Page 1

Tidsskrift for Socialpolitisk Forening

Nr. 2 / 2013

TEMA

S책rbare unge


Indholdsfortegnelse

Tidsskrift for Socialpolitisk Forening

TEMA

Sårbare unge

Line Askgaard og Tine Gomard: Formand: Robert Olsen Landssekretær: Allan Bærentzen Social Politik udkommer seks gange årligt og sendes automatisk til alle medlemmer og abonnenter Redaktion: Matilde Høybye-Mortensen (ansv.) Se øvrige bagest i bladet. Dette nummer er redigeret af: Line Askgaard og Tine Gomard Redaktionssekretær: Allan Bærentzen ISSN 0905-8176 ISSN 2245-8905 (online) Artikler fra Social Politik kan citeres med tydelig kildeangivelse. Redaktionen gør opmærksom på, at artikler i Social Politik ikke nødvendigvis dækker redaktionens eller Socialpolitisk Forenings synspunkter. Socialpolitisk Forening Strandgade 6, st. 1401 København K Tlf.: 40 23 43 20 (dagligt 10 -15) www.socialpolitisk-forening.dk post@socialpolitisk-forening.dk Merkur Bank: 8401 1107640

Sårbare unge.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3 Lene Larsen og Line Askgaard:

Krydsfeltet mellem politikområder skaber unge med sårbare liv.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 5 Klaus Rasborg:

Individualiseringens vindere og tabere.. . . . . . . . . . . . . . . . 10 Ulla Højmark Jensen og Jakob Højmark Pedersen:

Inklusion af sårbare unge på ungdomsuddannelserne.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 14 Nanna Ravn Hansen:

Job og uddannelse – en vej ud af kriminalitet?!.. . . . . . . 19 Janne Rützou og Karin Parbst:

Nu kan det blive anderledes, men skal vi tage bolden op!. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 24 Line Askgaard:

Ung og hjemløs. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 28 Klumme Anna Diana Møller:

Er økonomisk vækst altid godt?. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 33 Landsforeningen Støt Ulighedens Topmøde.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 34

Tryk: Eks-Skolens Trykkeri ApS


3

Sårbare unge Af Line Askgaard og Tine Gomard

Dette temanummer bygger på en række spørgsmål og tendenser angående den samfundsmæssige udvikling i fht. sårbare unge, som skaber nye samfundsmæssige udfordringer. Et par eksempler er bl.a.: Hvorfor falder stadig flere unge fra en ungdomsuddannelse, når de statslige initiativer og målsætninger tilstræber den modsatrettede udvikling? Hvorfor er en stigende gruppe af unge med problemer udover ledighed på offentlig forsørgelse trods reformer, der søger det modsatte? Hvorfor bliver flere unge hjemløse eller sofasovere til trods for hjemløsestrategien? Forklaringerne på udfordringerne og hvad der kan gøres for at afhjælpe dem, fordrer nuancerede svar med både fagligt- teoretiske, praktiske og ungeperspektiver. Lige såvel ønsker vi, at vise succeshistorier på problemstillingerne. Temanummeret indledes med artiklen »Krydsfeltet mellem politikområder skaber unge med sårbare liv«, handler om social- og beskæftigelsespolitikkens udvikling og om at uddannelsespolitikken i stigende omfang anvendes som integrationsredskab over for unge, hvilket skaber flere sårbare unge, da politikken bygger på tidligere perioders diskurser og politiske redskaber. Klaus Rasborg skriver i artiklen »Individualiseringens vindere og tabere« om, hvordan nutidens individualisering har medført en fremkomst af nye værdier, deltagelsesformer og politiske orienteringsmønstre, som skaber vindere og tabere. De unge skal besidde en række forudsætninger og kvalifikationer for at være med på »vinderholdet«, hvilket også ses i forhold til uddannelsesmønstrene. I forlængelse heraf skriver Ulla Højmark Jensen og Jakob Højmark Pedersen skriver om »Inklusion af sårbare unge på ungdomsuddannelserne«. Hvilke er de unge, der er i fare for at falde fra på ungdomsuddannelserne? Og hvordan kan ungdomsuddannelsesinstitutionerne inkludere dem? Dernæst belyses job- og uddannelsesperspektiver for unge kriminelle i artiklen »Job og uddannelse – en vej ud af kriminalitet?!«. Artiklen er baseret på erfaringer som virksomhedsinitiativet High:five har gjort sig. High:five har i samarbejde med en lang række aktører udviklet en succesfuld model til at hjælpe unge ud af kriminalitet. Janne Rützou og Karin Parbst skriver om de nye praktikcentre i artiklen »Nu kan det blive anderledes, men vi skal tage bolden op!« Med den nye praktikpladsreform kan en ny norm udvikles: at samfund, virksomheder og erhvervsskoler tager ansvar for de unges praktik. Reformen


4 er bl.a. inspireret af projektet ‘Perler i byggebranchen’, hvor en vedholdende og systematisk indsats har skaffet unge med indvandrerbaggrund praktik i byggebranchen. Det sidste perspektiv vi har valgt at bringe frem omhandler den stadig mere omfattende hjemløshed blandt unge, hvilket også relaterer sig til job- og uddannelse. I artiklen »Ung og hjemløs« skriver Line Askgaard, på baggrund af interviews, om hvordan hjemløsheden opleves på ungeherberget Rådmandsgade 60 i København og hvorfor målsætningerne i den nationale Hjemløsestrategi er udfordret.


5

Krydsfeltet mellem politikområder skaber unge med sårbare liv Med udgangspunkt i social- og beskæftigelsespolitikkens udvikling vil denne artikel vise nogle af konsekvenserne af, at uddannelsespolitikken i stigende omfang anvendes som integrationsredskab over for unge som følge af velfærdsstatens udfordringer. Det er en hovedpointe, at den nuværende politik bygger på tidligere perioders diskurser og politiske redskaber, hvilket skaber flere unge med sårbarheder. Af Lene Larsen og Line Askgaard

Vi har valgt at beskrive Danmarks ‘forsørgelseshistorie’ gennem en tredeling i social- arbejdsmarkeds- og beskæftigelsespolitik. Gennemgangen vil vise, at uddannelse gentagne gange er blevet anvendt som et middel under en lavkonjunktur, men at diskurserne og forståelsen af ledighed ændrer sig i forskellige perioder, hvilket nu udfordrer unge og gør nogle af dem sårbare.

Socialpolitik: Fra forsørgelse til uddannelse Socialpolitikkens periode er kendetegnet ved opbygningen af forsørgelsessystemet, som forankres i tre socialreformer i perioden 1891 – 1976. Det er karakteristisk, at den tredje reform bliver et symbol på tilblivelsen af den universelle velfærdsstat – i en periode, hvor Keynesianismen har vind i sejlene, påtager samfundet sig et større ansvar for de sociale problemer og med Bistandsloven (1976) er alle sikret en forsøgelsesydelse (Juul 2010). Reformen trådte i kraft i en periode, hvor der var oliekriser, som skabte arbejdsløshed, der særligt berørte unge. For at hindre permanent ungdomsarbejdsløshed blev bl.a. Beskæftigelsesplanen, herunder lov 488, vedtaget. Planen rummede tilbud om uddannelse eller deltagelse i ekstraordinære beskæftigelsesfremmende kommunale foran-

Universalismen introduceres


6 staltninger. Eksempler på lovgivningens nye virkemidler var fx etablering af produktionshøjskoler rettet mod arbejdsløse og andre udsatte unge (Hendeliowitz 2003), hvor arbejde i værksteder skulle motivere til uddannelse. Centralt var også, at tilbuddet skulle være meningsfuldt for den unge og tilrettelægges med udgangspunkt i dennes behov. Pointen her er altså, at uddannelse indblandes i den arbejdsmarkedspolitiske indsats som følge af krisen (Larsen 2003). Arbejdsmarkedspolitik: Fra welfare to workfare

Fra passiv til aktiv arbejds­ markedspolitik

Ungeindsats for unge dagpenge­ modtagere

Arbejdsmarkedspolitikkens periode kan inddeles fra starten af 1980’erne til slutningen af 90’erne og er kendetegnet ved, at socialpolitikken vendes fra at være passiv til aktiv; rettigheder betinges af ret og pligt til aktivering samt sanktioner ved afslag. Et overordnet karakteristika for perioden er, at aktiveringen tog udgangspunkt i en samfundsmæssig opkvalificeringsstrategi baseret på den enkeltes behov1 (Damgaard 2003). En tilgang, der vægtede social integration over social disciplinering af de ledige, der dog modificeres frem mod 00’erne. Et eksempel herpå var Ungeindsatsen for dagpengemodtagere, som fik ret og pligt til at påbegynde enten en ordinær uddannelse på SU eller en særlig tilrettelagt uddannelse på halv dagpengesats. Hvis de afslog tilbuddet, forfaldt dagpengeretten (Larsen og Petersen 1999). Ikke alle var begejstrede for ungdomsindsatsen, f.eks. kritiserede dele af fagbevægelsen midlerne til at få unge i uddannelse: » … hvis der ingen motivation er, opfattes uddannelse som undertrykkelse, fornedrelse og spild af tid for den unge« (SID I: Larsen og Petersen 1999). Motivation og lyst til at være aktiv indikerer den skelnen, der på dette tidspunkt eksisterede mellem arbejdsmarkeds- og uddannelsesfeltet, hvilket udfordres i den næste periode. Beskæftigelsespolitik: Fra struktur til aktørproblem

»Noget for noget« bliver en domi­ nerende arbejds­ markedspolitisk målsætning

Beskæftigelsespolitikkens periode kan siges at strække sig fra slutningen af 90’erne og fremefter og er kendetegnet ved »workfirst«- politik, som betyder, at ledige hurtigst muligt skal tilbage i job. Redskaberne hertil implementeres i en række reformer med både materielle (lovgivningsmæssigt forankrede) og immaterielle (moralske og diskursive) formaninger: lavere ydelser, skærpet kontrol med rådigheden fra de nye kommunale jobcentre samt indsatser rettet mod den lediges motivation. Pligter og social disciplinering vejer nu tungere end tidligere. ‘Den korteste vej til job’ bliver et mantra, der bygger på, at arbejdsløshed ikke er et strukturelt problem, men individets eget ansvar og at de ledige blot har brug for økonomiske incitamenter til at tage et job (Jørgensen 2008). Arbejdsløshedens årsager knyttes mao. til egenskaber ved den ledige selv fx manglende motivation, hvor målet nu er at ansvarliggøre den enkelte (Markussen 2009).


