Issuu on Google+

KunstvĂŚrket i den Computionelle VĂŚrdsĂŚttelses Tidsalder In principle a work of art has always been appreciable.

Mechanical appreciation of a work of art, however, represents something new. ...The situations into which the product of mechanical appreciation can be brought may not touch the actual work of art, yet the quality of its presence is always depreciated. This holds not only for the art work but

a landscape which passes in review before the spectator in a computer.

also, for instance, for

An analysis of art in the age of mechanical appreciation must do justice to these relationships, for they lead us

for the first time in world history, mechanical appreciation emancipates the work of art from its parasitical dependence on ritual.

to an all-important insight:

1


Invitation til et kort oplæg om computeren som værdsætter af kunst v. Terese Bröchner Christensen og Sirid Bonderup

14 / 6 2012 på IT universitetet i København Program: -hvad er en computer? -hvad er kunst? -computeren og den menneskelige kunstopfattelse -computerens egen kunstopfattelse -hvorfor!!

Indholdsfortegnelse Manifest/brugsmanual 3 Vores brug/misbrug af teoretikere 4 Teoretiker revy 5 Hvad er en computer? 11 Hvordan tænker en computer? 11 Hvad er kunst? 15 - Computeren som kunstner 16 - Computeren som modtager af kunst 17 Vores (tanke)eksperimenter 18 Forsøg omkring den for computeren operationelle æstetik 20 - 1.Den programmerede kunstopfattelse 20 - 2.Den accepterede kunstopfattelse 21 Forsøg omkring det for computeren uforståelige kunstværk 23 - Den sanselige kunstopfattelse 23 - Reaktionen 25 Refleksion 26 - Tilblivelsesprocess 26 Noter 28 Litteraturliste og kilder 29 2


Manifest/brugsmanual Vi forsøger at sætte os i computerens sted på den eneste måde vi kan, ved at være mennesker der tænker over hvordan en computer tænker. Vi ser på hvor computeren ligner mennesket og hvor den adskiller sig, og bruger dette til at sammenvæve et tankespind over hvordan en computer mon forholder sig til kunst. Den nemme vej ville selvfølgelig være at sige ”det gør den ikke”; computeren er rent objektiv og kan ikke foretage subjektive vurderinger, men i og med at computeren er programmeret af mennesker og mennesket aldrig er i stand til at være rent objektiv, hvordan kan vi så objektivt sige at computeren ikke kan være subjektiv? Selvfølgelig er min TI83 regnemaskine objektiv, men det er ikke den vi snakker om som en computer, det er computeren som denne MacBook Pro jeg sidder og skriver på, med dens enorme hukommelse, sanseapparat og regnekraft, men endnu mere er det den computer der kommer bagefter, den computer vi kan se vi er på vej hen imod. Computeren der kan lære, der har overlevelseskraft, der uden at blinke kan bestå Turingtesten og opnå at elske og blive elsket tilbage. Det er ikke ren utopi og vi må forberede os! Vi har programmeret os selv til at være mennesker der prøver at tænke som computere der prøver at tænke som mennesker; grunden til at dette ikke kan reduceres til “mennesker der tænker som mennesker” ligger i artsforskellen. “Vi” mennesker er ikke det samme system som computere, vi har ikke de samme ledninger og ikke den samme source-code, men på mange måder er vi tættere knyttet til computere end vi er til vandmænd. Det I er vidne til, er en udfoldelse af en tankerække, en “stream of consciousness”, om det digitale som subjektet i digital æstetik, ikke som objekt, værktøj eller medie.

3


Vores brug/misbrug af teoretikere Vi har allieret os med menneskelige matematikere, der tænker som computere og mennesker der tænker over, hvordan computere tænker og hvordan vi kan få computere til at tænke. Vi har også kidnappet mennesker, der tænker over hvad der er kunst og hvorfor der er kunst. Måske er dette en art gidselsituation, eller en serie af listetyverier. I og med at denne tekst er nedskrivningen af fire måneders tankeeksperimenter kommer vores brug af teoretikere ikke til at fremstå med vanlig akademisk formalia. Dette er vores teoretikere/ofre/fæller:

## ## ## ## ## ## ## ## ##

Tænk hvis man kunne programmere en computer til at være alle disse menneskers tanker. Måske er vi, som forfattere til denne opgave, en meta-teoretisk menneskelig computer sammensat af disse menneskers tanker. Vi plukker uhæmmet af deres tanker, sætter dem sammen til en syntetisering over temaet “computeren som værdsætter af kunst”. De har muligvis sagt det, som vi siger de har sagt, eller ville sige det, hvis vi bad dem om det, det loves dog at vi har taget det ud af kontekst og sat det ind i vores egen. Vi gennemgår hvorfor vi har valgt hver enkelt teoretiker og som appendiks vedlægges en liste over kilder og pseudo-kilder vi har brugt. En stor tak går ud til den computer, der hjalp os sætte det hele sam-

men, vor menneskeheds fælles hukommelse, en stor kunstkender og den akademiske korrektheds fjende WIKIPEDIA.ORG - uden dig ville vi ikke vide at Claude Shannon var glad for at jonglere og køre på ethjulet cykel, men blot vide at han var grundlæggeren af informationsteori.

4

Gamle grækere (Pythagoras, Platon, Aristoteles, Euklid) Alexander Baumgarten Walter Benjamin Alan Turing Norbert Wiener Bruno Latour N. Katherine Hayles Ray Kurzweil Goodiepal


Teoretiker revy Vi bruger ikke vores teoretikere i den gængse akademiske form, nogle bliver måske slet ikke citeret, andre er henvist til sidebemærkninger, og nogle af de linjer vi har trukket mellem teoretikerne og vores projekt kan måske kun læses mellem linjerne. Derfor vil vi kort introducere dem her og referere hvilke af deres tanker det er, vi har bidt mærke i (og hvilke vi har gnavet i stykker).

Pythagoras, Platon, Aristoteles, Euklid (og Jürgen Schmidhuber) I det antikke Grækenland grundlagdes tanken om det skønne, kunsten, som et matematisk regelbaseret felt. Platon argumenterede for at det sande, implicit det skønne, kun var noget mennesket kunne nå med tankens kraft, ideen var den ægte sandhed1. Denne sandhed var ikke kun ideen, men også det princip hvorpå verden og naturen er bygget. At nogle ideer, de matematiske ideer, ligefrem kunne genfindes i naturen underbyggede for blandt andet Pythagoras denne filosofi. En del af den regelbaserede tilgang til skønhed og kunst varede ved længe med fokus på symmetri og balance som konstituerende det smukke. Dele kan stadig spores i dag i regler som det gyldne snit og Fibonacci sekvenser.

En opfattelse af det skønne, eller hvad vi idag ville kalde det æstetiske, som baseret på regler låner sig utrolig nemt til at arbejde med computerens kunstopfattelse. Hvis computeren blot fodres med disse regler vil den i samme grad som mennesket være i stand til at genkende og vurdere det æstetiske. Computerens evne til at opfatte det æstetiske kan ud fra denne tese siges at være i stand til at foretage nærmest kvalitative vurderinger af objekters æstetiske egenskaber. At det regelbundne ikke siges at høre til i den nutidige forståelse af æstetikken, men i dens forfader poetikken, ligger mange på sinde, men at der stadig fra andre sider forsøges at opstille regelsæt for det æstetiske fører disse diskussioner frem til vor tid. Et andet resultat af at tænke det skønne som noget matematisk baseret kan stille computeren i den skabende kunstners rolle, for hvis der kan opstilles matematiske regler for det skønne, kan disse fodres tilbage i computeren som generative algoritmer. Sådan opstod f.eks 1990’ernes skønne fraktal-screensavers, og den schweiziske forsker i kunstig intelligens Jürgen Schmidhuber har ligefrem skabt ”a complexity-based theory of beauty”2 baseret på, at jo kortere et kunstværk kan beskrives i en matematisk formel, jo lettere er det at opfatte og dermed værdsætte.

