Issuu on Google+

  En  lille  forhistorie.   Min  telefon  ringer  en  lørdag  eftermiddag  i  april  måned.  Det  er  min  gode  ven  og  gast   Jacob,  som  spørger  om  jeg  har  lyst  til  at  være  med  til  at  sejle  en  båd  fra  Panama  til   Azorerne.  Det  vil  tage  ca.  5  uger,  siger  han.  Efter  ca.  to  min.  betænkningstid  svarer   jeg  ok,  men  skal  selvfølgelig  først  have  det  vendt  med  mit  arbejde.  Det  går  på  plads   mandag  morgen  og  jeg  melder  klar.   Billetten  til  Panama  bliver  bestilt,  vi  er  seks  personer  som  skal  af  sted,  jeg  kender   kun  den  ene,  han  hedder  Dennis,  som  i  øvrigt  også  er  medejer  af  båden.   De  andre  møder  vi  henholdsvis  i  Middelfart  og  Odense,  på  toget  til  København  som   vi  skal  flyve  fra  tirsdag  den  2.maj.  Flyveturen  går  planmæssigt  via  Frankfurt,  Puerto   Rico,  Panama.  Samlet  flyve/ventetid  bliver  27  timer.   Vi  ankommer  til  Panama  City  om  aftenen,  og  skal  videre  med  taxa  til  Colon  som   ligger  på  østsiden  af  Panama.  En  times  kørsel  på  veje  som  i  DK  vil  være  utænkelige,   med  hensyn  til  huller  i  vejen.   Trætte  og  godt  rystede  af  turen  ankommer  vi  til  Marinaen,  hvor  vi  selvfølgelig  finder   båden  som  det  første.  Den  afgående  besætning  er  stadig  til  stede  og  de  afmønstrer   først  den  næste  dag.  Vi  får  en  god  og  hyggelig  snak  og  går  derefter  i  seng  på  et  hotel   som  ligger  i  Marinaområdet.   Næste  dag  er  det  så  blevet  tid  til  overlevering  af  båden.  De  to  ejere,  føromtalte   Dennis  og  Kim,  går  den  efter  i  sømmene  sammen  med  den  afgående  kaptajn.  Det   skal  ikke  være  nogen  hemmelighed,  at  båden  bærer  kraftigt  præg  af,  at  have  sejlet   på  verdenshavene  i  syv  år  med  forskellige  besætninger.  Det  skal  forståes  sådan,  at   alt  om  læ,  trænger  til  at  blive  skiftet  ud.  Derimod  er  der  en  næsten  ny  rig.  som  blev   skiftet  ud  for  lidt  mere  end  et  år  siden,  da  hele  riggen  incl.  sejl  blæste  af  i  en  storm  i   Stillehavet.   Der  forestår  nu  en  større  proviantering,  og  nogle  reparationer  før  vi  kan  tage  af  sted.  


Vi  handler  ind  i  byen  Colon,  som  er  et  studie  i  elendighed  på  alle  områder.  En   forarmet  og  særdeles  kriminel  by,  hvor  man  absolut  ikke  bør  færdes  alene.  Da  jeg  og   Gunnar  var  der,  med  en  lokal  taxachauffør,  kom  der  en  seriøs  tordenbyge  som   betød  at  byen  stort  set  stod  under  vand.  Ca  15-­‐20  cm  vand  var  der  på  kørebanen  og   inde  i  selve  byen,  som  var  et  inferno  af  udrangerede  biler  mellem  knallerter  og   fodgængere.   Nu  er  det  vist  på  tide  at  præsentere  den  nye  besætning.   Kim  som  har  sejlet  jorden  rundt  flere  gange  i  forskellige  sejlbåde,  ejer  af  båden.   Dennis  som  også  har  sejlet  jorden  rundt  flere  gange  i  div.  både,  ejer  af  båden.   Gunnar  som  har  sejlet  med  Dennis  omkring    Australien,    Gast   Niels  som  er  Dennis  svigerfar  har  sejlet  en  smule  med  Dennis,    Gast   Claus  som  er  en  ung  knægt,  har  sejlet  med  skonnerten  Livet  med  Kim  som  kaptajn.   