7 Uddannelsespolitik: Fra lighed til konkurrence

Der iværksættes i samme periode flere indsatser overfor unge bl.a. Ungepakkerne fra 2009-10, som bygger videre på erfaringerne fra Ungeindsatsen i 1996 og Ny chance til alle (2006), hvor pligten til uddannelse bliver en integreret del af politikken forankret i ordet ‘uddannelsespålæg’ (Beskæftigelsesministeriet 2009). Forskellen til tidligere tiders politik er blot, at uddannelsespålægget overføres til unge med problemer udover ledighed (Ungepakke 3). Baggrunden for indførelsen af Ungepakkerne skal søges i 95- og 50% uddannelsesmålsætningerne, som opstilles i Globaliseringsrådets publikationer i 2006, hvor pligten til uddannelse understreges. ‘Restgruppen’2 skal være med til at styrke Danmarks konkurrenceevne, hvilket antyder et grundlæggende skifte i forståelsen af uddannelsernes formål (Juul og Koudahl 2009). Hvor man i 60’erne og 70’erne anskuede uddannelse som et middel til samfundsmæssig lighed ud fra en dannelses- og medborgerskabstankegang, står det økonomiske argument centralt i Globaliseringsrådets publikationer: »Målet er at skabe produktive borgere, der kan bidrage til den økonomiske vækst … « (Citat I: Juul og Koudahl 2009: 21). Den netop præsenterede nye kontanthjælpsreform, der har til formål at få ca. 15.000 unge i uddannelse3, skal ses i dette økonomiske lys, som hænger sammen med en ny type stat: Konkurrencestaten. Konkurrencestaten er et resultat af globaliseringen, der betyder, at staten må mobilisere alle samfundets ressourcer for at konkurrere mod andre nationer. Staten pålægger derfor individet pligter og krav til uddannelse, da befolkningen skal levere produktion, som kan sælges på markedet. Hvor velfærdsstaten fra den social- og arbejdsmarkedspolitiske periode byggede på velfærd, beskyttelse af arbejdskraften og tryghed, bygger konkurrencestaten på økonomiske incitamenter, pligter og sanktioner (Pedersen 2008). De ændrede betingelser for velfærdsstaten betyder, at grænserne mellem uddannelses- og beskæftigelsespolitikkens ressortområder bliver utydelige.

Ungepakkerne fra 2009-10

Globaliseringen øger konkurrencen på arbejdsmarkedet

Uddannelseskrav: Fra ret til pligt

Ovenstående samfundsmæssige udviklinger og ændringer indenfor de enkelte politikområder samt forskydninger politikområderne imellem skaber ændringer i unges liv og livsvilkår. Uddannelse er fx ikke længere en demokratisk og velfærdsmæssig ret, men er blevet en pligt som konkret viser sig gennem 95% målsætningen, uddannelsespålæg, kontanthjælpsreform osv. Dette betyder, at kravet om at skulle gennemføre en ungdomsuddannelse står stærkt i unges bevidsthed og orienteringer. For nogle kan kravene skabe forskellige former for udfordringer og sårbarheder i den nuværende generation af unge.

Pligten overskyg­ ger rettighederne


8 De unges sårbarhed stiger

Sårbarheden er situationsbestemt

Mange strukturelle forhold spænder ben for sårbare unges uddannel­ sesmuligheder

Det er vigtigt, at der findes andre argumenter for uddannelse end de rent økonomiske

Man kan tale om forskellige former for – og niveauer af – sårbarheder: For det første skabes der ‘strukturelle sårbarheder’, der knytter sig til de vanskeligheder, strukturelle og konjunkturelle udviklinger og forhold for nogle unge. Fx kravet om at træffe et uddannelsesvalg, manglen på praktikpladser osv. Herudover skabes der ‘institutionaliserede sårbarheder’, der opstår som et resultat af den i høj grad institutionaliserede ungdomsbiografi, hvor der er relativt faste drejebøger for, hvordan et ungdomsliv skal se ud og forme sig – herunder standardiseringerne omkring helst at skulle gå i gymnasiet. For det tredje opstår ‘institutionelle sårbarheder’, der knytter sig til kampen om forskellige (problem)identiteter: patient, klient og/eller elev. Endelig kan man tale om ‘interaktionelle sårbarheder’, der opstår, når tilhørsforhold og inklusion i faglige og sociale fællesskaber er mangelfulde og utilstrækkelige (Larsen & Villumsen, 2012). Det vil sige, at sårbarhed ikke kan og skal forstås som en generel, fast defineret indre tilstand, men i stedet som noget der er situeret (situationsbestemt/struktureret, red.), med nogle konkrete fremtrædelsesformer og konsekvenser indenfor nogle bestemte institutionelle rammer. F.eks. har nogle unge svært ved at træffe et valg, hvorfor de deltager i brobygningsforløb, produktionsskoleforløb, erhvervsuddannelsernes grundforløb – uden nødvendigvis at blive mere afklaret af det, hvorved de gøres sårbare i forhold til uddannelse. Ved at betragte sårbarhed som socialt og situeret bliver det muligt at flytte blikket fra unge med individuelle problemer til at se på, hvilke udfordringer og sårbarheder strukturelle forandringer og krav skaber for og hos unge. Det kan være svært at være uenig i, at uddannelse er godt, og langt de fleste unge vil da også gerne uddanne sig – de er disciplinerede – men på egne betingelser og ud fra egen motivation. Det er endvidere og derfor ikke først og fremmest de unge, der ikke overholder uddannelsesplaner, ikke vil deltage i uddannelse, ikke vil indtage en position som elev osv. Det er langt snarere de institutionaliserede svar på moderne unges udfordringer, der spænder ben, hvorfor uddannelseskrav og uddannelsespålæg forbliver økonomiske og beskæftigelsespolitiske initiativer, der ikke får flere uddannede som sit resultat – men får flere unge med sårbare liv. Det vil derfor i fremtiden blive interessant, om de institutionelle svar ændres som reaktion på en erkendelse af, at flere unge føler sig klemt i samfundet og i uddannelsessystemet. Der er behov for andre samfundsmæssige rammer, hvis vi skal kunne leve op til globaliseringens kompetencekrav. Konkurrencestaten må derfor redefineres og baseres på andet end det økonomiske paradigme: rummelige uddannelsestilbud og nye imø-


9 dekommende moddiskurser, der baseres på motivation, kan være de første skridt på vejen til at få flere unge til at gennemføre en uddannelse. Lene Larsen er lektor ved Roskilde Universitet og forsker i unges valg af uddannelse og arbejde, udvikling af ungdomsuddannelserne, frafald og fastholdelse af unge i uddannelse m.m. Line Askgaard er cand.scient.adm. med speciale i social- og beskæftigelsespolitik og er i redaktionsgruppen for Social Politik.

Noter 1 Bl.a. jobtræning, individuelle handlingsplaner, særlig tilrettelagte forløb og uddannelsestilbud. 2 Den uddannelsesmæssige restgruppe har de sidste 30 år ligget på ca. 20% af en ungdomsårgang. Forskellen består i, at de fleste unge påbegynder en ungdomsuddannelse efter folkeskolen, men at der eksisterer et fastholdelsesproblem (Juul og Koudahl 2009). 3 Eksperter frygter som følge heraf, at erhvervsskolerne vil blive overbelastede, og at de desuden ikke er gearede til at optage så stort et antal. Desuden mangler uddannelserne tusindvis af praktikpladser (Information, 4.3.13.)

Kilder Beskæftigelsesministeriet 2009: Unges uddannelse og tilknytning til arbejdsmarkedet. Damgaard, Bodil 2003: Social- og arbejdsmarkedssystemerne – en flerstrenget historie, SFI. Hendeliowitz, Jan 2003: Decentralisering og regionalisering – arbejdsmarkedspolitikkens effekt og virkning på arbejdsmarkedet. SFI. Juul, Ida & Peter Koudahl 2009: Erhvervsuddannelsernes rolle: Ligeværdig ungdomsuddannelse eller et tilbud til restgruppen? Dansk Pædagogisk Tidsskrift, nr. 1. Juul, Søren 2010: Solidaritet: anerkendelse, retfærdighed og god dømmekraft – en kritisk analyse af barrierer for sammenhængskraft i velfærdssamfund, Hans Reitzels Forlag. Jørgensen, Henning 2008: Fra arbejdsmarkedspolitik til beskæftigelsespolitik I: Tidsskrift for Arbejdsliv 2008 nr. 3. Larsen, Lene 2003: Unge, livshistorie og arbejde, Roskilde Universitet. Larsen, Lene og Tina Søgaard Villumsen 2012: Unge, uddannelse og sårbarheder, Randers Social- og sundhedsskole og Roskilde Universitet. Markussen, Anna May 2009: Beskæftigelsespolitikkens diskurs og rationale, CASA og Socialpolitisk Forlag. Pedersen, Ove Kaj 2008: Om folkeskolens formål og nyeste udfordringer, CBS.


10

Individualiseringens vindere og tabere Snarere end værdiforfald og egoisme er nutidens individualisering ensbetydende med fremkomsten af nye værdier, deltagelsesformer og politiske orienteringsmønstre. Der er imidlertid både vindere og tabere i individualiseringsspillet, hvilket artiklen forsøger at vise. Af Klaus Rasborg

Individualiserin­ gens begrebs­ mæssige indtog

Fremtrædende kendetegn ved moderniteten

Velstand og individualisering følges ad

Nutidens individualisering Ikke kun i sociologien, men også i den offentlige debat, er individualisering et centralt begreb, som benyttes som forklaring på en række samfundsmæssige fænomener som f.eks. høje skilsmissetal, at flere og flere lever alene, og at mange – ikke mindst unge – tilsyneladende vender ryggen til fagforeninger og politiske partier. Af nogle kædes individualiseringen også sammen med neoliberalismen, som hævdes, at have ført til, at vi i dag kun dyrker vores eget livsprojekt på bekostning af fællesskab og solidaritet. Blandt nutidens sociologer er det især Thomas Ziehe, Ulrich Beck, Anthony Giddens og Zygmunt Bauman, der pointerer, at individualisering er en uadskillelig del af det nutidige – sen-, refleksiv eller flydende moderne – samfund. Hos disse sociologer er individualisering ikke en psykologisk, men derimod en samfundsmæssig kategori, der refererer til, at vi i stigende grad frisættes fra vores tidligere bindinger til tradition, religion, sociale fællesskaber, familien, klasser, partier, køn m.v. Vores livsbiografier er derfor ikke på samme måde som tidligere fastlagte og forudbestemte, men bliver mere åbne og op til os selv at skabe – de bliver mao. til »gør-det-selv-biografier«. Baggrunden for individualiseringen er ikke mindst efterkrigstidens velfærdsstatslige modernisering, som har skabt højere levestandard, øgede forbrugsmuligheder, kortere arbejdstid og længere ferie, bedre adgang til uddannelse, ligesom velfærdsstatens sociale sikringssystem har »frisat« os fra en del af den gensidige omsorg og hjælp, som tidligere lå i familie og naboskab. Det samlede resultat er, at mobiliteten i samfundet øges, ligesom bindingerne til vores opvækstmiljø løsnes (Beck 1997).


