Issuu on Google+

Tidsskrift for Socialpolitisk Forening

Nr. 3 / 2013

TEMA

Kommunen som socialpolitisk aktør


Indholdsfortegnelse

Tidsskrift for Socialpolitisk Forening

TEMA

Kommunen som socialpolitisk aktør

Nina Særkjær Olsen og Matilde Høybye-Mortensen: Formand: Robert Olsen Landssekretær: Allan Bærentzen Social Politik udkommer seks gange årligt og sendes automatisk til alle medlemmer og abonnenter Redaktion: Matilde Høybye-Mortensen (ansv.) Se øvrige bagest i bladet. Dette nummer er redigeret af: Nina Særkjær Olsen og Mathilde Høybye-Mortensen Redaktionssekretær: Christina Wille og Allan Bærentzen ISSN 0905-8176 ISSN 2245-8905 (online) Artikler fra Social Politik kan citeres med tydelig kildeangivelse. Redaktionen gør opmærksom på, at artikler i Social Politik ikke nødvendigvis dækker redaktionens eller Socialpolitisk Forenings synspunkter. Socialpolitisk Forening Strandgade 6, st. 1401 København K Tlf.: 40 23 43 20 (dagligt 10 -15) www.socialpolitisk-forening.dk post@socialpolitisk-forening.dk Merkur Bank: 8401 1107640

Kommunen som socialpolitisk aktør.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3 Roger Buch:

Har kommunerne råd og råderum til socialpolitik frem mod 2020?. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 5 Anette Laigaard:

Socialpolitik kræver prioritering. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 11 Lis Ravn Ebbesen:

Kommunerne kan godt!.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 16 Matilde Høybye-Mortensen:

Kvalitetsstandarder er socialpolitik. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 21 Elsebeth Kirk Muff og Inger Marie Vynne:

Kommunen som socialpolitisk aktør anno 2013.. . . . . . . 25 Klumme Jacob Mark:

De sociale racister.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 30 Internationalt Henning Hansen:

Working Poor – In work poverty. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 31 Lokalforeninger Offentligt møde om kontanthjælpsreform.. . . . . . . . . . . . . 34 Landsforeningen Social Politiks tema-redaktører udvider debatten. . . . . . 34 Nyt medlemssystem og kontingentopkrævning.. . . . . . . 34 Tryk: Eks-Skolens Trykkeri ApS


3

Kommunen som socialpolitisk aktør – inspiration til efterårets kommunalvalg Af Nina Særkjær Olsen og Matilde Høybye-Mortensen

Kommunerne har ansvaret for at levere en stor del af landets velfærdsservices, og de er derfor selvsagt vigtige socialpolitiske aktører. Vi har kommunalt selvstyre – men når noget går galt, skælder ministrene ud på kommunerne. I dette nummer af Social Politik sætter vi fokus på kommunernes rolle i socialpolitikken. Er det muligt at drive selvstændig kommunal socialpolitik på trods af national lovgivning og regler for bloktilskud og refusion? Og hvordan udmønter kommunerne i så fald deres sociale politikker? Vi håber med dette nummer at få den kommunale socialpolitik på dagsordnen, så socialpolitik bliver en vigtig del af valgkampen for både kommunalpolitikere og vælgere ved kommunalvalget d. 19. november. Social Politik indledes i dette temanummer med en artikel af Roger Buch, forskningschef på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. I artiklen diskuteres, hvorvidt kommunerne reelt har råd til at udnytte deres råderum på det socialpolitiske område. Han peger på tre forhold, der vækker bekymring for socialpolitikken fremadrettet: Der er økonomisk krise, har vi råd til socialpolitik? Vil der blive givet en tilstrækkelig og kvalitativ god indsats, nu hvor krisen har skabt større behov for social indsats? Og bygger landspolitikken grundlæggende på korrekte analyser af sociale problemer? Anette Laigaard, administrerende direktør i Københavns Kommunes Socialforvaltning tegner et billede af, hvordan kommunen aktivt kan spille en nytænkende socialpolitisk rolle. Omdrejningspunktet er et skift fra, at socialområdet tidligere er blevet opfattet som for komplekst til, at det var muligt at prioritere i opgaveløsningen, til et nyt perspektiv, hvor vi ikke længere stiller os tilfredse med eksisterende løsninger. Kommunens svar herpå er netop, at prioritering er nødvendig – og i en sådan prioritering bliver fokus på effekt og innovation afgørende elementer, hvilket Anette Laigaard i artiklen giver en række eksempler på udmøntning af i praksis. Lis Ravn Ebbesen, medlem af kommunalbestyrelsen i Kolding Kommune, viser, at der er masser af muligheder for lokal socialpolitisk handling. Artiklen handler om aktiviteter i Kolding Kommune i forhold til


4 udsatte børn og unge og ældre. Lis argumenterer for, at lovgivning ikke i sig selv skaber et godt liv for borgerne. Det gør derimod en sammenhængende lokalpolitik, hvor kommunerne finder lokale løsninger i samspil med frivillige foreninger til gavn for borgerne. Matilde Høybye-Mortensen, forsker ved KORA, giver et indblik i kommunernes meget aktive rolle som socialpolitiske aktører i fastsættelsen af kommunale kvalitetsstandarder i velfærdsservices. Ud fra egen og anden forskning sætter hun fokus på, hvordan kommunerne agerer dybt politisk, når der fastsættes kvalitetsstandarder eksempelvis indenfor ældresektoren, der efterfølgende bliver brugt i afgørelser til at fratage ældre hjælp i hjemmet. I artiklen stilles spørgsmålet: Ved borgerne og politikerne hvor stor betydning fastsættelse af kvalitetsstandarder har i udmøntningen af velfærden? Vicedirektør i Social Udviklingscenter SUS, Elsebeth Kirk Muff og Vicekommunaldirektør i Gribskov Kommune, Inger Marie Vynne, beskriver, hvordan organisationerne i samarbejde har udviklet Gribskov Kommunes sociale indsatser ved nye samarbejdsformer med civilsamfundet og erhvervslivet. Kommunen har derved udviklet nye løsninger af velfærdsopgaver – løsninger, der dog ikke er fri for dilemmaer set i forhold til at inddrage civilsamfundsorganisationer i kommunale sociale indsatser. God læselyst og god socialpolitisk valgkamp.


5

Har kommunerne råd og råderum til socialpolitik frem mod 2020? Der er ikke meget ved at have råderum, hvis man ikke har råd til at udnytte det. Danske kommuner har et stort råderum på alle politikområder, og derfor også til socialpolitikken, men inden råderummet diskuteres, er det vigtigt at stille spørgsmålet: er der råd til at udnytte råderummet? Af Roger Buch

Kommunerne har siden efteråret 2010 taget en stor økonomisk opbremsning på grund af den økonomiske krise. For staten har krisen derimod stort set ikke haft konsekvenser, fordi staten har mulighed for at låne sig frem, hvilket regeringerne har gjort i stor stil, som det ses i tabel 1. Kommunerne har omvendt været tvunget til store Tabel 1 Statens over/underskud samt gæld i stat, regioner og kommuner. 2003-2013. Mia. kr. 2007 Statens over/underskud

2008

2009

2010

2011

2012

85,8

65,2

-33,6

-44,6

-36,4

-71,5

338,4

244,0

301,8

370,6

400,9

445,6

Regionernes gæld

14,4

20,9

21,2

20,5

20,1

19,0

Kommunernes gæld

78,7

81,0

82,6

83,9

83,4

82,5

Statens gæld

Kilde: Statens over-/underskud: Finansministeriet »Økonomisk redegørelse« december 2011 og 2012. Gæld: Beregninger ud fra Danmarks Statistik, Statistikbanken: Staten: DNSOSB; Regioner: REGR65; Kommuner: REGK65. Månedstal/kvartalstal omregnet til gennemsnitligt årstal. Alle tal omregnet til faste 2012 priser.

besparelser. Som det ses i tabel 2 har krisen ikke betydet noget for regionernes aktivitetsniveau målt på antal ansatte. I staten er der faktisk sket en stigning i antallet af ansatte. I kommunerne har krisen derimod

Staten låner, kommunerne sparer


6 haft en markant betydning. Kommunerne øgede i de første år under krisen antallet af ansatte, men har i 2011 og 2012 reduceret med cirka 23.000 fuldtidsstillinger. Tabel 2 Antal offentlige ansatte i stat, regioner og kommuner, samt de tre sektorers andele af samtlige ansatte. 2005-2012

Andel

Antal

2005

2006

2007

2008

2009

2010

2011

2012

Stat

153.000 157.250 170.700 173.525 178.250 182.600 183.000 182.267

Regioner

165.325 166.325 118.425 119.300 123.575 124.950 122.800 122.100

Kommuner

410.150 408.950 439.000 447.175 461.025 466.225 452.400 443.233

I alt

728.475 732.525 728.125 740.000 762.850 773.775 758.200 747.600

Stat

21,0

21,5

23,4

23,5

23,4

23,6

24,1

24,4

Regioner

22,7

22,7

16,3

16,1

16,2

16,1

16,2

16,3

Kommuner

56,3

55,8

60,3

60,4

60,4

60,3

59,7

59,3

100,0

100,0

100,0

100,0

100,0

100,0

100,0

100,0

I alt

Kilde: Beregninger ud fra Danmarks Statistik, Statistikbanken: OFFBESK2. Kvartalstal omregnet til gennemsnitligt årstal.

Kommunerne har modsat den offent­ lige forståelse styr på økonomien

Nye indsatser finansieres af besparelser –

Den forskellige udvikling for kommuner og stat står i direkte modstrid med den offentlige debat om kommunerne, hvor det er lykkedes skiftende regeringer at tegne et billede af kommunerne som økonomisk uansvarlige og som nogen, der ikke har styr på deres økonomi. Sandheden er, at kommunerne – hver eneste af de før 275 og nu 98 kommuner – har fuldstændig styr på deres økonomi. Hvert eneste år er der, i hver eneste kommune, balance mellem udgifter og indtægter, og det vel at mærke uden at låntagning er med til at skabe balance. Konsekvensen af deres minutiøse økonomistyring er, at kommunerne i en lavkonjunktur får dårligere økonomi og færre medarbejdere samtidig med, at de sociale opgaver vokser. Et simpelt mål for det sidste er antal borgere på kontanthjælp, som siden 2008 er gået fra 122.000 til 172.000. Selv om der er refusionsordninger, som friholder kommunerne fra de største dele af udgifterne til kontanthjælp, vil der være afledte udgifter, som kommunerne selv må finansiere. Det er en alvorlig økonomisk udfordring, da enhver indsats ud over dem som finansieres af staten, må findes gennem besparelser på andre områder. Det har der i stort omfang været brug for, da der siden 2007 har været stigninger i de sociale udgifter, eksempelvis inden for de specialiserede områder (tabel 3). Stigningen på først fire mia. kr. fra 2007-2010


7 og dernæst et fald på 2,4 mia. (5,1 pct.) på et enkelt år viser med al tydelighed det socialpolitiske råderum. Men udviklingen viser efter alt at dømme også med lige så stor tydelighed, at behovet for økonomisk opbremsning har svækket faglige hensyn og kvaliteten – det er vanskeligt at forestille sig, at de faldende udgifter fra 2010 til 2011 er sket med fastholdelse af tilbud til alle med behov, og fastholdelse af den faglige kvalitet i tilbuddet til hver enkelt borger.