Og  jeg,  som  bare  tager  enhver  chance  som  byder  sig,        Gast   Båden  er  af  mærket    ALUBAT  16  m    En  aluminiumsbåd  på  53  fod.  Bådens  navn  er   OASIS   Båden  har  de  seneste  7  år  sejlet  med  socialpædagogiske  elever,  og  kan  ses  på  www   antarktis.dk   Så  er  vi  klar  til  turen  som  starter  præcis  kl.  16.00  med  kurs  mod  strædet  mellem   Cuba  og  Haiti,  og  Jamaica  om  bagbord.  Kaptajnen  havde  udset  sig  en  lille  ø  i  det   Bahamesiske  ørige  som  hedder  Great  Inagua.   Det  første  vi  så  da  vi  stævnede  ud,  var  de  mange  store  skibe  som  lå  og  ventede  på  at   komme  igennem  kanalen.  35  stk  var  hvad  vi  kunne  tælle  horisonten  rundt.  Starten   forløb  uden  problemer,  men  snart  skulle  de  mellemstore  bølger  lige  ind  i  kroppen.  I   hvert  fald  på  mig  som  var  nødt  til  at  ofre  aftensmaden  til  de  sultne  fisk.  Det  skete   nogle  gange  og  så  var  den  søsyge  ude  af  verden,  og  kom  ikke  igen  på  noget   tidspunkt.   Turen  over  Det  Caribiske  Hav  var  en  skøn  oplevelse.  Hver  dag  med  35  grader  og  sol   fra  morgen  til  aften.  Vinden  var  nordøst  dvs.  lige  imod.  Men  der  var  ikke  så  meget  af  


den,  så  selv  om  det  var  bide  vind,  var  det  en  fornøjelse.  Næsten  dagligt  blev  vi  fulgt   af  delfiner,  som  sprang  foran  stævnen,  for  så  pludselig  at  forsvinde  igen.  Hver  nat   var  stjerneklar,  og    sydkorset  var  en  fast  indikator  af  hvor  verdenshjørnerne  var.   Karlsvognen  har  stangen  nedaf.   På  tredjedagen  indtraf  der  en  mindre  katastrofe,  da  vi  opdagede  at  køleskabet  var   stået  af.  Maden  var  allerede  begyndt  at  lugte  og  osten  flød  rundt  i  bunden  af   boksen.  Der  var  kun  et  at  gøre,  med  hård  hånd  måtte  vi  smide  maden  ud.  Det  betød   ikke  at  vi  sultede,  men  menuen  var  dog  ikke  til  en  michelin.     Fiskestængerne  er  ude  næsten  hele  tiden,  og  vi  fanger  både  tunfisk,   guldmakreller,og  en  enkelt  wahoo,  vores  model  var  ca  1,2  m,  en  lang  smal  fisk   zebrastribet  med  en  masse  tænder  i  munden.  Den  smagte  fantastisk.   Øen  Great  Inagua  var  en  slem  skuffelse.  Vi  ankom  lørdag  formiddag  og  ankrede  op   uden  for  havnen.  Vi  pumpede  gummibåden  op  og  sejlede  ind  for  at  proviantere   vand,  diesel  og  frisk  kød,  og  forhåbentlig  en  stor  pose  is.  Men  nej.  På  molen  stod  en   tolder  og  krævede  350  us  dollar  blot  for  at  deklarere.  Vi  måtte  ikke  købe  hverken   diesel  eller  proviant,  hvis  vi  ikke  betalte.  Det  skulle  i  øvrigt  være  kontant,  og  da  vi   kun  havde  kort,  skulle  vi  vente  til  mandag  til  banken  åbnede.  Vi  måtte  dog  få  frisk   vand.  Der  blev  afholdt  et  møde  på  Officersniveau,  og  ordren  kom.  Sørg  for  vand  og   kom  tilbage.  Som  sagt  så  gjort,  og  efter  3  timer  var  vi  på  farten  igen,  nu  på  vej  til   Bermuda.   Vi  havde  lige  sejlet  795  sømil  og  glædede  os  alle  til  at  komme  i  land  og  sætte   gebisset  i  en  velstegt  steak.  