Page 1

H. C. Andersen - En eventyrbog!


Indholdsfortegnelse

Den lille pige med svovlstikkerne

Side 3

Den lille Idas blomster

Side 7

Prinsessen p책 aerten

Side 15

Kejserens nye klaeder

Side 17

Fem fra en aertebaelg

Side 21

Side 2


Den lille pige med svovlstikkerne Eventyr af Hans Christian Andersen

Side 3


Det var saa grueligt koldt; det sneede og det begyndte

en lille svovlstik kunne goere godt. Turde hun bare

at blive moerk aften; det var ogsaa den sidste aften i

traekke en ud af bundtet, stryge den mod vaeggen og

aaret, nytaarsaften. I denne kulde og i dette moerke

varme fingrene. Hun trak en ud, “ritsch!� hvor spru-

gik paa gaden en lille, fattig pige med bart hoved og

dede den, hvor braendte den! det var en varm, klar

noegne foedder; ja hun havde jo rigtignok haft toefler

lue, ligesom et lille lys, da hun holdt haanden om den;

paa, da hun kom hjemme fra; men hvad kunne det

det var et underligt lys! Den lille pige syntes hun sad

hjaelpe! det var meget store toefler, hendes moder

foran en stor jernkakkelovn med blanke messingkug-

havde sidst brugt dem, saa store var de, og dem tabte

ler og messingtromle; ilden braendte saa velsignet,

den lille, da hun skyndte sig over gaden, idet to vogne

varmede saa godt! nej, hvad var det! - Den lille strakte

faar saa grueligt staerkt forbi; den ene toeffel var ikke

allerede foedderne ud for ogsaa at varme disse, - - da

at finde og den anden loeb en dreng med; han sagde,

slukkedes flammen, kakkelovnen forsvandt, - hun sad

at den kunne han bruge til vugge, naar han selv fik

med en lille stump af den udbraendte svovlstik i ha-

boern.

anden.

Der gik nu den lille pige paa de noegne smaa foedder,

En ny blev stroeget, den braendte, den lyste, og hvor

der var roede og blaa af kulde; i et gammelt forkla-

skinnet faldt paa muren, blev denne gennemsigtig,

ede holdt hun en maengde svovlstikker og et bundt

som et flor; hun saa lige ind i stuen, hvor bordet stod

gik hun med i haanden; ingen havde den hele dag

daekket med en skinnende hvid dug, med fint porce-

koebt af hende; ingen havde givet hende en lille skil-

laen, og dejligt dampede den stegte gaas, fyldt med

ling; sulten og forfrossen gik hun og saa saa forkuet

svesker og aebler! og hvad der endnu var praegtigere,

ud, den lille stakkel! Snefnuggene faldt i hendes lange

gaasen sprang fra fadet, vraltede hen af gulvet med

gule haar, der kroellede saa smukt om nakken, men

gaffel og kniv i ryggen; lige hen til den fattige pige

den stads taenkte hun rigtignok ikke paa. Ud fra alle

kom den; da slukkedes svovlstikken og der var kun

vinduer skinnede lysene og saa lugtede der i gaden

den tykke, kolde mur at se.

saa dejligt af gaasesteg; det var jo nytaarsaften, ja det taenkte hun paa.

Hun taendte en ny. Da sad hun under det dejligste juletrae; det var endnu stoerre og mere pyntet, end

Henne i en krog mellem to huse, det ene gik lidt mere

det hun gennem glasdoeren havde set hos den rige

frem i gaden end det andet, der satte hun sig og kroeb

koebmand, nu sidste jul; tusinde lys braendte paa de

sammen; de smaa ben havde hun trukket op under

groenne grene og brogede billeder, som de der pynter

sig, men hun froes endnu mere og hjem turde hun

butiksvinduerne, saa ned til hende. Den lille strakte

ikke gaa, hun havde jo ingen svovlstikker solgt, ikke

begge haender i vejret - da slukkedes svovlstikken; de

faaet en eneste skilling, hendes fader ville slaa hende

mange julelys gik hoejere og hoejere, hun saa de var

og koldt var der ogsaa hjemme, de havde kun taget

nu de klare stjerner, en af dem faldt og gjorde en lang

lige over dem og der peb vinden ind, skoent der var

ildstribe paa himlen.

stoppet straa og klude i de stoerste spraekker. Hendes smaa haender var naesten ganske doede af kulde. Ak!

Side 4

“Nu doer der en!� sagde den lille, for gamle mormor,


som var den eneste, der havde vaeret god mod hende, men nu var doed, havde sagt: Naar en stjerne falder, gaar der en sjael op til Gud. Hun stroeg igen mod muren en svovlstik, den lyste rundt om, og i glansen stod den gamle mormor, saa klar, saa skinnende, saa mild og velsignet. “Mormor!� raabte den lille, “Oh tag mig med! jeg ved, du er borte, naar svovlstikken gaar ud; borte ligesom den varme kakkelovn, den dejlige gaasesteg og det store velsignede juletrae!� - og hun stroeg i hast den hele rest svovlstikker, der var i bundtet, hun ville ret holde paa mormor; og svovlstikkerne lyste med en saadan glans, at det var klarere end ved den lyse dag. Mormor havde aldrig foer vaeret saa smuk, saa stor; hun loeftede den lille pige op paa sin arm, og de floej i glans og glaede, saa hoejt, saa hoejt; og der var ingen kulde, ingen hunger, ingen angst, - de var hos Gud! Men i krogen ved huset sad i den kolde morgenstund den lille pige med roede kinder, med smil om munden - doed, frosset ihjel den sidste aften i det gamle aar. Nytaarsmorgen gik op over det lille lig, der sad med svovlstikkerne, hvoraf et knippe var naesten braendt. Hun har villet varme sig! sagde man; ingen vidste, hvad smukt hun havde set, i hvilken glans hun med gamle mormor var gaaet ind til nytaars glaede!