– og gennem svækkelse af kvali­ tet og faglighed

Tabel 3 Udgifterne til det specialiserede socialområde og segregeret special­undervisning 2002-2011. Mia. kr., 2013-priser 2002 2003 2004 2005 2006 2007 2008 2009 2010 2011 Specialiserede socialområder Segregeret specialundervisning

38,9

39,3

39,9

40,9

42,2

42,7

45,1

46,9

46,7

44,3

3,5

3,7

3,8

4,0

4,2

4,3

4,9

5,4

5,8

5,8

Kilde: Økonomi- og Indenrigsministeriet 2013: »Evalueringen af kommunalreformen«, side 146.

Med kommunalreformen i 2007 overtog kommunerne en række opgaver: Det fulde ansvar for tilbud til sindslidende, alkohol- og stofmisbrugsbehandling; det fulde ansvar for socialområdet, hvor arbejdsdelingen tidligere var, at amterne havde ansvar for de specielle tilbud, mens kommunerne tog sig af almindelige tilbud; samt med enkelte undtagelser det fulde ansvar for specialundervisningsområdet. Kommunerne havde inden for disse områder en række opgaver, som de skulle overtage, samt andre opgaver, som de kunne vælge at overtage. Som det ses i tabel 4, valgte kommunerne i stort omfang i årene efter reformen at overtage disse sidste kan-opgaver/institutioner fra regionerne. Der findes ingen oversigter over kommunernes pladser på de områder, som ses i tabel 2, men det må formodes, at det samlede antal pladser i regioner og kommuner er faldet – især fra 2011, jf. bl.a. tabel 3. Kommunalreformen med nye opgaver og flere medarbejdere i kommunerne har øget kommunernes i forvejen store socialpolitiske råderum, fordi de nu kan prioritere inden for de områder, de har overtaget fra amterne, og flytte penge og medarbejdere internt mellem disse områder, samt mellem de nye områder og gamle kommunale socialpolitiske områder. Selvom kommunerne selvfølgelig fungerer i lov-rammer fra Folketing og regering, og disse rammer nogle gange er både præcise og snævre, er der formentlig ingen kommuner i verden, som har større socialpolitisk råderum end de danske.

Kommunal over­ tagelse af opgaver/ institutioner

Stort kommunalt råderum


8 Tabel 4 Regionernes samlede antal normerede pladser på børne-, ungeog voksenområdet 2007-2012 2007 Dagtilbud, børn og unge (§32 og §36) Døgninstitution, børn og unge (§67) – døgnpladser – dagpladser Sikrede pladser Børn og unge i alt Beskyttet beskæftigelse (§103) Aktivitets- og samværs­ tilbud (§104) Midlertidige botilbud (§107) Længerevarende botilbud (§108) Kvindekrisecentre (§109) Forsorgshjem (§110) Stofmisbrug (§101)

2008

2009

2010

2011

2012

2007-2012

169

163

147

147

155

138

-18

696 94 100

694 106 105

721 112 108

733 112 115

734 126 137

638 127 128

-8 35 28

1.059

1.068

1.088

1.107

1.152

1.031

-3

666

518

516

340

305

287

-57

1.607

1.512

1.359

1.259

1.238

1.016

-37

473

479

474

452

326

304

-36

2.762

2.439

2.258

2.012

1.874

1.842

-33

40

40

40

33

33

33

-18

280

270

161

149

163

166

-41

177

177

151

121

89

0

-100

Voksne i alt

6.005

5.435

4.959

4.366

4.028

3.648

-39

Pladser i alt

7.064

6.503

6.045

5.473

5.180

4.679

-34

Kilde: Økonomi- og Indenrigsministeriet 2013: »Evalueringen af kommunalreformen«, side 158.

Frem mod 2020 Tre forhold må vække bekymring for socialpolitikken frem mod 2020. Først og fremmest om der er råd til socialpolitik? Den økonomiske krise har bidt sig fast, og der er ingen tegn på økonomisk fremgang: Arbejdsløsheden har siden 2009 ligget næsten fuldstændigt konstant på 160.000. Beskæftigelsen er siden 2008 faldet med 160.000 og falder fortsat. I 2012 faldt beskæftigelsen med næsten 15.000 fuldtidsstillinger på trods af, at regeringen »holder hånden under beskæftigelsen«. Danmark havde i 2012 tilbagegang i den samlede samfundsøkonomi – et minus på 0,5 pct. i BNP. Forventninger til 2013 og de kommende år må også være negative: I foråret 2013 er erhvervslivets forventninger til fremtiden de dårligste siden 2009 ifølge Danmarks Statistisk. Nøgletal fra de europæiske lande peger imod lavvækst eller måske ligefrem re-


9 cession – senest også i Tyskland, Danmarks største eksportdestination, hvilket rejser dystre økonomiske fremtidsperspektiver. En samfundsøkonomi, som er gået i stå og ikke ser ud til at komme i gang, er lig med en offentlig – og især kommunal – økonomi, som vil blive yderst anstrengt. I forbindelse med vækstpakken i foråret 2013 sænkede regeringen planerne for det offentlige forbrug, så det i 2014 skulle blive på 0,4 pct. stigende til 0,7 pct. i 2017. Som det ses i figur 1, er det en historisk lav vækst. Samtidig må der forventes flere opgaver inden for social-, sundheds- og ældreområderne. Endnu mere bekymrende er det, at regeringens prognoser er det bedst mulige scenarie. Mange økonomiske nøgletal tyder på, at samfundsøkonomien bliver dårligere end regeringen forudsætter. Sker dette, vil der ikke blive plads til det planlagte offentlige forbrug. Det vil især ramme hårdt i kommunerne. Konklusion er, at der ikke er meget ved et kommunalt råderum, hvis der generelt ikke er råd.

Er der råd til socialpolitik?

Ikke kommunalt råderum uden midler

Figur 1 Årlig realvækst i det offentlige forbrug 1980-2020 2,0

2,0 1,5

1,9

1,2

1,0

Basis 0,6

0,5 0,0

Reform 0,8

0,2 1980-89

1990-99

2000-09

2010-13

2014-20

2014-20

Kilde: Finansministeriet 2012: »Danmark i arbejde. Udfordringer for dansk økonomi mod 2020«, side 57.

Den fortsatte økonomiske krise rejser en anden bekymring for, om der vil blive givet en tilstrækkelig og kvalitativ god indsats, fordi krisen netop har skabt større behov for social indsats. Alene 50.000 flere på kontanthjælp er en stor socialpolitisk opgave. 160.000 arbejdsløse vil også give flere sociale problemer i familierne. Da kommunerne ikke kan køre med underskud og låntagning, må øget social indsats nødvendigvis komme fra besparelser på andre områder (skoler, ældre, børnepasning) eller ved at spare på andre sociale områder. Den omprioritering kan kommunerne uden tvivl løse på grund af deres store politiske råderum, men bekymringen må være, om alle borgere med behov får hjælp, og om hjælpen har tilstrækkelig kvalitet. Er de mange pladser, som er nedlagt i regionerne (tabel 4), eksempelvis blevet afløst af tilsvarende pladser

Kan alle med behov hjælpes, når kommunerne tvinges til om­ prioriteringer?


10

Bygger lovgiv­ ning på korrekte analyser af sociale problemer?

Incitamentspolitik uden effekt

Reformerne leder til dybe sociale problemer

eller kvalitativt tilsvarende tilbud i kommunerne? Der er ikke meget ved et kommunalt socialpolitisk råderum, hvis der ikke er råd til god kvalitet. Kvaliteten af socialpolitikken afhænger imidlertid ikke kun af kommunerne, men også af de lovgivningsmæssige rammer fra regering og Folketing. Den tredje bekymring er, om landspolitikken grundlæggende bygger på korrekte analyser af sociale problemer. Et eksempel skal fremhæves: arbejdsmarkeds- og aktiveringspolitikken. Den politiske analyse af arbejdsløshed og kontanthjælp er præget af et fokus på udbuddet af arbejdskraft, både (1) at øget udbud af arbejdskraft er en primær målsætning (øget pensionsalder, afskaffelse af efterløn, krav om aktiv jobsøgning osv.) og (2) at problemet især skyldes udbudssiden (for høje ydelser svækker incitamentet til at gå fra kontanthjælp til arbejde, for lang dagpengeperiode svækker incitamentet til at finde arbejde osv.). Analysen kan symbolsk koges ned til Fattig-Carina og Dovne-Robert: For gavmilde ordninger, for få krav, forkerte incitamenter og for dovne borgere er årsagerne til, at borgerne er på dagpenge og kontanthjælp. Tankegangen præger de seneste års reformer: tilbagetrækningsreform, dagpengereform, kontanthjælpsreform osv. Problemet med analysen er, at den ikke kan forklare de seneste 5 års udvikling: 100.000 flere arbejdsløse og 50.000 flere på kontanthjælp. Hverken krav eller incitamenter i forhold til arbejdsløse eller kontanthjælpsmodtagere, tilbagetrækningsalder eller andre love er slækket i perioden 2008-2013, som kunne forklare udviklingen. Sagt firkantet er der intet der tyder på, at der er blevet flere Dovne-Robert’er eller FattigCarina’er i de senere år. Årsagen til udviklingen er ikke udbudssiden, men derimod manglen på efterspørgslen: Ledige jobs. Siden krisens start har private virksomheder fyret medarbejdere og siden 2010 fulgte kommunerne trop. Fortsætter lavkonjunkturen er arbejdsmarkeds- og aktiveringspolitikken formentlig virkningsløs og dele af reformerne vil forværre de sociale problemer. Afskaffelsen af efterløn og øget pensionsalder er eksempelvis en politik, der i en lavkonjunktur direkte skaber ungdomsarbejdsløshed. Hvis krisen bliver lige så lang som den seneste store krise, der begyndte i starten af 1970’erne og først klingede af mod slutningen af 1990’erne, er den nuværende politik potentielt katastrofal og vil skabe dybe og langvarige sociale problemer og fattigdom – ikke mindst blandt unge. Der er heller ikke meget ved at have et kommunalt socialpolitisk råderum, hvis de lovgivningsmæssige rammer bygger på forkerte kausalteorier og urealistiske antagelser. Roger Buch er ph.d. cand.scient.pol. og er forskningschef på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, hvor han bl.a. underviser og forsker i kommunalpolitik.


