Issuu on Google+

FEBRUAR 2013 MUSIK OG MODE

Peter Sommer sætter ord på livet

»Pilen peger indad Det er derfor jeg står stille Der er noget inden i mig Jeg ikke kan se, men gerne ville«

What’s the beef? Rapperne clasher på Twitter

00071

BK returuge 9

9 771603 753709

31.01.13 - 27.02.13

KR. 49,95

DKK 49,95 NOK 60 EUR 7

Hvorfor sprudler dansk herremode? Designerne i diskussion: Henrik Vibskov vs. Soulland vs. Libertine-Libertine

Fallulah

Uden filter. Uden autotune. Med fuld kontrol. Ane Trolle, ASAP Rocky, Fidlar, Foxygen, Marie Key, Mø Rangleklods, Schultz and Forever, Vinnie Who, Yo La Tengo


What’s the

Verbale frontalsammenstød rappere imellem har altid haft en central position i hiphopkulturen, men nu er mange beefs rykket fra tracks over på Twitter. Er konflikterne så stadig benzin på det kreative bål eller blot smålige skænderier? TEKST NANNA BALSLEV

»S

eriously, if you were not born and raised in NY.... DON’T CLAIM NY. YOU ARE NOT A NEW YORKER«. Med denne slet skjulte hentyd­ning på Twitter til den konkurrerende rapper Angel Hazes hit ‘New York’ sparkede den højtråbende rapkomet Azealia Banks i december gang i en vaskeægte beef, som vi har set den så mange gang før i hiphopverdenen. Men i modsætning til i hiphoppens gyldne fortid, hvor der kunne gå år og måneder, og dermed også flere overvejelser, imellem de diss, der blev fyret af på plader eller mixtapes, så gik der ikke lang tid, før det væltede ud med hadefulde tweets fra begge rappere. Om pladekontrakter, mangel på talent og mest af alt... hårgrænser og extensions. Haze, der stammer fra Virginia, men bor i New York, udsendte straks diss-nummeret ‘On the Edge’, hvor hun langer hårdt ud efter

24

i verbale boksekampe på Twitter, men også mere ukendte navne får hurtig medieeksponering ved at lange ud efter kendte kunstnere. For ligesom det er tilfældet med ordkrigen imellem Azealia Banks og Angel Haze, er kendte musikeres skænderier godt stof for alt fra blogs til etablerede medier. Hiphoppens dna

Banks med linjerne: »If rap is crucified, bitch I’m the resurrection / The best kept secret – you is indescretion / I’m here to fucking teach ‘em, you the fucking lesson«. Efterfølgende har Azealia Banks udsendt diss-tracket ‘No Problems’ til Haze, der svarede igen i starten af januar med ‘Shut the Fuck Up’. Twitter-fejden bliver ikke mindre interessant af, at de to rapfurier begge er spået store karrierer og udsender debutalbum i løbet af foråret. Der er altså andet end æren på spil. Men det er langt fra første gang, to musikere krydser klinger på sociale medier. Både Drake, T.I., Common og Lupe Fiasco har været

Der er ikke noget nyt i, at rappere sviner hinanden til. Beefs har været en essentiel del af hiphoppens dna, siden rappere spyttede rim på skift over dj’ens instrumentaler til battles ved de første block parties. Her kæmpede lokale crews om at være de bedste, og ofte skete det ved at nedgøre konkurrenterne. For der kan kun være en nr. 1, og æren og respekten står på spil. Sådan var det også i midt-80’erne, da Boogie Down Productions fra South Bronx og raprivalerne Juice Crew fra Queensbridge svinede hinanden på flere numre, hvor de to rapcrews begge fremhævede deres bydel som hiphoppens arnested. 90’ernes ubetinget største rapfejde handlede også om retten til at claime hiphop, nemlig imellem New York-rappens Notorious B.I.G. på østkysten og vestkystens gangstarap med 2Pac i spidsen. East Coast/ West Coast-krigen fik som bekendt en fatal afslutning i 1996, hvor 2Pac blev skudt og dræbt, og Biggie led