Sur  røv,  nu  ventede  842  sømil  til  det  næste  stop.   Ingen  is,  ingen  ny  proviant,  en  lang  tur  venter.   Dagene  går  hurtigt,  vi  har  stadig  modvind,  men  vi  har  alligevel  holdt  et  gennemsnit   på  næsten  150  mil  pr  døgn,  på  nær  nogle  dage  i  Caribien.  Vinden  er  stabil  og  det   blæser  mellem  15  og  20  knob,  stort  set  hele  tiden.  Så  en  morgen,  datoen  er  den  18.   maj,  og  vi  kan  se  indsejlingen  til  Bermuda.  Det  er  dejligt  solskin  og  humøret  er  højt.   Det  er  dejligt  at  få  fast  grund  under  fødderne  efter  14  dage  til  søs,  bortset  fra  de  3   timer  på  Great  Inagua.  Nu  skal  der  tankes  op  på  alle  mulige  måder,  og  forberedes  til   turen  mod  Azorerne.  Uheldet  er  ude  efter  os  igen,  da  vi  får  at  vide  at  eleven  som  er  


med  os  skal  hjem  sammen  med  Kim,  som  har  ansvaret  for  ham.  Så  vi  bliver  kun  fire   mand  til  Atlantturen.   Bermuda  er  en  dejlig  ø  som  har  alt  hvad  man  skal  bruge.  Mest  nødvendigt  en   kølemontør  som  kunne  lappe  køleskabet  sammen,  formdeles  170  dollars.  Jo-­‐jo   ingen  tvivl  om  hvem,  der  havde  grisen.  Derudover  fik  vi  skaffet  nogle  dele  til  vores   selvstyrer,  som  havde  det  med  at”  falde  ud”  og  glemme  at  styre  når  det  blæste   mest.  Men  nu  er  den  også  ok.  Bortset  fra  de  tekniske  nødvendigheder,  havde  øen   også  fremragende  restauranter,  som  vi  selvfølgelig  besøgte.  Vi  var  endda  så  heldige   at  overvære  Champions  League  finalen  på  en  pub,  hvor  der  var  en  masse   besøgende,  så  det  var  en  hyggelig  eftermiddag  med  godt  øl.   Søndag  skulle  vi  så  af  sted,  og  vi  manglede  kun  at  købe  øl  til  turen.  Øv-­‐bøv,  sur  røv   igen,  der  sælges  ikke  øl  om  søndagen.  Da  vi  ikke  kunne  vente  til  om  mandagen,  satte   vi  kursen  mod  Azorerne,  klokken  var  11.00.  Vi  havde  stadig  12  øl  ombord  til  4  mand   til  14  dage.  Et  dårligt  udgangspunkt.   Turen  er  startet  på  ny  og  det  blæser  ca  15  knob  fra  sydøst  som  er  perfekt  til  halvvind   mod  Azor.  1919  sømil  er  distancen.  Vi  skyder  en  fart  ml.  7-­‐8  knob  så  det  går   strygende.  Vi  er  startet  med  tre  timers  vagter  én  mand  af  gangen,  med  den  ordre  at   man  ikke  forlader  cockpittet  om  natten  uden  sikkerhedsline.  På  en  af  mine   nattevagter  tæt  på  Bermuda,  opdager  jeg  noget  usædvanligt  mht.kursen.  Vores  gps   kurs  er  sat  på  autopilot  men  pludselig  viser  kompasset  30  grader  ude  af  kurs.  Jeg   lurer  lidt  og  banker  på  glasset,  nej  den  er  god  nok  30  gr.ude  af  kurs.  Jeg  checker  på   computeren  om  læ,  den  siger  ok  til  gps  kursen.  Jeg  beslutter  at  vække  skipper,  og   han  kommer  op  og  konstaterer  at  jeg  ikke  er  blind.  Han  kan  ikke  forklare  hvorfor   den  er  gal,  men  vores  gps  kurs  er  rigtig,  så  den  retter  vi  os  efter.  Det  er  noget  af  en   deviation,  som  i  løbet  af  natten  og  næste  formiddag  retter  sig  til  den  korrekte  kurs.   