Page 1

To r b e n

G uldb e rG SanGe om

udødeliGhed

roman

L I N D H A R D T OG R I N G H O F


Af samme forfatter: Teser om eksistensen af kĂŚrlighed, 2008


Torben Guldberg

Sange om udødelighed roman

lindhardt og ringhof


Sange om udødelighed © 2011 Torben Guldberg og Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Omslag: Peter Stoltze/Stoltzedesign Bogen er sat med Minion hos BookPartnerMedia Trykt hos ScandBook ISBN 978-87-11-41688-4 1.udgave, 1. oplag 2011 Printed in Sweden Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof A/S, et selskab i Egmont

Tak: Til MC Jabber og Kristiane Hauer for inspiration. Til Pia for at holde ved og vende hvert ord. Til Alex for læsestof. Og til Solvejg og Jens, Mikkel og Louise samt Lisbet for kommentar, støtte og andet uundværligt.


Til Theresa – med tak


Indhold 1000 I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I Sangen om den udødelige I I I I I I I I I I I I I I

11 13

1100I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I 127 Sagn af en kvinde I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I 140 1200 I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I 217 Dalende portræt af et flagI I I I I I I I I I I I I I 226 1300 I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I 257 Breve til paver om tro I I I I I I I I I I I I I I I I I 265 1400 I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I 303 Et vidne om kærlighedI I I I I I I I I I I I I I I I I 311 Koda, 1500 I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I

395


Min eksistens er den samme som det evige Du i kĂŚrlighedssange. Du findes. Jeg findes.


1000


Sangen om den udødelige ... blind er bedre end brændt død, det gavner så lidt med lig. – fra eddadigtet ‘den højes tale’

Mit navn er glemt. Men der er blevet sunget om mig, i sangen har jeg mange tilnavne, og et af dem er Den Udødelige. Lad det være nok for nu. Jeg blev født ved bredden af Gudenåen, svøbt i et klæde, lagt i en kurv og skubbet ud blandt strømmens hvirvler. Min moder var jomfru. Et nyt årtusinde var lige begyndt. Jeg er ikke den eneste, der er kommet til verden på den måde, og der er digtet sange og fortalt sagn om flere af os. Den mægtige kong Sargon af Akkad, den indiske kriger og søn af solen Karna, den jødiske profet Moses. Jeg var heller ikke den eneste den dag. Omkring mig på Gudenåen var andre kurve med andre børn. Mellem sivene langs åens bredder var flere unge kvinder, der ikke havde kendt til elskov, men dog født. Over os, i tågen som rejste sig af vandet og overskyllede landskabet, kredsede krager, våger, høge og ørne i forventning om at pikke til nærende moderkager og hakke i blødt kød. Kragerne skreg, kvinderne stønnede, børnene græd. Alle var sultne. Markerne nær bredderne var fulde af græsser og ukrudt, de havde ikke været i brug i snart et år, der havde hverken været pløjet, sået eller høstet. Der gik intet kvæg omkring, for det var blevet slået ned den foregående sommer, slagtet og fortæret sammen med heste, geder og får. Siden havde folk på egnen levet af krigs13


bytte og plyndringsgods, rådden frugt og rodknolde, de fleste var både sultne, syge og sindsforstyrrede. Præsterne var blevet dræbt, nogle af dem stegt og spist i vrede. For de havde lovet Kristi genkomst. De havde sagt, at verden ville ende og dommen falde. Inden år 1000, inden tusindåret var omme, ville Guds Rige komme. Virksomme mænd havde sluppet økser og våben, bønder deres plove. Trælle var blevet frigivet. Der var blevet drukket, ædt og festet. Dagene var gået og spændingen steget og rusen taget til, dømmekraften havde forladt flere og flere. Nogle foldede hænderne og bad med rindende øjne og mundvige, andre løb pludselig ind i skoven, mod Hærvejen og videre sydpå for at nå til Jerusalem. Atter andre mistede troen på Himmerige og samlede våbnene op igen, kastede sig ud i tvekampe og slægtsfejder for at dø i kamp og nå til Valhalla i stedet. Den ulidelige ventetid blev fordrevet med svingende sværd, knogler blev flækket, kranier knust, landsbyer plyndret, trælle hugget ned, brødre lemlæstet, unge kvinder voldtaget. Men lige meget hjalp det. Det blev efterår, det blev vinter. Det blev januar og februar, som dengang var årets sidste måneder. Ugerne spiste af den korte februar, dagene åd ugerne op, timerne slog dagene ned hug for hug, den sidste time blev forkyndt af fjerne klokker, marts, forårsbebuderen, stillede sig an med et nyt år. Og Frelseren udeblev. Da vi sejlede ned ad åen, vi børn af voldtagne jomfruer, på vej mod havet og dets ånder og alt det, folk ikke længere ville vedgå sig at tro på, var det gennem et hærget, viltert landskab, et morads af uplejet landbrugsjord, som var grobunden for et ungt kongerige, og det var Danmark. Vi sejlede forbi kvinderne og blev slået stumme af den stemning, der udgik fra dem, forsagte tog vi den med os, følelsen af, at det hverken duede at tro på det ene eller det andet, og at kommende slægter var noget, der voksede frem indeni som et resultat af vold og smerte; strømmen førte os støt og ufravigeligt ind i en uvis fremtid.

