Page 1

Paradoksalt talt “Paradoksets væsen er sandhedens væsen. For at afprøve virkeligheden, må man trænge den op i   en krog. Først når sandheden bliver akrobat, kan vi bedømme den” Oscar Wilde (1854­1900) De fleste har prøvet det da de var børn, bedstemor byder fadet med chokolader rundt og man får  besked på kun at tage én. Problemet er, at alle chokolader på fadet er lige indbydende ! Hvad gør  man så? Man er havnet i et paradoks. Det har   været mange  menneskers  frustrerende  lod, deriblandt  også de store tænkeres, at  banke  hovedet   imod   paradokset,   når   de   har   afsøgt   logikkens   grænser.   Igennem   filosofiens   historie   er  paradokser og logiske kontroverser optrådt i talrige forbindelser.  Ordet   paradoks   kommer   af   det   græske  para­doxa,   som   betyder   modsat­mening.   Et   tilsvarende  filosofisk   begreb   er  antinomi,   et   udtryk  som   Immanuel   Kant   anvendte   og  som   kommer   af   det  græske anti­nomos = mod­lov. Et af de simpleste paradokser er fra antikken, “løgnerantinomien”, først forbundet med Eubulides  fra Megara, som påstår: “Jeg lyver”, en påstand der er sand, hvis den er falsk. Et simpelt, men ægte  paradoks.   To   af   filosofiens  ældste   og  bedst  kendte  paradokser,   er  Zenons  (ca.495­e.445  f.  Kr.)  to   gamle  eksempler – ’Achilleus og skildpadden’, samt ’Den flyvende pil’. I historien om "Achilleus og Skildpadden", forestiller vi os et 100 meter løb mellem den rapfodede  Achilleus   og   den   langsomme   skildpadde,   hvor   skildpadden   får   et   forspring   på   10   meter.  Umiddelbart ville de fleste nok sætte deres penge på Achilleus, men ifølge Zenon er det ikke så  simpelt.   Når   Achilleus  har  løbet  de   første  10  meter,  har  skildpadden  tilbagelagt  11  meter,   når  Achilleus så har løbet 11 meter, er skildpadden nået ud på 11,10 meter, når han når de 11,10 meter, 


er skildpadden kommet til 11,110, osv. I teorien overhaler Achilleus aldrig skildpadden, da der  imellem tallet 11,0 og f.eks. tallet 11,2 er uendelig mange decimaler. At virkeligheden er en anden  ved vi godt; alligevel holder Zenons argument, hvis man støtter sig til oldtidens logik og vi står  tilbage med et ægte paradoks. I   "Den   flyvende   Pil",   forudsættes   den   fysiske   lov,   at   alt,   hvad   der   udfylder   et   rum   af   samme  størrelse som sig selv, er i hvile. Vi forestiller os nu en bueskytte der skyder en pil af sted, f.eks. fra  punkt A til B. På ethvert givent tidspunkt i pilens bevægelse udfylder den et rum magen til sig selv,  og er derfor i hvile. Igennem hele bevægelsen fra A til B er den derfor i hvile og dermed er den  ubevægelig.   Men   den   kommer   som   bekendt   alligevel   fra   A   til   B.   Der   findes   selvfølgelig  indvendinger mod Zenons paradokser, dog rummer begge historier; elementer der diskuteres den  dag i dag. I   middelalderen,   hvor   skolastikken   var   den   dominerende   filosofiske   retning,   var   filosofiske  diskussioner   med   udgangspunkt   i   Guds   væren   et   af   de   foretrukne   emner.   Inden   for   den  middelalderlige teologi var det almindeligt, at knytte begreber som almægtig og algod sammen med  Gud. Men er Gud almægtig ? Findes der virkelig noget, som Gud ikke kan? Hvad nu hvis man bad  Gud konstruere en matematikopgave der var så svær, at Gud ikke selv kunne løse den? Eller hvis  man bad Gud om at gøre sig selv "ikke­almægtig", og det lykkedes ­ kunne han så gøre sig selv  almægtig igen? Et andet af skolastikkens store paradokser var også det klassiske spørgsmål, teodicé  problemet: Hvis Gud er algod og almægtig, hvorfor er der så ondt i verden? Også   den   store  tyske filosof  Immanuel  Kant  (1724­1804),  løb ind  i  et  paradoks   i  sin berømte  morallære. Kant er repræsentant for den retning inden for moralfilosofien, man kalder deontologien  (af græsk.  deon, pligt,  logos, lære). Kant mente, at man altid bør vurdere handlingens moralske  værdi på grundlag af sindelaget bag handlingen. Kun når jeg handler ud fra min pligt til at handle  moralsk, kan handlingen kaldes moralsk. Et eksempel kunne være følgende: En dreng er ved at  drukne, og man redder ham. Umiddelbart er det i sig selv en udmærket handling, men hvis man  redder drengen ud fra andre motiver end pligten til at handle moralsk, f.eks. fordi man gerne vil i  avisen, eller fordi man har ondt af drengen, kan handlingen ikke karakteriseres som moralsk. Det er 