11

Socialpolitik kræver prioritering Før i tiden sagde man, at socialområdet var for komplekst til, at man kunne prioritere. Sådan er det ikke i dag. Vi accepterer ikke længere, at vi ikke ved, hvad der virker, og vi stiller os ikke længere tilfreds med de eksisterende løsninger. Af Anette Laigaard

Jeg tænker indimellem socialsektoren som et maskinrum. Med sine små, store, dag-, nat- og døgntilbud til børn, unge og voksne med eller uden handicap, misbrug og/eller sindslidelser, er maskinrummet et virvar af rør, haner og knapper. Det hele hænger sammen. Skruer man på én knap for at forhindre overtryk et sted, påvirker det temperatur, tryk og gennemstrømning i resten af maskinen. Det sociale maskinrum adskiller sig med sin kompleksitet fra andre store kommunale sektorer – f.eks. ældre-, skole- og daginstitutionssektorerne. Deres maskiner har ganske vist store hovedhaner, der er tunge at dreje, men hanerne er få, og når først de er indstillet rigtigt, kører maskinen taktfast derud af. De senere år er kravene til socialområdet vokset. Eller for nu at blive i billedet – forventningerne til hvad maskinen kan præstere, stiger, mens brændstofmængden falder. Det er der overordnet to mulige løsninger på: Vi kan blive bedre til at fintune og smøre maskinen, så den producerer bedre, eller vi kan bygge den om, så den giver os nye produkter. Sagt på en anden måde: Hovedparadigmerne i den moderne kommunale virkelighed kan bedst illustreres indenfor to spor: Effekt og Innovation. I Københavns kommune følger vi begge spor. Vi har på den ene side indført en række mekanismer, som giver os en ekstremt præcis forståelse for, hvad der sker, når man drejer på maskinens forskellige knapper. Samtidig har vi på en lang række områder sat os for at finde nye og bedre løsninger – eller produkter om man vil.

Effekt Den kommunale socialsektor har siden sidste kommunalreform udviklet sig voldsomt. Det at have et så omfattende ansvar for behandlingstilbud

Det sociale maskin­ rum adskiller sig med sin komplek­ sitet fra andre store kommunale sektorer

Den kommunale virkelighed kan illustreres indenfor to spor: Effekt og Innovation


12

Der er meget langt til, at viden om evidens hører hverdagens beslutninger til

En række styrings­ værktøjer i søen

Medarbejderne har svært ved at se meningen

Uden prioriterede mål er det van­ skeligt at sætte retningen for orga­ nisationen

og ydelser til borgere, har sat skub i udviklingen af evidens og effektbaserede indsatser. Der er meget langt til, at viden om evidens hører hverdagens beslutninger til. Det er heller ikke et must, men det er derimod vigtigt, at vi kender til effekt, at vi ved, hvad der virker, og at vi tilrettelægger vores praksis ud fra den viden. Det er for mig at se også forudsætningen for, at Socialforvaltningens arbejde bliver respekteret – og dermed virkelig prioriteret politisk – at vi er i stand til at arbejde videnbaseret. Det er ikke nok, at vi skaber viden og overblik på de hårde data såsom budgetterne, sygefraværet, medicinudleveringen og magtanvendelsen. Det skal vi selvfølgelig, men der skal mere til. Udvikling bygger på viden, og jeg tror, at det er afgørende, at vi finder gode, enkle værktøjer, der sikrer, at vi kan følge med i, at borgerne udvikler sig. Det giver energi og det løfter faglighed, når man som pædagog på et bosted eller sagsbehandler på et myndighedskontor kan følge med i, hvordan behandlingen lykkes, og samtidig har fokus på, hvad vi kan lære af det. I min forvaltning har vi henover de seneste år sat en række styringsværktøjer i søen, som alle skal bidrage til at sætte os bedre i stand til at arbejde videnbaseret. Det er en hård omgang rundt omkring på tilbud, institutioner, centre m.m. Det er bl.a. et nyt journalsystem, der sikrer hurtig og nem kommunikation og godt overblik. Det er et udredningsværktøj (VUM), der sikrer, at borgerens behov er identificeret og dermed kan matches med de rette ressourcer. Endelig er der indført et forandringskompas, et dialogværktøj til systematisk at støtte op om borgerens udvikling og samtidig et værktøj, der kan aggregere data. Således får vi som organisation mere viden om effekt af de indsatser, der foretages. Nogle steder har indførelsen af disse nyskabelser også været FOR hård. Det giver et massivt arbejdspres til tider kombineret med en følelse hos nogle af, at det mere handler om kontrol end om vidensudvikling. Kort sagt, medarbejderne har svært ved at se meningen. Vi er for tiden ved at give de forskellige værktøjer et grundigt eftersyn for at identificere, hvordan vi kan sikre, at ambitionen om kvalitetsudvikling, der er grundlaget for at igangsætte de store projekter, også kan mærkes hos de medarbejdere og i sidste ende brugere, der skal profitere af det nye.

Pejlemærkerne Et andet vigtigt værktøj i Socialforvaltningens effektarbejde er vores politisk besluttede pejlemærker. Uden prioriterede mål er det vanskeligt at sætte retningen for organisationen – og retning er der brug for i en kompleks hverdag. Det er en politisk opgave at prioritere de overordnede mål, og så er det min opgave at sikre nedbrydning til delmål, der kan håndteres i de målgruppestrategier, der er rettesnor for forvaltningens arbejde.


13 I Københavns Kommune har vi i denne valgperiode arbejdet med nedenstående ti pejlemærker. Baseline pr. 1. januar 2010 blev sat ved 5, altså midt på progressionslinien, og målet er at nå op imod de ti indenfor den 4-årige valgperiode, der udløber med udgangen af 2013. Som nedenstående illustrerer, er der bestemt ikke nogen mulighed for, at vi når i land, dvs. kommer op på alle ti mål. Hvis vi havde gjort det, vil jeg nok også mene, at man politisk ikke havde været tilstrækkelig ambitiøs. Opgaven skal være svær. Til tider har denne været for svær, men det har vi så lært af og viden om årsagerne til det, er et godt grundlag for den videre prioritering.

Innovation Samtidig med at effektdagsordenen stiller nye krav til styring og prioriteringer, er der også en anden tendens, som går i retning af større frihedsgrader til socialarbejderen. Den manifesterer sig blandt andet i den tillidsdagsorden, som fylder rigtig meget her i København. Nogen taler om den alene med effektiviseringsbriller på – det er tilliden, der skal sætte os i stand til at levere mere service for de samme penge. I Socialforvaltningen i København har vi igangsat en tillidsreform, hvor et af flere vigtige omdrejningspunkter er at skabe tid og rum til at udfolde

Ti pejlemærker

Opgaven skal være svær

Tillidsdagsorden


14 Viden fra praksis, bruges i udvikling af innovative løs­ ninger

Sindslidende kan bruge deres mo­ biltelefon til at få overblik over deres handlingsplan

Mulighed for merværdi ved tilførsel af viden og dokumentation

Vi skal sikre, at den viden vi høster, sættes fri og raf­ fineres ved dialog

den lokale faglighed og sikre, at den viden, der kommer fra praksis, bliver brugt i udviklingen af nye innovative løsninger. Innovation giver mulighed for at skabe nye veje i udviklingen af en kerneydelse, hvad enten det drejer sig om myndighedsopgaver eller serviceopgaver i videste forstand. De innovative løsninger skal bl.a. vise vejen frem mod de bedre fungerende lokalsamfund, hvor samarbejde fungerer på tværs af sektorer, og hvor en god dialog og tidlig indsats sikrer mestring af eget liv i videst muligt omfang. Dermed skabes også mulighed for mere tid til kerneydelsen, altså det kvalificerede sociale arbejde tæt på borgeren, der hvor der er størst behov. Et eksempel på teknologisk udvikling i den retning af app’en »Min VEJ« (mobiltelefonprogram, red.), der er udviklet via et forskningsprojekt i Socialforvaltningen. Borgere med sindslidelse kan ved hjælp af deres mobiltelefon skabe overblik over deres handlingsplan, når symptomerne er på vej. Indlæggelser kan forebygges, maksimalt ansvar for recovery bliver hos borgeren. Via app’en involveres relevant netværk af både professionel og privat karakter hurtigt og kan støtte op med den koordinerede indsats. De innovative muligheder for medarbejderne vil vokse samtidig med udviklingen af nye tabletløsninger (programmer til minicomputere, red.), så information og kommunikation til stadighed bliver nemmere. Jeg ser meget frem til, at forsøgene med talegengivelse virker ordentligt, så medarbejderne ikke skal bruge så meget tid foran pc’en, og i højere grad kan koncentrere energien omkring indhold frem for formalia.

Dialog er basis for innovation Pejlemærker, forandringskompas, VUM, app’s og talegengivelse – det kan lyde teknisk og er det nogle gange også, men det er jo netop her, at udfordringen ligger. Vi kan jo køre målingerne helt ud i vildt teknokrati. Det skal vi naturligvis undgå. Vi skal i stedet bestræbe os på at lande lige præcis der, hvor socialpolitiske prioriteringer kan profitere af, at socialfagligheden er andet og mere end det, den var engang, nemlig professionernes kamp om, hvad de hver især syntes var det vigtigste – nogle gange med alvorlig suboptimering til følge. I dag har vi muligheder for at skabe merværdi ved at tilføre viden og dokumentation, der sikrer, at vi såvel socialfagligt som socialpolitisk kan levere en samlet kvalitet, der er grund til at være stolt af. Helt afgørende er det dog, at vi formår at sikre, at den viden, som vi kan generere ud af praksis og den viden, der kan komme af at være eksperimenterende og innovativ i mødet med borgeren, bliver samlet op og brugt. At vi rammer den rette balance mellem programmer og teorier og praksisbaseret viden. Vi skal sikre, at den viden, vi høster, sættes fri og raffineres ved dialog. Først og fremmest naturligvis dialog med borgeren, men dernæst dialog om borgeren med samarbejdsparterne, således at der skabes den


15 nødvendige tværgående tænkning og dermed sammenhæng omkring borger og familie. Det er afgørende for succes, at vi tør prioritere den rette indsats på det rette tidspunkt til de rette borgere. Det er og vil altid være en spændende socialpolitisk udfordring.

Balancen er et must – og fundamentet for prioritering Min pointe er, at hovedparadigmerne effekt og innovation skal tænkes som nødvendige – og gensidigt afhængige - elementer i at kunne prioritere socialpolitisk. Dermed er det vigtigt, at man kan jonglere med at folde begge begreber ud. De nye socialfaglige veje har overskrifter som co-creation eller samskabelse, altså det, at vi tænker langt mere på tværs mellem sektorer og mellem professioner og skaber nye roller og nye løsninger ud fra viden om, hvad der kan skabe forandringer i nogle af de komplekse socialpolitiske arenaer. Jeg har arbejdet med at udføre socialpolitisk trufne beslutninger i kommunerne i rigtig mange år. Tidligere sagde vi ofte, at det var så kompleks en verden, at det var umuligt at prioritere ordentligt, og at det ikke kunne lade sig gøre at holde en retning og styre økonomien. Sådan er det ikke længere, fordi vi ved en masse om, hvad der virker og dermed, hvad der skal til for at lykkes. Jeg tænker på, hvordan jeg tidligere har måttet lægge beslutninger op til politisk behandling om at skære på handicapområdet, fordi børneområdets økonomi voksede vildt, eller skære på psykiatriområdet fordi udgifterne til misbrugsbehandling pludselig voksede i 4. kvartal. Det ser heldigvis anderledes ud i dag. Det skyldes blandt andet, at vi kan bruge vores viden om, hvad der virker og hvad det koster, til at skabe det overblik der er grundlaget for, at vi kan have en høj grad af budgetsikkerhed. Den styring må vi aldrig slippe igen. Det er forudsætningen for en ordentlig kvalitet og for en socialpolitisk brugbar prioritering, at vi ved, hvad pengene bruges til, hvor de mangler mest og at vi har en mulighed for at påpege, hvor der bør kanaliseres midler hen. Det er også en forudsætning, at vi er i stand til at komme med nye og innovative løsninger, bringe vores viden i spil, så vi sikrer, at vi hele tiden skaber bedre kvalitet i indsatserne – også uden at budgetterne vokser. At der aldrig er penge nok i socialsektoren, det tror jeg er et vilkår, men det gør det bare endnu mere nødvendigt, at vi kan tænke nyt og at vi sikrer det vidensgrundlag, der skal til, for man politisk kan vurdere, hvordan man vil prioritere de midler, der er, samt hvilke incitamentsstrukturer, der skal i spil for at tilskynde at nå bestemte socialpolitiske mål. Alternativet – ingen prioritering – kan ingen være tjent med. Anette Laigaard er Administrerende Direktør i Københavns Kommunes Socialforvaltning.