14


Sangen om mig vil vide, at min moder hed Elda. Og at hun ønskede mig en blid og hurtig død. Hun havde viklet kviste af kristtjørn om kurven, hvis torne holdt fuglene væk, hindrede dem i at komme til med deres krumme næb og trække kødet af mig i trævler. Og hun havde foret bunden med et skind, så vandets kulde ikke skulle trække livet baglæns ud af mig og suge min sjæl ned i dybet. Jeg skulle dø af sult og stige til himmels uden at have drukket andet end tåge, ubesmittet af denne verden. Men kristtjørnen holdt mig fast. Ved en bugtning havde åen udhulet en brink, og et stort asketræ på brinken var væltet. Den første tø havde renset det fine rodnet for jord, det hang som mørkt og kraftigt spindelvæv ud over vandet. Mange kurve blev holdt af vævet for en stund, som fiskede den døende kæmpe efter næring fra de allerede dødsdømte spæde. Men vandet tog os fra ham igen. Alle, undtagen mig. Tornene stak sig ind i nettet, og vandet trak forgæves, forstærkede kun tjørnens greb i rødderne. Her fandt Mirina mig, min plejemoder. En mørklødet kvinde med aner i Det hellige Land, på flugt fra en slavetilværelse et sted i Baltikum. Hun havde vandret længe gennem tågen, langs åen, hun var tørstig. Hun satte sig på knæ på brinken, greb fat om en tyk trærod og lænede sig ud over vandet. Hun kiggede ned. Et blåligt dyb åbnede sig under hende, flimrende, dragende, hun så ned mellem mørke prikker og lyse streger, ned i det bølgende dyb under den spejlende overflade, og et øjeblik syntes hun, at hun så op gennem strømmen, at blikket sugedes bugtende op mod dens udspring, og hun rykkede i træroden, trak sig væk og opdagede ansigtet omkring de spæde blå øjne. Behændigt tog hun fat mellem tornene og trak kurven op på brinken. Hun krængede tjørnen af, blev stukket i håndfladerne. Hun løftede mig op, lagde mig ind mod sit bryst, holdt tæt om mig med begge arme. Talte til mig på brokker af et sprog, hun næ15


sten havde glemt, og som jeg aldrig siden fik lært. Hun kom fra Livland. I sangen beskrives alt dette således: På første dag i tiden vor en kriger kom til verden og følge kan vi år for år hans hvileløse færden – døden ved han ej hvad er, døden er ham alt for kær – han bærer både kors og sværd og glemmer aldrig smerten. Den Elda var hans moderlil og åen var hans fader, den bar ham frem og bar ham til en kvinde ved dens bredder – løftet var en årle død, livet er kun fuld af nød – han bærer stadig al sit kød og Elda, hvor hun græder! Ham torne holdt i livet fast og roden på en kæmpe sig svøbte om ham, bundt og bast, og holdt ham uden lempe – døden ved han ej hvad er, døden er ham alt for kær – han ældes trægt som store træer hans had kan intet dæmpe. Mirina tog ham hjertenær og gav ham huld og kræfter 16


til sidenhen at bære sværd, og takken var derefter – løftet var en årle død, livet er kun fuld af nød – han gjorde hendes pande rød med sine våbenskæfter. Den udgave af sangen, som er gengivet her og på de kommende sider, er skrevet lidt mere end to hundrede år efter min fødsel, i begyndelsen af 1200-tallet. Jeg siger gengivet, for det originale forlæg er gået tabt. Dokumenterne brændte sammen med mange andre gamle dokumenter og skrifter, digte, sange og partiturer i 1728, men da havde jeg allerede kunnet dem udenad i fem hundrede år. Jeg havde, som man siger på engelsk, lært dem af hjertet. Der var to dokumenter, to forlæg. Det ene var, som størsteparten af alt hvad der blev skrevet i Danmark i 1200-tallet, affattet af en munk på latin. Det andet var ved to undtagelser fra regelen skrevet af en nonne og på den lokale norrøne dialekt, som efterhånden skulle blive til det dansk, vi kender i dag. På trods af sprogforskellen lignede de to udgaver hinanden så meget – antallet af vers, valget af begivenheder fra mit liv og hvilke af dem, der blev henholdsvis kort refereret eller poetisk udfoldet – at mit hjerte ikke kan skille dem ad efter at have lært dem. Ja, de lignede hinanden i en sådan grad, at jeg mere end anede en forbindelse, en historie om forbudt kærlighed, måske. Jeg har i al fald haft et ønske om, at det var sådan; at disse to, munken og nonnen, sad sammen i en forladt hytte et sted midt imellem de to klostre, de tilhørte, og nød fællesskabet i at skrive den sang, der har lært mig stort set alt, hvad jeg ved om at fortælle historier. Jeg betragter denne sang som min læremester. Jeg kunne bruge dage på at forklare hvorfor, men lad mig nøjes med at give et par eksempler fra første vers. Allerede i første linie, med ordene ‘tiden vor’, indsættes fortæller og tilhører i samme fælles ramme, tiden. Derpå præsenteres hovedpersonen, en kriger, og straks udvides 17