11 Dømt til individualisering Dette skal imidlertid ikke forstås som, at individualisering – som det nogle gange udlægges (Olsen m.fl. 2012: 34f) – ifølge Beck, Giddens m.fl. slet og ret er ensbetydende med frigørelse, egoisme eller neoliberalisme. Individualiseringen går nemlig hånd i hånd med en øget institutionel afhængighed, idet vi i takt med frisættelsen i stigende grad henvises til forbrug på markedet og social sikring i velfærdsinstitutionerne. Samtidig bliver den sociale ulighed mere kompleks og diffus, idet den ifølge Beck ikke længere éntydigt er indlejret i et klassemønster, men netop individualiseres. Individualisering står heller ikke nødvendigvis i modsætning til fællesskab, men er snarere udtryk for en ny – refleksiv – måde at forholde sig til fællesskaberne på, hvor vi aktivt til- og fravælger venner, partnere, sociale netværk, foreninger, traditionselementer m.v. Individuel selvrealisering og fællesskabsorientering er mao. ikke nødvendigvis modsætninger, men kan godt gå hånd i hånd, hvilket Beck betegner som »altruistisk individualisme« (Beck & Willms 2002). Da individualiseringen er et vilkår i den refleksive modernitet, som vi ikke kan unddrage os, taler Beck om, at vi er »dømt til individualisering«. Individualisering bliver således til et institutionelt krav til individet om at »kunne individualisere sig«. Som eksempler på dette kan nævnes aktiveringspolitikkens krav om, at arbejdsløse skal lave individuelle handleplaner, kravet om at der i folkeskolen skal laves elevplaner, og kravet om at unge i erhvervsuddannelserne selv skal være i stand til at sammensætte en stor del af deres uddannelsesforløb. Individualiseringen er således en i bund og grund ambivalent proces, hvorfor de nævnte sociologer vender sig imod énsidige diagnoser af individualiseringen enten som øget individuel frihed eller som udtryk for en moralsk forfaldsproces knyttet til fremkomsten af en »mig-generation« og et »mig-først«-samfund, der underminerer de fælles værdier og det fælles ansvar. Snarere end egoisme og fravalg af fællesskaber er individualiseringen udtryk for fremkomsten – især blandt unge – af nye måder at indgå i fællesskaber på, af nye politiske orienteringsformer, og af nye postmaterielle værdier vedrørende f.eks. økologi, menneskerettigheder, seksuel frihed m.v. Vindere og tabere i individualiseringsspillet Selv om de nævnte sociologers individualiserings-begreb således er en hel del mere nuanceret, end det ofte fremstilles, har de ikke desto mindre en tendens til at opfatte individualisering som en almentgyldig, »klasseløs« tendens, der sætter sig igennem på samme måde over for alle mennesker i senmoderniteten. De har mao. ikke tilstrækkeligt blik for, at senmoderne mennesker – afhængigt af deres økonomiske, sociale og kulturelle ressourcer eller »kapital« (Bourdieu) – må antages at have forskellige forud-

Individualiseringen går hånd i hånd med en øget insti­ tutionel afhængig­ hed

Det moderne men­ neske er »dømt til individualisering«

Fællesskabsværdier er under pres

Der er både vindere og tabere i det individualise­ rede samfund


12

Meget overlades til den enkelte

Stigende krav til individuelle præstationer

Taberne i individu­ aliseringsspillet kan blive de ressource­ svage unge

Der er stadig en klassedeling i det danske samfund

sætninger for at håndtere det »institutionelle krav om individualisering«. Herved forbigås det, at individualiseringen kan sætte sig igennem på (klassemæssigt) differentierede måder i det senmoderne samfund, dvs. at der kan være vindere og tabere i individualiseringsspillet. Som et eksempel på dette kan nævnes reformen af erhvervsuddannelserne, som trådte i kraft i 2001. Reformen betød bl.a., at uddannelsernes faste grundforløb – på bekostning af stamklasser og faste lærere – blev splittet op i en række kortere moduler, med deraf følgende øgede krav til eleverne om selv at være i stand til at sammensætte deres uddannelsesforløb. Endvidere blev uddannelsens teoretiske elementer opprioriteret på bekostning af praksisnærhed. Resultatet var en øget individualisering og akademisering af uddannelsen, som – sammen med mangel på praktikpladser – må antages at udgøre en væsentlig del af baggrunden for den meget høje frafaldsprocent blandt eleverne (Koudahl 2005; Andersen 2006). Reformen er efter samfundsanalytiker Lars Olsens opfattelse udtryk for, at »kultur- og uddannelseselitens« idealer om selvrealisering og »ansvar for egen læring« er kommet til at præge stadig flere dele af uddannelsessystemet, herunder også uddannelserne for de faglige unge. Dette skaber imidlertid problemer for de socialt og fagligt svage unge, som ikke er i stand til at leve op til kravene om en høj grad af ansvar og selvstændighed i forhold til deres uddannelse, og som derfor – i kombination med manglen på praktikpladser – dropper ud (Olsen 2007). Tilsvarende har kvalitative studier af udsatte unge i et aktiveringsprojekt vist, at disse også i høj grad møder individualiseringen i form af krav om individuel præstation og selvoptimering. Men da de unge ikke altid har overskuddet til at honorere disse krav, reagerer de med undvigestrategier og frafald (Katznelson 2004). Taberne i individualiseringsspillet er mao. de ressourcesvage unge, der ikke formår at leve op til den institutionelle forventning om evnen til refleksiv livs- og uddannelsesplanlægning. Hvorimod vinderne er de ressourcestærke unge, der i højere grad besidder de kulturelle (refleksive) kapitalformer, som er en forudsætning for at kunne honorere individualiseringens krav.

Individualisering og social eksklusion Meget tyder således på, at der i det komplekse videnssamfund opstår en ny polarisering mellem individualiseringens vindere og tabere, der ikke kun handler om økonomisk kapital, men også om kulturel – uddannelsesmæssig – kapital. Dette er imidlertid ikke ensbetydende med, at det gamle klassemønster forsvinder (»oppe-nede«), men derimod med, at det i stigende grad »suppleres« med en række nye – refleksive og vidensbaserede – differentieringsformer, der ikke mindst knytter sig til in- og eksklusion fra arbejdsmarkedet (»inde-ude«). Dette underbygges af en


13 ny kortlægning af klassestrukturen i det danske samfund, som viser, at arbejderklassen (defineret som faglærte og ufaglærte arbejdere) stadigvæk (2009) udgør næsten halvdelen (47%) af den erhvervsaktive del af befolkningen (18-59 år), mens »underklassen« bestående af dem, der i en længere periode er ekskluderet fra arbejdsmarkedet og derfor modtager overførselsindkomst, udgør 20% (Olsen m.fl. 2012: 14f, 37). Sammenfattende kan man således sige, at i jo mindre grad man er i besiddelse af de kompetencer, som er en forudsætning for at kunne gebærde sig indenfor velfærdssamfundets komplekse institutionelle sammenhænge, der stiller høje krav om individuel præstation, desto større er risikoen for social marginalisering og eksklusion. Hvorvidt individualiseringen har positive eller negative konsekvenser for den enkelte, kan derfor heller ikke afgøres abstrakt og én gang for alle, men »vil i høj grad afhænge af, hvor individet befinder sig på aksen inklusionmarginalisering-eksklusion« (Larsen 2000: 69). På denne baggrund kan individualiserings-sociologiens faldgrube siges at bestå i, at den kommer til at almengøre middelklassens refleksive og individualiserede livs- og erfaringsformer, mens den omvendt mister blikket for de nye former for risici og usikkerhed, som individualiseringen skaber for dem, der ikke har ressourcerne til at honorere dens krav. Skal denne faldgrube undgås, er det nødvendigt at kombinere individualiseringssociologiens fokus på aktører, handling og social forandring med klasse- og magtsociologiens fokus på strukturer, mønstre og social reproduktion. Klaus Rasborg er ph.d. og mag. art., lektor i samfunds­videnskab ved Institut for Samfund og Globalisering, Roskilde Universitet.

Kilder Andersen, Christian Bach 2006: »En boglig knytnæve«, Kronik i Politiken, d. 14/2-2006. Beck, Ulrich 1997: Risikosamfundet – på vej mod en ny modernitet. København: Hans Reitzels Forlag. Beck, Ulrich & Willms, Johannes 2002: Samtaler med Ulrich Beck. København: Hans Reitzels Forlag. Katznelson, Noemi 2004: Udsatte unge, aktivering og uddannelse. Dømt til individualisering. København: Danmarks Pædagogiske Universitets Forlag. Koudahl, Peter 2005: Frafald i erhvervsuddannelserne – årsager og forklaringer. København: Undervisningsministeriet. Larsen, Jørgen Elm 2000: »Klassebiografi og individuel biografi«, i: Social Kritik nr. 67, s. 58-78. Olsen, Lars 2007: Den ny ulighed. København: Gyldendal. Olsen, Lars m.fl. 2012: Det danske klassesamfund. Et socialt Danmarksportræt. København: Gyldendal.

Nye former for risici og usikkerhed


14

Inklusion af sårbare unge på ungdoms­ uddannelserne Inklusions- og eksklusionsmekanismer eksisterer på alle niveauer og områder af samfundet ikke mindst i uddannelsessystemet. Dette står i kontrast til, at vi i de vestlige senmoderne samfund forventer, at alle borgere skal kunne påberåbe sig chancelighed. Man kan sige at eksklusion opfattes som værende i strid med individers grundlæggende rettigheder, alment medborgerskab og demokratisk sindelag. Inklusion italesættes som noget helt centralt lige fra daginstitutionsniveau til grundskole og ungdoms­ uddannelserne. Af Ulla Højmark Jensen og Jakob Højmark Pedersen

I tråd med ovenstående er en hjørnesten i regeringens 95%-målsætning at minimere frafaldet på ungdomsuddannelserne. Målet er således at 95% af en ungdomsårgang skal gennemføre en ungdomsuddannelse, når vi når til 2015. Men hvem er de unge, der er i fare for at falde fra og hvordan kan ungdomsuddannelsesinstitutionerne inkludere dem?

Der findes ikke en simpel forkla­ ring på, hvorfor nogle unge ikke gennemfører en uddannelse

‘Fejl og mangel tilgangen’ Statistiske opgørelser over unge og uddannelse peger på, at det i Danmark er en relativ stabil andel af hver ungdomsårgang, der ikke gennemfører en ungdomsuddannelse (15-20%). Man kan endvidere se en klar tendens til, at forældrenes uddannelsesniveau er afgørende for de unges gennemførselsrate. Men også erfaringer og det faglige niveau fra grundskolen er vigtige. Det betyder dog langtfra, at vi kan finde en 1:1 forklaring i statistiske opgørelser på, hvorfor den enkelte unge ikke gennemfører en påbegyndt ungdomsuddannelse. En kvalitativ undersøgelse af danske unge uden uddannelse peger bl.a. på, at denne unge gruppe er meget blandet og udgøres af unge,


15 der tilsyneladende ikke har nogen faglige barrierer i forhold til at gennemføre en ungdomsuddannelse1. Selv om kampen for at fastholde de unge er blevet intensiveret de sidste 5 - 10 år og en vifte af initiativer er sat i gang, er tallene på bundlinjen stadig stort set uændrede. Det er påfaldende, at gruppen af unge der er faldet fra en (eller flere) ungdomsuddannelse(r) oftest omtales som nogle, der har såvel faglige som sociale mangler og som havende forskellige diagnoser. Mange tiltag søger med denne ene hånd at identificere de unges fejl og mangler og med den anden hånd at tilbyde de unge det ‘de mangler’, så de efterfølgende kan passe ind og komme på niveau. Et scenarie kan fx være, at en ung ikke kommer til tiden om morgenen, ikke får lavet sine lektier og er uengageret i undervisningen. Lærerne registrerer manglende tilstedeværelse og måske manglende motivation. Som en del af fastholdelsespolitikken vil skolen måske foranstalte en mentorordning, så den unge bliver ringet op om morgenen, tilbyder lektiecafe om eftermiddagen og måske en snak med en fastholdelsesvejleder. Alle gode og velmenende tilbud, men det ændrer ikke på, at det er den unge, der opfattes som problemet. Det er den unge. der har fejl og mangler og det er disse fejl og mangler, som uddannelsesinstitutionen så tilbyder at ‘gøres noget ved’.