Effekt og innova­ tion skal tænkes som nødvendige og gensidigt af­ hængige elementer i at kunne priori­ tere socialpolitisk

Vi ved en masse om, hvad der virker og dermed hvad der skal til for at lykkes


16

Kommunerne kan godt! Kommunerne har en vigtig socialpolitisk rolle at spille, og der er masser af muligheder for lokal handling. Lovgivning skaber ikke i sig selv et godt børneliv. Det gør derimod en sammenhængende lokalpolitik. I artiklen drøftes, hvordan en sådan lokalpolitik kan se ud på børne- og ungeområdet samt ældreområdet, og hvilke aktiviteter Kolding kommune har på området. Af Lis Ravn Ebbesen

Lovgivning ska­ ber ikke i sig selv bedre børneliv

En sammenhængende børnepolitik Tøndersagen gjorde et uudslettelig indtryk på os alle. Pigen der var overladt til en frygtelig skæbne, uden at nogen handlede. Alle så ud til at have overset eller videresendt problemet. Det kaldte på handling, og ministerens svar var en meget detaljeret lovgivning, der fastlagde, hvordan der skal sagsbehandles. Svaret på for langsom indgriben blev, via lovgivning, at pålægge sagsbehandleren at sætte 17 flueben i rigtig rækkefølge. Senest, på baggrund af andre børnesager, er en tilsynsreform undervejs, der samler tilsynet med opholdssteder og sociale tilbud i fem centre, frem for i de enkelte kommuner. Lovgivning fremmer selvfølgelig udviklingen i en bestemt retning. Men lovgivning kan føles som skrivebordsøvelser i forhold til den virkelighed, vi som kommunale socialpolitikere kommer tæt på. For lovgivning skaber ikke i sig selv bedre børneliv. Det gør derimod en sammenhængende børnepolitik lokalt. Den skaber man fx ved, at der bruges ekstra resurser i de sårbare familier med ekstra besøg, i stedet for at sundhedsplejens resurser med milimeter-retfærdighed fordeles til hver nyfødt og deres familie. Og ved at kommunen kan tilbyde både anonym rådgivning eller et samlet forløb, hvor de nybagte forældre gives redskaber til at sætte det nyfødte barns behov i centrum i stedet for sig selv. Og hvor alle, der er omkring barnet, er opmærksomme – både i førskolealderen og i skolen. Filmen »Jagten«, hvor Mads Mikkelsen anklages for at være pædofil, sætter mange tanker i gang. For mig viser filmen også, hvad der sker, når ledelsen af en daginstitution bygger på uformelle kontakter og lederens følelser og forargelse. Det kommer både barnet, de øv-


17 rige børn og deres familier til stor skade. Så vi politikere skal sørge for at lægge kursen for vore egne tilbud og udarbejde politikker, så både børn og ansatte beskyttes. Derfor er en grundig sagsbehandling vigtig, hvor barnets behov er omdrejningspunktet. Dette var sigtet med Barnets reform. Men hvor grundig er så grundig sagsbehandling? At en § 50-undersøgelse i dag binder 40 klokketimer er overkill. I Kolding kommune bruges en børnelinial som bekymringstermometer. I stedet for altid at bruge lang tid på sagsbehandlingen, bør der være fokus på at oplære både personale og omgivende samfund i at indberette eller gå i dialog med familien, hvis de oplever grund til bekymring. Vi skal tage den svære samtale med en forælder, der lugter af alkohol, og have den vifte af tilbud der hjælper familien videre, uanset om det viser sig, at forældrene ikke kan klare opgaven eller blot har brug for hjælp til selvhjælp. Jeg tror på lokale løsninger, fordi det også er netværk, der skal fastholde den »normaliserede udvikling«, når barnet er over det 18. år eller efter efterværnsperioden. At sikre dette kræver et sammenhængende kommunalt tilbud til den unge. Det kunne være afhentning af voksen-ven om morgenen, eftermiddagstilbud med lektielæsning og aftensmad, samarbejde med fritidsklubben om greencard, afhentning af en frivillig idrætsmand, tilbud om samtaler i kommunens pårørendegrupper på misbrugscenteret eller i Tuba, som er en af de mange frivillige organisationer, kommunen støtter. Forældrene har måske brug for den anden del af viften. Det kan fx være samtaler, antabus på det lokale misbrugscenter, så kontakten til arbejdspladsen kan holdes. Det kunne også være et afvænningsophold på Tjele eller Ringgården med efterfølgende kontakt til AA eller De Frie fugle for afvænnede narkomaner, der holder til i kommunalt betalte lokaler.

Lokale løsninger i samarbejde med frivilligsektoren For mig handler socialpolitik om at sikre den enkeltes selvværd og udvikling – måske især når vi taler om de svageste, der ikke er født med en sølvske i munden. Selv om kommunerne er fagligt dygtige og kompetente og forsøger at imødekomme mennesker der, hvor de er, kan det være svært for en borger at føle sig ligeværdig med kommunen, når selv samme system laver tilbagehold i kontanthjælpen eller har fjernet ens barn. Derfor forstår jeg godt, hvis der i højere grad fornemmes ligeværdighed i den frivillige verden. For nogle pårørende til ældre er det flovt at komme til kommunen, og derfor kan et tilbud i regi af det frivillige være vigtigt ved siden af de kommunale tilbud til demenskurser, dagtilbud og aflastningsmuligheder. Vi som kommuner bør derfor indgå forpligtende aftaler med den frivillige verden. Kommunen kan definere målgruppe og opgave, men derudover lade de frivillige selv udfylde rammen. De forpligtigende af-

En sammen­ hængende lokal børnepolitik er vigtig

Det kan være nemmere at føle sig ligeværdig med frivillige


18 taler er i Kolding Kommune især indgået med de landsdækkende sociale foreninger som fx KFUM. Men også i udsatte boligområder er der eksempler på kommunalt støttede tilbud, som fx gratis klubtilbud for børn i eftermiddagstimerne drevet af Ungdommens vel og Ambassaden, som er et tilbud for og drevet af unge med anden etnisk baggrund. I mange kommuner er der nedsat et integrationsråd. Den koordinerende og rådgivende funktion som det udfylder, er vigtig. Men lige så vigtigt er det, at byråd og etniske foreninger har en fælles dagsorden. Det kan gælde for faste aktiviteter som lektielæsning, samarbejdsaftaler, brobyggerforløb på ungdomsuddannelserne, mentorordning og praktikpladser. Men det kan også gælde mere akutte situationer, hvor det brænder på, og hvor politiet rykker ud og »stresser« storebrødre. Her kan der være brug for, at den somaliske radio fortæller om, hvad integration også er, nemlig at overholde landets love. Eller at sundhedsplejerskerne inviteres ud i de etniske foreninger, når det viser sig, at mørklødede kvinder har D-vitaminmangel. Disse foreningsaktiviteter kan støttes via § 18 i Serviceloven.

De frivillige er pustet udefra, der giver mere liv i samtalerne

Lokale ældreorganisationer i fokus i den kommunale indsats Ældreområdets frivillighed er, i modsætning til de landsdækkende sociale foreninger, i høj grad lokalt forankret og består af gamle hæderkronede klubber. De sikrer folkeoplysning til ældre i regi af Servicelovens § 79 og kommunalt initierede aktivitetshuse, brugerråd, måltidsværtinder, bankoudråbere med mere. For tiden er debatten om de frivillige og kommunale kerneopgaver igen blusset op. En diskussion vi i Kolding havde for 25 år siden, da vi havde en ældredebat, som hele Kolding deltog i. Sandt er det, at de kommunale tilbud ville blive mindre aktivitetsbaserede, hvis de frivillige var væk. Og tiden til hygge ville blive mindre. De frivillige aflaster personalet, når de indgår i opgaver som borddækning og udskænkning af drikkevarer. Men det er ikke det vigtigste. Det vigtigste ved de frivillige er, at de er et frisk pust udefra, der kan fortælle om livet udenfor murene og give andet og mere liv i samtalerne. Eller skaffe hænder til andet arbejde, som fx at lave æblegele af æblerne fra træet udenfor. Men ikke kun de ældre, som de frivillige tager sig af, sikres netværk, aktivitet og en mere glad hverdag – de frivillige har også glæde af kontakten. I forbindelse med revision af kommunens ældrepolitik var 300 ældre til debat i en idrætshal – kørt til stedet i busser fra hele kommunen. De syntes, det var forkert, at emnet var »+60« fordi de syntes, at de havde mange kræfter og resurser at byde ind med og mente at ældrepolitik først skulle være for de +70-årige. Det er jo i skærende modsætning til det, man ofte hører om de svage ældre, og ældre der skal kompenseres.


19 Velfærdsteknologien var et andet emne, der var til debat, og modsat folkeviddet ønsker de ældre at være selvhjulpne. Derfor vil de hellere have toiletter, der både kan skylle og tørre, fordi de faktisk ikke synes det er specielt værdigt at have et andet menneske til at klare de nedre regioner. De ældre har dermed et mere nuanceret syn på genoptræning og praktisk bistand. Og det gjorde indtryk, da en genoptrænet ældre herre fortalte om, hvilken frihed han følte, det gav han igen kunne tage sit eget tøj på. Og med hensyn til den selvkørende støvsuger, roses det initiativ også, fordi man så kan støvsuge, når man vil. Så de ældre er en styrke, ikke en byrde, hvis vi som kommuner har muligheden for at holde de ældre aktive. Det kan handle om at sikre almene boliger i en størrelse, som ældre har lyst til at flytte i. De fleste over 60 år har faktisk eget hus, og at ombytte det med en ældrebolig på 67m2, når man bliver usikkert gående, passer ikke til nutidens ældre. Og det er samfundsøkonomisk en skam. Dels ville unge kunne overtage de byggede huse, og dels viser lokale erfaringer, at de ældre, der er flyttet i en velindrettet ældrebolig, vælger at blive der, frem for at flytte på plejehjem. De oplever tryghed ved at blive, hvor de er. Sikkert også fordi hjemmeplejen opleves som tæt på, da andre i byggeriet også gør brug af tilbuddet.

