Issuu on Google+

12 | december 2010

BRANCHE

| LIXEN

I offentlighedens tjeneste De sætter dagsorden og dominerer den politiske debat. De giver deres historier væk gratis. Og som det første onlinemedie har de modtaget Pulitzer-prisen for undersøgende journalistisk. Lixen kigger nærmere på ProPublica.

Søren Dal Rasmussen

ALFA-MEDIET. Medarbejdere myldrer frem fra alle kroge af kontoret for at følge med. Midt i redaktionslokalet klumper de sig sammen ved et skrivebord. På computerskærmen lyser Pulitzer-prisens hjemmeside; snart svinder den og ruller frem på ny. Opdater … Intet nyt.

Opdater … Intet nyt.

Opdater … Heller ikke denne gang.

Sheri Fink er nervøs. Hun har jo hørt rygterne om, at hendes historie har vundet. Hun tillader ikke sig selv at tro på dem. Der er mange gode historier. Og så: Hvor der før kun stod ’Winners’, kommer en masse skrift til syne. Og der står det så. Under ’Investigative Reporting’. Sheri Fink of ProPublica. »Min første tanke var: Wauw … Det her sker rent faktisk,« husker Sheri Fink. Jubel bryder ud. Knus bliver udvekslet mellem personalet. Champagnepropperne springer og overdøver telefonopkald med lykønskninger. Sheri Fink er overvældet. Og nu begynder medierne at ringe. »Der går lang tid, inden jeg fatter, hvad der er sket. Da BBC er i røret, håber jeg bare, at det, jeg siger, giver mening.« For første gang vinder en artikel fra et onlinemedie Pulitzer-prisen for en historie, der: ”Optegner de hastige beslutninger om liv og død, der blev taget af et hospitals doktorer, da de blev indespærret under orkanen Katrina.” Mere om den senere. Et mål Historien passer på mange måder ind i ProPublicas målsætning om at

levere historier, der betyder noget. Historier med indvirkning på samfundet. »Det betyder ikke så meget med anerkendelsen. Vi vil bare være sikre på, at de mennesker, vi skriver om, bliver stillet til ansvar,« fortæller ProPublicas Director of Communications, Mike Webb. Det handler i bund og grund om indflydelse. Eksempelvis tilbyder ProPublica ofte færdige historier til

succes med, siden den første undersøgelse poppede frem online for cirka to år siden. Succesen kan måles på de 22 journalistiske priser, de har vundet. Eller gennem de historier, de har udgivet i samarbejde med mange amerikanske medier. Sidste år udkom 138 historier i samarbejde med 38 forskellige medier. Heriblandt med The Washington Post, The Los Angeles Times, Chicago Tribune og The New York Times.

Det betyder ikke så meget med anerkenderlse. Vi vil bare være sikre på, at de mennesker, vi skriver om, bliver stillet til ansvar.

forskellige medier. Gratis. Og målretter undersøgelser til medier, hvor de vurderer, at historien rammer bredest. »Det vigtigste for os er, at vores undersøgelser gør indtryk og har indflydelse. Vores læsere skal blive forarget og tænke: ’Kan det her virkelig passe?’, når de læser historierne,« siger Mike Webb. De kalder det ’journalistik i det offentliges interesse’. Det har de haft

Mike Webb, ProPublica

»Der er en ekstrem høj kvalitet i de historier, ProPublica laver,« siger professor Brant Houston, der er Knight-fondens formand for undersøgende og virksomhedsjournalistik på University of Illinois og tidligere formand for IRE, Investigative Reporters and Editors. »De har været dygtige til at levere gennemarbejdede og troværdige undersøgelser. På det punkt har de overgået manges forventninger. Den

