Issuu on Google+


SAVAGES

STOP MED AT STIRRE PÅ JERES FØDDER! De er fire kvinder, der godt kan lide sort tøj og høje hæle. De spiller postpunk og ved lige præcis, hvordan de vil fremstå. De vil frem­ provokere de følelser, som ligger begravet inde i os alle. Vrede og aggression. De vil vække os. TEKST JEPPE KONDRUP ADELBORG

Håret er kort. Det er sort. Tøjet er sort. Om halsen hænger en lang kæde. På fødderne er hælene høje. Hun marcherer. Med arme der bevæger sig i ryk og tic-agtige bevægelser. Hun synger, og så skriger hun, og så kaster hun med hovedet. Og så har hun øjne. To opspilede og mørke og stirrende øjne. Evigt stirrende på publikum, der står foran hende, og folk der sidder og kigger på hende via en computerskærm. Det er helt bevidst, at øjnene er sådan, fordi: »Jeg var træt af London-scenen, hvor alle gemte sig bag musikken og stod og shoegazede og kiggede ned på deres sko«, siger Camille Berthomier. »Musik er et panser. Hvis den er god, og alt er skrevet godt, bliver den til et panser, så du kan se folk i øjnene uden at være i fare. For musikken er der til at beskytte dig. Jeg har skrevet musikken, så jeg kan stirre folk i øjnene imens«. Camille Berthomier bryder sig egentlig ikke om, at man kalder hende ved det navn. Hun vil helst have, at man bruger hendes kunstnernavn, så det må vi hellere gøre fra nu af. Det navn lyder Jehnny Beth. Og Jehnny er for tiden forsanger i postpunkbandet Savages. Et band der ikke har eksisteret i mere end halvandet år, men som i den periode har taget mange med bukserne nede, for man kan stadig lave god postpunk, selv om genren levede bedst for mere end 30 år siden. Savages bliver da også oftest sammenlignet med 80’er-bands som Public Image Ltd., Siouxsie and the Banshees og Joy Division. Beviset er debutalbummet ‘Silence Yourself’, der har berettiget den enorme opmærksomhed, som har omgivet bandet det seneste års tid. Men hvem er de egentlig de fire sortklædte kvinder? Det har jeg fået 30 minutter med Jenny Beth til at finde ud af.

Hun var skuespiller

Savages består af fire kvinder. Gemma Thompson på guitar, Ayse Hassan på bas, Fay Milton på trommer og så Jehnny.

42

Det er hendes stemme, man hører, og det bliver hurtigt hende, man automatisk tænker på, når man tænker på Savages. Modsat de tre andre er Jehnny ikke brite. Hun er født i Frankrig og opvokset i byen Poitiers, der ligger i den midtvestlige del af landet mellem Bordeaux og Nantes. Forældrene er teaterdirektører, der ikke ville lade deres datter se fjernsyn eller lave for mange af de ting, som børn nu engang gør. I stedet viste de hende film lavet af folk som John Cassavetes og Alfred Hitchcock. Dem kunne hun godt lide. Derfor var det ikke mærkeligt, da hun fulgte nogenlunde i forældrenes franske fodspor og begyndte at spille skuespil. Hun spillede med i de franskinstruerede film ‘A travers la forêt’ i 2005 og ‘Sodium Babies’ i 2009. Men skuespillerkarrieren stoppede i princippet allerede, da hun i sine sene teenageår mødte musikeren Nicolas Congé i Poitiers. Congé udviklede sig på et tidspunkt til aliasset Johnny Hostile og dannede sammen med Jehnny den tohovedede garagerockduo John & Jehn. Hostile bliver et ganske vigtigt og udviklende bekendtskab for Beth og senere for Savages. »Alt, hvad jeg putter i Savages, er noget, jeg har lært sammen med John. Vi eksperimenterer hele tiden – i vores personlige liv og i musikken. Og det fodrer konstant Savages. Det er min kilde, og han har betydet meget for min frigørelse som menneske og musiker«, siger hun. Sammen rejste de to til London. »Jeg ville virkelig gerne slippe væk fra Poitiers. Scenen i Frankrig var meget stille, og der var ingen do it yourselfmentalitet. Og ingen ånd, der kunne matche vores ånd«, siger Jehnny. Bagude efterlod de Frankrig, familie og skuespillerkarriere. Med sig tog de sig selv og bandet John & Jehn. I London begyndte de at spille koncerter og udgav deres to første plader. Da de efter lidt tid havde skrabet nogen penge sammen, startede de deres eget pladeselskab Pop