samme skæbne et halvt år senere. Men fejden satte samtidig et markant præg på hiphopscenen og var med til at udvikle genren i begge lejre. For det er det, hiphopbeefen gør, når den er bedst – den presser de involverede til at præ­ stere deres ypperste og ydmyge deres modstandere med de mest nederdrægtige rim. Ofte handler det både om at rose sine egne evner og kompromittere rivalens lyriske evner, rapcrew og seksualitet, som Nas gjorde det på ‘Ether’ i sin legendariske ordkrig med Jay-Z i starten af 00’erne: »Put it together, I rock hoes, y’all rock fellas / And now y’all try to take my spot, fellas? / Philly’s hot rock fellas, put you in a dry spot, fellas / In a pine box with nine shots from my glock, fellas«. De to rapperes ordkrig fra 2001 til 2006 blev dækket af flere store medier og var med til at øge begge kunstneres popularitet. For selv om beefs handler om ære og kunstne­ risk integritet, handler det ofte lige så meget om pr og salgstal.

Tonen kan blive hård og indholdet overfladisk«


AZEA LIA B ANK S

ANG

EL HA

Z

E

Twitter som boksering

Hvor 90’erne og 00’ernes rapfej­ der udspillede sig via diss-numre på album og mixtapes, og en beef derfor kunne udspille sig over lange perioder, har de hurtige verbale boksekampe de seneste år indtaget Twitter. Der går nærmest ikke en uge, uden at en kendt musiker langer ud efter en anden online. Et fredeligt band som Efterklang har endda

krydset klinger med Pato på Twitter. Google det. Det var ikke kønt. De sociale medier har inspi­ reret en mere prompte og direkte kommunikation mellem os alle, og nogle gang kan tonen blive hård og indholdet overfladisk, når man er hurtig på aftrækkeren. Vil hiphopbeefen stadig kunne fungere som benzin på det kreative bål, når den udspiller sig på Twitter, eller vil den nærmere fungere som en spand kold vand? Vil rappernes fejder blive forvandlet til billig underholdning på 140 tegn, hvis de ikke følges op med regulære diss-tracks, eller kan de fortsat føje noget nyt til rapscenen?

Banks/Haze-sammenstødet førte jo faktisk et par stærke nye numre med sig, men det er de færreste Twitterbeefs, der munder ud i musik. Vil du studere udviklingen, skal du fremover blot følge Azelia Banks på Twitter. Det er nemlig mildest talt ikke første gang, at hun er i karambolage med en anden rapper online. Hun har tidligere lagt sig ud med blandt andre Iggy Azalea, T.I., Lil’ Kim og Nicki Minaj. Og selv om

Banks efterhånden er nærmest lige så kendt for sine beefs som for sin musik, tyder noget på, at det kan betale sig at føre krig online. Ifølge Billboard steg salget af hendes ep ‘1991’ med 18 procent i januar efter balladen med Angel Haze.

r

FLERE TWITTERBEEFS Sidste år tørnede også disse rappere sammen på Twitter

CHIEF KEEF vs. LUPE FIASCO Da Lupe i et interview kritiserede hiphoppens tilstand og indrømmede, at han var bange for Chief Keef, tweetede sidstnævnte: ‘Lupe fiasco a hoe ass nigga And wen I see him I’ma smack him like da lil bitch he is’. Det gjorde Lupe så trist, at han med ordene ‘my heart is broken’ annoncerede, at han ville droppe ud af musikbranchen. Hvorefter Chief Keef trak i land og tweetede ‘my twitter has been hacked’.

NICKI MINAJ vs. AZEALIA BANKS Azealia Banks takkede nej til at varme op på Minajs verdensturné, fordi hun havde travlt med at arbejde på sit debutalbum. Det fik Nicki Minaj til at tweete: ‘#ManTheseBitchesDelirious’. Azealia Banks fulgte op med følgende svada: ‘Did you mean... "delusional?" ... Delirious was the wrong word. @Nickiminaj. Use good grammar when insulting others’.

DRAKE vs. CHRIS BROWN Efter et barslagsmål – efter sigende på grund af Rihanna – har der været kold luft imellem de to. Efterfølgende dissede Chris Brown Drake på Twitter og på remixet af ‘I Don’t Like’, hvorefter canadieren svarede igen på nummeret ‘Fuckin’ Problems’.