journalistiske kvalitet er helt på højde med de andre mere etablerede medier i USA,« vurderer han. Et opkald I efteråret 2006 havde Herbert og Marion Sandler netop solgt deres firma Golden West Financial Corporation og høstet tæt på 2,4 milliarder dollars. Mange af pengene skulle gå til velgørenhed. Og af alle steder startede de med at give penge til journalistikken. »Hele mit liv har det drevet mig til vanvid, når jeg mødte korruption, embedsmisbrug og løgnagtighed. Specielt i situationer, hvor folk med magt udnytter dem med meget få ressourcer,« siger Herbert Sandler til New York Times Magazine. Senere samme år ringede parret til Paul Steiger, ProPublicas nuværende chefredaktør. De fortalte om deres planer. De vidste ikke præcis, hvad de ville gøre, men det skulle være stort. »De ville bruge 10 millioner dollars om året på undersøgende journalistik. Og så spurgte de mig, hvilket råd jeg ville give dem,« forklarer Paul Steiger i New York Times Magazine. Steiger tegnede en ny forretningsmodel op. Et nonprofit-nyhedsrum

BRANCHE med 25 journalister og redaktører, der skulle lave undersøgende journalistik. De skulle lave ambitiøse undersøgelser, som kun landets største nyhedsorganisationer var kendt for at lave. Sandler-parret var vilde med idéen. Der var kun én betingelse. Paul Steiger skulle lede projektet. På det tidspunkt var Paul Steiger chefredaktør for The Wall Street Journal på 15. år. Med Steiger som chef vandt avisen 16 Pulitzerpriser. Men hverdagen havde længe budt på nedskæringer. Fyringer. Og som om det ikke var nok, stirrede 64-årige Steiger på en karrierestige, hvis næste trin ikke tog ham længere op. Næste trin viste pension. Han vendte hurtigt tilbage til ægteparret Sandler med sit svar. En ny tilgang 2008. På Broadway, New York ligger USA’s største redaktion for undersøgende journalistik. ProPublicas. Her graver 32 journalister dagligt i og efter de historier, der skal være med til at tegne konturerne i det amerikanske mediebillede. Stemningen ved skrivebordene er præget af fordybelse. »Journalisterne sad helt begravet i regneark og store stakke med dokumenter. I det hele taget var det tydeligt, at folk havde tid til at lave deres ting,« erindrer journalisten Hakon Mosbech, der selv har besøgt ProPublica to gange for at researche til sit speciale om kvalitetsjournalistik på nettet. På redaktionen møder man ingen deadlines eller krav om klik på nettet. »Vi har mere tid end andre redaktioner i landet,« fortæller kommunikationsdirektør Mike Webb. »Hos os skal journalisterne ikke producere hver dag. Mange steder er den enkelte journalists værdi lig med de historier, han får publiceret. Det har ingen værdi for os. Det vigtige er den relevante og gennemarbejdede historie.« Journalisterne kan undersøge ét enkelt emne i flere måneder af gangen. Arbejdsvilkårene gør det til

LIXEN | december 2010 | 13

en ekstremt eftertragtet arbejdsplads. Beviset? Mere end 1.300 ansøgninger fandt vej til ProPublica, da de slog 25 stillinger op. For eksempel startede miljøjournalist Abrahm Lustgarten undersøgelsen ’Buried Secrets’ den 22. juli 2008. Han har videreudviklet den historie mere end 60 gange. I dag skaber historien, om hvordan naturgasboringer forurener grundvandet, stadig debat i USA. Den

blemer med den specielle måde at være finansieret på: »Man kunne forestille sig et scenarie, hvor ejerne opfordrer journalisterne til at jagte ejernes egne særegnede historier. Det kan skabe en interessekonflikt mellem netop ejerne og journalisterne.« Hos ProPublica kender de kritikken. Sandler-parret er kendt i USA som demokrater og har givet adskillige

Den journalistiske kvalitet er helt på højde med de andre mere etablerede medier i USA.

