvilke kompetencer man får osv. Når man læser  statskundskab har man også mulighed for at vælge  en helt anden kandidat end statskundskab, og her  kan DIVA også hurtigt give et overblik. Der er såle‐ des masser af muligheder for at bygge din egen  uddannelse og farve den, så den passer til dig.  Programmet er simpelt i sin opbygning og nemt at  bruge. Man skal blot huske, at hvis man kombine‐ rer statskundskab med et tilvalg på bachelordelen,  læser man samfundsfag og har centralt fag i stats‐ kundskab (man læser altså ikke længere statskund‐ skab!).     

Mød DIVA her: www.diva.sdu.dk Skriv til os: fvlpol@samnet.sdu.dk

19


Flyveskaller og cirkelspark

s

Af Abbi Moreno

TATEN er  taget  på  en  Tour‐de‐force  af  kampsportklubber  i  Odense  for  at  give  vores  medstuderende  et  indblik  i,  hvad  der  er  af  muligheder,  hvis  man  render  rundt med en lille ninja i maven.     Kodokan Odense  Ninjaer er ikke traditionelt set et odenseansk fæno‐ men, som f.eks. fallossymboler er. Dog er det ved at  udbrede sig til alle dele af vores berømte og beryg‐ tede  by,  og  derfor  er  det  STATENS  pligt  at  belyse  dette. Man kan træne næsten alle tænkelige former  for  ninja/kampsport  i  byen,  dog  er  STATENs første  møde  med  kampsport  i  Odense,  iført  en  gi,  judo‐ træning i Bolbro. Dette er tydeligtvis en kampsport  alle  kan være  med på, for i  hvert  fald er træneren  en kvinde og veninde til min kollega Lilian, der be‐ stemt ikke ligner en ninja.   Vi  laver  en  del forskellige  øvelser,  der  alle  har  det  tilfælles, at jeg bliver kastet rundt mellem to svært  overvægtige fyre. Judo er dog gennemført workout,  og hvis man ikke er direkte gravid, er det et udmær‐ ket alternativ til alt muligt andet. Efter et par timers  undervisning finder  jeg  ud  af,  at  man  overhovedet  ikke slår i Judo, hvilket jo gør den nærmest overflø‐ dig i en kamp til døden. Dette bliver dog afkræftet  af fyrene inde i omklædningsrummet efter trænin‐ gen, der demonstrerer, hvordan man kan uskadelig‐ gøre  en  overfaldsmand,  ved  at  kaste  hinanden  rundt iført  uhyggeligt  lidt  tøj.  Jeg bliver  lidet  over‐ bevist og er klar til det næste stop på min tur.         INFO:  Der  er  14  dages  prøvetræning  i  klubben  og  kontingent  koster  150  kr.  Her  skal  medregnes  en  judo‐gi. Den er hvid, hvilket trækker ned, da den så  skal vaskes, men trækker op, fordi den er tyk.      Odense Kampsportstudio  "Æd det, æd det, æd det, uanset hvor trætte I er".  Dette  er  det  første,  jeg  hører,  da  jeg  træder  ind  i  træningslokalet  ved  Rugårdsvej  og  mine  øjne  mø‐ der  en  mindre  træningshal  fuld  af  sorte  dragter 

