at gøre med at koncentrere sig om at spise uden alt for store uheld. Men selvom det tilsyneladende gik godt i dag, savlede hun stadigvæk og tabte meget af den mad, hun ved hjælp af plastickanten på tallerkenen fik skovlet op på sin gaffel; den specielle gaffel med ekstra tykt og tungt håndtag og ikke så spidse tænder. Men det endte faktisk med at have været et helt hyggeligt måltid, og Peter var lidt gladere, da de rejste sig. Så skulle bordet ryddes, opvaskeren fyldes op, og madpakkerne til næste dag skulle smøres. Det var alt sammen Peters job. Han mente nok, at han lavede en del mere hjemme end andre drenge på hans alder, men hans far havde gjort ham helt klart, at det ikke kunne være anderledes. Og selvom Peter ikke var særlig begejstret for husarbejdet, kunne han med sin fornuft godt se, at der var grænser for, hvor meget hans far kunne klare, og at han var nødt til at hjælpe til. For hans mor kunne jo ingenting. Mens han trissede rundt i køkkenet og fik styr på det hele, tænkte han på Jesper. Og Lotte. På vej i biffen. Og var meget misundelig.
4 Endelig søndag. Peter sprang ud af sengen klokken otte om morgenen. Hans hold skulle spille kamp, og han skulle være i klubben klokken ni. Han skovlede to portioner cornflakes og nogle skiver franskbrød indenbords, fik sat håret og greb sin taske og smuttede ud ad døren. Han var ikke den første. Jesper og et par af de andre gutter var der allerede, og han faldt helt naturligt ind i jargonen og deres måde at gejle hinanden op til en god kamp på. De var et godt hold og lå i toppen af rækken. Peter kunne godt lide stemningen. Ved nitiden var de der alle sammen, og de fordelte sig i 13