fællesskabet mellem fortæller og tilhører ved det, at vi sammen kan følge krigeren år for år; vi indtager altså begge betragterens rolle, og det vi betragter er en historie, der udfolder sig både før og nu, dengang og fortløbende. Dette lille kunstgreb dvæles der dog ikke ved, vi går straks videre med krigerens grundskisma, hans uforløste forhold til døden, som han ikke ved hvad er, men dog har kær, endda alt for kær. Og som afslutning antydes der meget mere med ordene kors, sværd og smerte – overordentlig meget mere, som det efterhånden vil fremgå. Meget af dette har jeg selv slet ikke fået med endnu, og jeg må slå mig til tåls med, at læremestre, som er deres titel værdig, har det med at være foran eleven. Samt at elever må finde deres egen vej, når først de har opdaget begrænsningen ved blot at efterligne. Det ville eksempelvis ikke nytte noget, hvis jeg betjente mig af den samme indforståethed, som var regelen snarere end undtagelsen, dengang sangen blev skrevet. Den slags versekunst byggede næsten altid på velkendte historier, florerende myter, og kunne tillade sig at nøjes med hentydninger på steder, hvor jeg i dag ikke ville komme langt med at sige ham krigeren dér, du ved, ham den udødelige. En sådan bemærkning ville hentyde til en stor mængde af bøger, film, spil og meget andet, og skønt deres kerner og udspring med lidt god vilje eller vold og magt kunne siges at være den samme, ville bemærkningen skabe mere forvirring end forståelse. Det er følgelig også for at bøde lidt på sangens indforståethed, at jeg nu fortsætter på min egen måde. Selvom sangen allerede har antydet min første ugerning med bemærkningen om Mirinas røde pande, og selvom billedet kan virke ufærdigt og kalde på en forklaring, vil jeg besindigt fortsætte, hvor jeg slap, og love, at vi nok skal nå frem til det. Mirina rejste sig i det vinterøde landskab. Spejdede efter mørke strejf i tågen, røgsøjler på den dampende himmel, men fandt ingen sikre tegn på liv. Hun pakkede sin tøjbylt ud, viklede mig ind i 18


stof og bandt mig fast på ryggen. Knælede ved åen igen, for hun havde helt glemt at slukke sin tørst. Drak nogle håndfulde og gik. Da skumringsmørket blev tættere end dampen, så hun lys, udtværet og bølgende i tågens lag af slør, på afstand. Hun fandt frem, fik ly for natten og lidt kold suppe, men der var ingen mælk til mig, hverken fra kvinde eller kvæg, og hun fortsatte sin vandring tidligt næste morgen. Tre dage senere fandt hun Svend Smed. To fremmede, som hun havde mødt hver for sig, havde nævnt våbensmeden, der som én af ganske få på egnen stadig havde en kvægflok, og hvis ry sikrede ham mod ran; dér ville være mælk at finde, så længe han var til. De havde også begge nævnt, at de ikke selv ville nærme sig endsige bede ham om noget, men Mirina var en kvinde med lød som en valnød, så hvem ved, måske. Hvad de ikke havde nævnt, var de mange kvinder, Svend gennem årene havde huset, og som alle havde lidt en uvis skæbne, dræbt eller drevet bort var de, hvem ved, for det gjorde Svend afsindig, hver gang en ny kvinde, han avlede med, skænkede ham et deformt barn, der kun var noget værd som føde for nattens dyr. Svend modtog Mirina med sit særlige smil, en trækning i højre mundvig, som flyttede kindkødet opad, lukkede det ene øje halvt i og samtidig fik hans lidet bevægelige venstre side af ansigtet til at se endnu mere livløs ud. Han stod alene foran et af gårdens grubehuse med en spand vand i hånden. Den eneste lyd var det hvæsende træk inde fra essen. Mirinas blik afsøgte rydningen for flere livstegn, fandt ingen. Og som om hun havde hørt, hvad de fremmede ellers havde undladt at sige, og tog chancen, bandt hun knuden foran på brystet op, lempede mig ned fra ryggen, holdt mig frem og sagde, søgende, gebrokkent: »Jeg pringer dig ... søl? ... sol? ... sohn?« Svend løftede hagen: »Søn? En søn?« Mirina nikkede hurtigt: »Ja? Søhn.« 19


Svend stillede spanden fra sig, blev stående krumbøjet et øjeblik, da han havde sluppet rebhåndtaget. Rettede sig så op og gik et par skridt nærmere Mirina, mens hans hænder forsøgte sig med fagter, der skulle virke beroligende. Han tog kvinde og barn i åsyn. »Din søn?« »Din?« Svend pegede på hende og prøvede igen: »Din. Din søn.« »Nej, nej. Finde ham. Findesøn.« Svend tog endnu et skridt, greb fat om en fold i tøjsvøbet og trak lidt stof til side for at se. »Han er tynd.« »Tøn? Finde tøn?« »Nej, tynd. Ingen mad. Ikke spise.« Mirina så spørgende på ham. »Sulten,« sagde han. »Mad.« »Ja. Ja, ja, mælk.« »Mælk.« Svend så hende an igen. Og drengen. Vendte sig. »Kom.« Der stod et par urolige køer i en ende af langhuset. Svend tog fat i læderbåndet om den enes hals og pegede ned mod yveret. Mirina satte sig på hug, lagde mig på armen og holdt mig ind under en pat, mens hun gned dråber af mælk ud, som lagde sig på mine læber. Koen flyttede på sig, men Svend rykkede hårdt i båndet på en måde, den kendte. Min tunge begyndte at arbejde bag overlæben. Mirina løftede mig lidt. Endelig drak jeg andet end tåge. Mirina fortalte mig igen og igen om denne begivenhed, da jeg blev større. Hun havde forstået på de nordiske myter, at før verden blev til, var der mørke og tåge og kulde og gnister, men selve verden var skabt af kæmpen Ymer. Og Ymer voksede sig stor ved at drikke mælk af yveret på en ko. Koen spekulerede hun ikke på, hvor kom fra, men hun holdt meget af tanken om, at verden begyndte, da jeg diede første gang. 20


