Page 1

Tidsskrift for Socialpolitisk Forening

Nr. 1 / 2013

TEMA

Rehabilitering


Indholdsfortegnelse

Tidsskrift for Socialpolitisk Forening

TEMA

Formand: Robert Olsen Landssekretær: Allan Bærentzen

Matilde Høybye-Mortensen, Tanja Dall og Dorte Caswell:

Social Politik udkommer seks gange årligt og sendes automatisk til alle medlemmer Redaktion: Matilde Høybye-Mortensen (Ansv.) E-mail: maho@kora.dk Peter Bundesen E-mail: peter.bundesen@cdnet.dk Tine Gomard E-mail: ecuador@cykel.dk Margit Lotz E-mail: margit.lotz@gmail.com Preben Etwil E-mail: meyland@adslhome.dk Morten Frederiksen E-mail: mfr@dps.aau.dk Nina Særkjær Olsen E-mail: n_olsen@hotmail.com Line Askgaard E-mail: lineaskgaard@gmail.com Dette nummer er redigeret af: Matilde Høybye-Mortensen, Tanja Dall og Dorte Caswell Redaktionssekretær: Line Askgaard ISSN 0905-8176 Artikler fra Social Politik kan citeres med tydelig kildeangivelse. Redaktionen gør opmærksom på, at artikler i Social Politik ikke nødvendigvis dækker redaktionens eller Socialpolitisk Forenings synspunkter. Socialpolitisk Forening Strandgade 6, st. 1401 København K Tlf.: 40 23 43 20 (dagligt 10 -15) www.socialpolitisk-forening.dk post@socialpolitisk-forening.dk Merkur Bank: 8401 1107640

Tryk: Eks-Skolens Trykkeri ApS

Rehabilitering: Fortid og fremtid

Rehabilitering: fortid og fremtid. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3 Inge Storgaard Bonfils:

Rehabilitering – Ét begreb, mange meninger. . . . . . . . . . . 6 Søren Peter Olesen & Sophie Danneris Jensen:

Fra revalidering til rehabilitering. Hvor blev revalideringsbegrebet af?. . . . . . . . . . . . . . . . . . . 12 Dorte Caswell & Tanja Dall:

Team, tværfaglighed og timing – kan rehabiliteringsteamene leve op til forventningerne?. . . . . . . . . . . . . . . . . . 17 Mischa Rasted Andersson:

Ingen rehabilitering uden borgerinddragelse. . . . . . . . . . 22 Mette Skou Rasmussen:

Succes for rehabiliteringsteamene kommer ikke af sig selv. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 27 Åse Munk Mortensen:

Er de fagprofessionelle en del af løsningen, eller en del af problemet?.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 32 Klumme Torben Holm:

SU er god, social politik.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 37 Internationalt Bjørn Christensen:

Stockholm 2012 – Internationalt samarbejde. . . . . . . . . . 38 Lokalt. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 40 Landsforeningen.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 41


3

Rehabilitering: Fortid og fremtid Af Matilde Høybye-Mortensen, Tanja Dall og Dorte Caswell

Rehabilitering har både som begreb og indsats været genstand for stigende fokus i de seneste år på både politisk, organisatorisk og praksisniveau. Interessen er særligt rettet mod koordinering af indsatser på tværs af sundheds- og socialsektorer og har derfor taget et sundhedsog socialpolitisk udgangspunkt, men beskæftigelsespolitikken inddrages nu også mere eksplicit. Fra januar 2013 er en større reform af førtidspension og fleksjob trådt i kraft, og med reformen etableres ‘rehabilitering’ som både mål og middel i beskæftigelsesindsatsen. Borgere på kanten af arbejdsmarkedet skal fremadrettet have deres sager vurderet i et tværprofessionelt rehabiliteringsteam, der giver anbefalinger til indsatser på tværs af beskæftigelses-, uddannelses og sundhedssystemet med henblik på at (gen)etablere borgerne på arbejdsmarkedet. Rehabiliteringsteamet får blandt andet til opgave at vurdere, hvorvidt det er relevant at iværksætte et andet af reformens nytænkninger: ressourceforløbet. Ressourceforløbet er tænkt som et længerevarende indsatsforløb af mellem et til fem års varighed, der skal samle de forskellige borgerrettede indsatser til ét koordineret og fokuseret forløb. Rehabiliteringsbegrebet bindes i denne sammenhæng sammen med et beskæftigelsesmål, men begrebet har oprindeligt rødder i sundhedssystemets mere overordnede mål om (gen)etablering af borgernes funktionsevne. Med dette temanummer af Social Politik ønsker vi at sætte fokus på rehabiliteringsbegrebets udbredelse og udfyldelse, og de konsekvenser de aktuelle social- og beskæftigelsespolitiske tendenser kan have for den konkrete rehabiliteringsindsats i praksis. Reform af førtidspension og fleksjob træder i kraft 1. januar 2013 Reformen har til hensigt at mindske tilgangen til førtidspension og fleksjob, og den skærper vilkårene for at få tilkendt førtidspension og omformer fleksjobordningens tilskud. Rehabiliteringsteam indføres som en ny instans i beskæftigelsesindsatsen, og ressourceforløb introduceres som en ny form for beskæftigelsestilbud, der skal give en ekstra indsats til borgere på kanten af arbejdsmarkedet.


4 Temanummeret indledes af Inge Storgaard Bonfils, ph.d. cand. scient.pol. og forsknings- og udviklingskonsulent ved Professionshøjskolen Metropol, som præsenterer rehabiliteringsbegrebet, og de forskellige definitioner og meninger det tillægges. Det er væsentligt at være opmærksom på, hvilke betydninger begrebet tillægges, da det får betydning for udførelsen af den rehabiliterende indsats i forskellige sammenhænge. Søren Peter Olesen og Sophie Danneris Jensen, begge ansat ved Institut for Sociologi og Socialt Arbejde, Aalborg Universitet som hhv. lektor og videnskabelig assistent, ser nærmere på de historiske linjer, der leder frem til introduktionen af rehabiliteringsbegrebet i en socialpolitisk kontekst. Artiklen peger på, at de ‘nye’ tendenser har rødder tilbage i en revaliderings-tankegang. Det betyder, at der kan være mulighed for at trække på socialfaglige ressourcer i udformningen af rehabiliteringsteam og ressourceforløb. Dorte Caswell, lektor ved Aalborg Universitet, og Tanja Dall, adjunkt ved Professionshøjskolen Metropol, skriver om de nye rehabiliteringsteams, der har potentiale til at styrke jobcentrenes arbejde omkring de borgere, der er i særlig risiko for helt eller delvist at miste tilknytningen til arbejdsmarkedet. Reformen adresserer nogle yderst relevante temaer i den konkrete indsats, men den indeholder i sin udformning en række barrierer for til fulde at udmønte de gode intentioner i praksis. Mischa Rasted Andersson, ergoterapeut og kandidatstuderende ved Aalborg Universitet, diskuterer med afsæt i et borgerperspektiv, hvordan rehabiliteringsbegrebet udfyldes i en beskæftigelseskontekst. Forskellige tolkninger af hvad rehabilitering betyder i den nye reform, sætter det borgerrettede fokus under pres og leder frem til et spørgsmål om, der overhovedet er tale om rehabilitering. Mette Skou Rasmussen, socialrådgiver og seniorkonsulent ved Cabi, kigger på de mere praksisnære udfordringer, der kan være forbundet med etableringen af tværfaglige rehabiliteringsteam i jobcentrene. Rehabiliteringsteamenes succes afhænger af, hvorvidt det lykkedes at udvikle og integrere arbejdsformer og metoder, der understøtter teamenes opdrag. Rehabiliteringsteam har til formål at sikre koordinering og en helhedsorienteret indsats på tværs af forvaltninger og sektorer. Teamet skal give indstillinger til kommunens videre indsats på baggrund af en rehabiliteringsplan, som er udarbejdet af borgerens sagsbehandler. Teamet består af repræsentanter fra beskæftigelses-, sundheds- og socialområdet, regionen i form af en sundhedskoordinator, og en repræsentant fra uddannelsesområdet i sager vedr. borgere under 30 år.


5

Ressourceforløb er en ny beskæftigelsesordning, der giver mulighed for længerevarende forløb (1-5 år) sammensat af foranstaltninger, aktiviteter og behandling koordineret på tværs af forvaltninger og sektorer. Under et ressourceforløb modtager borgeren ressourceforløbsydelse på enten kontanthjælps- eller sygedagpengeniveau, alt efter hvilken ydelse man tidligere har modtaget. Forløbet er tiltænkt personer der i fravær af en indsats ville blive tilkendt førtidspension.

Temanummeret afsluttes med en artikel af Åse Munk Mortensen, regionsformand i Ergoterapeutforeningen Region Øst og bestyrelsesmedlem i FTF Region Sjælland, der fra en fagforeningsformands position fokuserer på, hvilke forudsætninger og udfordringer der kan være for vellykket rehabilitering i praksis. Samspillet mellem lovgivning, organisering og praktikerne udgør kernen i de forskellige indsatser, der kan være i gang i en rehabiliteringsproces, og artiklen ser blandt andet nærmere på de fagprofessionelles rolle i at få rehabiliteringsindsatserne til at fungere. Vi håber, temanummeret kan sætte en debat i gang om rehabiliteringsbegrebets nye aktualitet og den betydning fokusset på rehabilitering kan få for fremtidens tværfaglige indsats overfor udsatte borgere, hvad enten de befinder sig i et jobcenter eller andre steder i den danske velfærdsstat.


6

Rehabilitering – Ét begreb, mange meninger Denne artikel sætter fokus på selve begrebet rehabilitering med reference til den måde, begrebet er blevet defineret i en dansk sammenhæng og de lovgivningsmæssige rammer for rehabilitering. Artiklen beskæftiger sig bredt med rehabiliteringsbegrebet med afsæt i WHO og FN’s definitioner heraf, og jeg vil reflektere over forskellige tilgange i den aktuelle brug af rehabiliteringsbegrebet. Af Inge Storgaard Bonfils

Rehabilitering er et forholdsvist nyt begreb, men som i dag kobles til reformens midler

Rehabilitering betyder at give anseelse, ære og position tilbage og er koblet til begre­ berne funktions­ evne og funktions­ evnenedsættelse

Begrebet rehabilitering er i de senere år blevet lidt af et buzz word, som anvendes og kobles til en lang række indsatser, der sættes i værk over for mennesker med nedsat funktionsevne. For eksempel taler vi i dag om hverdagsrehabilitering, arbejdsrehabilitering, kræftrehabilitering og hjerneskaderehabilitering i både politiske og faglige sammenhænge. Der eksisterer ikke én officiel dansk definition af rehabilitering, og begrebet er også først med førtidspensions- og fleksjobreformen blevet et begreb, som indgår i dansk lovgivning. Nu indgår begrebet i bestemmelserne om rehabiliteringsplan og rehabiliteringsteam, hvor det kobles til to af de midler, der skal fremme en helhedsorienteret og tværfaglig beskæftigelsesindsats. Går vi blot et par år tilbage, var rehabiliteringsbegrebet ikke videre udbredt i Danmark. Som eksempel er rehabiliteringsbegrebet kun nævnt en enkelt gang i Strukturkommissionens betænkning, og her kobles begrebet snævert til genoptræning af ældre borgere i kommunerne.

Historie og definitioner Rehabilitering går tilbage til latin habilitas, som betyder en veludviklet evne, dygtighed eller duelighed. Re – habilitering betyder at give anseelse, ære og position tilbage. Rehabiliteringsbegrebet er historisk


7 set koblet til de indsatser, der blev sat i værk over for krigsveteraner omkring og efter 1. verdenskrig. Dengang handlede det om at hjælpe de skadede og sårede soldater til at genvinde en plads i samfundet. I et nutidigt perspektiv er målgruppen for rehabilitering alle borgere med en nedsat funktionsevne, uanset om denne skyldes sygdom, skade eller sociale begivenheder. Rehabiliteringsbegrebet er koblet til begreberne funktionsevne og funktionsevnenedsættelse. Ofte refereres til WHO’s (World Health Organization) klassifikation af funktionsevne i ICF, Den Internationale Klassifikation af Funktionsevne, Funktionsevnenedsættelse og Helbredstilstand. ICF er et klassifikationssystem, som er udviklet med det formål at beskrive det komplekse samspil mellem kroppens funktioner og anatomi, aktivitet og deltagelse, og den indflydelse som omgivelsesmæssige og personlige faktorer har for en persons funktionsevne. Personer med samme type nedsatte funktionsevne, fx personer som er blinde, kan opleve vidt forskellige muligheder for at deltage og være aktive i samfundet, afhængigt af de fysiske og sociale omgivelser de lever i, ligesom personens karakteregenskaber, mestringsevne m.v. kan spille en rolle herfor. ICF skaber en begrebsmæssig ramme til forståelse af dette komplekse samspil. Når vi i det daglige taler om mennesker, som har en nedsat funktionsevne anvender, vi ofte betegnelser som fysisk handicap, blinde, døve, hørehæmmede, hjerneskadede, udviklingshæmmede m.v. Vi kan have bestemte forestillinger om, hvad mennesker med disse handicaps kan og ikke kan. Men skal det undgås, at mennesker med handicap på forhånd sættes i bås, bør man undersøge og gå i dialog med personen om, hvilken betydning en skade, sygdom, medfødt lidelse eller social begivenhed har for personens funktionsevne og dermed personens rehabiliteringsbehov. I Danmark refereres der typisk til to forskellige definitioner af rehabilitering. Den ene er en oversættelse af WHO’s definition af rehabilitering. Den anden er Hvidbog om rehabiliteringsbegrebet, udgivet af MarselisborgCentret i samarbejde med Rehabiliteringsforum Danmark. WHO definerer rehabilitering således: Rehabilitering af mennesker med nedsat funktionsevne er en række af indsatser, som har til formål at sætte den enkelte i stand til at opnå og vedligeholde den bedst mulige fysiske, sansemæssige, intellektuelle, psykologiske og sociale funktionsevne. Rehabilitering giver mennesker med nedsat funktionsevne de redskaber, der er nødvendige for at opnå uafhængighed og selvbestemmelse.