Professor Brant Houston, University of Illinois

er senest opdateret i september i år. Professor Brant Houston er enig i, at de journalistiske arbejdsbetingelser er én af grundene til, at ProPublica nyder så stor succes. »Meget af deres succes kan man tilskrive den tid, de har til at gøre tingene. De skal ikke levere ’breaking news’. De kan nøjes med kun at fokusere på deres specifikke undersøgelse,« vurderer han. Hakon Mosbech påpeger også, at tiden er en central grund til, at ProPublicas journalister leverer høj kvalitet. »Forcen er helt klart den tid, de har til det. Der er ikke en kvote for, hvor mange historier de skal lave. Så der er god tid til at gå i dybden.«

En kritik Selv om den fondsbaserede journalistik har fordele, kan den også kritiseres. Harry Browne, lektor i journalistik ved School of Media på Dublin Institute of Technology, bifalder ProPublicas hidtidige arbejde, men har også bekymringer. Han mener, at der svæver en ’velgørende tåge’ omkring de fleste fonde. »For eksempel kunne en fond have en tendens til at skjule eller pynte på problemer, som fondens ejer selv har været med til at skabe,« siger han. Harry Browne udpeger også pro-

donationer til liberale formål. Derfor har de taget forbehold. »Mange frygtede, at vi ville blive Sandlers håndlangere. Derfor har vi også krævet, at de ikke er med til redaktionsmøderne. De ved heller ikke, hvilke undersøgelser vi har gang i. Derfor følger de vores arbejde gennem vores hjemmeside, præcis som en almindelig amerikaner gør,« siger Mike Webb.

Denne historie er blevet til på grundlag af en række interviews med både mundtlige og skriftlige kilder, samt artikler fra amerikanske medier. Beskrivelser og detaljer bygger på interviews med kilder fra ProPublica og information fra ProPublicas hjemmeside. soera09@student.sdu.dk

DEDIKERET TIL GRAVERARBEJDE. De kalder den ‘The Records Wrangler Award’. Det lille tøjdyr bliver uddelt hver måned til den journalist, der har kunnet grave flest vigtige dokumenter frem til sin undersøgelse. Her ses prisen sammen med den nuværende indehaver, A.C. Thompson.

Det siger de om ProPublica

“ProPublica er klart det ledende af nonprofitmedierne – altid fokuseret på vigtige emner med historier, der er grundigt fortalt og godt redigeret. - Rick Edmonds Media Business Analyst Poynter Institute

“ProPublica er unikt. Vi har andre nonprofit grup-

per, der laver undersøgende journalistik, men vi har aldrig haft et nonprofitmedie før, der har ressourcerne til at gøre det, som de bedste og mest fremgangsrige mediehuse gjorde engang: Forfølge en historie uden frygt og uden at tænke på finansielle omkostninger eller konsekvenserne for dem, de afslører. - Lowell Bergmann Professor for Investigative Reporting Berkeley Graduate School of Journalism