Mirina blev Svends træl, men også hans elskerinde, hans husbestyrerinde, hans kæreste, hans kogekone, hans kvinde min; det er svært med en palet af tusind års ord at finde det rette udtryk til en læser i dag om et forhold dengang. De levede sammen og delte hverdagens mange kulører, humører, gøremål, indskydelser, hun sled i det med hans tunge gryder, hun lærte at rykke i køernes bånd, hun tog imod hans tilnærmelser, hun gned hans afsvedne, hårløse hænder. Hun frygtede hans yderste afsind, men kendtes dets indledende tegn, tungheden i brynene og de pulserende trækninger om det ellers udtryksløse venstre øje, hun tæmmede ham med lavmælte lyde eller gik sin vej og blev væk et døgns tid. Hun undgik at føde ham endnu et barn, hvis fejl ville trække nye skyggebilleder ned i afsindets dyb, hun gjorde det uden forholdsregler, hun var ufrugtbar, en tilstand hun kun kunne tale om på sit livonske sprog. Hun sov med ham, de spiste sammen, de dyrkede jorden og passede dyrene, hun elskede på trods og på grund af det hele, han gjorde vel det samme, de åndede. Mirina tog sig af mig som sin egen, og da jeg var gammel nok til at løfte en hammer uden at vælte, begyndte Svend at lave små våben til mig, kopier af de sværd og stridsøkser, han lavede til kongens hirdsmænd. Det blev med tiden også til min egen smedehammer og en ambolt, der hvert år fik en ny og større stub at stå på. Han forsøgte at lære fra sig, lære mig smedefagets grundlæggende skala over glødernes farver, som for ham var en kilde til intuitiv vished, lære mig om hvornår jernet var for varmt eller koldt, hvornår det kunne bøjes uden at knække, hvornår det kunne hamres fladt, hvornår det skulle dyppes i vandkarret, hvornår det blev blåligt ved afkølingen. Men jeg skal ikke romantisere over, hvordan vi stod dér, skulder ved hofte og siden skulder ved albue, for det jeg husker bedst, er sprækkerne i hans håndflader og den hårde hud, der føltes som modhager mod kinden, når jeg igen gjorde noget forkert, fordi jeg kun havde hørt og ikke hørt efter. Han bandede over, at søn af en smed, det blev jeg aldrig. Mange spildte slag med hammer og næve senere – min ham21


mer, hans næve – var jeg stor nok til at løfte krigsvåben i fuld størrelse, og det var ikke noget, jeg tænkte over, men det gjorde Svend, for det skræmte ham at opdage det; jeg bevægede dem lige så hurtigt som de små kopier, jeg hidtil havde leget med. Han nåede frem til, at jeg måtte være søn af en krigsmand, og det i en grad, så det ikke kunne tæskes ud af mig. På en bagvendt måde tjener det til hans ros, at han efter den erkendelse formåede at lægge om; han forsøgte fra da af at lære mig al den krigskunst, han kendte til. Hvilket udelukkende var håndteringen af våben, men en dygtig våbensmed ved ofte mere om den slags end selv en erfaren kriger; det er ham, der skaber krigerens betingelser i kamp. Jeg lærte at slås med sværd, at gå efter de tyndeste og blødeste steder på kroppen, håndled, ankler, hals, mave. Lærte at svinge i skrå buer, så bevægelsen kunne glide over i et nyt hug med det samme, hvis modstanderen undveg, af og til vandret, men kun hvis dødsstødet var sikkert, kunne et lodret hug komme på tale, for jeg risikerede at slå sværdet i jorden og miste al bevægelsens kraft, stå blottet i den tid det tog at vriste sværdet fri og få det i sving igen. Jeg lærte at veje et spyd i hænderne og straks mærke, hvor det skulle holdes til stød og hvor til kast, jeg lærte at håndtere en stridsøkse, at vende hovedet på den midt i et hug, så æggen ikke bed sig fast i fjendens skjold, eller så den knuste en hånd frem for kun at kappe en finger. Jeg lærte snit og stik, der kunne gøre selv en lille flækket flintesten livsfarlig, jeg lærte greb og vrid med hænderne, jeg lærte det alt sammen hurtigt, jeg lærte endda ting, Svend ikke kunne udføre selv, kun forklare, og han gjorde sit bedste for ikke at løbe tør for udfordringer til mig. Han satte mig til at kløve små kviste på langs med brede sværd, til at hugge i et skjold en time i træk hver dag i en uge, til at gøre det samme så præcist og så mange gange, at jeg ikke kunne gøre det forkert; med stigende stolthed strammede han de bånd, der skulle knytte mig til min skæbne, mit krigerliv, min historie, min sang. Af Svend lærte jeg også det kast, der drev Mirina bort, dræbte hende, hvem ved. Det var et sværdkast med skæftet forrest, bereg22


