Page 25

Spørgsmålet er, om det er muligt at komme udenom, at betydningen af et begreb som ”barnets tarv” samt forståelsen af, hvordan dette varetages i det sociale arbejde, altid vil variere efter, hvilke øjne der ser.

Lene Mosegaard Søbjerg, forsknings- og udviklingsleder

Undersøgelsen fra Børnehus Midts område peger imidlertid også på, at ikke alle kommuner anvender nul-tolerance-politikken konsekvent, fordi de i nogle tilfælde tvivler på, at det er til barnets bedste at anmelde en sag. Det kan således være svært at opretholde kontinuitet og tryghed i barnets nære omsorgsmiljø, hvis et familiemedlem anklages for eksempelvis vold og trækkes gennem en retssag, hvor ikke kun barnet og den anklagede, men også øvrige nære familiemedlemmer og forskellige myndighedspersoner skal afgive forklaring. I nogle kommuner foretages der derfor en konkret vurdering af, om en sag skal indberettes til Børnehuset/politi-

et, eller om der i stedet skal iværksættes familiebehandling eller andre støtteforanstaltninger, idet disse vurderes at være bedre for barnet.

Forskellige hensyn I en stor andel af de sager, der er blevet behandlet i Børnehusene, har der været klare lovbrud, og der har ikke været tvivl om, at det var i barnets tarv at involvere politi, sundhedsvæsen og Børnehus. I andre sager har det tilsyneladende ikke været så klart. Det er netop i sådanne sager, at nogle kommuner vælger at se bort fra nul-tolerancepolitikken. På trods af at kommunerne er begejstrede for, at de kan få faglig ekspertise og sparring fra Børnehuse-

ne, vælger de således i nogle sager at gå udenom Børnehuset, fordi dette vurderes til at varetage barnets tarv bedre. Der er ingen tvivl om, at de kommuner der anvender en nul-tolerance politik, og de kommuner der foretager et socialfagligt skøn, alle ønsker at gøre det bedste for at leve op til lovgivningen og varetage barnets tarv på bedste vis. Forskellige hensyn i forskellige paragraffer og forskellige børn og unge i forskellige situationer kan imidlertid lede til forskellige opfattelser af, hvad der er den rigtige handling. Spørgsmålet er, om det er muligt at komme udenom, at betydningen af et begreb som ”barnets tarv” samt forståelsen af, hvordan dette varetages i det sociale arbejde, altid vil variere efter, hvilke øjne der ser. Lovgivning og retningslinjer er vigtige for at sikre den bedst mulige indsats for krænkede børn og unge, men måske er løsningen ikke regler og standardisering af det socialfaglige skøn, men i stedet en diskussion, der kan lede til en fælles forståelse af, hvad barnets tarv er i forskellige situationer. S Lene Mosegaard Søbjerg er forsknings- og udviklingsleder, VIA Samfund og Socialt Arbejde - Center for forskning og udvikling, VIA University College.

ILLUSTRATION MORTEN VOIGT

SOCIALRÅDGIVEREN 3 2016

25

Profile for Dansk Socialrådgiverforening

Socialrådgiveren 3-2016  

Fagblad for Socialrådgivere, udgivet af Dansk Socialrådgiverforening

Socialrådgiveren 3-2016  

Fagblad for Socialrådgivere, udgivet af Dansk Socialrådgiverforening

Profile for socialrdg