Ikke  noget  at  sige  til,  at  de  gamle  skibe  som  kun  havde  kompaskurs  at  sejle  efter,   havde  problemer  i  dette  område.  De  følgende  dage  er  der  en  rutinepræget   dagligdag,  som  kommer  helt  af  sig  selv.  Efter  fem  dage  med  halvvind,  er  vinden  igen   gået  i  øst,  hvilket  betyder  bidevind  igen.  Skod.  Det  er  blæst  op  til  20  knob,  og   bølgerne  er  et  par  meter  høje,  og  indimellem  brækker  en  enkelt  ind  over  cockpittet,   og  det  giver  lidt  vand.  Vi  er  nu  nået  lidt  over  halvvejs  mod    Azorerne    1000  mil,  så  7  


dage  tilbage.  Alle  mand  er  ved  godt  mod.  Dagene  går  også  med  at  reparere  det  gode   skib,  der  er  nok  at  tage  fat  på.   Efter  en  lidt  barsk  nat,  vinden  ca  25  knob,  bidevind,  og  store  bølger,  har  vinden  nu   løjet  en  del  af,  og  en  skyfri  himmel  har  åbenbaret  sig.  Klokken  er  nu  13.00  og  vi   sejler  stadig  bidevind  for  fulde  sejl,  og  krabsøerne  har  forladt  os,  men  de  store   atlanterhavsbølger  ruller  hen  over  oceanet  og  det  er  en  fed  fornemmelse  at  blive   rejst  op  på  en  5  meter  høj  bølge  og  surfe  ned  i  bunden  for  så  at  rejse  sig  igen  uden   et  eneste  skumsprøjt  fra  boven.  Der  er  Kim  Larsen  i  højtalerne  og  en  pilsner  er   trukket  op.          Dette  er  sejlglæde  på  højeste  niveau.   Om  natten  den  26  maj  sidder  Dennis  og  jeg  ved  et  vagtskifte  og  snakker  over  en  kop   kaffe,  før  jeg  skal  til  køjs.  Pludselig  er  der  et  mega  lysglimt  på  havet  som  oplyser   båden  som  en  blitz.  Vi  springer  op  og  kikker  ud  i  den  mørke  nat,  men  der  er  intet  at   se.  Hvad  var  det?  Vi  har  intet  svar,  men  jeg,  som  sad  med  front  lige  mod  glimtet,  så   en  stor  cirkel  på  vandet  som  blev  oplyst.  Var  det  et  stjerneskud  eller  en  ubåd,   gættene  er  mange,  men  ingen  giver  mening.  Blitzen  var  der  kun  den  ene  gang  og  vi   så  ikke  mere.  Dagene  går  og  i  dag  er  den  28.  maj  og  vi  går  en  hård  nat  i  møde.   Vejrmeldingen  lyder  på  35  knob  fra  sydøst  som  er  en  ok  retning,  agten  for  tværs,   men  storsejlet  er  lige  revnet  og  vi  har  syet  det  sammen  så  godt  vi  kunne,  så  nu  må  vi   se  om  det  holder  natten  over.  Vi  forbereder  os  med  3  reb  i  storen.  Aftenen  faldt  på   og  vind  og  bølger  steg  markant.  Ca  kl.  23  måtte  vi  bjærge  storsejlet  og  rulle  foggen   ind  til  en  stormfog,  hvilket  var  en  god  og  nødvendig  beslutning,  da  vi  loggede  8  knob   for  foggen  alene.  Sådan  sejlede  vi  de  næste  15  timer  til  vinden  havde  løjet  af.   Bølgerne  er  nu  rigtig  store,  vi  mener  5-­‐6  meter,  og  man  har  fornemmelsen  af  at  blive   oversvømmet  af  den  mur  af  vand  som  hele  tiden  nærmer  sig  hækken.  Men  hver   gang  løfter  bølgen  båden  på  elegant  vis,  og  vi  rider  derudaf.  Vi  ruller  en  del  og  det  er   en  bedrift  at  bevæge  sig  om  læ,  uden  at  vælte  fra  den  ene  side  til  den  anden.  Dog   kommer  der  af  og  til  en  skæv  bølge  som  banker  skibet  på  tværs,  og  man  beder  til  at   det  hele  holder.  