net på at komme en frænde til undsætning, hvis han havde mistet sit eget våben på slagmarken. Jeg skulle holde om bladet, når jeg kastede, og skulle slippe meget hurtigt for dels at undgå rifter i hånden fra grater på klingen, dels at undgå at sværdet slingrede i luften og blev svært at gribe. Vi øvede kastet, og jeg havde lige svunget armen og sluppet bladet, da Mirina dukkede op bag Svend og kaldte. Han mistede koncentrationen et kort øjeblik, men længe nok til ikke at vide sig sikker på at gribe, og han sprang til side. Mirina opdagede det flyvende våben, råbte et livonsk ord, og hendes ansigt fortrak sig til en grimasse, der råbte endnu højere, råbte om oplevelser, et menneske aldrig glemmer, og sværdet sejlede gennem luften, dalede og ramte hendes fod. Det døde hun ikke af. Men det var min advarsel. Man bliver altid varslet, advaret. Når skæbnetrådene strammes, synger det i fibrene, det synger af fremtid. Men fremtiden er svær at tolke, før den er levet, det er svært at genkende advarslen som det, den er. Det fremmede ord i min plejemoders mund var en sang om et liv fuldt af våben. Våben vendt mod mig selv, kastet mod mine nærmeste. Det er sådan, vi gør fortræd. Da Mirina nogle år senere kaldte, lige idet jeg kastede, ramte skæftet hendes pande. Pandebrasken gav efter. Huden bulede over knoglestykkerne som sne over et klippelandskab, det blødte dråbevis fra en lille rift. Hendes øjne begyndte at glide rundt, som fulgte hun alle fluerne omkring en kos hale, det var ikke til at få et ord ud af hende, som ikke var på hendes modersmål. Hun talte i ét væk, mens kræfterne svandt, hun blev kold, vi lagde hende mellem dyrenes varme, og næste morgen var hun forsvundet, gået bort i vildelse. I Svends og mine drømme lå hun på jorden i et goldt og fremmed landskab, bleg og med evigt blødende pande. Efter Mirinas forsvinden talte Svend ikke til mig. Han passede sit arbejde, hamrede hårdt og tungt på det glødende jern, og når han ville bede mig om noget, opsøgte han mig med stormfulde skridt, greb fat i min overarm, stirrede på mig, som blæsebælgens munding stirrer hvislende på gløderne, nikkede og pegede, til jeg for23


stod. Inden længe gik min våbentræning fra at være demonstrationer og øvelser til at være kamp, vi fægtede med sværd eller med økse og skjold mod hinanden, vi lagde kræfter i. Af og til smed Svend våbnene fra sig med et vildt blik, højre øje fuldt af ild og storm, det venstre mere dødt end kold malm, han løb et stykke væk og brølede af fuld hals med bøjede arme og knyttede næver. Andre gange kom brølet midt under kampen, og hugget, der fulgte med, flækkede planker i skjoldet og slog mig omkuld. Som om han ikke ville give mig skylden for det skete, ikke vende det imod mig, men ikke kunne lade være, når sveden drev, og blodet rullede. En dag gav det et knæk i mit håndled, da hans økse ramte skjoldet, jeg fik svært ved at krumme fingrene, og vi måtte afbryde kampen. Den aften talte han til mig igen. »Det er på tide ...« sagde han og gik i stå. »Du skal ... Jeg kan ikke ...« Han tav igen, uvant med den træghed der opstår, når tanker får stemme. Kort derefter mødte jeg mit livs mysterium. Baldur. Jeg havde forladt gården og mødte ham i skovene omkring Gudenåen. Han var ikke et mysterium for mig dengang; det er noget, han er blevet sidenhen. Ved et tilfælde opdagede jeg et bål samtidig med tanken om at slå lejr for natten. Jeg var for ung til at spekulere over, om tilfælde er skæbne, vi ikke forstår, eller skæbne er den historie, vi væver af tilfældes tråde, men allerede for gammel til ikke at nærme mig et fremmed bål med skjoldet trukket op foran kroppen. Før jeg så ham, ramte en sten mig på foden. Næsten samtidig brød hans stemme frem i mørket: »Kom og sæt dig.« Den havde en dialekt, der klingede fremmed, og antydningen af en læspen; den lød rolig. Jeg blev stående. »Hvis jeg ville dig noget ondt, var det allerede sket. Jeg har kunnet høre dig, siden månen kom frem.« 24


Jeg kunne stadig ikke se ham. En håndfuld tørre kviste landede i bålet, de små sprænglyde i det tynde ved blev til en ubrudt knitren, flammerne blussede op, og lyset afslørede en skikkelse, der lå på siden bag bålet med den ene arm bøjet til støtte for hovedet, øjnene skælmsk rettet mod mig. Som havde han ligget der hele tiden, og jeg havde blot ikke set ham, fordi hans krop og hans kappe gik i ét med omgivelserne. Jeg kiggede efter hans frie hånd – om han havde flere sten parat – men den lå fladt på siden af hans lår. »Hvem er du?« »Så vagtsom. Og alligevel tramper du larmende gennem skoven. Jeg hedder Baldur.« Jeg nikkede. »Man kalder mig Tvetunge,« sagde han, understregende sin læspen. Han spærrede langsomt og drilsk sine øjne op. Nærmest svirpende stak han tungen ud og rullede den ind igen, jeg så, at spidsen var delt som hos en slange. Men det gik så stærkt, at jeg kom i tvivl, straks munden atter var lukket. »Er du sulten?« Jeg nikkede. »Jeg er mæt,« sagde han, og med en inviterende hånd gjorde han opmærksom på nogle stegte fiskerester på en flækket kævle nær hans fødder. Det var første gang i de uger, jeg havde flakket om i skovene, at en fremmed havde tilbudt mig mad uden at bede om noget til gengæld, så jeg tøvede. Han smilede ad mig. »Jeg kan kun sige, at du gerne må spise min mad. Men jeg kan ikke give dig modet, for det er ikke mig, der har taget det fra dig.« Jeg forstod ikke, hvad han mente. Måske fordi bemærkningen i og for sig rakte så langt ud over den konkrete situation, at mine tanker slet ikke kunne følge den og gribe om den, hvorfor den gled mig af hænde uden videre. Måske, tænker jeg nu, fordi den var for indsigtsfuld til at komme fra ham. Han var kun lidt ældre, end jeg var, han havde skæg, men det var stadig tyndt, hvad vidste en 25