altså ikke nok blot at overholde de moralske spilleregler, man skal også have et moralsk sindelag.  Hos Kant er det altid midlet og aldrig målet der tæller.  Men hvad nu hvis man har lånt sin nabos jagtgevær og, naboen pludselig dukker og siger: “jeg vil  gerne have mit jagtgevær tilbage, da jeg vil skyde min kone”. Her kommer man med Kants teori ud  i et etisk paradoks. Man må ikke, iflg. Kant, lyve eller bryde det løfte der ligger i at låne, nemlig at  aflevere tilbage, da man har en moralsk pligt til at overholde disse regler, men man er samtidig  moralsk forpligtet til at forhindre et mord. Hvad gør man så?  For mange mennesker ville svaret nok være åbenlyst, men paradokset viser også, at det er nærmest  umuligt at sætte noget så komplekst som den menneskelig moral og adfærd ind i nok så komplekst  et filosofisk system, som Kants "Kategoriske Imperativ", der siger : "Handl kun efter den maksime  (de subjektive regler if. hvilke man virkelig handler)  ved hvilken du samtidig kan ville at den bliver   en almengyldig lov" Et andet etisk paradoks er sammenstillingen af to følgende situationer, A og B: A) På et hospital ligger fem mennesker for døden. De mangler alle fem forskellige vitale organer  for at overleve. En ny patient bliver indlagt, dog blot med en kraftig hjernerystelse.  Spørgsmålet er nu: er det rimeligt at tage organerne fra den nye patient og redde de fem andre ? De  fleste vil intuitivt svare nej. B) Så ser vi situationen i et andet lys. En person står ved et manuelt sporskifte, hvor et togspor deler  sig i et Y. På sporet til højre ligger fem personer  bundet   fast   til   skinnerne,   på   sporet   til   venstre  ligger en person. Hvis toget, som i øvrigt ikke kan  stoppes, forsætter ud af sporet til højre, resulterer  det i fem dræbte. Spørgsmålet er nu: er det rimeligt at skifte togets  bane så det skifter fra højre spor til venstre, og ofre  en i stedet for fem? De fleste vil intuitivt svare ja, men hvis man sammen holder dette eksempel  med eksempel A, vil det utvivlsomt være svært at finde de logiske argumenter frem.


Den engelske   filosof   og   matematiker,   Bertrand   Russel,   konstruerede   det   berømte   filosofiske  "Mængdernes Mængde paradoks". Han har selv simplificeret det med historien om: barberen der  barberer alle i byen, som ikke barberer sig selv. Spørgsmålet er så, barberer barberen så sig selv ? I en tid hvor kloning pludselig er blevet aktuelt, får en nyere filosofisk problemstilling en helt  uventet relevans.  I dette tankeeksperiment er udgangspunktet en diskussion angående sjælens eksistens, eller mangel  på   samme.   Paradokset   forudsætter,   at   man   godtager   opfindelsen   af   en   maskine,   en   slags   atom  duplikator, der kan lave en perfekt kopi af en person, ned til mindste atom, en ide, der lige pludselig  ikke er så fjern. Man kunne så, ud fra disse forudsætninger, spørge en person, der ikke troede på  sjælen, om vedkommende ville have noget imod, selvfølgelig smertefrit, at dø, da vi i rummet ved  siden af havde en perfekt kopi af ham, som ville få udleveret en betragtelig sum ved hans bortgang.  Problematikken ligger i forståelsen af, hvad det er der er mig. Hvis alle atomer i min krop blev  kopieret, ville kopien så være den samme som mig, eller er der noget mere, der er mit jeg? Til sidst et lille paradoks til læseren. Uanset korrekturen, vil denne artikel altid indeholde mindst en  fejl!

Paradokser  

Paradokser fra den klassiske filosofi

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you