(også kaldet  gi'er).  Her  bliver  der  trænet  selvfor‐ svar, også kaldet american kenpo karate. "Husk det,  mer’, mer’, mer’", råber en høj mand ved navn Tho‐ mas, der har æren af at træne og undervise denne  mandag eftermiddag.    Odense  Kampsportstudio  lever  primært  af  at  udru‐ ste  piger  og  drenge  i  at  modstå  overfaldsmænd  på  gaden ved at lære alverdens bissetricks. Dette, hæv‐ der  de,  skulle  være  den  mest  optimale  måde,  en  studerende  kan  sørge  for,  at  folk  holder  grabberne  fra  deres  pensumbøger  og  madpakker.  Jeg  mærker  tydeligt, at træningen er for alle typer, store og små,  mænd og kvinder. Særligt på begynderholdet er der  mange  kvinder,  og  jeg  får  at  vide  fra  træneren,  at  mange af medlemmerne er studerende. Dette giver  god mening, da alle har prøvet nærdødsoplevelser i  læsesalen, og ville have ønsket de havde noget ken‐ po i bagagen, de lige kunne dele ud af.  Der hersker en afslappet stemning, hvilket trænerne  også forklarer, er en vigtig del af deres koncept, hvor  alle  er  lige,  og  man  kalder  sin  underviser  ved  for‐ navn. Hygge er måske et godt ord for, hvad der ken‐ detegner dette bud på ninjatræning i Odense.      INFO:  Der  er  14  dages  prøvetid  i  Odense     Kampsportstudio  og  kontingentet  er  på  135  kr.  om  måneden  for  studerende.  Der  skal  også  medregnes  en gi til 300‐400 kr., dog er den sort i kenpo‐karate,  hvilket giver den et par nyk op ad niceness‐skalaen     Fighter Center Odense  Planen er, at jeg skal forbi Fighter Center for at træ‐ ne noget, de kalder Mixed Martial Arts (MMA), som  jeg  havde  regnet  med,  var  en  slags  blandings‐Kung  Fu.  Udover  denne  elementære  fiasko,  kommer  jeg  ind,  lige  som  kampholdet  er  ved  at  være  færdigt.  Dette  kamphold,  der  er  et  af  danmarks  bedste,  er  skaldede ultimate fighting gutter, der står i bar over‐ krop  og  sparker  hinanden,  som  var  de  ude  og  dele  slik ud på gågaden. ”Fuck det”, tænker jeg og bakker  ud i sidste øjeblik.  

20


- kampsport og et kig på Odenses ninjaer Jeg har  set,  hvordan  skæbner,  der,  sammen  med  håb  og  drømme,  bliver  knust  i  takt  med,  at  der  bliver  uddelt  knyttere,  i  fjernsynet  derhjemme.  Ommøblering af ansigt – nej tak!  Der  huserer  i  Fighter  center  en  uformel  stemning  og påklædning, kombineret med en meget rå tone:  "Nej,  nej,  længere  tilbage,  ja,  der  bag  ved  albuen,  så  du  brækker  armen  på  ham",  bemærker  Otto,  ejeren  af  centeret,  til  to  fyre,  der  ligger  og  roder  rundt på gulvet. Der pumper hip‐hop ud fra højta‐ lerne og samtidig med, at der bliver trænet ultima‐ te fighting i den ene sal, bliver der trænet fitness‐ kickboxing i den anden. "Her finder du ud af, hvad  du  kan  holde  til"  forklarer  Otto  om  hans  center,  der er stedet, hvor man kan få udlevet sine drenge‐ drømme om at lege Tekken og Mortal Kombat i det  virkelige liv. Og nåja, så er centret det eneste sted i  Danmark, hvor man kan kæmpe i bur!     INFO: Kontingent koster alt efter hvad man træner  150/200/275 kr. om måneden, og man kan få en 3‐ 4  prøvetimer  inden  man  beslutter  sig  for  at  blive  medlem.      PS:  Startpositionen, til  en af  øvelserne  i  MMA, er,  at  en  mand  ligger  på  ryggen  med  spredte  ben  og  hans  modstander  ligger  så  oven  på  ham.  I  denne  lidt  komiske  stilling  ligger  de  så  og  brydes,  indtil  den ene får den anden i en skulderlås, armlås eller  en af de andre tusind låse, der findes. 