25


PETER SOMMER

Han har altid haft en følelse af at stige opad, men efter hans skilsmisse virkede livet fladt og planløst. Vi sendte kollegaen Tobias Kippenberger, med det fælles jyske ophav, til Skanderborg for at snakke om den følelse, som er omdrejningspunktet for Sommers fjerde soloalbum. TEKST RASMUS PALLUDAN

FOTO RASMUS WENG KARLSEN

Sommer går på hæld T

obias Kippenberger træder omkranset af hvid ånde ind i Peter Sommers øvelokale i Skanderborg. Bag ham ligger en lang køretur på frostbidte veje fra København. Foran ham på et spisebord ligger en rund æggekage i en pande og luner sig, som en udmattet, lille sol, der har søgt ly fra de snedækkede marker, som omkranser øvelokalet. Peter Sommer har for vane at lave sin signaturret, når han får gæster. »Vil du have en bajer til maden i de her puritanertider?«, spørger en munter Peter Sommer den 28-årige The Floor Is Made of Lava-forsanger, der tager imod tilbuddet. Fra et anlæg høres Bobby Womacks hæse croonen på soulsangerens seneste album, ‘The Bravest Man in the Universe’. Det store øvelokale var i sin tid en gammel trælistefabrik, og måske derfor har 38-årige Peter Sommer dekoreret hele den ene endevæg med runde skiver fra en træstamme. Møbleringen i øvelokalet ville give ethvert ordensmenneske eller feng shui-fanatiker migræne. Det ser ud som om, Peter Sommer er gået ind i en lokal genbrugsforretning med bind for øjnene og tømt den for borde, stole, kommoder og sofaer.

54

Manglen på struktur afføder en rar og uhøjtidelig atmosfære, som synes at matche Sommers eget sindelag godt, som han sidder der, casual cool, med benene over kors foran spisebordet iført en løsthængende skjorte og afventer sin musikerkollegas spørgsmål. Manden i musikken

Mørket synes over tid at have ædt sig mere og mere ind i Peter Sommers lyrik. Den optimistiske længsel, der kunne findes på hittet ‘8-6-6-0’ fra albummet ‘Destruktive vokaler’ fra 2006, hvorpå han sang »Gid du kom til Skanderborg og blev der«, var stort set forsvundet to år efter på opfølgeren, ‘Til rotterne, til kragerne, til hundene’. Her førte Peter Sommer lytteren ind i et forpint, dystopisk univers, der var en konsekvens af, at hans kærlighedsliv var i krise. Guitaren var mere bidsk og rockende end tidligere, og vokalen var blevet dybere og mere fyldig. Nu, fire år senere, er han klar med et nyt album, ‘Alt forladt’, og han er i mellemtiden blevet skilt fra sangerinden Lise Westzynthius. Hun udgav sidste år selv et album baseret på parrets brud med den spiddende titel ‘Tæt på en kold favn’.


NĂĽr vi taler om selvtillid og vej i livet, sĂĽ er teksterne nok min. De er der bareÂŤ

55


Jeg blev sgu lidt træt af at blive brandet på en småbarnlig måde«

62


Jeg er Vinnie Who Niels Bagge blev kåret som hele Danmarks discoprins, men det naive udtryk blev for meget. Nu er Vinnie Who tilbage i en mere moden udgave med ét klart mål: At erobre verden med sin electropoppede disco. TEKST METTE HOLM FOTO PAW GISSEL

D

avid Bowie forvandlede sig til Ziggy Stardust i sine outrerede sceneoptrædener i 70’erne. Roger Nelson har aldrig været andet end Prince. Og Niels Bagge er Vinnie Who. Da den dengang 21-årige musiker begyndte sit indtog på de danske spillesteder tilbage i 2009, blev han straks katapulteret ind i rollen som hele Danmarks discoprins, der var synonym med stramme jeans, tilknappet skjorte og butterfly. Spol frem til 2013, og der er imidlertid markeret nye tider for Vinnie Who. Især i musikvideoen til førstesinglen, ‘How Can I Be Sure’, fra det nye album, ‘Midnight Special’, er det tydeligt, at der er

