Fra vandselskabets side blev det gjort gældende, at transporten af stoffer under hændelserne var minimal set i forhold til den kontinuerte udledning, der er fra selv et velfungerende renseanlæg. Tiltalen vedrørende udslippet fra pumpestationen af opspædet spildevand fra en brønd på kloaksystemet viste sig at rumme et underholdende paradoks. Da der er tale om en del af ledningsnettet, er der selvfølgelig ikke en udledningstilladelse til pumpen. Det er kommunen, der er tilsynsmyndighed for vandselskabernes ledningsnet, og det burde således have været kommunen, der som tilsynsmyndighed burde have håndhævet hændelsen og ikke Naturstyrelsen. Med dommen blev Hjørring Vandselskab frifundet for tiltalen for at have overtrådt miljøbeskyttelseslovens § 27 i alle 3 tilfælde, idet det ikke fandtes bevist, at der var sket en udledning i strid med udledningstilladelsen og dermed i strid med § 27. Dog fandt retten, at Hjørring Vandselskab ved den første hændelse i maj 2010, ved anmeldelsen fra kommunens miljøvagt burde have vurderet, at der var tale om en driftsforstyrrelse, der kunne indebære væsentligt forurening eller overhængende fare herfor. Retten fandt således, at det forhold, at hændelsen først blev anmeldt mere end 24 timer efter renseanlæggets personale blev bekendt med forholdet var i strid med miljøbeskyttelseslovens bestemmelse. Hjørring Vandselskab blev derfor idømt en bøde på 20.000 kr. for dette forhold. Det kan diskuteres, hvorvidt der overhovedet skulle være foretaget en underretning til Naturstyrelsen. Underretninger skal efter miljøbeskyttelseslovens § 71s ordlyd kun sendes til Naturstyrelsen/MC ved væsentlig forurening eller overhængende fare herfor, og retten fastslog jo netop ved dommen retrospektivt, at der ikke var dokumentation for, at der var sket en væsentlig forurening – hvorfor det kunne argumenteres, at der heller ikke havde foreligget overhængende fare herfor. Hjørring Vandselskab valgte imidlertid at acceptere dommen på dette punkt.
Hvad har vi så lært af denne sag? Det er jo aldrig rart at skulle hænge snavset vasketøj til tørre til offentlig beskuelse – og Hjørring Vandselskab er naturligvis ikke glade for denne plet på renomméet. Når vi har valgt at skrive denne artikel, er det fordi, der er flere ”learning points”, som vi mener, andre driftsledere, der måtte komme i denne situation vil kunne have gavn af:
1. Når uheldet er ude!! På det lovpligtige driftsleder kursus bliver kursisterne grundigt undervist i, hvad miljøbeskyttelseslovens § 71 betyder
38
– og hvordan man skal forholde sig i tilfælde af driftsforstyrrelser, nedbrud eller udslip fra renseanlægget. I lyset af dommen fra Hjørring kan det konstateres, at informationer om håndteringen af miljøbeskyttelseslovens § 71 ikke kan gentages for ofte!! Naturligvis skal der først ske afværgeforanstaltninger i henhold til den beredskabsplan, der forhåbentligt er udformet for renseanlægget. Men så snart afværgetiltag er igangsat eller foretaget og det er muligt at komme til en PC/telefon/fax – så skal MC/ Naturstyrelsen underrettes om driftsforstyrrelsen, fordi miljøbeskyttelseslovens foreskriver, at der straks skal ske underretning til tilsynsmyndigheden. Straks er ikke defineret i loven, men det fortolkes i bestemmelsens forarbejder således, at ”straks” skal forstås som så snart, man bliver bekendt med forholdet. Man skal kun efter miljøbeskyttelseslovens § 71 give underretning om ”væsentligt forurening eller overhængende fare for væsentligt forurening”. Dette er et meget svært skøn at foretage på et tidligt tidspunkt, hvor afværgetiltag mv. måske fortsat pågår. Det skal derfor anbefales, at man for ikke at blive fanget af, at man ikke har foretaget tidsmæssig korrekt underretning hellere underretter en gang for meget end en gang for lidt og at man samtidig angiver, at man ikke er sikker på, om der er tale om væsentligt forurening, men at man gør dette for en sikkerheds skyld. Miljøbeskyttelseslovens § 71 angiver, at der skal gives information om alle relevante aspekter af situationen. Denne formulering rummer en hel del skøn – og det er typisk sådan, at jo hurtigere man underetter tilsynsmyndigheden jo større chance/risiko er der for, at man ikke har overblik over alle detaljer. Det kan derfor anbefales, at man laver en kort beskrivelse af det opståede problem og evt. foretagne afværgetiltag – men at man begrænser underretningen til sikker viden om problemet på renseanlægget og de tiltag, der er gjort eller i gang. Miljøbeskyttelseslovens § 71 siger kun, at der skal ske underretning – men ikke noget om, at der skal være en fysisk modtager i den anden ende – f.eks. når det er uden for ”åbningstid”. Selvom det således må antages at være formålet med underretningen, at Naturstyrelsen kan tage ”bestik” af situationen og få dokumentation for det skete, så må det med bestemmelsen og forarbejderne til bestemmelsen lægges til grund, at det ikke er et krav. I lyset af sagen fra Hjørring kan det imidlertid anbefales, at driftslederne for det første tager en samtale med tilsynsmyndigheden om, hvordan underretningen skal foregå og laver en helst skriftlig aftale med tilsynsmyndigheden om formen og håndteringen af de fremtidige underretninger i overensstemmelse med § 71. Når der er lavet en sådan aftale, skal alle medarbejdere gøres bekendt med aftalen og med hvem, der er ansvarlig Spildevandsteknisk Tidsskrift nr. 4 - 2012