Page 1

Burma i Skole 2013 Et webmagasin om SpejderhjĂŚlpens skoleprojekt i Burma


Kom og vær med! Af Suzette Frovin

Igen i år byder Spejderhjælpens webmagasin dig inden for på en lille tur til Burma/Myanmar. Siden vi begyndte samarbejdet med Folkekirkens Nødhjælp og den burmesiske NGO Karen Teacher Working Group, er der sket meget i Sydøstasiens andenstørste land. Fra at være et af de mest undertrykkende og lukkede militærregimer i verden åbner styret langsomt op, gør plads til demokratiske reformer og byder verden inden for. Uden for hovedstaden Yangon kan det være svært at få øje på reformerne, særligt når vi kommer så langt væk, som vi gjorde på Spejderhjælpens rejse i februar i år. Her besøgte vi sammen med fire unge danske spejdere en lille landsby langt ude i junglen, et sted, hvor der hverken er veje, rindende vand eller elektricitet.

Farvel fattigdom Det er skolerne i den region (Karenstaten), Spejderhjælpens støtter. Projektet handler dels om at sikre, at der er lærere til at undervise i skolerne, og dels om at der er undervisnings- og skolematerialer

til lærere og elever, så de får så meget ud af undervisningen som muligt. Det er vigtigt, fordi det har vist sig, at skolegang virkelig kan være med til at bekæmpe fattigdom og skabe udvikling både for den enkelte og lokalsamfundene.

Pas på minerne De seneste 60 år har der været kampe i Karenstaten mellem regeringsstyrker og lokale oprørsbevægelser. I dag er Karenstaten et af de mest minerede områder i Burma, og det gør det vanskeligt og farligt for flygtningene at vende tilbage til deres landsbyer. Tidligere var det ikke muligt at sætte fokus på de problemer, som minerne skabte for lokalbefolkningen, men reformerne betyder, at Folkekirkens Nødhjælp sammen med lokale organisationer nu kan sætte fokus på landminer. En del af de penge, I tjener til Spejderhjælpen, går i år også til undervisning af lokalbefolkningen i, hvordan de kan færdes mere sikkert i områder, hvor der er miner.


TIBET

TIBET

Det kan du læse i magasinet Magasinet indeholder artikler om skoleprojektet og om mineundervisningen, men du kan også møde det burmesiske punkrockband Side Effect, der var på turne i Danmark henover sommeren. Deres historie viser, at de unge i Burma/Myanmar tror på fremtiden – og har mod på at kæmpe for en bedre fremtid for landets næsten 60 mio. indbyggere. Du kan også møde Lasse og Simon, der har været på Spejderhjælp Roadtrip rundt i Danmark det meste af sommeren.

KACHIN

INDIEN

Myitkyina

BANGLADESH

KINA

SAGAING Haka Lashio

Sagaing

CHIN

MAGWE

SHAN

Mandalay

MANDALAY

Kengtung Taunhhyi

Vi håber, du læser med – og at det, du læser, giver dig lyst til at være en del af Spejderhjælpsugen 2013.

LAOS

Magwe

Sittwe

Loikaw

ARAKAN

KARENNI Tougoo

På bestyrelsens vegne Suzette Frovin

PEGU KAREN

Pegu

RANGOON IRRAWADDY

Rangoon

Thaton

Pa’an Moulmein

Bassein

MON

THAILAND

Andamanhavet Tavoy

TENASSERIM Mergui

Kawthaung


Hedder det burma eller myanmar I følge FN er landets officielle navn Myanmar. I tiden op til reformerne, som for alvor tog fart i 2011, var valget af navn meget politisk. Mange opfattede dengang brugen af Myanmar, som en anerkendelse af militærregimet, og derfor holdt dem, der ikke bakkede op om styret, fast i navnet Burma for på den måde at tage afstand til militærjuntaen. I dag bruges navnene mere i flæng. I daglig tale bruger burmeserne selv Myanmar ligesom, de kalder deres hovedstad for Yangon, men de føler sig ikke stødt over brugen af hverken Burma eller Rangoon. Vi har i 2013 valgt at bruge begge navne, Burma/ Myanmar .

Artikel, der uddyber overvejelserne om landet skal kaldes Burma eller Myanmar. Wikipedia har også en artikel, der forklarer Burmas navne Burma befinder sig lige nu i en overgangsfase og det kan med tiden vise sig, at det ene navn så at sige vinder over det andet. Hvis du synes det giver mening, kan I i arbejdet med Spejderhjælpens materialer have disse overvejelser med i jeres samtaler med spejderne.