mere James Bond over det visuelle udtryk, end den spinkle dreng i røde bukser og hvid undertrøje der prydede det blomsterdækkede cover til debutalbummet ‘Then I Met You’ fra 2010. »Jeg blev sgu lidt træt af at blive brandet på en småbarnlig måde til sidst. Jeg kan stadig godt lide frække ting, men det måtte gerne skæres lidt ud i pap, at jeg er mere moden nu«. Og meget er da også sket siden sidst. Hvor tiden efter udgivelsen af debuten, der sikrede ham hits som ‘Remedy’ og ‘What You Got Is Mine’, var præget af det ene spillejob efter det andet, har det seneste års tid stået i sangskrivningen og albumindspilningens tegn. Men efter lange, intense dage i studiet er det blevet tid til at lufte Vinnie Who for offentligheden – og på scenen – igen. »Jeg har virkelig savnet den side af det«, fortæller Niels, der især fik sig en syret øjenåbner i form af en afstikker til en ukrainsk festival sidste sommer, inden han for alvor burede sig inde i et kælderstudie for at arbejde på sit andet album. »Det var på en total raver-festival, hvor vi spillede foran tusindvis

af mennesker, der gik fuldstændig amok, sang med på alt og skulle op og have autografer bagefter. Vi har ikke engang udgivet pladen i Ukraine«, griner han. At optræde som Vinnie Who gør unægteligt de overrumplende oplevelser nemmere, end hvis det var Niels Bagge fra Solrød, der stod på scenen foran tusindvis af skrigende fans. Men han holder imidlertid fast i, at man umuligt kan skille alter egoet fra musikeren og privatpersonen. »Jeg plejer at sige, at man skal finde alle de ting, man godt kan lide ved sig selv, og så bare gange det med 1.000, når man står på scenen. Du bliver nødt til at elske dig selv, når du står i centrum, for at gejle dig selv op til det show, det nu engang er«, forklarer han og fortsætter: »På den måde tror jeg, alle kunstnere har et alter ego, uanset om de optræder i eget navn eller ej. Jo mere man leger med en rolle, jo mere bliver den også en del af dig selv, når du laver fotoshoots og interview. I får sgu ikke at vide, hvem jeg rigtigt er«. Manisk lydnørderi

Selv om Vinnie Who ikke decideret fungerer som et skjold for den rigtige Niels, er projektet alligevel gennemsyret af en stor mængde kontrol med det visuelle udtryk og en enorm omhu i produktionerne. Selv betegner Niels sig som »super manisk«, når han arbejder i studiet, og på det nye album er samtlige numre indspillet i mindst tre udgaver, inden den endelige favorit er blevet valgt til ‘Midnight Special’. »Jeg er klart gået efter en mere snorlige, kontrolleret stil denne gang. I forbindelse med debuten var det skide frustrerende, at jeg ikke var helt inde i tingene, fordi jeg var så ny i det hele, og det kom tit lidt bag på mig, hver gang der var en video, der skulle skydes, eller et interview der skulle gives. Det er mere gennemtænkt og velovervejet denne gang, og det tror jeg virkelig, jeg havde brug for. Jeg kan kun bebrejde mig selv, hvis jeg ikke er tilfreds, for der er fandeme nørdet ned i mindste detalje«.

63


Den nye danske stil HERREMODE

D

er er sket et generationsskifte i dansk herremode. En frisk flok af initiativrige designere og handelsfolk har succes med at lave tøj, der er klassisk cool og samtidig pirrer den indre drengerøv. En del af de nye modefolk er selvlærte og har brugt musik- og gadekultur som lære­ plads og bringer gør-det-selv-attituden med ind i modebranchen. Bevægelsen har base i Køben­ havn, og hovedstaden er det krea­tive fundament for mærker som Soulland, Han Kjøbenhavn, Libertine-Libertine, Henrik Vibskov og Wood Wood, selv om alle er orienteret mod det store internationale marked. Men hvad er baggrunden for den positive udvikling, hvordan har danske mænd fået stil, og betyder det overhovedet noget for en tøjkøber i New York, at en skjorte er designet i Danmark? For at beskrive situationen inviterede vi til diskussion om dansk herremode. Ved bordet sad Silas Adler, årets danske modedesigner 2012 og medindehaver af Soulland, Rasmus Bak fra det ambitiøse, unge mærke Libertine-Libertine, og den altid grænsesøgende Henrik

