Page 1


Sara Shepard

Lying Game Den enes død

PĂĽ dansk ved Louise Urth Olsen

Politikens Forlag


1

DOBBELTGÆNGEREN

Emma Paxton trådte ud ad bagdøren hos sin nye plejefamilie i udkanten af Las Vegas med en kanvastaske over skulderen og et glas iste i hånden. Bilerne susede larmende af sted på den nær­ liggende motorvej, og luften var tung af udstødning og lugten fra det lokale vandrensningsanlæg. Baghaven var trist, det ene­ ste pynt var et par støvede håndvægte, en rusten insektfanger og nogle kitschede lerstatuer. Det var så fjernt fra min baghave hjemme i Tucson, der var et perfekt anlagt ørkenlandskab med et trægyngestativ, jeg legede var et slot, da jeg var lille. Som jeg sagde; det var de underligste og mest tilfældige detaljer, jeg kunne huske, og det samme gjaldt det, jeg havde glemt. Jeg havde fulgt efter Emma den seneste times tid og forsøgt at få en fornemmelse af hendes liv, samtidig med at jeg tvang mig selv til at huske mit eget. Jeg fulgte efter hende, ligegyldig hvor hun gik. Jeg anede ikke, hvordan jeg vidste alt det, jeg vidste om Emma – det hele poppede bare op i mit 11


hoved, mens jeg iagttog hende, ligesom en sms, der bipper ind på ens mobiltelefon. Jeg kendte hver eneste lille detalje i hendes liv, bare ikke i mit eget. Emma smed tasken fra sig på smedejernsbordet, dumpede ned i en af plastikstolene og lagde nakken tilbage. Det eneste gode ved baghaven var, at den lå vendt væk fra kasinoerne, så man kunne se en stor bid blå himmel. Månen hang og dinglede i horisonten som en stor, oppustet marmorkugle. Emmas blik gled hen på to lysende stjerner i øst. Da hun var ni år gammel, havde hun vemodigt kaldt stjernen ude til højre Morstjernen, den til venstre Farstjernen og den mindste, klart blinkende stjer­ ne lige nedenunder for Emmastjernen. Hun havde fundet på et utal af historier om stjernerne, og hun havde leget, at det var hendes rigtige familie, og at de en dag blev genforenet på Jorden ligesom på himlen. Emma havde boet hos plejefamilier det meste af livet. Hun havde aldrig mødt sin far, men hun kunne godt huske sin mor, som hun havde boet sammen med, indtil hun var fem år gam­ mel. Becky. Hun var en slank kvinde, der elskede at se Lykkehjulet og råbe svarene ud i stuen, der dansede rundt i huset til Michael Jackson, og som kun læste aviser med historier som Baby født af et græskar! og Flagermusdrengen lever! Becky sendte Emma ud for at klunse i kvarteret, prisen for et kup var altid en brugt læbestift eller en Minisnickers. Hun købte flæsede balletskørter til hende og blondekjoler, som hun kunne klæde sig ud i. Hun læste højt af Harry Potter, inden Emma skulle sove, og lavede stemmerne om til alle karaktererne i bogen. Men Becky var som et brugt skrabelod – Emma vidste aldrig 12