FAY MILTON, GEMMA THOMPSON, JEHNNY BETH OG AYSE HASSAN

43


FACT CHECK

SOLANGE Det har ikke altid være let at være lillesøster til Beyoncé, men Solange har fundet sin egen plads i poplandskabet. Med hendes snarlige Danmarksbesøg og nye album tager vi på rundtur i den anden Knowles-søsters mindre belyste facetter. TEKST ANDERS COLD ILLUSTRATION FLEMMING DUPONT

01

Be-what?

04

Søskende(k)ærlighed

07

Bitter på branchen

02

Den danske forbindelse

05

Sangerindesucces og filmflop

08

Tidlig blomstring

03

Familie-fashionistas

06

ADHD-stjerne

09

Beef med Katy

Solange kunne faktisk have endt med at hedde intet mindre end Solange Beyoncé. Knowlessøstrene nedstammer fra en slægt af creolere fra Louisiana med familienavnet Beyincé. Da Solange og Beyoncés mor, Tina Knowles, ikke troede på, at der ville komme flere drengebørn i hendes generation til at føre slægtsnavnet videre, gav hun det i stedet til sin førstefødte pige – som fornavn. Gennem tid­ erne har de tilmed stavet det så forskelligt som Boyancé, Beyincé og altså nu Beyoncé. Booyaka! Solange havde et mindre harem af producere på sit seneste album, ‘Sol-Angel and the Hadley St. Dreams’ fra 2008, heriblandt så fornemme navne som The Neptunes, Mark Ronson og Thievery Corporation. Men den danske X Factor-kendis Carsten ‘Soulshock’ Schack havde sammen med sin producermakker Kenneth Karlin også en stor finger med i spillet på singlen ‘Sandcastle Disco’, som hun blandt andet optrådte med i både David Letterman og Jimmy Kimmels talkshows samme år. Solange har været cele­ britymodel for Armani Jeans, men hun har også selv været med til at skabe mode med familiebrandet House of Deréon, startet af Beyoncé, Solange og deres mor. Selvfølgelig moonlighter søstrene begge som modeller for tøjlinjen, ligesom Beyoncés tourband Suga Mama har optrådt i Deréonkluns. Derudover har Solange et legetøjsmærke for pre-schoolers ved navn Baby Jamz, som fokuserer på kreativitet og læring gennem bevægelse og hiphoprytmer.

52

Solange har ofte gjort et nummer ud af at differentiere sig fra sin ældre og mere kendte søster. Åbningsnummeret ‘God Given Name’ fra ‘Sol-Angel and the Hadley St. Dreams’ byder blandt andet på linjerne »I’m not her and never will be« – noget af en uafhængighedserklæring. Og søstrene er heller ikke nødvendigvis enige om alt. Blandt andet har sladderpressen afsløret, at Solange ikke just billiger Beyoncés socialiseren med reality-celeb og Kanye Wests udkårne, Kim Kardashian.

Solange har en lidt mere beskeden filmkarriere på samvittigheden end søster Bey. Indtil nu er det blevet til en stribe mindre serie­ tjanser og et par filmroller, som i den ultra-sløje ‘Johnson Family Vacation’, der bedst kan beskrives som en forkølet, chokoladeovertrukken version af ‘Fars fede ferie’. Så ‘All or Nothing’ – tredje led af cheerleader-komedie-franchisen ‘Bring It On’ – hvor hun i en hoved­ rolle spillede over for Hayden Panettiere. Solange lider af ADHD og har fået diagnosen bekræftet af to læger, uafhængigt af hinanden, da hun ikke troede på dommen i første omgang: »Jeg havde en teori om, at ADHD bare var noget, de havde opfundet for at få én til at betale for medicin, man ikke har brug for. Men så fortalte læge nummer to mig, at jeg havde det, og jeg gik fuldstændigt i fornægtog-fortræng-mode«. Hun mener dog, at symptomerne er meget almindelige for den branche, hun færdes i.