At vende spejlet: Uddannelsessystemets tilpasning En god øvelse er at ‘vende spejlet’ og tænke, at det er uddannelsessystemet, der har fejl og mangler. I et sådan perspektiv bliver det centralt at se på, hvad det faktisk er vi tilbyder de unge på uddannelsesinstitutionerne og hvordan vi kan sikre, at uddannelserne og undervisningen tilpasses de unge – og ikke omvendt. Hvis vi skal vi prøve at forstå de unges reaktioner og forsøge at finde mening, vil analysen af scenariet kunne være, at den unge kommer for sent, fordi der måske alligevel ikke foregår noget de første 10-15 minutter af undervisningen. Den unge laver ikke lektier, fordi de måske alligevel bare bliver gennemgået af læreren i klassen dagen efter. Den unge er uengageret i undervisningen, fordi den måske er ensformig, handler om at gætte hvad læreren tænker og giver ikke plads til den unges aktive deltagelse. I dette perspektiv spiller læreren en central rolle i forhold til at skabe læringsmuligheder og give de unge plads til aktiv deltagelse. Ansvaret ligger ikke kun hos den unge selv. Motivation er ikke noget iboende hos den unge, men noget der skabes i et samspil mellem lærer, elever og rammerne på uddannelsesinstitutionen. I New York City mener politikerne, at det er lærerne, der er de hovedansvarlige for, at alle unge lærer noget. Faktisk skal man kunne stille lærerne personligt og individuelt til ansvar, hvis de har undervist en elev, der klarer sig dårligt til de afsluttende eksamener. Danske lærer gyser

Flere konkurre­ rende forklaringer og forslag

Der er en udbredt fejlfindingskultur rettet mod de unge

Ret også fokus mod uddannelses­ institutionerne …

… og lærernes ansvar i indlærings­ processen


16 ofte, når de høre dette. Forståeligt nok, idet lærerne selv er indlejret i de retningsgivende strukturer på uddannelsesintuitionerne. Fx det høje antal elever i hver klasse og de standardiserede afgangseksamener. Forhold, der ikke er befordrende for ‘at vende spejlet’ og tilpasse undervisningen til eleverne. Men det at lærerne får et direkte ansvar for, at de unge lærer noget, trækker dog i den rigtige retning i forhold til; at lade de bredeste skuldre bære noget af ansvaret for de unges succes i uddannelsessystemet og af den vej nærme sig en tovejs inklusion.

Model for ideel indlæring

Mulige læringsrum Nedenfor præsenteres en model, som kan bruges til at tale om, hvordan vi ønsker at indrette vores undervisnings- og læringsrum (skoler og klasseværelser), så alle unge har mulighed for at finde mening og blive inkluderet. Modellen er bygget op om to skalaer. Den ene tager afsæt i skolens/lærerens syn på de unge: Er synet på de unge, at det er dem, der skal tilpasse sig uddannelsesinstitutionen, og det er lærernes opgave at sikre, at alle unge bliver formet, så de kan klare sig godt til eksamen (homogent output). Eller er synet på de unge, at ‘de er, som de er’ og skal have mulighed for selv at bidrage og være medskabere af læringsrummet (heterogent output). Den anden skala tager afsæt i skolens/lærerens måde at planlægge, gennemføre og evaluere undervisningen: Er det et team, der sammen udvikler undervisningsforløb og giver hinanden faglig og pædagogisk sparring og feedback (kollektiv professionalitet)? Eller oplever lærerne at stå alene med undervisningen og ansvaret (individuel professionalitet)? Denne model har sit afsæt i såvel antropologiske som sociologiske teorier som utallige observationsstudier på gymnasiale og erhvervsfaglige ungdomsuddannelsesinstitutioner,

Figur 1: Mulige læringsrum Kollektiv professionalitet

Unge er børn, der skal formes (homogent output)

Det stringente læringsrum

Det stilladserende læringsrum

Det private praksis læringsrum

Feel good læringsrummet

Individuel professionalitet

Unge er voksne på prøve (heterogent output)


17 som er foretaget de sidste 10-15 år i Danmark og andre lande (særligt USA). Kombinerer man de to skalaer, får vi fire forskellige læringsrum som hver for sig har særlige karakteristika. Pointen med at konstruere disse fire læringsrum er at forsøge at overskue bredden og dermed bidrage til en nuanceret forståelse af inklusionsmuligheder med afsæt i givne læringsrum. De fire læringsrum skal ses som idealtyper, som de fleste undervisningssituationer i praksis vil have flere træk fra. Figuren skal heller ikke forstås statisk, idet den enkelte lærer og skole meget vel kan bevæge sig fra det ene læringsrum til det andet over tid og i samme modul. Det er vigtigt at slå fast, at de sårbare unge, der er i fare for at falde fra på ungdomsuddannelserne, er meget forskellige og har forskellige forventninger og læringsstile. Hvor nogle unge føler sig bedst tilpas under meget veldefinerede rammer og gerne vil se sig selv som formbare, vil andre føle det meget umyndiggørende at skulle kontrolleres og dirigeres, hvorfor de foretrækker, at der stilles krav til dem om at forholde sig kritisk og deltage aktivt. Med afsæt i teorier om social arv (fx Bourdieu-inspirerede) kan vi antage, at de unges erfaringer fra hjemmemiljøet spiller en rolle. Man kan forestille sig, at de unge der kommer fra meget hierarkiske familier, hvor det kun er forældrene der bestemmer, vil befinde sig bedst i et undervisningsmiljø, der afspejler dette. Mens unge opvokset i demokratiske familier hvor børnene har stor indflydelse og selvbestemmelse kun vil trives i skoler, der afspejler dette. Så entydigt er det næppe, og der er mange andre faktorer, der kan spille ind (bl.a. medier og venskabsrelationer). Hvis det forventes, at de unge selv tager et vist ansvar for deres læring på arbejdsmarkedet og på de videregående uddannelser, er det helt centralt, at skolerne opbygger undervisningsmiljøer, der kan forberede de unge på dette. En pointe med figuren er, at den vertikale akse er i centrum, hvis vi skal sikre, at flere unge gennemfører en ungdomsuddannelse. Den kollektive professionalitet er central for udviklingen af nye læringsrum, der kan inkludere alle unge. Idet det kollektive aspekt med kollegial refleksion og respons kan sikre en ‘fra neden’ bevægelse, der bygger på mere end blot enkelte ildsjæles engagement og dermed sikrer en fast forankring og levedygtighed; så det må i højere grad være op til de enkelte skoler at finde ud af, hvor de vil lægge vægten på den horisontale akse. Særlig nyt og interessant vil det være, hvis man kan oprette skoler, der bevidst satsede på at udvikle stilladserings-læringsrummet. Det er karakteriseret ved fælles fastsatte pædagogiske og didaktiske retningslinjer, hvor undervisningsdifferentiering og innovative processer er i fo-

Der findes mange forskellige forventninger og læringsstile

Målet må være at få flere igen­ nem uddannelses­ systemet

Viden og kompetencer skal udvikles gennem processer


18

Det er vigtigt at tage de unge alvor­ ligt som tænkende og kommunike­ rende mennesker

Fremtiden skal i stigende grad inddrage inklude­ rende læringsrum

kus. Læringsrummet er bygget op omkring, at viden og kompetencer ses som noget, der opbygges gennem en proces. Kommunikation (skriftlig og mundtlig) og diskussion af autentiske spørgsmål er relevante og engagerende for eleverne. Eleverne skal ikke reproducere lærebogsstof men skal gennem diskussionsbaseret undervisning spille en aktiv rolle i deres egen læreproces. Læreren skal ikke være den alvidende autoritet, men stilladsere elevernes individuelle læringsprocesser, som udfolder sig gennem kommunikation. Dette læringsrum tager de unge alvorligt, som tænkende og kommunikerende mennesker og må derfor siges at være meget inkluderende. Måske er det særlig velegnet til de unge (uanset etnicitet og baggrund), der ønsker at fortsætte i uddannelsessystemet, da det kræver, at eleverne har en vis grad af nysgerrighed og lyst til at kommunikere og engagere sig.

Fremtiden En model kunne være at oprette laboratorieskoler der er forpligtigede til at afprøve forskningsbaserede pædagogiske og didaktiske skole- og eksamensformer. Man kunne meget vel afprøve forskellige måder at teste den viden og de kompetencer, som erhvervsliv og de videregående uddannelser forventer, at de unge har, desuden nye undervisningstiltag fx med blandede praktik- og teoriskoler, diskussionsorienteret pædagogik, herunder nye måder at strukturere skolehverdagen på mv. Forskere og praktikere kunne gå sammen og lave langsigtet videnskabeligt baseret pædagogisk eksperimenterende og velunderbygget helhedsorienteret udviklingsarbejde. Her ville det være oplagt, at man kunne inddrage og udvikle de erfaringer, man allerede har fra forskellige skole-, eksamensog undervisningsformer fx indenfor ungdomsskolen, på efterskoler og andre steder hvor man har haft rum til og mod til at prøve nye veje. Resultaterne fra laboratorieskolerne skulle så kunne danne grundlag for nationale standarder for undervisning og eksamen på ungdomsuddannelserne, så det at tage en uddannelse blev noget alle unge fik en reel mulighed for. Ulla Højmark Jensen er lektor på Aalborg Universitet ved Institut for Læring og Filosofi og forsker i unge og uddannelse. Jakob Højmark Pedersen er studerende ved Roskilde Universitet og er tilknyttet forskningsprojektet ‘De unge der gerne vil uddannelse, men ikke vil skole’.

Noter 1 Se SFI rapport ’Unge uden uddannelse’ fra 2005.


19

Job og uddannelse – en vej ud af kriminalitet?! At unge kriminelle kommer direkte i job eller uddannelse efter endt afsoning kan effektivt forebygge tilbagefald til kriminalitet. Det er en erfaring, som virksomhedsinitiativet High:five har gjort sig. High:five har til formål at hjælpe unge ud af kriminalitet og ind i job eller uddannelse og står i samarbejde med Kriminalforsorgen, kommuner, politi og virksomheder bag en succesfuld model hertil. Af Nanna Ravn Hansen

27,7% af alle de der blev løsladt fra et dansk fængsel, eller fik en tilsynsdom i 2009, recidiverede (endte tilbage i fængsel) inden for 2 år efter løsladelsen (Kriminalforsorgens Årsrapport). Hertil kommer alle dem, som begik ny kriminalitet, der dog af forskellige grunde ikke førte til fængselsstraf. Tilbagefald til kriminalitet har ikke blot store personlige omkostninger for den enkelte kriminelle og eventuelle ofre, men det har også betydelige samfundsøkonomiske omkostninger såsom udgifter til politi, retssager, afsoning, overførselsindkomster m.m.

En veltilrettelagt indsats forebygger kriminelle tilbagefald Noget tyder på, at en særlig tilrettelagt indsats overfor yngre afsonere kan have en særdeles positiv effekt og dermed forebygge tilbagefald til kriminalitet. I en rapport fra Rambøll konkluderes det, at unge kriminelle som får job under eller direkte efter endt afsoning, har gode chancer for at holde sig ude af ny kriminalitet (Evaluering af Projekt High:five1). Netop denne indsats har High:five specialiseret sig i. High:five er et landsdækkende virksomhedsinitiativ under Beskæftigelsesministeriet, som har til formål at hjælpe unge mellem 15 og 30 år, der er eller har været kriminelle, tilbage på rette kurs og ud af kriminalitet via job eller uddannelse.