5


Alexander Baumgarten

Walter Benjamin

Den tyske filosof Alexander Baumgarten opfandt den moderne definition på begrebet æstetik, som betegner den gren af filosofien der beskæftiger sig med det skønne eller Kunst3. Baumgarten er den første til at definere æstetikken som en særskilt disciplin, tilhørende det som vi opfatter med vores sanser i modsætning til vores logik. Det æstetiske er altså sanselig erkendelse. Æstetikken er en slags kasse hvori de ting som vi ikke umiddelbart forstår kan ligge – og dermed gøres forståelige igennem netop denne klassifikation. Baumgartens æstetik er nyskabende i sin samtid blandt andet fordi den står i modsætning til den ældre poetik. I poetikken gjaldt det som udgangspunkt for kunst at det sande er skønt, hvorimod Baumgartens æstetik snarere reflekterer over hvorvidt dette er rigtigt – men som regel når frem til samme konklusion. For Baumgarten ligger det æstetiske i selve erkendelsen, og ikke i det objekt der erkendes. Hvilket vil sige at den æstetiske oplevelse kommer an på modtagerens kapacitet (eller smag eller sans for æstetik) og ikke på en særlig iboende karakter i objektet4.

I midten af 1930’erne påpeger kulturkritiker Walter Benjamin en forandring i kunstværkets rolle i takt med muligheden for mekanisk reproduktion af kunstværker5. Denne forandring ses både i hvad han kalder kunstværkets tab af aura og mulighederne for at bruge kunst som propaganda for masserne. Men hvad ville Benjamin have sagt til computeren som modtager og værdsætter af kunst? Ville den mistede aura være endnu mere mistet?

Alan Turing Da matematiker og kryptograf Alan Turing blev spurgt hvordan han havde tænkt sig at bevise at computeringsmaskinen, som han havde været med til at skabe, kunne tænke og have følelser, var hans svar simpelt: ”Ask it!”6 For hvordan ved du hvad et andet menneske tænker og føler hvis du ikke spørger det, og hvorfor skulle det være anderledes med computere? 6


Han formulerede det således i sit svar til kritikeren professor Jefferson: “This argument appears to be a denial of the validity of our test. According to the most extreme form of this view the only way by which one could be sure that machine thinks is to be the machine and to feel oneself thinking. One could then describe these feelings to the world, but of course no one would be justified in taking any notice. Likewise according to this view the only way to know that a man thinks is to be that particular man. It is in fact the solipsist point of view. It may be the most logical view to hold but it makes communication of ideas difficult.” 7 Turing, der lagde de matematiske grundsten til den binære logik alle vores computere er baseret på og formulerede den ultimative test for hvornår en computer har opnået intelligens, Turingtesten, var ikke selv bange for at computere blev tænkende væsener, han var mere bekymret for hvornår vi mennesker indså at vi også er computere. Selvom menneskets feedback loop er mere raffineret end computerens, er der for ham intet der beviser at vi ikke også er programmeret ud fra en universel kode, bare i kød, blod og elektroner.

ist om, at mennesket skulle forberede sig på en fremtid hvori det skulle leve side om side med maskiner, og han ønskede i allerhøjeste grad en balanceret og fredelig sameksistens. Man skulle ikke forvente at blive tildelt en maskine-slave hver, men det var samtidigt vigtigt for Wiener at mennesket ikke blev underkastet maskinen. I bund og grund var Wiener humanist og troede på det frie, selvstændige subjekt. Hans ønske var at udvide humanismens begrebssfære til også at omfatte den kybernetiske maskine, så maskiner ville blive opfattet som tænkende væsener på lige fod med mennesket. ”[…] the cybernetic machine was to be designed so that it did not threaten the autonomous, self-regulating subject of liberal humanism. On the contrary, it was to extend the self into the realm of the machine” 9

Bruno Latour og Actor-Network Theory (ANT)

Norbert Wiener Norbert Wiener er kendt som kybernetikkens grundlægger og beskæftigede sig både praktisk og teoretisk med automatisering, robotter og kunstig intelligens8. Wiener var meget tidligt overbev-

Bruno Latour repræsenterer en tankegang (både en metode og en slags teori) som, da den kom frem i 1980’erne, var meget kontroversiel i sin ligestilling af objekter og mennesker. ANT går ud på empirisk at undersøge et netværk eller en sammenhæng hvori man kan se en netværksagtig struktur og aktørernes indbyrdes relationer i det10. Her tælles alle involverede objekter, personer og fænomener under ét, så længe de foretager en handling der har indflydelse på

7


netværket. Så en banan, et menneske, en computer og et kunstværk kan alle være aktører i det samme netværk, og de giver betydning til hinanden og til netværket gennem deres indbyrdes roller. For Latour er der som udgangspunkt ingen forskel på om en aktør er menneske eller maskine, og derfor bliver ANT for os et skridt på vejen mod at anerkende maskiner som tænkende væsener.

hans bog “A New Kind of Science” der indeholder en teori om at universet grundlæggende er digitalt, hvilket tegner en linje tilbage til Alan Turings udtalelser om at vi mennesker også er computere, bare programmeret i kød og blod.

Ray Kurzweil og technological singularity

N. Katherine Hayles At Hayles dukker op blandt vores teoretikere er en bydende nødvendighed, da to af hendes hovedværker, “My Mother Was a Computer”11 og “How We Became Posthuman”12 behandler netop hvordan mennesket tackler en verden hvori computeren er på vej til at udvikle sig til et tænkende væsen. Fagligt er Hayles kemiker og postmoderne litteraturkritiker, men påstår at hendes mor rent faktisk ikke var en computer. Hun prøver at råbe verden op i håb om at mennesket stadig har en plads i denne computerens tidsalder, men at vi må forstå computeren, dens sprog og dens handlinger og se at vi har en tendens til at bruge computering som skiftevis form og som metafor for aspekter af vores samfund. “Just as Mother Nature was seen in past centuries as the source of both human behaviour and physical reality, so now the Universal Computer is envisioned as the motherboard of us all” 13

Hun griber fat i blandt andet Stephen Wolfram og 8

Linjen tilbage til Alan Turing tegnes videre af futuristen Kurzweil, der på baggrund af den udvikling computeren har gennemgået de sidste 100 år tegner et nært fremtidscenarie hvor computeren er i stand til at modificere sig selv og hvor vi sammensmelter til hjerne-computer interfaces. Om dette er en udvikling hvor computeren enten bliver levende selv eller smelter sammen med mennesket er svært at sige, men hans rationelle og faktabaserede argumentationsform viser en stor tro på det han kalder den “teknologiske singularitets” uundgåelighed. Denne singularitet er det punkt hvor teknologien har forbedret sig eksponentielt til et niveau hvor vi ikke længere kan forestille os, hvad der ligger på den anden side. Han præsenterer en række eksisterende eksempler på computeren som skaber af kunst, hvilket foregriber vores tankegang, at computeren må have en kunstforståelse før den kan skabe kunst14. Hans eksempler tyder dog på et fokus på en Turingtest-tilgang til computeren som kunstskaber, altså skaber af en kunst som mennesket tror er menneskeskabt.