21 21

Kampssportsklubber i Odense    Brydeklubben Herkules    Adamsgade 2             Ving Tsun Center    Tolderlundsvej 3e       Odense Aikido Klub    Ruggårdsvej 101  Odense Bushido Klub    Adamsgade 2, st.     Odense Jiu‐jitsu Klub     Mogensensvej 24      CHOKE/Kodokan Odense    Kløvermosevej 91     Fighter Center    Ørstedsgade 16,1      Kenpo Karate    Skibhusvej 188           Ronin Odense    Rødegårdsvej 164     GakuShinKan    Roersvej 10  Odense  Kampsportstudio    Rugårdsvej 40     


Kommunalvalgsugen Af Jakob Olesen og Tina Vestergaard

D

er var lagt i ovnen til overophedede  debatter og kommunalpolitiske indslag  på højeste plan, da Institut for Stats‐ kundskab og Center for Journalistisk  tog hul på uge 46: Kommunalvalgsugen.  Desværre viste det sig, at meget af det sluttede,  inden det overhovedet begyndte, da flere af ar‐ rangementerne blev aflyst. STATEN har valgt at  dække to af de tilbageværende arrangementer,  nemlig Ritt Bjerregaards oplæg, samt arrange‐ mentet med de helt unge kandidaters oplevelser  med at stille op til kommunalvalget.     Medietorvet, tirsdag kl. 10.00 – Ritt Bjerregaard  5000 boliger for 5000 kr. om måneden på 5 år. Det  skulle have været resultatet af det valgløfte, Ritt  Bjerregaard gav i sin tid, da hun tiltrådte som over‐ borgmester i Københavns Kommune d. 1. januar  2006. 12 boliger er det siden hen blevet til – 12 ud  af 5000. Dette er, ganske naturligt, blevet til et  meget omdiskuteret emne. Et emne, der ikke kan  undgås, især ikke, når man skal stille op foran en  flok entusiastiske journalist‐ og statskundskabsstu‐ derende. Dette havde Ritt Bjerregaard på forhånd  taget højde for, og hendes beskrivelse af Køben‐ havns Kommune bliver således et springbræt vide‐ re til en diskussion om den kommunale styreform, 

og hvordan denne  kan forhindre politi‐ ske beslutninger i at  blive implemente‐ ret. Hvordan ansvar‐ lighed og magt er delt ud over det hele, og dermed  danner et system, der er ineffektivt og uigennem‐ sigtigt.   Ritt Bjerregaards fokus på den kommunale styre‐ form, og hvordan denne gang på gang spænder  ben for politiske beslutninger (som Projekt Kløver‐ marken), fritog hende ikke for kritiske spørgsmål  fra tilskuerne, heriblandt et omkring hendes hold‐ ning til, at føre den form for kontraktpolitik, som  hun menes at have gjort i forbindelse med kommu‐ nalvalgkampen i 2005. 

” Man kan forsøge at indfri  sine målsætninger, men man  kan  ikke love noget!”   ”Jeg er stærk modstander af kontraktpolitik. Man  kan forsøge at indfri sine målsætninger, men man  kan ikke love noget – man kan sætte sig nogle poli‐ tiske målsætninger, og dem kan man efter bedste 

22


Kommunalvalgsugen

evne forsøge at nå, og det mener jeg også, at jeg  har gjort. Det er så bare ikke lykkedes i mit tilfæl‐ de” – Ritt Bjerregaard  Medietorvet, onsdag kl.10.00 – De unge kandida‐ ter  Et andet af højdepunkterne i Kommunalvalgsugen  var et arrangement arrangeret af Samfundsblik.  Arrangementet satte fokus på nogle af de unge  byrådskandidaters oplevelser med at være ung og  kandidat til byrådsvalget. Bredt repræsenteret  deltog Christian Hejlesen fra Konservative Folke‐ parti, Christel Hejmdal fra De Radikale Venstre  samt Jeanette Sandberg fra SF.  Det politiske pro‐ gram blev lagt på hylden og i stedet blev der foku‐ seret på motiverne, ressourcerne og selve drivkraf‐ ten for at stille op til byrådet. Der var derfor ikke  lagt op til de store politiske debatter, men derfor  holdt ordstyrer Klaus Levinsen sig alligevel ikke  tilbage for at stille kritiske spørgsmål. Han ville bl.a. 

