forstand, at det bliver redskabet, der absolut definerer
figur ind i et tonefællesskab med omgivelserne, der
kroppens bevægelse og handlingsmuligheder, så ampute-
tingsliggør denne menneskeskikkelse og forstærker
res den kropslige relation til omgivelserne; ved en sådan
fremmedfølelsen ved at se mennesket fremstillet, som
reduktion af perspektiv på verden indsnævres kroppens
var det blot en ting i en verden af ting.”28
råderum – for i yderste konsekvens at overgå til en form,
der ligner redskabets.
og fremmest en dobbelt eksistensforskydning er betyd-
En sådan omvending kan også beskrives med afsæt i
ningsbærende. Dels udviskes det enkelte menneskes
Hannah Arendt (1906-75), når hun i Menneskets vilkår
identitetsmarkører, dels udvides de under udvekslingen
I I høst aflæser jeg flere tolkningsniveauer, hvor først
fra 1958 fremlægger, hvordan det bedste resultat i arbej-
med omgivelserne – forskydninger, der materialiserer
det opnås gennem individuelle bevægelser koordineret i
sig som modulationer og omvendinger i forholdet
én rytme:
krop-arbejde-redskab.
”Under denne bevægelse mister værktøjet sit
instrumentelle præg, og den klare sondring imellem
Et splittet perspektiv
mennesket og dets hjælpemidler og mål går i opløsning.
I Sædemanden identificerer jeg samme mediering
[...] Arbejdets hjælpemidler bliver inddraget i rytmen,
krop-arbejde-redskab, hvor arbejdsredskabet dog alene
således at både krop og redskab ender med at svinge
konstitueres af kroppen og defineres af figurens samlede
i samme repetitive bevægelse, det vil sige således, at
arbejdsmærkede fremtoning. Der er her samme udtalte
maskinerne [...] nu tvinger kroppen til at bevæge sig, hvor
diskrepans omkring figurens rumlige fornemmelse som
det før var kroppens bevægelser, der bragte hjælpemidlet
helhed og i forhold til omgivelserne, hvilket i dette
i bevægelse.”
maleri ledsages af angivelsen af udadrettet bevægelse,
Som en udløber af min pointe, om at arbejdet kan
som i øvrigt også antydes i Bastien-Lepages tigger.
overskrive individualiteten, så først og fremmest typen
Sædemanden er i sin ambivalente fremtræden fastfros-
materialiserer sig, kan selve redskabet i det repetitive
set midt i et skridt, der strander på maleriets overflade,
arbejde ”transcendere” sin status som hjælpemiddel og
så dynamikken holdes spændt op inden for maleriets
27
igennem brugen overgå til at determinere kroppens bevæ-
snævre, kulisseagtige rum.
gelser og dens relation til verden. Kroppen er da blevet en
form for redskabslighed – en tingslighed blandt verdens
fremtoning af stilstand og udadrettethed er det samlede
Affødt af blandt andet sædemandens dobbelttydige
øvrige ting. Denne omvending undergraver selvsagt den
formelle udtryk mere radikalt end den ellers lignende
vanetilegnelse, jeg ud fra Merleau-Ponty også finder i
fladebehandling og stiliserede form i I høst. Dualismen
skildringen af høstmandens arbejde med leen, hvor en
giver en mere tydelig pointering i det sene maleri af det
beherskelse af redskabet og en udvidelse af kroppens
konkret relationelle mellem figur og omgivelser, mellem
råderum udtrykkes. Min tilegnelse af vane-begrebet skal
subjektet og det objektive: Her eksponeres mennesket
således ikke forstås som direkte overført til maleriet, men
i en anderledes insisterende distance til omgivelserne,
rettere som inspiration til mit konkrete tolkningsarbejde
som i mere udtalt form end i I høst kan transponeres
omkring dobbeltbetydningerne i høstmandens opslugt-
over i tolkningen af en afstandtagen fra forestillingen om
hed og i min anskueliggørelse af forskelligt værdiladede
en større meningsstruktur, hvori mennesket fordringsløst
transformationer af kropslighed. Med hensyn til tanken
skulle indføje sig. Som en kommentar til en ellers for-
om tingsliggørelse formulerer Finn Terman Frederiksen
ventelig skildring af sædemanden som hjemmehørende
noget tilsvarende i en analyse af Rings maleri Landevej
i landlivet, synes Ring at placere ham mindre i og mere
ved Næstved fra 1890. Uddraget kan desuden relateres
over for omgivelserne, og dermed mere entydigt som
til Rings citat om at fotografere ting – ”det vil sige
subjekt over for det objektive – som mulighedsvæsen
Mennesker”:
og potentielt selvdannende eksistens i verden. Dette
”Efter Rings opfattelse er tilværelsens mest fun-
tilløb til en egentlig subjektformulering problematiserer
damentale og smertefulde tvedelthed den, der skiller
Ring samtidig gennem netop de opretholdte skel og det
menneske og verden, den, der gør verden fremmed for
relationelle, gennem figurens tilsyneladende løsrevethed
mennesket, den, der gør mennesket hjemløst på jorden.
fra verden.
For Ring er fremmedgørelsen samtidig en tingsliggørelse,
et indtryk, der forstærkes, når Ring som her skaber en
aktualiserer og peger væk fra fænomenologiens primære
brunligt jordagtig enhedstone og tvinger sin ”påklistrede”
sammenskrivning af menneske og verden. Sædemanden
47 m i r i a m h a v e w a t t s
Accentueringen af en grundlæggende afstand både