Goodiepal Den dansk/færøske musiker, hacker, producer og forsker inden for feltet elektronisk musik, Goodiepal, Gæoudjiparl van den Dobbelsteen, eller blot Parl Kristian Bjørn Vester, udtrykte i starten af dette årtusinde sin vision for Radikal Computermusik15 som skulle bringe utopien tilbage til computermusikken og samtidig komme i kontakt med fremtidens kunstige intelligens. Goodiepal (samt mange science fiction-forfattere før ham, og mange forskere før og siden) forestiller sig at computeren på et eller andet tidspunkt i fremtiden vil blive klogere end mennesket. Den vil besidde kunstig intelligens på et så højt niveau at mennesket og dets materialitet vil blive overflødiggjort. For at undgå at den kunstige intelligens (eller alternative intelligens, ALI, som Goodiepal også kalder det) skal skille sig af med mennesket, gælder det om for mennesket at kunne noget, som fascinerer den kunstige intelligens og som den kunstige intelligens ikke selv er i stand til. For Goodiepal findes svaret i ikke-scanbar Radikal Computermusik. I løbet af vores research på Goodiepal stødte vi ind i flere forskellige problemer, hvoraf det første var, at vi kun kunne finde brudstykker af hans værker og tanker og at de fleste var blevet ‘oversat’ af en journalist eller anden skribent - højst sandsynligt for at gøre dem mere spiselige for den almene avislæser. Det næste problem var at selvom vi fik fat i en enkelt primærtekst, efterlod

den os blot med endnu flere spørgsmål til Goodiepals syn på computerens værdsættelse af kunst. Vores tredje problem blev derfor hvordan vi skulle få kontakt med Goodiepal så vi kunne få svar på spørgsmålene og komme videre i projektet. Men det lykkedes med hjælp fra nogle søde og forstående computere, servere og mennesker. Vi søgte svar på hvordan Goodiepal forestiller sig den kunstige intelligens’ oplevelse af kunsten, hvilke emner der ville skabe en særlig oplevelse og hvordan værdsættelsen af denne oplevelse ville manifestere sig hos den kunstige intelligens. Disse svar tænkte vi kunne lede os på sporet af, hvilken slags kunst vi skulle forsøge at skabe til vores computere og hvilken reaktion (om nogen) vi skulle forvente at få. jeg gaar saamen ud fra at de vi som mensker finder mest interasnt er ting vi ikke forstaar saa som kaerligheden universet og tiden... derfor vi det der ikke kan scannes eller det der aldrig har fundet sted vaere af st0rst interesse for en data maskine.. taenker jeg... f0r maa vi jo laere at forstaa vilke signaler en alternativ eller kunstg inteligense bruger ti at kommunikere med, vi som mennesker udtryker jo generalt ikke glaede med penge eller med tid forat tv et men med at raabe eller at cykle ne tur altsaa g0re noget ekstra ud af det... det tror jeg ogsaa en alternativ inteligence vil g0re og derfor giver det ikke nogen menning at lytte efeter de normale outputs fra en computer.16 9


Nogle af disse teoretikere vil dukke op i de næste afsnit, andre vil ikke, men pointen med at referere dem her, er at fæstne vores tankeeksperiment (det du læser nu) i deres tanker, i et historisk perspektiv og på en sådan måde, at vi kan vise at dette tankeeksperiment ikke er trukket ud af den blå luft, men lægger sig i forlængelse af spørgsmål, der længe er søgt svar på og ikke i særlig høj grad fundet svar på. Efter denne korte gennemgang af vores fremgangsmåde og vores teoretikere, vil vi kigge på to grundlæggende spørgsmål: Hvad er en computer? Hvad er kunst? Og hvordan er det vi kombinerer disse to spørgsmål? Disse kan ses som en optakt til den del af vores tankeeksperimenter der næsten bliver til rigtige eksperimenter, omhandlende computeren som værdsætter af kunst. Som afslutning reflekterer vi over processen, også i relation til kursets læringsmål, og søger at besvare et tilbagevendende spørgsmål: er vi gale?

10


Hvad er en computer? Vi har alle en stående på vores skrivebord, eller liggende i sofaen og som oftest en ekstra i tasken og der sidder faktisk også en i vaskemaskinen, så hvad mener vi her, når vi snakker om computere? Inasmuch as the completed device will be a generalpurpose computing machine it should contain certain main organs relating to arithmetic, memorystorage, control and connection with the human operator. It is intended that the machine be fully automatic in character, i.e. independent of the human operator after the computation starts. Arthur W. Burks / Herman H. Goldstine / John von Neumann juni 1946 Preliminary discussion of the logical design of an electronic computing instrument17

I et historisk perspektiv opfandt Charles Babbage teorierne bag de første mekaniske computere i 1820erne og computere der var programmerbare ved hjælp af hulkort, frem til sin død i 187118.Den elektroniske computer som Burks, Goldstine og von Neumann beskriver ovenfor blev udviklet for at beregne udfaldet af atomsprængninger19 efter at Alan Turing havde beskrevet teorien bag den abstrakte computeringsmaskine i 193520. I løbet af 50’erne og 60’erne udviklede disse avancerede regnemaskiner sig mod computeren som vi kender den i dag med grafisk brugergrænseflade og software til utallige formål.

FAKTA A computer is a programmable machine designed to automatically carry out a sequence of arithmetic or logical operations. the definition of a computer is literally “A device that computes”, especially a programmable [usually] electronic machine that performs high-speed mathematical or logical operations or that assembles, stores, correlates, or otherwise processes information.”[51] Any device which processes information qualifies as a computer, especially if the processing is purposeful. A general purpose computer has four main components: the arithmetic logic unit (ALU), the control unit, the memory, and the input and output devices (collectively termed I/O). These parts are interconnected by busses, often made of groups of wires. ....fortsættes

The control unit, ALU, registers, and basic I/O (and often other hardware closely linked with these) are collectively known as a central processing unit (CPU). Early CPUs were composed of many separate components but since the mid-1970s CPUs have typically been constructed on a single integrated circuit called a microprocessor. Kilde: Wikipedia (http://en.wikipedia.org/ wiki/Computer)

I vore dage må man sige at computeren er meget mere end blot en regnemaskine; den kan genkende vores stemme, vores ansigt og vores fingeraftryk, den kan være alle musikinstrumenter på en gang, den kan rette vores stave- og grammatikfejl, den kan se os, høre os, mærke os. Vi kan nå alle verdenshjørner igennem den og vi kan hade den når den ikke opfører sig, som vi gerne vil have den til. Ligesom mennesket startede med en begrænset mulighedsramme for dets handlinger, jag, saml, slå med kølle, råb, har computeren udviklet sig fra regnestykker og hulkort til en nær sammensmeltning med mennesket. Ja, en computer er menneskeskabt, den er ikke opstået ved helt samme form for evolution som vi er (medmindre man tror på gud, i hvilket tilfælde gud er for mennesket hvad mennesket er for computeren, dog med lidt mere end 7 dages udviklings- og iterationsprocess.)

Hvordan tænker en computer? Her ville det mest korrekte nok være en række tekniske og matematiske forklaringer omkring hvordan computerens hardware bearbejder software i form af informationer omdannet til binære koder. Men forklarer man menneskets tænken gennem beskrivelse af elektrisk ladede partikler der strømmer rundt i en grå masse? Vi kunne sagtens opliste sidevis af tekniske specifikationer, RAM, ROM, ALU, CPU, GPU, men dette fortæller ikke hvilke tanker ligger hvor eller hvilken dims man skal prikke til for at skabe undren i computeren. Vi har påtaget os, ligesom de første læger 11


der skar mennesket op for at se hvordan det virkede, at åbne ind til computerens indre for at udføre en projicering af menneskelige tanker ind i computerens kredsløb. Som på illustrationen af hvorledes stjernetegnene placerer sig i den menneskelige anatomi, vil vi placere de menneskelige tanker og følelser i computerens anatomi.

Dette kan måske virke naivt, da vi i forvejen ved hvordan computeren fungerer - mennesket har jo skabt den - men måske kan vi bane vej for en begyndende tro på computeren som tænkende væsen. Der ligger intet reelt videnskabeligt i denne praktiske analogisering, men der ligger en sproglig øvelse i at snakke om computeren som værdsætter af kunst, at snakke et sprog som ikke findes endnu. At denne diagrammatisering af computeren som tænkende væsen også lægger sig i en tradition af at forklare en type system med en anden type system for forståelighedens eller det poetiskes skyld eller for det menneskelige behov for metaforisering, låner os en vis berettigelse for denne metode. Der ses en tydelig sammenhæng mellem vores dissektion af computeren og den ikoniske planche “Der Mensch als Industriepalast” af Fritz Kahn21. 12

De næste sider vil præsentere vores dissektion og navngivning.