Side 5


Side 6


Den lille Idas blomster Eventyr af Hans Christian Andersen

Side 7


“Ja, det kan du tro! Han kom en morgen ned i sin have “Kan ogsaa blomsterne i den botaniske have komme

og saa en stor braendenaelde staa at goere pantomine

der ud? Kan de komme den lange vej?”

med bladene til en dejlig roed nellike; den sagde, du er saa nydelig og jeg holder saa meget af dig! men

“Ja, det kan du tro!” sagde studenten, “for naar de vil,

saadan noget kan professoren nu slet ikke lide, og slog

saa kan de flyve. Har du ikke nok set de smukke som-

straks braendenaelden over bladene, for de er dens

merfugle, de roede, gule og hvide, de ser naesten ud

fingre, men saa braendte han sig, og fra den tid toer

som blomster, det har de ogsaa vaeret, de er sprunget

han aldrig roere ved en braendenaelde.”

af stilken hoejt op i luften, og har da slaaet med bladene, ligesom de var smaa vinger, og saa floej de; og

“Det var morsomt!” sagde den lille Ida og lo.

da de foerte sig godt op, fik de lov at flyve om ogsaa ved dagen, skulle ikke hjem igen, og sidde stille paa

“Er det at bilde barnet saadan noget ind!” sagde den

stilken, og saa blev bladene til sidst til virkelige vin-

kedelige kancelliraad, der var kommen i visit og sad i

ger. Det har du jo selv set! Det kan ellers gerne va-

sofaen; han kunne slet ikke lide studenten og gnavede

ere, at blomsterne inde i den botaniske have aldrig

alle tider, naar han saa ham klippe de loejerlige, mor-

har vaeret ude paa kongens slot, eller ved, at der er

somme billeder: snart en mand, der hang i en galge

saa lystigt der om natten. Nu skal jeg derfor sige dig

og holdt et hjerte i haanden, for han var en hjertetyv,

noget! saa vil han blive saa forbavset, den botaniske

snart en gammel heks, der red paa en kost og havde

professor, der bor ved siden af, Du kender ham jo nok?

sin mand paa naesen; det kunne kancelliraaden ikke

Naar du kommer ind i hans have, skal du fortaelle en

lide, og saa sagde han, ligesom nu, “er det noget, at

af blomsterne, at der er stort bal ude paa slottet, saa

bilde barnet ind! det er den dumme fantasi!”

siger den det igen til alle de andre, og da flyver de af sted; kommer da professoren ud i haven, saa er der

Men den lille Ida syntes dog, det var saa morsomt,

ikke en eneste blomst, og han kan slet ikke forstaa,

hvad studenten fortalte om hendes blomster, og hun

hvor de er henne.”

taenkte saa meget derpaa. Blomsterne hang med hovedet, fordi de var traette af at danse hele natten,

“Men hvor kan blomsten fortaelle det til de andre?

de var bestemt syge. Saa gik hun med dem hen til alt

Blomsterne kan jo ikke tale!”

sit andet legetoej, der stod paa et paent lille bord, og hele skuffen var fuld af stads. I dukkesengen laa hen-

“Nej, det kan de rigtignok ikke!” svarede studenten;

des dukke, Sophie, og sov, men den lille Ida sagde til

“men saa goer de pantomime! Har du ikke nok set, at

hende: “Du maa virkelig staa op, Sophie, og tage til

naar det blaeser lidt, saa nikker blomsterne, og be-

takke med at ligge i skuffen i nat, de stakkels blomster

vaeger alle de groenne blade, det er lige saa tydeligt,

er syge, og saa maa de ligge i din seng, maaske de da

som om de talte!”

bliver raske!” og saa tog hun dukken op, men den saa saa tvaer ud og sagde ikke et eneste ord, for den var

“Kan professoren da forstaa pantomime?” spurgte Ida.

Side 8

vred, fordi den ikke maatte beholde sin seng.


“Mine stakkels blomster er ganske doede!” sagde den

slet ingen blomster mere! hvor er de? I sommer saa

lille Ida. “De var saa smukke i aftes, og nu haenger

jeg saa mange!”

alle bladene visne! Hvorfor goer de det?” spurgte hun studenten, der sad i sofaen; for ham holdt hun saa

“De er inde paa slottet!” sagde studenten. “Du maa

meget af, han kunne de allerdejligste historier og klip-

vide, at lige saa snart kongen og alle hoffolkene flyt-

pede saadanne morsomme billeder: hjerter med smaa

ter herind til byen, saa loeber blomsterne straks fra

madammer i, der dansede; blomster og store slotte,

haven op paa slottet og er lystige. Det skulle du se! De

hvor doerene kunne lukkes op; det var en lystig stu-

to allersmukkeste roser saetter sig paa tronen, og saa

dent! “Hvorfor ser blomsterne saa daarlige ud i dag?”

er de konge og dronning. Alle de roede hanekamme

spurgte hun igen, og viste ham en hel buket, der var

stiller sig op ved siden, og staar og bukker, de er kam-

ganske vissen.

merjunkere. Saa kommer alle de nydeligste blomster, og saa er der stort bal, de blaa violer forestiller smaa

“Ja ved du, hvad de fejler!” sagde studenten. “Blom-

soekadetter, de danser med hyacinter og krokus, som

sterne har vaeret paa bal i nat, og derfor haenger de

de kalder froekener! Tulipanerne og de store gule lil-

med hovedet!”

jer, det er gamle fruer, de passer paa, at der bliver danset net, og at det gaar paent til!”