I 2008 leakede en hidtil uudgivet Solange-sang med titlen ‘F**k the Industry’ på nettet. Det var meningen, at det skulle være første skud fra et mixtape med den lige så sigende titel ‘I Can’t Get Clearance’. Sidstnævnte så dog aldrig dagens lys, og sangen udkom kun som en digital single på egen hånd som respons til, at Geffen Records fyrede Knowles og cuttede hendes promotion. Det er måske klog af skade, at hun nu har etab­ leret sit eget pladeselskab, Saint Records. Solange har allerede i sine første 26 leveår haft meget travlt. I den unge alder af 15 kom Solange med som danser på Destiny’s Childs turné og blev tillige midlertidig stand-in for Kelly Rowland, da hun undervejs brækkede nogle tæer i et kostumeskifte-uheld. Blot et år senere albumdebuterede den unge Knowles med ‘Solo Star’, der dog som så mange tidlige tyv­starter floppede fælt. Året efter blev hun som 17-årig både gift og kun få måneder senere mor til sønnen Daniel Julez. Solange holder sig heller ikke tilbage, når hun kritiserer kollegerne. Sønnike havde lusket sig til at se Katy Perrys video til ‘California Gurls’ på Youtube, og da mor fik nys om det, var hun ikke sen til at proklamere, at »Katy Perry forurener ungerne«, og sammenlignede det Sesame Street-gæst­ ende teen-idols video med børne­ porno: »Alle de farver, slik og pis – og så lårkorte shorts og bryster, der skyder med mælk«. Måske burde nogen fortælle frøken Knowles om Youtubes forældrefilter.

10

Bananas

Hun har haft sine run-ins med myndighederne, den kære Solange. En episode uden for en natklub i Miami, hvor Solange sammen med nogle venner forgæves forsøgte at tage en halvanden meter lang oppustelig banan med sig ind, udviklede sig hurtigt, da flokken først beskyldte natklubben for diskrimination, for derefter angiveligt at blive truet af en betjent med en foldekniv, da de ikke ville passere gaden. Måske Solange ser spøgelser. I hvert fald blev racismekortet også trukket, da hun en anden gang fik sin afro kropsvisiteret (!) for våben i en lufthavn. ɆɆSolange spiller på Smukfest og giver en Soundvenue Session i Store Vega den 13. august.


53


KANYE WEST

DET GALE GENI

Han er skrydende og selvforherligende. Men super­stjernen er samtidig hudløst ærlig, lidende og selvudleverende. Og så har han det seneste årti mere end nogen anden skubbet til grænserne for, hvad hiphop er og kan være. Nu gør han det igen. TEKST RASMUS PALLUDAN FOTO DAVID SLIJPER/TRUNK/BULLS

64


65


DISCLOSURE

»MUSIK ER

DET ENESTE, VI KAN FINDE UD AF« Nogle gange skal der en bilradio til at kickstarte en karriere. Det var i hvert fald tilfældet for de britiske brødre bag den elektroniske duo. Nu spytter de house-hits ud på stribe og spiller udsolgte koncerter verden rundt. TEKST NAJAARAQ VESTBIRK