En spejders hjælp i Myanmar Af Nanna Graae Thorup, De grønne pigespejdere

I en lille landsby langt væk fra al civilisation er en ny verden på vej mod en ny fremtid og et nyt eventyr I vinterferien fik jeg mulighed for i en lille uge at blive en del af det eventyr, da jeg sammen med tre andre spejdere besøgte landsbyen Kho Kay, der ligger på grænsen til Thailand i Karenstaten i det østI februar 2013 inviterede Spejderhjælpen fire unge spejdere med til Maynmar. Med på turen var Benjamin Larsen fra KFUM-Spejderne, Henrik Hansen fra Baptistspejderne, Mie Haugaard fra DDS og Nanna Thorup fra De grønne pigespejdere. Du kan se og høre mere om turen i filmen, som vi har lavet til til Spejderhjælpsugen 2013. Måske er du også heldig at møde de fire unge, når de kommer rundt til landets spejdergrupper og fortæller om deres oplevelser.

lige Burma/Myanmar. Formålet med turen var at besøge nogle af de skoler, som Spejderhjælpen støtter gennem Folkekirkens Nødhjælpen. Efter turen stod det klart for mig, hvor stor en forskel danske spejdere kan gøre for børn og unge i en helt anden del af verden.

Mødet med en helt anden verden Det, der mødte mig, da vi kæmpede os op ad den stejle sti, der ledte fra floden op til landsbyen, var en samling bambushytter. Tænk, at det er alt, hvad de ejer, tænkte jeg, men snart skulle det vise sig, at de mennesker, vi mødte, var langt mere interessante end de bambushytter, de boede i. Uddannelse er afgørende for, at de næste generationer kan være med til skabe udvikling og forandre tingene til det bedre. Da vi


Den aften gik det op for mig, hvor vigtigt Spejderhjælpens skoleprojekt er, fordi de penge, vi tjener til uddannelse af lærere og skolematerialer til børnene, kan være med til at give børn og unge i Burma/Myanmar en bedre skoledag og dermed en lysere fremtid. Jeg ved, det kræver utroligt lidt af mig taget i betragtning af, hvor stor en forskel uddannelse gør for de børn og unge, vi mødte.

Spejderhjælpen gør virkelig en forskel Rejsen har bekræftet mig i, hvor betydningsfyldt det er, at vi tror på, at vores arbejde og engagement kan komme andre til gode, så vi på langt sigt kan være med til at skabe synlige forandringer der, hvor der er mest brug for det. Jeg er dybt taknemmelig for, at jeg fik lov til at besøge landsbyen ved floden. De mennesker, jeg lærte at kende, har en stor plads i mit hjerte, og jeg glæder mig til at fortælle andre spejdere om mine oplevelser. den sidste aften lavede en fælles tegnesession om vores fremtidsdrømme blev det tydeligt, at stort set alle de unge, vi havde lært at kende i løbet af ugen, delte den samme drøm. På tegningerne havde de tegnet deres landsby med en skole, grønne marker og en vej fra landsbyen ud i verden. “Jeg drømmer ikke om at rejse væk,” fortalte en, “men om at vende tilbage til der, hvor jeg er vokset op og bidrage med, hvad jeg kan.”

Mit håb er, at alle spejdere i Danmark giver en hånd til Spejderhjælpen i uge 39, så alle børn og unge i Karenstaten kan komme i skole. For os er det bare et par timers arbejde, men for de børn og unge, jeg mødte i landsbyen ved floden, er det en investering i deres fremtid. Det kalder jeg spejderarbejde med mening.


Burma i skole

– vi gør faktisk en forskel


Med hjælp fra danske spejdere får tusindsvis af børn i Karenstaten i Burma/Myanmar skolematerialer og deres lærere får løn for deres arbejde. Det betyder noget i et land, hvor skolerne gennem årtier har været forsømte Måske havde det været lettere at sige, at vi var med til at bygge skoler, men faktisk er det ikke den største udfordring, børnene i den sydøstlige del af Burma/Myanmar har. Mere end noget andet har børnene nemlig brug for helt konkrete materialer som blyanter, kladdehæfter og viskelædere, og for bare 16 kroner kan et barn få en skolepakke en gang om året.