endnu ikke voksen mand om mit eventuelle mod, og hvem der havde haft indflydelse på det? Det er blandt andet det, jeg mener, når jeg taler om, at Baldur er blevet et mysterium. Dengang forstod jeg ganske vist ikke hans mere dybsindige eller storladne udsagn, men jeg tænkte heller ikke over dem, og et mysterium bliver først et mysterium, idet man tænker over det, idet behovet for at forstå melder sig; før da er det blot et faktum. Under alle omstændigheder var bemærkningen invitation nok, for min sult var flere dage gammel. Jeg gik hen til bålet, satte mig i skrædderstilling med skjoldet hvilende på mine knæ, trak kævlen til mig og åd kødet. Fra den lille skindsæk, Svend havde givet mig, tog jeg en slurk vand. Det sved lidt i svælget, jeg havde tætnet syningen med frisk harpiks, og det afgav en ram smag. »Har du to tunger?« spurgte jeg. »Ja,« sagde han. »Og nej. Næsten.« »Er du født med ... den tunge?« »Ja.« »Var din fader en slange?« Jeg kom til at le ved tanken. Baldur smilede. »Hakket i spidsen kom først til senere.« Min latter forsvandt i undren. »Men ...?« »Men det var min fader, som skar det,« fortsatte han, »og du har på sin vis ret.« »Hvorfor gjorde han det?« »Jeg sagde ting, han ikke ville høre. I vrede havde han truet med at skære tungen ud af kæften på mig, og til sidst var han vred nok til at gøre et forsøg.« »Hvad havde du sagt?« Baldur kiggede på mig hen over bålet. Læberne samledes i en ujævn cirkel, den flyttede sig fra side til side, som vurderede han for sig selv, om jeg var værd at ofre en historie på. I én glidende bevægelse satte han sig op i skrædderstilling ligesom mig. »Han var missionær, det er han sikkert stadig, hvis han lever. Men han hældte altid mjød i havet for at stemme det mildt, når han skulle sejle, han havde altid en runestav med sig, når han be26


gav sig ud i fremmede landskaber, hans kors om halsen var så tykt på den ene led og så kort foroven, at det lige så vel kunne være Thors hammer, Mjølner, og sådan kunne jeg blive ved. Når jeg spurgte til det, blev han vred. Han sagde, at det var for ikke at blive taget for en kristen med det samme, før han havde fået mulighed for at tale med folk. Men du er jo kristen, sagde jeg. Du forstår dig ikke på denne verden, råbte han og hakkede i det. Og hvis jeg blev ved, blev ordene færre, ederne værre, vreden større. Han forbandede at have taget mig til sig, at have spildt al sin godhed på sådan et utaknemmeligt skarn, en udsat, en bastard. En dag sagde jeg, at hvad børn angik, kunne missionærer ikke gøre sig håb om noget bedre end bastarder. Han skar min tunge op på langs med en beskidt kniv, den skulle svulme af pus og kvæle mig langsomt. Sådan ville han slangen til livs i sit eget mærkværdige paradis ... Er du født med helt vandblå øjne?« »Ja? Det tror jeg. Min stedmoder har talt om mine øjne, ja.« »Hvordan er de da frosset til?« Baldur. På mig virkede hans spørgsmål dragende. De stak en brod i min nysgerrighed, vakte den med et stik af smerte i samme øjeblik, jeg opdagede, at jeg ikke kendte svaret. På andre, vi siden skulle møde, virkede de drillende, nedladende, raseriantændende. Måske fordi brodden ramte fordommene. Fordomme lever af den samme næring som nysgerrighed: mødet med det ukendte. Det var, som om Baldur formulerede de spørgsmål, tilværelsen allerede tavst havde stillet og efterladt ubesvarede; rede til at blive gjort til mysterier. Hans liv havde på en måde været en gåde fra begyndelsen. En gåde for alle, som mødte ham. Han var et af de andre kurvebørn på Gudenåen. Hans stedfader, som på sine missionsrejser nåede frem til åen den første martsmorgen i det nye årtusinde, følte ved synet af kurvene, at Gud stillede ham en ubegribelig, en urimelig opgave. Så mange hjælpeløse børn! Dette var ikke en prøvelse af hans barmhjertig27