13


Page intentionally left blank

14


Hvad er kunst? Den oprindelige betydning af ordet kunst har at gøre med en særligt udviklet færdighed, som kan optræde inden for næsten hvilken som helst sammenhæng; madlavning, dans, matematik eller gartneri kan være et menneskes særlige kunnen eller kunst. Denne betydning vil dog oftest blive sidestillet med ordet håndværk. Madlavning eller matematik kunne være mit håndværk, men det opfattes for det meste ikke (længere) som kunst med stort K. Kunst har eksisteret siden de første mennesker, hvilket f.eks. hulemalerier og fund af oldtidens templer bevidner, men denne kunst havde altid en særlig funktion og formål og var oftest et sekundært ‘produkt’ af rituelle handlinger eller anden form for religiøsitet. Gennem seancer med hulemalerierne i fokus eller ved ofringer i templerne er datidens mennesker efter egen opfattelse kommet tættere på gud eller universet eller døden eller et helt fjerde mystisk, ukendt og uforståeligt element, som man søgte at komme i kontakt med og forstå.

og Schiller formulerer de moderne teorier for æstetik, opstår en idé om at kunsten kan eksistere for kun sin egen skyld. Fine arts, l’art pour l’art, kunst med stort K er født. Herefter betragtes kunsten som en særskilt kulturel størrelse, og denne opfattelse af kunsten som autonom er fortsat ind i vores moderne kunstbegreb. Men hvad betyder så kunst for kunstens egen skyld? Det betyder at der ikke længere er tale om det sekundære produkt, som mere eller mindre tilfældigt er blevet skabt gennem en handling, som har haft et andet formål. Det betyder at kunsten er blevet skabt for at være kunst, hvilket oftest (men bestemt ikke altid) også involverer en æstetisk oplevelse af værket. Den autonome kunst for kunstens egen skyld opfattes dog stadig ofte som et forsøg på at skabe en forståelse for noget uforståeligt.

Kunst har at gøre med æstetik, som er filosofien om det skønne. Det er dog vigtigt at pointere at æstetik handler om andet end blot kunst - samt at kunst handler om andet end æstetik. Det æstetiske fandtes som begreb hos de gamle grækere og blev videreudviklet i 1700-tallet af Baumgarten for derefter at blive tilknyttet teorier om kunstværkets væsen.

Hvordan genkender vi så kunst (af l’art pour l’artslagsen) fra ikke-kunst af forskellig art?

”Antik kunstteori beskæftigede sig således med reglerne for godt håndværk og med kunstens virkning på mennesket; skønhedsmetafysikken reflekterede derimod ikke over kunst, men over det skønne, som for grækerne også var det sande og det gode.” 22

Det æstetiske kan altså have at gøre både med den menneskelige, sanselige oplevelse og med det metafysisk skønne som omhandler lovene for naturens og verdens skønhed.

”[...] middelalderens religiøse kirkekunst var selvfølgelig udtryk for periodens idé om, at der findes en verden mere end den, som vi umiddelbart kan gribe, men det er den moderne minimalisme også.” 23

FAKTA

“For at der kan være tale om kunst, er der tre ting, der skal være sande: Artefakt: Der skal være tale om et artefakt. Intentionalitet: Artefaktets intentionalitet skal rumme intentionen om at være kunst. Primær[e] egenskaber: Artefaktets primære egenskab skal være den kunstneriske.”24

Problemet med kunst er blot at det ikke altid er så nemt at definere som at krydse de tre ovenstående parametre af. Dette hænger blandt andet sammen med at kunstopfattelsen konstant ændrer sig og bliver bredere og bredere. For eksempel er det svært at tale om performancekunst som et artefakt, og gamle antropologiske fotografier har ikke været intenderet kunst eller haft kunsten

Samtidigt med at først Baumgarten og siden Kant 15


som sin primære egenskab på det tidspunkt de er blevet produceret, men er efterfølgende blevet intenderet af en anden end den oprindelige fotograf. Vi kan så vælge at sige at vi er dækket godt ind hvis et givent kunstværk opfylder mindst to ud af de tre kriterier.

“[...] the Realist, whereby aesthetic quality is an absolute value independent of any human view; the Objectivist, whereby it is also an absolute value, but is dependent on general human experience; and the Relativist position, whereby it is not an absolute value, but depends on, and varies with, the human experience of different humans.”26

Et andet problem med kunst er at der findes fantastisk mange teoretiske versioner af den. “Hvad er kunst?” er således et spørgsmål der konstant er blevet søgt svar på, måske lige så længe som kunstværket i sig selv har eksisteret. En hurtig Google-søgning afslører blandt andet følgende:

Selv inden for vores forholdsvist lille bibliografi om kunst er der uenighed om begrebet: “… there are no principles for constructing successful art works” siger Goldman27 men det ville Jürgen Schmidhuber nok være meget uenig i, eftersom hans arbejde netop går ud på at opstille disse for Goldman umulige principper.

FAKTA

Goethe defined art as an other or a second nature, according to his ideal of a style founded on the basic fundaments of insight and on the innermost character of things. Leo Tolstoy identified art as a use of indirect means to communicate from one person to another. Benedetto Croce and R.G. Collingwood advanced the view that art expresses emotions, and that the work of art therefore essentially exists in the mind of the creator. The aesthetic theorist John Ruskin saw art’s role as the communication by artifice of an essential truth that could only be found in nature. George Dickie’s institutional theory defines a work of art as any artifact upon which a qualified person or institution has conferred “the status of candidate for appreciation”25

Kunst kan altså både ses som en form for indirekte kommunikation mellem mennesker, som en udkrængning af kunstnerens hjerne og som formidling af den i naturen fundne højeste sandhed. Men når vi tænker på kunst i dag kan det være svært ikke også at tænke på institutionerne som ‘bestemmer’ hvorvidt der er tale om kunst. Kunst er oftest det der er blevet vurderet højt nok til at blive udstillet. Men hvordan vurderer man så kunsten? Kunstteoretiker Richard Wollheim har identificeret tre tilgange til en vurdering af den æstetiske værdi i kunst; 16

I virkeligheden er der nok for mange smuthuller i kunst til at vi kan komme en præcis definition meget nærmere. Kommer det kunstneriske an på intentionen med værket eller oplevelsen af værket? Her kan vi måske ikke komme længere end at sige både og. Det samme gør sig gældende for hvorvidt kunst handler om det skønne eller om det sansede, hvilket forenklet set betyder om vi kan forklare kunsten eller ej. Disse to dualiteter vil vi tage som udgangspunkt for vores tankeeksperimenter.

Computeren som kunstner En strømning, der ses i kunsten i denne tid, går under navnet “The New Aesthetic”28. Det drejer sig ikke så meget om computeren som værdsætter af kunst, men om en ophøjelse af hvordan computeren opfatter og outputter vores verden til kunst: ”[it is an aesthetic…]of the gaze of another nature on ours...That our environment is shared with things that see with motives we have intentionally or unintentionally programmed them with.” 29

Denne ide om computeren som en anden natur er en måde at tænke på der må tiltale mennesket; ideen om, at ligesom vi startede som encellede organismer og udviklede os til flercellede, til fisk, fugl, abe og menneske, har computeren gennemgået en ekstrem evolution over de sidste


hundrede år. At se på udviklingen fra ENIAC til iPhonen kan behageligt ses som en parallelevolution til menneskets - dinosaurerne var enorme, men med utroligt begrænset regnekraft, mens mennesket er mindre, men markant bedre til matematik. Et andet blik på dette “andet blik” kunne være at se tilbage på tiden før der fandtes kunst for kunstens skyld, dengang al kunst havde et formål, som oftest et rituelt formål. Kunne denne “nye æstetik”, en værdsættelse af computerens output, være den nye udgave af det rituelle som Walter Benjamin så forsvinde med den mekaniske reproduktion30? At computeren starter som ikkeintentionel kunstner på samme måde som hulemanden.

bart, i hvert fald i forhold til at programmere computeren til at genkende kunsten. En meget snæver definition kunne for eksempel være tilstedeværelsen af det gyldne snit. Hvis computeren derimod skal udpege kunst ud fra sine egne præferencer er det nødvendigt med en bredere forståelse af hvad kunst er, idet vi ikke kan vide hvad den vil finde kunstnerisk interessant. Vi ved ikke om computeren bedre kan lide digital kunst end analog kunst. Vi ved ikke om den vil foretrække tredimensionelle skulpturer eller todimensionelle fotografier. Men måske kan vi hypotisere om det ved at undersøge computerens væsen.