Undervisningsmaterialer og løn er vigtigt Det projekt, du er med til at støtte gennem Spejderhjælpen, finansierer også undervisningspakker til lærerne. Pakkerne indeholder foruden kridt og blyanter også undervisningsmaterialer på karensk, lokalsproget i Karenstaten. I de officielle burmesiske skoler er det nemlig ikke tilladt at undervise på de etniske gruppers egne sprog, og derfor er der hårdt brug for materialer på karensk, som typisk er det eneste sprog, de mindste børn taler. Endelig støtter Spejderhjælpen gennem projektet også løn til lærerne, ca. 800 kr. for en årsløn. Det lyder måske ikke af meget i en dansk sammenhæng, faktisk er det mindre end et par Levis jeans

koster. Men i Karenstaten betyder det, at lærerne kan koncentrere sig om at undervise. Uden løn ville lærerne være nødt til at arbejde ved siden af deres lærergerning for at kunne forsørge deres familier, og det har tidligere betydet, at undervisningen ofte måtte aflyses simpelthen, fordi lærerne ikke var på skolen.


Skolepakker fordeles til fods De penge, I tjener til Spejderhjælpen, doneres via Folkekirkens Nødhjælp til organisationen Karen Teacher Working Group (KTWG). Organisationen har gennem mere end ti år uddannet lærere og sikret skole- og undervisningsmaterialer til børn og lærere i Karenstaten. KTWG arbejder fra Thailand, hvor materialerne produceres og pakkes. Herfra transporteres materialerne til floden, der udgør grænsen mellem Thailand og Burma/Myanmar. Med båd fragtes materialerne over floden, hvor grupper af frivillige står klar til at tage imod. De frivillige bruger 1-2 måneder hvert år på at vandre rundt mellem landsbyerne i Karenstaten og fordele materialerne og udbetale løn til lærerne. Der er kun få veje i Karenstaten, så stort set al transport foregår til fods gennem den bjergrige jungle. De frivillige bærer materialerne på ryggen sammen med ris, som de tilbereder undervejs, og den hængekøje, de sover i om natten.

Blyanter og kladdehæfter til tusindsvis af børn I 2012 støttede projektet 120.000 karenske børn fordelt på mere 1.200 skoler rundt i Karenstaten.


Rejsen hjem er lang – og sprængfarlig Af Henrik Jøhnk Hess

Efter snart to år med demokratiske reformer forbereder burmesiske flygtninge sig på at vende hjem, men krigens eksplosive efterladenskaber udgør en stor fare i store dele af Burma/Myanmar. “Sådan en faldt engang ned lige ved siden af mit hus,” siger Oo Reh (23), en af de frivillige, der deltager i Folkekirkens Nødhjælps workshop om landminefarer. Han peger på en 60mm høj-eksplosiv mortergranat, mens vi sammen betragter de mange plancher med miner og farlig ammunition, der hænger på de tykke træstolper i det vægløse undervisningslokale. Hændelsen, han refererer til, fandt sted for lidt over to år siden. Det var før, han måtte flygte fra sin landsby til en lejr på den anden side af grænsen i Thailand, hvor han nu opholder sig – og hvor workshoppen finder sted.


Workshoppen skal klæde deltagerne på til at drage ud til afsidesliggende landsbyer i tidligere konfliktområder i Burma/Myanmar. Her skal de oplyse befolkningen om farerne ved landminer og krigens øvrige efterladenskaber som granater, bomber og patroner. Oo Reh skal sammen med de andre deltagere også giver lokalbefolkningen gode råd til, hvordan de kan undgå at træde på landminer, og hvad de skal gøre, hvis uheldet alligevel er ude.

Håb om forsoning Mens vi i Danmark taler begejstret om det burmesiske forår, er de hundredtusindvis af flygtninge i lejren i grænseområdet mellem Thailand og Burma/Myanmar knap så optimistiske. En stor del af dem er fra Karenstaten, en af Burma/Myanmars 14 provinser, hvor regeringsstyrker og oprørsbevægelser har kæmpet om magt og territorium i mere end 60 år. Nu efterlyser de reel velvilje og indrømmelser fra regeringen, der stadig er massivt militært tilstede i Karenstaten. I 2012 lykkedes det at forhandle en våbenhvile på plads, og selvom fredsaftalen stadig lader vente på sig, giver våbenhvilen håb om, at freden kommer og varer ved. Lokale og internationale organisationer arbejder derfor på at sikre, at de mange flygtninge og internt fordrevne kan vende sikkert tilbage efter mange år i midlertidige lejre.