hed, det var snarere en demonstration af barmhjertighedens grænser, et uløseligt dilemma; han kunne ikke redde dem alle. Han tog ét barn, en dreng, og lovede til gengæld sig selv og sin gud at værne om dette barn gennem hele livet. Han tog Baldur med sig på sin missionsfærd; budskabet skulle ud, og drengen måtte følge med. Gennem Jylland, videre til Norge. Siden til Orkney, Skotland og Island. Rejserne besværliggjordes af at have drengen på slæb, især i begyndelsen, men da var erindringen om de børn, han havde efterladt, endnu frisk, og hans beslutsomhed vaklede ikke, end ikke når han så barnløse kvinder kaste kærlige blikke på Baldur. Men Baldur voksede, og Baldur begyndte at tale, gammelklog fra begyndelsen. Og han stillede spørgsmål. Han var ikke ret gammel, da han fik skåret tungen op, ikke meget mere end syv år. Præsten besluttede kort efter, at han måtte have udstået sin prøvelse, og fandt på en måde at afhænde Baldur på. Blandt missionærer var det ikke ualmindeligt at opkøbe børn for at sende dem på kloster og give dem en præsteuddannelse i håbet om, at de ville vende hjem som voksne og virke for troen på deres fødeegn. I forklædning opsøgte han derfor en kollega og solgte Baldur, som derefter blev sendt til et kloster i Frankrig. I klostret var det en gåde, hvorfor Baldur brugte så meget tid på at hjælpe sine jævnaldrende med at forstå de tekster, de fik gennemgået af deres lærer, frem for at bruge den på, hvad han konstant blev opfordret til: at læse andet og mere, når nu forståelsen faldt ham så let. Gådefuldt var det også for munkene, hvorfor en nordisk missionær dukkede op en dag og ville løskøbe ham. Tilbuddet blev afslået, hvorpå missionæren begyndte at skænde på munkene og fremsætte anklager i et sært, ligesom brødebetynget leje, om at de ville forhindre en ærlig mand i at udstå Guds prøvelser. Situationen løste sig først, da Baldur tog missionærens parti og efter seks år forlod klostret lige så pludseligt, som han var kommet. Det genetablerede forhold mellem stedfar og -søn holdt dog 28


ikke længe. Baldur kunne nu krydre sine indvendinger mod missionærens metoder med bibelcitater og passager fra kirkefædrenes hellige skrifter, og det blev for meget at høre på for en mand, der mente at have døbt flere hedninge, end der kunne være i hele pavepaladset, så de skiltes, inden de nåede så langt nordpå som Bremen. Siden havde Baldur lært at klare sig selv, som man nu bedst gør, når man er overladt til sig selv uden hjemsted. Han havde flakket om i skovene i et par år og levet på samme vis, som jeg havde gjort i et par uger. Han var som en åbning til en helt ny verden. Han kendte skoven, planterne, dyrene, lydene, knebene der skulle til for at overleve; han kunne lære mig alt om det liv, jeg lige havde begyndt. Men herfra, fra det udsyn min erfaring trods alt har givet mig, ligner mine ivrige samtaler med Baldur pudsigt nok ikke en anglen efter svar på alt det, jeg havde brug for at vide, men snarere et forsøg på at hive spørgsmål ud af ham; hans særlige, gådefulde spørgsmål. Vi sad og fiskede ved en bugtning på et af åens brede stykker, talte til der var bid. Vi lå hviskende bag en vold eller et buskads nær en jordvej, diskuterede vejrvarsler, våbenbrug, dyreliv, runeskrift, fremtid, indtil Balder tyssede, fordi en hest, en kærre eller flere var på vej, vi sprang frem og truede eller kæmpede os til grøntsager, kornsække, penge, vi gennede de bestjålede af sted, og vi talte videre. Vi gik under egenes vidtstrakte kroner, slentrende strøede vi om os med tanker, vi gik til det blev mørkt, og vi måtte tænde bål for at se, tælle, tilberede, fordøje dagens fangst. Vi tyggede i sølvmønter for at afprøve deres ægthed, tyggede aborrer, kornkerner, frugt, vi tyggede på ordene, lagde os på ryggen og stirrede blankt på månens blå lys bag det flammegule løvhang over bålet, faldt i søvn, udvidet af at være to om at tale sig ind på livet. Vi levede som brødre, uden tanke på hvorfor vi holdt sammen, uden at afveje fordele og ulemper, og der er noget uskyldigt over 29