66

Dansk herremode sprudler med moderne attitude, legesyge og stilbevidsthed, der også vækker opmærksomhed internationalt. Nøgleordet er personlighed. Vi satte tre af landets mest markante designere fra Soulland, LibertineLibertine og Henrik Vibskov sammen for at finde ud af, hvad der sker. TEKST NIELS PEDERSEN FOTO MADS TEGLERS

Vibskov, der er den eneste danske modeskaber med fast plads ved herremodeugen i Paris. Hvad er det, der sker i dansk mode i disse år? Silas: »Tidligere var der nogle få mænd, der gik meget op i mode, mens andre bare valgte tøj i forhold til deres arbejde eller en kultur omkring sport eller musik. Nu er der et øget fokus på tøj blandt mænd og drenge. Det ser man ikke kun i Danmark, men også i andre dele af verden«. Henrik: »Danmark er en lille stammekultur og har ikke haft en historie med mode før i 50'erne og 60'erne. Vores samfund er bygget på landbrug og fiskeri, s�� før hand­ lede herretøj om funktionalitet i forhold til vores erhverv. Danmark er i dag et overskudssamfund, og der er plads til at søge nogle mere farverige sider end tidligere. Og der er råd til det. Vi har en ungdom, der forbruger tøj«. Rasmus: »Det er en interesse, jeg ikke har oplevet før. Der er sket et opbrud, og man kan lettere vælge

tøj efter sine reelle interesserer, frem for at moden bliver dikteret. Det passer til mange unge. Særligt i Danmark, hvor vi har en enorm frihedsfølelse og en selvforståelse, der siger, at alle er individualister«. Henrik: »Jeg er ikke helt enig. Vi er små samfund i Skandinavien, og næsten alle ligner hinanden. Bliver én ting accepteret, så køber alle den samme ting«. Vil det sige, at vi har fået en større frihed til at klæde os, som vi vil, og så ender vi alligevel med at ligne hinanden? Henrik: »Jeg synes, danske mænd er ret ens. Der er ikke meget diversitet. Men sådan er de fleste kulturer«. Silas: »Da jeg var teenager, var

der ingen, der krydsede mellem kulturer. Stod man på skateboard, købte man tøj fra en lille lukket cirkel af mærker. Nu går folk på kryds og tværs. Man kan gå med Acne-bukser og lave hiphop. Ja, vi ligner hinanden på overfladen, men der sker nogle blandinger, som jeg ikke så i min ungdom«. Hvis der er sket en forandring, er det så designerne, der har ændret sig, eller er det de danske mænd? Silas: »Det er en kombination«. Rasmus: »Det handler meget om udbud. Der har aldrig været et større udbud af mærker, og vi har aldrig før haft adgang til så meget information. Tempoet i mode­ branchen er blevet enormt højt. Og mændene har ændret sig. Jeg møder unge fyre på 16-18 år, der har styr på onlinebutikker i Japan og USA med helt specielle varer«. Silas: »Det er også blevet nemmere at producere tøj. Der er lettere adgang til fabrikker, og det kan lade sig gøre at designe tøj uden at have en formel uddannelse. Det var sværere for 20 år siden, med mindre man selv sad og syede. Den åbning er sund for den danske tøjbranche«. Henrik: »Forbrugerne har helt klart forandret sig. Kommunikation har åbnet en masse muligheder. Vi producerer ikke mere her i Norden. Vi har kun vores hjerner og er fokuserede og har styr på logistik. Det er vores store


RASMUS BAK FRA LIBERTINE-LIBERTINE, SILAS ‘SOULLAND’ ADLER OG HENRIK VIBSKOV 67


FALLULAH

Engang blev hun mobbet, fordi hun var Spice Girls-fan. I dag har hendes musikalske originalitet og kontrastfyldte legesyge indbragt hende stor respekt. Maria Apetri fortæller om at vælge sin egen vej og blive stærkere, mens man gør det. TEKST ISABELLA HUNDT RØHMANN FOTO SIGURD GRÜNBERGER STYLING SOUVANNI MAKEUP/HÅR AYOE NISSEN