I Danmark refe­ reres der typisk til to forskellige definitioner af rehabilitering, der skal fremme den enkeltes selvbe­ stemmelse og selvstændighed


8 I 2004 udgav MarselisborgCentret i samarbejde med Rehabiliteringsforum Danmark en ‘Hvidbog om rehabiliteringsbegrebet’. Hvidbogens begrebsdefinition og forståelse af rehabilitering er i dag bredt anerkendt og indgår bl.a. i lærebøger om rehabilitering. ‘Hvidbog om rehabiliteringsbegrebet’ var et resultat af tænketanksarbejde bestående af fagfolk fra rehabiliteringsområdet og handicaporganisationer. Formålet var at skabe en fælles forståelse og et afsæt for at udvikle rehabiliteringsindsatserne i Danmark. I Hvidbogen defineres rehabilitering således: Rehabilitering er en målrettet og tidsbestemt samarbejdsproces mellem en borger, pårørende og fagfolk. Formålet er, at borgeren, som har eller er i risiko for at få betydelige begrænsninger i sin fysiske, psykiske og/eller sociale funktionsevne, opnår et selvstændigt og meningsfuldt liv. Rehabilitering baseres på borgerens hele livssituation og beslutninger og består af en koordineret, sammenhængende og vidensbaseret indsats.

… men definitio­ nerne peger i retning af to forskellige rehabiliterings­ processer

Begge definitioner har fokus på det enkelte menneskes funktionsevne og indsatser, som har til formål at mindske betydningen af nedsat funktionsevne, hvad enten denne er relateret til fysiske, psykiske, kognitive eller sociale forhold. Formålet er at fremme den enkeltes selvbestemmelse og selvstændighed. I Hvidbogens definition forstås rehabilitering som en samarbejdsproces mellem en borger, pårørende og fagfolk, hvor WHO’s definition taler om, at rehabilitering giver borgeren redskaber, der er nødvendige for at opnå uafhængighed og selvbestemmelse. Denne forskel peger i retningen af to forskellige rehabiliteringsprocesser. Hvidbogens definition lægger op til, at der er tale om en udviklings- og samarbejdsproces mellem borgeren og de professionelle, hvor WHO’s definition lægger op til, at de professionelle udstyrer og overdrager redskaber til borgeren. Det kan fremhæves, at Hvidbogens definition fastslår, at rehabilitering skal baseres på borgerens hele livssituation og beslutninger. I denne forståelse er det borgeren, som bliver den styrende i at træffe beslutninger i en samarbejdsproces med de professionelle og pårørende, og der er således lagt vægt på borgeres deltagelse og formulering af mål med rehabiliteringsindsatsen. En anden forskel er, at Hvidbogen taler om rehabilitering som en tidsbestemt og målrettet samarbejdsproces, hvor der i WHO’s definition ikke er lagt op til, at indsatsen er afgrænset hverken i tid eller i forhold til mål, udover at indsatserne skal sætte den enkelte i stand til at opnå og vedligeholde bedst mulig funktionsevne. Der er således både lighedspunkter og forskelle på de to definitioner, som kan få betydning for den måde, hvorpå rehabilitering forstås og fortolkes i en praktisk sammenhæng.


9 De lovgivningsmæssige rammer for rehabilitering Dansk lovgivning indeholder ikke specifikke bestemmelser om rehabilitering. Derimod kan vi tolke de indsatser, som generelt tilbydes mennesker med nedsat funktionsevne efter den sociale lovgivning, lovgivning på beskæftigelsesområdet samt lovgivning på uddannelsesog sundhedsområdet som indsatser, der har et rehabiliterende sigte. Lovbestemte ydelser som genoptræning, socialpædagogisk bistand, revalidering og specialundervisning er eksempler på ydelser, der har et rehabiliterende sigte. Historisk set har man i FN regi anvendt betegnelsen rehabilitering i mange år, men dette begreb blev i Danmark oversat til revalidering og dermed forbundet med en snæver erhvervsmæssig indsats. Det var tilfældet i den danske oversættelse af FN’s Standardregler om ‘Lige muligheder for handicappede’ fra 1994. Med Danmarks ratifikation af FN’s Handicapkonvention blev rehabiliteringsbegrebet en del af den danske juridiske terminologi og anses således som en menneskeret. I Konventionens artikel 26 står: 1. Deltagerstaterne skal træffe effektive og passende foranstaltninger, herunder gennem støtte fra ligestillede, for at gøre det muligt for personer med handicap at opnå og opretholde den størst mulige uafhængighed, fuld fysisk, psykisk, social og erhvervsmæssig formåen samt fuld inkludering og deltagelse i alle livets forhold. Med henblik herpå skal deltagerstaterne arrangere, styrke og udbygge omfattende habiliterings- og rehabiliteringstilbud og -ordninger, i særdeleshed inden for sundhed, beskæftigelse, uddannelse og det sociale område, således at disse tilbud og ordninger:

a) iværksættes på det tidligst mulige stadium og baseres på en tværfaglig bedømmelse af individuelle behov og stærke sider,

b) støtter deltagelse og inkludering i samfundet og på alle samfundsområder, er frivillige og stilles til rådighed for personer med handicap så tæt som muligt på deres lokalsamfund, herunder i landdistrikter.

Konventionens artikel 26 vedrører både rehabilitering og habilitering. Habiliteringsbegrebet er ikke et begreb, der (endnu) er særligt udbredt i en dansk sammenhæng. I Norge og Sverige har man i en længere periode skelnet mellem habilitering og rehabilitering. Habiliteringsbegrebet refererer til indsatser for mennesker med medfødte eller tid-

Med Danmarks ratifikation af FN’s Handicapkonven­ tion blev rehabili­ teringsbegrebet en del af den danske juridiske termi­ nologi og anses således som en menneskeret


10 ligt erhvervede funktionsnedsættelser og anvendes ofte om indsatser over for børn og unge med medfødt nedsat funktionsevne. Habilitering handler om en proces, hvor barnet udvikler nye evner. Processen vil ofte ikke være tidsafgrænset, da barnet har behov for støtte til at udvikle sig under hele opvæksten og i alle sfærer af livet – i hjemmet, skolen, fritiden m.v. Som anført indledningsvis har rehabiliteringsbegrebet vundet større udbredelse som en samlebetegnelse for en række af de indsatser, der tilbydes mennesker med nedsat funktionsevne. I 2011 har Indenrigsog Sundhedsministeriet, Socialministeriet, Beskæftigelsesministeriet og Undervisningsministeriet udsendt en vejledning om kommunal rehabilitering, som giver en oversigt over en række af de indsatser, der kan tilbydes mennesker med nedsat funktionsevne. Vejledningen har bl.a. til formål at sikre samarbejde og koordination mellem de fag- og forvaltningsområder, der har ansvaret for, at der er sammenhæng og kvalitet i den enkelte borgers forløb. Vejledningen retter sig primært mod indsatser over for personer med erhvervet nedsat funktionsevne, men fremhæver at flere af de tilbud og ydelser, der beskrives, kan være relevante for mennesker med medfødt, nedsat funktionsevne.

Rehabiliterings­ begrebet ses ofte koblet til andre be­ greber og ­refererer til forskellige for­ ståelser og praksis

Rehabiliterings­ begrebets betyd­ ning kan gå hen og blive uklart, især når det anvendes på forskellige må­ der og i forskellige sammenhænge

Begrebslige koblinger og bagvedliggende forståelser Rehabiliteringsbegrebet ses ofte koblet til andre begreber så som hverdags-rehabilitering, arbejds-rehabilitering, kræft-rehabilitering, KOL- rehabilitering. I de første to eksempler bliver rehabiliteringsbegrebet koblet til et aktivitetsperspektiv, hvor rehabiliteringen retter sig mod en særlig aktivitet, så som arbejde / beskæftigelse. Betegnelsen ‘hverdags-rehabilitering’ peger på hverdagens aktiviteter som mål for rehabiliteringen. Aktuelt anvendes betegnelsen hverdagsrehabilitering dog ofte om de indsatser, som kommunerne tilbyder via hjemmeplejen i form af rehabilitering til personlig pleje og praktiske gøremål i hjemmet. Der er således nok snarere tale om rehabilitering til at varetage aktiviteter i hjemmet, hvorfor betegnelsen hjemmerehabilitering – som også anvendes i Sverige – måske vil være mere sigende. Betegnelser som kræft-rehabilitering og KOL-rehabilitering retter sig mod en mere sygdomsorienteret tænkning, hvor rehabiliteringen tilbydes de mennesker, som er diagnosticeret med den givne sygdom. Endelig ser vi, at rehabiliteringsbegrebet kobles til bestemte midler/metoder, som det ses i bekendtgørelsen om rehabiliterings-plan og rehabiliterings-team. Ligesom de forskellige definitioner kan danne afsæt for forskellig praksis, kan disse forskellige perspektiver på rehabilitering få konsekvenser for den måde, som rehabilitering udøves på. En sygdomsspecifik, diagnostisk tænkning kan være koblet tættere til behandling i sundhedsvæsenet og dermed borgerens helbredsmæssige tilstand end


11 en beskæftigelsesrettet rehabilitering, som vil have personens erhvervsmæssige kompetencer og muligheder i sigte. Rehabiliteringsbegrebets betydning kan gå hen og blive uklart, især når det anvendes på forskellige måder og i forskellige sammenhænge. Samtidig kan man jo som sådan ikke »tage patent« på brugen af begrebet, men nok forholde sig kritisk og reflekteret til måden begrebet anvendes på. Inge Storgaard Bonfils er Forsknings- og udviklingskonsulent, Ph.d. cand.scient.pol., ved Institut for Rehabilitering og Ernæring, Professionshøjskolen Metropol.


12

Fra revalidering til rehabilitering. Hvor blev revaliderings­­begrebet af? I denne artikel søger vi tilbage i den danske socialhistorie og til den danske revalideringstradition, for at spore nogle af de elementer, der er ‘gået tabt’ ved, at investeringssynsvinklen, revalideringsbegrebet og revalideringstænkningen er gledet i baggrunden. Et sådant tilbageblik viser, at der er store samfundsmæssige udfordringer og forpligtelser forbundet med investeringssynsvinklen og med en vellykket rehabiliterings-/ revalideringsindsats, uafhængigt af ordvalget. Af Sophie Danneris Jensen og Søren Peter Olesen

Rehabilitering har nu fået en fremtrædende plads i det social- og arbejdsmarkedspolitiske ordforråd. Det sker med indførelsen af de rehabiliteringsteam, der tillægges en central rolle i den seneste førtidspensionsreform (jf. senere artikler om rehabiliteringsbegrebet). Reformen kan ses som en forlængelse af social- og arbejdsmarkedspolitiske reformer gennem de seneste årtier – herunder bl.a. den beskæftigelsespolitiske drejning af socialpolitikken og indførelsen af arbejdsevnemetode og ressourceprofil. I denne artikel rejses den overvejelse, at det i en dansk tradition kunne have forekommet ‘naturligt’ at tale om revalidering frem for rehabilitering i forbindelse med førtidspensionsreformen. En forklaring på at revalideringsbegrebet er gledet i baggrunden og rehabiliteringsbegrebet er kommet i forgrunden vil imidlertid kræve en større analyse. I denne artikel gøres blot to nøje sammenhængende iagttagelser. Den første er, at den socialpolitiske investeringssynsvinkel, der synes at stikke næsen frem blandt andet i forbindelse med rehabiliteringsbegrebets nye status, har lange rødder i dansk socialpolitisk tænkning. Den anden iagttagelse går ud på, at den socialfaglige metodik og de


13 professionsfaglige udfordringer, der knytter sig til begrebet, inviterer til at revitalisere revalideringsbegrebet og at rekapitulere revalidering som socialfagligt felt. Sigtet med denne artikel er at fremhæve, at de ‘nyere’ intentioner om også at integrere udsatte grupper i arbejdslivet ikke er så nye endda, samt at der er en socialfaglig ressource at trække på i udformningen af ressourceforløb og i rehabiliteringsteamenes arbejde.