Et af verdens mest minerede områder En omfattende kortlægning af landminer i Burma/ Myanmars viser, at ni ud af 14 provinser er minerede. De fleste landminer ligger langs grænserne mellem de enkelte provinser og/eller op til de lande, der grænser op til Burma/Myanmar. Områder, hvor der gennem et halvt århundrede har været kampe mellem regeringsstyrker og forskellige oprørsbevægelser. Minerydning er vanskeligt i store dele af landet, både fordi mange af de minerede områder er svært tilgængelige, og fordi der er modvilje mod at fjerne minerne, så længe der ikke er indgået reelle fredsaftaler mellem regeringen og de lokale oprørsbevægelser. Derfor er Burma/Myanmar et af de lande i verden med flest mineulykker. Det er typisk civilbefolkningen, der bliver ofre for ulykkerne. Folkekirkens Nødhjælp underviser bl.a. politistyrker, hæren og lokalbefolkningen i, hvordan mineulykker kan undgås.


Næste skridt Lokalbefolkningen ved ikke nødvendigvis, hvordan de bedst og sikkert kan færdes i de minerede områder. Tværtimod kan de efterladte metalkonstruktioner umiddelbart ligne en nem indtægtskilde, ligesom de kan virke dragende på nysgerrige børn. Gennem de seneste år har Folkekirkens Nødhjælp været involveret i oplysningsarbejdet i Burma/Myanmar, og indsatsen ser nu ud til at bære frugt, for antallet af civile mineofre er på vej ned. Nu venter der imidlertid en ny udfordring. For hvis de mange flygtninge og internt fordrevne begynder at vende hjem til deres landsbyer i de tidligere konfliktområder, risikerer antallet af mineofre igen at

stige dramatisk. Derfor er det vigtigt at få kortlagt de områder, hvor der er udlagt miner, og samtidig lave oplysningskampagner for flygtninge og internt fordrevne. Særligt indtil det bliver muligt at rydde minerne. “Freden skal være mere stabil, før vi kan begynde at arbejde mere systematisk med minerydning. Indtil det sker, er vores vigtigste opgave at undgå så mange mineulykker som muligt gennem forskellige oplysningsaktiviteter,” forklarer Bjarne Ussing, der er programchef for Folkekirkens Nødhjælps humanitære minerydningsprogram i Myanmar.


Lærdom gives videre Oo Reh har fundet en fragmentationsmine. Den udløses som regel af snubletråde og sender sine dødbringende metalfragmenter i alle retninger op til 25 meters afstand. Folkekirkens Nødhjælp underviser i, hvordan lokalbefolkningen kan færdes mere sikkert i områder, hvor der er udlagt miner – det handler fx om afmærke de steder, hvor de opdager, der ligger miner. Derudover lærer lokalbefolkningen også, hvordan de bedst kan hjælpe, hvis der alligevel er en, der kommer til skade. Det er vigtigt, at lokalbefolkningen ved, hvordan de skal forholde sig, for mange steder er kvalificeret lægehjælp ikke lige ved hånden. Det er ikke ualmindeligt, at der er både timer og dages gang til en lægeklinik.

Drømmer om at komme hjem Udover landmine-workshoppen får Oo Reh også undervisning i blandt andet menneskerettigheder. Formålet er at forberede ham og de andre workshopsdeltagere på at vende tilbage til deres landsbyer, hvor de skal være med til at bygge deres lokalsamfund op på ny. Oo Reh fortæller begejstret om det, han har lært på workshoppen. Han drømmer om at vende tilbage til sin landsby som lærer, så han

kan give sin viden videre til sine landsmænd. Hvornår han kan vende tilbage er endnu usikkert, og som de fleste flygtninge svarer han lidt tøvende på spørgsmålet. “Jeg ved det ikke. Måske om to år,” siger han med et overbærende smil. Der er forsat mange brikker, der skal falde på plads, før han kan forlade flygtningelejren – og langt de fleste brikker er ikke nogen, han kan lægge.

Om skribenten Henrik Jøhnk Hess er studerende på katastrofe- og risikomanager uddannelsen på PH Metropol i Købehavn og har været praktikant på Folkekirkens Nødhjælps kontor i Chiang Mai, Thailand.