“Men blomsterne kan jo ikke danse!” sagde den lille Ida.

“Men,” spurgte lille Ida, “er der ingen, som goer blomsterne noget, fordi de danser paa kongens slot?”

“Jo,” sagde studenten, “naar det bliver moerkt og vi andre sover, saa springer de lystigt omkring; naesten

“Der er ingen, som rigtigt ved af det!” sagde studen-

hver evige nat har de bal!”

ten, “sommetider, om natten, kommer rigtignok den gamle slotsforvalter, der skal passe paa der ude, han

“Kan der ingen boern komme med paa det bal?”

har et stort knippe noegler med sig, men saa snart blomsterne hoerer noeglerne rasle, saa bliver de gan-

“Jo,” sagde studenten, “smaabitte gaaseurter og lilje-

ske stille, skjuler sig bag ved de lange gardiner og stik-

konvaller!”

ker hovedet frem. ‘Jeg kan lugte, her er nogle blomster inde,’ siger den gamle slotsforvalter, men han kan

“Hvor danser de paeneste blomster,” spurgte lille Ida.

ikke se dem.”

“Har du ikke tit vaeret ude af porten ved det store slot, hvor kongen bor om sommeren, hvor den dejlige

“Det er morsomt!” sagde den lille Ida og klappede i ha-

have er med de mange blomster? Du har jo set sva-

enderne. “Men kunne jeg heller ikke se blomsterne?”

nerne, der svoemmer hen til dig, naar du vil give dem broedkrummer. Derude er rigtigt bal, kan du tro!”

“Jo,” sagde studenten, “husk bare paa, naar du kommer der ud igen, at kigge ind af vinduet, saa ser du

“Jeg var der ude i haven i gaar med min moder!” sag-

dem nok. Det gjorde jeg i dag, der laa en lang gul

de Ida, “men alle bladene var af traeerne, og der var

paaskelilje i sofaen og strakte sig, det var en hofdame!”

Side 9


Saa lagde Ida blomsterne i dukkesengen, trak det lille

“Nu danser vist alle blomsterne derinde!” sagde hun,

taeppe helt op om dem og sagde, nu skulle de ligge

“oh Gud, hvor jeg dog gerne ville se det!” men hun

smukt stille, saa ville hun koge tevand til dem, at de

turde ikke staa op, for saa vaekkede hun sin fader

kunne blive raske og komme op i morgen, og hun trak

og moder. “Bare de dog ville komme herind,” sagde

gardinerne taet om den lille seng, for at solen ikke

hun; men blomsterne kom ikke og musikken vedblev

skulle skinne dem i oejnene.

at spille saa nydeligt, da kunne hun slet ikke lade vaere, for det var alt for dejligt, hun kroeb ud af sin lille

Hele aftnen igennem kunne hun ikke lade vaere at

seng og gik ganske sagte hen til doeren og kiggede ind

taenke paa, hvad studenten havde fortalt hende, og

i stuen. Nej, hvor det var morsomt, hvad hun fik at se!

da hun nu selv skulle i seng, maatte hun foerst hen bag gardinerne, der hang ned for vinduerne, hvor

Der var slet ingen natlampe derinde, men alligevel

hendes moders dejlige blomster stod, baade hyacinter

ganske lyst, maanen skinnede gennem vinduet midt

og tulipaner, og saa hviskede hun ganske sagte: Jeg

ind paa gulvet! det var naesten ligesom det kunne

ved nok, I skal paa bal i nat! men blomsterne lod, som

vaere dag. Alle hyacinterne og tulipanerne stod i to

om de ingenting forstod og roerte ikke et blad, men

lange raekker paa gulvet, der var slet ingen flere i

lille Ida vidste nok, hvad hun vidste.

vinduet, der stod tomme potter, nede paa gulvet dansede alle blomsterne saa nydeligt rundt om hinanden,

Da hun var kommet i seng, laa hun laenge og taenkte

gjorde ordentlig kaede og holdt hverandre i de lange

paa, hvor nydeligt det kunne vaere at se de dejlige

groenne blade, naar de svingede rundt. Men henne

blomster danse derude paa kongens slot. “Mon mine

ved klaveret sad en stor gul lilje, som lille Ida bestemt

blomster virkelig har vaeret med?” Men saa faldt hun

havde set i sommer, for hun huskede godt, studenten

i soevn. Ud paa natten vaagnede hun igen, hun havde

havde sagt: “Nej, hvor den ligner froeken Line!” men

droemt om blomsterne og studenten, som kancelliraa-

da lo de alle sammen af ham; men nu syntes virkelig

den skaendte paa og sagde ville bilde hende noget ind.