Historik Mindst et par gange i den danske socialhistorie forekommer det, at der under relativt gode økonomiske konjunkturer, som er præget af en progressiv politisk ånd, gennemføres socialpolitiske reformer med baggrund i forebyggelses- og investeringstankegangen. Det er tilfældet under senmerkantilismen i slutningen af 1700-tallet og under udbygningen af den ‘universelle’ velfærdsstat med bl.a. opbygningen af et revalideringsapparat i 1960’erne og 1970’ernes socialreform. Mens merkantilisterne i 1700-tallet og gammelliberalisterne i 1800-tallet, ligesom neoliberalisterne i vor tid, havde en sejlivet opfattelse af, at socialpolitikken repræsenterer omkostninger og virker væksthæmmende, så var der i slutningen af 1700-tallet tilløb til en progressiv socialpolitisk tankegang, og i 1970’ernes reform byggede de gennemgående principper på forebyggelse, revalidering, tryghed og trivsel. Et af de synspunkter, der blev fremført i en socialpolitisk kommission nedsat i 1787 gik ud på, at når det ikke drejede sig om ældre og uhelbredeligt syge, var det vigtigt at undgå, at borgere: ‘bestandig falder de offentlige Foranstaltninger til last’ ved at sørge for, at de: ‘formedelst Hielp i den rette Tid fremdeles have ved Arbeide ernæret dem og deres Familie’. Senmerkantilismen kan således delvis karakteriseres ved en avanceret socialpolitisk tankegang. Det var vigtigt, at: ‘den Andeel’, borgerne kan ‘bidrage med til den almindelige Velstand, ikke tabes’.1 Hvad 1960’ernes og 1970’ernes sociale reformer angår, kan det i denne sammenhæng minde om, at de bærende principper var, at sociale problemer blev betragtet som samfundsmæssigt betingede og som et samfundsmæssigt ansvar. Hvis et socialt problem meldte sig i et menneskes liv, så blev det for det første anset for socialpolitisk vigtigt at forholde sig til og gøre noget for at afbøde og afhjælpe individets sociale nød snarere end at skubbe denne nød fra sig eller søge at undgå at forholde sig til den. For det andet ansås det for samfundsøkonomisk rentabelt at ‘investere’ i at løse problemet for dels at sikre de menneskelige ressourcer (herunder arbejdskraft), dels at undgå fremtidige eventuelt livsvarige udgifter til de pågældendes og deres pårørendes forsørgelse. Hvis et individ af den ene eller anden grund kom ud for et

Historisk set, gen­ nemføres social­ politiske reformer med baggrund i forebyggelses- og investeringstanke­ gangen under rela­ tivt gode økonomi­ ske konjunkturer

I slutningen af 1700-tallet og i 1970’erne var socialpolitik ind­ tænkt i et samlet vækstfremmende perspektiv


14 indkomstbortfald, kunne det være indledningen til en social deroute, som både forsørgelsesmæssigt og i form af udgifter til følgevirkninger kunne blive meget belastende for de offentlige kasser. Socialpolitikken skulle derfor ikke ensidigt opfattes som omkostning, men indrettes således at den bragte folk på ret køl for at de kunne klare sig selv igen. Dermed blev den grundlæggende synsvinkel på socialpolitikken ikke omkostning, men investering, og socialpolitikken kunne indtænkes i et samlet vækstfremmende perspektiv. Hvis borgerens værdi som menneske (og arbejdskraft) var truet, lønnede det sig at gengive borgeren den tabte værdi – at revalidere. Det var såvel menneskeligt nyttigt og rationelt som rentabelt.

Den professions­ faglige tænkning om revaliderings­ begrebet fandt sted med etable­ ringen af revalide­ ringsinstitutionerne

Forståelsen af reva­ lidering var møntet på genindtræden på arbejdsmar­ kedet og dermed baseret på et øko­ nomisk rationale

En socialpæda­ gogisk tilgang baseret på et humanistisk ratio­ nale vinder frem

Revalidering og 70’ernes reform – er de uløseligt forbundne Med investeringssynsvinklen i ryggen, understøttet af den højkonjunktur der prægede det meste af 1960’erne og første halvdel af 1970’erne, opbyggedes således et net af revalideringsinstitutioner og en professionel forståelse af mulighederne i dette felt, herunder et sæt af metoder. Udviklingen af de metodiske principper bag- og den professionsfaglige tænkning om revalideringsbegrebet fandt sted med etableringen af revalideringsinstitutionerne (her både forstået som revalideringsvirksomheder og -klinikker) i 1960’erne. Gennem afprøvning af forskellige metoder og tilgange gjorde man sig en række erfaringer med revalideringsindsatsen. Disse erfaringer beror – jf. ovenstående – på den forståelse, der eksisterede af formålet med revalideringen. I udgangspunktet blev formålet forstået ud fra et overvejende økonomisk rationale. Den forståelse af revalidering, der var fremtrædende, var møntet på genindtræden på arbejdsmarkedet (i dag måske svarende til arbejdsevne). Denne forståelse, og den senere udvikling heraf, kan illustreres ved et blik på den type af medarbejdere, der var ansat på revalideringsinstitutionerne – og virksomhederne. Således var revalideringsinstitutionerne i de første år bemandet med medarbejdere med en håndværksfaglig baggrund, da fokus netop var på genoptræne de af borgernes fysiske færdigheder, som afholdt dem fra at varetage et arbejde. Op gennem 1970’erne blev der imidlertid efterspurgt en mere socialpædagogisk tilgang på institutionerne og blandt medarbejderne. Man gik i denne periode væk fra at fokusere på de fysiske svagheder hos borgerne til i højere grad at betragte arbejdsløshed som beroende på åndelige problemer. Det vil sige, at der skete en bevægelse fra et økonomisk rationale til et mere humanistisk rationale, hvor formålet med revalidering i højere grad kom til at handle om ‘øget livskvalitet’ blandt borgerne (hvad man i dag måske kan kalde funktionsevne).


15 Herfra hoppede revalideringsbegrebet i 1980’erne ind i SUM-programmet2, hvor det udfolder sig fra at være mere diagnostisk fagligt betinget til at bero på en mere dynamisk og eksperimenterende faglighed. I kraft af de sociale udviklingsprojekter (SUM) får revalideringsbegrebet i denne periode en mere flydende karakter, hvor de metodiske principper afhænger af lokale forhold, forskellige projekters formål samt de tildelte midler for udviklingsarbejdet. Det er i denne forbindelse vores påstand, at revalideringstankegangen, og den udvikling begrebet har undergået, drukner undervejs i SUM-programmet og det kommunale sociale arbejde. Den revalidering der opkvalificerer kompetencer og har uddannelsesfokus er ressourcekrævende. Formodentlig derfor vælger man i kommunalt regi primært at revalidere til lignende arbejdsfunktioner, som borgeren tidligere var i, selvom lovgivningen egentlig på det tidspunkt stadig gav mulighed for at opkvalificere kompetencer og tænke i nye retninger for den enkelte borger. Dermed risikeres i mange tilfælde, at revalidering, når den overhovedet kommer på tale, ikke kommer til at fungere i overensstemmelse med den oprindelige intention om at gengive en (tabt forsørgelsesmæssig) værdi. Således mister revalideringsbegrebet undervejs sin gyldighed. Både indefra i forhold til en særlig metodefaglighed og udefra i forhold til omverdenens blik på begrebets anvendelse.

Revalideringsområdet som socialfagligt metodefelt Til trods for denne dystre karakteristik af revalideringsbegrebet er det dog også vores påstand, at der med erfaringerne fra revalideringsindsatsen eksisterer en socialfaglig ressource, som der kan trækkes på i udformningen af de nye ressourceforløb og i rehabiliteringsteamenes arbejde, jf. den nye reform af førtidspension og fleksjob. Eksempelvis kan man betragte den helhedsmodel for revalideringsindsatsen, som blandt andet beskrives i Socialstyrelsens ‘En ulykke kommer sjældent alene’3, som et parallelt perspektiv på fremgangsmåden i ressourceforløbene. Derfor er det bemærkelsesværdigt, at erfaringerne og den fremkomne viden fra brugen af helhedsmodellen ikke er videreudviklet, men at man i stedet for, med den nye reform, forsøger at opfinde ‘nye’ termer, en ‘ny’ indsats og ‘nye’ metoder. Noget af den viden som det kommunale revalideringsarbejdet har bidraget med er, at det er en meget kompleks indsats, som udover den socialfaglige indsigt kræver kendskab til både arbejdsmarkedet og de kompetencer, der bliver efterspurgt, samt uddannelsesinstitutionerne og de muligheder der findes for efter-/videreuddannelse. Eksempelvis tyder det historiske tilbageblik på, at sagsbehandlerne i revalideringsarbejdet ikke havde blik for, at revalidering også handler om at se på,

… Revalideringens formål kommer der­ for til at handle om ’øget livskvalitet’ blandt borgerne

Revaliderings­ begrebet mister sin gyldighed

Erfaringerne fra revalideringsindsat­ sens helhedsmodel kan videreudvikles


16

Rehabilitering handler om noget andet end at afklare borgerne – og det gør man ikke bare ved at finde på nogle nye termer

hvordan arbejdsmarkedet er sat sammen, og hvilke potentielle job der findes, men som i stedet havde fokus på at afklare begrænsninger og barrierer hos den enkelte. Men det forpligter også at arbejde videre med revalidering som begreb, fordi vi dermed også bliver bundet op af at skulle håndtere de begrænsninger, som erfaringerne peger på, at der har været med dette begreb. Når man i dag taler om rehabilitering og ressourceforløb, skal man overkomme de samme barrierer som dengang – dvs. at rehabilitering handler om noget andet end at afklare borgerne – og det gør man ikke bare ved at finde på nogle nye termer. Det handler derimod om investering, hvis der for alvor skal komme noget ud af de nye ressourceforløb. Det er vores påstand, at vi er nødt til at investere i borgernes ressourcer frem for at afklare deres begrænsninger. Og for at det lykkedes, er der behov for stærke ressourcer bag indsatsen.

Afrunding Det er tankevækkende, at et tidligere veletableret socialfagligt metodebegreb glider ud og bliver erstattet af et andet nærliggende begreb, uden at erfaringerne med det bliver bearbejdet systematisk. Det synes derfor relevant at spørge: Kunne rehabiliteringsbegrebet have været kvalificeret gennem inddragelse af erfaringerne med revalidering? Og risikerer rehabiliteringsbegrebet og den praksis, der kommer til at blive udviklet i forlængelse af det at lide en lige så krank skæbne som revalideringsbegrebet? Sophie Danneris Jensen er cand.scient.soc. og videnskabelig assistent ved Institut for Sociologi og Socialt Arbejde, Aalborg Universitet. Hun beskæftiger sig bl.a. med styring og effektmåling inden for beskæftigelsesområdet samt evalueringer og analyser af beskæftigelsesindsatser. Søren Peter Olesen er lektor ved Institut for Sociologi og Socialt Arbejde, Aalborg Universitet. Han beskæftiger sig særlig med diskurs- og narrativ analytiske tilgange til socialt arbejde samt med socialt arbejde på beskæftigelsesområdet.

Noter 1 Citeret efter Petersen, J.H. (1972): Socialpolitisk teori I. Studies in History and social Sciences Vol. 5, Syddansk Universitet. 2 Det sociale udviklingsprogram, afgivet af Folketingets Socialudvalg i 1988, med det formål at styrke det lokale initiativ og fremme omstillingen og den forebyggende indsats inde for det sociale område. 3 En publikation, der samler op på et projekt i Aarhus Kommune, som omhandlede indsatser for fremme af handicappedes sociale og økonomiske integration (Socialstyrelsen 1988).


17

Team, tværfaglighed og timing – kan rehabiliterings­ teamene leve op til forventningerne? Med førtidspensionsreformen skal alle kommuner etablere et rehabiliteringsteam, der skal sikre koordination og tværfaglighed i beskæftigelsesindsatsen. Gennem artiklen argumenteres der for, at konstruktionen af rehabiliteringsteamene og timingen af den efterfølgende indsats begrænser teamenes mulighed for at understøtte en positiv udvikling hos borgerne. Af Dorte Caswell og Tanja Dall

1. januar 2013 trådte en reform af førtidspension og fleksjob i kraft, som skal mindske antallet af borgere på de varige forsørgelsesydelser. Reformen trækker et rehabiliteringsperspektiv ind i den beskæftigelsesrettede indsats overfor borgere på vej mod hhv. førtidspension og fleksjob, og den er politisk begrundet med et ønske om en tidligere og mere tværfaglig koordinerende indsats for borgere på kanten af arbejdsmarkedet. Tværfaglighed og koordinerede indsatser er to af kerneelementerne i rehabiliteringsperspektivet, og undersøgelser som eksempelvis »Veje til førtidspension« (Caswell et al. 2012) illustrerer betydningen af disse elementer i beskæftigelsesindsatsen over for borgere med problemer udover ledighed. Vi vil i denne artikel kigge nærmere på de rehabiliteringsteam, reformen indfører som første led i den ‘nye’ indsats for borgere på kanten af arbejdsmarkedet. Rehabiliteringsteamene indeholder både en række potentialer og udfordringer for en virkningsfuld beskæftigelsesindsats,


18 og vi vil i artiklen se på nogle af de udfordringer, der relaterer sig til hhv. timing og tværfaglighed.