Kommunen som driftsherre Regler må ikke blive så stive, at de er hindrende for almindelig menneskelig omgang. Det gælder både lokale og nationale regler. Alle politiske partier ønsker at fremme egen politik, hvad fritvalg på hjemmehjælpsområdet var et eksempel på. Fritvalgs-ordningen har været et eksempel på for stive regler. Fritvalg har nemlig betydet, at de private leverandører har haft et fortrin. Dels fordi kommunen har været forpligtet til at udlevere de private leverandørers materiale, også selv om deres markedsføring var at hakke ned på det kommunale tilbud, og dels fordi de private leverandører har mulighed for at tilbyde tilkøbsydelser, som fx vinduespudsning og hovedrengøring. De private har været sikret den kommunale timepris endda med efterbetaling, hvis den steg. I Kolding kommune samarbejder vi med 18 private firmaer, og vores erfaring er, at det kan være svært at få de private firmaer medinddraget i en mere rehabiliterende tilgang, hvor f.eks. rengøring bruges til selvtræning af den ældre. Den nye udbudslov giver heldigvis kommunerne bedre muligheder for sammenhæng og effektivitet i organiseringen af hjemmehjælp. Midlerne bliver ikke flere. Vi bliver flere ældre og færre til at holde hjulene i gang. Derfor er det nødvendigt at alle yder omsorg for de nærmeste, og ikke blot anskuer det alene som en kommunal opgave. Der er brug for, at civilsamfundet også ser det som sin rolle at være der for naboen.

Ældre er ikke teknologi­ forskrækkede

Hvis ældre for­ bliver aktive er de en styrke og ikke en byrde

Du skal være der for din nabo


20

Kommunerne er garanten for en god lokal løsning

Kommunernes økonomi er stram, meget stram, og lovgivningen detaljeret. Men jeg mener fortsat opgaven ligger bedst i kommunerne. Det er svært kun at have en teoretisk tilgang i en kommune, for virkeligheden er lige udenfor. Kommunerne er altså garanten for en praktisk og lokal løsning. Og sporene fra dengang staten styrede åndssvageforsorgen skræmmer. Staten som driftsherre på socialområdet. Nej tak. Lis Ravn Ebbesen er medlem af kommunalbestyrelsen i Kolding Kommune for SF og medlem af KL’s Social- og Sundhedsudvalg.


21

Kvalitetsstandarder er socialpolitik Kommunerne varetager mange socialpolitiske opgaver. Kommunernes forpligtigelser i forhold til ældre mennesker, udsatte børn og unge og voksne med handicap eller sociale problemer er nedfældet i lov om social service, også kaldet Serviceloven. Loven giver kommunerne mulighed for at formulere kvalitetsstandarder – det vil sige et vejledende serviceniveau – for, hvordan lovgivningen udmøntes. Kvalitetsstandarderne har altså stor betydning for den hjælp, kommunens borgere kan få. Er borgere og politikere klar over det? Af Matilde Høybye-Mortensen

Kvalitetsstandarder som styringsværktøj Kvalitetsstandarder er beskrivelser af, hvilken hjælp eller ydelse kommunens borgere i bestemte tilfælde kan forvente at få. Kvalitetsstandarderne udtrykker altså det vedtagne serviceniveau i kommunen. Langt de fleste kommuner har kvalitetsstandarder (i visse kommuner kaldes de administrationsstandarder) og disse ligger tilgængelige på kommunens hjemmeside. Kommunerne bruger kvalitetsstandarderne som styringsværktøj, dels for at sikre et ensartet serviceniveau blandt kommunens borgere og dels for at forsøge at få serviceniveau og budgetramme til at passe sammen. Derudover tjener kvalitetsstandarderne det formål at sikre, at det er kommunalpolitikkerne, og ikke den enkelte sagsbehandler, der bestemmer, hvad serviceniveauet skal være i kommunen. En socialchef udtrykker det hensyn sådan her: »Vi skal have stablet noget på benene, som gør, at der kan være en entydig sammenhæng mellem det, politikerne beslutter, og det, der kommer ud af det, også for at aflaste sagsbehandlerne, som jo i dag får et ansvar, de egentlig ikke får løn for. Det er jo ikke dem der skal lægge serviceniveauet og bestemme, hvornår det er synd for nogen. Det er jo politikernes ansvar«1. Kvalitetsstandarder kan være formuleret mere eller mindre specifikt, alt afhængigt af ydelsens karakter og målgruppe. Som eksempel på en specifik formulering kan nævnes Viborg Kommunes standard for hjælp til indkøb (jf. Servicelovens § 83): »Der ydes hjælp til indkøb af daglig-

Kvalitetsstandar­ derne udtrykker det vedtagne serviceniveau i kommunen


22 Kvalitetsstandarder formuleres meget forskelligt i kom­ munerne

Hjælp skal indivi­ duelt vurderes på baggrund af den kommunale kvali­ tetsstandard

Sagsbehandlerne skal balancere standarder og serviceniveau mod borgerens indivi­ duelle forhold

Kan den enkelte sagsbehandler ‘stå imod’ presset?

varer en gang om ugen. Hjælpen ydes som udgangspunkt på hverdage i dagtimerne.«. Eller der kan være et princip om, at kommunen ikke lufter hund. Som eksempel på en mere uspecifik formulering kan nævnes Rudersdal Kommunes kvalitetsstandard for Borgerstyret Personlig Assistance (BPA) efter servicelovens § 96: »Hjælpen er individuelt udmålt, dvs. at borgeren modtager den hjælp, som borgeren har behov for« og »Indsatsen er individuel og afpasses de tidspunkter på døgnet, hvor borgeren har behov for hjælpen«. Her er standarden altså tæt sammenhængende med en vurdering af borgerens behov og individuelle situation. I Serviceloven står om kvalitetsstandarder, at »Kommunalbestyrelsen kan inden for lovens rammer træffe beslutning om at fastsætte generelle vejledende serviceniveauer for den lokale udmøntning af hjælp efter loven« (Serviceloven, § 138). Der står også, at »Kommunalbestyrelsen skal behandle anmodninger om hjælp […] ved en konkret, individuel vurdering af behovet for hjælp til de opgaver, som modtageren ikke selv kan udføre« (Serviceloven § 88). Borgere skal altså tildeles hjælp efter en konkret individuel vurdering, men på baggrund af det serviceniveau, som er fastsat i kommunens kvalitetsstandard.

Konkret individuel vurdering af borgerens behov Det er kommunens forvaltning og kommunalbestyrelse, der udarbejder og vedtager kvalitetsstandarderne. Den konkrete individuelle vurdering står kommunens sagsbehandlere for. Det er altså sagsbehandlerne, der i de daglige beslutninger om tildeling af hjælp til borgere skal balancere hensynet til de vedtagne kvalitetsstandarder og serviceniveauer på den ene side og på den anden side hensynet til den enkelte borgers individuelle forhold. For at sikre at der tages individuelle hensyn til borgere, skal sagsbehandlerne alts�� være villige til at udfordre de vedtagne kvalitetsstandarder og netop opfatte dem som vejledende og ikke som autoritative. Dette kan måske nok være en udfordring for den enkelte sagsbehandler, set i lyset af at en konkret, individuel vurdering finder sted i skyggen af den vedtagne kvalitetsstandard – og i skyggen af andre ledelsesmæssige udmeldinger. Kan den enkelte sagsbehandler ‘stå imod’ presset fra kvalitetsstandarderne og fastholde deres faglige skøn? Kommunale ledere og politikere opfatter gerne sagsbehandlerne og deres socialfaglighed som en garant for, at standarder og generelle politiske udmeldinger bliver omfortolket, så det er muligt at tage individuelle hensyn i borgersager. Det gælder også på beskæftigelsesområdet, hvor jobcenterchefer forventer, at deres socialfaglige medarbejdere sikrer, at økonomiske sanktioner kun bruges, når det fremmer borgernes


23 rådighed for arbejdsmarkedet (og ikke fører til social deroute), selvom kommunens erklærede politik er, at sanktioner er et redskab man meget gerne vil bruge2. Det kan godt være, at kommunale ledere og politikere lever i sikker forvisning om, at sagsbehandlernes konkrete individuelle vurdering er garanten imod grove forsømmelser fx i tilfælde, hvor en borger har et legitimt behov, som kvalitetsstandarden ikke kan tage højde for. Men dette kan ændre sig; det kræver nemlig stærke og dygtige sagsbehandlere. Det virker naivt at tro, at sagsbehandlere, uanset hvilke styringstiltag der vil komme, kan stå værn om de socialfaglige hensyn, hvis presset fra ledelsen i form af kvalitetsstandarder eller andre styringstiltag peger i en anden retning. Jo mere standarder bruges, des mere kan der også stilles spørgsmålstegn ved, hvorvidt det at visitere til ydelser er en faglig opgave, der kræver skønsmæssigt råderum eller om der blot er tale om at følge en færdselslov. Hvis det ikke længere opleves som en faglig opgave at vurdere borgerens behov eller finde den rigtige løsning på et problem, kan man frygte, at det på længere sigt vil medføre problemer i forhold til at rekruttere fagligt dygtige medarbejdere. Der er eksempler på, at både borgere og sagsbehandlere oplever afgørelser som mere legitime, såfremt de har bund i standarder3. Som følge heraf kan man forestille sig, at fravigelser fra standarden bliver mere sjældne, måske også i de tilfælde, hvor en individuel vurdering ville tilsige det. Borgere er forskellige, lever forskellige liv og kan have forskellige behov. I takt med at standardiserede løsninger internaliseres af sagsbehandlere og i kommunerne, kan man forestille sig, at de kreative løsninger, hvor sagsbehandleren med udgangspunkt i en borgers specielle situation strikker en individuelt tilpasset løsning sammen, bliver færre. Dette vil mindske træfsikkerheden, altså at borgeren får den rigtige ydelse.