Ida ogsaa, at den lange gule blomst lignede froeke-

Der var ganske stille i sovekammeret, hvor Ida laa;

nen, og den bar sig ogsaa ligesaadan ad med at spille,

natlampen braendte henne paa bordet, og hendes fa-

snart lagde den sit aflange gule ansigt paa den ene

der og moder sov.

side, snart paa den anden, og nikkede takten til den dejlige musik! Slet ingen maerkede den lille Ida. Nu

“Mon mine blomster nu ligger i Sophies seng?” sagde

saa hun en stor blaa krokus hoppe midt op paa bordet,

hun ved sig selv, “hvor jeg dog gerne ville vide det!”

hvor legetoejet stod, gaa lige hen til dukkesengen og

Hun rejste sig lidt og saa hen til doeren, der stod halv

traekke gardinerne til side, der laa de syge blomster,

paa klem, derinde laa blomsterne og alt hendes le-

men de rejste sig straks op og nikkede ned til de andre

getoej. Hun lyttede efter, og da var det ligesom om

at de ogsaa ville med at danse. Den gamle roegmand,

hun hoerte, at der blev spillet paa klaver inde i stuen,

som underlaeben var braekket af, stod op og bukkede

men ganske sagte, og saa nydeligt, som hun aldrig

for de paene blomster, de saa slet ikke syge ud, de

foer havde hoert det.

hoppede ned mellem de andre og var saa fornoejede.

Side 10


Det var ligesom om noget faldt ned af bordet, Ida saa

vendte ham ryggen. Saa satte hun sig paa skuffen og

derhen, det var fastelavnsriset, der sprang ned, det

taenkte, at nok en af blomsterne ville komme at en-

syntes ogsaa, at det hoerte med til blomsterne. Det

gagere hende, men der kom ingen, saa hostede hun,

var ogsaa meget nydeligt, og oveni sad en lille voks-

hm, hm, hm! men alligevel kom der ikke en. Roeg-

dukke, der havde just saadan en bred hat paa hove-

manden dansede saa ganske alene, og det var ikke

det, som den kancelliraaden gik med. Fastelavnsriset

saa daarligt!

hoppede paa sine tre roede traeben midt ind imellem blomsterne, og trampede ganske staerkt, for det dan-

Da nu ingen af blomsterne syntes at se Sophie, lod

sede mazurka, og den dans kunne de andre blomster

hun sig dumpe fra skuffen lige ned paa gulvet, saa

ikke, fordi de var saa lette og kunne ikke trampe.

det gav en stor alarm; alle blomsterne kom ogsaa loebende hen rundt omkring hende og spurgte, om hun

Voksdukken paa fastelavnsriset blev lige med et stor

ikke havde slaaet sig, og de var alle saa nydelige imod

og lang, snurrede sig rundt oven over papirsblom-

hende, isaer blomsterne, der havde ligget hendes seng;

sterne og raabte ganske hoejt: “Er det at bilde barnet

men hun havde slet ikke slaaet sig, og alle Idas blom-

saadan noget ind! det er den dumme fantasi!” og saa

ster sagde tak for den dejlige seng og holdt saa meget

lignede voksdukken ganske akkurat kancelliraaden

af hende, tog hende midt hen paa gulvet hvor maanen

med den brede hat, saa lige saa gul og gnaven ud, men

skinnede, dansede med hende, og alle de andre blom-

papirsblomsterne slog ham om de tynde ben, og saa

ster gjorde en kreds udenom; nu var Sophie fornoejet!

kroeb han sammen igen og blev en lille bitte voksduk-

og hun sagde, de maatte gerne beholde hendes seng,

ke. Det var saa morsomt at se! den lille Ida kunne ikke

hun broed sig slet ikke om at ligge i skuffen.

lade vaere at le. Fastelavnsriset blev ved at danse, og kancelliraaden maatte danse med, det hjalp ikke, en-

Men blomsterne sagde: “Du skal have saa mange tak,

ten han gjorde sig stor og lang eller blev den lille gule

men vi kan ikke leve saa laenge! i morgen er vi ganske

voksdukke med den store, sorte hat. Da bad de andre

doede; men sig til den lille Ida, at hun skal begrave os

blomster for ham, isaer de, der havde ligget i dukke-

ude i haven, hvor kanariefuglen ligger, saa vokser vi

sengen, og saa lod fastelavnsriset vaere. I det samme

op igen til sommer og blive meget smukkere!”

bankede det ganske staerkt inde i skuffen, hvor Idas dukke, Sophie, laa ved saa meget andet legetoej; roeg-

“Nej, I maa ikke doe!” sagde Sophie, og saa kyssede

manden loeb hen til kanten af bordet, lagde sig langs

hun blomsterne; i det samme gik salsdoeren op, og en

ud paa sin mave og fik skuffen en lille smule trukket

hel maengde dejlige blomster kom dansende ind, Ida

ud. Der rejste Sophie sig op, og saa ganske forundret

kunne slet ikke begribe, hvor de var kommet fra, det

rundt omkring. “Her er nok bal!” sagde hun; “hvorfor

var bestemt alle blomsterne ude fra kongens slot. Al-

er der ingen, der har sagt mig det!”

lerforrest gik to dejlige roser, og de havde smaa guldkroner paa, det var en konge og en dronning, saa kom

“Vil du danse med mig?” sagde roegmanden.

de nydeligste levkoejer og nelliker og de hilste til alle sider. De havde musik med, store valmuer og paeoner

“Jo, du er en paen en at danse med!” sagde hun og

blaeste i aertebaelge saa de var ganske roede i hove-

Side 11


Eventyrmønter I anledning af 200 året for H.C. Andersens fødsel udgav den Kgl. Mønt en serie 10-krone mønter med eventyrmotiver.