Stort tilbagefald til fængslerne

Forebyggelse kan hjælpe


20 Fakta om High:five High:five er etableret i 2006 af Virksomhedsforum for Socialt Ansvar (VFSA) og har til formål at yde gratis assistance for landets private og offentlige virksomheder med at skabe job og/eller uddannelsespladser til unge, der er i fare for marginalisering på grund af kriminalitet. Samtidig skal High:five forsøge at ændre holdningen til straffeattesterne, og etablere et koordineret samarbejde med politiet, kriminalforsorgen, kommunerne, og andre interessenter. High:five finansieres via satspuljemidler fra Beskæftigelsesministeriet og har i dag 19 ansatte fordelt over hele landet. Se mere på www.highfive.net

Gode resultater gennem High:five

Modellens effekt

Fængslernes negative på­ virkning af de indsatte

Løsladelse skaber et farligt socialt tomrum

High:five står bag en model i samarbejde med Kriminalforsorgen, kommuner, politi og virksomheder, der har vist sig at være yderst succesfuld. En ekstern evaluering af High:five viser, at kun 30% af de afsonere, som High:five hjælper ud i job eller uddannelse falder tilbage til kriminalitet inden for 2 år, mens 93% i en tilsvarende kontrolgruppe, benyttet i evalueringen har tilbagefald til kriminalitet. Hertil skal tilføjes, at ud af de 30% af High:fives unge som havde tilbagefald begik ingen kriminalitet, der førte til en fængselsdom – altså er recidivprocenten lig 0%! Modellen, som High:five har udviklet, har altså vist sig at virke. Det er også noget Sebastian (anonymiseret) på 22 år har erfaret. Han er skilsmissebarn og mistede sin far i en ung alder. Sebastian havde svært ved at tackle sorgen over faderens død og forsvandt gradvist ind i sig selv og ind i et massivt stofmisbrug. »Min familie skar hånden af mig i et forsøg på at få mig til at gå i behandling. Det gjorde det bare værre, og jeg tog endnu flere stoffer«, fortæller Sebastian. I en periode finansierede han stofferne ved at begå indbrud. En dag klappede fælden dog. Sebastian blev anholdt og efterfølgende idømt en fængselsdom. Han sad i fængsel i 6 måneder, hvor han røg en del hash. »Jeg skulle dulme nerverne og væk fra virkeligheden. Egentlig ville jeg bare gerne dø«. Fængsling tærer hårdt på menneskers psyke og også Sebastian blev voldsomt påvirket af at være spærret inde: »I fængslet stod tiden stille, fordi der ingenting foregik. Verden gik i stå. Oppe i mit hoved, ikke i mine følelser, for jeg var på stoffer, så dem kunne jeg ikke mærke, accepterede jeg, at jeg ikke havde noget at komme ud til, så jeg kunne bare fortsætte den samme vej. Jeg skyldte 40.000 kr. Jeg havde ingen kontakt til min familie, og når jeg tænkte på dem, røg jeg bare mere hash.« Efter endt afsoning står de løsladte overfor et arbejdsmarked og et samfund, der ofte ser skævt til en plettet straffeattest. Straffen er altså på mange måder ikke overstået, og de løsladte oplever det i vid ud-


21 strækning som nærmest umuligt at skabe sig en selvstændig tilværelse uden kriminalitet. Sebastian blev, som mange andre, så præget af tiden i fængslet, at han fik svært ved omgås andre og dermed også at søge et job: »Det er svært at komme videre efter at have siddet i fængsel, selvom man gerne vil«, siger Sebastian. Han mener, at mulighederne for at holde sig fra den kriminelle løbebane afhænger af hvilke muligheder – eller mangel på samme – der møder unge med en plettet straffeattest, når de løslades. »Strafferammen kan være nok så lang eller nok så kort. Jeg tror, det handler mere om, hvordan man kommer videre efter endt straf, og hvilke muligheder der er inde i fængslet«. Det er en betragtning High:five og mange af deres samarbejdspartnere er enige i.

Job og uddannelse stopper marginaliseringen I High:five tror man på, at job eller uddannelse kan være med til at få de unge til at se en mening med tilværelsen og til at turde tro på en fremtid uden kriminalitet. Der arbejdes ud fra devisen om, at når man har udstået sin straf, skal man have samme rettigheder og muligheder som alle andre. Det betyder samtidig, at der kan og skal stilles samme krav til de løsladte som til alle andre borgere. Derfor lægger chef i High:five, Ole Hessel, også stor vægt på, at de unge skal ud i ordinære jobs: »Når de unge kommer til os stopper marginaliseringen. Vi har fokus på, at de skal indgå i så normal en jobsituation som muligt. Dermed er der noget på spil for både dem og virksomheden. Det er en chance de får, og det er alvor, hvis de spilder den.« Efter løsladelsen havde Sebastian et brændende ønske om at få et arbejde, men han indså hurtigt, at han ville få brug for hjælp. »Da jeg kom ud af fængslet, fik jeg socialfobi og blev stresset, hvis der var for mange mennesker. Det hjalp, hvis jeg røg mig skæv. Min mave krøller sig sammen, når jeg tænker på at skulle i fængsel igen.« Sebastian hørte første gang om High:five, da han var i misbrugsbehandling: »Der blev arrangeret et møde, og så var jeg i gang. Jeg ville rigtig gerne videre og kæmpe for det, så High:five gav mig håbet tilbage. Nu øjnede jeg en chance for et liv med et rigtigt arbejde«. De unge kommer som oftest i kontakt med High:five via sagsbehandlere i kommunen eller Kriminalforsorgen, som har vurderet, at den unge vil kunne falde inden for High:fives målgruppe. For at komme i betragtning skal den unge udfylde et ansøgningsskema med en kort levnedsbeskrivelse, som bliver videresendt til en lokal projektleder hos High:five. Den unge skal ligeledes selv skaffe og fremvise sin straffeattest. Dette er et bevidst krav fra High:fives side, da det kan være et vigtigt første skridt på vejen ud af kriminalitet. Det kræver nemlig, at den unge selv gør en aktiv indsats for at ændre sine muligheder for at få et

Uddannelse og job er vejen ud af kriminalitet

Løsladelsen er og forbliver det helt kritiske tidspunkt

High:five gør virkelig en forskel, der kan ses


22

High:fives kontakter til det øvrige samfund er helt afgørende for succes

Der stilles også krav til den unge tidligere kriminelle

Både den tidligere kriminelle og samfundet vinder på ordningen

job. Samtidig er det et signal både til sig selv og omverdenen om, at han eller hun virkelig er motiveret for at ændre sin adfærd. Ansvaret er den unges. Herefter bliver den unge kontaktet af en projektleder i området og der afholdes en eller flere visitationssamtaler, hvor den unges ønsker og kompetencer ift. job eller uddannelse afklares. Det er High:fives opgave at assistere landets virksomheder med at ansætte unge, som er i fare for marginalisering på grund af kriminalitet. High:five skal stå inde for den unge og sikre, at virksomheden får den helt rigtige medarbejder. Det er altafgørende, at High:five har et dybdegående kendskab til den unges kriminelle fortid og har sikret sig, at den unge er arbejdsmarkedsparat. Derfor bliver det også ved visitationssamtalen vurderet, om ansøgeren lever op til fire ufravigelige krav. Den unge skal: ƒƒ Være motiveret for at arbejde ƒƒ Have lagt al kriminalitet bag sig ƒƒ Være stoffri ƒƒ Have en fast bopæl Hvis den unge opfylder kravene, vil projektlederen fra High:five kontakte en relevant virksomhed. Skulle det vise sig, at der er en jobåbning, afholder virksomheden en ansættelsessamtale med den unge. Virksomhedens ledelse eller kontaktperson har forinden fået mulighed for at få oplyst, hvilken form for kriminalitet ansøgeren har begået og har derved fået mulighed for at vurdere, om det er noget den pågældende virksomhed kan rumme. Bliver den unge og virksomheden efter samtalen enige om en ansættelse, hjælper High:fives projektleder med at koordinere eventuelle støtteforanstaltninger på tværs af de offentlige myndigheder. Desuden vil virksomheden ofte udpege en mentor i virksomheden, som vil være den unges interne kontaktperson. High:five tilbyder derfor virksomhederne gratis kurser, hvor mentorerne kan blive uddannet og opkvalificeret. Skulle der efter opstart være behov for rådgivning eller hjælp, står High:five til rådighed overfor virksomheden og den unge.

Samfundsøkonomiske fordele af de gode resultater Fra år 2006 til år 2012 er omkring 800 unge blevet matchet i job eller uddannelse gennem High:five. Heraf blev 87% fastholdt i et liv uden kriminalitet (målt i årene 2010-2012). Ifølge Rambølls rapport er den samfundsøkonomiske gevinst heraf betydelig. For afsonerne er det samfundsøkonomiske overskud pr. matchet deltager i High:five opgjort til op til 1,4 mio. kr., hvis effekterne varer resten af livet. Besparelserne sker i form af reducerede udgifter forbundet med kriminalitet (politi, retssager, afsoning mv.) og øgede skatteindtægter fra ekstra lønind-


23 komst – og dermed også reducerede overførselsindkomster. Det vil altså sige, at der kan være tale om en massiv økonomisk besparelse for samfundet. Chef i High:five, Ole Hessel, tilskriver de gode resultater et godt og konstruktivt samarbejde mellem offentlige myndigheder, High:five og de mange virksomheder, der vælger at tage et socialt ansvar: »High:five arbejder på tværs af instanserne og er en forlængelse af det eksisterende. Vi ved, at ingen kan lykkes alene, men ved en fælles indsats er det muligt at skabe succes både menneskeligt, fagligt og økonomisk.«. Derfor arbejder High:five også løbende på at etablere tværfaglige samarbejdsrelationer, deltage i forebyggende tiltag og i fællesskab med samarbejdspartnere konstant at udvikle og forfine metoden, så endnu flere kan holdes ude af kriminalitet og bidrage til samfundet på en konstruktiv måde. High:fives metode blev også Sebastians vej til et liv uden kriminalitet, og han er i dag fastansat hos DFDS på en af deres både, og han ser igen lyst på fremtiden: »Det er et rigtig godt ‘crew’, vi har derude. Når vi arbejder, så arbejder vi, og når vi har fri, så er vi alle ens, så er vi – så at sige – i samme båd. Jeg ved ikke, hvad jeg havde gjort, hvis ikke det var for jobbet. Med mit nye job får jeg rig mulighed for at afdrage på min gæld. Det giver ro i sindet. Mennesker skal have en chance. Kriminalitet er meget sjældent en livsstil folk ønsker«. Nanna Ravn Hansen er uddannet cand.merc. i Marketing Communication Management og arbejder til dagligt som konsulent i High:five.

Noter 1  http://www.sfr.dk/upload/SFR/Files/Publikationer/2012/Evaluering-HighFive.pdf

Kilder Kriminalforsorgen 2012: Årsrapport 2011. Rambøll 2012: Evaluering af projekt High:five.

High:five arbejder på tværs af instan­ serne


24

Nu kan det blive anderledes, men vi skal tage bolden op! Erhvervsuddannelserne etabler nu praktikcentre, som med en flerstrenget indsats, skal bringe flere unge igennem uddannelserne. Det vil også komme sårbare unge til gode. Af Janne Rützou og Karin Parbst

Uddannelse via et praktikcenter?

Mange muligheder

Det er ikke de unges ansvar, at der mangler praktikpladser

Praktikcentre – er det ikke bare gammel vin på nye flasker? Nej, her ligger en åbenlys mulighed for at skabe en ny norm og udvikle en ny diskurs i erhvervsuddannelserne og samfundet. Folketinget har vedtaget at alle unge, der gennemfører et grundforløb også skal kunne gøre deres uddannelse færdig via et praktikcenter. Det burde altså være slut med unge, der ikke gennemfører deres uddannelse på grund af manglende praktikplads. Ingen træer vokser som bekendt ind i himmelen, der er mange bump på vejen, men muligheden er der nu. Nu har vi mulighed for ƒƒ At opbygge praktikcentre hvor de unge kan blive mødt af høj faglighed og relevante opgaver for at gennemføre deres uddannelse. ƒƒ At udvikle og videreudvikle netværk af virksomheder der kan tilbyde de unge praktik/lærepladser enten i form af korter aftaler eller i restaftaler, som dækker længere forløb. ƒƒ At samarbejde med bygherrer og rådgivere om sociale klausuler og mere frivillige aftaler der øger antallet at praktikpladser. ƒƒ At skabe faglige og pædagogiske miljøer på praktikcentrene som også inddrager de svage elever. ƒƒ At sammenstykke erhvervsuddannelser af praktikophold i både virksomheder og på praktikcentret som med tiden forhåbentligt kan udvikle sig til bedre uddannelser end dem vi kender i dag. Alle disse tiltag arbejder vi med, på EUC Sjællands praktikcenter.