Et betydningsfuldt dokument Kvalitetsstandarder er betydningsfulde dokumenter, der definerer serviceniveauet i en kommune. I Køge Kommune fik en ældre dame frataget dele af sin hjemmehjælp med den begrundelse, at kommunen skulle spare penge. Det fik Ældre Sagen til at lægge sag an mod Køge Kommune på vegne af den ældre dame og en borger mere. Østre Landsret gav imidlertid Kommunen medhold i afgørelsen. Begrundelsen for Landsrettens afgørelse var, at kommunen med udgangspunkt i sin kvalitetsstandard havde truffet afgørelsen. Østre Landsret skriver følgende om sagen: »Efter Serviceloven skal kommuner fastsætte kvalitetsstandarder for personlig og praktisk hjælp til borgerne i kommunen. Kvalitetsstandarderne revideres årligt. I 2010 ændrede Køge Kommune kvalitetsstandarderne, fordi kommunen af økonomiske grunde så sig

Naivt at tro at sagsbehandlere, kan stå værn om de socialfaglige hensyn

Borgere og sagsbe­ handlere oplever afgørelser som mere legitime, når de har bund i standarder

Ældre dame fik frataget dele af hjemmehjælp med begrundelsen, at kommunen skulle spare


24

Kvalitetsstandar­ der fungerer som legitimt grundlag for afgørelser

nødsaget til at gennemføre en række servicereduktioner, herunder på ældreområdet, hvilket resulterede i, at de to borgere fik mindre hjælp, end de før havde haft. Landsretten fandt, at de kvalitetsstandarder, som Køge Kommune havde udarbejdet for 2010, var i overensstemmelse med Serviceloven, og at afgørelserne vedrørende de to borgere var truffet efter kvalitetsstandarderne efter en konkret og individuel vurdering af borgenes behov4.« Ældre Sagen har nu anket sagen til Højesteret5. Kvalitetsstandarder fungerer altså som legitimt grundlag for afgørelser – også for afgørelser om fratagelse af hjælp. Kommunerne udformer kvalitetsstander på flere områder end på ældreområdet fx på handicapområdet og mit gæt er, at vi vil se det på flere områder fremover. Når kvalitetsstandarder fastsættes, er der ingen direkte synlige borgere, en evt. sænkelse af serviceniveau rammer, som det fx er tilfældet hvis en skole skal lukkes. Spørgsmålet er derfor, om vælgerne og kommunalpolitikerne er klar over, at den på overfladen set tekniske øvelse, det er at fastlægge og vedtage en kvalitetsstandard, faktisk er afgørende for den sociale velfærd i kommunen? Vedtagelsen af kvalitetsstandarder er dybt politiske! Matilde Høybye-Mortensen er ansat ved KORA, hvor hun forsker i styring og organisering af socialområdet. Hun skriver bl.a. om styring af sagsbehandleres arbejde og har i år udgivet bogen »I Velfærdsstatens frontlinje. Administration, metoder og beslutningstagning«.

Noter 1 Høybye-Mortensen, Ejbye-Ernst og Hammerskov (2013). Produktion og anvendelse af ledelsesinformation på handicapområdet. KORA 2 Caswell og Høybye-Mortensen (2011): Så smækker vi kassen i! Sanktion som redskab i kommunernes håndtering af kontanthjælpsmodtagere. Tidsskrift for Arbejdsliv, 2011(4):21-38. 3 Høybye-Mortensen (2012) Sagsbehandling i en digital virkelighed. Digitalisering, standardisering og professionalisme. Tidsskriftet Politik, 15(3):36-43. 4 Se Østre Landsret hjemmeside: http://www.domstol.dk/oestrelandsret/nyheder/ domsresumeer/Pages/K%C3%B8geKommunekunne%C3%A6ndreikvalitetsstandarderneforhje mmehj%C3%A6lpogtr%C3%A6ffenyeafg%C3%B8relseromhjemmehj%C3%A6lp.aspx 5 Kommunen vandt sagen: D. 23 maj stadfæstede Højesteret dommen fra Landsretten.


25

Kommunen som socialpolitisk aktør anno 2013 Nye alliancer og samarbejdsformer I denne artikel eksemplificeres blandt andet dilemmaerne ved at rette fokus på, hvordan den new public managementbaserede styringstænkning, der dominerer i kommunerne, kommer til kort i samarbejdet med frivillige og engagerede borgere. Af Elsebeth Kirk Muff & Inger Marie Vynne

Der er bred national enighed om, at lokalt engagement er en del af løsningen på ressourceknapheden i den offentlige sektor. Der ser også ud til at være bred enighed om, at det eneste sted, der ikke er ressourceknaphed, er derude – altså ude i lokalsamfundene. At det blomstrer med engagement og virkelyst dokumenteres også ved, at de frivillige sociale organisationer oplever en stigning i antallet af medlemmer og frivillige og i antallet af brugere af deres tilbud (Årsrapport 2010, Center for frivilligt socialt arbejde). Derudover omsætter kommunerne i stigende grad de socialpolitiske visioner ved at investere energi i at inddrage civilsamfundets ressourcer for at skabe bedre velfærd for borgerne.

Digitale ambassadører Gribskov Kommune har sammen med frivilligcentrene, Dansk Handicapforbund, Helsinge Aktivitetscenter, LO faglige seniorer og Ældre Sagen etableret et netværk af frivillige, der ønsker at støtte op og hjælpe Gribskovs borgere i overgangen til digital kommunikation med det offentlige. Frivillige fra netværket tilbydes en uddannelse som ‘Frivillig digital ambassadør’ på biblioteket. Når de er uddannede, er de klar til at uddanne andre frivillige og til at hjælpe de borgere, som de møder i deres organisation eller netværk.


26

Fokus på sociale ressourcer

Socialpolitikken anno 2013 En positiv sideeffekt af den økonomiske krise er, at den tilsyneladende har tvunget kommunerne til at tænke nyt – også om sig selv som socialpolitisk aktør. Hvor socialpolitik i kommunal sammenhæng traditionelt er blevet defineret som den del af kommunens virksomhed, som særligt beskæftiger sig med at afhjælpe og kompensere for sociale problemer, så er der i de nye strømninger markant mere fokus på sociale ressourcer. »Vi skal gøre op med socialpolitikken som en tjekliste af ydelser og i stedet taget afsæt i, at velfærdssamfundet er skabt af aktive borgere, der kan og vil selv.«  Erik Nielsen, formand for KL, 2013

Mange kommuner inviterer borgerne til at indgå et samarbejde om indsatser

Kommunen som ‘socialpolitisk aktør’ sprænger de traditionelle rammer og rækker ud over de kommunale skriveborde – ud over tildeling af kompenserende ydelser og iværksættelse af foranstaltninger. I stedet inviterer mange kommuner borgerne til at indgå et samarbejde om indsatser, der kan virke reelt forebyggende, eller som kan støtte op om og styrke effekten af de kommunale indsatser. Der ser ud til at være en stigende erkendelse af, at komplekse sociale problemer kræver løsninger, der trækker på mange gode kræfter, både i offentligt regi og i de vidtforgrenede netværk i det, der bredt omtales som civilsamfundet. IT-frivillige på sociale tilbud Gribskov Kommune har i samarbejde med de to lokale frivilligcentre og Socialt Udviklingscenter SUS startet et tilbud om »IT-Frivillige« på sociale tilbud. IT-Frivillige er kort fortalt lokale frivillige med IT-kompetencer, som – typisk et par gange om måneden – kommer på et bosted og hjælper beboerne med at surfe på nettet, bruge Skype, gå på YouTube mv. Indsatsen løber i første omgang i resten af 2013, og det er forventningen, at IT-Frivillige herefter vil være et fast tilbud om IT-støtte til borgere på kommunens sociale tilbud.

Frivillige som en integreret del af velfærds­ strategierne

Som et led i den bevægelse vi har skitseret ovenfor, kan der iagttages en udvikling i både synet på og retorikken om frivillige indsatser. Fra noget perifert – noget ved siden af de offentlige sociale ydelser, som professionelle, lønnede ansatte har taget sig af – til en integreret del af velfærdsstrategierne. Fra at have fokus på frivillige – oftest foreningsorganiserede indsatser – til et bredere perspektiv på civilsamfundsbårne indsatser. Denne bevægelse kommer også til udtryk i den tidligere re-


27 gerings Civilsamfundsstrategi fra 2010, hvor der sættes et kvantitativt mål for borgernes engagement: »Regeringens konkrete mål er, at 50 % af den voksne danske befolkning yder en frivillig indsats i senest år 2020«  National civilsamfundsstrategi, oktober 2010 I KL’s nye socialpolitiske udspil »Invester før det sker« fra marts 2013 beskrives det, at »fremtidens velfærdsløsninger findes i et meget tættere samspil med civilsamfundet og sociale indsatser skal ses som målrettede sociale investeringer, der i et forebyggende og rehabiliterende perspektiv giver den størst mulige effekt«. Vi er helt enige i den ambition, som set i lyset af erfaringerne med at skabe de nye velfærdsløsninger i praksis, fremmaner nogle spændende spørgsmål: ƒƒ Hvordan matcher forestillingen om, at sociale indsatser er investeringer, der skal give den størst mulige effekt, de frivillige og engagerede borgeres eget syn på deres bidrag? ƒƒ Kan og skal vi dokumentere effekt af frivillige indsatser? Og hvis ja, hvordan undgår vi, at dokumentationskravene bliver et nyt bureaukratisk helvede, som de engagerede borgere flygter fra, stik modsat intentionen? ƒƒ Hvordan matcher de nye evidensbaserede programmer, der rulles ud nationalt uden nævneværdig plads til lokale variationer, erfaringerne med at udvikle nye lokale velfærdsløsninger sammen med civilsamfundet? »Velfærdsløsninger«, »sociale investeringer« og »effekt« som nævnes i citatet fra KL’s strategiudspil, er begreber der kan genfindes i mange kommuners socialpolitiske udviklingsstrategier i disse år. Og begreberne er også blevet samlet op af en række af de landsdækkende frivillige organisationer, der er længst fremme på området. Men spørgsmålet er, hvordan man omsætter begreberne til velfungerende samarbejder i praksis ude i kommunerne? Vores erfaring er, at de velklingende begreber risikerer at komme til at lyde hule, ligesom de kommunale styringsværktøjer og logikker kommer til kort i de konkrete samarbejder med frivillige og engagerede borgere. Her bevæger man sig som kommunalt ansat ind på et felt, hvor forestillinger om, hvilken skala fx effekt skal måles på, ikke følger hverken politisk fastsatte mål, bureaukratiske logikker eller hierarkiske strukturer. At arbejde effektivt betyder i en kommunal terminologi at arbejde med lavest muligt ressourceforbrug – at kunne opstille klare mål for, hvad der skal komme ud af en indsats og følge op på, om indsatsen så

Styringsværktø­ jer og logikker kommer til kort i samarbejder med frivillige, engage­ rede borgere At arbejde effektivt i kommunal termi­ nologi, er arbejde med det laveste ressourceforbrug