Forskning har vist, at der i mange tilfælde er behov for en tidligere, koordineret og målrettet indsats

Kommer rehabiliteringsindsatsen for sent? Som følge af førtidspensionsreformen skal alle kommuner senest den 1. juli 2013 etablere et rehabiliteringsteam bestående af repræsentanter fra kommunens beskæftigelses-, social-, sundheds- og undervisningsområde samt en sundhedskoordinator fra regionen. Teamet skal vurdere alle sager, inden der træffes beslutning om tilkendelse af bl.a. fleksjob og førtidspension og skal afgive en indstilling til kommunens videre indsats i sagen, herunder hvorvidt det vurderes relevant at iværksætte et af de nye ressourceforløb. På papiret udgør rehabiliteringsteamet en mulighed for en (tvær)faglig styrkelse af beskæftigelsesindsatsen. På samme tid er der risiko for, at teamet fungerer som stopklods i sager, der ellers kunne være på vej mod fleksjob og førtidspension, uden at borgerne af den grund kommer nærmere arbejdsmarkedet. Forskningsprojektet »Veje til Førtidspension« har sammen med anden forskning vist, at der i mange tilfælde er behov for netop en tidligere, koordineret og målrettet indsats, der også kigger udover et snævert beskæftigelsesperspektiv, hvis borgere med problemer udover ledighed skal fastholdes på arbejdsmarkedet. Reformen synes således umiddelbart at indeholde nogle yderst relevante tanker i forhold til at styrke den samlede indsats for disse borgere. Reformens investeringstankegang, i forhold til at iværksætte langsigtede og koordinerede indsatser, undergraves dog blandt andet af timingen af rehabiliteringsteamenes inddragelse og ressourceforløbenes iværksættelse. Rehabiliteringsteamene skal inddrages i en sag, inden der kan træffes afgørelse om ressourceforløb, fleksjob eller førtidspension. Det vil sige, at inddragelsen sker, når det er dokumenteret, at borgeren har væsentlige problemer udover ledighed, der ikke kan løses i den ‘almene’ beskæftigelsesindsats. At nå frem til en sådan konklusion, og ikke mindst at skaffe dokumentation herfor, er ofte en længerevarende proces, som bl.a. består af indhentning af lægefaglige vurderinger samt afprøvninger og aktiveringer i diverse beskæftigelsestilbud. Forskning på området peger entydigt på vigtigheden af tidlige indsatser, da det giver mulighed for at igangsætte en udvikling, der kan understøtte den enkelte borgers arbejdsevne. Men set i lyset af reformens afgrænsning af, hvornår rehabiliteringsteamene kan inddrages og den efterfølgende særligt tilrettelagte indsats, der kan iværksættes, er der en væsentlig risiko for, at rehabiliteringsindsatsen simpelthen misser disse borgere.


19 Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen har i P1 den 27. november 2011 udtalt, at der alligevel ikke bliver tale om den tidlige indsats, som reformen først blev begrundet med. Hun mener dog, at der stadig er tale om en forebyggende indsats, idet rehabiliteringsteam m.m. indføres, når borgere ellers ville være blevet tilkendt førtidspension. Den længerevarende periode uden for arbejdsmarkedet, inden der kan iværksættes en rehabiliteringsfokuseret indsats, betyder dog, at reformens ændringer snarere vil medføre, at førtidspensionstilkendelserne udskydes frem for forebygges. Herved fastholdes borgere på fx kontanthjælp i flere år, inden der kan opnås en varig afklaring af deres situation. Reformen opretholder et vist fortolkningsrum hos kommunerne i forhold til at vurdere, hvornår en sag er tilstrækkeligt oplyst til, at den er på vej mod ressourceforløb, fleksjob eller førtidspension og dermed skal forelægges rehabiliteringsteamet. Der kan være en væsentlig forskel på, om man benytter ressourceforløbet, når man tidligere ville have visiteret til førtidspension. Der er forskel på en omfattende udredning og afprøvning af arbejdsevnen og på, om andre ‘ordinære’ tilbud blot skal vurderes utilstrækkelige, uden at disse nødvendigvis skal være afprøvet i praksis. Som udgangspunkt er målgruppen for indsatsen de borgere, der før reformen ville have fået førtidspension. Dog giver selve lovteksten mulighed for en vis fortolkning, der kan udvide målgruppen til at inkludere alle borgere med komplekse problemstillinger, der har behov for en længerevarende indsats. Spørgsmålet bliver i denne forbindelse, hvor meget – og hvilken – dokumentation der er behov for, før sagsbehandlerne kan vurdere, at en sag bør forelægges rehabiliteringsteamet med henblik på en mere koordineret og rehabiliterende indsats. Kommunernes fortolkning af dette bliver afgørende for, hvor lange afklarings- og afprøvningsforløb en borger skal igennem, inden der kan indstilles til en særligt tilpasset og sammenhængende indsats. En rehabiliterende, koordineret og målrettet indsats synes ud fra den eksisterende viden på området at være yderst relevant, hvis borgere med komplekse problemstillinger skal fastholdes på arbejdsmarkedet. Timingen af rehabiliteringsteamets inddragelse og eventuelt efterfølgende ressourceforløb betyder dog, at der er en væsentlig risiko for, at indsatsen kommer for sent.

Kan et rehabiliteringsteam sikre tværfaglig koordinering og samarbejde? Rehabiliteringsteamene har ifølge reformens lovtekst til formål at »sikre en tværfaglig koordinering og en helhedsorienteret indsats på tværs af forvaltninger og myndigheder og med fokus på beskæftigelse og uddannelse«. Tværfaglighed, koordinering og helhedsorientering er cen-

Der bliver alligevel ikke tale om den tidlige indsats, reformen først blev begrundet med

Kommunernes fortolkning og implementering bliver afgørende

Potentielt udbyt­ terigt, at der med reformen sættes fokus på tværfaglig koordinering


20

Paradoksalt, at man forsøger at øge samarbejde og koordinering uden at inddrage de professionelle

trale elementer i rehabiliteringsbegrebet, og da forskning som »Veje til førtidspension« har synliggjort en række udfordringer i det tværfaglige samarbejde i jobcentrene, forekommer det potentielt udbytterigt, at der med reformen sættes fokus herpå. Rehabiliteringsteamenes stærke forankring i beskæftigelsesindsatsen, som blandt andet ses ved det på forhånd definerede mål om beskæftigelse, kan dog udgøre en begrænsning i arbejdet med at styrke det tværfaglige samarbejde. Ud fra et hverdagsrehabiliterende perspektiv (se ‘Rehabilitering – Ét begreb, mange meninger’ i dette nummer) bygger det tværfaglige samarbejde på en forestilling om etablering af et fælles mål forankret i borgerens ønsker som afsæt for en koordineret og fælles plan for den rehabiliterende indsats. »Veje til førtidspension« peger samtidig på, at netop etableringen af et fælles mål kan være en udfordring, når forskellige fagligheder skal arbejde sammen, og reformen ændrer ikke nødvendigvis herpå. Rehabiliteringsteamene kan være med til at koordinere og prioritere de mange indsatser, der kan være i gang omkring borgere med komplekse problemstillinger, men teamene er samtidig en kommunal funktion, hvis vurderinger foretages ud fra et mål om beskæftigelse. Da teamet desuden består af repræsentanter, der ikke har del i den rent praktiske udformning og udførelse af indsatserne omkring borgeren, er det usikkert, hvordan rehabiliteringsteamenes anbefalinger vil blive modtaget og efterlevet i praksis – særligt i de sektorer, der ikke arbejder ud fra jobcentrenes beskæftigelsesmål. Det forekommer en smule paradoksalt, at man forsøger at øge samarbejde og koordinering mellem professionelle praktikere ved centralt at formulere målsætning, indsats og prioritering heraf uden at inddrage de professionelle, der i praksis skal udføre planen. Det er muligt, at rehabiliteringsteamets anbefalinger kan fungere retningsgivende for det rehabiliterende arbejde. Dog er det et åbent spørgsmål, hvilket incitament til samarbejde og efterlevelse af rehabiliteringsplanen en sådan struktur skaber hos den enkelte professionelle, der ud fra dennes faglige standpunkt og kendskab til borgeren er uenig i prioriteringen og planen, og som ikke er blevet hørt i formuleringen heraf. Også her bliver kommunernes implementering af reformen afgørende, og to mulige retninger for reformens konsekvenser for praksis tegner sig. Tager rehabiliteringsteamenes medlemmer afsæt i et egentlig rehabiliteringsfokus og kigger bredt på borgerens samlede situation og udviklingspotentiale? I så fald er der potentiale for, at teamets argumenter og anbefalinger kan vinde genhør hos de praktikere, der efterfølgende skal føre en eventuel rehabiliteringsplan ud i livet. Tager teamets anbefalinger derimod afsæt i et snævert beskæftigelsesmål, el-


21 ler fokuserer på dokumentation og korrekt sagsbehandling, som nogle af de aktuelle (ikke-tværfaglige) vurderingsteam i kommunerne? I dette tilfælde er der risiko for, at rehabiliteringsteamene i stedet begrænser, og måske direkte belaster, det tværfaglige samarbejde blandt praktikerne, som har den direkte kontakt til borgeren. Rehabiliteringsteamenes faktiske potentiale for det tværfaglige samarbejde omkring borgere på kanten af arbejdsmarkedet er således på nuværende tidspunkt usikker. Ideerne om tværfaglighed, koordinering og helhedsorientering har høj relevans i struktureringen af samarbejdet. Men udformningen af teamene, deres placering på relativt stor afstand til både borger og praktikere samt et på forhånd defineret beskæftigelsesmål betyder samtidig, at det faktiske udbytte for den tværfaglige koordinering på praksis-niveau kan blive begrænset. Sammen med den sene timing af rehabiliteringsindsatsens iværksættelse i den øvrige beskæftigelsesindsats kan man i den helt tidlige implementeringsperiode have nogen skepsis omkring mulighederne for at føre de yderst relevante ideer ud i livet. Ambitionen om en tidligere indsats er trukket tilbage: den særlige rehabiliteringsindsats introduceres længe efter, de mest udsatte borgere kunne have brug for den, og den tværfaglige koordinering sker langt fra de praktikere, der skal føre planerne ud i livet. Vi mangler endnu at se de faktiske konsekvenser af reformen, og selvom kommunerne har et vist handlerum i forhold til at foretage en meningsfuld udmøntning af reformen i praksis, sker implementeringsarbejdet under en klar målsætning om at spare millioner på området. Der er derfor god grund til at følge implementeringen af reformen og ikke mindst konsekvenserne for nogle af de mest udsatte borgere i samfundet. Dorte Caswell er lektor på Aalborg Universitet, Institut for Sociologi og Socialt Arbejde og beskæftiger sig med, hvordan beskæftigelsespolitikken udmøntes og oversættes til professionel praksis i jobcentrene samt de implikationer, dette har for borgerne. Tanja Dall er adjunkt på Professionshøjskolen Metropol, Socialrådgiveruddannelsen, og beskæftiger sig med socialt arbejde på beskæftigelsesområdet, herunder med det tværprofessionelle samarbejde i jobcentrene.

Litteratur Caswell, Dorte; Helle Bendix Kleif; Sille Lundfos Thuesen & Tanja Dall 2012: Veje til førtidspension. En undersøgelse af fire kommuner i Region Midt. AKF

Det faktiske udbytte på praksisniveau risikerer at blive begrænset


22

Ingen rehabilitering uden borgerinddragelse I den kommende tid skal landets kommuner nedsætte rehabiliteringsteams for at leve op til den netop vedtagne førtidspensionsreform. Der er dog fortsat stor usikkerhed omkring, hvad begrebet rehabilitering betyder i den nye reform. Forskellige fortolkninger af begrebet vil betyde, at det borgerrettede fokus kommer under pres. Af Mischa Rastad Andersson

Man tager én borger, én sagsbehandler, én repræsentant fra beskæftigelsesområdet, én fra socialområdet, én fra sundhedsområdet, én fra uddannelsesområdet og én sundhedskoordinator fra regionen. Man beder dem mødes i det samme rum, og så har man ifølge den nye førtidspensionsreform et rehabiliteringsteam (for yderligere info se ‘Team, tværfaglighed og timing’ dette nummer). De nye tværgående rehabiliteringsteams er et af de helt centrale elementer i den nye førtidspensionsreform, der blev vedtaget i december 2012. Ifølge Inge Storgaard Bonfils (‘Rehabilitering – Ét begreb, mange meninger’, dette nummer) kan begrebet rehabilitering forstås ud fra mange perspektiver afhængigt af, hvilken faggruppe man tilhører, og hvilken behandling der iværksættes. At et fagbegreb, med forskellige definitioner, anvendes så konkret i en reform, kan let skabe udfordringer for det tværfaglige arbejde. For hvilke perspektiver og definitioner er gældende, når et rehabiliteringsteam – bestående af fem forskellige faggrupper, som repræsenterer fem forskellige myndigheder – skal blive enige om, hvad der er det centrale for en rehabiliteringsindsats? Og hvilken forståelsesramme ligger der allerede i loven?

Fokus på borgeren Som ergoterapeut – og med flere års praksiserfaring fra arbejde med langtidsledige og sygemeldte – ser jeg fire væsentlige fokusområder, der skal være til stede, før der er tale om rehabilitering.


23 Mit perspektiv og min forståelse af begrebet rehabilitering udspringer af det, som Inge Storgaard Bonfils kalder hverdagsrehabilitering, hvor det borgerrettede fokus i høj grad er styrende for forløbet. De fire fokusområder, som, jeg mener, skal være til stede er: ƒƒ ƒƒ ƒƒ ƒƒ

Målsætning for forløbet Afklaring af dilemmaet: Sanktion vs. tillidsforhold Kontinuitet i mødet mellem borgerne og behandlerne Inddragelse af de pårørende

Mit perspektiv på rehabiliteringsbe­ grebet udspringer af hverdagsreha­ bilitering, hvor fire fokusområder skal være til stede i forløbet

Det er med afsæt i denne forståelse, at jeg i det følgende vil diskutere førtidspensionsreformens brug af rehabiliteringsbegrebet.