Side 12


Side 13


det. De blaa klokker og de smaa hvide sommergaekker

vaere med at begrave eder ude i haven, at I til som-

klingede, ligesom de havde bjaelder paa. Det var en

mer kan vokse op og blive endnu meget smukkere.!”

morsom musik. Saa kom der saa mange andre blomster, og de dansede alle sammen, de blaa violer og de

De norske faetre var to raske drenge, de hed Jonas og

roede bellis, gaaseurterne og liljekonvallerne. Og alle

Adolph; deres fader havde foraeret dem to nye flits-

blomsterne kyssede hinanden, det var nydeligt at se!

buer, og disse havde de med at vise Ida. Hun fortalte dem om de stakkels blomster, der var doede, og saa

Til sidst sagde blomsterne hinanden god nat, saa li-

fik de lov at begrave dem. Begge drengene gik foran

stede ogsaa den lille Ida sig hen i sengen, hvor hun

med flitsbuerne paa skulderen, og den lille Ida bagef-

droemte om alt, hvad hun havde set.

ter med de doede blomster i den nydelige aeske; ude i haven blev gravet en lille grav; Ida kyssede foerst

Da hun naeste morgen kom op, gik hun gesvindt hen

blomsterne, satte dem saa med aesken ned i jorden,

til det lille bord, for at se om blomsterne var der end-

og Adolph og Jonas skoed med flitsbuer over graven,

nu, hun trak gardinet til side fra den lille seng, ja, der

for de havde ingen gevaerer eller kanoner.

laa de alle sammen, men de var ganske visne, meget mere end i gaar. Sophie laa i skuffen, hvor hun havde lagt hende, hun saa meget soevnig ud. “Kan du huske, hvad du skulle sige til mig,” sagde den lille Ida, men Sophie saa ganske dum ud og sagde ikke et eneste ord. “Du er slet ikke god,” sagde Ida, “og de dansede dog alle sammen med dig.” Saa tog hun en lille papirsaeske, der var tegnet nydelige fugle paa, den lukkede hun op og lagde de doede blomster i den. “Det skal vaere eders

nydelige

ligkiste,” hun,

sagde

“og

naar

siden de norske faetre

kommer

herhen, saa skal de

Side 14


Prinsessen paa aerten Eventyr af Hans Christian Andersen

Side 15


Der var engang en prins; han ville have sig en prin-

krop! det er ganske forskraekkeligt!”

sesse, men det skulle vaere en rigtig prinsesse. Saa rejste han hele verden rundt, for at finde saadan en,

Saa kunne de se, at det var en rigtig prinsesse, da hun

men alle vegne var der noget i vejen, prinsesser var

gennem de tyve madrasser og de tyve edderdunsdy-

der nok af, men om det var rigtige prinsesser, kunne

ner havde maerket aerten. Saa oemskindet kunne der

han ikke ganske komme efter, altid var der noget, som

ingen vaere, uden en virkelig prinsesse.

ikke var saa rigtigt. Saa kom han da hjem igen og var saa bedroevet, for han ville saa gerne have en virkelig

Prinsen tog hende da til kone, for nu vidste han, at

prinsesse.

han havde en rigtig prinsesse, og aerten kom paa Kunstkammeret, hvor den endnu er at se, dersom in-

En aften blev det da et frygteligt vejr; det lynede og

gen har taget den.

tordnede, regnen skyllede ned, det var ganske forskraekkeligt! Saa bankede det paa byens port, og den gamle konge gik hen at lukke op. Det var en prinsesse, som stod udenfor. Men gud hvor hun saa ud af regnen og det onde vejr! Vandet loeb ned af hendes haar og hendes klaeder, og det loeb ind af naesen paa skoen og ud af haelen, og saa sagde hun, at hun var en virkelig prinsesse. “Ja, det skal vi nok faa at vide!” taenkte den gamle dronning, men hun sagde ikke noget, gik ind i sovekamret, tog alle sengeklaederne af og lagde en aert paa bunden af sengen, derpaa tog hun tyve madrasser, lagde dem oven paa aerten, og saa endnu tyve edderdunsdyner oven paa madrasserne. Der skulle nu prinsessen ligge om natten. Om morgnen spurgte de hende, hvorledes hun havde sovet. “Oh forskraekkeligt slet!” sagde prinsessen, “jeg har naesten ikke lukket mine oejne den hele nat! Gud ved, hvad der har vaeret i sengen? Jeg har ligget paa noget haardt, saa jeg er ganske brun og blaa over min hele

Side 16

Se, det var en rigtig historie!


Kejserens nye klaeder Eventyr af Hans Christian Andersen

Side 17


For mange aar siden levede en kejser, som holdt saa

eller slet passede til sit embede, ikke kunne se det, nu

uhyre meget af smukke nye klaeder, at han gav alle

troede han nok, at han ikke behoevede at vaere bange

sine penge ud for ret at blive pyntet. Han broed sig

for sig selv, men han ville dog sende nogen foerst for

ikke om sine soldater, broed sig ej om komedie eller

at se, hvorledes det stod sig. Alle mennesker i hele

om at koere i skoven, uden alene for at vise sine nye

byen vidste, hvilken forunderlig kraft toejet havde,

klaeder. Han havde en kjole for hver time paa dagen,

og alle var begaerlige efter at se, hvor daarlig eller

og ligesom man siger om en konge, han er i raadet,

dum hans nabo var.

saa sagde man altid her: “Kejseren er i garderoben!” “Jeg vil sende min gamle aerlige minister hen til vaI den store stad, hvor han boede, gik det meget for-

everne!” taenkte kejseren, “han kan bedst se, hvorledes

noejeligt til, hver dag kom der mange fremmede, en

toejet tager sig ud, for han har forstand, og ingen pas-

dag kom der to bedragere; de gav sig ud for at vaere

ser sit embede bedre end han!”

