sen lagde for, emnet var Maja Nørgaard, og hans informationer var primært henvendt til Konrad Simonsen. – Som du ved, formoder vi, at Robert Steen Hertz’ motiv til drabet var banal jalousi. Han var ulykkeligt forelsket i Maja Nørgaard, som han havde gået i skole med fra børnehaveklassen. Hun var grunden til, han valgte at gå i tiende klasse på trods af, at han sagtens kunne være kommet på gymnasiet. Men han var ikke dum. Han vidste udmærket, at han ingen chancer havde hos hende, så han nøjedes med at elske hende på afstand, om man så må sige. Men da hun så kom i kløerne på Tobias Juul, hvad vi kraftigt antager, at hun gjorde, slog det klik for ham, selvom det tog sin tid, før han fandt ud af, hvad der foregik. Han måtte samle informationerne sammen bid for bid, ved at opsnappe … Længere nåede Arne Pedersen ikke. Pauline Berg brasede ind på kontoret og afbrød. Hun havde en mobiltelefon i hånden, som hun holdt hen foran Konrad Simonsen uden at bekymre sig om de tilstedeværendes vrede blikke. – Det er Jørgen Kramer Nielsens. Konrad Simonsen beherskede sig. – Kan det ikke vente, Pauline? Hun svarede ikke, men trykkede i stedet på et par taster, så displayet på mobiltelefonen viste et portræt af en ung kvinde, lyshåret og smilende. Så trykkede hun igen, og billedet skiftede. Den samme pige stod ret op og ned i en dagligstue, man kunne se et fjernsyn og en lysekrone bag hende, hun var nøgen. Denne gang smilede hun ikke. Konrad Simonsen udbrød forbløffet: – Maja Nørgaard!? Det var halvt et spørgsmål, halvt en konstatering. Pauline Berg bekræftede: – På Jørgen Kramer Nielsens mobil! Det var langt fra første gang, Drabsafdelingen oplevede, at to tilsyneladende uafhængige sager krydsede hinanden. Den slags skete fra tid til anden. Mobiltelefonen gik rundt, og Pauline Berg supplerede: 38
Gyldendal-Ensomme-hjerters-klub.indd 38
27-06-2011 12:06:09