Der står et usædvanligt stort antal instrumenter på scenen, når man tænker på, at Disclosure er et elektronisk act. Elbas, slagtøj, talrige trommemaskiner og synthesizers gør brødrene Howard og Guy Lawrence selskab, når de spiller deres melodiske og soulfyldte house-hits live. Ifølge de to skal musikken spilles så live som muligt, også selv om den er lavet på en computer. Det er den tilgang, samt det faktum at de to brødre uafbrudt har spyttet kompetente ørehængere ud, der gør, at de nu spiller udsolgte koncerter verden over. De er blot 19 og 22 år gamle, men har alligevel brudt igennem det såkaldte glasloft, der ellers ofte holder de elektro­ niske musikere inde i natklubberne og væk fra de ‘rigtige’ scener. Men på en måde har det altid ligget lidt i kortene, for det var ikke nogen stor overraskelse, at Guy og Howard valgte musikken som levevej. Deres forældre er musikere, og de er vokset op i en lille by ved navn Reigate, sydvest for London, i et hus, hvor musikken fyldte lige så meget, som tv’et gør hos mange andre. »Musik er det eneste, vi kan finde ud af«, konstaterer duoens yngste medlem, Howard, da jeg spørger ham, hvad han ellers er god til. Det var dog først, da de opdagede

72

dubsteppens innovative efterdønninger og producere som Burial og Joy Orbison, at de to brødres fælles musikalske eventyr startede. Guy gik til et kursus i musikproduktion på universitetet og ville øve sig i, hvad han havde lært undervejs. Howard havde rodet med en ny sang på sin computer, og Guy fik lov til at prøve sine mix-evner af på det ufærdige nummer. Da de ikke havde adgang til et musikstudie, måtte de ty til en utraditionel løsning: Hver aften i en uge kørte de to ud i Guys bil og parkerede langs kanten af en landevej. Her koblede de computeren til bilens radio og begyndte at lave musik på de sparsomme højtalere. Den første skitse, produceret i bilen, blev Disclosures debutsingle, ‘Offline Dexterity’. De var 15 og 18 år gamle på det tidspunkt. »Dengang havde jeg knapt nok lært at snakke med piger«, fortæller Howard. Duoens første par singler imponerede hurtigt med deres skæve drum’n’bassreferencer og tekniske vellyd. Men det var med deres imødekommende remix af den britiske sangerinde Jessie Ware, som i starten af 2012 kom i radiorotation på BBC1, at duoen for alvor brød igennem. Siden er iørefaldende vokaler blevet tilføjet som et uomgængelig hovedelement i Disclosures produktioner. Debut­


73


LASSE LATZ, HOLGER HARTVIG, EMIL ELG, ASGER HARTVIG, SIMON LATZ OG BJARKE VALENTIN

SYND OG SKAM

PÅ KANTEN AF DET PIKANTE De væltede ind på den danske musikscene sidste år og char­ merede alle anmeldere med deres anarkistiske vanvids­rock. Men de har aldrig givet et rigtigt interview før, for de har ikke følt, de havde en plade at snakke om. Det har de nu. Og så vil de gerne snakke. Blandt andet om deres nøgleord, pikant. TEKST JEPPE KONDRUP ADELBORG FOTO MARTIN KURT HAGLUND

Man skal ud på kanten af Amager. Næsten helt derude hvor land bliver til vand, og Danmark bliver til Sverige. Derude står en håndfuld kraner og en flok mænd i selvlysende tøj. De bygger nye kasser. Nye hoteller, nye huse, nye lejligheder. Men midt i byggeriet står noget gammelt. Nogle røde murstensbygninger som ligner noget, der lever på lånt tid. Og det gør de også. Til næste år skal de rives ned. Det er inde i de røde bygninger, det

76

unge danske rockband Synd og Skam har deres øve- og koncertlokale Henning Young Society. Selv kalder de det et aktivitetscenter, men denne eftermiddag ligger der kun en fyr og sover på en sofa. Der har ellers været masser af aktivitet for Synd og Skam, siden de udgav ep’en ‘Blafret ør af kjoler’ sidste år. De 300 eksemplarer af pladen er solgt, den blev anmeldt med fornemme karakterer og kommentarer i alle medier, de har spillet stribevis af hæsblæsende koncer­