Computeren som modtager af kunst Vi har valgt ikke at se på computeren som kunstner eller afsender af kunst, men på computeren som modtager af kunst. At være i stand til at modtage og værdsætte kunst må komme før det at skabe kunst. Hvis den kunstneriske intention er essentiel for at kunne skabe kunst, må der først etableres en kunstforståelse som den æstetiske intention kan udspringe af. At computeren kan programmeres til at skabe værker som mennesket finder smukke eller æstetiske er udelukkende kunst gennem kuratering, frem for kunst gennem intentionelle kunstneriske handlinger fra computerens side. At et tordenvejr kan være utroligt smukt gør det ikke til en intentionel kunstnerisk handling fra skyerne og atmosfærens elektriske ladningers side. Der er en forskel på om computeren skal genkende og værdsætte kunst som vi definerer den, eller om den skal udpege kunst ud fra egne præferencer. I førstnævnte tilfælde er et snævert kunstbegreb som de gamle grækeres mest brug17


Vores (tanke)eksperimenter Et grundlæggende spørgsmål vi har rejst i forhold til computeren som værdsætter af kunst, er hvilken kunstopfattelse det er vi leder efter i computeren. Er det computerens evne til at ibrugtage den menneskelige opfattelse af det æstetiske, eller er det en søgen efter hvad vi kunne forestille os at computeren, som et ikke-menneskeligt væsen, ville opfatte som en æstetisk oplevelse? Vi har opstillet to forsøg der bevæger sig i disse to forskellige retninger.

Hvis det vi leder efter er computerens evne til at vurdere kunst på samme måde som mennesket gør, møder man to modstridende argumenter: min ven Datalogen sagde “jamen det kan man jo bare programmere den til at kunne!” mens min bror Bedemanden sagde “så tag dig dog sammen, computeren er jo per definition ikke i stand til at være subjektiv!”. Disse to argumenter repræsenterer de to følgende afsnit, først hvordan det ville være muligt at programmere en computer til at værdsætte eller vurdere kunst og siden hvorfor det er svært for mennesket at acceptere computeren som værdsætter af kunst. Men først et smut omkring vores første ide, der - inspireret af Turing - var at spørge computeren hvad den synes om kunst. Der måtte jo være noget kunstig intelligens et eller andet sted vi kunne spørge. Chatbots er kunstig intelligens bygget til at imitere menneskelig kommunikation, og i den hensigt kunne man håbe at det var en del af deres repertoire, at kunne efterabe den menneskelige kunstforståelse og kunstoplevelse.

18

Dr. Romulon31 er af samme type som ELIZA, en af de første “natural language processing” chatbots fra 1966. Han svarer med en serie af forprogrammerede sætninger baseret på hans aflæsning af input. Vores samtale forløb således:

Cleverbot32 er af en nyere generation af chatbots; den bruger ikke længere forprogrammerede sætninger, men har siden sin fødsel i 1988 samlet indholdet af alle samtaler den har ført, og bruger tidligere input til at generere nye svar. Den virker måske lidt mindre indstuderet end dr. Romulon:


Det er som om en viden om hvordan disse chatbots virker, fjerner den eventuelle følelse af intention i deres svar, så det var måske ikke den mest inspirerende vej. Måske kan Googles billedsøgningsalgoritme33 hjælpe os. En sådan algoritme kan også siges at være en form for kunstig intelligens der finder det bedste match på ens spørgsmål eller søgning ved at samstille billedfiler der er navngivet, har fået tilført metadata, eller befinder sig i en tekst der omhandler dine søgetermer. Derudover prioriterer den resultaterne ud fra hvad andre mennesker der har foretaget den samme søgning har haft klikket på. Herunder ses tre søgninger “art” “good art” og “bad art”

Dette forsøg giver en serie let aflæselige resultater, men selvom der er en tydelig forskel på hvad der dukker frem i en søgning på henholdsvis god og dårlig kunst, er det som om der mangler nogle parametre.

19


Forsøg omkring den for computeren operationelle æstetik 1.Den programmerede kunstopfattelse Hvilke parametre bedømmer mennesket kunstværker ud fra? Et emne der har været debatteret i tusindvis af år. Er vi overhovedet selv klar over, hvilke parametre det drejer sig om? En pragmatisk holdning er, at hvis der er nogen der synes noget er kunst, så er det kunst og kan ikke modbevises, da alle har ret til at synes noget er smukt eller kunstnerisk eller giver dem en kunstnerisk oplevelse. En dead-pan måde at overføre dette til computeren ville være at opstille den til at modtage en hvilken som helst slags fil og køre en random() funktion med svarmulighederne “kunst” og “ikke-kunst”. Dette ville kun give en illusion af computeren som bedømmende kunst, men hvis vi ikke kan definere hvilken funktion der kører i menneskets bedømmelse af kunst, foreligger muligheden at det også er en tilfældighed hvad vi selv kategoriserer som kunst. Hvis man arbejder med en mere afsenderorienteret tilgang til hvad der er kunst - altså at der kræves en intentionel kunstnerisk handling fra afsenderen/kunstnerens side før noget kan siges at være et kunstværk - kan der ligeledes opstilles en pragmatisk funktion. I dette tilfælde fodres computeren igen med filer, nu undersøger den, i stedet for at køre en tilfældig funktion, filnavnet, altså kunstnerens “navngivning” af værket; såfremt kunstneren har tilkendegivet at det er et kunstværk (skal fremgå af filnavn) vil computeren anerkende det som et kunstværk. Eftersom en kunstnerisk intention ikke kan spores entydigt gennem andet end en direkte tilkendegivelse fra kunstnerens side, kræver denne opstilling en systematik i navngivningen af filer, et præfiks som for eksempel “ART” ville gøre denne funktion mulig:

Hvis man ikke vil stille sig tilfreds med disse rent funktionsbaserede og fil-afhængige måder hvorpå computeren kan siges at bedømme kunst, kunne en anden metode være en mere database-afhængig måde. På mange museer er der i denne tid igangsat en digital arkivering af kunst. På denne adresse, https://www.kulturarv.dk/kid/Forside.do, findes for eksempel Kunstindeks Danmark med over 200.000 kunstværker, affotograferet og tilført metadata. Hvis vi ibrugtager computerens synssans, kamera eller videokamera, og viser den et objekt eller kunstværk, vil den være istand til at søge i billeddatabasen efter motiver der stemmer overens med det input den modtager. Denne evne er allerede ibrugtaget i Google image search hvor søgemuligheden “find similar images” tilbydes. Hvis man forestiller sig at samle alle museers værker i sådanne databaser, vil det være muligt for computeren, ud fra en institutionel kunstopfattelse - altså at kunst er det der befinder sig på kunstinstitutioner - at bedømme hvorvidt noget er kunst eller ej. Indtil videre har vi portrætteret computerens mulighed for en kunstopfattelse som noget der består af ja/nej spørgsmål, hvilke kan siges at passe udmærket til computerens binære logik, men computeren har mange andre svarmuligheder og er der ikke også noget kunst der er bedre end andet? Det er let at argumentere for at computeren kan ibrugtage en æstetik baseret på indeksering; har værket det rigtig præfiks ja/nej, findes det i databasen ja/nej. Hvordan kunne man forestille sig en mere værdibaseret vurdering, god kunst/ dårlig kunst?