Borgeren skal sætte mål En helt central del af det at arbejde med hverdagsrehabilitering er, at borgeren selv er ansvarlig for at definere og sætte mål for den indsats, der skal iværksættes. Som oftest er disse målsætninger baseret på borgerens egne ønsker og behov (hvis borgeren er i stand til at give udtryk for disse). Det er altafgørende, at målet skal nås inden for en tidsafgrænset periode, da det højner borgerens motivation for at nå sit mål. Der er således en tæt sammenhæng mellem borgerens ønske om at nå det definerede mål, borgerens motivation for at arbejde hen imod målet og den tidsafgrænsede indsats, som skal iværksættes. I førtidspensionsreformen er målet for indsatsen i rehabiliteringsteamet imidlertid sat på forhånd. Målet er, at borgeren skal i beskæftigelse. Her opstår det første dilemma i forståelsen rehabiliteringsbegrebet. Hvor der inden for hverdagsrehabilitering er lagt stor vægt på, at borgeren selv bidrager til fastsættelsen af mål – såvel korte som langsigtede mål – ligger der i førtidspensionsreformen et langsigtet mål om beskæftigelse, som borgeren ikke selv har haft indflydelse på. Ved at fastlægge kravet om beskæftigelse i førtidspensionsreformen afviger man fra dét, som ellers har indflydelse på borgerens motivation, nemlig at have fokus på de mål som for borgeren giver mening. I stedet tilstræbes det, at borgeren skal inddrages i tilrettelæggelsen af forløbet, så de føler sig anerkendt og er medejere af den indsats, som de bliver tilbudt. Der er således lagt op til, at borgerens motivation skal opstå via inddragelse i tilrettelæggelsen af indsatsen, men ikke i kraft af, hvad indsatsen skal resultere i. Hvordan det borgerrettede fokus skal komme til udtryk i inddragelsen af tilrettelæggelsen af indsatsen fremgår dog

I førtidspensions­ reformen har borgeren ikke selv indflydelse på det langsigtede mål: Beskæftigelse

Reformen lægger op, at borgerens motivation skal op­ stå via inddragelse i tilrettelæggelsen af indsatsen


24 … men hvordan det borgerrettede fokus skal komme til udtryk i ind­ dragelsen fremgår ingen steder

Som borger skal man kunne iden­ tificere sig med alle mål – også de langsigtede

Sanktioner bidra­ ger sjældent til det konstruktive samarbejde mellem borger og sagsbe­ handler

ingen steder. Det kan derfor ses som en udfordring at inddrage borgeren i en række faglige overvejelser og beslutninger, som i bund og grund tilfalder faggrupperne i rehabiliteringsteamet, og som borgeren formentlig kan have svært ved at forholde sig til.

Beskæftigelse bliver et pseudo-mål For de fleste faggrupper, som arbejder rehabiliterende, er målene for rehabiliteringsindsatsen vigtige. Særligt er de korte mål yderst relevante, da disse skal fastholde det rigtige fokus og sørge for, at indsatsen tilrettelægges, så borgeren når sine mere langsigtede mål. En stor del af den målgruppe som rehabiliteringsteams vil få i forløb har alle været igennem lange beskæftigelsesrettede afklaringer. For en stor del af dem vil beskæftigelse være et utopisk mål at arbejde hen imod, og ofte vil der ikke være nogen garanti for, at denne målgruppe når det beskæftigelsesmål, der er lavet for dem. Da målet om beskæftigelse kan ligge flere år ude i fremtiden, vil det højst sandsynligt betyde, at målet får en form for pseudo-status. Altså, at rehabiliteringsteamet og borgeren vil have et langsigtet mål, som hedder »beskæftigelse«, fordi det fremgår af loven og ikke, fordi det er et realistisk mål. Sanktioner udfordrer tillidsforholdet For mange borgere er dét at deltage i en rehabiliteringsproces hårdt arbejde, der kræver vilje og tro på, at man kan få en bedre tilværelse. En stor del af den behandling en borger skal igennem baseres på tillid til de fagpersoner, der er tæt på forløbet, og en fælles tro på at det kan lade sig gøre at nå de mål, som borgeren selv sætter sig for forløbet. I førtidspensionsreformen er en af hensigterne, at borgeren skal have en fast sagsbehandler, som er ansvarlig for at styre forløbet. Det må derfor formodes, at man anser disse sagsbehandlere, som borgerens primære ressourceperson i kommunen og dermed en fagperson, som man indgår i en fortrolig alliance med. På trods af at der er lagt op til et tillidsbaseret forhold mellem borger og fagpersoner, har man valgt at lade andre dele af beskæftigelsesindsatsen afspejle sig i førtidspensionsreformen og indført sanktionering, hvis en borger ikke medvirker ved indsatsen. Det betyder, at fagpersonerne, som også fungerer som borgerens fortrolige samarbejdspartnere, skal straffe borgeren ved at gribe ind i deres økonomiske situation. Det er problematisk, at fagpersonerne som skal være ressourcepersoner og støtte borgeren også samtidig skal indstille til sanktionering. Herved er grundlaget for det gode og konstruktive arbejde mellem borger og fagpersoner i fare. Mig bekendt har økonomiske sanktioner aldrig gjort syge folk raske eller bidraget positivt til


25 et langt og ressourcekrævende udviklingsforløb. Tværtimod er min erfaring fra praksis, at når økonomi og gode faglige hensigter blandes, så mister borgeren tillid og bliver usikker på, hvilken rolle fagpersonen har. Dermed fjernes fokus på borgerens ønske og behov for at nå et givet mål, hvilket jo netop er omdrejningspunktet for rehabiliteringsindsatsen.

Behandlerne skal deltage i rehabiliteringsteamet Faglig dialog og samarbejde omkring en borger er en væsentlig del af, at faggrupper arbejder rehabiliterende. I det ligger også, at de behandlere som deltager i de tværgående teams omkring samarbejde og planlægning af rehabiliteringsindsatsen også er dem, der varetager den konkrete behandlingsindsats. Hvis en borger f.eks. både går til fysioterapeut og ergoterapeut, vil terapeuterne afgjort kunne bidrage med relevante input til borgerens rehabiliteringsforløb. Således ligger en del af det borgerrettede arbejde i omgangen og behandlingen af borgeren, hvori tillid og samarbejdskonstellationen opbygges. I førtidspensionsreformen er der imidlertid ikke lagt op til, at der er sammenhæng mellem de fagpersoner, som skal sidde i rehabiliteringsteamet og dem, som skal behandle. Det kan få den uheldige konsekvens, at udover de fagpersoner – som borgeren møder i rehabiliteringsteamet – vil borgeren også møde behandlere ude i de enheder, hvori der skal iværksættes en indsats. Dermed vil borgeren – der jo som udgangspunkt ikke skulle være kastebold mellem forskellige instanser – møde et utal af fagpersoner, som denne skal forholde sig til. Hvis man i stedet har et samlet team af de behandlere, der har med den enkelte borgers forløb at gøre, vil alle relevante personer være samlet, når de konkrete informationer fra borgeren og rehabiliteringsteamet fremlægges. På den måde elimineres muligheden for misforståelser mellem borgeren og de respektive faggrupper. Alle får de samme informationer samtidig, og dermed undgår man forvirring og misforståelser, som oftest blokerer for det konstruktive og fremadrettede samarbejde. Involvér de pårørende En vigtig del af at arbejde hverdagsrehabiliterende ligger i samarbejdet med borgernes pårørende. Det samarbejde kan både rumme ressourcer og udfordringer. Ved at inddrage de pårørende i indsatsen er der mulighed for at skabe større forståelse for borgerens hverdag, da denne ofte involverer andre end borgeren selv. Desuden kan der skabes en fælles motivation mellem borgeren og de pårørende, som har indflydelse på mål og indsats.

Rehabiliterings­ indsatsen bider sig selv i halen, hvis borgerne mister tillid til fagpersonerne

Kan man med de nye rehabiliterings­ teams undgå, at borgeren bliver kastebold?


26

De pårørende er en vigtig brik i den rehabili­ terende indsats

For mig at se har rehabiliterings­ teams meget lidt med rehabilitering at gøre

Et eksempel: En 22-årig hjemmeboende – som ikke har gennemført 9. kl., er vokset op i en familie, hvor begge forældre er ufaglærte førtidspensionister, og som desuden kæmper med diffuse rygsmerter og depression – vil have svært ved at nå en målsætning om beskæftigelse, hvis ikke forældrene og deres syn på situationen bliver inddraget og taget i betragtning, når indsatsen skal iværksættes. På trods af at flere høringsparter i deres høringssvar i forbindelse med lovbehandlingen af førtidspensionsreformen påpeger, at det er relevant, at borgerens pårørende inddrages i rehabiliteringen, og at det burde fremgå af loven, er dette ikke tilfældet. Således lægges der op til, at kommunerne selv kan afgøre, hvorvidt de ønsker at inddrage de pårørende og dermed også, hvorvidt de vælger at arbejde rehabiliterende.

Rehabilitering eller bare koordinering? Spørgsmålet er nu, om rehabilitering overhovedet er det rigtige begreb at anvende i den nye førtidspensionsreform. Ud fra mit faglige og praktiske perspektiv, så er svaret: Nej. Hvis begrebet skal give mening at anvende, vil det kræve en massiv tværgående indsats, hvor alle faggrupper involveres, og hvor der på nationalt plan udvikles en indsatsguide, hvor begrebet tolkes ind i reformen. Sådan som hverdagsrehabiliteringsbegrebet er anvendt i dag i forhold til den indsats, som er beskrevet i reformen, kunne man lige så godt kalde det et koordineringsteam. En stor del af dét som ligger i rehabiliteringsbegrebet fremgår ikke af reformen og vil have trange kår i kommunerne, eftersom der både kan være økonomiske og strukturelle forhindringer, der gør, at kommunerne blot følger loven, og dermed ikke sikrer sammenhæng mellem begrebet og indsatsen i loven. Alt andet lige giver dette grund til en fagprofessionel bekymring. Rehabilitering bliver set som vejen frem, og undersøgelser viser, at det virker, når det implementeres med udgangspunkt i de værdier og retningslinjer, som blandt andet er beskrevet i denne artikel. Som jeg ser det, er der i formuleringen af den nuværende lov en risiko for, at begrebet rehabilitering udvandes, og at faggrupperne snarere vil fastholde deres egne perspektiver frem for at arbejde mod en fælles faglig definition. Med både de tværfaglige udfordringer og de diffuse rammer der ligger i loven, vil der være fare for, at fokus flyttes fra borgeren, og det er stik imod intentionerne og formålet med reformen. Mischa Rastad Andersson er uddannet ergoterapeut og er ved at færdiggøre kandidatstudiet i Socialt Arbejde ved Aalborg universitet. Mischa har flere års praksis erfaring inden for beskæftigelsesområdet


27

Succes for rehabiliteringsteam kommer ikke af sig selv Førtidspensionsreformen er rettet mod borgere, der ofte har problemer af både helbredsmæssig, social og anden karakter. Reformens svar på denne kompleksitet er tværfaglighed: De komplekse problemstillinger skal mødes af en tværfaglig, koordineret og helhedsorienteret indsats. Det første skridt i den indsats er op til jobcentrenes nye rehabiliteringsteams at tage. I denne artikel behandles udfordringer og opmærksomhedspunkter forbundet med etableringen af rehabiliteringsteamet samt de metodiske udfordringer i forhold til at få arbejdet i teamet til at fungere. Af Mette Skou Rasmussen

En ny virkelighed for kommunerne Reformen af førtidspension og fleksjob har bragt nye begreber og metoder i beskæftigelsesindsatsen med sig: Reformen introducerer bl.a. rehabilitering som en del af beskæftigelsesindsatsen og fastlægger, at en vigtig del af indsatsen skal udføres af et tværfagligt rehabiliteringsteam. Aftalepapiret om reformen og selve lovteksten siger en del om, hvordan rehabiliteringsteamet skal sættes sammen og fungere. Men den meget konkrete udfordring, som kommunerne i dag står med i deres praksis, er, at selvom det umiddelbart giver god mening at samle tværfaglige professionelle og give dem en konkret opgave, så giver det i sig selv ikke resultater. Tværfagligheden har sin egen metodik, som skal læres og anvendes. Formålet med rehabiliteringsteamet er med udgangspunkt i den enkelte borgers samlede situation at yde en tværfaglig koordinering og helhedsorienteret indsats på tværs af forvaltninger og myndigheder med fokus på, at borgeren når frem til beskæftigelse eller uddannelse.

Tværfagligheden har sin egen metodik, som skal læres og anvendes


28 Rehabiliteringsteamet skal drøfte og afgive indstilling til, hvilke tværfaglige indsatser der skal iværksættes, hvordan de skal koordineres, og hvordan opfølgning på ressourceforløb – et andet nyt element i reformen – skal tilrettelægges for at nå det mål. Ifølge lovgivningen skal teamet mindst rumme repræsentanter fra sektorerne beskæftigelse, sundhed og social. Og i sager vedrørende borgere under 30 år uden erhvervskompetencegivende uddannelse skal undervisningsdelen integreres. Derudover skal en sundhedskoordinator fra regionen deltage, ligesom borgeren selv sammen med sin sagsbehandler skal sidde med, når borgerens sag drøftes.