høre, om de gjorde det for pengene skyld? Alle  ryster på hovedet hvorefter Christian Hejlesen  tilføjer: ”Så meget tjener man heller ikke, vis man  ser på den sammenlagte tid, man bruger på det,  tjener jeg mere på mit nuværende arbejde”. De tre  unge politikere har alle været politisk aktive i man‐ ge år, og ifølge dem selv er det troen på at gøre en  forskel og at få medindflydelse, der er drivkraften.  ”Jeg blev politisk aktiv, fordi jeg synes, det er uret‐ færdigt, at der social ulighed” ‐ Jeanette Sandberg  fra SF 

”...det er så bare ikke  lykkedes i mit tilfælde”  

23


Afghanistan - The Soviet Experience Af Sebastian Antoine

M

ens kommunalvalgsugen  rasede  derudad, havde IntRpol fået profes‐ sor  Robert English fra  University  of  Southern  California  på  besøg.  Dog  var  der  konkurrence  fra  intet  mindre  end  Køben‐ havns afgående overborgmester Ritt Bjerregård, da  begge  arrangementer  lå  samtidigt.  Forventninger‐ ne  til  deltagelsen  var  derfor  ret  lave  allerede  fra  start,  men  det  var  ikke  mindre  end  et  propfyldt  U96,  STATEN  oplevede.  Selv  prominente  gæster  som Casper Sylvest og Michael Agner måtte slæbe  stole  ind  fra  nabolokaler  for  at  overvære  ”Afghanistan – The Soviet Experience”. Med nogle  sproglige vanskeligheder fik undertegnede præsen‐ teret  IntRpol  for  deltagerne,  hvorefter  Sten  Ryn‐ ning  introducerede  gæsterne  for  Robert  English,  hvorefter manden selv gik på.   Fokus  lå  især  inden  for  det  realistiske  paradigme,  da  meget  af  forelæsningen  beskæftigede  sig  med  de  midler,  Sovjet  havde  i  Afghanistan.  Kampen  dengang var endnu mere brutal, end den kamp, vi  oplever i dag. Den sovjetiske taktik var ikke at vin‐ de  ”hjerter  og  sind”,  men snarere  at skyde  disse  i  stykker.   De  udsendte  var  dårligt  forberedt,  nogle  soldater  havde  kun  lige  prøvet  at  skyde  med  et  gevær  en  enkelt gang, før de blev sendt til Afghanistan. Sol‐ daterne  havde  heller  ingen  soveposer  til  at  holde  varmen  med  i  den  kolde  afghanske  nat,  men  på  grund af den sovjetiske planøkonomi fik soldaterne  først  soveposer  1‐2  år  efter  invasionen,  hvilket  kostede  flere  hundrede  sovjetter  livet.  Endvidere  berettede English om mange interne mord og selv‐ mord  i  hæren,  hvilket  skyldtes  den  udprægede  vold,  der  var i  den  sovjetiske hærs  hierarki.  Desu‐ den  var  der  udpræget  korruption,  officerer  solgte  deres geværer til afghanere for smarte vestlige blå  jeans – en vare, der var uopdrivelig i Sovjet og der‐ for ekstrem eksklusiv.       Ser  man  på  årsagen  til  interventionen  kunne Eng‐ lish  fortælle  om  tre  teorier:  den  første,  at  Sovjet  var  et  ekspansionistisk  imperium,  der  ønskede 