vaevere og sagde, at de forstod at vaeve det dejligste toej, man kunne taenke sig. Ikke alene farverne og

Nu gik den gamle skikkelige minister ind i salen, hvor

moenstret var noget usaedvanligt smukt, men de kla-

de to bedragere sad og arbejdede med de tomme vaeve.

eder, som blev syet af toejet, havde den forunderlige

“Gudbevares!” taenkte den gamle minister og spilede

egenskab at de blev usynlige for ethvert menneske,

oejnene op! “jeg kan jo ikke se noget!” Men det sagde

som ikke duede i sit embede, eller ogsaa var utillade-

han ikke.

lig dum. Begge bedragerne bad ham vaere saa god at traede “Det var jo nogle dejlige klaeder,” taenkte kejseren;

naermere og spurgte, om det ikke var et smukt moen-

“ved at have dem paa, kunne jeg komme efter, hvilke

ster og dejlige farver. Saa pegede de paa den tomme

maend i mit rige der ikke dur til det embede de har,

vaev, og den stakkels gamle minister blev ved at spile

jeg kan kende de kloge fra de dumme! ja det toej maa

oejnene op, men han kunne ikke se noget, for der var

straks vaeves til mig!” og han gav de to bedragere

ingen ting. “Herregud!” taenkte han, “skulle jeg vaere

mange penge paa haanden, for at de skulle begynde

dum! Det har jeg aldrig troet, og det maa ingen men-

paa deres arbejde.

nesker vide! skulle jeg ikke du til mit embede? Nej det gaar ikke an, at jeg fortaeller, jeg ikke kan se toejet!”

De satte ogsaa to vaevestole op, lod som om de arbejdede, men de havde ikke det mindste paa vaeven. Rask

“Naa, De siger ikke noget om det!” sagde den ene, som

vaek forlangte de den fineste silke, og det praegtigste

vaevede!

guld; det puttede de i deres egen pose og arbejdede med de tomme vaeve, og det til langt ud paa natten.

“Oh det er nydeligt! ganske allerkaereste!” sagde den gamle minister og saa igennem sine briller, “dette mo-

“Nu gad jeg dog nok vide, hvor vidt de er med toejet!”

enster og disse farver! ja, jeg skal sige kejseren, at det

taenkte kejseren, men han var ordentligt lidt underlig

behager mig saerdeles!”

om hjertet ved at taenke paa, at den, som var dum,

Side 18


“Naa det fornoejer os!” sagde begge vaeverne, og nu naevnede de farverne ved navn og det saelsomme

“Ja er det ikke magnifik!” sagde begge de skikkelige

moenster. Den gamle minister hoerte godt efter, for

embedsmaend. “Vil Deres Majestaet se, hvilket moen-

at han kunne sige det samme, naar han kom hjem til

ster, hvilke farver!” og saa pegede de paa den tomme

kejseren, og det gjorde han.

vaev, thi de troede, de andre vistnok kunne se toejet.

Nu forlangte bedragerne flere penge, mere silke og

“Hvad for noget!” taenkte kejseren, “jeg ser ingen ting!

guld, det skulle de bruge til vaevning. De stak alt i de-

det er jo forfaerdeligt! er jeg dum? dur jeg ikke til at

res egne lommer, paa vaeven kom ikke en traevl, men

vaere kejser? det var det skraekkeligste, som kunne

de blev ved, som foer, at vaeve paa den tomme vaev.

arrivere mig!” “Oh det er meget smukt!” sagde kejseren, “det har mit allerhoejeste bifald!” og han nikkede

Kejseren sendte snart igen en anden skikkelig embeds-

tilfreds og betragtede den tomme vaev; han ville ikke

mand hen for at se, hvorledes det gik med vaevnin-

sige, at han ingen ting kunne se. Hele foelget, han

gen, og om toejet snart var faerdigt. Det gik ham lige-

havde med sig, saa og saa, men fik ikke mere ud af det,

som den anden, han saa og saa, men da der ikke var

end alle de andre, men de sagde ligesom kejseren, “oh

noget uden de tomme vaeve, kunne han ingen ting se.

det er meget smukt!” og de raadede ham at tage disse nye, praegtige klaeder paa foerste gang, ved den store

“Ja, er det ikke et smukt stykke toej!” sagde begge be-

procession, som forestod. “Det er magnifik! nysseligt,

dragerne og viste og forklarede det dejlige moenster,

excellent!” gik det fra mund til mund, og man var

som der slet ikke var.

alle sammen saa inderligt fornoejede dermed. Kejseren gav hver af bedragerne et ridderkors til at haenge

“Dum er jeg ikke!” taenkte manden, “det er altsaa mit

i knaphullet og titel af vaevejunkere.

gode embede, jeg ikke dur til? Det var loejerligt nok! men det maa man ikke lade sig maerke med!” og saa

Hele natten foer den formiddag processionen skulle

roste han toejet, han ikke saa, og forsikrede dem sin

vaere, sad bedragerne oppe og havde over seksten lys

glaede over de skoenne kuloerer og det dejlige moen-

taendt. Folk kunne se, de havde travlt med at faa kej-

ster. “Ja det er ganske allerkaereste!” sagde han til

serens nye klaeder faerdige. De lod, som de tog toejet

kejseren.

af vaeven, de klippede i luften med store sakse, de syede med synaal uden traad og sagde til sidst: “Se nu

Alle mennesker i byen talte om det praegtige toej.

er klaederne faerdige!”