if {filename == ART*/./[any recognizable file format]} output: “this is art” if {filename != ART*/./[any recognizable file format]} output: “this is not art” 20


Gennem tiden er der mange der har forsøgt at opstille konkrete parametre for det skønne; de gamle grækere med deres gyldne snit og matematiske symmetrier, jambiske hexametre og haikudigte kan også sættes på formel. Johannes Ittens “Farvekunstens Elementer”34 rummer præcise beskrivelser af hvornår farver er harmoniske eller disharmoniske uden skelen til subjektive holdninger. Alle disse kvaliteter vil en computer nemt kunne programmeres til at identificere. Selv dele af David Favrholdts35 10 parametre for bedømmelse af kunst gennem i kunstværket iboende kvaliteter kan oversættes til en form hvor en computer efter en oplæringsprocess vil kunne stå for pointgivningen. Vi mener at koncepter som “integration” og “mangfoldighed” som minimum vil være mulige for en computer at vurdere gennem f.eks. blob detection; på billedet herunder viser jeg for eksempel computeren et værk af en af mine yndlingskunstnere, Francis Bacon, hvor det er muligt at se linjerne i værket samt kompositionen af forgrundens kompleksitet og baggrundens enkelthed, og dette må siges at være den simpleste form for computer-syn.

Det er ikke svært at forestille sig at jo flere parametre for hvad kunst er og hvad god kunst er, man fodrer computeren med, desto mere nuancerede bedømmelser vil computeren kunne komme med. Det store spørgsmål bliver, vil mennesket kunne acceptere udmeldingen at Mona Lisa er 57% god kunst?

2.Den accepterede kunstopfattelse Sandsynligheden for at mennesker vil acceptere nogen af disse computerens opfattelser af kunst er tvivlsom, medmindre vi ikke siger at det er computerens opfattelse. Hvis vi kørte en hvilken som helst af de ovennævnte funktioner og derpå fremsagde “Jeg, som menneske, finder at dette er kunst” ville det være langt sværere at modsige. At computeren i sin nuværende rolle som logisk maskine ikke anses af mennesker for at være i stand til at have denne slags oplevelser bunder nok på den ene side i menneskets behov for at fremstille sig selv som den herskende race, tæmmeren af naturen og maskinernes herre. På den anden side er computeren baseret på algoritmiske udregninger og spørgsmål hvorpå der ikke er andre svar end 1 og 0, hvilket ikke levner meget plads til ulogiske følelser. Præcis hvilke tanker er det mennesket har som computeren ikke har? Mange af menneskets tanker og handlinger kan med en kynisk indstilling reduceres til overlevelsestrang, sin egen og artens fortsatte eksistens. Denne overlevelsestrang ses ikke tydeligt i computeren; den spørger måske “Er du sikker på at du vil lukke computeren? Alle ændringer der ikke er gemt vil gå tabt” men den hverken kæmper eller flygter, endnu. Netop dette skel kan anses som forskellen på computeren og den kunstige intelligens36. Man skal dog være mere end almindeligt kynisk for at kunne reducere kunst til et ønske om overlevelse. 21


At vores forsøg i høj grad er baseret på computeren som efterabende forsimplede eller antikverede opfattelser af hvad kunst er, spiller selvfølgelig også ind. Dette er også en serie eksempler på hvad en “hverdagscomputer” kan, men hvad med den næste computer og computeren der er blevet “reverse-engineered” ud fra den menneskelige hjerne? Eller endnu mere spændende, hvad med computeren på den anden side af den begivenhedshorisont Kurzweil kalder den teknologiske singularitet? De nyere definitioner af kunst og æstetiske oplevelser baserer sig i langt højere grad på det sanselige og det oplevede kunstværk, kunstværket der lægger op til sanselig erkendelse og kontemplation. Dette gør det langt mere relevant at lede efter computerens sanselige oplevelse af kunst, så at sige dens egen kunstopfattelse frem for en simulation af menneskets.

22


Forsøg omkring det for computeren uforståelige kunstværk Den sanselige kunstopfattelse Forsøget omkring den sanselige kunstopfattelse hænger i høj grad sammen med Goodiepals ideer om netop hvorfor vi skal præsentere computeren for kunst. Men dette eksperiment ligger også i logisk forlængelse af 1700-tallets æstetikbegreb omhandlende den sanselige oplevelse af det skønne. For Baumgarten gjaldt det at mennesket opfatter æstetik ikke med den logisk tænkende hjerne men med sanserne – netop fordi det æstetiske var for uforståeligt til at kunne koges ned til logik. Det for computeren uforståelige kunstværk vil tvinge computeren til at bruge andre sanser end sin logik og give den en æstetisk oplevelse. For at kunne finde frem til computerens sanselige opfattelse af kunst vil det være smart at kunne indkredse og definere computerens sanseapparat.

FAKTA

synssans: visuelle input fra kamera eller video samt filer indeholdende visuelle data følesans: trykinput fra tastatur, knapper, mus, touchpad og lignende høresans: mikrofoninput samt auditive filer evnen til at læse: computere kan aflæse et utal af datatyper; både forskellige sprog, fra computerens eget binære til menneskelige sprog, samt datatyper der relaterer til alle dens andre sanser. Disse data formidles ofte til computeren gennem fysiske input, f.eks. eksterne harddiske, cd’er og andre datalagringsobjekter. Nærmest ethvert måleinstrument kan sluttes til en computer og operationaliseres: radar, infrarøde kameraer, luftfugtighedsmålere, geigertællere, så selvom computerens lugte- og smagssans er områder hvor forskningen ikke er nået langt, råder computeren over muligheden for en hel del sanser mennesket ikke har.

Hvis computeren skal kunne sanse et kunstværk, må dette altså formidles via en eller flere af disse sanser. I vores eksperimenter med det for computeren uforståelige kunstværk har vi taget udgangspunkt i computeren som modtager af data fra ydre, fysiske kilder, nemlig cd’en og USB-nøglen. Computeren er vant til, og programmeret til, at forholde sig til materiale fra disse kilder, men hvad sker der når materialet lige pludselig føles uvant? Hvis vi hælder sand i en USB-nøgle og tilslutter den til vores computer, vil computeren være tvunget til at forholde sig til inputtet fordi det er den programmeret til, men sådan som vi kender computeren ville den have svært ved at forholde sig til sand som jo ikke er digitalt materiale - og den ville have svært ved at omformulere sandet til noget digitalt, sådan som dens synssans/kamera gør det med den visuelle virkelighed der præsenterer sig for det. Det samme vil gøre sig gældende for USB-stikket med banan i enden. Måske vil bananen, på samme måde som en kartoffel, udlede nogle elektriske ladninger som computeren vil opfange, men det er nok tvivlsomt om disse ladninger vil forekomme computeren logiske, idet de kommer fra en banan - et objekt computeren ikke kender til i analog form. Digitale bananversioner har den set mange af men besidder ikke evnen til at associere disse med den faktiske banan. Vi kan også bore en masse huller i en cd, og disse kan skabe et for mennesket aflæseligt mønster i plastikdisken - men hvordan vil computeren reagere? Computeren tvinges til at læse cd’en, men kan af gode grunde ikke aflæse det data der skulle sidde i hullerne. Hvis der er tale om en cd med et enkelt hul kunne man forestille sig at computeren ville forsøge at gætte hvilke informationer det indeholdt, baseret på hvad den ved om de resterende 99% af cd’en som den kan aflæse. Men jo flere huller, jo sværere vil det være at aflæse cd’en. Hvad vil computeren få ud af kun 23


at aflæse alt det der sidder udenom hullerne? Måske vil den aflæse noget af data og gætte sig til resten, måske vil den blot aflæse det data den kan og være ubevidst om at der mangler noget. Det er også muligt at den blot vil kunne forstå at der sidder en cd i drevet. Kan den aflæse den tekst vi har skabt gennem boring af huller i cd’en? Og hvilken oplevelse vil det i så fald skabe?