rigtigt, hvad hun skulle stille op med hende. Nogle gange lå hun en hel dag og græd på sofaen med forvrænget ansigt og tårestri­ bede kinder. Andre gange slæbte hun Emma med hen til det nærmeste stormagasin, hvor hun købte to af hver af alt til hende. “Jamen jeg har da ikke brug for to af de samme par sko,” ind­ vendte Emma, og Becky fik et fjernt udtryk i ansigtet. “Hvis nu det første par bliver beskidte, Emmy.” Becky kunne også være ekstremt glemsom, hun glemte for eksempel Emma i supermarkedet en dag. Emma så pludselig sin mors bil forsvinde ned ad den flimrende hovedvej, og hun kunne ikke trække vejret. Ekspedienten gav hende en orange so­ davandsis og lod hende sidde på fryseren i butikken, mens han ringede. Da Becky endelig kom tilbage, tog hun Emma op og gav hende et stort knus, og for en gangs skyld skældte hun ikke ud, da Emma dryppede klistret is på hendes kjole. En sommeraften ikke så længe efter sov hun hjemme hos Sasha Morgan, en god veninde fra børnehaven. Hun vågnede om morgenen, ved at mrs. Morgan stod i døråbningen med et underligt udtryk i ansigtet. Becky havde skubbet en seddel ind under deres dør, hvor der stod, at hun “var taget på en lille tur.” Det viste sig at være noget af en tur; den har varet næsten tretten år og lidt til. Da det ikke lykkedes nogen at finde Becky, havde Saschas for­ ældre afleveret Emma på et børnehjem i Reno. Ingen adoptions­ forældre ønskede at få et fem år gammelt barn, de ville alle sam­ men have en baby, som de kunne forme til en lille kopi af dem selv, så Emma boede først på børnehjem, siden hos plejefamilier. Selvom Emma altid ville elske sin mor, så savnede hun hende 13


egentligt ikke, i hvert fald ikke hverken Sølle Becky, Maniske Becky – eller Sindssyge Becky, som havde glemt hende i supermarkedet. Hun savnede tanken om en mor: en, der altid var der, en, som kendte til hendes fortid, og som glædede sig til hendes fremtid – en, som elskede hende betingelsesløst. Emma havde ikke skabt Mor-, Far- og Emmastjernen på himlen ud fra noget, hun kendte til, men ud fra alt det, hun drømte om. Glasdørene ind til huset gled op, og Emma vendte sig om. Hendes nye plejemors 18-årige søn, Travis, spankulerede ud i haven og slog sig ned på havebordet. “Undskyld, at jeg kom bra­ sende ind på badeværelset tidligere,” sagde han. “Det er okay,” mumlede Emma mut og trak sig langsomt væk fra Travis’ udstrakte ben. Hun var ret sikker på, at han ikke mente det, for han gjorde stort set alt, hvad han kunne, for at overraske hende nøgen. Travis havde en blå kasket på, der var trukket langt ned over øjnene, en alt for stor og slidt ternet skjorte og baggy cowboyshorts, der hang næsten nede om knæene. Hans ansigt med de stikkende øjne og de smalle læber var dækket af spredte pletter af skægstubbe; han var endnu ikke mand nok til at få et ordentligt skæg. Han kneb lystent sine blodsprængte brune øjne sammen, og Emma kunne føle hans blik mod sin hud, det gled hen over hendes stramme NEW YORK NEW YORK-top, hen­ des solbrændte arme og lange ben. Travis stak med et surt grynt hånden i lommen, fandt en joint frem og tændte den. Han blæste røgen ud mod hende, og insekt­ fangeren vågnede og glødede. Der lød et lille knald, det blå lys hvæsede, og endnu en myg blev udslettet. Tænk, hvis den kunne gøre det samme ved Travis. 14


Hey, skrid, potånde, ville Emma sige. Det er ikke så underligt, at der ikke er nogen piger, der vil være i nærheden af dig. Men hun sagde ikke noget; i stedet landede kommentaren på listen over ‘Svar jeg skulle være kommet med’, en liste, hun havde lavet i den sorte, stofbeklædte notesbog, som hun gemte i den øverste skuffe i kommoden. Svarlisten, som hun for nemheds skyld kaldte den, var fyldt med alle de skarpe og spydige replikker, som Emma ville ønske, hun havde sagt til utallige plejemødre, til klamme naboer, til bitchede piger i skolen og til en helt masse andre. Hun holdt for det meste sin mund, det var nemmere at tie stille, ikke at skabe nogen form for problemer og så forvandle sig til lige præcis den pige, situationen krævede. Emma havde tillært sig visse til­ pasningsevner hen ad vejen: Da hun var ti, havde hun finjusteret sine reflekser, når mrs. Smythe, en plejemor med et voldsomt temperament, fik trang til at kaste med ting. Og da hun boede sammen med Ursula og Steve, to hippier, der dyrkede deres egne grøntsager, men ikke anede, hvordan man tilberedte dem, havde hun modstræbende lært sig at lave mad; hun bagte squashboller, lavede grøntsagsgratiner og de mest lækre wokretter. Emma havde kun boet hos Clarice i to måneder. Hun var ale­ nemor og arbejdede som bartender på The M Resort i loungen for VIP-spillerne. Siden da havde Emma brugt sommeren på at tage billeder, spille Minestryger i timevis på den ramponerede BlackBerry, som hendes veninde Alex havde givet hende, da hun forlod sin seneste plejefamilie, og så havde hun arbejdet deltids på New York New York Casino, hvor hun styrede rutsjebanen. Og nå ja, så havde hun også arbejdet på at undgå Travis. Det var ikke gået så godt. I begyndelsen havde Emma været 15