Nu ville da kejseren selv se det, medens det endnu

Kejseren, med sine fornemste kavalerer, kom selv der-

var paa vaeven. Med en hel skare af udsoegte maend,

hen og begge bedragerne loeftede den ene arm i vejret

mellem hvilke de to gamle skikkelige embedsmaend

ligesom om de holdt noget og sagde: “Se her er benkla-

var, som foer havde vaeret der, gik han hen til begge

ederne! her er kjolen! her kappen!” og saaledes videre

de listige bedragere, der nu vaevede af alle kraefter,

fort. “Det er saa let, som spindelvaev! man skulle tro

men uden traevl eller traad.

man havde ingen ting paa kroppen, men det er just

Side 19


dyden ved det!”

der velsignet!” Ingen ville lade sig maerke med, at han intet saa, for saa havde han jo ikke duet i sit

“Ja!” sagde alle kavalererne, men de kunne ingen ting

embede, eller vaeret meget dum. Ingen af kejserens

se, for der var ikke noget.

klaeder havde gjort saadan lykke.

“Vil nu Deres Kejserlige Majestaet allernaadigst be-

“Men han har jo ikke noget paa,” sagde et lille barn.

hage at tage deres klaeder af!” sagde bedragerne, “saa

“Herregud, hoer den uskyldiges roest,” sagde faderen;

skal vi give Dem de nye paa, herhenne foran det store

og den ene hviskede til den anden, hvad barnet sagde.

spejl!” “Men han har jo ikke noget paa,” raabte til sidst hele Kejseren lagde alle sine klaeder, og bedragerne bar

folket. Det kroeb i kejseren, thi han syntes, de havde

sig ad, ligesom om de gav ham hvert stykke af de nye,

ret, men han taenkte som saa: “Nu maa jeg holde pro-

der skulle vaere syet, og kejseren vendte og drejede sig

cessionen ud”. Og kammerherrerne gik og bar paa

for spejlet.

slaebet, som der slet ikke var.

“Gud hvor de klaeder godt! hvor de sidder dejligt!” sagde de alle sammen. “Hvilket moenster! hvilke farver! det er en kostbar dragt!” “Udenfor staar de med tronhimlen, som skal baeres over Deres Majestaet i processionen!” sagde overceremonimesteren. “Ja jeg er jo i stand!” sagde kejseren. “Sidder det ikke godt?” og saa vendte han sig nok engang for spejlet! for det skulle nu lade ligesom om han ret betragtede sin stads. Kammerherrerne, som skulle baere slaebet, famlede med haenderne hen ad gulvet, ligesom om de tog slaebet op, de gik og holdt i luften, de turde ikke lade sig maerke med, at de ingenting kunne se. Saa gik kejseren i processionen under den dejlige tronhimmel og alle mennesker paa gaden og i vinduerne sagde: “Gud hvor kejserens nye klaeder er mageloese! hvilket dejligt slaeb han har paa kjolen! hvor den sid-

Side 20


Side 21


Side 22


Fem fra en aertebaelg Eventyr af Hans Christian Andersen

Side 23


Der var fem ærter i en ærtebælg, de var groenne og

kan!” og saa var den borte.

bælgen var groen, og saa troede de, at hele verden var groen, og det var aldeles rigtigt! Bælgen voksede og

“Jeg”, sagde den anden, “flyver lige ind i Solen, det er

ærterne voksede; de indrettede sig efter huslejlighe-

en rigtig ærtebælg og meget passende for mig!”

den; lige i rad sad de. - Solen skinnede udenfor og varmede bælgen op, regnen gjorde den klar; der var lunt

Væk var den.

og godt, lyst om dagen og moerkt om natten, saaledes som det skulle være, og ærterne blev stoerre og altid

“Jeg sover hvor jeg kommer,” sagde de to andre, “men

mere tænkende, som de der sad, for noget maatte de

vi triller nok fremad!” og saa trillede de foerst paa

jo bestille.

gulvet, foer de kom i hyldeboessen, men de kom der. “Vi bringer det videst!”

“Skal jeg altid blive siddende her!” sagde de, “bare jeg ikke bliver haard af at sidde saa længe. Er det ikke

“Ske hvad der maa!” sagde den sidste og blev skudt

for mig ligesom om der er noget udenfor; jeg har en

i vejret, og den floej op mod det gamle bræt under

fornemmelse af det!”

tagkammervinduet, lige ind i en revne, hvor der var mos og bloed jord floej den; og mosset lukkede sig om

Og uger gik; ærterne blev gule og bælgen blev gul:

den; der laa den gemt, men ikke glemt af Vorherre.

“Hele verden bliver gul!” sagde de og det havde de lov til at sige.

“Ske hvad der maa!” sagde den.

Saa fornemmede de et rusk i bælgen; den blev revet af,

Inde paa det lille tagkammer boede en fattig kone, der

den kom i menneskehænder og ned i en troejelomme

om dagen gik ud at pudse kakkelovne, ja save brænde

med flere fyldte ærtebælge. - “Nu vil der snart blive

og goere svært arbejde, for kræfter havde hun og flit-

lukket op!” sagde de og det ventede de paa.

tig var hun, men lige fattig blev hun; og hjemme paa det lille kammer laa hendes halvvoksne eneste datter,

“Nu gad jeg vide hvem af os der driver det videst!”

der var saa fin og spinkel; et helt aar havde hun lig-

sagde den mindste ært. “Ja nu vil det snart give sig.”

get til sengs og syntes hverken at kunne leve eller doe.

“Ske hvad der maa!” sagde den stoerste.