28

GRIB er starten på en bevægelse

har den ønskede effekt. Vi har her at gøre med det, der indenfor styringsterminologien kaldes en rational bureaukratisk styringstænkning. Den styringstænkning er ikke den bærende, når fx lokalafdelingen af Red Barnet planlægger deres aktiviteter eller en selvorganiseret gruppe borgere mødes med et fælles ønske om at lave aktiviteter for ensomme ældre. Ikke fordi borgerne ikke er optagede af, at deres indsats skal gøre en forskel, men fordi forskellen primært måles i oplevelsen af det konkrete møde, ligesom vurderingen af, hvad der er behov for, vurderes i den konkrete kontekst. Hvis vi går tilbage til styringsterminologien, så er det primært en interaktionel logik, der fylder blandt de borgere, der ønsker at gøre en indsats i lokalsamfundet. Det er især personlige og relationelle forhold, der i den konkrete kontekst er bestemmende for, hvilken indsats den enkelte borger stiller op med. De to styringslogikker går hverken på papiret eller i praksis restløst op med hinanden, men konkrete erfaringer med at etablere udviklingsorganisationen ‘GRIB’ i Gribskov Kommune, giver anledning til optimisme. GRIB – et eksempel på fremtidens udviklingsorganisation
GRIB idéen, engagementet, ansvarligheden, børnefamilierne … GRIB er starten på en bevægelse i Gribskov Kommune. En bevægelse mod konkrete samarbejder, der baserer sig på tillid og lysten til at gøre en forskel. Og på muligheden for nemt og ubureakratisk at få adgang til at gøre det. GRIB er en udviklingsorganisation, der ligger midt mellem offentlig virksomhed, erhvervsliv og frivillige aktører. Hver part indgår med sine ressourcer: ƒƒ Frivilligcentrene med erfaringer og adgang til at mobilisere frivillige kræfter. ƒƒ Frivilligt forum med sin unikke viden om frivilligt arbejde og adgang til idéer og ressourcer i lokalsamfundet. ƒƒ Erhvervslivet med sin viden om, hvad der skal til for at få lokale virksomheder til at spille en mere aktiv rolle i socialpolitikken. ƒƒ Socialt Udviklingscenter SUS med sin viden om social forebyggelse og innovation. ƒƒ Den kommunale administration med sin adgang til at mobilisere de professionelle medarbejdere i kommunen, bygninger og faciliteringskompetencer. Indtil videre har samarbejdet resulteret i en række konkrete initiativer og indsatser, hvor finansiering, samarbejdspartnere og –former skrues sammen fra gang til gang med afsæt i formålet med indsatsen og det muliges kunst. Fx GRIB økonomien, der er et nyt samarbejde mellem Arbejdernes Landsbank, kommunens uddannelsescenter og Frivilligcenter Græsted. Fokus er på at lære unge i Gribskov Kommune, hvordan


29 man holder styr på pengesagerne, da de lokale Natteravne via deres samtaler med unge i nattelivet opdagede, at uoverskuelige udgifter til afbetaling på diverse former for kvik-lån ofte var baggrunden for, at de unge droppede ud af ungdomsuddannelser. Eller GRIB – Kig Ind, der har fået etableret et værested og spiseklub for tidligere misbrugere, båret af frivillige kræfter, men i tæt samspil med det lokale misbrugscenter, der med Kig Ind har fået udvidet viften af mulige tilbud til misbrugere efter afvænning. GRIB er et eksempel på, hvordan der disse år opstår nye organisationsformer mellem sektorerne. Organisationsformer der er præget af netværksorganisering. Parterne er der, fordi de har lyst, og ingen af parterne har magten til at fortælle de andre, hvad de skal og ikke skal. GRIB fungerer bl.a. som en organisatorisk ramme for velfærdsinnovation, og er ét svar på, hvilke nye tillidsbaserede organisationsformer som både den nye socialpolitiske arena og KL’s socialpolitiske udspil kalder på. »DNA’et« i et tæt samspil mellem den kommunale organisation, erhvervsliv og civilsamfund er, at samarbejdet foregår ud fra gensidigt accepterede præmisser og værdier. Pointen er ikke, at de præmisser og værdier de forskellige partnere bærer ind i samarbejdet, skal være de samme, men at de skal være synlige og accepterede. Nøgleordene her er relationer og tillid. Relationer er bundet til konkrete personer, som gennem samtale lærer hinanden at kende og fæstner tillid til hinanden. Der udvikler sig undervejs fælles mål og et fælles sprog, som gør det muligt at samarbejde på en effektiv måde i netværket, selv om der ikke er noget formelt hierarki. Når det sker, er det stærkt. Men det er også flygtigt. Hvis den ene part – i vores eksempel den kommunale administration – søger at lægge sin egen forforståede logik, som fortsat langt overvejende bygger på nøgleord, der kendetegner ‘den gamle socialpolitiske arena’; som visitation, kvalitetsstandarder, risikostyring, økonomisk styring og evidens ned over samarbejdet, så går det galt. Vores pointe er, at det at arbejde sammen om udviklingen af nye velfærdsløsninger også forudsætter nye bagvedliggende og samskabte svar på organisering, styring og dokumentation. Vi ser frem til, at den revitalisering der p.t. er i gang af det 10 år gamle Frivilligcharter om samspil mellem det frivillige Danmark og det offentlige også retter fokus mod behovet for udvikling af en ny og fleksibel styringsfilosofi. Se film og læs mere om GRIB på www.projektgrib.dk Elsebeth Kirk Muff er Vicedirektør ved Socialt Udviklingscenter SUS og Inger Marie Vynne er Vicekommunaldirektør i Gribskov Kommune – pr. 1. juni 2013 Kommunaldirektør i Lejre Kommune.

Nye organisations­ former mellem sektorerne

Der udvikler sig undervejs fælles mål og et fælles sprog


Klumme

30

De sociale racister Af Jacob Mark, Byrådsmedlem for SF Køge, Folketingskandidat for SF Køge/Lejre.

Jeg hedder Jacob. Jeg er en typisk gymnasiedreng. Jeg er en af dem, der højst sandsynligt aldrig får brug for kontanthjælp. En af café latte-drikkerne, der går i det nyeste tøj. Jeg har Macbook. Iphone og Ipad. Jeg fik høje karakterer i skolen. Og jeg er stereotypen på en rigtig akademiker. Det er i mine kredse, at jeg ofte hører folk udtale sig om personer, de aldrig har mødt, og livsvilkår, de aldrig har oplevet. De er »racister«. »Sociale racister«. De skaber debatterne og diskurserne. Opfinder ord og sætninger. Udtaler sig om de arbejdsløse og ændrer på lovgivningen uden at forstå den. Og selv hvis de forstår den, så er de ligeglade. For sådan er det jo. De omtaler de arbejdsløse som undermennesker. De kalder dem: »DovneRobert. Fattig-Carina«. De siger: »Så få dog et job!«; »De må jo tage sig sammen og finde et arbejde«; »De suger af samfundets kasse«; »De er samfundsnassere. Egoister. Sutter. Samfundssnyltere«. Jeg oplever det blandt mine venner. Jeg ser det i fjernsynet. Læser det i avisen. Ja, selv min egen kæreste, som er god ved alle mennesker spurgte mig forleden: »Hvorfor går de ikke bare ud og finder sig et arbejde?« Og jeg svarede hende: »Der er ikke noget arbejde. Og der er folk, der ikke kan arbejde. Der er folk, der ikke kan arbejde ligeså meget som andre. Der er folk, der har haft det svært. Folk der har

haft det let. Folk der har været uheldige. Og folk der har været heldige.« Der findes tusindvis af mennesker, der har gået på arbejde hver dag i mange år. Passet sine pligter … og som nu er fyret. Ikke fordi de ikke gjorde det godt nok. Men fordi der er krise i vores land. Der findes syge mennesker … mennesker der har brug for en ekstra hånd, og som før har været accepterede. Mennesker vi før har været stolte af at hjælpe. De er nu nassere og snyltere. Hvis jeg nu gik over til en araber … eller en kineser … eller en afrikaner og kaldte ham en doven samfundsnasser. En snylter. Fattig. Så var jeg blevet kaldt »en fucking racist.« Det havde været i alle medier, at jeg som politiker kunne sige noget så diskriminerende. Men åbenbart er det helt legitimt at være et røvhul overfor de arbejdsløse. Åbenbart må man sprede alverdens myter og generalisere om samtlige arbejdsløse, uden at der bliver stillet spørgsmålstegn ved det. Afslutningsvist tilbage til mig og mine venner. Mange af mine venner aner ikke, hvad en fagforening er. De kender ikke reglerne for dagpenge. Deres forældre har aldrig været på dagpenge eller kontanthjælp. De har aldrig været afhængige af samfundets hjælp for at komme videre. De har haft det godt. Og det er okay. Men nu står vi så med det fundamentale problem, at de, som er toppen af vores samfund … politikerne, embedsmændene, journalisterne … Alle de forskellige typer som mine venner vil udvikle og uddanne sig til. Ja, de ofte udtaler sig om en verden, de ikke kender. De lovgiver om en verden, de ikke forstår. Jeg ved ikke, om jeg forstår den meget bedre. Men jeg ved, at alle kan få brug for samfundets hjælp. Og det er okay.


31

Indlæg på ICSW-symposium på konferencen 3rd ENSACT i Istanbul 16.-19. april 2013, arrangeret af fem internationale organisationer. Udgangspunktet for indlægget var et ICSW ekspert møde i København 26.-27. oktober 2012. Efter symposiet udarbejdede Ole Meldgaard, Adam Johansen og undertegnede en rapport (»position paper«) til ICSW, samt en rapport til Socialpolitisk Forenings Internationale Udvalg. Af Henning Hansen

Vi bruger begreberne ‘working poor’ og ‘inwork poverty’ om det samme. EU ­foretrækker udtrykket: ‘in-work poverty’. EUROSTAT foretager årlige, statistiske opgørelser baseret på ‘Household survey data’ (SILC), som er interviewdata. Definition

»Beskæftigede enkeltpersoner der er i risiko for fattigdom«. Beskæftigelse: Mere end halvdelen af​​ perioden / året. Risiko for fattigdom: Under 60 % af median-indkomsten (ækvivaleret disponibel familieindkomst).

Man skal være opmærksom på, både at personer uden for arbejdsmarkedet ikke er med i opgørelsen, og at man godt kan komme i risikozonen for fattigdom, selv om man har et godt og vellønnet job, fx

fordi man har en stor familie, der skal dele indkomsten. I 2011 var 6,4 % af de beskæftigede i Danmark i risiko for fattigdom. Sammen med de andre Skandinaviske lande, Holland, Østrig og Tjekkiet ligger det i den lave ende. I den anden ende af spektret ligger Rumænien med 19 %, mens de syd- og østeuropæiske lande ligger på 10-12 %. Selv om Danmark tilsyneladende ligger klart i den laveste ende, så er udviklingen i Danmark foruroligende, og procentdelen i risiko for fattigdom er steget fra 4,2 % i 2007 til 6,4 % i 2011.

Anbefalinger til at bekæmpe ‘in-work poverty’ Den specifikke strategi for bekæmpelse af fattigdom blandt arbejdstagere skal variere fra land til land, men ICSW bør støtte uafhængige fagforeninger og andre ngo’er, der kæmper for at afskaffe og reducere det stigende antal arbejdende fattige. Nedenfor er listet nogle generelle anbefalinger:

Internationalt

Working Poor – In work poverty


32

Internationalt

Tabel Procentdel af beskæftigede 18-64 årige der er I risiko for fattigdom. EU-lande. 2007-2011. 2002

2003

EU – 27 lande

8,5

8,9

Danmark

4,2

6,4

Sverige

6,5

6,9

Norge

5,8

5,6

Finland

5,0

3,9

Tyskland

7,5

7,7

Holland

4,6

5,5

Belgien

4,4

4,2

Frankrig

6,5

7,6

UK

8,0

7,9

Østrig

6,1

5,4

Tjekkiet

3,3

4,0

Estland

7,8

7,9

Litauen

8,0

10,1

Polen

11,7

11,1

Spanien

10,7

12,3

Portugal

9,7

10,3

Italien

9,8

10,7

Grækenland

14,3

11,9

Rumænien

18,5

19,0

Bulgarien

5,8

8,2

Kilde: SILC. EUROSTAT

Styrkelse af den sociale dialog

Social dumping

Stærke og kompetente organisationer og en ordentlig, social dialog er forudsætningen for et reguleret og forhandlet arbejdsmarked med lov og orden. Dette er primært en opgave for fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer. Åbne arbejdsmarkeder og mobilitet bør ikke være på bekostning af arbejdstagernes rettigheder, og EU bør fremme velfungerende arbejdsmarkeder med effektive institutioner til at løse konflikter mellem partnere.