sød over for sin nye plejebror, i håb om, at de kunne være ven­ ner. Det var ikke alle plejefamilier, der stank, og nogle gange blev hun også venner med de andre børn, men det krævede bare en del. Så hun havde ladet, som om hun var interesseret i de You­ Tube-klip om at være småkriminel, han tit sad og så: om hvordan man låser en bil op med en mobiltelefon, om hvordan man bry­ der ind i en sodavandsautomat, og om hvordan man åbner en hængelås med en øldåse. Hun havde kæmpet sig gennem flere Ultimate Fighting-kampe på tv, ja, hun havde til og med forsøgt at tilegne sig den særlige wrestlingjargon. Men en uge senere slap hendes gode vilje op, da Travis gramsede på hende, en dag hun stod foran det åbne køleskab. “Du har bare været så sød over for mig,” mumlede han i hendes øre, inden hun “ved et uheld” sparkede ham i skridtet. Det eneste, Emma ønskede, var at komme gennem sidste år i high school. Ferien sluttede lige om lidt; skolen begyndte på onsdag. Hun kunne vælge at flytte fra Clarice og Travis, når hun fyldte 18 om to uger, men det ville betyde, at hun ikke kunne fortsætte i skolen, hun skulle finde et sted at bo, og hun var nødt til at få et fuldtidsarbejde for at betale husleje. Clarice havde sagt til Emmas sagsbehandler, at hun kunne blive, indtil hun havde fået sit eksamensbevis. Ni måneder mere blev Emma ved med at messe for sig selv som et mantra. Det kunne hun godt klare, kunne hun ikke? Travis tog endnu et sug. “Vil du have et hiv?” spurgte han med tilbageholdt åndedræt, mens han holdt røgen nede i lungerne. “Nej tak,” svarede hun stift. Han åndede endelig ud. “Søde, lille Emma,” sagde han med 16


en stemme, der drev som af honning. “Men du er ikke altid så­ dan en pæn pige, vel?” Emma lagde nakken tilbage og kiggede op i himlen og stop­ pede ved Mor-, Far- og Emmastjernerne igen. Længere ude i hori­ sonten kunne hun se en stjerne, hun for nylig havde døbt Kære­ stestjernen. Det var, som om den hang tættere på Emmastjernen her til aften – måske var det et tegn, måske ville hun i år finde den perfekte kæreste, ham, det var meningen, hun skulle være sammen med. “Shit,” hviskede Travis pludselig, da han bemærkede et eller andet inde i huset. Han skoddede hurtigt jointen og smed den ind under hendes stol, i samme øjeblik Clarice trådte ud på ter­ rassen. Emma skævede til jointens ulmende glød – typisk Travis at tørre den af på hende – og dækkede den så med sin sko. Clarice havde stadig sit arbejdstøj på: smokingjakke, hvid skjor­ te i kunststof og sort butterfly. Hendes affarvede hår var slikket tilbage i en perfekt fransk fletning, og hendes læber var dækket af en rødviolet læbestift, der ikke ville klæde nogen. Hun havde sin taske over skulderen, og i hånden havde hun en hvid konvolut. “Der mangler to hundrede og halvtreds dollars,” sagde hun tonløst. Den tomme konvolut knitrede. “Det var drikkepenge fra Bruce Willis, og han har sat sin autograf på den ene af sedlerne. Jeg ville sætte den ind i min scrapbog.” Emma sukkede medfølende. Det eneste, hun indtil videre hav­ de lært om Clarice, var, at hun var totalt besat af kendte. Hun havde adskillige scrapbøger, der fortalte om hver eneste kendte, hun havde mødt på jobbet, og glitrende portrætter med autogra­ fer hang på række i spisekrogen i køkkenet. En gang imellem løb 17