“Hun gaar til sin lille soester!” sagde konen. “Jeg havde de to boern, det var svært nok for mig at soerge

“Krask!” der revnede bælgen og alle fem ærter trillede

for de to, men saa delte Vorherre med mig og tog den

ud i det klare solskin; de laa i en barnehaand, en lille

ene til sig; nu ville jeg nok beholde den anden, jeg har

dreng holdt paa dem og sagde at det var ordentlige

tilbage, men han vil nok ikke have dem skilt ad, og

ærter for hans hyldeboesse; og straks kom den ene ært

hun gaar op til sin lille soester!”

i boessen og blev skudt væk. Men den syge pige blev; hun laa taalmodig og stille “Nu flyver jeg ud i den vide verden! tag mig om du

Side 24

den lange dag, medens moderen var ude at fortjene


noget. Og moderen gik hen til vinduet og aabnede det paa Det var nu foraarstid, og tidlig en morgenstund, just

klem. “Ih!” sagde hun, “det er saamænd en lille ært,

som moderen ville gaa til sit arbejde, skinnede Solen

der er skudt frem med fine groenne blade. Hvor er

saa smukt ind ad det lille vindue hen ad gulvet og den

den kommen her ud i sprækken? Der har du jo en lille

syge pige saa hen mod den nederste glasrude.

have at se paa!”

“Hvad er dog det groenne, der pipper frem ved ruden?

Og den syges seng blev flyttet nærmere til vinduet,

Det roerer sig i vinden!”

hvor hun kunne se den spirende ært, og moderen gik

Side 25


til sit arbejde.

sken. De to dovne drev det lige saa vidt, de blev ogsaa ædt af duerne, og det er at goere solid nytte; men den

“Moder, jeg tror jeg kommer mig!” sagde om aftnen

fjerde, som ville op i Solen - den faldt i rendestenen og

den lille pige. “Solen har i dag skinnet saa varmt ind

laa uger og dage der, i det sure vand, hvor den rigtigt

til mig. Den lille ært trives saa godt! og jeg vil ogsaa

bovnede.

nok trives og komme op og ud i solskinnet!” “Jeg bliver saa dejlig tyk!” sagde ærten. “Jeg revner af “Gid det var saa vel!” sagde moderen, men hun troede

det, og videre tror jeg ingen ært kan drive det, eller

ikke at det skete; dog, den groenne spire, som havde

har drevet det. Jeg er den mærkeligste af de fem fra

givet barnet glade livstanker, satte hun en lille pind

ærtebælgen!”

ved, for at den ej skulle knækkes af vinden; hun bandt et sejlgarnsbaand fast til brættet, og til det oeverste af

Og rendestenen gav den medhold.

vindueskarmen for at ærteranken kunne have noget at hælde sig til og sno sig om, naar den loeb op, og det

Men den unge pige ved tagvinduet stod med lysende

gjorde den; man kunne for hver dag se, at den tog til.

oejne, med sundhedsskær paa kinderne, og hun foldede sine fine hænder over ærteblomsten og takkede

“Nej, den sætter jo blomst!” sagde konen en morgen og

Vorherre for den.

nu fik ogsaa hun det haab og den tro, at den lille, syge pige kom sig; det randt hende i sinde, at i den sidste tid havde barnet talt livligere, de sidste morgner havde det selv rejst sig op i sengen og siddet der og set med straalende oejne paa sin lille ærtehave af en eneste ært. Ugen efter var den syge foerste gang oppe i over en time. Lyksalig sad hun i det varme solskin; vinduet var aabnet, og udenfor stod der fuldt udsprunget en hvidroed ærteblomst. Den lille pige boejede sit hoved ned og kyssede ganske sagte de fine blade. Det var ligesom en festdag den dag. “Vorherre har selv plantet den og ladet den trives for at give haab og glæde til dig, mit velsignede barn og til mig med!” sagde den glade moder og smilede til blomsten, som til en god engel fra Gud. Men nu de andre ærter! - ja den, som floej ud i den vide verden: “Tag mig, om du kan!” faldt i tagrenden og kom i duekro, og der laa den som Jonas i hvalfi-

Side 26

Jeg holder paa min ært! sagde rendestenen!


Side 27


“Det var jo nogle dejlige klaeder,” taenkte kejseren; “ved at have dem paa, kunne jeg komme efter, hvilke maend i mit rige der ikke dur til det embede de har, jeg kan kende de kloge fra de dumme! ja det toej maa straks vaeves til mig!” og han gav de to bedragere mange penge paa haanden, for at de skulle begynde paa deres arbejde. De satte ogsaa to vaevestole op, lod som om de arbejdede, men de havde ikke det mindste paa vaeven. Rask vaek forlangte de den fineste silke, og det praegtigste guld; det puttede de i deres egen pose og arbejdede med de tomme vaeve, og det til langt ud paa natten. “Nu gad jeg dog nok vide, hvor vidt de er med toejet!” taenkte kejseren, men han var ordentligt lidt underlig om hjertet ved at taenke paa, at den, som var dum, eller slet passede til sit embede, ikke kunne se det, nu troede han nok, at han ikke behoevede at vaere bange for sig selv, men han ville dog sende nogen foerst for at se, hvorledes det stod sig. Alle mennesker i hele byen vidste, hvilken forunderlig kraft toejet havde, og alle var begaerlige efter at se, hvor daarlig eller dum hans nabo var.

Eventyr af Hans Christian Andersen

Side 28

En eventyrbog!

g4g45g4g45g  

45g4g4g4g4g45g45g4g4g

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you