Social dumping skaber både spændinger og konflikter blandt beskæftigede og mellem medlemsstaterne, men også mellem arbejdsgivere, der følger aftaler og arbejdsgivere, der ikke gør. Fair konkurrence er en nødvendig forudsætning for fremskridt og udvikling af økonomien. ‘Grå’, ‘sorte’ og ulovlige aktiviteter på arbejdsmarkedet skal bekæmpes. Alle jobs bør opfylde nogle grundlæggende krav såsom retten til sygesikring, betalt ferie,


33

Anstændig mindsteløn

Efter aftale mellem arbejdsmarkedets parter bør der være en minimal, anstændig løn i alle medlemslande, der holder beskæftigede ude af fattigdom og stopper et kapløb mod bunden af ​​lønningerne i fri konkurrence. Mindstelønnen skal afspejle niveauet for udgifter i de enkelte lande og tillade et værdigt liv. Minimere vikararbejde

Vikararbejde er ofte forbundet med fattigdom, idet arbejdspladserne er usikre og af lav kvalitet, uden yderligere uddannelse, arbejdsmarkedspensionsordnin­ger og forsikring mod arbejdsløshed. Beskæftigelsespolitikken bør fokusere på at gøre Europa mere konkurrencedygtigt på kvalitetsjob. Uddannelse og livslang læring

Uddannelse og livslang læring reducerer risikoen for fattigdom. Mange unge mennesker kan ikke starte eller afslutte en ungdomsuddannelse og er dermed sårbare over for arbejdsløshed og udstødelse fra arbejdsmarkedet. »Fair-arbejde«

Begrebet »fair-arbejde« er inspireret af konceptet »fair-trade«, og indebærer at forbrugerne er sikret, at de ansatte bag produkterne er blevet betalt en rimelig løn, når de køber et produkt med et »fair-arbejde« stempel. Et »fair-arbejde« stempel kan øge bevidstheden om de

sociale betingelser, hvorunder produktionen finder sted, og fair-arbejde bør være en del af virksomhedernes etiske regnskab. Bedre statistik

Bedre nationale og europæiske statistikker er nødvendige for at bekæmpe fattigdom. Arbejdsmarkedsbeslutninger bør baseres på solid viden og fakta og ikke på antagelser eller uvidenhed. Familiepolitik

Familiens samlede forhold spiller en vigtig rolle for at opleve fattigdom. En lav løn betyder ikke nødvendigvis fattigdom, men en husstand uden lønmodtager betyder en langt højere risiko for fattigdom. Man bør fremme et ‘dual income system’, hvor både mand og kone tjener penge, men det kræver familiepolitik og børnepasning. Sociale ydelser til børn kan også spille en rolle, fx gratis skolemad, gratis tandlægeydelser og gratis briller samt en generøs sundhedspolitik. Omfordeling og social velfærd

Omfordeling af indkomster og social velfærd er blandt de vigtigste faktorer i bekæmpelsen af ​​fattigdom. En generøs social velfærd er at holde lønningerne på et niveau, så man kan undgå fattigdom og samtidig øge den sociale mobilitet. Finanspolitikken i EU bør refokuseres til at nedbringe arbejdsløsheden. Henning Hansen er cand.polit., arbejder på CASA med statistiske analyser, effektmålinger, spørgeskemaundersøgelser og evalueringer.

Internationalt

dagpenge, pension, sunde forhold og sikkerhed. For at undgå social dumping skal der indføres ‘kæde-ansvar’, hvor hovedentreprenøren også er ansvarlig for løn- og arbejdsforhold hos underleverandører.


34

Lokalforeninger & landsforeningen

Aarhus

Offentligt møde om Kontanthjælpsreform Tirsdag d. 4. juni 2013 kl. 19.00-21.30 LO Århus, Skt. Knuds Torv 3.2, 8000 Århus C Skal Danmark have et kontanthjælps-arbejdsmarked? Indledere Robert Olsen, forstander Kofoeds Skole, formand Socialpolitisk Forening: »Afskaf kontanthjælpen« Viggo Jonasen, formand, Det Sociale Forbrugerråd Århus: »Kontanthjælpen historisk i

den danske model – tryghedsgaranti og/eller tvangsarbejdsforanstaltning?« Thomas Møller, formand 3F Den grønne Gruppe, Århus: »Nyttejob« sammen med eller i stedet for ordinære jobs i kommunen – faglige og arbejdsmiljømæssige problemer

Arrangører LO Århus, Dansk Socialrådgiverforening reg. Nord, Socialpolitisk Forening, Sammenslutningen af Danske Socialrådgiverstuderende

Social Politik’s tema-redaktører udvider debatten Som et nyt initiativ afprøver Social Politiks redaktion muligheden for online debat/blog med Social Politiks læsere og andre interesserede. Fra mandag d. 10. juni kan du, når du forhåbentlig har haft lejlighed til at læse denne udgave af Social Politik, på Socialpolitisk Forenings hjemmeside www.socialpolitisk-forening.dk – midt på forsiden finde »Debat/blog«. Her vil du kunne stille spørgsmål og gå i debat/dialog med mindst én af dette nummers tema-redaktører, Matilde og Nina. Debatten er selvsagt underlagt almindelig pli samt god takt og tone – og godkendelse af din e-mail-adresse.

Nyt medlemssystem og kontingentopkrævning Ja, så blev det tid til det igen: Årskontingent-opkrævning (2013-2014) for individuelle medlemmer er blevet udsendt via foreningens nye medlemssystem. Opkrævninger skulle havne hos individuelle medlemmer senest primo juni, med betalingsfrist ultimo juni. Forhåbningsvis forløber opkrævning, såvel via BetalingsService som med girokort gnidningsløst. Skulle du opleve uregelmæssigheder, så er du velkommen til at kontakte landssekretariatet på post@socialpolitisk-forening.dk eller på tlf. 40 23 43 20.


35 SOCIALPOLITISK FORENINGS organer

Landsstyrelsen Birthe Povlsen, Dansk Socialrådgiverforening Lise Jordahn, Professionshøjskolen Metropol Louise Dülch Kristiansen, Dansk Socialrådgiverforening Mads Engholm, cand.scient.anth. Mai Birk Andersen, stud. Ninna Hoegh, Projekt UDENFOR Ove Lund, formand for Socialpolitisk Forening Hovedstaden Preben Etwil, redaktionen for Social Politik Internationalt udvalg Annelise Murakami, formand Bjørn Christensen Helle Strauss Joan Münch Kay Jokil

Marianne Skytte Ole Hammer Ole Meldgaard Rene Meyrowitsch, obs. Lars Steinov, obs. Socialpolitisk Råd Lisbeth Zornig Andersen, Huset Zornig Christian Sølyst, LO Hanne Thomsen, Missionen blandt Hjemløse Heiner Lützen Ank, Kirkens Korshær Jette Høy, FTF Majbrit Berlau, formand for Dansk Socialrådgiverforening Mikkel Warming, Socialborgmester, Københavns Kommune, Enhedslisten Lasse Bjerg Jørgensen, BUPL + Landsstyrelsen og formændene fra lokalforeningerne dog fra Hovedstaden, Kirsten Windekilde

LOKALForeninger Socialpolitisk Forening Fyn Formand Ejgil Aagaard, ejgil.aagaard@gmail.com

Socialpolitisk Forening Sydvestjylland Formand Ninna Leth, nlso@ucsyd.dk

Socialpolitisk Forening Hovedstaden Formand Ove Lund, ovelund@raastof.dk

Socialpolitisk Forening Viborg Formand Knud Olsen, knudoglydia@dlgtele.dk

Socialpolitisk Forening Lolland og Falster Formand Anja Sigvard Nielsen, anja@forkanter.dk

Socialpolitisk Forening Aarhus Formand Viggo Jonasen, viggojonasen@gmail.com

Socialpolitisk Forening Nordjylland Formand Carl Christensen, carl-eva@stofanet.dk

Social politiks redaktion Matilde Høybye-Mortensen (ansv.) maho@kora.dk Peter Bundesen peter.bundesen@cdnet.dk Tine Gomard ecuador@cykel.dk Margit Lotz margit.lotz@gmail.com Preben Etwil meyland@adslhome.dk

Morten Frederiksen Nina Særkjær Olsen Line Askgaard Anna Diana Møller Tanja Dall

mfr@dps.aau.dk n_olsen@hotmail.com lineaskgaard@gmail.com nordisk.anna@gmail.com tada@phmetropol.dk

Hvad er Socialpolitisk Forening? Socialpolitisk Forening samler aktive mennesker, foreninger og organisationer på tværs af faggrænser og politiske skel, for at debattere aktuelle socialpolitiske spørgsmål. F.eks. stigende fattigdom blandt børn og voksne, øget arbejdsløshed, straf og resocialisering og børn og unges mistrivsel. Sammen søger vi at finde nye veje og løsninger på vitale samfundsproblemer.

LandsForeningen

Formand Robert Olsen, Kofoeds Skole


Primo jun

Kalender 2013 Social Politik nr. 3, 2013 Social Politik Nr. 3, 2013: »Kommunen som socialpolitisk aktør« udkommer. + særnummer om »Konkurrencestatens ofre«

3. jun

Konkurrencestatens Ofre, Konference Settlementet, Frivilligt Forum og Socialpolitisk Forening indbyder til konference om ‘Konkurrencestatens Ofre’. Kl. 13.00 – 17.30, Vartov, Farvergade 27, 1463 København K, Yderligere oplysninger, Rikke Posborg: rikke.posborg@settlementet.dk

4. jun

Kontanthjælpsreformen, Offentligt møde Skal Danmark have et kontanthjælps-arbejdsmarked? Arrangører: LO Århus, Dansk Socialrådgiverforening reg. nord, Socialpolitisk Forening Aarhus, Sammenslutningen af Danske Socialrådgiverstuderende. Læs mere på lokalforeningsside i dette blad.

Aug/sept

15. jun

Folkemødet Bornholm, Stop Fattigdom Nu Stop Fattigdom Nu netværket afholder arrangementer i Cirkusteltet: 12.00 – 12.30:  Intro-arrangement 12.30 – 13.15:  Udsatte Unge 16.00 – 16.45:  Ulighed i Sundhed 16.45 – 17.30:  Fattige/Kommunalvalg 2013 17.30 – 18.30:  Ngo’ernes rolle.

Ulighedens Topmøde – Hvem betaler prisen for ulighed? Cevea arrangerer, med assistance fra Socialpolitisk Forening, igen i år Ulighedens Topmøde. (Endeligt tidspunkt ikke fastlagt)

Socialpolitisk Forening har taget hul på et nyt medie i den socialpolitiske debat. Fremover kan du få dit aktuelle social­ politiske indblik og overblik samlet på én hjemmeside:

www.socialpolitik.dk


Social Politik Nr. 2, 2013 - Kommunen som socialpolitisk aktør