hun og Clarice på hinanden i køkkenet ved frokosttid, hvilket var daggry for Clarice, der arbejdede om natten i baren, og det eneste, hun gad tale om, var, at hun havde haft en lang samtale med vinderen af American Idol aftenen før, eller at en eller anden tilfældig skuespillerindes bryster helt sikkert ikke var ægte, el­ ler at værtinden i det mest populære datingshow var den største bitch. Emma lyttede altid fascineret. Hun var ligeglad med alle detaljerne om de kendte, men hun drømte om at blive en dybde­ borende journalist en dag. Det fortalte hun selvfølgelig ikke Cla­ rice, og Clarice havde heller aldrig spurgt interesseret til hende. “Pengene lå i den her konvolut i mit soveværelse, da jeg tog af sted på arbejde i går eftermiddags.” Clarice kiggede direkte på Emma med sammenknebne øjne. “Og nu er de væk. Er der noget, du gerne vil fortælle mig?” Emma skævede til Travis, der sad med sin BlackBerry og scrol­ lede gennem sine billeder, og hun nåede at få et glimt af et sløret billede af sig selv på badeværelset. Hendes hår var vådt, og hun havde et håndklæde bundet om kroppen. Emma vendte sig med brændende kinder mod Clarice. “Det kender jeg ikke noget til,” sagde hun så venligt, hun kunne. “Men måske skulle du spørge Travis. Det kan være, han ved noget.” “Undskyld mig.” Travis’ stemme knækkede over. “Jeg har altså ikke taget nogen penge.” Emma rømmede sig skeptisk. “Mor, det ved du godt, jeg aldrig kunne finde på,” fortsatte Travis. Han rejste sig og hev shortsene op om hofterne. “Jeg ved, hvor hårdt du arbejder, og jeg har faktisk set Emma gå ind på dit værelse i dag.” 18


“Hvad?” Emma vendte sig om og kiggede på ham. “Det har jeg da ikke!” “Jo, du har,” gav Travis igen. Så snart han vendte ryggen til sin mor, ændrede hans ansigtsudtryk sig fra det falske smil til en stir­ rende skulen med sammenknebne øjne og rynket næse. Emma måbede. Det var utroligt, så let og afslappet han løj. “Jeg har set dig rode i din mors taske,” sagde hun så. Clarice lænede sig ind over bordet og smilede skævt. “Har Travis været i min taske?” “Nej, jeg har ej.” Travis pegede på Emma. “Hvorfor tror du på hende? Du kender hende ikke engang.” “Jeg mangler ikke penge!” Emma pressede hænderne mod sin brystkasse. “Jeg har et job! Jeg kan godt klare mig selv!” Hun havde arbejdet i flere år. Før rutsjebanen arbejdede hun som ge­ depasser i den nærliggende børnezoo, hun havde været klædt ud som Frihedsgudinden og indhyllet i toga stået på et gadehjørne og reklameret for den lokale bank, ja, hun havde endda arbejdet som dørsælger og solgt knive. Hun havde sparet mere end to tusind dollars op og gemt dem i en halvtom Tampax-æske på sit værelse. Travis havde ikke fundet pengene endnu, sikkert fordi tamponerne var et langt bedre sikkerhedssystem end et kuld van­ vittige rottweilere, når det komme til klamme drenge som ham. Clarice stirrede på Travis, der sendte hende et kvalmende trut­ mundesmil. Hun sad og vendte og drejede den krøllede konvo­ lut i hånden, og et mistænksomt udtryk gled over hendes ansigt. Det så ud, som om hun i et kort øjeblik så ind bag Travis’ glatte overflade. “Mor,” Travis gik hen til sin mor og lagde armen om hendes 19