vores tid som skovrøvere, vores ungdomstid. Vi slog sjældent nogen ihjel. Baldur havde en barmhjertig evne til at slå folk bevidstløse i præcis så lang tid, at vi kunne nå at forsvinde sporløst, og vore ofre alligevel vågnede inden nattetid og derved kunne komme til hægterne og begive sig hjem eller bygge et læ frem for at ligge udstrakt på vejen som et let bytte for ulve eller kulde, og med min hurtighed kunne jeg nå at skære frem for at hugge, gøre folk ukampdygtige uden at skille dem fra deres lemmer og tømme dem for blod. Kun enkelte gange, når vi havde haft for travlt med vores hviskende samtale og helt fejlbedømt størrelsen af det følge, vi angreb, var vi nødt til at spare på mængden af slag, hugge af fuld kraft med det samme og kæmpe os ud af undertallet, inden vi blev for udmattede. Som det nok fornemmes, består ungdommens aura af uskyld udelukkende i kraft af, at det jeg har at bruge til sammenligning, de livskapitler der siden blev føjet til, er meget værre. ‘Tiden vor’ benævner sangen den periode, mit liv er levet i, og tiden vor begyndte i den sammenhæng år 1001, hvilket dengang regnedes for at være det nye årtusindes første år. Det var en tid, hvor efterkommerne af sagnkongerne – de ubestemmelige skikkelser fra fortiden, hvoraf nogle sagdes at være gudesønner, andre at have regeret i mere end hundrede år – var konkrete, fysiske personer, der opholdt sig i fæstningsanlæg, på skibe eller på slagmarker og omgav sig med en skare af mere eller mindre trofaste mænd, hirden. De regerede over et rige, som med bratte udsving tiltog og aftog i størrelse, men kernen var nogenlunde stabil, og den befandt sig, hvor alle kerner er at finde: principielt set et vilkårligt sted i verden, men altid lige i midten, hvorfor de omkransende have kaldtes Vesterhavet, Østersøen og Nordsøen, mens den uregerlige nabo mod syd selv bestemte sit navn. Stabiliteten, som i dag gør landet til et af verdens ældste kongeriger, havde dengang varet længe nok til, at det overhovedet var meningsfuldt at navngive landet under ét, og det tog navn af folket og af marken, som 30


dengang både havde betydning af landområde og af grænse; danernes markerede land, Danmark. Da Baldur og jeg var skovrøvere, hed den danske konge Harald, og da vi holdt op med det, hed han Knud. Knud var ikke kun Haralds efterfølger, men også hans bror. Han havde opholdt sig i England under Haralds regentperiode og trods modstand befæstet sin magt dér i løbet af de fire år, det havde taget Harald at formøble Norge, rende til sin mor i Polen efter hjælp og falde død om. Knud opholdt sig stadig mest i England, men havde en flok kæmpere i Danmark, som tog sig af at inddrive skat og holde ro og orden, og de kaldtes Vederlaget. I dette lag lod vi os indrullere. Efter en kold vinter med udtærende langt mellem de forbipasserende på skovvejene, opsøgte vi en af de borge, hvor laget holdt til. Anlægget lå højt i landskabet, og skoven var ryddet i en stor radius omkring det, den runde vold med en port i hvert verdenshjørne skjulte alt andet end røgen fra mange bål. Vi gik direkte til den nordlige port, en jernbeslået luge blev åbnet, før vi bankede på. Vi anmodede om at tale med stedets høvedsmand, og efter at have aflagt os vore våben fik vi foretræde. Inde bag volden lå fire langhuse som enorme skibe med kølen i vejret og skroget dækket af strå, og rundt om den firkant, de dannede, lå mindre huse, de fleste med osende ildsteder og nok at gøre. I ét var dog ro, og vi blev ført derind til en ældre, langskægget mand. Han hilste med et nik, uden at en rynke rørte sig i ansigtet, og spurgte os straks ud. Da han hørte, hvor i skovene vi havde huseret, brød en dyb latter frem fra skægget: »Det er jer?« Vi fik at vide, at flere af ofrene for vore røverier havde været vederlagsmænd. At han havde kunnet se på sine mænds sår, at de kom fra et fermt ført våben. At vores område af skoven var blevet berygtet, at mændene kun tog den vej af nød eller for at vinde ry ved at komme uskadt tilbage. Fire mand havde vi gjort til krøblinge, sagde han, men det kunne være, at vi var erstatning nok for dem alle. 31


Dog var der en ting, han måtte vide. Vor unge konge havde genindført den gamle hærlov, Venderloven, og han mente øjensynligt, at ingen var hævet over den; kongen selv havde ladet sig straffe i henhold til den, efter han i hidsighed havde hugget en mand ned. Den lov skulle adlydes, var vi villige til det? Var vi villige til at tæmme vores vildskab? Som mænd af tiden vor lod Baldur og jeg os gerne tæmme, eller vi tæmmede os selv, vi afgav i al fald gerne lidt vild frihed for at få del i vederlagslivets goder. Og dem var der nok af. At forlade skoven og træde ind i det organiserede liv bag voldene, hvor det meste blev gjort for os, var som at træde ind i en sang om overflod. Der var mad og så mjød, fade med kød, salt fisk og brød, tønde efter tønde af øl, som vi nød. Vi kunne æde og sove, overlade det grove til trælle og kvinder, og alt hvad der minder om slæb eller slid var glemt i en tid. Der var sange ved bordet, en skjald og så koret, vi skrålede med, vi skrålede højt, vi skålede: ned med det skummende sprøjt! Der var borgfred og lethed, et liv helt fortættet til sorgløse rytmer, en tid fuld og mættet og desværre må jeg afbryde, for det er ikke den sang, der skal synges her. Alt dette har kun været indledning, åen, Mirina, Svend, Baldur, Vederlaget, vi må have gang i historien, vi må frem til det vigtigste, og jeg må atter ty til min læremester, som bruger færre og mere fortættede ord, til sangen, som har sagt det for længst: Til kone tog han Sigrid Smuk, hun fødte ham to sønner, den tredje fik to drøje hug, han hørte ingen bønner – døden ved han ej hvad er, døden er ham alt for kær – da tog han ud på hævnerfærd, nu sagnene begynder.

32

Torben Guldberg: Sange om udødelighed  

Læseuddrag. Sange om udødelighed af Torben Guldberg er en selvstændig fortsættelse af Guldbergs debutroman Teser om eksistensen af kærlighed...