Skrøbelig og benhård M

aria Apetri sætter sig til rette for enden af det syv meter lange, sorte mødebord på sjette sal hos Sony Music i København og tager hovedtelefonerne på. Hendes hud er porcelæns­ agtig og lige så fin i teksturen som den pudderfarvede skjorte, hun har på, øjnene er store, grønne og intense, som hendes mørke, lange lokker, der indrammer hendes ansigt. De hjerteformede læber er naturligt røde, og hun bider sig i den nederste. Et par minutter forinden sagde hun med resolut stemme til sine pladeselskabsfolk: »Jeg vil meget gerne have lov at høre det stille og roligt med hovedtelefoner på helt alene i et andet rum, inden det bliver blæst ud af anlægget«. Hun har grebet sit nye album, ‘Escapism’, helt anderledes an end debuten, der med sin platinstatus, efterfølgende ‘Lykke’-soundtrack

76

og P3 Guld-pris virkelig fæstnede hende som Fallulah i alles bevidst­ hed. Den unge kvinde fra Amager med den danske mor og rumænske far, der havde deres lille pige med i deres balkan-dansetrup. Danmarks mest strålende stjerneskud, kaldte kritikerne hende. Dengang var hun fem år om at skrive sangene, fandt en producer og lavede det hele på én gang. Men nu har hun selv taget producerhatten på. Og skrevet albummet hen ad vejen, så det har fulgt hendes humør. Rejst alene til England i flere omgange for at finde udvalgte samarbejdspartnere og har i det hele taget lavet så meget, som hun overhovedet kunne selv. »Jeg ville se, hvad der skete, når sikkerhedsnettet helt for­ svandt. Det har betydet, at jeg har måtte stole meget mere på mig selv, og det ville jeg gerne prøve. Jeg havde brug for at gøre det for mig selv. Men det skaber også et meget større pres«.

Hun tænder for musikken og lader de mørklakerede negle tromme på bordet, lukker øjnene og bevæger nakken i en glidende bevægelse til musikken. Udenfor daler sne og slud klægt ned over hovedstadens tage. På væggene omkring hende hænger MGMT, Sade og AC/DC og våger over hende. »Det lyder helt vildt godt!«

Det er første gang, hun hører hele sin nye plade færdigmastereret, og frugten af samarbejdet med stjernemikser Cenzo Townshend, der tidligere har arbejdet med The Vaccines og Florence and the Machine, skal nu vise sig. Hun har selv været i London for at sidde ved siden af ham i mixerrummet. Det var hun nødt til, for første gang hun hørte hans bud på et mix, var hun ved at begynde at græde. »Han havde på ingen måde forstået min lyd eller min stemme. Det var dybt grænseoverskridende! Han havde fjernet hele rumklangen og vokalharmonierne, der gjorde, at det var mig. Jeg kan jo godt lide, at det lyder organisk, og det er meget vigtigt for mig at

Jeg husker, hvordan jeg skælvede under koncerter. Jeg ville bare have det overstået«


77


Christian Hjelm

Han kalder sin stemme for vinduet til sjælen. Den startede med at sukke efter Cobain men fik siden et crush på Neil Young.

P

å de gamle videobånd med familien Hjelms ferieoptagelser løber der en lille lyshåret dreng rundt og synger i krogene. Hele tiden. »Jeg tror altid godt, jeg har kunnet lide, at der kom lyd ud af min mund«, fortæller Christian Hjelm med sin dybe, alkohol- og tobaksagtige herrerøst, der står i kontrast til hans vellidte, høje og let flabede Beach Boys-sangstemme. »Vi havde et elorgel derhjemme, og jeg husker, hvordan jeg var vild med at sætte fut i rytmeboksen og trykke på tusind knapper, så der var et inferno af tango og swing og trommer, og så skrue ret højt op og løbe rundt i huset og råbe og skrige og synge til det«. Sådan. Så er den Hjelm’ske stemmes opståen vist på plads. »En dag havde en af mine venner glemt en guitar hjemme hos mig. Jeg var ti år gammel, og jeg husker tydeligt, hvordan jeg pakkede den ud og bare begyndte at spille et eller andet og synge til, for det var alt for kedeligt bare at spille. Det var lige så let for mig at synge som at spille, som jeg husker det, og jeg tænkte ikke så meget over, hvordan det skulle lyde, det skulle bare være der. Kort efter