Hvordan får kommunerne missionen til at lykkes? De nedenfor beskrevne udfordringer og opmærksomhedspunkter er skrevet med baggrund i bl.a. egne projekterfaringer, evaluering af »Det store TTA- projekt« (www.arbejdsmiljoforskning.dk), erfaringer fra Cabis eget aktuelle ungeprojekt Route 25 (www.route25.dk) samt en række undersøgelser, herunder »Veje til førtidspension« (Caswell et al. 2012) og analysen »Netværksmøder kan løse komplekse problemer« (Olsen 2011). En forudsætning for at rehabilite­ ringsteamet lykkes med sit arbejde er en klar ledelsesprioritering

Ledelse En forudsætning for at rehabiliteringsteamet lykkes med sit arbejde er en klar ledelsesprioritering. En overordnet udfordring i teamet er nemlig, at der ikke bare er tale om et tværfagligt, men også tværsektorielt samarbejde – både internt i kommunen og eksternt med regionen. Skal samarbejdet fungere på tværs, må man i sektorerne samles om en fælles ledelsesmæssig beslutning. Alle skal ville arbejde for, at det lykkes, og man skal nå til enighed om, hvordan man vil gøre det. Ledelsen skal desuden sikre de nødvendige ressourcer og understøtte processen og implementeringen – ikke mindst gennem løbende dialog med teamet. Sidst, men ikke mindst, skal ledelserne understøtte en løbende egen-evaluering og læring i teamet. Ledelsestilsagnet skal være til stede på alle niveauer og udgøre ledetråden for de medarbejdere, der deltager i teamet og udfører indsatserne. Det er også vigtigt, at alle teammedlemmer har et stort råderum og ved præcist, hvad de kan bevillige fra egen sektor, så dialogen og koordineringen i teamet omkring indsatserne er så realistiske bevillingsmæssigt som muligt. Etablering af teamet Det er nødvendigt, at alle rehabiliteringsteamets medlemmer tager ejerskab til opgaven, og de bør have »hands-on« erfaring fra deres respektive områder fx som faglige koordinatorer. På den måde sikres det, at den rette viden er til stede – om målgruppen, tilbud, behandlings-


29 muligheder m.v. – og at der er en direkte kobling til udmøntningen af indsatsen i de forskellige sektorer. Viden om arbejdsmarkedet skal også være repræsenteret i teamet, da erfaringer viser, at dette styrker tværfagligheden og målsætningen om at udvikle arbejdsevnen. Et af medlemmerne kunne derfor oplagt fx være virksomhedskonsulent. Selvom forskellige og stærke fagligheder er et must for et velfungerende team, er det vigtigt at sørge for, at teammedlemmerne har kompetencer, der fremmer dialog og nysgerrighed på andre fagligheder. Ellers kommer tværfagligheden ikke til sin ret. I den sammenhæng er det særligt vigtigt at være opmærksom på, at det er bestemt i reformen, at rehabiliteringsteamet skal have et sundhedsfagligt medlem fra regionen. Som udefrakommende risikerer dette medlem let at få eller indtage en specialistposition, hvis bidrag er en snæver monofaglighed. Det er uheldigt, når nu formålet er at skabe et inddragende, tværfagligt samarbejde. Teametableringen er en vigtig opgave, men det er reelt først derefter, at det store arbejde kommer med at få teamet til at virke. I det følgende vil jeg særligt beskrive udfordringerne og opmærksomhedspunkter ved mødeledelse, tværfaglig dialog og samarbejde samt progression som pejlemærke for teamet.

Det at sætte sig for bordenden Alle har erfaring med at gå til møde, og det kan virke banalt at gøre mødeledelse til et punkt i sig selv. Ikke desto mindre er det vigtigt at gøre det. I rehabiliteringsteamet skal personer med meget forskellige fagligheder, erfaringer og opfattelser mødes om krævende opgaver, og uden klar mødeledelse risikerer det at ende i en kamp mellem fagligheder. Det er vigtigt at vælge en mødeleder, som respekteres af teamets medlemmer, tager ansvar og anskuer mødeledelse som en vigtig disciplin. Mødelederen skal på en gang kunne motivere og inddrage alle medlemmerne i en anerkendende og tværfaglig dialog og skære igennem for at sikre, at de aftalte spilleregler overholdes. Mødelederen skal sørge for, at de praktiske forhold omkring mødet er i orden, at der vedtages spilleregler, at der indarbejdes en mødeledelsesform, og, ikke mindst, at teamet når frem til konkrete resultater. En mødeledelsesform kan være, at mødelederen sørger for, at alle fagligheder, der har noget konkret at byde ind med i den enkelte sag, får det gjort, og at teamet herefter sammen reflekterer over, hvad det kunne betyde af mulige indsatser og udviklingsområder. I denne dialog deltager borgeren selv, og det giver mødelederen et ekstra ansvar for at sikre en etisk god dialog, hvor borgeren er inddraget (se evt. ‘Er de fagprofessionelle en del af løsningen, eller en del af problemet?’ i dette nummer).


30 Efter refleksionen vil det være mødelederens opgave at lede teamet, den koordinerende sagsbehandler og borgeren hen mod at tage beslutningen om, hvad man så vil indstille til af indsatser.

Gensidig anerken­ delse af og nysger­ righed over for hin­ andens fagligheder skal sætte scenen for de tværfaglige drøftelser

Hvis rehabilite­ ringsteamet skal i mål med den hel­ hedsorienterede, sammenhængende og individuelt tilret­ telagte indsats, stil­ ler det fælles krav til deltagerne

Det tværfaglige samarbejde og dialog Skal det tværfaglige samarbejde i rehabiliteringsteamet give afkast, må teamets medlemmer i hver enkelt sag formå at gå fra monofaglig dialog og serielle indsatser til tværfaglig dialog og parallelle indsatser. Denne ændring i metode og tilgang er selve kernen i reformen, og den forudsætter vilje og evne hos hvert enkelt teammedlem til at kende til de andres områder, mål og metoder. Gensidig anerkendelse af og nysgerrighed over for hinandens fagligheder skal sætte scenen for de tværfaglige drøftelser. Dette kan bringe teammedlemmerne i stand til at flytte sig fra eget til fælles fokus, skabe nye tanker og handlinger og få dem til at arbejde mod fælles mål og delmål i den enkelte borgers sag. Første skridt på den vej er, at rehabiliteringsteamet får sit eget kommissorium – teamets formål og de ledelsesmæssige udmeldinger – og at det er kendt af og giver mening for alle teamets medlemmer. Tværfaglighed, dialog og koordineret, helhedsorienteret indsats er på vej til at blive en ny tids buzz words, som alle er enige om, men det er alligevel – eller måske netop derfor – umagen værd at erindre om, at de ikke bliver til virkelighed med et fingerknips. Skal rehabiliteringsteamet i mål med den helhedsorienterede, sammenhængende og individuelt tilrettelagt indsats, stiller det krav om, at deltagerne: ƒƒ Ser verden så relativt ens, at de kan følge hinandens tankegang og måder at tale på. ƒƒ Har ideer om, at alle har relevante bud, så det er værd at være nysgerrig. ƒƒ Er relativt frie til at lade sig bevæge og berige under samtalen, dvs. ikke for bundne af loyaliteter over for andre. ƒƒ Ikke er for passionerede, da det vil give mere kampberedthed end nysgerrighed. (jf. fx Nissen 2009)

Progression som pejlemærke for rehabiliteringsteamet Rehabiliteringsteamet får inden deres drøftelse af den enkelte sag et skriftligt oplæg (rehabiliteringsplan del 1), som er udarbejdet af sagsbehandleren og borgeren i samspil. Rehabiliteringsteamet skal gennem dialog i teamet og med mulighed for dialog med borgeren beslutte en række indsatser, der skal iværksættes, ligesom opfølgningen skal planlægges. I denne proces står tværfagligheden også sin prøve. Cabis erfaring er, at det er givtigt at tænke i delmål frem mod det overordnede mål for borgeren. At være eksplicit om, hvordan disse


31 delmål kan nås – dvs. beskrivelser af, hvilken progression der skal ske for at kunne nå delmålene. Ofte bliver man i tværfaglige teams opslugt af indsatserne, mens man ikke altid husker at holde fokus på, hvilken progression indsatserne skal skabe frem mod delmålet. Hvis man i teamet kan arbejde med progressionsredskaber eller -tankegang, så kan det fremme dialogen med borgeren og borgerens motivation, samle teamet om en fælles forståelse af opgaven, vise sammenhængen for den koordinerende sagsbehandler, der skal overtage sagen, og give teamet gode muligheder for at følge op på indsatserne. Progressionstankegangen fremmer desuden forståelsen af, at det betaler sig at kombinere parallelle indsatser i en tværfaglig indsats. Det er et væsentligt opmærksomhedspunkt for rehabiliteringsteamet, da et sådant team netop rummer den optimale faglighed for at koble indsatser med øje for, at mange indsatser kan skabe progression på flere områder samtidig.

Rehabiliteringsteamet – en god løsning Rehabiliteringsteamet ligner en god løsning på komplekse problemstillinger i kraft af sin tværfaglige, helhedsorienterede tilgang, og der er ingen grund til at tro, at den kommer til at fylde mindre i de kommende år. Men Cabis erfaring viser, som hovedsageligt stammer fra samarbejde i praksis med kommuner og uddannelsesverden, at der er langt at gå endnu for medlemmerne af de nye teams, før tilgangen bliver en naturlig og integreret del af sagsbehandlingen. Succes for rehabiliteringsteamet kommer ikke af sig selv. Der skal arbejdes på form og metoder, det kræver kompetenceudvikling inden for ledelse, tværfaglighed, progression og så videre, og kommunerne vil kunne se frem til en løbende proces med fokus på erfaringsopsamling og læring. Mette Skou Rasmussen, socialrådgiver, er seniorkonsulent ved Cabi, et videns- og udviklingshus under Beskæftigelsesministeriet. Hun beskæftiger sig med jobcentrenes indsats over for udsatte ledige, jobcentrenes samarbejde med virksomheder og ikke mindst med kompetenceudvikling af de professionelle, der udøver indsatsen i bl.a. jobcentrene.

Litteratur Caswell, Dorte; Helle Bendix Kleif; Sille Lundfos Thuesen & Tanja Dall 2012: Veje til førtidspenison. En undersøgelse af fire kommuner i Region Midt. AKF Nissen, Dorte 2009: Samarbejdsmøder som konsultativ praksisform. Pædagogisk-Psykogisk Tidsskrift (6) Olsen, Leif 2011: Analyse: Netværksmøder kan løse komplekse problemer. Danske Kommuner (17): 34-35


32

Er de fagprofessionelle en del af løsningen eller en del af problemet? Organiseringen af den offentlige rehabiliteringsindsats bør have fokus på, hvordan alle borgere får mulighed for at være aktive i deres hverdage og i samfundet – også i kraft af størst mulig tilknytning til arbejdsmarkedet. Grundstammen i indsatsen er synergien mellem lovgivningens rammer, myndighedernes organisering af indsatsen og medarbejder­ gruppernes daglige koordinerede professionsudøvelse. Hvordan kan disse tre faktorer spille positivt og negativt sammen? Dette diskuteres fra en fagforeningsformands position. af Åse Munk Mortensen

Viden om og vilkårene for at »reparere« kogni­ tive skader er ikke så veludviklede som for de mere fysiske skader

Søren er uddannet civilingeniør og har i mange år været chefkonsulent i et stort dansk IT-firma. Denne baggrund får stor betydning for, hvordan han tackler den helbredsmæssige karruseltur, han gennem et års tid kommer ud i, da han den 12.9 2011 bliver indlagt på hospitalet efter en hjerneblødning. Fem dage efter indlæggelsen opretter han en blog og et kalendersystem, så han har overblik over træning og besøgende. Søren er heldig. Hans følger efter hjerneblødningen er »kun« lammelser i den ene side at kroppen. Mange andre slås med hukommelsesproblemer, hurtig udtrætning, tab af sprog, manglende evne til at finde rundt og mistet evne til at løse problemer samt mange andre usynlige og ofte oversete kognitive og mentale følger af skader i hjernen. Hospitalssystemet og de kommunale genoptræningsinstitutioner er godt gearet til at tage vare på fysiske handicaps. Symptomerne og effekterne af træning er åbenbare og målbare. Hjerneceller, nerver og muskler spiller sammen i kendte mønstre, som national og international forskning og ergo- og fysioterapeutisk praksis til stadighed er optaget af at afdække. Dette gør sig desværre endnu ikke gældende, når det kommer til mentale og kognitive handicaps. Viden om og vilkårene for at »reparere« kognitive skader er ikke så veludviklede som for de mere


33 fysiske skader. Sundhedsloven giver desuden patienter med funktionsnedsættelser forårsaget af somatiske (medicinske eller kirurgiske) sygdomme lidelser ret til en genoptræningsplan ved udskrivelse fra hospitalet. Samme rettigheder gør sig ikke gældende for patienter med mentale og kognitive funktionsnedsættelser.

1.udfordring for en vellykket rehabilitering: Lovgivning og opgavevaretagelsen bør i højere grad end det er tilfældet i dag sikre behandling og genoptræning til mennesker med kognitive eller mentale lidelser og ikke-målbare problemer som f.eks. smerter. Usynlige handicaps skal have samme vilkår som indsatsen ved målbare lidelser. Ude godt – hjemme bedst. Sammenhængende indsats er nødvendig

Søren er heldig at bo i en kommune, der har god kapacitet på genoptræningsområdet. Han er allerede efter fem uger ude af hospitalet, tættere på hjemmet og samtidig videre i et intensivt rehabiliteringsforløb. Næste skridt er kommunal døgngenoptræning med 24 timers målrettet træning om ugen i 13 uger. De fysiske faciliteter giver Søren mulighed for massiv egen- træning, og det sociale liv mellem borgerne er med til at »holde dampen oppe«. Det er dog ikke alle kommuner, der har samme muligheder for at yde en sådan sammenhængende indsats. Mange andre borgere havner stadig i en gråzone mellem hospital og kommunal genoptræning. Siden 1991, hvor Amtsrådsforeningen udgav rapporten »Samarbejde om genoptræning«, har det været diskuteret, hvordan hospitalsindsatsen bedst muligt kunne efterfølges af en kommunal indsats efter udskrivning for at sikre overgangen fra at være patient til igen at være en aktiv borger i eget hverdagsliv. Fokus har i højere grad været på de ældre borgere, og i mindre grad på de borgere der gerne skulle tilbage på arbejdsmarkedet. Sundhedsloven og Kommunalreformen indeholder lovgivningsmæssige forbedringer, og tværsektorielle arbejdsgrupper har drukket mange kopper kaffe og brugt mange ord på samarbejdsaftaler og på at forbedre og koordinere indsatsen organisatorisk. Og indsatsen er blevet bedre. Lovgivningen har haft effekt. Men der er stadig brug for forbedringer. Eksempelvis er det vigtigt, at genoptræning iværksættes inden for meget kort tid, hvis borgere som Søren skal kunne genvinde deres fysiske og kognitive funktioner i størst mulig grad. I 2012 tilbød 32 pct. af kommunerne genoptræning inden for en uge, mens halvdelen af kommunerne har en ventetid på op til to uger, og en række kommuner har ventetider på over tre uger. Ventetider på over en uge øger risikoen for varige mén. Effektive overgange mellem hospitaler og kommuner er derfor afgørende.