Men  det  gør  det,  indtil  nu  i  hvert  fald.  Vi  har  imidlertid  et  andet   ”lille”  problem.  Båden  tager  vand  ind.  Da  vi  sejlede  i  Caribien  pumpede  vi  vand  ud  3   gange  i  døgnet,  nu  pumper  vi  hvert  kvarter.  Vi  har  skilt  båden  af  næsten  over  det   hele  og  alle  søventiler  er  blevet  checket,  der  kommer  stadig  vand  ind.  Alle   dørkplader  er  nu  skruet  op  og  vi  søger  efter  lækken,  der  helt  sikkert  er  et  sted.  Vi  er   nu  kommet  frem  til  at  lækken  må  være  på  agterperronen,  så  vi  er  nødt  til  at  vente  


på  at  vi  kommer  i  havn,  så  vi  pumper  videre.  Pt.  Har  vi  300  mil  til  Azorerne  og  det   blæser  20  knob,  og  stadig  enorme  bølger.  Vi  logger  8  knob  med  genua  og  3  reb  i   storen.  Endnu  en  ”vågen”  nat  venter.   I  dag  er  den  2  juni,  og  de  sidste  to  dage  har  været  aftagende  vinde,  og  pt  sejler  vi  for   motor.  Kl.  er  19.00  og  vi  kan  se  Azorerne,  og  forventer  at  anløbe  Ponta  Delgada  på   øen  Sao  Miguel  ca  kl  24.00.  Sejldistance  i  alt  3559  sømil   Alle  er  i  topform  og  glæder  sig  til  at  komme  i  land.  Båden  bliver  på  Azorerne  og  skal   nødrepareres,  og  formentlig  skal  den  sejles  hjem  til  juli/august,  til  den  store   overhaling.   Min  kone  Pia  ankommer  til  Azorerne  på  tirsdag,  og  hun  og  jeg  tager  så  en  uges  ferie   sammen  med  Niels  som  også  bliver  en  uge  mere.  Vi  flyver  så  hjem  den  12.  juni,  så  er   der  brugt  5  ugers  ferie  og  lidt  til,  så  arbejdet  venter  hjemme.   Min  konklusion  fra  denne  tur  er  helt  klart,  at  det  har  været  en  spændende  tur  på   alle  måder.  Man  oplever  det  at  sejle,  i  alle  dets  facetter,  og  man  lærer  hele  tiden.   Rigtig  mange  sejlere  har  sejlet  meget  længere,  men  det  er  alligevel  en  bedrift  at   sejle  så  lang  en  distance,  hvor  man  er  nødt  til  at  indordne  sig  med  nye  venner,  og   sammen  møde  de  udfordringer  som  uværgeligt  vil  komme.  Her  skal  enhver  egoist   blive  hjemme.     Jeg  vil  gerne  sige  tak  til  alle  de  som  jeg  har  sejlet  med,  det  gælder  fotografen  Gunnar   som  jeg  delte  værelse  med,  Claus  for  hans  gode  humør,  og  friskbagte  brød  om   morgenen,  og  Niels,  vores  utrættelige  chefmekaniker,  som  løste  de  fleste  problemer   undervejs,  og  uudtømmelige  vittigheder.   Selvfølgelig  også  til  vores  særdeles  kompetente  ”kaptajner”  Dennis  og  Kim,  som  på   utrolig  professionel  vis  dirigerede  det  gode  skib  sikkert  hjem.  At  de  så  også  er  et  par   særdeles  hyggelige  gutter  fuldender  det  hele.  Vi  andre  gaster  var  ikke  på  noget   tidspunkt  utrygge,  med  to  personer  som  begge  har  levet  mange  år  på  de  åbne   oceaner.     Til  de  sejlere  som  gerne  vil  ud  på  de  store  have  vil  jeg  bare  sige,  kom  af  sted,  men     prøv  om  i  ikke  kan  få  et  par”  gamle  rotter”  med.  Jf.  ovennævnte.  Tryghed  Tryghed  


Med  sejler  hilsen              Peter  Demant  Sejlklubben  Neptun  Vejle              


Turen over Atlanten 2012