92

flyttede min storesøster til San Francisco som au pair, og så begyndte jeg at sende kassettebånd til hende, hvor jeg spillede og sang«. Det gjorde, at unge Hjelm øvede og øvede sig, så han kunne spille så mange forskellige sange som muligt. Han blev ret glad for det, han hørte, når han sang. For et par år siden fandt han båndene igen. »De lyder som en ti-årig drengs lille lyse stemme«, siger han og griner. Efter at have »stået og skreget ind i en ghettoblaster for at komme til at lyde som Kurt Cobain« var det dog andre stemmer, der pludselig begyndte at fascinere ham. Neil Young. John Fogerty. Robert Smith. Og Brian Wilson. Og hans stemme har udviklet sig gennem dem, siger han. »Jeg har altid været meget fascineret af dem, der kunne synge højt oppe, og så fandt jeg lige pludselig ud af, at jeg selv kunne det, og det var ret afgørende for, hvordan min stemme senere er blevet, tror jeg. Jeg kan huske, at jeg sad og spillede og skreg, alt hvad jeg kunne efter skole i vores store køkken, som havde rigtig god akustik. Lidt ligesom at putte rumklang på en stemme. Og det er det, der har gjort det for mig. At jeg har

sunget igennem i så mange år og har undersøgt, hvad min stemme egentlig kunne, når jeg tog den til det yderste«. Men hans stemme blev i køkkenet i ungdomsårene, for han var ikke meget for at optræde. »Jeg husker tydeligt første gang, jeg gjorde det. Det var på skolen, og en af lærerne bad mig spille Hotel Hungers ‘Sitting in a Room’, og det var slet ikke det, jeg ville synge, for det var jo ikke outreret og cool. Men jeg var så nervøs, at jeg kan huske, jeg kiggede ned på mit ben og tænkte, ‘hold da op, kan et ben ryste så meget?’ Så meget, at der kom vibrato på min stemme. Men midt i det hele kunne jeg mærke, at der var noget helt magisk ved at få alle folks opmærksomhed og få lov til at udtrykke sig. Pludselig er man i den fantastiske

HAR DIN STEMME NOGENSINDE SVIGTET DIG? »Da jeg var yngre, gjorde jeg ind imellem nogle lidt dumme ting. Engang besluttede jeg og to venner os for at overnatte langt ude i skoven, dagen inden jeg skulle på scenen. Og det blev jeg selvfølgelig hamrende syg af, så da jeg skulle synge, kunne jeg godt høre, at jeg slet ikke kunne gøre det, jeg plejede. Det var ret ubehageligt at føle, at man var nødt til at lave om på sine sange for at kunne synge dem. Så det gør jeg ikke igen«.

situation, at det er blevet ens egen tur til at formidle nogle ting. Jeg gjorde et eller andet, som gjorde folk glade eller rørte noget i dem, og den følelse kunne jeg godt lide, for det rørte også noget i mig. Sådan har jeg det stadig«. Første gang han indspillede noget, vendte lydteknikeren sig om til de andre badmedlemmer i Figurines og spurgte undrende, om det virkelig skulle lyde sådan? Det skulle det. Og hans stemme kan faktisk lidt af hvert. Synge dybt, medium og så den velkendte, høje falset. Christian griner lidt, for han indrømmer, at han ikke er bange for at prøve ting af og tage en chance. Men den stemme, vi hører, tager han alligevel meget seriøst. »Det er lidt ligesom det med, at et billede siger mere end tusind ord. Idet der kommer en stemme på musik, så har du ligesom det inderste. Jeg ser min stemme som en dør ind til mig, for den der lytter. Min stemme har helt klart sine særheder, og det lyder måske lidt småpoetisk, men den er på en måde sjælens vindue. Det er med min stemme, at jeg inviterer folk indenfor – lige det sidste stykke, ikke?« Og hvis han mistede den i morgen? »Ja, så måtte jeg have sådan en robotmikrofon i halsen, for jeg skal kunne synge. Det er for vigtigt for mig«. •


Jeg sad og skreg, alt hvad jeg kunne, efter skole i vores store køkken, som havde rigtig god akustik

93


LIBERTINELIBERTINE SKJORTE 899 KR. SHORTS 699 KR.

102


STINE GOYA BLAZER 3.000 KR.

103


FÅ SOUNDVEN SENDT TIL DØ HVER MÅNED FOR KUN 50,KLIK HER


NUE ØREN


SOUNDVENUE #71 – Preview #71