BBC med bukserne nede
/Skye Søndag d. 13. august bragte DR2 en udsendelse produceret af Monty Pyton-stjernen Terry Jones for BBC om tallenes historie. Et meget rosværdigt interessant initiativ som tog mange spændende perspektiver op. Desværre fortabte en del af programmet, på trods af sin gode vision, sigtet i fjolleri, overflade og misforståelser.
Den værste blev gjort af en ”matematiker” som under en meget spændende demonstration af tonerne i urtepotter lod os tro på, at det er materialets vægt, der er afgørende for tonen. Således vil en urtepotte på 2 kg klinge en oktav dybere end en potte på 1 kg, mente musikeren og ”matematik-eksperten”. Det var dog en fornøjelse at se og høre koncerten for urtepotter og det kan nok en gang anbefales alle at eksperimentere på dette felt. Men antagelsen er helt gal. Man kan udmærket lave en urtepotte af 1 kg ler, som klinger betydeligt dybere, sågar et par oktaver end en potte lavet af 2 kg. ler. Et afgørende i denne forbindelse er materialets tykkelse, form og størrelsen af overfladen. Hvis du altså laver en skår formet som en almindelig salatskål, men med meget tynde vægge af lerklumpen på 1 kg og eksempelvis laver en kegleformet, tykvægget klokke af klumpen på 2 kg., så vil de dybeste toner naturligvis komme fra den førstnævnte skål. Man kan måske ikke bebrejde formidlerne alt for hårdt, for Pythagoras tog tilsyneladende selv fejl med de mest afgørende enkle eksperimenter, som har dannet grundlag for hans – og dermed vores – toneteori. Legenden fortæller, at han efter forsøg med strengelængder og fløjter havde fundet frem til den elementære sammenhæng mellem tal (længder) og toner. Men den fortæller også, at han en dag passerede en smedje, hvor han hørte musik ved hamrenes møde med ambolten. Han blev grebet af inspiration, lånte smedenes hamre, vejede dem og udledte så en sammenhæng mellem vægt og toner svarende til Terry Jones’ ”matematik-ekspert”. Den stemmer altså bare ikke!
Fra Marie Louise von Frantz’ konklusion i appendiks til C.G. Jungs Mennesket og dets Symboler: ”Blandt de mange matematiske primære intuitioner eller a priori forestillinger, synes de naturlige tal at være de psykologisk mest interessante. De bruges ikke bare i vores bevidste dagligdags målinger og sammentællinger; de har i århundreder været det eneste hjælpemiddel til at aflæse betydningen af sådanne ældgamle spådomsformer som astrologi, numerologi, geomantik osv. De er alle sammen baseret på talmæssige beregninger, og Jung har udforsket dem alle ud fra sin synkronicitetsteori. Endvidere må de naturlige tal uden tvivl være arketypiske repræsentationer, når de anskues psykologisk. Ingen kan eksempelvis benægte, at 2 er det eneste eksisterende lige primtal, selvom man aldrig før har tænkt bevidst over det. Med andre ord er tallene ikke begreber, der bevidst er opfundet med henblik på beregninger: De er spontane og autonome produkter af det ubevidste – ligesom andre arketypiske symboler. Men de naturlige tal er også egenskaber ved ydre objekter: Vi kan tælle os til, at der er to sten her og tre træer der. Selvom vi afklædte de ydre objekter alle sådanne kvaliteter som farve, temperatur, størrelse osv., ville de stadig beholde deres ”mange-hed” eller særlige mangfoldighed. Og dog er disse tal samtidig en lige så indiskutabel del af vor egen mentale udrustning – abstrakte begreber, som kan studeres uden at betragte ydre objekter. Tallene synes altså at udgøre en håndgribelig forbindelse mellem stoffets og psykens sfærer. Ifølge Jungs antydninger, vil man her kunne finde det mest frugtbare område for videre forskning.