Tegn dine drømme om fremtiden Under Spejderhjælpens besøg i Burma/Myanmar i vinterferien 2013 bad vi en gruppe lærerstuderende om at tegne deres fremtidsdrømme. Nogle af tegningerne kan du se på de næste side. Hvilke drømme ser du i tegningerne? Hvad er det for en fremtid de unge lærerstuderende ser for sig? Hvad lægger de unge særligt vægt på i deres tegninger? Og hvordan ville din fremtid se ud, hvis du skulle tegne den?

Vi vil også gerne se, hvordan jeres fremtidstegninger ser ud Scan jeres tegninger ind og send dem til suzettefrovin@mail.dk, så lægger vi dem på Spejderhjælpens hjemmeside. Måske vil det vise sig, at der ikke er langt fra de drømme unge i Burma/ Myanmar har til de drømme, I har?


rockede reformer Af Suzette Frovin

Reformer handler ikke kun om politik og frie, demokratiske valg. Det mener den burmesiske punkrockgruppe Side Effect, der drømmer om at give unge i Burma/Myanmar mulighed for at høre andet end popmusik Eaid Dhi er guitarist i punkrockbandet Side Effect, der har eksisteret i mere end 10 år. Når han ikke spiller med sit nye band, spiller han med musikerne fra de andre bands, han er medlem af eller passer sit arbejde som lydtekniker. At være rockstjerne i Myanmar er ikke så lige til. “Alle de musikere, jeg spiller sammen med, har et andet arbejde ved siden af musikken. Det er ganske enkelt umuligt at leve af at spille rockmusik i Myanmar,” fortæller Eaid Dhi.

Fra censur til selvcensur De seneste års demokratiske reformer i det store sydøstasiati-

ske land sætter også sine spor i musikken. Eller i hvert fald i de tekster, som bandets forsanger, Drako, skriver. Tidligere skulle alle tekster godkendes af militærstyret, nu er der i princippet frit slag – og dog, fortæller Eaid Dhi. “Nogle gange er det blevet sværere at finde ud af, hvad vi må, og hvad vi ikke må. Tidligere blev teksterne censureret af styret. Nu forsøger vi selv at finde grænserne for, hvad vi må synge om. Det kan let føre til selvcensur, fordi vi hellere vil spille musik end sidde i fængsel,” siger Eaid Dhi. Side Effect er ikke et politisk band. De spiller først og fremmest, fordi de elsker musikken, og fordi de drømmer om at skabe et mere mangfoldigt musikmiljø i Myanmar, også selvom det er svært.


“Der findes ikke et decideret klubmiljø i Myanmar, hvor både upcoming musikere og etablerede bands kan prøve deres musik af. Indtil videre er der ikke et stort publikum til den type musik, vi spiller. Der er mange, der synes vores musik larmer for meget,” griner Eaid Dhi.

På turne i Europa Henover sommeren 2013 var Side Effect på turné i Tyskland og Danmark. Sidste koncert blev spillet en smuk sommeraften i København. Næste morgen gik turen videre til Frankrig, hvor bandet var inviteret til at indspille deres kommende plade. Invitation kom fra selveste Luc Besson, den anerkendte franske filminstruktør, der instruerede filmen The Lady om den burmesiske nobelpristager Aung San Suu Kyi (2011). For Eaid Dhi og de andre bandmedlemmer handler det ikke så meget om at indspille deres musik i netop Bessons studie, men mere om overhovedet at få adgang til et professionelt studie. “Der er meget få professionelle studier i Myanmar, og det er svært at få adgang til de studier, der er. Blandt andet fordi der ikke findes en organiseret musikbranche, så vi må selv betale for at leje studiet, selv hyre en producer og selv stå for at få musikken ud til publikum. Det er dyrt og meget omstændeligt,” forklarer Eaid Dhi.