skulder. “Jeg er nødt til at fortælle dig, hvad Emma i virkeligheden er for en.” Han tog sin BlackBerry op af lommen og scrollede med den ene finger på den lille museknap. “Hvad mener du?” Emma gik over til dem. Travis sendte hende et falsk smil og skjulte skærmen, så hun ikke kunne se noget. “Jeg ville have snakket med dig om det un­ der fire øjne, men det er for sent nu.” “Snakket med mig om hvad?” Emma lænede sig hurtigt frem mod ham, så det skvulpede i myggelyset, der stod på bordet. “Det ved du jo godt.” Travis tastede som en gal. En myg sum­ mede rundt om hovedet på ham, men han gad ikke engang vifte den væk. “At du er sindssyg.” “Hvad mener du, Travis?” Clarice kneb bekymret sin skrigrøde mund sammen. Endelig sænkede Travis sin BlackBerry, så de alle tre kunne se skærmen. “Det her,” sagde han så. En hård og hed vind ramte Emmas kinder, og den støvede luft irriterede hendes øjne. Den blåsorte aftenhimmel blev et par tonere mørkere. Travis åndede tungt ved siden af hende, han stank af pot, og åbnede så et site for private videooptagelser. Han tastede hurtigt SuttonIArizona og trykkede på PLAY. En videofil blev langsomt uploadet. Et håndholdt kamera gled hen over en lysning, men der kom ikke en lyd ud af højtalerne, som om de var sat på lydløs. Kameraet drejede hen mod en skik­ kelse, der sad på en stol med sort bind for øjnene, der dækkede halvdelen af hendes ansigt. En rund sølvmedaljon i en tyk kæde hang tungt mod det spinkle kraveben. Pigen kastede sit hoved frem og tilbage, som var hun vanvittig, 20


så kæden hoppede op og ned mod hendes bryst. Skærmen gik i sort et kort øjeblik, og pludselig gled en skikkelse ind bag hende og flåede halskæden tilbage, så den pressede ind mod pigens hals. Hendes hoved fløj bagover, og hun viftede med armene og sparkede. “I guder.” Clarice tog hånden op for munden. “Hvad er det her?” hviskede Emma. Skikkelsen bag pigen strammede kæden mere og mere. Han havde maske på, så Emma kunne ikke se hans ansigt. Efter cirka tredive sekunder stoppede pigen med at kæmpe og blev helt slap. Emma bakkede væk fra skærmen. Havde de lige set et men­ neske dø? Hvad helvede? Og hvad havde det med hende at gøre? Kameraet filmede stadig pigen med bind for øjnene, men så blev skærmen atter mørk i nogle sekunder, og da billedet vendte tilbage, var kameraet vippet til den ene side og væltet om på jorden. Emma kunne se et skævt billede af pigen i stolen. Nogen gik hen til hende og tog bindet af hendes øjne. Så hostede hun. Hun fik tårer i øjnene. Hendes læber bævede. Og hun blinkede langsomt. I et splitsekund før skærmen atter gik i sort, stirrede hun sløret ind i linsen. Emmas kæbe ramte hendes slidte Converse. Clarice gispede. “Ha!” sagde Travis triumferende. “Jeg sagde det jo.” Emma stirrede på pigens store blå øjne, den lille opstopper­ næse og det runde ansigt. Hun lignede hende fuldstændigt. For pigen på videoen var mig.

Lying_game_den_enes_doed  

Hun havde et liv, folk ville slå ihjel for. En dag var der nogen, der gjorde det. Lying Game er historien om Emma, der en aften ved comput...

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you