Fokus har i højere grad været på de ældre borgere og i mindre grad på de borgere, der gerne skulle tilbage på arbejdsmarkedet


34 Udfordring nr. 2 for en vellykket rehabilitering: En tidlig tværfaglig koordineret indsats kræver, udover tilstrækkelig kapacitet og fornødne kompetencer hos medarbejderne, velorganiserede rammer for et konstruktivt samarbejde mellem borger, pårørende, hospitalsansatte, praktiserende læger og relevante medarbejdere i de kommunale sundheds- og beskæftigelsesområder. Tilbage til Arbejde – Tør vi lære af TTA projektet?

Mindre barrierer som transporthin­ dringer og udæk­ kede behov for hjælpemidler kan være den mur, der udgør forskellen mellem aktiv er­ hvervstilknytning og passiv forsørgelse

I evalueringen af de økonomiske ef­ fekter af indsatsen beskrives det, at de bedste resultater i form af kortere sygedagpengeperi­ oder sker der, hvor det tværfaglige samspil er bedst

Søren kommer tilbage i arbejde på sin hidtidige arbejdsplads 20 uger efter sin hjerneblødning med diverse hjælpeforanstaltninger og går sideløbende til ambulant genoptræning. Endnu engang er han heldig, at hans ægtefælle har mulighed for at køre ham til og fra arbejde. Små barrierer som transporthindringer og udækkede behov for hjælpemidler kan være den mur, der udgør forskellen mellem aktiv erhvervstilknytning og passiv forsørgelse. I en masterafhandling af Karen Lyng, ergoterapeut og eksportchef i Vela, beskrives det, hvordan en taburet blev den afgørende genstand for, om en tømrer måtte lukke sit firma eller drive det videre. I december 2012 kom evalueringen af NFA’s (Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø) store TTA- projekt, hvor 22 kommuner har været involveret. En særlig tidlig tværfaglig koordineret indsats er gennem to år iværksat og registreret for ca. 13.000 sygedagpengemodtagere, der hverken var de mest eller mindst syge, dvs. placeret i matchgruppe 2. Projektet led desværre under finanskrisens indtog, idet mange stillinger blev nedlagt, hvilket betød at mange sygedagpengemodtagere blev fyret frem for at kunne hjælpes tilbage til jobbet. De sygemeldte, der indgik i TTA projektet, var mere tilfredse med indsatsen end sygemeldte borgere, der ikke blev »udsat« for den særlige indsats. Undersøgelsen konkluderer blandt andet, at nøglen til en god proces for de sygemeldte, synes at være en anerkendende og individuel tilgang i mødet med den enkelte sygemeldte1. I evalueringen af de økonomiske effekter af indsatsen beskrives det, at de bedste resultater i form af kortere sygedagpengeperioder sker der, hvor det tværfaglige samspil er bedst. Forskellen ligger i, at faggrupperne (bl.a. socialrådgivere, læger, psykologer og ergo – og fysioterapeuter) ikke hver for sig gør, hvad de bedst kan, men i fællesskab finder bedre løsninger. Det kan samfundsmæssigt betale sig på både kort og langt sigt, at de forskellige faglige professioner udfordrer og inspirerer hinanden. Desværre står en række faktorer til hinder for, at borgeren oplever at blive mødt med anerkendelse og en individuel tilgang og at faggrupperne arbejder konstruktivt sammen. Gennem min daglige kontakt med mine medlemmer (ergoterapeuter ansat på hospitaler og i kommuner), hører jeg ofte, at der er bedst


35 grobund for den kernefaglighed, der matcher lederens oprindelige professionsfaglighed eller den dominerende faglighed på stedet. I TTA- projektet blev det iagttaget, at fagligheder der var dominerende og varetog myndighedsansvaret ikke var lydhøre overfor andres faggruppers ideer til indsatser. For borgere som Søren er vejen tilbage til det bedst mulige funktionsniveau, at mange forskellige faggrupper professionelt formår at samarbejde om hele hans situation frem for blot at anskue indsatsen fra deres fag-perspektiv. Som en klog mand har sagt: »Hvis det eneste værktøj, du ejer, er en hammer, begynder ethvert problem at ligne et søm.« Vi må holde op med at anskue borgerne som søm og i stedet finde ud af at spille sammen med de andre i værktøjskassen. Jeg tror, vi er mange der har oplevet uhensigtsmæssig og/eller ubevidst magtudøvelse i form af at monopolisere egen professions ret til at vide bedst. Faglig stolthed og engagement er både nyttigt og nødvendigt, men det øger også risikoen for, at vi som professionelle tror, vi selv er de bedste til alt. Også vi ergoterapeuter, der synes vi tænker i helheder, kan synes, at vi ved bedst, men gør vi altid det? Mine egne oplevelser stemmer godt overens med TTA-projektets beskrivelse af, at samspillet på tværs af fagligheder er en forudsætning for en effektiv ydelse til borgerne. Os der arbejder i professions- og fagforeningerne skal i vores samfundsmæssige indsats omkring uddannelses-, beskæftigelses- og velfærdspolitik på den ene side varetage vore medlemmer og vores professions interesser. På den anden side skal vi spørge os selv, om mere af os altid er en del af løsningen, eller om vi også er en del af problemet. Som professionel er det således vigtigt at kunne anvende fagligheden til også at vide, hvornår andre fagligheder har større berettigelse i den konkrete indsats.

Udfordring nr. 3 for en vellykket rehabilitering: Der er behov for øget tværfaglighed, fokus på innovation og brugersamarbejde i grund- og efteruddannelserne samt daglig kompetenceudvikling i arbejdspladsregi. De faglige organisationer bør udnytte deres positioner til at fremme den udvikling og bidrage til udviklingen af en tidlig tværsektoriel, tværfaglig koordineret rehabiliteringsindsats. Rehabiliteringsteam – en syltekrukke eller redning på målstregen

En tidlig indsats er vigtig, når der skal sammensættes virkningsfulde rehabiliteringsforløb, som også andre artikler i dette nummer peger på. Forhåbentlig kan det tværfaglige og tværsektorielle fokus, der blandt andet ses i førtidspensionsreformens rehabiliteringsteams, få en dominoeffekt tilbage i de instanser, hvor teammedlemmerne har deres base.

Som professionel er det vigtigt at kunne anvende fagligheden til også at vide, hvor­ når andre faglig­ heder har større berettigelse i den konkrete indsats


36 Fagorganisationerne må insistere på, at der bliver skabt mere langsigtede målsætninger sam­ men med borgeren

De fagorganisationer hvis medlemmer er en del af den samlede indsats omkring borgere som Søren må insistere på, at der bliver skabt mere langsigtede målsætninger sammen med borgeren i de forskellige faser af den sundhedsmæssige og sociale indsats. Kun herved får vi som professionelle mulighed for at støtte borgerne i at opnå en meningsgivende hverdag, hvor de også er en del af den arbejdende og bidragende befolkning. Åse Munk Mortensen er regionsformand i Ergoterapeutforeningens Region Øst og bestyrelsesmedlem i FTF Region Sjælland. Hun har i perioden 1983 til 2001 arbejdet som ergoterapeut på hospital, i en kommunal social- og sundhedsforvaltning og på en amtslig revaliderings­ institution.

Noter 1 http://www.arbejdsmiljoforskning.dk/da/nyheder/arkiv/2012/en-tidlig--tvaerfaglig-ogkoordineret-indsats-i-jobcentrene-mindsker-sygefravaer-og-oeger-oekonomi


37

Af Torben Holm, konsulent og tidligere studenterformand for Danske Studerendes Fællesråd

Der er ikke nogen grund til ikke at uddanne sig. Især hvis du har uddannet dig i lang tid. Så vil de gennemsnitlige statistikker vise, at du er gladere, lykkeligere, mere velhavende og raskere end gennemsnittet for dem, der er uddannelsesniveauet lige under dig. Dertil kan du lægge, at gennemsnitslevealderen stiger i takt med, at du uddanner dig i længere tid. Derfor er det også logisk, at du bliver mere værd for samfundet i takt med, at du uddanner dig. Du får flere leveår at lægge større skatteindbetalinger i. Jeg siger det ikke for at grave grøfter mellem mennesker eller for at markere, hvad der er gode eller dårlige folk eller beskæftigelser. Jeg mødte de sejeste mennesker dengang, jeg arbejdede fuldtid på en Shell-tank i København. Jeg har respekt for mennesker lige meget, hvordan de vælger at beskæftige sig. Jeg siger det, fordi samfundet har en interesse i, at det ikke er økonomi og ressourcer, der bliver afgørende for, hvordan og hvor længe vi vælger at uddanne os. Det kan ikke betale sig for samfundet at lægge hindringer i vejen for, at vi uddanner os lige så lang tid, det passer os. Faktisk er det i disse krisetider en kærkommen god forretning, hvis vi vælger at uddanne os i rigtig lang tid. Så meget desto underligere er det, at regeringen har bebudet en reform, hvis formål ikke bare er at få studerende hur-

tigere igennem uddannelsessystemet, men formentlig også i én eller anden form hvor SU’en reduceres. Hvordan modellerne for besparelser på SU’en ender med at se ud er forbeholdt Mogensen, Christiansen og resten af kommentariatet, som kan gætte i blinde. Det står til gengæld temmelig sikkert, at noget kommer til at ske. Selvom SU-diskussionen selvfølgelig er en del af uddannelsespolitikken, så er det også forkert socialpolitik. Når vi giver SU i Danmark, så er det ikke som almisser, tilskud eller et værktøj, der kan bruges til at regulere studerendes hastighed. Det er en investering i, at så mange mennesker som muligt får lejligheden til at studere, gøre noget ved lige præcis den karrierevej, som de ønsker, og på et tidspunkt blive et gode for velfærdssamfundet. Det skal nok komme, selvom der er krise for øjeblikket. So leave those kids alone.

Klumme

SU er god, social politik


Internationalt

38

Stockholm 2012 Internationalt samarbejde Bjørn Christensen, Medlem af Internationalt udvalg

Socialpolitisk Forenings internationale udvalg er også en dansk national­komité for International Council on Social Welfare (ICSW) – en verdens­organisation, som støtter social udvikling. Hvert andet år organiseres der internationale konferencer i samarbejde med IFSW (socialarbejdernes internationale organisation) og ICSSW (de sociale højskolers internationale organisation). I 2012 fandt konferencen sted i Stockholm, hvor ca. 2500 deltagere fra hele verden kom. Temaet for konferencen var Social Work and Social development – Action and Impact. En række forelæsninger, symposier og workshops dannede ramme om ivrige diskussioner om, hvordan man i fællesskab kunne afsætte sit fingeraftryk på den internationale udvikling i en tid præget af den internationale finanskrise. En krise, der har betydning for den sociale sektors og verdensbefolknings udviklingsmuligheder til at opretholde social beskyttelse og mindske uligheden i verden. Hovedteamet var, hvordan kan man omsætte en fælles global dagsorden, som var vedtaget i Hong Kong i 2010 til praksis, og som fører til indflydelse på den internationale udvikling med fokus på at påvirke de internationaler organisationer i FN regi. Men fokus var også, hvordan vi kan blive inspirerede til at påvirke de regionale politikker (EU) og de nationale politikker på det sociale område.

At være deltager i de store internationale sociale konferencer er en inspirerende oplevelse. Det var en unik oplevelse at høre og erfare nyt fra hele verden, at genkende fælles problematikker og få inspiration til nytækning og ny iscenesættelse af socialt arbejde gennem kontakt med socialarbejdere, undervisere og frivillige velfærdsleverandører. Næste konference finder sted i Melbourne, Australien i juli 2014. Glæd dig.

Politik- og organisationsudvikling I tilknytning til Verdenskonferencen afholder ICSW både sin europæiske og sin globale generalforsamling, hvor vi fra dansk side deltog. Her drøftes tiden som gik og den kommende tid. ICSW Europa afholder generalforsamling hvert år, men den globale organisation mødes kun hvert andet år. ICSW Europam, som er en juridisk selvstændig organisation med medlemmer fra en række europæiske lande, vedtog et nyt arbejdsprogram for de kommende fire år på konferencen. Der blev formuleret nye mål for organisationen: ƒƒ at bekæmpe fattigdom, især for de dårligst stillede mennesker, gennem en europæisk social og økonomisk udvikling. ƒƒ At arbejde for anerkendelse og realisering af fundamentale rettigheder til arbejde, indkomst, bolig, mad, uddannelse og sundhed.