Privatfoto

EN HISTORIE New Orleans, mandag den 29. august 2005. Omkring 2.000 mennesker her iblandt mere end 200 patienter og 600 medarbejdere ophober sig på et kommunalt hospital, Memorial Medical Center. Alle indespærres de. Uden strøm, uden aircondition, uden rent vand. I de efterfølgende dage kæmper personalet med at evakuere og behandle så mange som muligt. Torsdag forlader patienten Rodney Scott hospitalet som den sidste patient. 45 personer har mistet livet. Dødstallet er højere end på noget andet hospital i samme størrelsesorden. Tallet bekymrer politiet. På trods af de ekstreme omstændigheder er de mildest talt forvirrede. Indtil de hører grunden. De erfarer, at en dygtig læge og to respekterede sygeplejersker tilsyneladende har fremskyndet nogle patienters død ved at give dem en dræbende dosis medicin. De beslutter at undersøge sagen. Næsten et år senere arresterer politiet på baggrund af deres efterforskning Dr. Anna Pou. Bevismaterialet peger på, at Anna Pou bevidst har udøvet aktiv dødshjælp på specifikke patienter og dermed har været skyld i op til fire personers død under evakueringen. Hun bedyrer dog sin uskyld, fordi hendes job nu engang er ’at hjælpe patienter gennem deres smerte’. En nævningedomstol nægter at rejse tiltale mod hende for mord af anden grad. I de følgende år gennemfører Louisiana, med hjælp fra samme Anna Pou, tre nye love. Lovene tillægger medicinsk personale immunitet mod private søgsmål under fremtidige katastrofer. Rent juridisk kan læger altså ikke stilles til ansvar for den faglige behandling, de giver, når der er en naturkatastrofe eller et terroristangreb. Heller ikke hvis behandlingen fører til patienters død. Det er situationen, da Sheri Fink beslutter sig for at undersøge, hvad der virkelig skete de dage på Memorial Medical Center. »Det er vigtigt at forstå, hvad der skete på Memorial, fordi det rejser mange etiske dilemmaer for læger. Hvem skal behandles først, når der opstår en katastrofe? Hvem bestemmer, hvem der skal behandles først?« spørger Sheri Fink. Hun taler med andre læger fra hospitalet. De kan bekræfte, at de med fuldt overlæg har givet visse patienter en dødelig dosis medicin. Som freelancer forsøger hun først selv at dække sagen, men må give op. Det er for dyrt. »Jeg fremlagde først min ide for New York Times Magazine. De synes, at emnet var spændende, men bad mig om at opsøge dem igen, når jeg havde mere materiale. Jeg tog det faktisk som en slags opmuntring, selv om det måske i virkeligheden var en pæn måde at sige nej på,« fortæller Sheri Fink. »Vi som magasin havde ikke ressourcerne til at jagte en historie som den. Så vi var nødt til at sige nej,« fortæller New York Times Magazines redaktør Gerald Marzorati i et interview med The Washington Post. I stedet bliver hun tilknyttet ProPublica. Modsat New York Times Magazine har de med deres fondsstøtte mulighederne for at finansiere de mange ture til og fra New Orleans. Hun får alt den tid, hun skal bruge, da hun researcher historien fra New Orleans. I to og et halvt år interviewer hun mere end 140 personer. De fleste af dem mange gange. I dag har hun ingen anelse om, hvor mange gange hun er fløjet derned. »De betingelser, som ProPublica har givet mig, har været utrolige. Pengene alene har hjulpet til, at jeg kunne realisere historien,« siger hun. »Tiden har også været vigtig. Hele deres redaktion er bygget op omkring at lave dybdegående undersøgende journalistik Jeg plejede at sige, at de betingelser, som jeg fik, var en kæmpe luksus. I dag vil jeg hellere sige, at de har været en nødvendighed for at jagte et så langt og dybdegående projekt.« På fireårsdagen for Katrina udgiver ProPublica hendes artikel ’The Deadly Choices at Memorial’. Og for at skabe størst mulig opmærksomhed har de også valgt en samarbejdspartner - New York Times Magazine. På 13.000 ord afslører Sheri Fink hidtil ukendte informationer om dagene på Memorial. Hverken politiet eller retsmedicineren i New Orleans kender dem. Mindst 17 patienter er ifølge artiklen blevet givet dræbende mængder morfin. Nogle blev injiceret, fordi lægerne følte, det var det eneste menneskelige at gøre. Nogle blev injiceret, fordi det ville gøre evakueringen lettere. Fælles for alle injicerede: Det var mod deres vilje. Og det blev gjort bevidst. Artiklen får embedslægen til at starte en ny undersøgelse af nogle patienters død. Ud over det bliver anbefalinger, der er blevet udformet på baggrund af artiklen, indskrevet i USA’s nationale retningslinjer for, hvordan læger bør håndtere mangel på livreddende udstyr i medicinske nødsituationer.


I offentlighedens tjeneste