DSTHForum 3. udgave 2012

Page 18

Første møde i nordisk netværk

for yngre læger med interesse i blødersygdom Af: Læge, ph.d. Ole Halfdan Larsen, Center for Hæmofili og Trombose, Aarhus Universitetshospital (mail: ole.halfdan.larsen@ki.au.dk)

Trombose og hæmostase er et niche område og det gælder i særdeleshed, når det kommer til interessen for behandlingen af de relativt sjældne blødersygdomme. Ideen om et nordisk netværk for yngre læger med interesse for blødersygdom blev formuleret til Nordic Coagulation Meeting i Aalborg i 2011. Her stod det pludselig meget klart, at hvis der var nogen yngre læger med særlig interesse for blødersygdom, var det i hvert fald ikke til at udpege hvem det var. Således begyndte arbejdet med at opspore yngre læger i Norden med interesse i feltet og knap et år senere lykkedes det, med venlig støtte fra Baxter, at afholde det første uformelle netværksmøde i København 11.-12. maj 2012 med deltagere fra Danmark, Sverige og Finland. Deltagerne fremlagde præsentationer af sig selv og deres klinikker. Desuden havde de medbragt cases til diskussion og fremlagde forskning indenfor hæmostase, som de havde været involveret i. Den eneste eksterne foredragsholder var professor Rolf Ljung fra Malmø. Rolf Ljung var med til at starte og er nu formand for "European Paediatric Network for Haemophilia Management" (PedNet) og siden “International Network of Pediatric Hemophilia” (INPH). Dermed har han en masse erfaring, der kunne tjene som inspiration for deltagerne. Nogle af Rolf Ljungs hovedpointer omkring opbygningen af faglige netværk var: » Netværkets målgruppe og formål skal være klart defineret. » Et netværk skal bestå af en mindre gruppe (PedNet arbejder med max. 20 deltagere). Dette giver bedre diskussioner og det er vigtigt, at alle deltagere får mulighed for at bidrage.

» Netværket skal være uformelt og uden intern konkurrence. » Netværket skal have fuldt ejerskab over dagsordenen, også selv om man er afhængig af støtte fra sponsorer. » Al begyndelse er svær. Der gik 16 år fra det første netværksmøde i 1982 til det andet møde hvor PedNet for alvor blev formet i 1998. » Et netværk skal "brandes". Dette gælder i høj grad indadtil for at skabe en fælles identitet i netværket, men selvfølgelig også udadtil. Dette første møde sluttede med 360 graders brainstorming over, hvordan netværket skulle udformes og anvendes. Navnet på netværket blev enstemmigt vedtaget til at være NEXT, som er en selekteret sammentrækning af det formelle navn "Nordic future experts in haemophilia network", som også passer godt til det uofficielle motto: "Not exactly a bad idea to check out what other people do". Der er blevet nedsat en steering committee med en deltager fra hvert land, som har ansvaret for agendaen til det næste møde, samt udfordringen med at få skabt en brugbar internet platform til intern kommunikation og udveksling af erfaringer. I den indsatte boks ses netværkets korte facts.

NEXT network Hovedformål: Netværk og uddannelse. Forskningssamarbejde er en sekundær ambition. Målgruppe: Yngre læger i Norden med interesse i blødersygdom. Form: Et årligt møde i maj samt satellit arrangementer ved andre internationale møder. Løbende kontakt via hjemmeside.

Så skal der brainstormes ...

side 18


Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.