ter, de spiller på årets Roskilde Festival, og i januar fik de en Steppeulv som ‘Årets Håb’. Og nu udkommer den første af to Synd og Skam-plader i år med titlen ‘Lad mig falde ind til dig’ på Escho. »Det er fedt, at der er nogen, der kan lide det, vi laver. Det bliver spredt ud, og det gør, at vi kan spille koncerter og indspille noget, få det ned på vinyl, putte det i nogle covers, og så er der nogen, der hører det. Det er jo det, vi gerne vil«, siger bassisten Emil Elg og bliver suppleret af trommeslager og keyboardspiller Holger Hartvig: »Ja, det er dejligt, for det er vigtigt at gøre noget, at gøre noget ved det hele. Det er man nødt til. Og det gør vi ved at spille musik, vi synes er vigtig«.

Interview i kjole

Synd og Skam startede for fem år siden, da gymnasiekammeraterne Asger Hartvig og Asger Valentin begyndte at spille sammen i Svendborg. Først var det improvisationsmusik, og senere spillede de på akustiske guitarer, skrev nogle sange og begyndte at synge. En dag optog de noget af det på et kassettebånd. »Synd og Skam – Session 1«, skrev de på båndet, og så var bandet født. I foråret 2011 mødte de to Emil fra Aarhus gennem nogle fælles venner i København. Sammen med ham dannede de en trio med bas, guitar og saxofon. Meningen var at Asger H’s lillebror, Holger, skulle spille trommer, men han gik stadig i gymnasiet i Svendborg, og så kom Simon Latz fra Vejen, som Emil


Noget af det aller­mest spændende er at lave noget, der er lidt for meget til ens smag

kendte fra efterskolen, med på trommer, selv om han egentlig bare kom ud for at spille perkussion og »drikke mig fuld og spille maracas«. Og for et halvt år siden blev én, to, tre, fire, fem så til seks, da Asger V’s lillebror, Bjarke, kom med på trækbasun og keyboard. Derfor sidder der nu seks musikere rundt om et bordebænkesæt ved Amager Strandpark. Solen skinner, og det blæser nok til, at hvide blomster drysser fra træerne og ligner sommersne. Aftenen forinden spillede de på Søpavillonen. Nogle har ikke været i seng endnu. Der bliver røget smøger, og én drikker øl. De har kort hår, øreringe i de venstre øreflipper, huller i bukserne og snavsede t-shirts nede i bukserne. Én er på kontanthjælp, én læser kunst­historie, to går på Teknisk Skole, én arbejder bare, og én går i gymnasiet lidt endnu. Det er ikke til at finde ud af, medmindre man spørger dem selv, for der står ikke meget om Synd og Skam nogen steder. Og interviewet er også godt i gang, før én af de seks fortæller, at han slet ikke er med i bandet. Han hedder Lasse og er stand-in for bandets guitarist og anden Asger, der er i Barcelona. »Det her er vel vores første egentlige interview«, siger Lasses storebror, Simon. »Ja, eller I blev også interviewet af Fyns Amts Avis. Det der billede, hvor du står i strømpebukser«, siger Emil.

77


SIGUR RÓS

HÅRDE VINDSTØD FRA DET HØJE NORD De tidligere så alvorsfulde islændinge har sænket paraderne. Deres nye album er mere direkte, ja nærmest poppet, og bandet ruskede også op i fordommene, da de medvirkede i et afsnit af ‘The Simpsons’. TEKST MADS KJÆR LARSEN