24

mere land.  Den  anden,  at  Afghanistan  var  regeret  af en socialistisk regering, men denne regering blev  udfordret,  og  derfor  var  interventionen  et  forsvar  af  Bresjnev‐doktrinen.  Altså  én  gang  socialistisk  stat,  altid  socialistisk.  Den  sidste  teori  var,  at  de  omkringliggende sovjetstater (Usbekistan, Tadsjiki‐ stan og Turkmenistan) delte et kulturelt fællesskab  med  Afghanistan  og  derfor  ønskede  at  indoptage  dette  land  i  Sovjetunionen.  Mange  soldater  fra  disse stater deltog således også i krigen.   English  påpegede  dog,  at  Bresjnev  havde  gode  relationer  med  den  første  kommunistiske leder  af  Afghanistan, Noor Muhammad Taraki. Da han blev  dræbt, vakte det derfor harme hos Bresjnev, hvor‐ efter han valgte at intervenere i Afghanistan for at  sikre  kommunismens  overlevelse.  Anden  empiri  påpeger dog, at Bresjnev ikke var særlig godt infor‐ meret  om Afghanistan.  Det  var  derfor  andre  i  det  sovjetiske  system,  der  ønskede  krigen,  hvorfor  Bresjnev  blot  underskrev  krigserklæringen.  Noget  kunne  tyde  på  dette,  da  Sovjet  ikke  prioriterede  krigen særlig  højt.  Der  blev  kun  brugt  8  milliarder  dollars på den, mens Fidel Castros Cuba blev støt‐ tet med 22 milliarder dollars. Derudover var antal‐ let af tropper ligesom i nutidens krig i Afghanistan  ikke særligt højt i forhold til landets størrelse.      Arrangementet bød på teorier og empiri, man kan  reflektere over. To timer var, ifølge de fleste delta‐ geres opfattelse, gået ret hurtigt med Robert Eng‐ lishs  foredrag,  og  deltagerne  kunne  trygt  vende  tilbage  til  en  anden  kamp  –  den  kommunale  valg‐ kamp. 


FUS‐fest  Billeder 

25


PAKKELEG

   

GLOBAL NEDSMELTNING!

Først kom Løkkeposen, så Terrorpakken, der‐ efter Forårspakken 2.0, Bankpakken og Ban‐ depakken, og senest Lømmelpakken. STATEN  kan nu afsløre de 10 næste udspil fra regerin‐ gens side til yderligere bekæmpelse af Dan‐ marks fire største problemer: Fattige bankdi‐ rektører, overvægtige ministre, asylansøgen‐ de kirkegængere og vild ungdom.                  Danskerne kan dermed kigge langt efter de  kedelige bløde pakker under træet i år.   

I DK oplever vi kun klimaforandringerne to gange  om året – det kaldes forår og efterår. Og selv disse  to er ved at blive udvandet. Hvem husker ikke fra sin  barndom hvordan sneen om vinteren lå helt op til  dørkarmene – det gør den ikke længere… Og somre‐ ne, de er i hvert fald ikke, som da far var dreng, med  sol, vand og masser af sand mellem tæerne og tæn‐ derne ‐ sådan var det! Nu kan vi være glade med  bare lige dele sol og regn.  Hvordan kan vi overbevise danskerne om at de   skal passe på klimaforandringer, når det eneste   de oplever, er konstant efterår?   STATENs bud på tre effektive kampagner: 



Øge antallet af hjemløse og gadebørn ‐ og lære  dem om kulde og sult i praksis. 

 Obligatoriske lejrskoleophold i Råbjerg Mile ‐  Danmarks eneste ørken.   Vejsaltning tillades kun i sommerferien – og  gerne i hovedhøjde.   

KOLD I RØVEN! Til stor overraskelse for de fleste foreslår SF nu  noget andet end flere vindmøller som midlet mod  den globale opvarmning. Den relativt priseffektive  løsning indebærer at Danmark sender Birthe  Rønn Hornbech til Nordpolen, hvorved størstede‐ len af hele ishavet omkring Arktis i larmende tavs‐ hed vil bundfryse hurt‐   igere end man kan  Dette vil ifølge (SF  stave til t‐u‐n‐e‐s‐e‐r.     og MF) Kamal Qur‐    eshi være at slå to  spyfluer med et     klask. Forslaget ser  dog ikke ud til at     høste stor opbak‐ ning hos resten af     oppositionen ‐  planen er simpelt‐    hen alt for billig. 

 

PÅ DEN GRØNNE GREN… Efter Greenpeace i sidste uge afslørede, hvordan  den danske regering i 6 ud af årets 12 måneder  mislykkes med, at opretholde bladene på Dan‐ marks træer og buske efterladende en ualminde‐ lig brun og trist natur, foreslår de konservative nu  at bevare de danske træers grønhed om vinteren,  ved at farve alle træers grene grønne. Ifølge de  konservatives miljøordfører en god signalværdi,  der kan sætte gang i en folkelig bølge af grøntma‐ leri, så til sidst alting fremstår sundt og grønt, til  glæde og gavn for os alle og ikke mindst miljøet. 