39

Målene skal nås gennem: ƒƒ At styrke civilsamfundet i Europa. ƒƒ At påvirke nationale regeringer, europæiske institutioner og internationale NGO’er. ƒƒ ICSW Europas rolle er at indsamle viden og dele viden om den aktuelle situation i Europa. ICSWs organisatoriske mål er: ƒƒ At blive en netværksorganisation, som sikrer et samarbejde mellem lande om forskellige emner, så samarbejdet ikke kun er regionalt eller sprogbaseret men er møntet på en fælles interesse. ƒƒ At styrke organisationens indflydelse i de europæiske institutioner gennem konsultation og fælles læring. ƒƒ At stimulere medlemsorganisationerne til at blive aktive, deltage i fælles arrangementer på tværs af grænser og i aktiviteter på lokal, national basis. ƒƒ Målene nås gennem organisering af ekspertseminarer. Socialpolitisk Forening stod for et ekspertseminar om Working Poor i november 2012. ƒƒ Udarbejde socialpolitiske papirer på baggrund af seminarerne. ƒƒ Sætte fokus på Social Protection Floor i Europa ƒƒ Udvikle kapacitetsopbygnings seminarer for nye og gamle medlemmer. ƒƒ Benytte deltagelsen i Social Platform (EU’s platform for de frivillige organisationer i Europa) og i Europarådet til at udvikle nye strategier ƒƒ Fremme samarbejdet mellem nord og syd i ICSW.

ƒƒ Særlig fokus på at støtte samarbejdet omkring Sortehavet. ƒƒ Fælles europæisk konference – Ents­ act – sammen med andre europæiske organisationer.

Social Protection floor Social Protection floor var hovedtemaet på ICSW’s globale generalforsamling. ICSW medvirkede til at danne en koalition i FN regi om Social Protection Floor sammen med bl.a. ILO, WHO, verdensbanken, Verdens fødevareprogrammet og en række andre FN- institutioner samt andre internationale organisationer som f.eks. Red Barnet. Social Protection floor er et nyt initiativ, som skal støtte nationale initiativer gennem teknisk og økonomisk støtte, indsamle evidensbaseret viden og støtte kapacitetsbygning og træningsprogrammer i samarbejde med en række udvalgte universiteter. Initiativet er en følge af den globale finanskrise og dens indflydelse på FN- systemets arbejde. Arbejdet med at støtte og udvikle initiativet om social beskyttelse til alle lande gennem medlemsorganisationernes aktive arbejde er den primære opgave for ICSW i de kommende år.

Internationalt

ƒƒ At støtte arbejdet for lige muligheder, talefrihed, foreningsfrihed og modvirke diskrimination.


Lokalt

40

Generalforsamling i Socialpolitisk Forening Hovedstaden med forarrangement 14. april 2013, kl. 17.00-21.00

Før generalforsamlingen fortæller den nyudnævnte »børneombudsmand« Bente Mundt kl. 17.00 om tanker og perspektiver for det nye børneombud. Efter Bente Mundts oplæg serveres lidt mad, før vi går videre til årets generalforsamling. Mere information om, hvor vi afholder arrangementet følger på hjemmesiden www.socialpolitisk.dk

Bente Mundt

Generalforsamling i Socialpolitisk Forening Aarhus med efterfølgende arrangement 30. april 2013, kl. 17.30-18.30 og 19.00-21.30

Socialpolitisk Forening Aarhus, Dansk Socialrådgiverforening reg. Nord afholder efter generalforsamlingen et offentligt møde under temaet: RETSSIKKERHED og ORDENTLIGHED i kommunernes BØRNESAGSBEHANDLING? Folketinget har vedtaget en »Barnets reform« – men: Har de udsatte børn og deres pårørende fået den reform, de havde brug for? Er de presseomtalte børnesags-skandaler undtagelser fra en kommunal normalitet, hvor udsatte børn og deres pårørende får den hjælp, de har brug for? Eller står det generelt skidt til med retssikkerhed og ordentlighed i kommunernes arbejde med børnesager? Indledere: Bl.a. Bente Adolphsen, lektor cand.jur., VIAUC Aarhus. Mødet er endnu ikke færdigarrangeret – Se mere på Socialpolitisk Forenings hjemmeside

Bente Adolphsen


41

(ken) Den opmærksomme læser har sikkert allerede bemærket, at Social Politik har fået opfrisket sit grafiske layout. Desuden har vi i redaktionen af Social Politik genindført, at bladet fremover indeholder en klumme med en aktuel kommentar til et socialpolitisk emne, som et supplement til bladets temabaserede opbygning. Med det nye layout har vi forsøgt at opnå større genkendelighed mellem bladet og foreningen. Med klummen håber vi desuden at kunne tilføje bladet større nyhedsværdi. I udviklingen af Foreningens nye medie www.socialpolitik.dk, som tilbyder et tiltrængt socialpolitisk nyhedsoverblik, har tilstedeværelse i mediebilledet, nyhedsværdi og genkendelighed været centralt. Dette er en del af vores arbejde for at opnå synlighed og trænge igennem med Socialpolitisk Forenings budskaber. For lad det være sagt: Der er mange, der ønsker at sætte dagsordenen, også på det socialpolitiske område, så pladsen i medierne er knap, konkurrencen om midlerne skarp, og enkeltsagsorganisationerne står i kø for at rekruttere de unge som aktive for deres specifikke sag. I 2012 samlede Socialpolitisk Forening 15-20 ungdomsorganisationer i et nyt netværk, Ungdom.net, hvorved vi fornyede foreningens debatforum Kritisk Socialt Forum. Vi lod organisationerne, som spænder fra fagbevægelsens ungdoms- og studenterorganisationer til SIND og Ventilen, diskutere og be-

stemme dagsordenen for Kritisk Socialt Forum (med Socialpolitisk Forenings Line Askgaard for bordenden, tak Line!). Det kom der kampagnen og konferencen »Må vi be’ om lidt respekt!?« ud af med fokus på ungdomsarbejdsløsheden. Synlighedsmæssigt flot dækket af landsdækkende TV og aviser. www.ungdom.net videreføres i 2013. Socialpolitisk Forening er blevet fornyet i orange retning, men nej vi har ikke af den grund nærmet os Liberal Alliances politiske synspunkter. Vi arbejder fortsat på at generobre den socialpolitiske dagsorden (og den orange farve) bl.a. fra ensidige og vulgariserede argumenter og neoliberalistiske floskler. Det gør vi fremadrettet bl.a. også ved at tilbyde os dér, hvor de unge finder deres viden og inspiration … med en fastholden af en tværpolitisk vision/ideal om et samfund hvor fællesskab, lighed, solidaritet og medmenneskelighed – giver mening og værdi og hverken er et Orwellsk eller Kafkask regime. Venligst Sekretariatet, Allan Bærentzen

LandsForeningen

Fornyelse af


42

LandsForeningen

Husk Generalforsamlingen i Socialpolitisk Forening

Socialpolitisk Forening indkalder til generalforsamling Fredag 15. marts 2013, kl. 17.30 - 19.30 Kofoeds Skole, Nyrnberggade 1 2300 København S Dagsorden for generalforsamlingen 1. 2. 3. 4. 5. 6. 7.

Valg af dirigent Formalia og godkendelse af dagsorden Fremlæggeles af Landsstyrelsens beretning til godkendelse Fremlæggelse af beretninger fra internationalt udvalg og redaktionen for Social Politik Fremlæggelse af revideret årsregnskab for 2012 Indkomne forslag Præsentation og drøftelse af strategi for Socialpolitisk Forenings arbejde og socialpolitisk fokus / arbejdsplan for 2013-14 8. Behandling af budget for 2013 9. Valg af landsformand, 8 medlemmer af Landsstyrelse og 6 medlemmer af Socialpolitisk Råd 10. Valg af revisor 11. Eventuelt Efter generalforsamlingens afslutning byder foreningen på en let anretning/forfriskning. Tilmelding: Af hensyn til evt. afstemninger, antal stole og forplejning skal man registrere/ tilmelde sig generelforsamlingen senest onsdag d. 13/3 på post@socialpolitisk-forening.dk eller på tlf. 40 23 43 20. Alle individuelle og kollektive medlemmer kan stille forslag til behandling på generalforsamlingen. Forslaget skal være skriftligt og sendes til sekretariatet, hvor det skal være fremme senest fredag 1. marts 2013. Hvis du går og overvejer, om du vil være medlem af Landsstyrelsen eller Socialpolitisk Råd, så ring til os i landsekretariatet og hør hvad det indebærer. Telefon 40 23 43 20.



Debatmøde

Det sociale enzym

Forud for generalforsamlingen indbyder Socialpolitisk Forening til debatmøde kl. 15.00 - ca. 17.00 samme sted som ovenfor. Administrerende direktør i KAB, Jesper Nygård, vil holde et oplæg om »Det Sociale Enzym«. Det sociale enzym er tanker om et velfærdssamfund 2.0, hvor vi fastholder og udvikler et samfund i vækst og balance fyldt med mangfoldighed og velfærd. Et samfund, hvor vi fortsat passer på hinanden, og hvor vi alle tager et socialt ansvar. Det sociale enzym er den ny sammenhængskraft i vores velfærdssamfund. En sammenhængskraft, der bygger på individuelle initiativer, frivillighed, private investorer, etablerede ­organisationer og statens institutioner. For yderligere information se beskrivelsen, som kan hentes på www.socialpolitisk-forening.dk Debatarrangementet er åbent for alle, dog kræves tilmelding, senest onsdag d. 13/3, via: post@socialpolitisk-forening.dk eller tlf. 40 23 43 20.


43 SOCIALPOLITISK FORENINGS LEDELSE

Landsstyrelsen Annelise Murakami, Professionshøjskolen Metropol Birthe Povlsen, Dansk Socialrådgiverforening Lise Jordahn, Professionshøjskolen Metropol Louise Dülch Kristiansen, Dansk Socialrådgiverforening Mads Engholm, cand.scient.anth. Nina Særkjær Olsen, Kompetencecentret Vejle Ninna Hoegh, Projekt UDENFOR Preben Etwil, redaktionsudvalget for Social Politik Socialpolitisk Råd Landsstyrelsen, samt Carl Christensen (Nordjylland) Ejgil Aagaard (Fyn) Knud Olsen (Viborg)

Anja Sigvard Nielsen (Lolland og Falster) Ninna Leth (Sydvestjylland) Ove Lund (Hovedstaden) Viggo Jonasen (Aarhus) Bettina Post, Dansk Socialrådgiverforening Christian Sølyst, LO Hanne Thomsen, Missionen blandt Hjemløse Heiner Lützen Ank, Kirkens Korshær Jette Høy, FTF Lis Pedersen, BUPL Mandana Zarrehparvar Internationalt udvalg Annelise Murakami, formand Bjørn Christensen Joan Münch Kay Jokil Mandana Zarrehparvar Ole Hammer Ole Meldgaard

SOCIALPOLITISK FORENINGS LOKALAFDELINGER Socialpolitisk Forening Fyn Formand Ejgil Aagaard Ejgil.aagaard@gmail.com

Socialpolitisk Forening Sydvestjylland Formand Ninna Leth nl@cvu-vest.dk

Socialpolitisk Forening Hovedstaden Formand Ove Lund ovelund@raastof.dk

Socialpolitisk Forening Viborg Formand Knud Olsen knudoglydia@dlgtele.dk

Socialpolitisk Forening Lolland og Falster Formand Anja Sigvard Nielsen asn@boligsocial.dk

Socialpolitisk Forening Aarhus Formand Viggo Jonasen viggojonasen@gmail.com

Socialpolitisk Forening Nordjylland Formand Carl Christensen carl-eva@stofanet.dk

Hvad er Socialpolitisk Forening? Socialpolitisk Forening samler aktive mennesker, foreninger og organisationer på tværs af faggrænser og politiske skel, for at debattere aktuelle socialpolitiske spørgsmål. Som f.eks. stigende fattigdom blandt børn og voksne, øget arbejdsløshed, straf og resocialisering og børn og unges mistrivsel. Sammen søger vi at finde nye veje og løsninger på vitale samfundsproblemer.

LandsForeningen

Formand Robert Olsen, Kofoeds Skole


Kalender 2013 15. MAR

Debatarrangement og generalforsamling i Socialpolitisk Forening Kl. 15.00 - 17.00  Debatarrangement Kl. 17.30 - 19.30  Generalforsamling

Stat / Offentlig sektor

»På vej mod VELFÆRDSSAMFUNDET version 2.0. Her er en utraditionel tegning af velfærdssamfundet. En blandingsøkonomi med en stærk offentlig sektor i samspil med marked og civilsamfund. I midten ses det sociale enzym, som er den energi, der efter min opfattelse helt sikkert kan løse langt større opgaver, end vi tror.«

Civilsamfund Det sociale enzym

Marked

– Jesper Nygård, administrerende direktør i KAB

14. apr

For mere information og tilmelding se foreningssiderne og www.socialpolitisk-forening.dk

Generalforsamling i Socialpolitisk Forening Hovedstaden Med forarrangement med den nyudnævnte »børneombudsformand« Bente Mundt (se lokalside) Kl. 17.00 - 21.00 Opdateret information følger på www.socialpolitisk.dk

30. apr

Generalforsamling i Socialpolitisk Forening Aarhus med efterfølgende arrangement under temaet »Retssikkerhed og ordentlighed i kommunernes børnesagsbehandling?« (se lokalside) Kl. 17.30 - 18.30  Generalforsamling Kl. 19.00 - 21.30  Debatarrangement Opdateret information følger på www.socialpolitisk-forening.dk

Socialpolitisk Forening har taget hul på et nyt medie i den socialpolitiske debat. Fremover kan du få dit aktuelle social­ politiske indblik og overblik samlet på een hjemmeside:

www.socialpolitik.dk

Social Politik  

Rehabilitering, nr. 1 2013.

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you