Fra individuelt problem til samfundsansvar Den store ændring er, at vi med lovgivningen omkring de nye praktikcentre er gået fra et individuelt syn: »Du har som elevopgaven med at skaffe dig en praktikplads. Hvis ikke det lykkedes for dig – er det dig der


25 har problemet!«, til et mere kollektivt perspektiv, hvor vi som samfund, virksomheder, erhvervsskoler m.fl. erkender, at det ikke kun er de unges ansvar, at der ikke er nok praktikpladser. Nu placeres der et ansvar og en mulighed for at arbejde med problemet på erhvervsskolerne. Håbet er at alle skoler vil påtage sig dette ansvar og opbygge velfungerende praktikcentre med eleverne og ikke skolens indtjening i centrum. Virksomhederne/erhvervslivet har også et kæmpe ansvar for at tage unge i lære. Det ansvar skal de blive ved med at løfte, og de virksomheder der ikke gør det, skal presses til det (fx via sociale klausuler). Men ved at placerer ansvaret hos praktikcentret, sikrer samfundet, at der er nogen, der har ansvar overfor den enkelte elev. Det er godt for ansvaret har i alt for mange år ikke været placeret, og alt for mange unge er derfor faldet igennem.

Sociale klausuler Praktikcentrene bør samtidig få til opgave at samarbejde med forskellige parter i erhvervslivet, herunder bygherrer, som via forskellige typer krav i deres udbud, kan sikre at der rent faktisk uddannes unge i deres byggeprocesser. Sådanne samarbejder med bygherre er der gode erfaringer med, og det skaber flere praktikpladser. Københavns kommune har indført hårde sociale klausuler i større byggeprocesser, flere boligorganisationer arbejder med mere frivillige aftaler i deres helhedsplaner. Forskellige former for partnerskabsaftaler indgås mellem kommuner, arbejdsgiverorganisationer og skoler. Den ene form for krav/samarbejde udelukker ikke den anden, Hver især er de med til at bryde den individuelle tilgang til praktikpladser. Dette arbejde med forskellige krav i udbud er først lige startet. Vi håber det vil udvikles sig. Den meget individualiserede tilgang til praktikpladsproblemet, der har hersket indtil nu, er gået hårdt ud over erhvervsuddannelserne og dermed mange drenge – så meget at man nu taler om drengene, som de store tabere i uddannelsessystemet. Frafaldet på grundforløbene i de traditionelle håndværksfag udgør omkring 50%, og blandt unge med indvandrerbaggrund gennemfører kun hver tredje deres uddannelse. At det kan lykkes at vende bøtten har bl.a. et projekt, der er dokumenteret i bogen »Perler i byggebrancen« erfaringer med. »Perler i byggebranchen« Projektets metode og resultat beskrives kort nedenfor, den nye praktikreform har bl.a. hentet inspiration herfra. Projektet har været et samarbejde mellem en erhvervsskole, byggebranchen og kommunale aktører om at hjælpe unge med indvandrerbaggrund med en praktikplads og en uddannelse i byggebranchen. Projektet skulle samarbejde med erhvervsskolens lærere og praktikpladsopsøgere om at udvikle skolens

Manglende placering af ansvar betyder, at mange unge falder ud

Væk fra den individualiserede tilgang til praktik­ pladser

Samarbejde mellem forskellige aktører gør en forskel


26

Aktiv inddragelse af de unge giver resultater

Udbygning af netværksmøder

Væk fra »rip-rapog-rup-princippet«

Rummelighed og opbakning er nøgleord

fokus på, og aktive deltagelse i, at finde praktikpladser. Gennem at opbygge samarbejder med brancheorganisationer, faglige organisationer og andre aktører blev der taget initiativer overfor mestrene, der kunne føre til, at de unge fik praktikpladser. Udgangspunktet har været aktiv inddragelse af de unge selv på netværksmøder og gennem arbejdspladsbesøg, hvilket har givet gode resultater: De unge er blevet taget alvorligt i deres uddannelsesvalg og er blevet støttet i selv at søge praktikplads. Der er blevet rykket nogle fordomme hos dem selv, om at de er uønskede i branchen. De har trænet jobsamtalen med mester gennem rollespil. De har udviklet en mere præcis fornemmelse af faglig identitet; ved at skulle beskrive sig selv, hvad de kan lide ved faget, egne erfaringer og viden, og ved at skulle formulere hvorfor de gerne vil have en håndværksuddannelse i deres ansøgning. Det har været en vigtig del af forberedelsen til at kunne »sælge« sig selv overfor en mester, at man ved hvad man står for. Vanskelighederne ved at skulle takle et svært og meget lukket »praktikpladsmarked« er blevet udvekslet på netværksmøderne. På den måde kommer de unge væk fra at vende problemerne indad og tro at det er dem selv der er noget i vejen med. I runden om bordet afdækkes problemerne som fælles vanskeligheder og vilkår. Netværksmøderne har både været gruppeorienterede med fælles erfaringsudveksling rundt om bordet, og 1-1-hjælp. Hjælp til at skrive ansøgning, søge på nettet, lave lister over de virksomheder hvor den unge valgte at søge praktikplads, og til at skulle lære at skrive svaret ned og følge op med en ny henvendelse, hvis der var en lille åbning hos mester. Udviklingen af vedholdenhed og systematik og følelsen af ikke at stå alene har over en 4-årig periode skaffet 125 unge i praktik. Samtidig har samarbejdet med branchen og mestrene være afgørende – der er blevet arbejdet med at udvide den måde branchen traditionelt rekrutterer på. Mange steder fungerer »rip-rap-og-rup-princippet«, hvor man helst ansætter lærlinge, der ligner en selv, eller de unge skal have en onkel eller kende nogen i branchen. I det opsøgende arbejde har projektet arbejdet med at vende holdninger om at indvandrere ikke vil være i branchen og at de ikke kan arbejde under ramadanen (hvis det har været nødvendigt). Når mestrene fik henvendelserne skulle nogle gøre op med en 7 år gammel dårlig erfaring med en ung med indvandrerbaggrund. Andre havde gode eller ingen erfaringer, og var klar til at prøve.

Håndholdt match I projektet er der blevet arbejdet med et mere håndholdt match mellem den enkelte lærling og mester, hvilket har medført en større rummelighed i virksomhederne. Det kan godt lade sig gøre at tage religiøse hensyn, bedetæppet kan få plads i skuret og den unge kan få mulighed


27 for at gå til fredagsbøn, hvis han møder en time tidligere, eller der kan på forhånd tales med mester om, hvis den unge har et specielt udseende, f.eks. et stort rasta-hår, eller pågældende tidligere har haft svært ved at komme til tiden. Mange mestre vil gerne bidrage til uddannelsen af unge som har særlige vanskeligheder og kan godt genkende de unges problemer fra da de selv var unge. Men mange har også erfaringer med at det kan være en tidskrævende og besværlig proces at tage en lærling ind, som måske ikke lige formår at passe alt fra dag ét. Mestrene skal have muligheder for at få hjælp til at håndtere konflikter, inden de går i hårdknude, og lærlingen bliver fyret. Konflikter kan opstå når svendene synes at lærlingen ikke viser initiativ nok, eller taler for meget i mobiltelefon. Eller når lærlingen bliver indebrændt over at få dårlige arbejdsopgaver og ikke at få ansvar nok, men ikke føler sig i en position hvor han kan sige fra. Arbejdspladsbesøg hvor alles synsvinkler bliver hørt, har vist sig at være en god hjælp til konfliktløsning. Og på fyraftensmøder for lærlinge kan de udveksle gode og dårlige erfaringer med at stå i lære og være nederst i et arbejdspladshieraki, hvor svendene som de daglige samarbejdspartnere ofte har autoriteten og ofte vil være dem, mester lytter til, også selvom de siger eller gør noget forkert. Som 1. årslærling hvor man også er underordnet 2.- og 3.-årslærlingen med de udfordringer det giver i forhold til oplevede uretfærdigheder eller dårlig behandling, skal man overveje og vælge sine kampe. På møderne kan lærlingene give hinanden ideer og opbakning til at takle de problemer der opstår på den bedste måde, uden at give op.

Ansvar for hele uddannelsesforløbet De nye praktikpladscentre har mulighed for at blive krumtappen i denne udvikling, som tager ansvaret for hele uddannelsesforløbet. Dermed sikres den faglige kvalitet i uddannelsen og virksomhederne, bygherrer, rådgivere m.fl. kan indgå i et samarbejde, hvor man i fællesskab bidrager til den samlede uddannelse. Men det kræver, at skolerne går aktivt ind og tænker proaktivt i løsningen af opgaverne. Her har skolerne en kæmpe udfordring i forhold til medarbejdere, der skal til at tænke på en ny måde og samarbejdsformer der skal udvikles, mellem grundforløb, praktikcentre, hovedforløb. Janne Rützou, har arbejdet med projektet »Fra 2. generations indvandrer til første generations håndværker«, arbejder med fastholdelse af unge på ungdomsuddannelserne, uddannet værktøjsmager, cand. psych. og specialist i arbejds- og organisationspsykologi. Karin Parbst nytiltrådt praktikcenterchef på EUC Sjælland. Uddannet Bygningssnedker og cand.com.

Praktikplads­ centrene som krumtappe


28

Ung og hjemløs Med udgangspunkt i interviews med forstanderen og en beboer på unge- herberget Rådmandsgade 60 (RG60) i Købehavn, skitseres problemstillinger, som udfordrer den nationale Hjemløsestrategis målsætninger. Af line Askgaard

Satspuljemidler finansierer hjemlø­ sestrategien

Målsætningen er at nedsætte antallet af unge hjemløse

Trods strategien er antallet af hjemløse steget

I 2008 vedtog Folketingets partier en hjemløsestrategi, der b.la. er finansieret af Satspuljemidlerne. Socialministeriet indgik herefter en aftale med otte kommuner om at udmønte strategien i konkrete indsatser for hjemløse. Aftalekommunerne skal arbejde med forskellige metoder og målsætninger fra strategien for at skabe et dokumenterbart grundlag for kommunernes fremtidige indsatser1. Målsætningerne tager afsæt i en ‘Housing First’- tilgang, der indebærer, at tidlig boligløsning kombineret med tilknyttede indsatser kan bidrage til at håndtere de enkelte borgeres problemer (Indenrigs- og Socialministeriet 2009). Som led i strategien etableres der derfor nye typer af boliger og botilbud til hjemløse frem for de institutionslignende boformer, som tidligere blev benyttet.