26


VERDENS STØRSTE VANDLAND EN REALITET

OP I RØVEN MED KØD

I Venedig  har  man  taget  konsekvensen  af  klimafor‐ andringerne og barsler nu med planer om at omdan‐ ne  den  romantiske  og  populære feriedestination til  en  seriøs  konkurrent  til  Don  Ø’s  vandimperium  La‐ landia. Det vækker dog harme blandt byens borgere,  og ikke mindst hos dem, der lever af at sejle kærlig‐ hedskulrede  mennesker  rundt  i  gondolerne  i  byens  kanaler.  Byens  borgmester  understreger  dog,  at  beslutningen ikke står til at ændres. Man har fundet  det nødvendigt at imødegå globaliseringens konkur‐ rencevilkår,  således  at  byen  også  for  fremtiden  vil  være at finde på landkortet – om end det nu vil være  som forlystelse for blegfede tyske turister iført bade‐ vinger og lidt for små tanga‐trusser. 

KLIMATOPMØDE GAVNER DE AUTONOME Det er et faktum, at der i forbindelse med klimatop‐ mødet  mangler  mere  end  10.000  sovepladser til  de  tilrejsende  klimaentusiaster.  Her  må  man  formode,  at  de  autonome  fra  Ungdomshuset  i  Nordvest  får  julelys  i  øjnene  –  en  oplagt  mulighed  for  at  udvide  imperiet via husbesættelser!       

MILJØVOLDTÆGT AF JULETRADITIONER …og når  vi  nu  taler  om  julelys.  Så  viser  det  sig,  at  den traditionsrige julepynt, der år efter år pryder de  Københavnske gader i december måned, i forbindel‐ se  med  klimatopmødet  er  kommet  under  lup  –  en  meget alvorlig lup. Det viser sig nemlig, at de pærer,  der bruges i de elskede julelyskæder er dybt foræl‐ dede  og  derfor  på  ingen  måde  gavner  klimaet.  Av  for den, så kan vi godt se frem til at der bliver lukket  for  den  varme  hane i  klimaets hellige  navn.  Nogen  må have fået alvorligt roterende fis i nissehuen, når  julen  nu  skal  afskaffes  til  ære  for  færre  oversvøm‐ melser!  Der  er  så  pisse  koldt  udenfor,  så  hvorfor  ikke bare give os den lille smule klimagasafbrænding  at varme os på?! 

27

Okay, nu vil STATEN gerne slå et seriøst slag  for, at alle almindelige danskere ikke længere  hetzes pga. det dersens farlige CO2‐udslip – i  hvert fald er her en grund til også at hetze  andre syndere! Det viser sig nemlig, at det  gode, solide danske kvæg, der er så leverings‐ dygtige i kød til gode, saftige bøffer, er langt  værre end benzinsugende køretøjer.  Årsagen  skal findes i køernes prutter, der hel faktuelt  skader atmosfæren 21 gange mere end CO2.  Så kan man være nok så god til at slukke for  tv’ets stand‐by‐funktion, når det ikke bruges,  eller vaske tøjet på kun 30 grader, men hvis  man virkelig vil med på den politisk korrekte  miljødille, jamen så er det bare med at nedsæt‐ te oksekødsforbruget i det daglige. Hvis man  på globalt plan nedsætter det daglige personli‐ ge kødforbrug med 10 %, så kan verden rent  faktisk leve op til kravet om at udslippet af  drivhusgasser i 2050 ikke må være højere end  2005‐niveauet. Hallo mand, op i røven med  oksekød! 

NYE TIDER

Lomborg Instituttet fremsætter nu 2 innovative  forslag til at imødekomme udfordringen at bibehol‐ de vores nuværende livsstil trods klimaforandrin‐ gerne:              Den Dansk‐Norske Stordæmning      (Her set ved Skagen)        Hjem‐Is‐Færgen 


STATEN Vinter 2009  

Studiebladet for Statskundskab på Syddansk Universitet