Sigur Rós er ikke kendt som de nemmeste interviewofre. Hvis man googler dem, foreslår søgemaskinen endda ‘awkward interview’ i forbindelse med bandnavnet på grund af en række tidligere lidet vellykkede interview med især amerikanske medier. Så det er med en vis ængstelse, jeg begynder snakken med bandets trommeslager og keyboardspiller Orri Páll Dyrason. Han viser sig dog hurtigt at være både imødekommende og for­ holdsvis snakkesalig – i hvert fald efter Sigur Rós-målestok. Siden han kom med i bandet i 2000, året efter gennembruddet med ‘Ágætis Byrjun’, har Orri fungeret som lidt af en multiinstrumentalist. Det er dog overvejende som trommeslager, at han gør fyldest på det nye album, ‘Kveikur’, der også markerer en ændring i Sigur Rós’ ellers patenterede udtryk. Bandet har arbejdet med en tungere og mere direkte guitarlyd, skurrende beats og forvrængninger af Jónsis karakteristiske lyse vokal, samtidig med at frekvensen for omkvæd er øget betragteligt. »Med vores gamle plader talte vi aldrig om, hvor vi var på vej hen. Vi gik bare i gang, og musikken udviklede sig naturligt derefter. Med den nye plade derimod, havde vi en fælles impuls til at tale om processen og finde en retning, allerede inden vi gik i gang. Jeg ved ikke hvorfor, sådan blev det bare. Vi aftalte, at vi gerne ville lave en mere energisk, dynamisk og direkte plade i denne om­ gang«, siger Orri på sit sarte, finurlige eng­elsk og medgiver gerne, at der er tilløb til deciderede popsange på albummet. »Det var ikke et bevidst valg som sådan, men ja, der er nok flere omkvæd end tidligere. ‘Isjaki’ og ‘Stormur’ er vel

80

en form for popsange«, siger han. Det er måske ikke omkvædene, de fleste først vil lægge mærke til i mødet med ‘Kveikur’. Der er allerede en metallisk skærende tyngde over albumåbneren og førstesinglen ‘Brennisteinn’, der introducerer den aggressive stem­ning, der hænger over store dele af pladen som en mørk askesky. Væk er den postrockede og skønhedssøgende jagt på skiftevis himmelstræbende crescendoer og tyste passager. »Der er en mørk, rumlende lyd på flere af sangene. Vi arbejdede blandt andet med bassen og gjorde den tung som beats, der kommer rullende«, siger Orri og forsøger at efterligne lyden med sin stemme, der dog er lidt for lys til, at det for alvor virker, inden han fortsætter: »Vi puttede det hele gennem en computer og manipulerede lyden på den måde«. Orri spiller en mere integreret rolle på ‘Kveikur’ end tidligere, fortæller han. Og han har igen primært opholdt sig bag sit trommesæt. »Trommer er mit favoritinstrument, og det var skønt at kunne tilføje sangene et mere up-tempo, rytmisk præg. På det forrige album, ‘Valtari’, spillede jeg kun keyboards. Når jeg ikke spiller trommer, spiller jeg altid noget andet, men der er noget særligt ved trommer for mig«. Jeg spørger, om ‘Kveikur’ markerer begyndelsen på en ny lyd for bandet, hvor det æteriske og hymniske træder i baggrunden til fordel for noget mere dynamisk og beskidt? »Først og fremmest har vi intet behov for at gentage os selv, så det næste album vil formentlig indeholde nye lyde spillet på andre instrumenter. Med ‘Kveikur’ talte vi om at finde frem til en metode, en taktik at lave musik efter. Det er ikke


Det var fantastisk at kunne sige til sine børn: ‘Se, far er med i The Simpsons’

81


FOTO SACHA MARIC STYLING SIDSEL ALLING MAKEUP/HÅR STINE RASMUSSEN (AGENTUR CPH) MODEL DANIEL DÜRING (SCOOP)

BLAZER WOOD WOOD 2.700 KR. / SKJORTE BRUUNS BAZAAR 699 KR. SOLBRILLER TREWA 1.195 KR. / HAT WOOD WOOD 1.300 KR.

84

ALL DRESSED UP

IN BLACK AND WHITE


BLAZER BRUUNS BAZAAR 1.999 KR. / BUKSER BRUUNS BAZAAR 1.199 KR. / SKJORTE BRUUNS BAZAAR 699 KR. SKO FILIPPA K 1.100 KR. / SOLBRILLER RETROSUPERFUTURE 1.260 KR.

85


FÅ SOUNDVEN SENDT TIL DØ HVER MÅNED FOR KUN 50,KLIK HER


NUE ØREN


SOUNDVENUE #76