Vokset op med musik Respekten for familien og forpligtelsen til at forsørge sine forældre, når de bliver gamle, vægter højt de fleste steder i Burma/Myanmar. Derfor er det svært for unge burmesere med rockstjerne-ambitioner at leve deres drømme ud. Det er simpelthen for usikker en vej at gå både for den enkelte og for forældrene, for i Burma/Myanmar er der intet økonomisk sikkerhedsnet der griber en hvis man falder. For Eaid Dhi ser det imidlertid anderledes ud. Hans far, der er en populær sangskriver i Burma/Myanmar, opmuntrede ham allerede i en tidlig alder til at spille. “Jeg har spillet musik, siden jeg var helt lille, og jeg elsker at spille. Jeg håber, at rockmusik en dag bliver populært i BUrma/Myanmar, så vi kan nå ud til endnu flere. Ikke bare fordi det er sjovt at spille for mange mennesker, men også fordi jeg synes, det er vigtigt, at unge kan høre meget forskellig musik. Det er også en del af det nye Myanmar,” siger Eaid Dhi.

– Du kan følge Side Effect på Facebook – Se en kort film fra Side Effects første besøg i Tyskland – Tjek også filmen Yangon Calling om ungdomskulturer i Myanmar


roadtrip 2013 – med lasse og simon

Henover sommeren 2013 drog Lasse og Simon ud i det danske sommerland. Målet var at skabe opmærksomhed om Spejderhjælpens Burma-projekt – og så lige at samle en masse penge ind. Simon og Lasse fortæller her om deres rejse rundt i Danmark De kendte, vi har besøgt, har alle være meget hjælpsomme, snakkesalige og virkelig søde. Flere af dem inviterede os på kaffe og


hyggesnak. Der var selvfølgelig også nogen, der havde travlt, men som alligevel tog sig tid til at mødes med os. Det sætter vi virkelig stor pris på. Det viste sig, at der var mange af de kendte, der selv havde været spejdere, da de var små. De vil gerne støtte Spejderhjælpen, fordi de havde gode minder om deres spejdertid, men også fordi deres bidrag går til et godt formål.

Masser af oplevelser Vi har undervejs oplevet en masse ting på vores tur. I starten vidste vi ikke så meget om Spejderhjælpen – det kan vi se nu, så vi er også selv blevet klogere. Samtidig har det været sjovt, at pressen har været så interesseret i at fortælle om vores tur. Vi har både været i avisen og i tv, og det har også skabt opmærksomhed omkring Spejderhjælpen og skoleprojektet i Myanmar. Det er fedt.

Det samme som en cola Det koster 16 kroner at give et barn en skolepakke med kladdehæfter, blyanter og den slags. 16 kroner for et helt år. Det synes jeg, er ret tankevækkende. Det er jo det samme som en cola på tanken. Vildt. Spejderhjælpens arbejde og Spejderhjælpsugen er virkelig genialt – selvom der er Spejderhjælpsuge i september, kan vi sagtens gøre en forskel resten af året også. Vi fik en god ide og havde tid til

Hvem er Lasse og Simon? Lasse og Simon er KFUM-spejdere. De mødte hinanden på Spejderfestival 2011, hvor Lasse deltog som festivalgæst, mens Simon lavede aktiviteter for deltagerne. På festivalen blev de hurtigt venner, og de har brugt mange timer sammen blandt som en del af staben på Arresøcentret. Det var netop efter en arbejdsweekend på Arresøcentret, at Lasse og Simon fik ideen til roadtrippet. De to venner ville tage på bilferie rundt i Danmark og så undervejs fortælle de folk, de mødte, om Spejderhjælpen, men hurtigt udviklede ideen sig. Lasse og Simon belsuttede sig for at besøge kendte danskere undervejs på deres tur og få dem til at donere en genstand, som de senere kunne sætte på auktion. De penge, Lasse og Simon, får ind ved auktionen går til Spejderhjælpens skoleprojekt i Burma/Myanmar.

Simon

Lasse


at føre den ud i livet i sommerferien. De penge, vi samler ind, er jo lige meget værd uanset, hvornår vi får dem i kassen.

Prøv at tænke anderledes Vi kan kun opfordre jer til at tænke anderledes. Prøv nogle af jeres ideer af enten i jeres gruppe eller sammen med dine spejdervenner. Vi sprang bare ud i det – og vi synes selv, det gik meget godt. Selv hvis I bare får 16 kroner ud af jeres indsats, har I stadig hjulpet et barn i Myanmar. Det er da ret fedt at tænke på. Vi ses derude!

Vil du vide mere om Lasse og Simons roadtrip Følg Lasse og Simons tur rundt i Danmark og se tv-indslag og læs artikler fra turen


Burma i skole 2013  

Artikler og interviews fra Burma/Myanmar. Magasinet er udgivet af Spejderhjælpen, som en del af Spejderhjælpsugen 2013

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you