Flere unge hjemløse Baggrunden for Hjemløsestrategien var at nedbringe det daværende antal af hjemløse (ca. 5000 personer), med udgangspunkt i fire overordnede mål. To af disse mål arbejder Københavns Kommune med: ƒƒ Ingen unge bør opholde sig på forsorgshjem, men tilbydes andre løsninger. ƒƒ Ophold på forsorgshjem eller herberg bør ikke vare mere end 3-4 måneder for borgere, der er parate til at flytte i egen bolig med den fornødne støtte. På trods af strategiens formål er antallet af hjemløse steget med 6% på nationalt plan i 2011. En del af stigningen ses blandt de unge mellem 18-24 år, der i dag udgør hver femte hjemløs. Antalsmæssigt udgjorde de unge i 2009 ca. 650, hvilket i 2011 var steget til 1000. En stigning på 58% (Wiborg 2012)2. 17% af disse unge er gadesovere! Deraf følger, at der også er sket en stigning i antallet af unge, der bor på herberg eller forsorgshjem. Det er yderligere bekymrende, at de unge i gennemsnit opholder sig længere tid på disse boformer end øvrige beboere (Rådet 2012).


29 I det følgende vil der med afsæt i interviews fra unge- herberget Rådmandsgade 60 i Københavns Kommune blive skitseret udfordringer på hjemløseområdet perspektiveret til strategien.

RG60 – en karakteristik af herberget og målgruppen Rådmandsgade 60 (RG60) er et kun 2,5 år gammelt etableret værested med rådgivning og 30 sengepladser for unge hjemløse i aldersgruppen 18-30 år. Beboerne betaler knap 2000 kr. pr. måned for opholdet. Dette er en stor udgift for dem, der er på den lavere kontanthjælpsydelse med ca. 5500 udbetalt, hvilket størstedelen af beboerne er. Majoriteten af beboerne er under 25 år. Udover at være boligløse kæmper de med en lang række andre problemer bl.a. i form af misbrug, psykiske problemer (ofte med dobbeltdiagnoser), manglende uddannelse og arbejde, gælds- og økonomiproblemer, involvering i (bande-) kriminalitet. De har også ofte traumer, skrøbelige relationer m.m. RG60 adskiller sig fra øvrige herberger ved, at det er tilladt at have et misbrug. Misbrugsproblematikkerne er ifølge forstanderen blevet tungere i løbet af de to år herberget har eksisteret. Indtagelse af stoffer og alkohol på matriklen samt vold og trusler herom er selvfølgelig ikke tilladt, men miljøet giver alligevel anledning til usikkerhed, da reglerne ikke altid overholdes: »Jeg kan ikke slappe af, fordi der er så mange mennesker her … , og fordi man hele tiden skal kigge sig over skulderen og være opmærksom. Når nogle sidder og ryger crack på værelset, så kan man sidde og føle sig usikker, fordi ‘hvad nu, hvis han kunne finde på at overfalde mig, fordi han er så blæst?’ Hvis man havde sit eget, og man bare kunne læne sig tilbage og sige ‘ahh’ og få den ro i sig, få lov til at tænke.« (Beboer)

Værestedet i Rådmandsgade

Det er tilladt at have et misbrug, men indtagelse af stoffer og alko­ hol på stedet er forbudt Stor usikkerhed hos brugerne

Misbrug og frustrationer over tilværelsen giver derfor også anledning til et hus med spektakler: »Vi har relativt ofte politiet ude på udrykning på alarmer. Vi har haft en pistolepisode, et egentlig mordforsøg internt mellem beboerne, og det er splitsekunder og tilfældigheder, der afgør det.« (Forstander)

Motivationsarbejdets udfordringer RG60 er et sted uden myndighedsforpligtigelse, hvis hovedformål er at rumme de unge og forsøge at motivere dem til at komme videre i deres liv ved at give dem troen på, at deres situation kan blive anderledes.

Motivationsarbejde er alfa og omega, men tager tid


30 Motivationsarbejde er en langvarig proces, fordi det også består af et udredningsarbejde af de unges problemstillinger, som skal forestås af de fagprofessionelle, som har ekspertisen og myndigheden til at imødekomme problemstillingerne3. Der er forbundet en række udfordringer i motivationsarbejdet, der ikke harmonerer med de to af Hjemløsestrategiens mål, som Københavns Kommune, som skitseret tidligere, arbejder med:

Det tager tid at skabe tillid, og det er ressourcekræ­ vende

Det kniber med koordineringen af de forskellige indsatser

Udfordring 1: Ressourcer og dokumentationsarbejde For det første tager motivationsarbejdet tid, fordi det i første instans fordrer, at der etableres tillid mellem medarbejdere og den unge. Desuden tager selverkendelse af problemstillingernes karakter hos den unge tid. Motivationsarbejdet udfordres yderligere af, at RG60 har begrænsede ressourcer og ofte kun er minimumsbemandet med to personer. Dertil har RG60 i stigende grad oplevet, bl.a. som følge af Hjemløsestrategien, at dokumentationsarbejde i form af akkreditering og kvalitetssikring med opholdsplaner og nye journalsystemer røver tiden fra det essentielle – nemlig de unge. Og personalets omsorg for de unge på RG60 er netop det, der af de unge beskrives som det »bedste« ved at bo på herberget. Udfordring 2: Manglende koordinering For det andet udfordres motivationsarbejdet, når de fagprofessionelle ikke koordinerer indsatser på tværs af myndighederne. Dette skaber et trægt og usammenhængende forløb, som betyder, at den unge mister gejsten, overblikket og ikke mindst progressionen hen i mod at komme i bolig og »på rette kurs«. Her kan en social handleplan (servicelovens §141) skabe sammenhæng i indsatserne. Ifølge hjemløsetællingen fra 2011 har 75% af de unge på landsplan dog hverken fået eller blevet tilbudt at få en handleplan (Årsrapport 2012). RG60 har ydermere oplevet, at ansvaret kastes videre til dem, særligt ved indslusningen til herberget. Fx ringer døgninstitutionerne, når de unge er fyldt 18 år og vil sende dem dertil, fordi der ikke er fundet andre løsninger. Ligeledes oplever RG60 i stigende omfang psykiatrien ringe: »Ham her er ikke samarbejdsorienteret, er svært agerende – kan I ikke tage ham? Og jeg tænker, hvis man ikke kan rumme en person på en låst afdeling, hvordan pokker skal jeg så rumme det med den bemanding jeg har, ikk?« (Forstander).

Det er svært at finde egnede og billige boliger

Udfordring 3: Mangel på (billige) boliger med rygstøtte For det tredje – og måske mest essentielt – så mangler der billige boliger med den fornødne rygstøtte heriblandt CTI- (Critical Time Intervention)


31 og ACT-støtte (Assertive Community Treatment) (begge: Intensive og længerevarende støttetilbud i eget hjem). Samlet set har Hjemløsestrategien været med til at opjustere etableringen af boliger i strategikommunerne, men forudsætningen for at Housing First kan virke er, at der etableres flere. Status for september 2011 var, at der fortsat manglede 271 boliger (Årsrapport 2012). Da Housing First ikke kan stå alene, men skal kombineres med støttemuligheder, er der grund til at hæfte sig ved, at CTI har givet anledning til 95% fastholdelse i egen bolig i Københavns Kommune, hvilket er en stor succes (Wiborg 2012). Problemet er som sagt, at der mangler endnu mere af denne type af rygstøtte og i København efterspørges desuden flere af de såkaldte §107 pladser, som er et midlertidigt ophold for borgere, der på sigt vurderes at kunne klare sig i eget hjem. Forstanderen af RG60 forklarer, at det næsten er umuligt at få psykisk meget dårlige til at blive visiteret, fordi der mangler pladser. Det er en erfaring i RG60, at der dels går alt for lang tid, før de unge tilbydes en bolig, og at der dels mangler at blive etableret tilpas billige boliger, da hovedparten af de unge er på den lave kontanthjælpsydelse. Flere har boet på RG60 i et år, og de bliver desillusionerede af det, fordi der ikke sker noget. Det medfører at de stikker af fra herberget, fordi de ikke har betalt huslejen, eller misbruget tager til »for at flygte fra virkeligheden«. Motivationsarbejdet går derved af fløjten. Ydermere holder Hjemløsestrategiens mål om, at man kun bør opholde sig 3-4 mdr. på boformerne derved ikke, selv hvis de unge er parate til at flytte. Det er en erfaring blandt herberger, at strategien skulle udmøntes i, at borgere skulle have et tilbud fra deres hjemkommune fra den dag, de vurderes boligparate – et arbejde, som i sig selv kan tage måneder (Wiborg 2012).

Hør på os! Og udvid den smalle sti I interviewene blev der spurgt ind til, hvad der forårsager den ulykkelige situation, at så unge mennesker havner på et herberg, og hvad der kan gøres for at undgå den. Manglen på rummelighed i samfundet for anderledes mennesker, individualisering af problemer og et tidligt samfundsmæssigt svigt blev nævnt som svar herpå. Dertil beskrives skolesystemet som indviklet og det fordrer ressourcer hjemmefra, hvis man både skal leve op til de faglige krav, og være parat til de nødvendige valg i fht. uddannelse, arbejde og selvrealisering i en meget ung alder. »Vores samfund skal generelt set være bedre i stand til at rumme lidt anderledes mennesker. Dydens smalle sti er i dag ikke særlig bred, og det gør jo, at man lettere falder udenfor.« (Forstander)

Yderligere støt­ temuligheder er nødvendige

Lange ophold på herberget skaber stor usikkerhed hos de unge

Manglende rummelighed og strikse regler og krav i det øvrige samfund skaber store problemer for de hjemløse unge


32 Ifølge beboeren er det tillige netværket og samfundet, der ikke lytter og yder støtte – hvilket måske netop kan tilskrives individualiseringens vilkår og samfundets indretning. Sidste interviewpassage vil jeg lade stå åben til refleksion som slut på denne artikel: I: Lige nu er der flere unge i København, der bliver boligløse. Hvorfor tror du det? Beboer: Måske fordi at ens omkreds ikke lige får øjnene op for en, men det er nok også fordi, at de ikke får den støtte, de skal have for at kunne sætte sig ned og blive hørt på. De problemer, de har, er der ikke nogen, der gider høre på. Dem der har vanskeligheder, dem sætter vi til side, og dem der er bedre kvalificerede, det er dem, vi tager ind. I: Det er lidt din egen erfaring? Hvis du var blevet hørt på tidligere? Beboer: Altså, hvis kommunen eller skolelærerne. Hvis de bare havde brugt 5 minutter på at ville høre, hvad man egentlig har og sige: Jamen, så var man måske ikke endt i den situation, som man er i lige nu I: Hvad synes du, at politikkerne skal gøre i denne her situation? Beboer: De skal sætte sig ned og høre på de unge og måske også lave nogle flere ungdomsboliger, hvor man kan komme ud og få et sted at være og et ordentligt liv. I forhold til bare at ryge ud i kriminalitet eller – undskyld sproget – få et junkieliv, hvor de sidder på et hjørne og får et fix. Så hør på, hvad de unge har at sige. Line Askgaard er cand.scient.adm. med speciale i social- og beskæftigelsespolitik og er i redaktionsgruppen for Social Politik. Noter 1 Metoderne, fx være særlige bostøttemetoder, som skal hjælpe borgeren med at få stabiliseret sin hverdag, eller metoder for udredning, opsøgende og kontaktskabende indsatser mv. 2 Tallene viser, at varigheden af hjemløsheden i det meste af den målte periode blev kortere. 3 RG60 samarbejder her bl.a. med Hjemløseenheden, Voksenenheden i Socialforvaltningen, psykiatrisk gadeplansindsats, et sundhedsteamet fra Sundholm m.m.