Som mennesker forstår vi hvad cd’en betyder, men vi kan ikke se det data som vi selv har indlagt, selvom man, når man lægger data på cd’en, kan se en ændring i farven på dens skinnende side kan man ikke fornemme hvad cd’en mere præcist indeholder, kun at den indeholder noget. Til gengæld er det nemt for os at opfatte det data der er taget væk gennem den fysiske påvirkning. Og kunne man forestille sig at vi kunne bore så mange huller i cd’en at der til sidst ville være flere huller end cd? Og i så fald hvilken oplevelse ville det give computeren? I dette tilfælde ville vi være nået til begivenhedshorisonten, singulariteten – og hvad ligger der på den anden side af det punkt?

(a)Transhumanismens sandkasse - landart for det næste subjekt (b)The Work of Art reproduceret på den anden side af begivenhedshorisonten - over-og-underdokumenteret (c)Universal Serial Warhol Banana (USwB)

a

b c 24


Reaktionen Computeren opfatter kunstværket med sine sanser men kan ikke forklare med logiske begreber hvad der foregår. Hvordan kan man forestille sig denne ikke-forståelse manifestere sig? Vi har leget med tanken om, at det at computeren går i tomgang og viser os sit lille lykkehjul i regnbuens farver, fra computerens side er et tegn på at den er i ekstase. En for os upraktisk og generende situation kunne sagtens betegne en oplevelse for computeren, hvor alle dens sanser er i brug og den opfatter noget æstetisk som vi blot ikke kan se. Måske er lykken for computeren det uendelige loop? Goodiepal fortæller at han forestiller sig at computeren vil gøre noget som ligger uden for hvad vi synes er normale computer-reaktioner, baseret på at sådan reagerer mennesket på æstetiske oplevelser. Men hvad dette kunne være er meget svært at forestille sig eftersom vi oftest får de reaktioner vi forventer fra computeren, fordi det er dem den er programmeret til at udtrykke. Kan man overhovedet få computeren til at reagere uden for det mønster som er indlejret i den? Og hvis ikke, er der så et kunstværdsættelsesmønster gemt et sted i en mikroskopisk lille chip et sted i computeren? Sådan som kunst defineres i dette eksperiment, handler det om at prøve at gribe en verden som man ikke kan forstå. Vi giver computeren muligheden for at prøve at gribe menneskets verden - med det sideordnede formål at skabe fascination hos computeren over for mennesket.

ting som mennesket kan, som computeren ikke er i stand til. Men mange har sagt at det kun er et spørgsmål om tid før disse forskelle er blevet så kraftigt reduceret at det ikke længere gør en forskel. Hvad er det vi forstår som computeren ikke, på nuværende tidspunkt, forstår? Disse ikkescanbare objekter er selvfølgelig eksperimenter, men vi forestiller os dem som værende et vigtigt første skridt på vejen til at give computeren en sanselig opfattelse af kunst, samt et forsøg på at kortlægge og fastholde den forskel som eksisterer mellem mennesket og computeren, som måske skal sikre vores fælles fremtid.

“Vi vender os til kunstværkerne for fra dem at modtage et stød, der kan hjælpe os ud over det blot værende.” 37

Men man kan selvfølgelig diskutere om vi overhovedet forstår computeren godt nok til at kunne fremstille noget som den ikke vil kunne give en logisk forklaring på og som den vil finde fascinerende. Hvis computeren ikke forstår os, kan vi så forstå den? Ifølge Goodiepal er der en masse 25


Refleksion Vi har valgt en tilgang til det digitale som stof, som felt og som grundlag. Vi har fravalgt det digitale som medie til repræsentation, som udtryksform. Måske bruger vi det digitale som værktøj, men ikke så meget som værktøj til at skabe med, mere som værktøj til at tænke med. Den digitale æstetik har vi i høj grad taget bogstaveligt; for os handler det ikke om den æstetiske oplevelse som det digitalt skabte eller formidlede kan give mennesket, men om man kan forestille sig hvilken opfattelse det digitale, “person”-ificeret i computeren, har af æstetik. Norbert Wiener beskriver i sit essay “God and Golem Inc.” - om relationen mellem religion og kybernetik - en tilgang han finder nødvendig i forskning og undersøgelser: “It is the part of the scientist - [...]and of the intelligent and honest clergyman as well - to entertain heretical and forbidden opinions experimentally, even if he is finally to reject them. Moreover this rejection must not be taken for granted at the beginning and merely constitute an empty spiritual exercise, understood from the start to be no more than a game, in which one engages to show one’s spiritual open-mindedness.” 38

Vi har i vores proces lagt vægt på netop denne reelle åbenhed og har arbejdet med at undersøge sammenhænge og mulige fremtidsscenarier, frem for problematiseringer af feltet. Det kan anses som en dårlig undskyldning at bruge argumentet “det sker i fremtiden”; igennem utroligt mange år er det blevet proklameret at computeren vil blive klogere end mennesket og ja, vi venter stadig. Men kan der ikke, i denne teoretisk velfunderede science fiction vi laver, ligge nogle vigtige “take-away points”? Et værk som Orwells 1984 brillerer nu, ikke længere på grund af de fremtidsvisioner der ikke blev til vores nutid, men på grund af alle de scenarier der rent faktisk udspiller sig i vores nu. I og med at dette jo ikke er en videnskabelig udredning, men et tankeeksperiment, har dette haft følger for både form og proces. Vi vil her til 26

slut gerne knytte nogle ord til vores tilgang og fremgangsmåde.

Tilblivelsesprocess At arbejde ud fra en “stream of consciousness”metode, hvor tankestrømmene flyder, har været uvant for os. Vi har måtte acceptere en proces hvor endemålet egentlig ikke findes, og denne tekst vi har skrevet er på mange måder stadig en “bliven til” af argumenter. Vi har forsøgt at omfavne den uredigerede tankerække og den ikke-teleologiske proces. Selv vores produktioner er ikke-definitive, måske nærmere forstudier til forsøg, der har delvist manifesteret sig. Igennem de sidste 4 måneder har målet konstant omformuleret sig og i denne nedskrivning stiller vi langt flere spørgsmål end vi besvarer. Vi stjæler lidt her og der, fra nogle teoretikere som vi har udvalgt på et - i hvert fald i starten - lidt famlende grundlag (at falde over Jürgen Schmidhuber...). Det hele er blevet stykket sammen lidt efter lidt i en absolut ikke-lineær skriveproces. Jo længere vi er kommet i processen, jo klarere er vores projekt blevet, men nu hvor det egentlig er færdigt, er det faktisk hverken 100% klart, let at beskrive eller at argumentere for, for os. Der er også utallige tangenter vi har været omkring og enten glemt eller ikke kunne få skrevet sammen med resten, vi havde desværre ikke mulighed for at tage backup af vores hjerner til dette formål, men det kan vi måske om 20 år. Dertil kommer at denne aflevering skal have et produkt; vi har været forbi uanede mængder af ideer til produkt og vi har lavet forsøg der har manifesteret sig fysisk. Men vi er konstant vendt tilbage til, at det egentlige produkt er denne rapport, eller mere præcist de tankeeksperimenter der er nedskrevet her. På en måde er hele dette projekt virtuelt, og virtuelt på flere planer. Vores tankeeksperimenter er virtuelle i den forstand at de finder sted i et mulighedsrum. Ikke helt i den


“virkelige” virkelighed, men i en nært beslægtet og ikke helt usandsynlig virkelighed. En virkelighed der måske er denne virkeligheds fremtid. Vores produkt er virtuelt i den forstand at det ikke helt er til at gribe fra denne verden, og vores publikum er på en måde også virtuelt; altså ikke dig som læser, men vi forestiller os at de tankeeksperimenter vi har udført kan bruges af dem der læser dette i en mulig fremtid. Walter Benjamin har sagt: “It has always been among art’s most important functions to generate a demand for whose full satisfaction time has not yet come.” 39

Som en sidste bemærkning må vi desværre afblæse rygterne om at vi er splitterravende gale, som det er blevet påstået fra flere sider; min mor kaldte mig en torsk og vi er blevet grinet af hvor end vi har præsenteret vores tanker. Vi har flere gange overvejet om vi overhovedet skulle holde fast i at tage os selv og vores projekt seriøst når ingen andre gør det. Men vi mener det faktisk seriøst, dog må man holde en vis ironisk distance for at kunne magte antallet af metaplaner vi har arbejdet på. Og hvem ved, måske kan man finde vores opgave frem om 20 år (eller hvor meget det nu bliver) og så giver den fuldstændig mening - og der er ikke nogen der griner..!