Kilder Interview med Mette Søgaard og en ung beboer på RG60. Indenrigs- og Socialministeriet, udarbejdet af Rambøll 2009: Regeringens hjemløsestrategi – en strategi til at nedbringe hjemløshed i Danmark, 2009 – 2012. Wiborg, Annette 2012: En strategi for indsatsen. I: Hjemløs, 3/2012. Wiborg, Annette 2012: Stadig alt for mange unge. I: Hjemløs, 3/2012. Wiborg, Annette 2012: Hjemløsheden, set fra herbergerne. I: Hjemløs, 3/2012. Årsrapport 2012 I: Rådet for Socialt Udsatte.


33

Af Anna Diana Møller, Cand.mag. og kommunikationsmedarbejder

Regeringen har for nyligt fremlagt deres forslag til, hvordan Danmark skal komme ud på den anden side af den økonomiske krise. I deres udspil, Vækstplan DK – Stærke virksomheder, flere job, forklarer de, at Danmark har hårdt brug for mere økonomisk vækst og større konkurrenceevne. Det vil, ifølge regeringen, skabe flere jobs og større beskæftigelse, så vi kan få bugt med den høje arbejdsløshed, som især de unge er ramt af i disse år. Midlerne til at skabe øget vækst finansieres bl.a. af de mest udsatte danskere som førtidspensionisterne, kontanthjælpsmodtagerne og mennesker på ledighedsydelse. Det virker uretfærdigt, men hvis denne vækst virkelig er så altoverskyggende nødvendig, så vil alle sikkert gerne bidrage i en vis udstrækning. Men er denne ophøjede økonomiske vækst altid en god ting? Der er flere lande rundt om i verden, som oplever en kæmpe økonomisk vækst lige nu. Denne vækst, som den danske regering higer og søger, findes bl.a. i Brasilien. Her har den økonomiske vækst betydet øget velstand for hele samfundet, hvor flere af de allerfattigste har opnået at blive en del af middelklassen. Her har væksten altså været udelukkende godt for hele samfundet og på den måde haft en positiv social effekt, da regeringen har valgt at bruge væksten til at skabe mere lighed. Men i andre lande som Filippinerne, der også oplever stor vækst i disse

år, har den slet ikke haft en positiv effekt – andet end for de velstillede. De fattige, derimod, oplever, at lønnen bliver mindre værd, og at de har sværere og sværere ved at betale for mad og andre nødvendige fornødenheder. De bliver dermed mere fattige på grund af den økonomiske vækst. Disse arbejdende fattige er et fænomen, som også har ramt Europa, og endda vores naboland Tyskland. Derfor er det altafgørende, at vi i Danmark får diskuteret, om vi overhovedet bør gå efter denne økonomiske vækst og i så fald, hvad den skal bruges til? Der er forhåbentlig bred enighed om, at det skal gå til øget velfærd, men når Bjarne Corydon giver grønt lys til at forhandle lavere lønninger i det offentlige, så lugter det mere af Filippinerne, end Brasilien … Så regeringen burde få de økonomiske briller af indimellem og få gjort forårsrent på kontoret. Så finder de forhåbentlig frem til den hengemte bunke af papirer, hvor der står beskrevet, hvordan vi får skabt større social vækst i Danmark, så vi ikke kun får flere penge, men også bedre vilkår for de udsatte i Danmark.

Kilder Dokumentarfilm fra ulandssekretariatet: Den gode vækst, Birgit Nissen Pedersen og Morten Krøgholt.

Klumme

Er økonomisk vækst altid godt?


34

LandsForeningen

Vær med til at få det til at ske!

Ulighedens Topmøde 2013 – Hvem betaler prisen for ulighed?

Ulighedens Topmøde er en konference for alle aktører på det sociale område, afholdt af Cevea og Socialpolitisk Forening. Du/I kan medvirke til, at topmødet også i år kan realiseres. Hvorfor Ulighedens Topmøde samler hvert år alle aktører fra praktikere til politikere, fra foreninger til forskere, med det formål at samle Jeres bedste idéer, projekter og løsningsforslag og dele dem med de ansvarlige politikere og med hinanden. I fællesskab har vi ressourcerne til at give vores idéer og erfaringer gennemslagskraft i forhold til offentligheden og til det politiske niveau. Hvordan Ulighedens Topmøde finansieres dels af fem større bidragsydere, dels af deltagergebyrer, men der skal mere til. Derfor kan dit/Jeres bidrag sikre gennemførselen af Topmødet. Støt realiseringen af Ulighedens Topmøde 2013 som person eller som organisation. Støtter du som privatperson eller organisation med alt fra kr. 100 kr. til kr. 10.000 kommer Jeres navn på listen over støtter på Ceveas og Socialpolitisk Forenings hjemmesider. Ønsker I at bidrage med beløb over kr. 10.000, så kontakt os venligst. Tilmelding og deltagergebyr er ikke inkluderet i støttebidrag. Støttebidrag skal indbetales på Social­ politisk Forenings konto: 8401 1134867. Hvad Ulighedens Topmøde er en årlig konference, der afholdes af Tænketanken Cevea assisteret af Socialpolitisk Forening. Topmødet

beskæftiger sig med forskellige aspekter af ulighed og social marginalisering. Hovedformålet er at samle alle de gode idéer, projekter og løsningsforslag, som ngo’er, praktikere og forskere rundt omkring i landet ligger inde med og dele dem med hinanden og med de ansvarlige politikere. De seneste år har temaerne været social marginalisering og sundhed. I år sætter Topmødet både fokus på, hvordan vores samfund som helhed påvirkes negativt af den voksende ulighed, og ser mere specifikt på ulighed i opvækstvilkår og uddannelse, samt på arbejdsmarkedet. Læs mere om Ulighedens Topmøde på: http://www.cevea.dk/arrangementer/ ulighedens-topmoede Kontakt Hvis du/ i ønsker at støtte med mere end kr. 10.000, så kontakt: Socialpolitisk Forening: Landssekretær Allan Bærentzen, allan@socialpolitisk-forening.dk, tlf. 40 23 43 20. Cevea: Projektleder Pil Berner Strandgaard, pbs@cevea.dk, tlf. 30 42 93 60.


35 SOCIALPOLITISK FORENINGS organer

Landsstyrelsen Birthe Povlsen, Dansk Socialrådgiverforening Lise Jordahn, Professionshøjskolen Metropol Louise Dülch Kristiansen, Dansk Socialrådgiverforening Mads Engholm, cand.scient.anth. Mai Birk Andersen, formand for Danske Socialrådgiverstuderende Ninna Hoegh, Projekt UDENFOR Ove Lund, formand for Socialpolitisk Forening Hovedstaden Preben Etwil, redaktionen for Social Politik Internationalt udvalg Annelise Murakami, formand Bjørn Christensen Helle Strauss Joan Münch

Kay Jokil Marianne Skytte Ole Hammer Ole Meldgaard Rene Meyrowitsch, obs. Lars Steinov, obs. Socialpolitisk Råd Landsstyrelsen, formændene fra lokalforeningerne samt: Lisbeth Zornig Andersen, Huset Zornig Christian Sølyst, LO Hanne Thomsen, Missionen blandt Hjemløse Heiner Lützen Ank, Kirkens Korshær Jette Høy, FTF Majbrit Berlau, formand for Dansk Socialrådgiverforening Mikkel Warming, Socialborgmester, Københavns Kommune, Enhedslisten Lasse Bjerg Jørgensen, BUPL

SOCIALPOLITISK FORENINGS LOKALAFDELINGER Socialpolitisk Forening Fyn Formand Ejgil Aagaard, ejgil.aagaard@gmail.com

Socialpolitisk Forening Sydvestjylland Formand Ninna Leth, nlso@ucsyd.dk

Socialpolitisk Forening Hovedstaden Formand Ove Lund, ovelund@raastof.dk

Socialpolitisk Forening Viborg Formand Knud Olsen, knudoglydia@dlgtele.dk

Socialpolitisk Forening Lolland og Falster Formand Anja Sigvard Nielsen, anja@forkanter.dk

Socialpolitisk Forening Aarhus Formand Viggo Jonasen, viggojonasen@gmail.com

Socialpolitisk Forening Nordjylland Formand Carl Christensen, carl-eva@stofanet.dk

Social politiks redaktion Matilde Høybye-Mortensen (ansv.) maho@kora.dk Peter Bundesen peter.bundesen@cdnet.dk Tine Gomard ecuador@cykel.dk Margit Lotz margit.lotz@gmail.com Preben Etwil meyland@adslhome.dk

Morten Frederiksen Nina Særkjær Olsen Line Askgaard Anna Diana Møller Tanja Dall

mfr@dps.aau.dk n_olsen@hotmail.com lineaskgaard@gmail.com nordisk.anna@gmail.com tada@phmetropol.dk

Hvad er Socialpolitisk Forening? Socialpolitisk Forening samler aktive mennesker, foreninger og organisationer på tværs af faggrænser og politiske skel, for at debattere aktuelle socialpolitiske spørgsmål. Som f.eks. stigende fattigdom blandt børn og voksne, øget arbejdsløshed, straf og resocialisering og børn og unges mistrivsel. Sammen søger vi at finde nye veje og løsninger på vitale samfundsproblemer.

LandsForeningen

Formand Robert Olsen, Kofoeds Skole


Kalender 2013 30. apr

Generalforsamling i Socialpolitisk Forening Aarhus med efterfølgende arrangement under temaet »Retssikkerhed og ordentlighed i kommunernes børnesagsbehandling?« (se lokalside) Kl. 17.30 - 18.30  Generalforsamling Kl. 19.00 - 21.30  Debatarrangement Læs mere på www.socialpolitisk-forening.dk

27. maj

Netværksmøde, ICSW Danmark Socialpolitisk Forening, ICSW Danmark, inviterer til netværksmøde om: Working Poor, Social Protection Floor og Politisk Radikalisering Kl. 15.00 – 18.00, Professionsskolen Metropol Mere info følger på www.socialpolitisk-forening.dk

4. Jun

Kontanthjælpsreform Skal Danmark have et kontanthjælps-arbejdsmarked? Tid: Tirsdag d. 4. juni 2013 kl. 19.00 – 21.30, i LO’s lokaler i Århus, Skt. Knuds Torv. Arrangører: Socialpolitisk Forening Århus, LO Århus og DS region Nord. Læs mere på www.socialpolitisk-forening.dk

3. jun

Konkurrencestatens Ofre, Konference Settlementet, Frivilligt Forum og Socialpolitisk Forening indbyder til konference om »Konkurrencestatens Ofre« Kl. 13.00 – 17.30, Vartov, Farvergade 27, 1463 København K,

SNART

ultimo Aug

15. jun

Yderligere oplysninger, Rikke Posborg: rikke.posborg@settlementet.dk

Folkemødet Bornholm, Stop Fattigdom Nu Stop Fattigdom Nu netværket afholder arrangementer i Cirkusteltet: 12.00 – 12.30: Intro-arrangement, 12.30 – 13.15: Udsatte Unge, 16.00 – 16.45: Ulighed i Sundhed, 16.45 – 17.30: Fattige/Kommunalvalg 2013, 17.30 – 18.15: Ngo’ernes rolle,18.15 – 19.00: Ulighed.

Ulighedens Topmøde – Hvem betaler prisen for ulighed? Cevea arrangerer, med assistance fra Socialpolitisk Forening, igen i år Ulighedens Topmøde Støt gennemførslen af årets topmøde på det sociale felt. Læs mere side 34.

Socialpolitisk Forening Fyn Bestyrelsen er nu i gang med planlægning af en række temamøder for 2013. De er desværre ikke datobestemt endnu. Følg venligst med på hjemmesiden: www.socialpolitisk-forening.dk for temaer og datoer.

Social Politik Nr. 2, 2013 - Sårbare unge  
Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you