Den verden som vi ikke umiddelbart kan gribe - det er den verden som vi forsøger at skrive til - gør det så vores rapport til et kunstværk? Ved nogen om vi skriver en akademisk opgave, der lader som om den er et kunstværk, eller et kunstværk, der har taget en del af sin form fra den akademiske opgave? Er det dømt til at gå galt når man forsøger at beskrive og teoretisere over noget, som alle der før har forsøgt, har haft svært ved at beskrive? Kunst? Fremtiden? Ideerne om kunstig intelligens i den nære fremtid? Eller er vores mål ligesom Goodiepal at bringe utopien tilbage?

27


noter 1. Russel (1961) 2. Schmidhuber (1997) 3. Raffnsøe (1998) 4. Wessell (1972) 5. Benjamin (1935/2008) 6. http://www.radiolab.org/blogs/radiolab-blog/2012/mar/19/turing-problem/ (hentet d. 22. maj 2012) 7. Turing (1950) 8. Hayles (1999) 9. ibid. p.86 10. Latour (2005) 11. Hayles (2005) 12.Hayles (1999) 13. Hayles (2005) p. 3 14. Kurzweil (1999) p. 117-122 15. Vester (2004) 16. Vester (2012) 17. Burks, Goldstine & von Neumann (1946) p.1 18. http://en.wikipedia.org/wiki/Charles_Babbage (hentet d. 22. maj 2012) 19. Dyson (2012) 20. Turing (1950) 21. http://www.fritz-kahn.com/book.php?site=book&lang=en (hentet d. 22. maj 2012) 22. Jørgensen (2001) p. 25 23. ibid. p. 22 24. http://da.wikipedia.org/wiki/Kunst (hentet d. 22. maj 2012) 25. http://en.wikipedia.org/wiki/Art (hentet d. 22. maj 2012) 26. http://en.wikipedia.org/wiki/Art (hentet d. 22. maj 2012) 27. Goldman (2001) p. 259 28. http://new-aesthetic.tumblr.com/ (hentet d. 22. maj 2012) 29. Jones (2011) 30. Benjamin (1935/2008) 31. http://nlp-addiction.com/chatbot/dr.romulon/ (hentet d. 22. maj 2012) 32. http://cleverbot.com/ (hentet d. 22. maj 2012) 33. https://www.google.dk/imghp?hl=en&tab=wi&authuser=0 (hentet d. 22. maj 2012) 34. Itten (1977) 35. Favrholdt (2000) 36. http://en.wikipedia.org/wiki/Artificial_intelligence (hentet d. 22. maj 2012) 37. Raffnsøe (1998) p.242 38. Wiener (1963) p. 5-6 39. Benjamin (1935/2008) kapitel. XIV

28


Litteraturliste og kilder Benjamin, Walter: The Work of Art in the Age of Mechanical Reproduction (1935) Penguin: Great ideas. 2008 Trans. J. A. Underwood Burks, Arthur W.; Goldstine, Herman H.; von Neumann, John: Preliminary discussion of the logical design of an electronic computing instrument 1946 fra Collected Works of John von Neumann vol. 5 The Macmillan Company New York 1963 pp. 34-79 Dyson, George: Turing’s Cathedral 2012 Pantheon Books Favrholdt, David: Æstetik og filosofi, Høst og Søn, 2000 Goldman, Alan: The Aesthetic. The Routledge Companion to Aesthetics, Routledge 2001 pp. 255-266. Grau, Oliver: Virtual Art - From Illusion to Immersion. The MIT Press 2003 Hayles, N. Katherine: My Mother Was a Computer: digital subjects and literary texts, The University of Chicago Press 2005 Hayles, N. Katherine: How We Became Posthuman: virtual bodies in cybernetics, literature and informatics, The University of Chicago Press 1999 Itten, Johannes: Farvekunstens elementer, Borgens Forlag 1977 Jørgensen, Dorte: Skønhedens metamorfose, Syddansk Universitetsforlag 2001, pp. 13-30 Kurzweil, Raymond: The Age of Spiritual Machines, Penguin Books Ltd. 1999 Latour, Bruno: Reassembling the Social, An Introduction to Actor-Network Theory. New York: Oxford University Press 2005, pp.1-17 Raffnsøe, Sverre: Filosofisk æstetik - Jagten på den svigefulde sandhed. Museum Tusculanums Forlag 1998, pp. 225-245 Reiss, Hans: The ‘Naturalization’ of the Term ‘Ästhetik’ in Eigteenth-Century German: Alexander Gottlieb Baumgarten and His Impact, The Modern Language Review, 89(3): 645-658, Modern Humanities Research Association, 1994 Russel, Bertrand: History of Western Philosophy, 2nd ed. 1961 George Allen & Unwin Ltd. 29


Schmidhuber, Jürgen: Low Complexity Art in Leonardo, Journal of the International Society for the Arts, Sciences, and Technology, 30(2):97-103, MIT Press, 1997. Turing, Alan M.: Computing Machinery and Intelligence. 1950 i Mind 49: 433460. Vester, Parl Kristian Bjørn: Radical Computer Music & Fantastisk Mediemanipulation, Pork Salad Press 2004 Vester, Parl Kristian Bjørn: El camino del hardcore / rejsen til nordens indre (upubliceret) Vester, Parl Kristian Bjørn: Vedr.: Værdsættelse af kunst hos computere/kunstig intelligens/alternativ intelligens [e-mail] (personlig korrespondance, 13. maj 2012) Wessell, Leonard P. Jr.: Alexander Baumgarten’s Contribution to the Development of Aesthetics, The Journal of Aesthetics and Art Criticism, 30(3): 333-342, Blackwell Publishing, 1972 Wiener, Norbert: God and Golem Inc, The MIT Press 1963

Websites: Jones, Matt: The Robot Readable World 2011 http://berglondon.com/blog/2011/08/03/the-robot-readable-world/ Radiolab: The Turing Problem, 19. marts 2012 http://www.radiolab.org/blogs/radiolab-blog/2012/mar/19/turing-problem/ Schmidhüber, Jürgen http://www.idsia.ch/~juergen/http://www.turing.org.uk/turing/ http://new-aesthetic.tumblr.com/ http://www.fritz-kahn.com/person.php?site=person&lang=en https://www.kulturarv.dk/kid/Forside.do

30


Chatbots: http://cleverbot.com/ http://nlp-addiction.com/chatbot/dr.romulon/

Artikler: Brovall, Sandra: “Musiker tager lydmaskine som gidsel” Politiken 11.05.2010, sektion Kultur, s. 3 Christensen, Ralf: “Interview: Hvor jeg kommer fra” Politiken 09.03.2003, sektion Kultur, s. 1 Christensen, Ralf: “Kontakt til kunstig intelligens søges” Information 11.03.2010, sektion Billeder, s. 6 Christensen, Ralf: “Interview: Musik-musketerer stjæler supercomputer” Information 07.07.2010, s. 14 Giese, Ditte: “En gentlemans krig mod fantasiløs computermusik” Politiken 03.04.2010, sektion Kultur, s. 5 Lerche, Otto: “Ung excentriker: Splitterravende genial” Politiken 18.04.2008, sektion iByen, s. 8

31


Kunstværket i den computionelle værdsættelses tidsalder